Herbener.dk Jens-André P. Herbener

Den grønne vending

Her er nytårstalen, som vores statsminister burde have holdt

1. Vision

Kære medborgere

Jeg har en drøm om et Danmark, hvor luften, jorden og vandet er rent.

Jeg har en drøm om et Danmark med vilde vidder og naturskove befolket med bisoner og bævere, vildheste og vildsvin, ørne og ulve.

Jeg har en drøm om et Danmark med blå-grønne have, der sprudler af liv.

Jeg har en drøm om et Danmark, hvor alle landbrugsdyr er på græs og nyder den friske luft.

Jeg har en drøm om et Danmark med høj trivsel, kortere arbejdstid og mere fritid.

Jeg har en drøm om et Danmark med vækst i lykke og social retfærdighed, i bæredygtighed og dyrevelfærd, i fællesskaber og gavmildhed.

Jeg har en drøm om et Danmark med en tryg fremtid for vores børn.

Jeg har en drøm om et Danmark, hvor vi lever i balance med os selv, hinanden, naturen og Jordens bæreevne.

2. Virkelighedens Danmark

Virkelighedens Danmark ser desværre helt anderledes ud.

Virkeligheden er, at der er et rekordhøjt niveau af pesticidrester i drikkevandsboringer.

Virkeligheden er, at en markant del af Danmarks vilde natur, planter og svampe er i fare for at uddø fra landet.

Virkeligheden er, at store dele af vores have og fjorde er livløse ørkner.

Virkeligheden er, at en person fra den rigeste ene procent af danskerne udleder 13 gange så meget CO2 som en person fra de fattigste 50 procent.

Virkeligheden er, at vi hver især i gennemsnit udleder dobbelt så meget drivhusgas som den gennemsnitlige verdensborger, fire gange så meget, som vi kan tillade os i 2030, og 13 gange så meget, som vi kan tillade os i 2050.

Virkeligheden er, at vi hver især i gennemsnit forbruger dobbelt så mange råmaterialer som den gennemsnitlige verdensborger og tre gange så mange som et bæredygtigt niveau.

Virkeligheden er, at hvis alle mennesker i verden levede ligesom os, skulle vi have over fire jordkloder til rådighed.

Virkeligheden er, at stress ikke blot er et meget alvorligt, men voksende problem i Danmark. 

Virkeligheden er, at den økonomiske ulighed i Danmark er den højeste i 35 år.

Virkeligheden er, at vi er i gang med at ødelægge selve fundamentet for vores børns fremtid.

Virkeligheden er, at vi står midt i en klimatisk og naturmæssig, social og mental krise af eksistentielle dimensioner. 

Det må ikke fortsætte. Det kan ikke fortsætte.

3. Den grønne vending

Kære medborgere

Ifølge utallige forskere befinder vi os på en katastrofal kurs. For at stoppe den har vi igen og igen forsøgt at forene økonomisk vækst med økologisk bæredygtighed. Det er ikke lykkedes. Og nu kan vi ikke vente længere.

Vi står derfor over for en gennemgribende transformation af vores samfund. Jeg kalder det den grønne vending.

Den grønne vending betyder et systemskifte fra vækst til modvækst.

Den grønne vending betyder, at vi afsætter mindst 30 procent af Danmarks landareal og havareal til beskyttet vild natur.

Den grønne vending betyder, at vi reducerer antallet af grise med 95 procent, antallet af fjerkræ med 75 procent og antallet af kvæg med 70 procent.

Den grønne vending betyder, at vi sætter de resterende landbrugsdyr ud under den blå himmel, at vi halverer vores madspild, og at vi spiser langt mere plantebaseret kost.

Den grønne vending betyder, at vi stopper vores overforbrug, der er unødvendigt for vores egen trivsel, stjæler de ressourcer, som vores børn skal leve af, og nedbryder eksistensgrundlaget for utallige livsformer.

Den grønne vending betyder, at vi udskifter vores vækstøkonomi med en ligevægtsøkonomi og en langt mere cirkulær økonomi.

Vi skal udmærke os i fremstilling af langtidsholdbare produkter, omfattende genbrug, reparation af produkter, når de går i stykker, og den størst mulige genanvendelse af deres materialer i nye produkter.

Den grønne vending betyder, at vi erstatter olie, kul og gas med ikke-fossile energikilder. Det er meget vigtigt. Men lige så vigtigt er det, at vi formindsker vores energiforbrug og på sigt skaber et lavenergisamfund.

En omfattende omstilling til f.eks. sol- og vindenergi vil nemlig være meget plads- og ressourcekrævende og kan medføre nye måder at masseudnytte og massekolonisere Jorden på.

Den grønne vending betyder, at vi skal arbejde mindre, så vi kan få mere fritid, mere tid til hinanden, mere tid til vores børn og igen kan trække vejret frit.

Den grønne vending betyder, at de rigeste og de største forurenere skal bidrage mest til omstillingen til et Danmark, der både er planetært bæredygtigt og socialt retfærdigt.

Målet er et samfund, der sikrer, at alle kan få opfyldt deres grundlæggende behov i tilværelsen. Nu og i fremtiden.

Vi må aldrig stille os tilfredse med mindre.

Den grønne vending vil medføre store forandringer af vores land. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at vi intet vil miste.    

Men jeg vil insistere på, at vendingen vil medvirke til at fremme noget langt væsentligere og langt mere dyrebart:

Et land, hvor vi, vores børn og en overdådighed af andre livsformer kan overleve og blomstre.

Godt nytår til alle.

Scenekunstnere ser grønt, Forfattere ser grønt, Animatorer ser grønt,

Silja Henderson

Ursula Andkjær Olsen

Carsten Jensen

Liz Jensen

Charlotte Weitze

Lene Vestergård

Ann-Louise Bergström

Morten Nielsen

Katrine Faber

Sofie Guillois Larsen

Jens-André P Herbener

Sæt gang i det grønne folkeoprør nu

Der er brug for at blæse til fuld miljøaktivistisk mobilisering, hvis vi skal få vores folkevalgte politikere til at forstå, at tiden for systemforvaltning er ovre – og at den grønne omstillings nødvendige radikalitet fordrer et systemskifte.

Den 4. april 2022 kaldte FN’s generalsekretær, António Guterres, klimaindsatsen i mange lande for »et skammens kartotek, et katalog over tomme løfter, der anbringer os solidt på vej mod en ubeboelig verden«.

Den beskrivelse er nøjagtig lige så dækkende for den danske regerings klima- og naturpolitik. Og dens slet skjulte dobbeltspil.

I december måned sidste år underskrev Danmark sammen med 195 andre lande en FN-aftale om, at mindst 30 procent af Jordens land og hav skal være effektivt beskyttet i 2030.

Og ifølge det nye regeringsgrundlag fra samme tid skal der indføres en lov i Danmark, der skal »bidrage til EU’s biodiversitetsstrategi for 2030, som har som mål, at 30 procent af EU’s areal til lands og til havs skal være beskyttet natur«.

Der gik imidlertid kun kort tid, før regeringen løb fra sine løfter og nu erklærede, at det er urealistisk, at »vores lille areal skal nå så højt et mål«.

Som den tidligere S-regering har også den nye SVM-regering bedyret, at Danmark er og vil være et foregangsland, når det gælder klimatiltag.

Hvordan ser virkeligheden ud?

»Værre end vi troede«

1) I 2021 steg Danmarks udledning af drivhusgasser. Det var stik imod diverse løfter og på trods af, at FN’s klimapanel har understreget, at vores udledningskurver skal styrtdykke, så verdens udledning af drivhusgasser vil være halveret i 2030.

2) Allerede den 28. marts havde vi i Danmark opbrugt det, som vi kunne tillade os for hele 2023. Med vores levemåde er der kun naturressourcer nok til en befolkning på 1,4 millioner mennesker, men vi er knap seks millioner. Dermed befinder ’foregangslandet’ Danmark sig igen og igen i gruppen af klodens værste overforbrugere.

3) For nylig dumpede Klimarådet regeringens klimapolitik for tredje gang i træk. Regeringen har i sit nye finanslovsforslag kvitteret med at ville reducere bevillingen til Klimarådet med to tredjedele og dermed lemlæste dets virke.

Det skete kort tid efter, at FN’s klimapanel udgav sin vigtigste rapport i dette årti, der ifølge DMI’s klimachef viser, at klimakrisens konsekvenser »er værre end vi troede«, og at vi ikke er »på rette kurs mod at løse problemet. Vi er faktisk længere væk fra det, end vi nogensinde har været«.

Det skete kort tid efter, at FN’s generalsekretær proklamerede: »Vores verden har brug for klimahandling på alle fronter – hvad som helst, hvor som helst, det hele på én gang.«

Det skete kort tid efter, at EU’s klimachef advarede: »Hvis vi ikke sætter fart på – og jeg siger det her uden at overdrive – vil vores børn og børnebørn udkæmpe krige om vand og fødevarer.«

I dag er situationen i sin fulde gru den, at hvis Danmark er en bus fyldt med passagerer, er regeringen chaufføren, der kører os ud over afgrunden.

Illusorisk grøn vækst

Hvorfor forholder det sig sådan?

Fordi regeringen nægter at se i øjnene, hvor fundamentale transformationer af vores samfund, der skal til for at gøre det bæredygtigt. Som regeringsgrundlaget anfører, vil regeringen kombinere »den grønne omstilling og fortsat økonomisk vækst«, altså fremme »grøn vækst«.

Men som megen forskning viser, er der historisk ikke dokumentation for, at økonomisk vækst kan forenes med den radikale reduktion af dens belastning af Jordens klima og natur, der er nødvendig for at bremse klimakrisen og biodiversitetskrisen.

Og der er heller ikke noget, der tyder på, at det vil komme til at ske. Det skyldes, at det ikke blot er afbrændingen af fossile brændsler, der er problemet, men i høj grad også den økonomiske vækst, vores massekonsumerisme, enorme forbrug af råmaterialer og animalske fødevarer og den kolossale økonomiske ulighed i verden.

Derfor insisterer mange organisationer og eksperter på højeste internationale plan på, at det kun er et grønt systemskifte, der vil kunne stoppe de planetære kriser. Som for eksempel Inger Andersen, der er leder af FN’s Miljøprogram, sagde i 2022: »Kun en fuldstændig transformation af vores økonomier og samfund kan redde os fra at accelerere klimakatastrofen.«

Men danske regeringers politik bygger på en djævlepagt med erhvervslivet og det animalske landbrug, der sætter økonomisk vækst og profit over vores børns og andre arters overlevelse. Det har de vist igen og igen og igen. Og det fortsætter i 2023. På trods af, at vores nuværende kurs ifølge titusindvis af forskere og hundredvis af nobelpristagere kan ødelægge vores muligheder for en (leveværdig) fremtid på Jorden.

En essentiel forudsætning for at komme videre er en forståelse af, at vores politiske magthavere ikke kommer til at redde os. Før vi har forstået det, spilder vi ekstremt dyrebar tid. I årtier har et utal af eksperter, miljøorganisationer og aktivister fulgt de parlamentariske spilleregler og forsøgt at få dem til at foretage det livsnødvendige kursskifte. Men forgæves.

Rationelle argumenter rækker ikke

Hovedårsagen til miseren er, at erhvervslivet og det animalske landbrug – og deres velbetalte marionetdukker i Folketinget – har store økonomiske interesser i at opretholde status quo. Og som mange historiske fortilfælde viser, er rationelle argumenter ikke nok til at overtale de privilegerede til at afstå fra deres privilegier. Der skal skrappere midler til.

Som en af miljøaktivismens godfathers, amerikaneren Edward Abbey (1927-1989), engang bemærkede: »En patriot må altid være klar til at forsvare sit land mod sin regering.« Det er dér, hvor alle vi, der elsker vores land, børn og naturen højere end mammons gud, befinder os i dag.

En nøgleerkendelse er, at de almindelige parlamentariske metoder og den hidtidige miljøaktivisme har spillet fallit. Årtiers arbejde ad disse spor har ikke været nok til at igangsætte den grundlæggende samfundstransformation, der er livsnødvendig. Og nu kan vi ikke vente længere uden at spille russisk roulette med vores alles overlevelse.

Konklusionen er, at vi ikke skal forvente et politisk og samfundsmæssigt systemskifte, før vi har foretaget et miljøaktivistisk systemskifte. Kernen i det bør være et grønt folkeoprør. Det skal være ikkevoldeligt, men det skal presse de politiske magthavere til forhandlingsbordet eller til at gå af til fordel for nogle, der sætter liv før profit og karriere. Mere konkret:

Civil ulydighed og strejker

1) Danmarks grønne og humanitære organisationer gør hver især et stort og vigtigt arbejde. Men det er ikke nok. De bør opgive deres forsigtighedens politik og indgå en koalition om et strategisk-aktivistisk samarbejde om klima- og naturmæssige kernemål, så miljøkampen sættes op i gear. Tror de selv på de kæmpekatastrofer, de jævnligt advarer om, giver det ikke mening at fortsætte en linje, der i årtier har vist sig at være utilstrækkelig.

2) Erhvervsgrupper, der spiller en væsentlig rolle i samfundet, bør nedlægge arbejdet. Lukker for eksempel Danmarks vuggestuer, børnehaver og skoler, er regeringen tvunget til at reagere. Og gør den det ikke på passende vis, kan andre erhvervsgrupper slutte sig til de strejkende. Og det kan ultimativt ende i en generalstrejke.

3) Der bør i henhold til straffelovens §14 om nødret iværksættes kæmpedemonstrationer, økonomiske boykotter, fysiske blokader og mange former for civil ulydighed. Afgørende er, at nøgledele af samfundet sættes i stå. Ellers virker aktivismen ikke. Ellers vil regeringen omkostningsfrit kunne fortsætte med at ignorere den.

Pointen er, at folk skal lære deres magt at kende. Som den britiske forfatter Tim Gee har påpeget, »har ingen regering i historie og nutid kunnet overleve, hvis nok folk organiserede sig effektivt imod den.« Eller som Gandhi udtrykte det: »Selv de mest magtfulde kan ikke regere uden de regeredes samarbejde.«

Det grønne folkeoprørs mål bør være, at der fremover føres en politik, der kompromisløst følger videnskaben om klima og biodiversitet i stedet for i dag, hvor et hovedmål er at forøge de økonomiske magtmastodonters profitter.

Igangsættelsen af systemskiftet kan kun gå for langsomt.

Som FN’s generalsekretær sagde tidligere i år, har vi i 2023 brug for intet mindre end et »kvantespring i klimahandling (…) Det er nødt til at være et år, hvor vores klimahandling bliver en gamechanger. Vi har brug for afbrydelser for at afslutte ødelæggelsen. Ikke flere bittesmå skridt. Ikke flere undskyldninger.«

Vi opfordrer alle til at deltage i demonstrationen Befri Jorden på Christiansborg Slotsplads den 28. april kl. 14.

UNDERSKRIVERE

Kunstnere ser grønt:

Karin Lorentzen

Signe Vad

Pia Fonnesbech

Tina Uhrskov

Dansere ser grønt:

Linh Le

Tanya Montan Rydell

Katinka Lund Wissing

Tora Balslev

Peter Vadim

Forfattere ser grønt:

Kristina Stoltz

Maja Elverkilde

Gritt Uldall-Jessen

Carsten Jensen

Alexandra Moltke Johansen

Ursula Andkjær Olsen

Morten Søndergaard

Silja Henderson

Maja Lucas

Shëkufe Heiberg

Klima-/naturaktivistiske forfattere, kunstnere m.m. i øvrigt:

Charlotte Weitze

Lana Hansen

Gurli Marie Kløvedal

Abelone Koppel

Marie Vibe

Daniel Boysen

Joanna Marie Nielsen

Stine Bork

Mette Garfield

Katrine Grünfeld

Henriette Rostrup

Ida Monrad Graunbøl

René Karpantschof

Tina Sakura

Niels-Simon Larsen

Max Madsen

Jens-André P. Herbener

Drejebog til en bæredygtig verden

Set i historisk satellitperspektiv står vi formentlig over for de største omvæltninger, siden vi skiftede fra nomadiske jæger-samlersamfund til agerbrugssamfund og fra agerbrugssamfund til kapitalistiske industrisamfund.

”Det er en Mad Max-fremtid, vi står overfor.” Jason Box, professor i isvidenskab, 2021

”Vi erklærer, med mere end 11.000 forskerunderskrifter fra hele verden, klart og utvetydigt, at planeten Jorden står over for en klimanødstilstand." World Scientists’ Warning of a Climate Emergency, 2020

"Selv en moderat opvarmning af klimaet kan få ufatteligt alvorlige konsekvenser for menneskeheden, og disse konsekvenser vokser eksponentielt, som temperaturen stiger. Den havvandsstigning fra Antarktis, der vil være knyttet til en temperaturstigning på blot 2 grader, udgør en eksistentiel trussel mod hele nationalstater. Vi taler om at fjerne nationer fra verdenskortet, fordi de ikke længere eksisterer.” Jonathan Bamber, professor i isvidenskab, 2020

”Vi står over for et barskt valg: Igangsæt de radikale transformationer, vi har brug for nu, eller se konsekvenserne i øjnene af en planet, der er radikalt ændret af klimaforandringer.” Inger Andersen, leder af FNs Miljøprogram, 2019 

”Denne rapport af FNs Klimapanel er en lang opremsning af brudte klimaløfter. Det er en skammens kartotek, et katalog over tomme løfter, der anbringer os solidt på vej mod en ubeboelig verden. Vi befinder os på en hurtig vej mod klimakatastrofer: Storbyer under vand. Hedebølger uden fortilfælde. Skrækindjagende storme. Udbredt vandmangel. Udryddelsen af en million arter af planter og dyr. Dette er ikke fiktion eller en overdrivelse. Det er, hvad videnskaben fortæller os". António Guterres, FNs generalsekretær, 2022

 ”Det, vi gør i de næste 20 år, vil afgøre fremtiden for alt liv på Jorden.” David Attenborough, BBC, 2019

Vi befinder os på et skelsættende tidspunkt i historien. Ved en skæbnesvanger korsvej. Ifølge et utal af eksperter kan vores samfunds og mange andre arters fremtid på Jorden stå og falde med, hvad vi foretager os i de kommende par årtier.

For mange danskere hører et sådant scenarie hjemme i science fiction-film, ikke i virkelighedens verden, ikke i dagligdagen. Derfor fortrænger vi det. Benægter det. Arbejder videre som før. Det ansvar, det pålægger os, er for overvældende til at fatte.

Sagen er imidlertid, at det bliver vi nødt til. Og jo hurtigere, desto bedre. Det biosfæriske masseødelæggelsesmaskineri, som vores menneskecentrerede vækstcivilisationer repræsenterer, går ikke væk ved, at vi lukker øjne og ører og går fløjtende videre. Tværtimod er det på vej til at blive værre.

Det mest brændende af de mest brændende spørgsmål i dag er derfor: Hvad skal vi gøre for at stoppe vor kurs mod afgrunden, så vi kan sikre en langtidsbæredygtig og leveværdig fremtid for mennesker og klodens andre livsformer?

De politiske magthaveres svar er 'grøn vækst'. Dens mål er, at den økonomiske vækst skal ‘afkobles’ fra miljøet. Det indebærer, at man mener, at man på en og samme tid kan have fortsat økonomisk vækst og afgørende reducere vores belastning af Jordens klima og natur. Det vil sige, at vi fremdeles skal have masser af privatbiler, fladskærms-TV, flyrejser, osv., men det skal gøres ‘grønt'. Det skal frem for alt ske gennem avanceret teknologi og en mere effektiv udnyttelse af energi og materialer.

Kan 'grøn vækst' redde verden?

Ser man på det globale bruttonationalprodukt, det globale materielle fodaftryk og den globale udledning af drivhusgasser fra 1970 til nutiden, vil man konstatere, at de tre faktorer er steget nogenlunde parallelt. Globalt er den økonomiske vækst altså ikke blevet afkoblet fra dens miljømæssige belastning, og det på trods af et stadig voksende fokus på ‘grøn vækst’. Det stigende forbrug har altså været forbundet med stigende rovdrift på Jordens goder og stigende forurening af atmosfæren med drivhusgasser.

Historisk er der med andre ord ikke dokumentation for, at vi globalt kan have økonomisk vækst, samtidig med at vi vil kunne stoppe klimakrisen og biodiversitetskrisen. Og der er ifølge talrige forskere og organisationer heller ikke noget, der tyder på, at det kommer til at ske.

Hvorfor forholder det sig sådan?  

Kort fortalt: Fordi det er en række af de grundlæggende strukturer i vores samfund, der er klimakrisens og biodiversitetskrisens rodårsager. De omfatter ikke blot afbrændingen af fossile brændsler, men tillige de riges massekonsumerisme, fortsat økonomisk vækst, en gigantisk økonomisk ulighed i verden, en enorm verdensbefolkning, et kolossalt forbrug af animalske fødevarer og opfattelsen af naturen som ‘ressourcer’, vi kan udnytte og ødelægge efter forgodtbefindende.

Faktisk har så forskellige aktører som 17 modtagere af The Blue Planet Prize ('miljøets nobelpris'), FNs Klimapanel, World Scientists’ Warning of a Climate Emergency (2021), FNs Biodiversitetspanel, 200 sundhedsvidenskabelige fagtidsskrifter, FNs Miljøprogram og mange andre prominente organisationer og eksperter understreget, at der er brug for grundlæggende forandringer eller fundamentale transformationer af vores samfund, og de skal vel at mærke igangsættes med det samme. Det haster.

Med andre ord: Når de menneskecentrerede vækstsamfund, der dominerer verden i dag, er en central og integreret del af årsagerne til biodiversitetskrisen og klimakrisen, kan de ikke være en del af løsningerne på dem. Derfor trænger et grønt systemskifte sig på. Det gamle hus kan ganske enkelt ikke repareres nok, men skal rives ned, og et andet hus bygges op i stedet. Som Det Europæiske Miljøagentur (2021) har udtrykt det:

”En absolut reduktion af de miljømæssige pres og påvirkninger vil kræve fundamentale transformationer til en anden type økonomi og samfund frem for gradvise effektiviseringsgevinster inden for de bestående produktions- og forbrugssystemer.”

Set i historisk satellitperspektiv står vi formentlig over for de største omvæltninger, siden vi skiftede fra nomadiske jæger-samlersamfund til agerbrugssamfund og fra agerbrugssamfund til kapitalistiske industrisamfund.

Et kernemål er, at efter vi mennesker længe har bredt os mere og mere, er blevet flere og flere og har forbrugt mere og mere, er det på høje tid, at vi begynder at skrumpe. Vores vækst skal derfor afløses af det modsatte: Vi skal til at fylde mindre til lands, til vands og i luften. Vi skal producere mindre, forbruge mindre, fordele menneskenes rigdom mere retfærdigt, transformere vores energi- og fødevaresystemer og på sigt blive færre mennesker.

Og hvis ikke vi selv går i gang med det nu, vil vi før eller siden blive tvunget til det af klimakatastrofernes juggernauter: Langvarige superhedebølger, oversvømmelser af øer, lavtliggende lande og megabyer, omsiggribende ørkener, krige om mad og vand og tsunamier af klimaflygtninge. Kort sagt af en mere og mere ubeboelig verden. Som følge af, at menneskehedens økologiske fodaftryk langt overskrider Jordens bæreevne, er dybtgående omkalfatringer af vores verden i dag i alle tilfælde uundgåelige.

Hvad skal konkret kendetegne det grønne systemskifte? Hvad er nødvendigt for at redde Jordens livsformer? Et bud på en køreplan kommer her.

1) Afsæt halvdelen af Jordens land og hav til vild natur

Det måske allervigtigste, vi kan gøre i dag, er at afsætte kæmpe arealer til vild natur. Langt større og flere, end vi har nu. Dermed slås mindst to fluer med ét smæk: Det er en nøgleforudsætning for at bremse biodiversitetskrisen, og det er et væsentligt redskab til at opsuge og lagre store mængder CO2 og dermed til at bremse klimakrisen.

Ifølge en udbredt opfattelse skal 50 procent af Jordens landareal og havareal beskyttes for at sikre langt størstedelen af dens biodiversitet; de 30 procent, der blev besluttet på COP15 i Montreal i 2022, er ikke nok. Opfattelsen føres i marken under slagord som Nature Needs Half og Half Earth. Med halvdelen af Jorden henvises ikke til den ene hemisfære eller hele kontinenter, men til et patchwork af naturreservater og naturnationalparker verden over. Tilsammen skal de udgøre en ’ark’, hvor hovedparten af Jordens liv kan overleve.

Indfødte folk skal spille en central rolle i det. Selv om de udgør under fem procent af verdensbefolkningen, bebor de områder, der rummer størstedelen af klodens biodiversitet. Da de desuden er blandt de bedste naturforvaltere i verden, er det vigtigt, at naturbeskyttelse foretages i nært samarbejde med dem, og at deres rettigheder respekteres.

Naturen på 'menneskenes halvdel' skal naturligvis også opprioriteres på mange måder. Til gavn og glæde for både mennesker og andre arter.

2) Nedlæg den industrielle dyreproduktion, og spis langt mere plantekost

Vores fødevaresystem er blandt de sektorer i samfundet, der belaster planeten allermest: Det er ansvarligt for 34 procent af den samlede udledning af drivhusgasser i verden. Landbruget optager 37 procent af landjordens isfri areal, er årsag til ca. 80 procent af massetilbagegangen for Jordens arter og bestande, lægger beslag på 70 procent af det ferskvand, vi bruger, og er skyldig i forurening af jord, grundvand, vandløb, søer og have. Endelig når en tredjedel af de fødevarer, der produceres, aldrig de maver, de er bestemt for.

Produktionen af animalske fødevarer (kød, mælk, æg m.m.) er den største synder i fødevaresystemet. Den lægger beslag på 83 procent af verdens landbrugsjord, men leverer kun 18 procent af vores kalorier og 37 procent af vores proteiner. Den er ansvarlig for 57 procent af landbrugets udslip af drivhusgasser, mens plantebaserede fødevarer nøjes med 29 procent. Den er hovedårsagen til landbrugets kolossale ødelæggelse af vild natur. Samtidig forhindrer industriel dyreproduktion mange milliarder af bevidste, følende, intelligente dyr i at udleve deres naturlige adfærdsmønstre.

Dette ikke-bæredygtige og inhumane fødevaresystem kan ikke fortsætte, hvis vi skal skabe en leveværdig fremtid for mennesker og Jordens andre livsformer. Ifølge talrige forskere er en grøn revolution af det derfor livsnødvendig.

Noget af det vigtigste, vi kan gøre, er 1) at udbrede regenerativt landbrug; 2) at nedlægge de industrielle dyrefabrikker til fordel for mindre gårde med langt færre dyr og høj dyrevelfærd, 3) at spise langt mere plantebaseret kost, og 4) at halvere vores madspild.

Tilsammen vil det bl.a. frigive store arealer til natur til gavn for både Jordens biodiversitet og klima; spare mange milliarder dyr for livslange lidelser; markant reducere vores udledning af drivhusgasser; stoppe storforbruget af ferskvand; nedbringe forureningen af jord og vand. Og så vil utallige menneskers kost blive sundere.

3) Reducer den globale ulighed, og udskift vækstøkonomi med ligevægtsøkonomi

Økonomisk vækst har allerede i årtier været ikke-bæredygtig i Vesten. Hvis f.eks. alle i verden havde lige så store økologiske fodaftryk som danskerne, skulle vi have 4,2 jordkloder til rådighed. Og hvis alle havde lige så store økologiske fodaftryk som amerikanerne, skulle vi have 5,1 jordkloder. Fortsætter vi den globale vækstkurs, vil vores overtræk på Jordens goder vokse yderligere, og så vil mange af Jordens systemer og samfund kollapse. Det er kun et spørgsmål om tid.

Derfor er det essentielt, at vores ikke-bæredygtige vækstøkonomi afløses af en modvækstøkonomi og dernæst - når vores økologiske fodaftryk ikke længere overskrider Jordens bæreevne - af en bæredygtig ligevægtsøkonomi. Konkret skal vi - og det gælder frem for alt os rige - til at nedskalere vores opulente produktion og forbrug.

Modvækst- og ligevægtsøkonomi indebærer ikke, at vi skal forkaste teknologisk udvikling, energieffektivisering og lignende. Men det kan ikke stå alene. Det skal kombineres med et stop for de riges overforbrug og med en betydeligt mere lige og retfærdig fordeling af planetens og menneskenes rigdomme. F.eks. er det ikke nok, at vi udskifter vores benzinbiler med elbiler. Vi skal simpelthen have færre biler.

Da megen forskning desuden viser, at vi i Vesten ikke er blevet (nævneværdigt) lykkeligere af vores stærkt forøgede indkomst og levestandard siden 1950'erne, alt imens mange millioner mennesker fortsat lider af dyb fattigdom i andre dele af verden, kan det kun gå for langsomt med at komme i gang.

Jamen, er der stadig en dyb kløft af ulighed mellem os og andre i verden? I mange tilfælde, ja.

I 2021 ejede de 10 procent rigeste på kloden 76 procent af al rigdom, mens de fattigste 50 procent af Jordens befolkning ejede 2 procent. Fra 1995 til 2021 bemægtigede den rigeste ene procent af Jordens befolkning sig 38 procent af den samlede tilvækst af rigdom, mens de fattigste 50 procent af verdensbefolkningen fik 2,3 procent.

På denne baggrund kan det ikke overraske, at det er de rige, der bærer hovedansvaret for biodiversitetskrisen og klimakrisen. I f.eks. Danmark udleder en person fra den rigeste ene procent 10 gange så meget CO2 om året som en gennemsnitsdansker og lige så meget som 912 etiopiere tilsammen.  

Konkret skal vi indføre en markant progressiv beskatning af de rigestes indkomst og rigdom. Vi skal indføre store afgifter på ikke-bæredygtige luksusvarer. Vi skal have kortere arbejdstid og mere fritid i stedet for mere i løn og højere forbrug. Vi skal droppe masseproduceret bras til fordel for langtidsholdbare produkter, omfattende genbrug, reparation, når produkterne går i stykker, og til sidst en genanvendelse af deres materialer i nye varer. I størst mulige grad.

Vi skal udfase reklamer for ikke-bæredygtige produkter/aktiviteter som fossildrevne biler, flyrejser og animalske fødevarer. Vi skal udskifte det populære BNP-indeks med et lykkeindeks og bæredygtighedsindeks og generelt redefinere det gode liv. Vi skal aktivt stabilisere og sidenhen nedbringe antallet af mennesker. Hvilket bringer os til næste punkt.

4) Reducer ad frivillighedens veje verdensbefolkningen til 2-3 milliarder mennesker

Det skal ske via oplysning om sagen, familieplanlægning, gratis prævention, fri abort, moderne skole og uddannelse til alle og styrkelse af ligestilling og menneskerettigheder. Ikke mindst skal pigers og kvinders vilkår forbedres.

Det er væsentligt, at befolkningsreduktionen sker i både rige og fattige lande verden over. Men grundene til det er forskellige.

I rige lande skal det gøres, fordi det er en meget effektiv måde at nedbringe en udledning af drivhusgasser og et forbrug af energi, råmaterialer, animalske fødevarer og tøj, der pr. person er mange gange større end i fattige lande. F.eks. kan en vestlig middelkassefamilie spare langt mere på klimakontoen ved at få et barn mindre end ved at droppe privatbilen og flyrejser.

I fattige lande skal det gøres, fordi landene ofte ikke blot er meget varme og tørre. Mange oplever tillige en kolossal befolkningsvækst. F.eks. anslår FN-rapporten World Population Prospects 2022, at befolkningstallet i Afrika syd for Sahara vil stige fra 1,15 milliarder i 2022 til 3,44 milliarder i 2100, og at befolkningstallet i Nordafrika og Vestasien vil vokse fra 549 millioner i 2022 til 945 millioner i 2100. Dertil kommer, at det typisk er de fattigste lande, der bliver hårdest ramt af den globale opvarmning.

Alt det gør det ikke blot vanskeligt at bekæmpe sult og fattigdom, men kan tværtimod føre til en eksplosion i sult, vandmangel, fattigdom, konflikter og flygtninge. Med store konsekvenser også for resten af verden.

Hvorfor en reduktion til 2-3 milliarder mennesker?

Problemet er, at omtrent halvdelen af Jordens befolkning i dag tilhører middelklassen, men allerede nu overskrider vi langt Jordens bæreevne, og det har allerede katastrofale konsekvenser for mange af Jordens arter. Det bør sige sig selv, at hvis alle mennesker skal tilhøre noget, der nærmer sig middelklassen, og hvis planetens andre arter skal overleve og trives, så er en substantiel befolkningsreduktion uomgængelig. 

Spørgsmålet er basalt set: Hvad er vigtigst for os: En høj materiel levestandard eller at få en håndfuld børn? Vi kan - retfærdigvis - ikke få begge dele, sådan som verden ser ud i dag og en rum tid fremover.

5) Udskift fossile brændsler med vedvarende energi og atomenergi

Det er efterhånden en no-brainer, at vi er nødt til at udfase olie, kul og gas. Hvad der skal træde i stedet, er derimod ikke så enkelt. For mange er det indlysende svar vedvarende energi. Men træbiomasse og vandkraft, der tilsammen udgør størstedelen af verdens vedvarende energi i dag, er så problematiske – i forhold til udledning af drivhusgasser (på kort sigt) og nedbrydning af biodiversitet – at brugen af dem bør reduceres afgørende.

Sol- og vindenergi er imidlertid heller ikke helt problemfrie. F.eks. kommer det sjældent frem, at solenergi i gennemsnit lægger beslag på 133-140 gange mere plads end atomenergi, og at vindenergi i gennemsnit lægger beslag på 1.000 gange mere plads end atomenergi.

Selvfølgelig kan der være lidt natur mellem solpaneler og vindmøller. Men skal der ske en meget vidtgående og derfor meget pladskrævende omstilling til sol- og vindenergi, sådan som mange lægger op til, vil det uundgåeligt føre til forringelse eller tab af store naturområder verden over. Der er allerede mangfoldige problemer med det i dag. Og når langt mere plads til naturen er en hovedforudsætning for at bremse biodiversitetskrisen og klimakrisen, bør mange lande supplere sol- og vindenergi med atomenergi, så længe vi har højenergisamfund.

I øvrigt er atomenergi ikke farligere end sol- og vindenergi. Hvor kul forårsager 24,6 dødsfald, og olie forårsager 18,4 dødsfald pr. 1 milliard kilowatt-timer, forårsager vindenergi 0,04 dødsfald, atomenergi 0,03 dødsfald og solenergi 0,02 dødsfald pr. 1 milliard kilowatt-timer.

Atomenergiforsker Bent Lauritzen fra Danmarks Tekniske Universitet har opsummeret energisituationen på denne vis: ”alle autoritative internationale organisationer peger på, at vi ikke kommer igennem den grønne omstilling uden at bruge alle tilgængelige teknologier – også atomkraft.” Dermed henviser Lauritzen til bl.a. EU, FNs Klimapanel og Det Internationale Energiagentur.

6) Lav en grøn reform af skole- og uddannelsessystemet

Alle børn og unge skal have indsigt i biodiversitetskrisen og klimakrisen og i deres årsager og løsninger. Fortrolighed med natur, klima og bæredygtighed bør være et lige så centralt mål som fortrolighed med at læse, skrive og regne. Og det bør være et mindst lige så vigtigt dannelsesfelt som demokrati og menneskerettigheder. Konkret bør vi oprette et fag med navnet Natur, klima og bæredygtighed og gøre det obligatorisk på alle klassetrin i folkeskolen, gymnasiet og erhvervsskoler.

7) Udbred økocentriske verdenssyn, værdier og rettigheder

Længe har vi mennesker betragtet os selv som planetens centrum, der har en fødselsret til at udnytte andre livsformer og udvide vores herredømme, som det passer os. Vores antropocentriske (menneskecentrerede) imperialisme har mundet ud i Antropocæn, Menneskehedens Tidsalder, som det berømte BBC-ikon David Attenborough har beskrevet på denne vis: ”Dette er nu vores planet styret af mennesker for mennesker.”

Det går imidlertid ikke særlig godt. De planetære kriser, vi har skabt, truer i stigende grad basale eksistensbetingelser på kloden. Derfor er det på høje tid, at vi udskifter vores artsmæssige selvforgudelse med økocentrisme. Ifølge sidstnævnte, der bygger på moderne biologiske videnskaber, er vi mennesker i familie med alle arter på Jorden. Og naturens andre livsformer og økosystemer har værdi i sig selv og dermed en eksistensberettigelse, der er uafhængig af, om de tjener os mennesker eller ej.

Det betyder, at menneskearten blot er ét blandt mange andre medlemmer af et gigantisk planetært bofællesskab. Det betyder også, at andre arter ikke kan reduceres og fremmedgøres til blotte og bare ‘ressourcer’ for os. De er meget mere end det, f.eks. i utallige tilfælde følende, bevidste og intelligente individer med egen kultur.

Derfor er der flere og flere, der slår til lyd for, at FN - som sidestykke til Verdenserklæringen om Menneskerettigheder - bør udstede en Verdenserklæring om Naturens Rettigheder, der bør indføres i forfatninger og love verden over. Processen er begyndt flere steder, bl.a. i Ecuador, Bolivia og New Zealand. Men der er langt igen.

Må vi ikke længere køre i Audi og tage til Thailand på badeferie?

Forandringer af en så omfattende art, som dette essay lægger op til, vil uundgåeligt vække modstand. Erfaringsmæssigt vil mange have fokus på de ting, som de frygter at miste, hvis vi skal foretage en grøn transformation af samfundet. Men sagen er, at hvis vi ikke foretager den, er der reel risiko for, at vores efterkommere vil miste alt, hvad vi har, ja, kronjuvelen par excellence: En leveværdig og i sidste ende en beboelig planet.

Sandheden er derfor, at et grønt systemskifte vil give noget langt mere væsentligt, end det måtte tage.

Således vil det være en afgørende mulighed for at redde vores børns fremtid; for at give naturen så meget plads, at dens myriader af forskellige livsformer vil overleve og trives; for at få naturskove og vildtvoksende træer tilbage i stor stil; for at komme af med kulkraftværker, olieboreplatforme og anden storforurenende industri; for at stoppe den tingsliggørelse og mishandling af bevidste, følende dyr, som industriel dyreproduktion hyppigt repræsenterer; for at tilvejebringe ren luft, ren jord og rent vand; for at få en grøn grundlov; for at afskaffe sult og fattigdom og fordele Jordens rigdomme langt mere retfærdigt end i dag; for at tage afsked med den massekonsumerisme, der beviseligt ikke gør os lykkeligere, men smadrer vores biosfære; for at vi kan få mere fritid, mere tid til hinanden, mere tid til vores børn og et betydeligt mere stressfrit liv. Kort sagt, for at stoppe et socialt og økologisk uretfærdigt og nedbrydende samfundssystem og genetablere vores blågrønne planet med nok til alt levende.

En sådan fremtid lyder måske som et virkelighedsfjernt utopia, men det er den ikke. Den er fuldt ud realisabel, hvis – og det er naturligvis et afgørende hvis – der er tilstrækkeligt mange, der ønsker den.

Det tror jeg, der er. Så forskellige er vi heller ikke.

Lav grønt folkeoprør

Jeg er imidlertid også overbevist om, at den nuværende generation af politiske magthavere vil fortsætte med at stille sig på tværs. Deres politik bygger nemlig på et ægteskab med et erhvervsliv og landbrug, der igen og igen og igen sætter økonomisk vækst over en bæredygtig planet. På trods af tusindvis og atter tusindvis af forskeres advarsler om de katastrofale, for ikke at sige apokalyptiske, konsekvenser af det.

Senest har klimarådet dumpet den danske regerings klimapolitik for tredje gang i træk. Dermed har vores politiske magthavere igen og igen og igen vist, at de ikke vil levere deres bidrag til at løse vor tids allerfarligste trussel. Dermed svigter de igen og igen og igen deres mest fundamentale forpligtelse: At beskytte landets borgere. Og dermed har de igen og igen og igen brudt den sociale kontrakt mellem regeringen og folket.

Og nu kan vi ikke vente længere med at igangsætte de livsnødvendige samfundstransformationer.

Derfor vil jeg i henhold til Straffelovens §14 om nødret opfordre alle, der sætter en bæredygtig planet over økonomisk vækst: Lav grønt folkeoprør. Gør alt, hvad der ved hjælp af fredelige metoder er nødvendigt for at stoppe vores dødsensfarlige kurs. Demonstrer, protester, lav blokader, nedlæg arbejdet, sæt nøgledele af samfundet i stå.

Når vores politiske magthavere ikke vil følge videnskaben, er vi nødt til at presse dem til det på denne måde. Eller til at gå af til fordel for nogle, der vil.

Det kan faktisk kun gå for langsomt. Ifølge forskere verden over kan de næste par årtier få afgørende betydning for vores fremtid på kloden. Intet mindre.

Omvælt verden!

Af Jens-André Herbener, Ursula Andkjær Olsen, Gritt Uldall-Jessen, Katrine Grünfeld, Signe Kierkegaard Cain, Viktor Tjerneld, Marie Bjørn, Christina Hesselholdt, Pablo Llambías, Jacob Skyggebjerg, Kristina Stoltz, Silja Henderson, Alexandra Moltke Johansen, Helene Johanne Christensen, Shëkufe Heiberg, Carsten Jensen, Liz Jensen og Maja Lucas.

Intet tyder på, at det forestående folketingsvalg vil blive den livsnødvendige gamechanger, vores jord har brug for. Vores magthavere har haft 30 år til at bremse de planetære kriser, men vi er i dag tættere på apokalypsen end nogensinde før. Chokket over klimakatastrofen er for længst overstået, og de gamle benægtere har fundet nye sange at synge. Dermed er der kun én mulighed tilbage: Et folkeoprør, hvor vi samles på gaderne, nedlægger arbejdet og sætter samfundet i stå. For at presse politikerne til at foretage det grønne systemskifte, verden skriger efter – eller til at gå af, så andre kan gøre det.

Alligevel finder vi stadig trøst i den daglige fornægtelse: Vi stopper ikke op og mærker efter, for vi skal i Brugsen. Vi stopper ikke op og mærker efter, for vi skal hjem. Vi stopper ikke op og mærker efter, for vi skal på arbejde. Vi stopper ikke op og mærker efter, for vi er for trætte. Vi stopper ikke op og mærker efter, for det nytter alligevel ikke noget. Vi stopper ikke op og mærker efter, det gør urealistiske klimatosser. Vi stopper ikke op og mærker efter, det gør overbeskyttede jubelpessimister.

Vreden kommer tidligt og bliver længe
Klimasorgens faser optræder ikke i en bestemt rækkefølge. Men vreden kommer tidligt og bliver længe. Vi står i vand til halsen og skal til at finde vores svømmehud frem igen og udvikle gæller. Vi ser på valgplakaterne, og det eneste, vi kan tænke på, er, hvor meget de har kostet i CO2-aftryk.  Vi tæller de forsvundne og truede dyrearter, men vi har ikke længere tal på, hvor mange det drejer sig om. Vi ser en tegning af den ”glade” gris – en gris med bowlerhat, uden for slagteren, ved pølsevognen og på dyretransporter. Grisen på tegningen signalerer, at den selv gerne vil slagtes. Men grisen vil ikke dø. Den ønsker at leve.

Der kommer et tidspunkt i ethvert menneskes liv, hvor hun må konfronteres med sin posttraumatiske stress over selve menneskets eksistens, menneskets oplevelse af egen verdensomvæltende vigtighed, for imens menneskets selvskabte drama kværner på Christiansborg, er træerne der jo bare. Imens bølger havet over sine bredder, fuglene lyder som gammel kærlighed, valmuer nikker ind i den tørre nat, og amøben går amok i petriskålen, det er på det tidspunkt, hun bliver til en stemme, en stemme, der kun vil bruges i valget af grønt.

Sorg elsker i al hemmelighed at gøre et godt køb

De siger: Vi skal flyve mindre, men det er nødvendigt at eksportere, importere, holde møder i Hong Kong. Vi skal spise mindre kød, men landbruget skal overleve. Vi skal udlede mindre CO2, men vi skal producere cement. Det råber de, højere og højere, mens havet stiger, så deres løftede pegefingre til sidst står under vand.

Vi tænker på den nuværende og den fremtidige verden, og vi kalder dens virkning på os depression. Når vi stopper op og mærker efter, mærker vi, at vi ikke kan lide at stoppe op og mærke efter. Fordi det gør så ondt at stoppe op og mærke efter. Når vi stopper op og mærker efter, mærker vi sorgen under alting. Når vi stopper op og mærker efter, får vi lyst til at skrige.

Engang vil vi, nogen, den kommende menneskehed, sidde i den nedbrændte, oversvømmede verden og læse beskrivelser af kyststrækninger, kigge på fotos af skove. Uden for vinduet er der ingenting. Kun himlen synes uforandret, solen kommer og går som førhen. På det bagtæppe løber tændstikmennesket rundt og fører tændstikhandlinger ud i livet, ligegyldige og meningsløse, mens liv forsvinder. Bølgerne slår stadig voldsommere mod huset.

Fuglesang er der ingen af. Byerne er udbombede ruinhobe. Flygtningestrømme fylder vejene, imod strømmen kommer en kilometerlang militærkolonne, der er kroppe forude at kvase.

Mon vi er de eneste, der er ved at blive kvalt? De eneste, der drømmer om en iltrig biosfære, hvor Jordens millioner af andre arter har masser af plads at boltre sig på? Hvor mennesker ikke behandler andre livsformer, som nazisterne behandlede jøderne og kommunisterne? Hvor det herskende Menschheit über alles-hovmod er blevet afløst af en dyb forbundethed med den slørhat, sneugle og søanemone, der er vor egen familie?

Klimasorgens paradoksale venlighed
Men ingen følelse varer ved. Klimasorgens paradoksale venlighed ligger i erkendelsen af, at ingen følelse er permanent. I den ligger en accept af kendsgerningerne og af de nye cyklusser, der ligger bagved. Vores håbløshed findes i det sandsynlige, mit håb i det usandsynlige. Tænk, hvor smukt det kunne være at leve i en tid, hvor det ikke gør så ondt at stoppe op og mærke efter.

Når vi stopper op og mærker efter, får vi lyst til at mærke nærheden fra træerne, blive smittet af deres overlegne ligegyldighed over for civilisationens ulykke, stjæle lidt af deres mod. Når vi stopper op og mærker efter, mærker vi euforien i tragediernes tid: Det er tid til at slås, comrades, det bliver en fryd at bekæmpe majoritetens fortrængte pis. 

Håbets metode
I det forsøg vil der måske komme en mere håbefuld tid. Hvis ikke for os, så for andre. Og deri ligger meningen. Nu, med kniven for struben, begynder vi at indse, at vi skal gøre plads til andre arter, hvis vi selv vil overleve. Vi skal give tilbage, lade blomsterne og bierne generobre noget af alt det land, vi optager. Hvis vi skal gøre os forhåbning om leve videre, må vi give plads til de andre arter. Vi må gentænke vores egen plads i verden i samspil med alt andet levende. Vi må udviske skellet mellem menneskelige subjekter og naturens objekter og lade planterne og dyrene komme til orde.

De hvide gedekid i folden. Kålen som fra det ydre rum, løgene i laden. Det kolde korn mellem fingrene, kartoflerne i nettene, tomaterne, mynten, de blå stjernehober over græsset. Uglen og dens kald i natten, en voldsom måne på himlen. Når angsten holder hende vågen, når hun ligger og forestiller sig atomkrigen, så æder hjortene cikorien, så jager uglen, så føder jorden knoldene, så føder jorden hovederne, stænglerne, giver liv til frøene, der med en voldsom kraft forgrener sig i den lerede jord.

I stedet for at opføre en monolog for verden kunne vi begynde en samtale. Begynde at tro på, at vi har noget at lære af vores omverden. At lytte er at give plads, det er en aktiv handling, der fører empati og ny viden med sig.

VI-VI, siger vi som fugle
Vi er klar. Vi er klar til at se det, som kan synes en udfordring, som en spændende forandring. Vi er klar til at tage et ansvar, også for det som ikke er os selv. Vi er klar til at indse, at alt ikke kun handler om den enkelte person, os og vores nærmeste. Vi er klar til at åbne os overfor alternative løsninger. Vi er klar til at give afkald.

Vi er alle gjort af samme stof. Vi er gjort af de samme molekyler, atomer og grundstoffer. Vi indeholder mange af de samme bakterier, og vi udveksler mikroorganismer med alle mulige væsner. Vi er porøse.

Vi er fugletællere og solcellemontører, vi er det der fortsætter med dig, vi er dem der vogter skoven og kysser vådområderne; vi er svampe, vi er råd, vi er verdensfortællere, vi er det der bliver fortalt, vi er en sang du kender. VI-VI siger vi som fugle.  VI-VI, siger vi. Vi er det der strømmer i floden, det der lytter i løvet og vågner. Vi er fremtidens regndans, en vuggevise, et blødt våben bare fødder. Vi er jer.

Vi må tro på begyndelsen af en ny æra, én, hvor vi slipper trangen til kontrol og lader naturen folde sig ud:

Én, hvor vi går i dialog, hvor vi siger hej træ, hej svamp, hej gople.

Én - hvor vi ikke tænker: hvad kan I gøre for os, men oprigtigt spørger: hvad kan vi gøre for jer?