Ligger imperialismens ’dna’ i kristendom og islam?

Hvorfor er de to monoteistiske religioner undergået en transformation fra små sekter til magtfulde verdensreligioner?

På det seneste har Politikens Bjørn Bredal og tidehvervsteologen Katrine Winkel Holm krydset klinger om verdens to største religioner kristendom og islam.

Ifølge Bredal kan kristendom være præcist lige så voldelig og lige så lidt voldelig som islam. Som belæg henviser han til »Bibelens tekster, især de gammeltestamentlige«, korsfarerne og ateistiske folkekirkepræster.

Ifølge Winkel Holm ligger vold udelukkende i »islams dna«.

Som belæg henviser hun til, at det »selvfølgelig« ikke er Det Gamle, men Det Nye Testamente, »der indeholder kristendommens dna«. Og ifølge hende er Det Nye Testamente – i krystalklar modsætning til Koranen – kemisk renset for opfordringer til vold.

Hvem har ret?

Tja. Hvis det jødiske Gamle Testamente indeholder en masse opfordringer til vold, og hvis det kristne Nye Testamente er idel næstekærlighed, hvorfor har kristne i tidens løb så været langt mere voldelige end jøder?

Hvis helligskriftet er det udslagsgivende, skulle jøderne have været langt mere krigeriske end kristne. Men det forholder sig omvendt.

Det kan selvfølgelig skyldes, at et helligskrifts opfordringer til vold ikke er eller behøver være afgørende for, om dets tilhængere bliver voldelige. Men i så fald er spørgsmålet om, hvilket helligskrift der indeholder (flest eksplicitte) opfordringer til vold, også af underordnet betydning i denne sammenhæng.

Det er trods alt mennesker, der begår vold, ikke tekster.

Faktum er under alle vilkår, at Winkel Holm giver en temmelig misvisende karakteristik af kristendom.

For det første er Det Gamle Testamente en integreret del af kristendommens egen bibel. I f.eks. den autoriserede bibeloversættelse fra 1992 betegnes Det Gamle og Det Nye Testamente under ét som ’Bibelen’ og ’Den Hellige Skrifts Kanoniske Bøger’.

Desuden har kristne næsten altid læst Bibelen som én sammenhængende fortælling.

F.eks. på den måde, at det er den selvsamme hovedgud, der optræder i de to helligskrifter, og at Det Gamle Testamente indeholder profetier om Jesus’ komme, og Det Nye Testamente opfyldelsen af disse profetier.

Endvidere forpligter præsterne i den danske folkekirke sig »på at forkynde Guds ord rent og purt, således som det findes i de profetiske og apostoliske skrifter«. Det vil sige både Det Gamle og Det Nye Testamente.

Endelig skal man ikke glemme, at Det Gamle Testamente var de første kristnes eneste helligskrift.

Selv om Det Gamle Testamente er skrevet af jøder i førkristen tid, er det ud fra en klassisk kristen optik altså dybest set en kristen bog. Og efter de fleste kristnes opfattelse derfor også en uopgivelig del af kristendommen.

Det betyder ikke, at dets teologiske status er entydig og uproblematisk (ej heller, naturligvis, at Kristus ikke er det vigtigste).

Det kommer allerede til udtryk i Det Nye Testamente:

På den ene side er der skriftsteder, der forkaster de gammeltestamentlige moselove som forældede eller utilstrækkelige (f.eks. Lukas 16,16; Matthæus 5,21-48). På den anden er der skriftsteder, der understreger, at samtlige moselove fortsat står ved magt (f.eks. Matthæus 5,17-19; Romerbrevet 3,31; Lukas 16,17).

Snarere end at være et problem har disse selvmodsigelser været en fordel, da Bibelen dermed har indeholdt noget for enhver præference. I øvrigt er det kristne helligskrift – som alle andre helligskrifter – altid blevet læst selektivt og nyfortolkende.

Under alle vilkår kan der nævnes et hav af eksempler på, at kristne har brugt Det Gamle Testamente til at legitimere vold, krig, dødsstraf, ødelæggelse og undertrykkelse; eller at det har inspireret og motiveret dem til det.

F.eks. i forbindelse med kristningen af dele af Europa, korstogene, koloniseringen af Amerika, strafferetten i lutheranske lande i de efterreformatoriske århundreder, Den Engelske Revolution, den transatlantiske slavehandel og hekseprocesserne fra 14-1700-tallet.

For det andet kommer man ikke uden om, at Det Nye Testamente selv fremmaner talrige eksempler på bestialsk vold. Men da det først og fremmest afspejler en eskatologisk dommedagssekt, er volden også først og fremmest af eskatologisk art.

Konkret fremsætter helligskriftet talrige løfter eller trusler om død, ild og helvede til dem, der ikke består eksamen ved en forestående Dommedag. Dermed fremstår Jesus og Gud Fader som skrækindjagende voldsdæmoner over for vantro mennesker og byer (f.eks. Matthæus 10-11; 25,41; Lukas 19,27; Hebræerbrevet 10,26-31; 2. Thessalonikerbrev 1,5-9; Åbenbaringen 20,15).

I øvrigt kan man finde trusler om dødsvold, der ikke nødvendigvis er knyttet til afklapsningen af syndere på den yderste dag (f.eks. Lukas 13,1-5; 1. Korintherbrev 10,9).

For det tredje er Det Nye Testamentes krav på et repræsentere den eneste gud og frelse, og at denne gud og frelse skal udbredes til hele menneskeheden, nok det træk, der har gjort kristendommen til den mest voldelige religion i verden indtil moderne tid.

Langt mere end de gammeltestamentlige krav om hellig krig mod kanaanæere og dødsstraf over afgudsdyrkende israelitter, har det universelle sandhedsmonopol i Det Nye Testamente disponeret for vold og undertrykkelse.

Missionsbefalingens krav om, at alle folkeslag i verden skal gøres kristne, indebærer nemlig uundgåeligt udryddelsen af alle andre religioner (Matthæus 28,18-20). Og det har kristne lige så ofte forsøgt at realisere med det sure som med det søde.

Koranen er ikke meget bedre, skal det understreges. Også den indeholder opfordringer til hellig krig, krav på universelt sandhedsmonopol og tilbagevendende trusler om infernalske helvedesstraffe til vantro (f.eks. Sura 3,10; 8,39; 9,5, 29, 33; 33,64-65).

Men – og det må man ikke glemme:

Både det kristne og islamiske helligskrift indeholder tillige talrige opfordringer til fred og tilgivelse, næstekærlighed og barmhjertighed. Og ligesom andre store religioner udviser kristendom og islam verden over en multispraglet mangfoldighed – fra de blødeste til de hårdeste former. Sidstnævnte findes altså ikke kun inden for islam.

Alt dette ændrer ikke ved, at de to monoteistiske religioner repræsenterer noget skelsættende nyt sammenlignet med andre religioner.

Kristendommen begyndte som en lille sekt i Palæstina for cirka 2000 år siden, men er siden ekspanderet kolossalt og er nu verdens største religion.

Islam begyndte som en lille sekt på Den Arabiske Halvø for cirka 1400 år siden, men også den er ekspanderet voldsomt og er nu verdens næststørste religion.

Faktisk er de monoteistiske religioner i dag så dominerende, at mange uden videre identificerer religion med troen på Gud.

Religionsfagligt set er dette hul i hovedet.

Set i et makrohistorisk dybdeperspektiv repræsenterer den monoteistiske religionstype nemlig en spektakulær undtagelse. Polyteisme af den ene eller anden art har formentlig været reglen i langt over 90 procent af menneskehedens religionshistorie.

Et par spørgsmål trænger sig på:

Hvorfor er monoteistiske religioner undergået en metamorfose fra marginale sekter til religiøse magtmastodonter? Og hvorfor er langt størstedelen af de polyteistiske religioner og storriger, der eksisterede i tidligere tider, ophørt med at eksistere i dag?

Ifølge ægyptologen James Breasted er »monoteisme intet andet end religiøs imperialisme«. Ifølge psykoanalysens far Sigmund Freud blev religiøs intolerance »født med troen på én gud«.

Ifølge religionssociologen Rodney Stark er »religiøs intolerance inhærent i alle monoteistiske religioner«, og efter hans opfattelse er der næppe nogen anden innovation, der har haft så stor indflydelse på historien.

Ifølge ægyptologen Jan Assmann opfandt de monoteistiske religioner begreber som ’afguder’, ’vantro’, ’kættere’, 'frafaldne' og ’falske’ religioner. De er nemlig en konsekvens af troen på, at der udelukkende findes én, sand gud. Dermed er begreberne heller ikke på nogen måde universelle egenskaber ved religion.

Efter min egen opfattelse forekommer det oplagt, at de ikke-etniske, monoteistiske religioner som kristendom og islam i deres teologiske grundideer er problematiske.

Påstanden om, at ens egen gud er den eneste sande, og at f.eks. polyteistiske religioners guder er falske, er ikke blot kendetegnet af et udtalt fravær af videnskabeligt bevis. Det er også udtryk for en selvgod arrogance. Ja, et religiøst storhedsvanvid.

Endvidere implicerer påstanden en forpligtelse til at eliminere andre religioner eller i det mindste at indtage den øverste magtposition blandt religionerne.

For bør den ene sande Gud ikke afløse afguderne, bør Sandheden ikke afløse bedraget og bør Lyset ikke afløse mørket?

Som allerede antydet kan man ikke slutte fra en religions helligskrifter og grundforestillinger til dens tilhængeres adfærd i historie og nutid. Noget sådant er altid betinget af et kompleks af skiftende religiøse, sociale, psykologiske, politiske og økonomiske faktorer, hvilket er forklaringen på, at religioner gerne er uhyre pluralistiske størrelser.

Det er en af de mest veldokumenterede kendsgerninger inden for religionsforskningen.

Dette udelukker imidlertid ikke, at de monoteistiske helligskrifter og grundforestillinger har haft enorm indflydelse. De udgør utvivlsomt en af hovedårsagerne til den omfattende religiøse transformationsproces, som verden har gennemgået i de sidste par tusinde år.

En transformationsproces, der har lagt en kilometer lang række ikke-monoteistiske religioner i graven. Helt eller delvist.

Anser man den monoteistiske ekspansionisme for kritisabel, er Winkel Holms og andre kristnes korstog mod konkurrenten islam i højere grad en del af problemet end løsningen.

For så længe der insisteres på udelukkende én, sand gud, vil der være en teologisk anstødssten for ligestilling af religioner, i værste fald et mål om at komme alle andre religioner til livs (jf. Matthæus 28,18-20).

Og det er næppe det mest fremtidsrettede svar på de udfordringer, som et mere og mere multireligiøst samfund stiller.

 

Læs også:

> The Sceptic’s Annotated Bible

> ’Becoming primitives’

> Genfortæller eller forfalsker Bjarne Reuter Bibelen?

> Det kristne sandhedsmonopol og jøderne

> Er Jesus den store fredsfyrste?