Mortensen, Viggo

Dr.theol., professor ved Systematisk Teologi og tidligere dekan ved Det Teologiske Fakultet, Århus Universitet. Medlem af Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation 2003-2009.

»- Hvilken vej vil du anbefale for kirkerne i vesten i dag for at nå ud til mennesker? ’… På konferencen diskuterer vi meget, om man så skal lave små energiske kirkefællesskaber, der ligesom er teologisk stærkt enige og tæt sammenknyttede, og så kan man rigtig være en god og stærk og aktiv kirke. Eller skal man være mere bredt kulturpåvirkende som kirke. Og det er det dilemma vi står i, og det er derfor vi diskuterer det. (…) Mit personlige ønske i den situation, det er, at vi får vækket en passion, en autenticitet og integritet i kirkens måde at forholde sig på, at forkynde på, at være på, sådan at alt hvad der gennemsyrer en kirkes virkning, er præget af det, at man vil nå den anden.’«

Fra http://www.katpod.dk/play.php?podid=6496; interview med Viggo Mortensen i forbindelse med konferencen Church and Mission in the Third Millennium, afholdt på Århus Universitet d. 27.-29. januar, 2010.

»Når missionærerne satte sig ved de lokales fødder, forstod de på den måde noget vigtigt om det kristne budskab, at det var dem der ikke havde noget, andet altså end deres sprog, som skulle blive ophøjet. Således fik de smag for frihed. Det starter altså med den frihed, som Jesus Kristus befrier til. Og det er den frihed, som stadig sætter sig igennem og får mennesker i syd til at følge Kristus. De oplever, at budskabet om den kristne frihed har en livsforvandlende magt.« (Jyllands-Posten, 25.1.2010). 

»Hvad tror du på? – Jeg er jo kristen, så jeg tror på Kristus. Det betyder, at jeg ser mit liv inden for en horisont, der er bestemt af indholdet i Jesu forkyndelse. Via Knud Hansen stiftede jeg bekendtskab med nogle ord af Dostojevskij, som også har gyldighed for mig. Hvis sandheden, siger Dostojevskij, var et andet sted end hos Kristus, ville jeg dog være hos Kristus. Troen er mit orienteringspunkt. Et grundlag for hele min holdning til tilværelsen.

Hvilke åndelige og moralske forbilleder har du? – Jeg må svare det samme som på det foregående spørgsmål: Jesus.«

Fra Kristeligt Dagblad, 14.5.2005; fra interview med Viggo Mortensen.

»Nej, det alvorligste krisetegn er den mangel på begejstring, ja glæde, som man kan iagttage i de kristne miljøer, den begejstring og glæde, der kan komme af, at man lever ud af en overbevisning, som man er ivrig efter at dele med andre. Præsters klagen over stress og udbrændthed er blot et symptom på, at den underliggende glæde og fortrøstning i arbejdet mangler.

Det gode, der er ved at komme ud af denne triste situation, er en voksende forståelse for, at man må gøre noget ved det, og at mission i den forbindelse må stå centralt. Hvordan kan vi udnytte det? I den svenske kirke er det - efter at den har opnået selvstændighed i forhold til staten - blevet enhver menigheds pligt at engagere sig i fire områder: gudstjenesteliv, kristen undervisning, diakoni og mission; man er forpligtet på at udarbejde en målsætning for alle fire områder. Tænk hvis alle danske menighedsråd på tilsvarende vis fik til opgave i en dialog med hele sognet at udarbejde en sådan målsætning, og dernæst havde pligt til at indgive en årsberetning, hvor man redegjorde for, hvordan man i det forløbne år havde levet op til målsætningen. Hvilke frugtbare debatter kunne det ikke føre til? (…)

Men der var vel også den mulighed, at vi tog os sammen og prøvede at udvikle de fællesskaber, der er, og forsøgte at skabe nye, der forstår sig selv som salt og lys. Man skal forblive åben, byde velkommen til alle, men samtidig opbygge den selvbevidsthed, der kommer af, at man tilhører et fællesskab og står i en tradition med en umådelig rig åndelig arv. En kirke, som ved hvad den står for, og som er stolt af at være sendt til verden med det bedste budskab, der kan sætte mennesker i frihed og give dem værdighed, og som ikke er bange, men tværtimod glade for at præsentere og repræsentere dette budskab for mennesker af anden eller ingen tro.«

Fra Kristeligt Dagblad, 5.6.2004.

»Vi er, alle os der føler noget for folkekirken, trosvikarer, vi må tage på os, at det hænger på os. Vi skal ikke regne med, at andre vil dublere vores rolle. Det er os, der er stand in.

Så skal vi have en ny stolthedskultur. Det kristne budskab er verdens bedste; det er noget, man godt kan være stolt af at gå ind for. Indenfor andre områder taler man om fyrtårne, uden måske altid helt at betænke, at i dag er de fleste fyrtårne enten tomme, privatiserede eller i det mindste automatiserede. Som kristen skal man selv være hjemme. (…)

På bagsiden af bogen ’Kristendommen under forvandling’ giver jeg følgende karakteristik: ’Kristendommen er et rygte om en mand, der for 2000 år siden gik rundt i Galilæa og gjorde vel.’ Kristendommen er et rygte! Rygter er til for at spredes; og den foretrukne form for kristendommens udbredelse er gennem frøspredning.

Vi skal altså sprede rygtet og så frøene. Det er os. Der er ikke andre til det. Det handler om at lade den kristne vision og mission gennemsyre alt, hvad en kirke gør. Så har man chancen for at diskutere alt lige fra graveransættelse og kirkegårdens indretning over kirkehøjskolens tilbud til kirkekoncerternes afholdelse ud fra perspektivet: Hvorledes bidrager denne aktivitet til at det gode budskab spredes.«

Fra religion.dk, 27.4.2007.

»Nu skal jeg vel vogte mig for at begynde at demonstrere min bibeltroskab og kristenstand offentligt. Jeg bygger selvfølgelig ikke mit bibelsyn på den historisk-kristne metode. Den historiske vinkel er netop som en metode, et redskab blandt andre, til at fremme det seriøse arbejde med Bibelen. Mit bibelsyn bygger på Kristus, som er Ordet; og i det omfang Bibelen vidner om Kristus er den Guds ord; derudover er det en oplysningsbog om Guds store gerninger beregnet til at lægges åben og læselig på alteret (Grundtvig). (…)

Guds Ånd er frihedens ånd. For at afbøde de vilkårligheder og umenneskeligheder, som en rigid fundamentalisme fører os ud i, handler det om at have fundamentet i orden, det fundament, som i vor kultur har fået sit stærkeste præg fra den barmhjertighed og kærlighed, der er kernen i Jesu forkyndelse og gerning.«

Fra Berlingske Tidende, 17.3.1991.