Er den danske folkekirke ved at dø?

Der er efterhånden mange tegn på, at folkekirken nærmer sig gravens rand.

I 2015 vil folkekirken blive nedlagt. Så er det omsider forbi med dén institution.

Det profeterede teologisk lektor Svend Bjerg og sognepræst Palle Steffensen for nogle år siden i en debatbog, hvori de diagnosticerede folkekirken som ”det oppegående dødsleje”.

På trods af det faktum, at en klar majoritet af danskerne er medlem af folkekirken.

Kort fortalt mener de to teologer, at folkekirken lider af ”åndelig anoreksi”, og at de mange forsøg på at redde den, svarer til at sminke et lig.

Som eksempler på kirkens deroute peger de på mediepræsterne, hvis følsomme hovedbudskab gerne er dem selv; de mange præster og biskopper, der ligger ”på maven for dronningen og på ryggen for staten”; en omsiggribende funktionærmentalitet og behagesyge blandt kirkens hyrder; et fokus på ekstraordinære, pirrende aktiviteter i kirken i stedet for på søndagens højmesse; lægfolkets selvbevidste invasion af kirkerummet m.m.

De to kirkeprofeter får næppe ret i deres forudsigelse af folkekirkens undergang om kort tid.

Men sandt er det, at der er mange forhold, der kan tolkes som tegn på, at den snart er krematoriemoden og allerede rystes af initiale dødskramper.

Seneste alderdomstegn er, at et menighedsråd fra Mejdal Kirke har stillet krav om en præst, ”der er troende”.

Dét er åbenbart ikke en selvfølge længere efter det teologiske granatchok, Grosbøll hensatte den kirkelige andedam i for nogle år tilbage. Ja, ifølge retsteolog Kristine Garde kan man forvente flere af den slags eksplicitte krav til præster fremover.

For mange lægfolk lyder en ateistisk præst utvivlsomt som en selvmodsigelse. Lidt ligesom en homoseksuel, der forelsker sig i et eksemplar af det modsatte køn, en diktator, der går ind for demokrati, og en monoteist, der tilbeder mange guder.

Men det er en misforståelse.

Ifølge flere teologiske ”eksperter” forpligter præsteløftet nemlig ikke præster til at være troende, og man bør heller ikke kræve det af præster, for ”troen” er guds ”gave”.

Men den giver han som bekendt langtfra til alle, skal det skyndsomt tilføjes. Der er i dag nemlig knap fem milliarder mennesker, der ikke er tilhængere af kristendommen.

Med andre ord:

Folkekirkepræster kan være himmeltårne af hykleri, tungesmidige farisæere, der siger og kræver ét, men selv tror på noget helt andet. Og kirken kan ikke blande sig i det, så længe de opfylder deres embedsforpligtelser.

Så ved folkekirkemedlemmerne det.

En ny undersøgelse af 139 unge i Ålborg – fra efterskoler ”med en vis grad af kirkelig baggrund” – kan tolkes som endnu et tegn på, at folkekirken befinder sig i den terminale fase. Over 75 procent af disse unge føler, at folkekirken har ”lidt eller slet ingen betydning”.

Sociolog Kirsten Grube, der har stået for undersøgelsen, har udtalt:

”Selv om den danske befolkning overordnet går for at være kulturkristen, viser undersøgelsen, at de umiddelbare referencer og tilhørsforholdet til folkekirken er væk hos langt størstedelen af de unge. De finder simpelthen ikke kirken relevant”.

Det flugter med en undersøgelse fra 2011, ifølge hvilken to tredjedele af de unge ønsker, at folkekirkens særstatus skal afskaffes.

Et tredje aldersbetinget sygdomstegn er, at biskopperne nu vil have fjernet det hidtidige krav om en samtale med en sognepræst, når en person ønsker at genindmelde sig i folkekirken. Indtil nu har præsten nemlig skullet tage stilling til, om man har gode grunde til at blive indsluset i folkekirken på ny.

Men sådan skal det altså ikke være længere, ifølge biskopperne, og de må antages at kende deres pappenhejmere.

Med god grund frygter de givetvis, at mange danskeres kristentro er så nebuløs, at de ikke vil kunne bestå sognepræstens forhør. At sænke tærskelen til kirken (yderligere) er så meget desto vigtigere, som at flere og flere forlader den folkekirkelige skude.

For folk, der kender Bibelen, må dette snart fuldkomne fravær af krav til folkekirkemedlemmers og folkekirkepræsters tro, undre en kende.

I store dele af Det Nye Testamente, som folkekirken formelt er forpligtet på, stilles uhyre dramatiske krav til menneskene. Opfylder de dem ikke, vil de fortabes og blive pint i Helvede i al evighed.

Men folkekirken lader som om, at disse fremtrædende dele af helligskriftet slet ikke eksisterer. De få, der tillader sig at gøre opmærksom på dem, ignoreres ofte totalt eller stemples som fundamentalister og landsbytosser.

En af årsagerne hertil ligger lige for:

Hvis folkekirkens hyrder stod fast på de skrappe bibelske krav, ville antallet af medlemmer styrtdykke på rekordtid. Ved at sælge ud af stort set alt kan de bibeholde deres vellønnede stillinger og solide samfundsmagt en tid endnu.

Religionshistorisk set er der intet nyt under månen.

Religiøse mennesker har altid læst deres helligskrifter selektivt og nyfortolket dem i deres eget billede.

Til alle tider er religioner blevet født og udbredt, og langt de fleste er på et tidspunkt ældet og uddøde. Det store flertal af guder, der er blevet dyrket i menneskehedens religionshistorie, bliver da heller ikke dyrket mere i dag.

Og alle religioner transformeres, om det så er hurtigt eller langsomt.

At folkekirken skulle udgøre undtagelsen, der bekræfter den religionshistoriske regel, er der intet, der tyder på. Tværtimod er der mange tegn på, at den nærmer sig gravens rand. Arbejdet på en ny styringsstruktur vil næppe munde ud i andet end et gangstativ for den døende.

Men døden vil efter al sandsynlighed først indfinde sig efter adskillige årtier. Selv en gammel supertanker ruster kun langsomt op.

Indtil nu er folkekirkens mest effektive respirator givetvis barnedåben. Det kunstige åndedræt, den giver, er formentlig en af hovedårsagerne til dens store medlemstal.

For prøv selv at gætte – med de unges vantro i baghovedet – hvad der ville ske, hvis barnedåben blev afskaffet?

Tænk, hvis medlemskabet af folkekirken blev et spørgsmål om et frivilligt tilvalg for voksne i stedet for den udbredte tvangsindmeldelse af spædbørn?

Hvor mange procent af danskerne ville så være medlem af folkekirken?

Et andet spørgsmål er, hvad der med tiden vil træde i stedet for folkekirken.

Det vil jeg komme med bud på i 2013, ligesom jeg bl.a. vil komme med bud på, hvordan visse religions- og kulturformer kan bidrage til at redde verden fra den globale klimakrise. Vor tids altoverskyggende, men forbavsende velfortrængte problem.

Læs også:

> Debat om "troende" præst skyldes afkristning af kirken

> 10 gode grunde til at forlade folkekirken

> Adskil kirke og stat og indfør religionslighed