Seks myter om verdensbefolkningen

Den 11. juli udgav FN rapporten World Population Prospects 2024, der fremlagde de nyeste data om verdensbefolkningens størrelse, vækst og sammensætning. Den nye information om planetens demografi er en god anledning til at kaste et blik på nogle af de misforståelser, halve sandheder og uholdbare forsimplinger, der præger debatten om emnet, og som i varierende grad påvirker vores samfund, klima og natur.

Myte 1: Befolkningsvæksten er roden til alle problemer med bæredygtighed

Befolkningsvæksten er én af de væsentlige drivkræfter bag klimakrisen og biodiversitetskrisen, men der er også andre væsentlige drivkræfter, bl.a. økonomisk vækst, rige menneskers overforbrug og animalsk storlandbrug.

Ifølge FN-rapporten Bend the Trend: Pathways to a Liveable Planet as Resource Use Spikes (2024) er både væksten i Jordens befolkning og vores velstand hoveddrivkræfter bag den kolossale vækst i menneskehedens forbrug af materialer: fra 30 milliarder tons i 1970 til 107 milliarder tons i 2024.

Fra 1970 til 2000 udgjorde befolkningsvækstens andel 51 procent, mens velstandsvæksten udgjorde 47 procent. Fra 2000 til 2024 var fordelingen ændret, så befolkningsvæksten udgjorde 27 procent og velstandsvæksten udgjorde 40 procent. Men i hele perioden var befolkningsvæksten i Afrika, Vestasien og Latinamerika den primære årsag til væksten i forbrug af materialer her.

 Myte 2: Problemet er de riges overforbrug, ikke antallet af mennesker

Denne påstand, der siger det modsatte af ovenstående, er også en uholdbar forsimpling. Den hænger sammen med det faktum, at rige mennesker forbruger langt mere og udleder langt flere drivhusgasser end fattige mennesker. F.eks. står verdens højindkomst- og øvre middelindkomstlande for 81,8 procent af den samlede udledning af CO2, selv om de kun udgør 47,6 procent af Jordens befolkning (2023).

Men det er en fejlslutning, når mange som følge deraf hævder, at antallet af mennesker er nærmest betydningsløst. Det er det langtfra. F.eks. udleder en kineser og især inder gennemsnitligt meget mindre drivhusgas end en amerikaner, men fordi der er langt flere kinesere og indere end amerikanere, er Kina og Indien i dag hhv. den største og tredje største udleder i verden (med USA som nr. 2).

Det er altså ikke kun størrelsen af vores fodaftryk, der spiller en betydelig rolle, men også antallet af fødder. 

Myte 3: Befolkningsreduktion er kun relevant i ulande

Også denne påstand er misvisende. Befolkningsreduktion ad frivillighedens veje vil nemlig være en klar fordel i både ilande og ulande.

I ilande har man som regel lave fertilitetsrater, men til gengæld et kolossalt forbrug og en kæmpe udledning af drivhusgasser pr. person. Her bør befolkninger formindskes, fordi det er den mest effektive måde, man kan reducere en belastning af klodens miljø, der pr. person er langt større end i ulande. F.eks. kan en familie i et iland spare langt flere drivhusgasser ved at få et barn mindre end ved at droppe privatbilen og lange flyrejser. Ifølge World Scientists' Warnings into action, local to global (2021) ”er det at få færre børn for borgere i rige lande den mest effektive måde, man individuelt kan reducere fremtidige udledninger af drivhusgasser.”

I mange fattige ulande er situationen en helt anden. Her har man ofte høje fertilitetsrater, men til gengæld et lille forbrug og en lille udledning af drivhusgasser pr. person. Her er den primære grund til, at fertilitetsraterne bør sænkes, at de hurtigt voksende befolkninger forværrer de meget alvorlige problemer, man hyppigt har med fattigdom, knaphed på føde og vand, arbejdsløshed, konflikter og klimaforandringer. Med potentielt store konsekvenser også for resten af verden.

Myte 4: Problemet er ikke overbefolkning, men (snart) underbefolkning

Faktum er, at den demografiske verdenssituation stritter i forskellige retninger.

På den ene side har vi aldrig været så mange mennesker på Jorden som nu. Fra 1804 til i dag er Jordens befolkning eksploderet fra 1 milliard til 8,2 milliarder mennesker, og antallet vil fortsætte med at stige til 10,3 milliarder i 2080’erne. Derefter er der dog 80 procents chance for, at det vil falde med 100 millioner omkring 2100.

På den anden side er fertilitetsraterne i over halvdelen af klodens lande under erstatningsniveauet på 2,1 børn pr. kvinde. I f.eks. Sydkorea er man nede på 0,7 barn pr. kvinde, i Japan nede på 1,3 barn pr. kvinde og i Danmark nede på 1,5 barn pr. kvinde. Og i 63 lande og områder er størrelsen af befolkningerne kulmineret eller ved at gøre det.

Globalt er den gennemsnitlige fertilitetsrate imidlertid på 2,25 børn pr. kvinde, og i 126 lande og områder vil befolkningerne formentlig fortsætte med at vokse i resten af århundredet. F.eks. vil befolkningerne i Afrika syd for Sahara, der rummer nogle af Jordens fattigste lande, vokse fra 1,24 milliarder i dag til 3,3 milliarder mennesker i 2100.

Myte 5: Samfundet kan ikke håndtere de flere og flere ældre, uden at vi igen får flere børn

Samtidig med at man får færre børn i mange lande, stiger folks levealder. Dermed vokser andelen af ældre, der er 65 år og mere.

Det har bl.a. herhjemme ført til en frygt for mangel på arbejdskraft, faldende velfærd og store udgifter til ældres pension, pleje og sundhedsvæsen. Og mange opfordrer til, at kvinder igen skal til at føde flere børn. Men spørgsmålet er, om de demografiske forandringer vil være et (stort) problem for samfundet?

F.eks. vil færre nyfødte i Danmark medføre færre skattekroner, men ifølge De Økonomiske Råd vil staten spare endnu flere penge til pasning, skole, uddannelse, pension, sundhedsvæsen osv. Så alt i alt vil det være en fordel for statskassen. Desuden er kunstig intelligens på vej til at erstatte flere og flere jobfunktioner verden over. Samtidig holder ældre sig i gennemsnit raske(re) længere end tidligere, og dermed kan de, der vil, kan og får mulighed for det, også arbejde og bidrage længere til samfundet end tidligere. Skulle vi alligevel mangle arbejdskraft, er der masser af migranter, der gerne vil træde til.

Myte 6: Befolkningsreduktion er menneskefjendsk og racistisk

Når nogle ønsker at løse de planetære kriser ved, at mennesker i det globale syd skal have færre børn eller ingen børn (f.eks. ved tvangssterilisation), alt imens mennesker i det globale nord kan fortsætte overforbrugsfesten, er kritikken berettiget.

Men reducerer man befolkninger ad frivillighedens veje i både rige og fattige lande, og gør man det ved hjælp af tiltag, der styrker kvinders reproduktive selvbestemmelse, frihed og ligestilling, er der intet menneskefjendsk eller racistisk ved befolkningsreduktion. Tværtimod kan den bidrage væsentligt til at forbedre levemulighederne for både mange mennesker og Jordens millioner af andre arter.  

To måder at stoppe vores overforbrug på

Grundlæggende er der to måder, vi kan stoppe vores overforbrug af Jordens ressourcer på: 1) Ved at vi hver især forbruger mindre. 2) Ved at vi bliver færre forbrugere.

De fleste grønne organisationer og politikere har i dag fokus på førstnævnte måde. Men her kæmper man mod to stærke globale tendenser: Ilande er generelt ikke parate til at dele deres overflod med ulande. Og ulande, der rummer størstedelen af Jordens befolkning, har generelt selv ambitioner om at hæve deres materielle levestandard betydeligt.

Så længe disse forhold gør sig gældende, er det meget usandsynligt, at vi kan skabe en bæredygtig og leveværdig klode for både mennesker og andre arter, uden at aktiv befolkningsreduktion er en del af løsningskataloget. Et løsningskatalog, der også bør omfatte et stop for de rigestes grådighed, en formindskelse af den globale ulighed, en radikal nedbringelse af udledningen af drivhusgasser, en omstilling fra vækstøkonomi til postvækstøkonomi og en udbredelse af en langt mere plantebaseret kost.

Bragt i Information 29.7.2024 i redigeret form

Thomas Meinert Larsen, cand.scient. i biokemi, ph.d. i human ernæring og kampagnekoordinator

Jens-André P. Herbener, cand.mag., mag.art. i religionshistorie og semitiske sprog og forfatter til bl.a. Økokrati (2022) og Modvækst (2024)