Monoteismekritik 

Der eksisterer et direkte omvendt proportionalt forhold mellem mit emnes omfang og den tid, jeg har fået til at fremlægge det i. Derfor vil der uundgåeligt blive malet med den brede pensel; det er således kun nogle hovedtræk af nogle enkelte træk, vi har tid til, hvilket desværre kan invitere til misforståelser. Dem må vi så tage op i den efterfølgende spørgetid.

Til sagen: Monoteisme er kommet på dagsordenen. Og her tænker jeg ikke så meget på, at religion i de sidste 15-20 år har fået en større eller mindre renæssance, og at religion i Vesten i mange tilfælde er monoteistiske religioner.

Jeg tænker heller ikke på, at monoteistiske religioner er den mest udbredte religionstype i verden, sådan har det været forholdsvist længe, så det er der ikke noget særskilt nyt i.

Nej, det jeg tænker på er studiet af monoteisme. Det akademiske studium af monoteisme som netop monoteisme, og det akademiske studium af monoteistiske religioner som netop monoteistiske religioner. Dét er kommet i vælten.

Lad mig nævne fire nogenlunde aktuelle og forskellige eksempler herpå.

1) Det centrale tema i det nyeste nummer af Religionsvidenskabeligt tidsskrift – dvs. nr. 52 – er monoteisme.

2) En kommende fællesnordisk masteruddannelse – det vil sige, den kan tages i både Århus, København, Bergen, Helsingfors, Lund og Oslo, og den begynder i år – denne nye uddannelse, der hedder Europas religiøse rødder, har som omdrejningsakse studiet af fremkomsten af de tre monoteistiske religioner jødedom, kristendom og islam, og deres indbyrdes samspil, forskelle og ligheder.

3) Den indflydelsesrige tyske professor i egyptologi og kulturteoretiker Jan Assmann har med talrige skriverier om monoteisme i de sidste godt 10 års tid skabt international opsigt, og hans teorier er blevet genstand for omfattende diskussion i aviser og tidsskrifter, på konferencer og seminarer.

Det omtalte nummer af Religionsvidenskabeligt tidsskrift er da også, så vidt jeg ved, netop baseret på et seminar om Assmanns teorier om monoteisme og det, der ifølge hans opfattelse har været et centralt medium for opretholdelsen og udbredelsen heraf, nemlig mnemohistorie, dvs. den erindrede historie, ikke den faktiske.

4) Endelig bør nævnes en række akademiske bøger fra de sidste 10 års tid i øvrigt, der belyser og kritiserer monoteisme – jeg vil om lidt give eksempler på dem.

Kan man på baggrund af disse eksempler tale om en begyndende monoteistisk vending i forskningen, i den forstand, at studiet af monoteisme qua monoteisme snart vil komme til at ligge til grund for selvstændige tidsskrifter, vil komme til at blive en naturlig del af studieordningen på religionsvidenskabelige afdelinger, og i den forstand, at der vil blive oprettet regulære stillinger heri? Nej, det er naturligvis alt for tidligt at sige noget om endnu.

En vigtig forudsætning for en monoteistisk vending i forskningen ville nok være, at nogle forskere overbevisende kan godtgøre, at der er indtruffet en monoteistisk vending i verdenshistorien. Altså en vending, naturligvis, vurderet ud fra en videnskabelig, historisk-kritisk betragtning.

I 1957 skrev den tyske sociolog og filosof Arnold Gehlen, at monoteisme ”ist eine absolute Kulturschwelle, durch die sich alle inneren und äusseren Bedingungen des Daseins ändern.“ Store ord.

Ifølge den allerede omtalte tyske forsker Jan Assmann er der med de monoteistiske religioner kommet noget nyt, et egentligt novum, ind i verdenshistorien. Og det nye er ikke så meget troen på én sand Gud, den sædvanlige defintion på monoteisme. Nej, langt mere nyt og epokalt er, at monoteismen har indført en skarp skelnen mellem den ene sande Gud og de mange falske guder, mellem sand religion og de mange falske religioner, mellem troende og vantro osv., af Assmann kaldet den mosaiske distinktion.

Netop det har ikke været der før. I al fald slet ikke i den konstitutive betydning, det har fået i monoteistiske religioner. I øvrigt: Når Assmann kalder denne skelnen for den mosaiske distinktion, skyldes det ikke, at det er hos Moses – fiktiv eller ej – at den optræder for første gang. For det gør den ikke, det var nemlig hos Akhenaton, der var farao i Det Nye Riges Ægypten fra 1353-37 f.v.t.

Her finder vi verdenshistoriens første eksempel på monoteisme. Men hans religiøse revolution blev slettet så grundigt fra historiens officielle annaler, at kendskabet til den først dukkede op igen i 1800-tallet.

Helt anderledes med den hebraiske bibel, hvori Moses jo spiller en hovedrolle som videreformidler af Torahen. I modsætning til Akhenaton fik den hebraiske bibels monoteisme, der ganske vist overvejende er monolatri, en titanisk virkningshistorie. Dekalogens: Du må ikke have andre guder end mig! skulle vise sig at få kolossale historiske konsekvenser. Bl.a. derved, at de fleste i dag ikke ved det.

Men lad os gentage spørgsmålet: Giver det mening at tale om en monoteistisk vending i verdenshistorien? Ikke i den forstand, naturligvis, at fremkomsten af monoteisme er uden kontinuitet med fortiden, eller at det er sket på kort tid, eller at monoteisme på de fleste områder adskiller sig afgørende fra andre religionstyper, ingen af delene er tilfældet. Dertil kommer det banale faktum, at monoteistiske religioner langtfra er monolitter, men mangefacetterede, komplekse, dynamiske og indbyrdes forskellige fænomener. Ligesom religioner i øvrigt er det.

Nej, en monoteistisk vending i den forstand, at der er fremkommet nye opfattelser af f.eks. Gud med stort, guder med lille, mission og religiøs tolerance. Noget nyt, som ikke har eksisteret før, eller kun i marginal og rudimentær forstand, og noget nyt, som har bidraget til væsentlige forandringer af historien?

Med andre ord: Har Assmann og andre ret? Det mener jeg, at de har. Det gælder bl.a. – men langtfra kun – fremkomsten af den udprægede negative opfattelse af polyteistiske religioner, der er en følge af fremkomsten af forestillingen om Den Ene, Sande Gud.

Jeg har kaldt mit oplæg for monoteismekritik, og det er jo det, det skal handle om her. I ordet monoteismekritik er det ikke på forhånd afgjort, om monoteisme er subjekt eller objekt for kritikken.

Monoteisme som generelt objekt for diskussion og kritik er blevet mere udbredt i de sidste godt 10 år. Lad mig nævne nogle væsentlige eksempler: Monoteistiske eller monoteismelignende gudsforestillinger i oldtiden og antikken belyses i antologien One God or Many fra 2000, redigeret af assyriologen Barbara Porter.

En kritisk behandling af de monoteistiske religioner foreligger i bogen The Curse of Ham fra 2003 af den amerikanske forsker David Goldenberg; den handler om retfærdiggørelsen af race og slaveri i tidlig jødedom og i kristendom og islam. Vi kan også nævne bogen The Curse of Cain fra 1997 af den amerikanske professor Regina Schwarz; dens underoverskrift forklarer dens indhold: The Violent Legacy of Monotheism, men den behandler dog primært den hebraiske bibel i dette lys.

Vi kan tillige nævne den amerikanske religionssociolog, Rodney Stark, der har skrevet flere monografier om monoteisme. Det er dog primært de første, der er overvejende kritiske, f.eks. bogen One True God: Historical Consequences of Monotheism fra 2001. De sidste, især For the Glory of God fra 2003 og The Victory of Reason fra 2006 fremtræder snarere som storladne forsvar for den afgørende civiliserende betydning af den kristne monoteismes udbredelse. Ifølge forfatteren.

Endelig bør vi bestemt også nævne den allerede omtalte Jan Assmann i denne forbindelse. Han har i adskillige bøger - bl.a. Moses the Egyptian (1997), Die Mosaische Unterscheidung oder der Preis des Monotheismus (2003), Monotheismus und die Sprache der Gewalt (2006) og Of God and Gods (2008) - rettet opmærksomheden mod det, som han opfatter som monoteismens næsten ”inhærente” intolerance og potentielle voldelighed.

Men vi behøver ikke gå så langt bort. Min medoplægsholder David Favrholdt retter i bogen Gudløs: religionskritik i dag fra 2008 en hård kritik af dele af kristendommen, ikke mindst af gudsbegrebets intellektuelle paradokser og absurditeter, f.eks. umuligheden af at forene Guds alvidenhed med hans almægtighed og algodhed. Ungefær det samme kunne gøres med jødedommens og islams gudsbegreber.

I øvrigt er ganske megen religionskritik i dag i virkeligheden identisk med kritik af kristendommen og islam, også selv om religionskritikerne ikke altid ved det. Det kan næppe undre i betragtning af, at kristendom er verdens største og islam verdens næststørste religion. Religionskritik er ofte også og ikke mindst magtkritik.

Udtrykket monoteismekritik kan imidlertid også forstås på en anden måde, nemlig således at monoteisme er subjekt for kritikken. Hvem er i så fald den monoteistiske kritiks objekt, dens genstand? Tidligere har det i høj grad været polyteistiske religioner.

Polyteisme har i de monoteistiske religioners historie i emfatisk grad været den Anden, den dæmoniserede anden, for nu at bruge moderne modeord. Lige så lidt man historisk kan forstå (fremkomsten af) kommunisme uden kapitalisme eller nazisme uden jødedom, lige så lidt kan man historisk forstå (fremkomsten af) monoteisme uden polyteisme.

Begge forståelser af ordet monoteismekritik er relevante områder at beskæftige sig med. Jeg har i dag valgt at lægge hovedvægten på monoteistisk kritik af polyteistiske religioner, et eksempel på det, som religionsforsker Tim Jensen kalder religiøs religionskritik. Den er nemlig, vil jeg påstå, generelt underbelyst.

Dels har denne kritik været konstituerende for fremkomsten og udbredelsen af de monoteistiske religioner såvel som for disse religioners selvforståelse. Dels har kritikken af polyteistiske religioner været mere udbredt og haft større konsekvenser, end den moderne kritik af de monoteistiske religioner har haft. I det mindste indtil nu.

I den forbindelse kommer vi ikke uden om en diskussion af definitionen af monoteisme. Hvad betyder det egentlig? Etymologisk kommer mono- af det græske monos, og -teisme kommer af det græske theosmonos betyder ”alene”, ”alene én”, ”kun én”, mens theos som bekendt betyder ”gud”. Monoteisme betegner med andre ord, at én og én Gud alene er i religionens centrum.

Der er imidlertid ikke enighed om, hvorvidt dette er ensbetydende med troen på eksistensen af én Gud alene eller blot troen på én Gud alene, idet andre guders eller overnaturlige væsners eksistens ikke benægtes. Uanset hvilken definition man vælger, er det vanskeligt at finde en monoteistisk religion, der ikke anerkender forekomsten af andre, underordnede overnaturlige væsner som f.eks. engle, dæmoner og en satan-figur. Det afgørende er, sådan plejer man at sige, troen på eksistensen og dyrkelsen af én, sand Gud og denne Guds enhed.

Men er det virkelig dét særegne eller blot det mest karakteristiske ved monoteistiske religioner? Problemet er, man undertiden finder noget lignende i ellers udtalt polyteistiske religioner. Her kan man opleve, at en gud beskrives som ”den eneste” og ”enestående” (f.eks. Amon-Re i ægyptisk religion), eller at diverse guder kan reduceres til forskellige egenskaber hos en overgud (f.eks. Marduk i babylonsk religion), eller at en gud kan betegnes som essensen af al guddommelighed og alle guder (f.eks. Zeus i hellenistisk-græsk religion).

Disse gudsopfattelser bliver af samme grund af og til også beskrevet som en slags monoteisme, men det er de ikke. For eksistensen af andre guder, om det er i eller uden for den pågældende religion, benægtes almindeligvis ikke, ligesom der normalt heller ikke optræder noget krav om at afvise eller bekæmpe andre guder, religioner eller sandheder. Gudsforestillingerne er med andre ord langtfra eksklusivistiske.

Og netop det eksklusivistiske – den konsekvente afvisning af andre guder som falske og af andre religioner (i al fald polyteistiske religioner) som falske – er nok det mest revolutionerende nye og traditionelt også et af særskilt karakteristiske træk ved det, som vi plejer at kalde monoteistiske religioner.

Troen på én, sand Gud er selvfølgelig også centralt og naturligvis netop dét, der betinger afvisningen af andre guder og dermed polyteistiske religioner. Men den ligger alligevel forholdsvist tæt på visse gudsforestilinger – det man ofte kalder for henoteisme og summodeisme – i nogle polyteistiske religioner.

Af disse grunde bør man – med inspiration fra Jan Assmann – udvide den sædvanlige definition af monoteisme: Monoteisme er troen på én sand Gud og negationen af alle andre guder, ja en implicit eller eksplicit negation af andre guder er måske dét mest signifikante kendetegn. Dette kommer på talrige måder til udtryk i de monoteistiske hovedreligioner, f.eks. i noget så centralt som deres helligskrifter, bekendelsesskrifter og faktiske historie.

Når man oftest ikke har haft den negerende side – også kaldet for den teoklastiske side – med i definitionen af monoteisme, skyldes det nok fremfor alt, at man ikke har været tilstrækkelig opmærksom på de monoteistiske hovedreligioners grundlæggende kritik af såvel som kamp med polyteistiske religioner. I al fald i vigtige dele af deres historie.

Hvorfor har man ikke det? Kort og groft sagt: På grund af monoteismens overvældende succes. Ideen har simpelthen været fremragende. De monoteistiske religioner kristendom og islam er blevet verdens største. Men de fleste i dag ved ikke, at det i høj grad har været på bekostning af polyteistiske religioner i den ene eller anden form. De fleste i dag ved ikke, at de polyteistiske religioner har været religionshistoriens mest udbredte religionstype.

Er en sådan uvidenhed om noget så omfattende tænkelig? Ja. Hvor mange ved f.eks., at USA bygger på omfattende undertrykkelse, marginalisering eller folkedrab af den oprindelige befolkning? Ja, hvor er den blevet af? Ja, tænk, hvis det var indianere, der skulle skrive USA's historie? Eller polyteister, der skulle skrive de monoteistiske religioners?

Lad os få nogle tal på bordet: Godt halvdelen af Jordens befolkning (ca. 6,7 milliarder) tilhører i dag en af de tre monoteistiske hovedreligioner. Heraf tegner kristendommen sig for ca. 2,1 milliarder tilhængere, der er fordelt på mindst 238 lande, og dermed er kristendommen verdens største religion. Islam tegner sig for ca. 1,35 milliarder tilhængere, der er fordelt på mindst 206 lande, og den er dermed den næststørste religion. Endelig er der jødedommen, der kun tegner sig for godt 13 millioner tilhængere, eller 17 millioner, hvis man gør det op på en anden måde, men som ikke desto mindre er fordelt på mindst 134 lande.

Der findes imidlertid også andre monoteistiske religioner end jødedom, kristendom og islam. Man kan nævne sikhismen, der har ca. 24 millioner tilhængere. Den blev grundlagt omkring 1500 og har centrum i delstaten Punjab i Indien. Man kan nævne baha’ismen, der stammer fra Iran i det 19. århundrede og omfatter ca. 6 millioner. Endelig kan man nævne druserne, der stammer fra Ægypten i det 11. århundrede, og som i dag omfatter ca. 1 million tilhængere på verdensplan.

Sammenlignet med de abrahamiske religioner har sikhernes, bahaiernes og drusernes religion imidlertid haft ret beskedne historiske konsekvenser. Og derfor vil vi koncentrere os om det, som jeg her kalder de monoteistiske hovedreligioner.

Under alle vilkår tilhører ca. 3,5 milliarder mennesker en af de monoteistiske religioner. Tager man imidlertid højde for, at mellem 10-20 procent af verdens befolkning anslås at være uden et religiøst tilhørsforhold, vil det procentvise antal af tilhængere af monoteistiske religioner i forhold til det samlede antal religiøse være højere. Måske op til 2/3 dele af jordens religiøse.

Alle disse tal dækker ikke overraskende over store historiske forandringer og et nærmest utal af religiøse retninger og fraktioner spredt over tid og rum og kendetegnet af stor kompleksitet og endog konflikt. Med andre ord en kolossal mangfoldighed, der i dag spænder fra bl.a. ultra-ortodokse til lunkne liberal-jøder, fundamentalistiske evangelikale til leverpostejfarvede folkekirkekristne, militante islamister til gennemsekulariserede kulturmuslimer.

Dertil kommer mange, der kombinerer forskellige religioner, traditioner og ideologier – subsaharisk Afrika, Latinamerika og grundtvigsk kristendom er udmærkede eksempler herpå. Endelig kan der være store forskelle på en gejstlig elites teologi og menigmands religion, der jo er flertallets (og som i sig selv repræsenterer en markant mangfoldighed). Denne store pluralisme er naturligvis udtryk for de monoteistiske religioners betragtelige fortolkningsfleksibilitet, foranderlighed og tilpasningsevne. Men det er kun den ene side af mønten.

Den anden side af mønten er, at de monoteistiske religioner i høj grad har transformeret og tilpasset andre efter sig. De har i tidens løb således sat store fingeraftryk på styreformerne, lovgivningen, kulturen, etikken og verdensopfattelsen i lande over det meste af verden. Desuden har de ikke blot påvirket, men i talrige tilfælde også bidraget til at marginalisere, fortrænge eller i nogle tilfælde decideret eliminere andre religioner. Ja, for mange mennesker er religion som sådan blevet identisk med monoteisme (”tro på Gud”), mens ateisme ofte anses for det eneste reelle alternativ.

Selv om vi må afvise enhver skriptualistisk, essentialistisk og ahistorisk opfattelse af religioner, kommer vi omvendt ikke uden om, at monoteisme har udgjort en indflydelsesrig kernekonstruktion i størstedelen af jødedommens, kristendommens og islams historie. Siden oplysningstiden er der, og  først og fremmest i Vesten, imidlertid vendt en del op og ned på ting.

Status quo i dag er, at kristendom og islam på forskellig vis er verdens mest toneangivende religioner. Ikke desto mindre – og det er de færreste klar over – udgør de monoteistiske hovedreligioner på visse områder markante undtagelser i menneskehedens over 40.000 år lange kulturhistorie.

Ikke blot er jødedom kun ca. 2500 år, kristendom kun ca. 2000 år og islam kun ca. 1400 år gamle; ikke blot afviger de – i kraft af deres traditionelle negation af andre guder – fra de fleste andre religioner i historiens løb. Oprindeligt har de også deres ophav hos et lille folk, jøderne, der under det ene verdensriges åg efter det andet kæmpede for sin eksistens. Kristendom opstod heller ikke hos konger eller kejsere, men en henrettet paria og hans proselytter. På lignende vis skal islams tidligste oprindelse findes hos en miskendt profet på Den Arabiske Halvø, der lå i yderkanten af datidens supermagter i Den Nære Orient, Det Byzantinske Rige og det persiske Sassaniderige.

Alligevel overtrumfede de monoteistiske sekter oldtidens nærorientalske civilisationer. De nok så avancerede ægyptiske, hittitiske, assyriske, babylonske og romerske storrigers polyteistiske religioner er for længst uddøde (eller så godt som), mens de oprindeligt forfulgte monoteistiske religioner er blevet fremtrædende verdensreligioner.

Men hvorfor egentlig? Hvordan er det kommet dertil? Ting sker jo ikke af sig selv. Hvorfor er det de monoteistiske religioner, der har overlevet, og ikke de ægyptiske, hittitiske, assyriske, babylonske, syriske, græske og romerske polyteistiske religioner – eller for den sags skyld de germanske, keltiske, oldnordiske og slaviske polyteistiske religioner?

Hvorfor gik den kristne kirke fra at være en forfulgt minoritetsreligion til at være ikke blot den officielle, men eneste tilladte religion i Romerriget, ja, endog til aktivt at forfølge andre religioner?

Hvorfor er de gamle polyteistiske religioner i en hel del vestlige lande i al væsentligt forsvundet til fordel for kristendom? Hvorfor er noget lignende sket i en hel del islamiske lande? Hvordan kan det være, at de fleste i dag kun opererer med monoteisme og ateisme som eksistentielle grundalternativer, men ikke med polyteisme, der ellers, som sagt, er den mest udbredte religionsform i menneskehedens historie?

Kort sagt: Hvorfor er det netop de monoteistiske religioner kristendom og islam, der er blevet verdens største religioner? Og hvorfor har det ofte været på bekostning af polyteistiske religioner, helt eller delvist? Én af årsagerne – det forekommer oplagt, når man ser på disse religioners helligskrifter, bekendelsesskrifter og faktiske historie – er en implicit eller eksplicit afvisning, kritik og dæmonisering af polyteistiske religioner. En afvisning, kritik og dæmonisering, der undertiden har været sønderlemmende, og som undertiden har manifesteret sig i aktiv bekæmpelse og ofte regulære forbud mod flerguderi.

Monoteisme er således en eksklusiv ideologi. Som det er blevet sagt: Polyteisme kan godt rumme monoteisme, men monoteisme kan ikke rumme polyteisme. I det mindste ikke i princippet, for i praksis og ikke mindst i nutiden kan det se anderledes ud. Et par enkelte eksempler:

1) Engle, dæmoner, jinnere og en satanfigur er velkendte skikkelser fra de monoteistiske religioner. Men da de ikke defineres som guder, men laverestående åndelige væsner, har de i mange tilfælde ikke udgjort noget problem for teologien.

2) Som følge af, at kirken blev mere og mere udbredt, blev den oprindeligt stærke eskatologiske orientering skudt i baggrunden. Imens blev hedenske fester indoptaget og overtrukket med en kristen glasur, ligesom flerguderiet i en vis forstand vendte tilbage i form af helgendyrkelse, mariolatri og ikoner.

Og det var næppe tilfældigt: En af de uomgængelige forudsætninger for kristendommens umådelige ekspansion har været accepten af en større eller mindre synkretisme mellem egen religion og de religioner, man kom i kontakt med. Men ifølge den teologiske selvforståelse i betydelige perioder havde det intet at gøre med polyteisme, der var og blev anatema.

I det følgende skal se vi på en enkelt side af monoteistiske religioners negation af polyteistiske religioner. Det er den retoriske strategi, man har anvendt til at dæmonisere sin religiøse modpol.

Paganisme. Hedenskab. Satanisme. Afgudsdyrkelse. Vantro. Idolatri. Djævletilbedelse. Overtro. Synd. Dette er blot nogle af de lidet smigrende betegnelser, hvormed den kristne kirke i tidens løb har defameret andre religioner i almindelighed og polyteistiske religioner i særdeleshed. Henvist dem til en religiøs og moralsk Udgård.

Den måske mest udbredte betegnelse er paganisme. Det er afledt af det latinske paganus, der i førkristen og begyndelsen af kristen tid betød ”bonde”, ”landboer” såvel som ”civilperson”. Da kristendommen blev statsreligion i Romerriget, kom det imidlertid til at blive et populært øgenavn for enhver ikke-kristen, enhver afgudsdyrker, hvilket efterhånden kom ud på ét. Med tiden blev det tillige en slags terminus technicus for alle, der ikke er tilhængere af den ene sande Gud i jødedommen, kristendommen og islam.

Baggrunden for dette betydningsskift kendes ikke med sikkerhed. En af forklaringsmulighederne er, at eftersom kirken i de første århundreder bredte sig hurtigere blandt byboere end landboere, blev sidstnævnte (paganus) efterhånden identificeret med ikke-kristne. Ydermere var landboerne af indlysende grunde i tættere kontakt med naturen – ifølge den kristne apologet Lactantius fra 3.-4. århundrede var det største problem ikke deres uvidenhed om Gud Fader, men at ”de sagde, at naturen var moder til alle ting”. En større misforståelse kunne dårligt tænkes ifølge kirken, for hvem Gud Fader var ophav til alt.

Fra Det Nye Testamente kender vi ethnos, flertal ethnee, der normalt oversættes med hedninger, selv om ordet i sig selv blot betyder folk eller folkeslag. Men den pejorative gengivelse hedninger er legitim, fordi det i Det Nye Testamente oftest refererer til ikke-jødiske / ikke-kristne folk, der som sådan ikke kender den ene Gud og Sandhed; og det skal der afgjort laves om på (jf. f.eks. Matthæusevangeliet kap. 28).

Det danske ord hedning hænger naturligvis sammen med ordet hedenskab, der er kendt fra flere nordvesteuropæiske sprog, og det har i al væsentlighed samme (også nedsættende) betydning som paganisme. Ordet er afledt af hede i dets betydning af ”åbent, ubeboet eller uopdyrket land”. At kirken havde særlige problemer med at kristne folk fra landet, kommer altså også til udtryk i denne udbredte term.

Heller ikke jøder og muslimer har holdt sig tilbage. I jødisk tradition er avodah zarah – ”fremmed gudsdyrkelse” som synonym for afguderi – en af de gamle betegnelser for ikke-jødisk religion, og gojim – ”hedninger” – er en af de gamle betegnelser for ikke-jøder. Dertil kommer flere nedsættende, undertiden latrinære betegnelser for andre guder end Jahve.

I islamisk tradition kaldes tiden før islam traditionelt for jahilijjah – ”uvidenhed” – og udtrykket anvendes i dag undertiden også om den ikke-islamiske verden. Shirk – ”at tillægge Gud partnere” – refererer til enhver form for afgudsdyrkelse, både dyrkelsen af andre guder og af mennesker og ting, og det fremhæves ofte som en kardinalsynd i islam. Kuffaar – ”de, der skjuler (underforstået Sandheden) – (kaafir: ental) er en traditionel islamisk betegnelse for ikke-muslimer, herunder apostater, ateister og polyteister; kort sagt ”vantro”, som ordet også gerne oversættes med.

Hvis der er noget, jødedommen, kristendommen og islam traditionelt har været enige om, er det, at polyteistiske religioner er afgudsdyrkelse og falske. Ja, mere end det, moralsk depraverede, laverestående, irreligiøse, hedonistiske, uciviliserede, barbariske og uoplyste er blot nogle af de associationer, der traditionelt har været knyttet til nævnte betegnelser.

Indtil det 18. århundrede var nedsættende betegnelser overordentlig udbredte i den vestlige verden. F.eks. hed det i Ziedlers Universallexikon fra 1741 ganske ukontroversielt: ”Polyteisme er den store form for afguderi …” Under den akkumulerende vægt af viden om oprindelige folks religioner, udforskningen af nærorientalske oldtidskulturer, fremkomsten af naturvidenskab og historievidenskab, religionskritik, studier af indoeuropæiske kulturer osv. blev de mest negative og endimensionale fremstillinger af polyteistiske religioner imidlertid opblødt i det 19. århundrede. Bl.a. kom de til at indgå i grandiose, evolutionistiske fremstillinger af verdens religionshistorie – på et højerestående trin end ”fetichisme”, ”animisme” eller ”totemisme”, og hvad man nu ellers anså for det mest primitive, dog på et lavere trin end monoteisme.

Træerne var endnu langtfra vokset ind i himlen. F.eks. kategoriserede en indflydelsesrig bog fra 1800-tallet betitlet A View of All Religions paganister som: ”alle dem, der ikke har viden om den sande Gud, men tilbeder afguder.”  Og så sent som i 1904 kunne et Realenzyklopädie für Protestantische Theologie und Kirche skrive: ”Polyteisme, det lærde navn for, hvad der ellers bliver kaldt afguderi, afgudsdyrkelse eller hedenskab.”

Siden er der i academia naturligvis sket en udvikling i retning af at behandle polyteistiske religioner som et selvstændigt emneområde, om end der er et stykke vej endnu, vil jeg påstå. Karakteristisk nok er det først i det 20. århundreder, at forskere for alvor er begyndt at skildre de polyteistiske religioner på ”egne” præmisser, og man skal ind i 21. århundrede for i større stil at finde bøger, der forsøger sig med en specifik polyteistisk fænomenologi, en såkaldt theoilogipolytheoilogi og thealogi.

I sammenligning er der i tidens løb udgivet et ocean af konfessionelle, teologiske og videnskabelige skrifter om, hvad der kendetegner de monoteistiske religioner. Sågar ofte skrevet af tilhængere af en af de monoteistiske religioner.

Årsagen til den markante skævhed skal bl.a. findes i den betydelige udbredelse, som de monoteistiske religioners dæmonisering af polyteisme har nydt. Og kombinationen af monoteistiske religioners store fremgang og polyteistiske religioners store tilbagegang har medført, at den antipolyteistiske retorik har fået karakter af fakta og er blevet integreret i den kulturelle semantik, ja, sågar i selve sproget. Længe har afgudsdyrkelse som betegnelse for polyteisme således ikke været betragtet som det, den er, en subjektiv værdidom, men en uproblematisk kendsgerning.

Skævheden bliver understreget af, at afgudsdyrkelse, vantro og lign. er de monoteistiske religioners påfund og konstruktioner af deres polyteistiske modstandere, naturligvis ikke disses selvbetegnelser eller selvopfattelser. Ja, disse selvbetegnelser og selvopfattelser har været og er fortsat ganske ukendte for det store flertal. Ikke desto mindre har det i århundreder været netop disse konstruktioner, der har domineret vor opfattelse af polyteisme.

Omvendt har de monoteistiske religioners positive selvbetegnelser og selvopfattelser i århundreder domineret store dele af verden og gør det fremdeles. Med andre ord: Mens det almene kendskab til polyteistiske religioner har været stærkt præget af deres monoteistiske fjender, har det almene kendskab til monoteistiske religioner været stærkt præget af disse religioner selv. Forskellen er spektakulær.

Groft sagt: Monoteismens stigmatisering af polyteisme som en kaoskraft og kanonisering af sig selv som Sandheden må således betegnes som en stor succes. Specielt når man betænker, at polyteisme er regelen og monoteismen undtagelsen i menneskets lange kulturhistorie.

Men hvad har alt dette med moderne religionskritik at gøre? For straks at korrigere og komplettere det, jeg netop har slået fast, og for at aktualisere problemstillingen: Den religionsfrihed, den religiøse tolerance, vi har specielt i den vestlige verden, og som vi i stigende grad har haft siden 1800-tallet, er ret beset et polyteistisk træk. Et gammelt, præmonoteistisk træk, der har fået en renæssance, dog i en sekulariseret udgave.

Ganske vist har religionsfrihed ikke tidligere været eksplicit formuleret, sådan som vi finder det i f.eks. den amerikanske Uafhængighedserklæring fra 1776, den franske menneskerettighedserklæring fra 1789 og den danske grundlov fra 1849. Men det hænger givetvis sammen med, som idéhistorikeren Rune Engelbreth Larsen påpeger i Oplysning og tolerance (2009), at de eksplicitte krav om religionsfrihed kun giver mening på baggrund af, at det modsatte har været et stort problem, nemlig religiøs intolerance, og det har det. Tænk f.eks. blot på den religiøse fanatisme, der eksploderede i kølvandet på Reformationen.

Til gengæld har religiøs tolerance i høj grad ligget implicit i mange polyteistiske kulturer, selv om der også kan gives eksempler på det modsatte. Fra Romerriget kan f.eks. nævnes forbuddet mod bacchanalierne i 186 f.v.t. og kristenforfølgelserne især i det 3. og begyndelsen af det 4. århundrede. Vi kan også nævne Sokrates, der i 399 f.v.t. blev dømt til døden, bl.a. for at indføre nye guder. Et mere aktuelt eksempel er den indiske hindunationalisme, også kaldet for hinduistisk fundamentalisme, der specielt har vendt sig mod islam i Indien.

Imidlertid må hovedparten af eksempler på religiøs intolerance i ellers polyteistiske samfund betegnes som primært situationsbestemte og isolerede tilfælde, f.eks. bestemt af specifikke moralske, samfundsmæssige eller politiske hensyn. De er umådeligt sjældent udtryk for en principiel og universel, religiøst motiveret afvisning af alle andre guder og religioner end ens egen, sådan som vi kender det fra de monoteistiske hovedreligioners historie, især fra kristendommens, men også islams, hvad angår polyteister (modsat kristendom har islam traditionelt plads til jødedom og kristendom, kaldet bogens folk). 

Med andre ord: Hvis vi skal lede efter idéhistoriske fortilfælde, er vor tids religionsfrihed, dvs. accepten af andre religioner og religiøse sandheder, i langt højere grad en polyteistisk end en monoteistisk værdi.

Men hvordan hænger det nu sammen med, at kristendommen, en stadig monoteistisk religion, fremdeles er den største religion i Vesten? Det korte svar – og mere har jeg ikke tid til – er sekulariseringen: At kristendommens indflydelse på samfundet og den politiske magt er blevet markant reduceret i de sidste par hundrede år.

Tak fordi I ville lytte.

Jens-André P. Herbener

Redigeret enkelte steder februar 2010