De kendte beregninger af vores økologiske overtræksdage udelader noget centralt (længere version med beregninger)
Global Footprint Network, der er verdens førende organisation i måling af menneskers økologiske fodaftryk, har i år sat Earth Overshoot Day – Jordens overtræksdag – til den 1. august.
Datoen indebærer ifølge organisationen, at menneskeheden allerede i løbet af årets første syv måneder har brugt lige så meget fra naturen, som Jordens økosystemer bruger 12 måneder på at genskabe. Udtrykt på en anden måde er menneskenes økologiske fodaftryk så store, at vi lever, som om vi havde 1,71 jordklode til rådighed.
Earth Overshoot Day er en både internationalt og nationalt anerkendt måleenhed, når vi taler om menneskenes overbelastning af Jordens biofysiske bæreevne. Af samme grund stjæler datoen hvert år overskrifter og diskuteres verden over, i Danmarks store aviser og grønne organisationer inklusive.
Som Global Footprint Network imidlertid selv gør opmærksom på (se nedenfor), udelader de kendte beregninger af den årlige overtræksdag noget centralt. Sagt kort inkluderer de ikke selvstændig plads til Jordens millioner af ikke-menneskelige andre arter. Det vil sige plads, hvor intensive menneskelige aktiviteter som f.eks. landbrug, kommerciel skovbrug, industri og byer er udelukkede.
Men netop en sådan plads er altafgørende for at bremse den globale biodiversitetskrise. Og det er ikke frimærker, vi taler om. Ifølge en udbredt faglig vurdering er det nødvendigt, at helst 50 procent af planetens land- og havareal afsættes til beskyttet vild natur, hvis vi skal bevare størstedelen af dens biodiversitet.
For at forstå denne problematik, skal man kende til begrebet biokapacitet, der angiver Jordens evne til at gendanne naturressourcer og at absorbere affald, især CO2. Global Footprint Network opgør Jordens samlede biokapacitet til 12,2 milliarder globale hektarer (2023). Da vi er 8,1 milliarder mennesker, er der i gennemsnit 1,5 global hektar pr. menneske (12,2 / 8,1).
Problemet er nu, at menneskenes økologiske fodaftryk er langt større end Jordens biokapacitet, nemlig 20,8 milliarder globale hektarer (2023). Og dermed lægger hvert menneske beslag på gennemsnitligt 2,6 globale hektarer (20,8 / 8,1).
På denne baggrund beregnes Earth Overshoot Day til 1. august (12,2 / 20,8 x 365 = 214 dage).
Medregnes en afsættelse af halvdelen af verdens areal til vild natur, ser regnestykket langt værre ud. I så fald har vi mennesker kun halvdelen af Jordens biokapacitet – ca. 6,1 milliarder globale hektarer – til rådighed (2023). Og dermed er der i gennemsnit kun ca. 0,75 global hektar pr. menneske.
Det ville betyde, at Earth Overshoot Day i år ikke skal ligge 1. august, men allerede den 16. april (6,1 / 20,8 x 365 = 107 dage). Det ville også betyde, at menneskeheden ikke skulle have 1,71, men snarere 3,42 jordkloder til rådighed, hvis vores levevis i dag skulle være bæredygtig ikke blot for os selv, men også for Jordens andre livsformer.
Med andre ord: Menneskene opbruger i dag ikke kun 100 procent, men 171 procent af verdens biokapacitet. Deraf vores overtræk på biokapacitetskontoen, hvis konsekvenser er klimakrisen, biodiversitetskrisen, forureningskrisen etc. Men det er ikke nok at reducere størrelsen af vores økologiske fodaftryk, så de kommer til at svare til størrelsen af Jordens biokapacitet. De bør faktisk ikke lægge beslag på mere end 50 procent af dens biokapacitet.
Hvad med højindkomstlandet Danmark?
Ifølge de kendte beregninger havde vi danskere allerede 16. marts i år – 12 dage tidligere end i 2023 – opbrugt de naturressourcer og udledt den CO2, som vi kan tillade os i hele 2024. Efter denne dato er alt overtræk. Hvis alle andre i verden levede ligesom os, skulle menneskeheden have 4,8 jordkloder til rådighed.
Skal vild natur imidlertid have topprioritet på halvdelen af Danmarks areal, ændrer tallene sig dramatisk. Ifølge Global Footprint Network er en gennemsnitsdanskers økologiske fodaftryk på 7,2 globale hektarer (2022). Ifølge de kendte beregninger skal det ned på 1,5 global hektar pr. person, og dermed er det 4,8 gange for højt (7,2 / 1,5).
Men skal vores økologiske fodaftryk ned på 0,75 global hektar pr. person – og det skal det, hvis halvdelen af Danmarks areal skal udgøres af beskyttet vild natur – er det hele 9,6 gange for højt (7,2 / 0,75). I så fald vil Danmarks overtræksdag allerede ligge 7. februar. Og i så fald skulle menneskeheden have knap 10 jordkloder til rådighed, hvis alle andre i verden levede ligesom os danskere.
Skal derimod kun 30 procent af Danmarks areal afsættes til beskyttet vild natur, er danskernes økologiske fodaftryk 6,9 gange for højt (7,2 / 1,05). I så fald vil vores nationale overtræksdag ligge den 22. februar. Og i så fald skulle menneskeheden have knap 7 jordkloder til rådighed, hvis alle andre i verden levede ligesom os.
Lyder disse tal ekstreme? Og de arealmæssige udfordringer, de indebærer for os mennesker i dag, uløselige? Muligvis. Men hvis der er noget, eksperter kan blive enige om, når biodiversitetskrisen skal løses, så er det, at naturen mangler plads. Kæmpe områder med sammenhængende plads.
Ifølge en udbredt faglig vurdering skal omkring 50 procent af klodens areal beskyttes for at bevare majoriteten af dens arter. Den har sine rødder i starten af 1990’erne, men begyndte først at få momentum, da den amerikanske topbiolog Edward O. Wilson (d. 2021) i 2016 udgav bogen Half-Earth: Our Planet’s Fight for Life. Opfattelsen støttes i dag af en lang række eksperter og naturforkæmpere og føres i marken under slagord som Nature Needs Half og Half Earth.
Når det kommer til grønne organisationer og internationale aftaler, nøjes man imidlertid som regel – af realpolitiske årsager – med at kræve (mindst) 30 procent. Men dette areal skal så til gengæld allerede være beskyttet i 2030.
Ifølge f.eks. EU’s Biodiversitetsstrategi fra 2020 skal mindst 30 procent af landjorden og havene i EU-landene være afsat til beskyttet natur i 2030. Og ifølge Biodiversitetskonventionens nye Globale Rammeaftale for Biodiversitet, som 196 lande blev enige om under COP15 i 2022, skal mindst 30 procent af Jordens land og have være effektivt beskyttet i 2030.
Danmark har tilsluttet sig både EU’s Biodiversitetsstrategi for 2030 og den nye Globale Rammeaftale for Biodiversitet. Og Danmarks Naturfredningsforening, Verdens Skove og Biodiversitetsrådet opfordrer til at give biodiversiteten en lov, ifølge hvilken (mindst) 30 procent af Danmarks land- og havareal skal være beskyttet vild natur i 2030.
De forskellige måder at beregne vores økologiske overtræk på går tilbage til Global Footprint Network selv. På den ene side gør undersider på organisationens hjemmesider opmærksom på, at vi mennesker ikke må lægge beslag på mere end halvdelen af Jordens biokapacitet, hvis hovedparten af Jordens biodiversitet skal beskyttes.
På den anden side udelader hjemmesidernes forsider og kortfattede offentlige erklæringer, som medier og grønne organisationer viderebringer i stor stil, dette centrale forhold. Måske fordi kravene om reduktion af forbrug af ressourcer og plads ellers ville blive langt større og derfor vil kunne få mange til at give op på forhånd?
Men tiden er løbet fra dette dobbelt-bogholderi. Og fra at negligere biodiversitetskrisen. Der er i dag som vist en bred faglig konsensus og internationale politiske aftaler om, at vild natur skal have meget mere plads. Af gode grunde.
For det første har vores blågrønne planets myriader af livsformer en åbenbar egenværdi og egen ret til at eksistere. For det andet leverer store områder med vilde økosystemer vitale økosystemtjenester til os mennesker. De afbøder og mindsker tørker, ørkendannelse, storme, oversvømmelser, ildebrande m.m. De sørger for føde, rent drikkevand, ren luft og sund, frugtbar jordbund. Ikke mindst udgør de et væsentligt bidrag til at bremse klimakrisen, da de lagrer og opsuger store mængder CO2.
Samtidig udgør den globale klimakrise en stadig større trussel mod Jordens biodiversitet.
Pointen er, at vi ikke kan løse klimakrisen uden at løse biodiversitetskrisen – og omvendt. Og disse nøgleforhold bør også komme klart til udtryk i de fremtidige udregninger af vores økologiske overtræk og overtræksdage. Både i medierne og i grønne organisationer.
Ellers risikerer vi at gøre os skyldige i et farligt selvbedrag.
Jens-André P. Herbener, 27.7.2024
Kilder:
“Humanity demands goods and services from nature that require 20.8 billion global hectares to renew them, as of 2023. This is more than the 12.2 billion global hectares of biologically productive area (or biocapacity) available on the planet. Excessive demand means that humanity, by now, uses 1.7 times more than the amount the biosphere currently renews. Some describe this level of consumption as using 1.7 Earths. For maintaining robust biodiversity and climate, ecologists estimate that humans should not demand more than half of the biocapacity on Earth, or over 3 times less than the current demand.”
https://www.footprintnetwork.org/what-ecological-footprints-measure/
“Our Ecological Footprint accounts show that humanity currently demands 75% more from our planet than its ecosystems can regenerate (2022). But to secure 85% of the world’s biodiversity, requires humanity not to use more than half of the Earth, according to the late Harvard biologist E.O. Wilson. In other words, human demand now exceeds 3-fold a rate that is compatible with lasting conservation, including stabilizing our climate.”
https://www.footprintnetwork.org/biodiversity/
“Humanity currently demands 73% more from Earth than its ecosystems can renew. These are estimates for 2021. To maintain 85% of the world’s biodiversity, human demand can only use half of what our planet can provide. This means that current demand exceeds this goal by at least a factor of 3. [note 4: 1.73 Earths / 0.5 Earths > 3]”
https://www.overshootday.org/content/uploads/2021/08/Population-Perspective-M-Wackernagel-2021.pdf, s. 2
“Safeguarding biodiversity and ecosystems is fundamental to climate resilient development, in light of the threats climate change poses to them and their roles in adaptation and mitigation (very high confidence). Recent analyses, drawing on a range of lines of evidence, suggest that maintaining the resilience of biodiversity and ecosystem services at a global scale depends on effective and equitable conservation of approximately 30% to 50% of Earth’s land, freshwater and ocean areas, including currently near-natural ecosystems (high confidence). {2.4, 2.5, 2.6, 3.4, 3.5, 3.6, Box 3.4, 12.5, 13.3, 13.4, 13.5, 13.10, CCB INDIG, CCB NATURAL}”
https://www.ipcc.ch/report/ar6/wg2/downloads/report/IPCC_AR6_WGII_SummaryForPolicymakers.pdf, s. 32
Fra Mathis Wackernagels (der er præsident for Gobal Footprint Network og sammen med professor William Rees ophavsmand til begrebet økologiske fodaftryk) emailsvar til mig angående beregninger af ovenstående:
“Essentially the demand of humanity is now 1.7 full Earths. 71% more than the entire regenerative capacity of Earth. But the goal should not be to use 1 full Earth for people, only ½ Earths. (for ecological stability) So the metabolism is 3.4 times too big. (…)
There are 1.5 global hectares of biologically productive space on Earth per person, at current population levels. To maintain biodiversity and ecological stability, ecologists suggest to not use more than half of it for humans. This may allow to maintain about 85% of biodiversity, according to those ecologists. This would mean that 0.75 global hectares of biologically productive space would be available, per person. https://www.footprintnetwork.org/biodiversity/
IN Denmark, demand (or Ecological Footprint) currently is about 7.2 global hectares per resident. Or nearly 10 times more. https://data.footprintnetwork.org/#/”
Læs videre om emnet i Modvækst: Nødvendigheden af et paradigmeskifte (2024)