Nissernes hævn

Nissen er blevet degraderet fra livsnødvendig skytsgud til uforpligtende julehygge. Vi bør forvente dens hævn.

Julen er vor kulturs vigtigste højtid. Det er en uhyre levende praksis, der konstant fornyer sig. F.eks. er traditioner som adventskranse og Lucia-optog overraskende unge og først kommet til Danmark i løbet af det 20. århundrede.

Samtidig fungerer julen som en slags tidsboble, hvor ældgamle forestillinger og ritualer overvintrer. F.eks. stammer nytårsløftet i lige linje fra edsaflæggelser ved hedenske offerritualer, som man kender fra sagaernes beskrivelse af vikingetiden.  

Et andet ældgammelt motiv er nissen. I dag optræder den primært som hygsom julepynt og julemandens hjælper. Men i tidligere tider var den husets gud, en skytsånd, der ikke var knyttet særskilt til julen. Desuden var grøden, som børn og barnlige sjæle stadig stiller op til nissen på loftet, oprindeligt en offergave til denne gud, et ritual, der givetvis er blandt vores kulturs ældste praksisser. 

Nisserne er en del af det overflødighedshorn af guder og ånder, som ifølge folkereligionen indtil moderne tid huserede så at sige over alt: I træer, køer, Månen, søer, høje, planter, sten, gårde, korn, bjerge, vejkryds osv. Religionsforskere kalder det animisme, en religionsform, der sandsynligvis er den suverænt ældste på Jorden. Mange gange ældre end de monoteistiske verdensreligioner kristendom og islam. 

I Norden talte man tidligere om de underjordiske, højboere, bjergfolk, trolde, elvere, huldrefolk, vætter, åmænd osv. Nogle af disse væsner kunne få rollen som skytsgud på en gård og dermed blive en nisse, gårdbo, gårdbuk, gårdvord, og hvad man nu ellers kaldte dem. Nissen kunne bo i en stor sten, et helligt træ, i gravhøje eller jættestuer tæt på gården eller i et værelse, i laden eller stalden på selve gården.  

I Norge kaldte man undertiden nissen for en højbo eller haugebonde og betragtede den som en art forfader, der engang i fortiden havde ryddet landet og bygget gården. I norsk folklore kunne man i øvrigt tilbede husguderne i skikkelse af gudestatuetter, hvilket man også kender til fra det gamle Rom. Her havde man i mange hjem træfigurer kaldt lar familiaris, ’familiens skytsånd’. 

Når godtfolk ikke så nissen, kunne det skyldes, at den gjorde sig usynlig. Men den var også en fremragende shape shifter – den kunne således forvandle sig til f.eks. en hest eller kalv. Man kunne altså ikke vide, om man var alene. 

Uanset hvor gårdens skytsgud holdt til og uanset dens historiske baggrund, var den genstand for kult. Den omgærdedes med strenge tabuer og modtog ofringer. Nogle gav den grød, smørgrød eller øl hver dag. På højtidsdage afsatte man dele af festmåltidet til den. 

Det var der gode grunde til. Gårdenes skytsguder blev nemlig opfattet som hjælpsomme væsner, der gav medgang og lykke. Men forså man sig mod dem, kunne de vende sig mod en. Tage hævn. De kunne f.eks. give et rap med en plejl, få høsten til at slå fejl eller sågar myrde et menneske, der havde opført sig forkert. 

En historie fortæller, at man jævnligt gav grød til en beskyttende nisse, der boede i et egetræ tæt ved en gård. Da der kom nye folk på gården, gik manden ud en juleaften og beskød træet med en sølvknap for at dræbe denne hedenske gud. Derefter forsvandt lykken fra stedet. Køerne blev golde og døde, og alt gik skævt.  

En anden historie fortæller, hvordan en bonde fra Viborg-egnen havde mødt en nisse og inviteret den hjem til sig. Den kom og velsignede gården med god høst og velstand. Hedejord blev til frugtbare marker, og alt gik godt – indtil konen behandlede nissen skidt. Så meddelte den, at den tog tilbage til de underjordiske. Derpå mislykkedes alt igen.  

Folkemindesamleren Evald Tang Kristensen (1843-1929) har gengivet en hel gruppe af fortællinger om, hvordan ånderne forsvinder fra landskabet. Det hænger oftest sammen med kristendommens komme. De flygtede fra kirkeklokker, kirkesang og folk, der slog kors for sig. Det var der gode grunde til, for kirken dæmoniserede dem og associerede dem med Djævelen. 

Mange fortsatte dog med at dyrke dem. Det kunne være en alvorlig sag. Den 4. april 1693 blev den 74-årige Anne Palles halshugget og brændt for trolddom efter bl.a. at have tilstået, at der var en nisse på hendes gård kaldt Niels Goddreng. 

Siden kom som bekendt rationalisme, industrialisering og sekularisering til. Naturen blev afhelliget totalt og forvandlet til ’ressourcer’, og nisserne blev forvist til overtroens overdrev. I dag overlever nisser i skikkelse af alskens sødladent julehurlumhej. Bortset fra en fundamentalistisk præst, der i 2010 offentligt hængte en nisse, da den (mente han) var en af Satans dæmoner, er der ikke mange, der længere tager dem alvorligt. 

Men i ældre tid forholdt det sig altså anderledes. Talrige mennesker opfattede dem som virkelige i bogstavelig forstand. Og der var et etisk aspekt forbundet med dyrkelsen af dem. Man sagde nemlig, at skytsånderne foretrak at bo hos hæderlige folk, der behandler dyr godt. Men navnlig blev de vrede, hvis man glemte dem. Det blev de, fordi de var ophav til lykken.  

Dette er en af grundtankerne i animismen, der som sagt har været en ekstremt udbredt religionsform. Ifølge den beror vor lykke og verdens fortsatte eksistens og trivsel på, at vi indgår i en gensidig og respektfuld relation med verden og dens guder og ånder. 

Denne relation har de fleste mennesker skrottet i dag. Vi har beskudt livets træ med en sølvknap, og Moder Jord gisper efter vejret. Vi har forvandlet hende til en cocktail af et gigantisk varelager og en kolossal losseplads, og vi står nu på tærsklen til to planetære kæmpekatastrofer: Den globale klimakrise og Den Sjette Masseuddøen af arter. Kunne man rejse tilbage i tiden og spørge nissedyrkere og andre animister om, hvad årsagen til det er, behøver man ikke være en Greta Thunberg for at regne svaret ud. 

Men i julen dukker brudstykker af den gamle animisme altså op, dog i en temmelig transformeret og ufarlig form.  

Som et af julens mest fantastiske ikoner kan nissen siges at rumme et særdeles aktuelt og vedkommende budskab. Julefreden er i dette lys at leve i respektfuld sameksistens med vor omverden. Og julens budskab er at gøre op med det menneskecentrerede vækstparadigme, der har forhekset vores tidsalder og er en radikal krænkelse af denne sameksistens. 

Man kan altså fortolke den gamle nissedyrkelse som den altafgørende nødvendighed af at opretholde en gensidig og respektfuld omgang med den verden, vi skylder alt. Ellers vil det gå virkelig, virkelig galt.  

God jul til alle, og må nisserne være med jer. 

 

Rune Hjarnø Rasmussen, cand.mag., ph.d.

Jens-André P. Herbener, cand.mag., mag.art.