Sæt hvalaktivisten Paul Watson fri!
Hvalaktivisten Paul Watson står til mange års fængsel, hvis Danmark udleverer ham til Japan. Hans forbrydelse? At beskytte klodens hvaler.
Da den canadisk-amerikanske hval-aktivist Paul Watson d. 21. juli lagde til i Nuuk med sit skib John Paul De Joira for at tanke op, gjorde Danmark noget, der ud fra enhver fornuftig og moralsk synsvinkel er ubegribeligt. Dansk og grønlandsk politi afhentede og varetægtsfængslede Watson.
Hvad er Paul Watsons forbrydelse? Aktivisten har viet sit liv til beskyttelsen af klodens hvaler, som endnu befolker vores oceaner, omend i et dramatisk indskrænket antal.
I 1950’erne og 1960’erne blev der hvert år dræbt mellem ca. 50.000 og 80.000 hvaler, og mange arter var efterhånden truede af udryddelse. I 1982 vedtog den såkaldte International Whaling Commission derfor et verdensomspændende forbud (moratorium) mod kommerciel hvalfangst, der trådte i kraft i 1986. Tre lande har imidlertid valgt at vende ryggen til forbuddet: Japan, Norge og Island.
Siden 1986 har Japan uden sammenligning været klodens største hvaldræber (om end i de seneste år overgået af Norge). Og det anslås, at landet i denne periode har taget livet af omkring 20.000 hvaler, ofte på de mest brutale måder, hvor døden først indtræffer efter en flere timer lang dødskamp. For at føje spot til skade er en af de tre hvalarter, Japan jager – sejhvalen – i risiko for at uddø, og det samme er den fjerde hvalart – finhvalen – som de tidligere i år bekendtgjorde, at de vil begynde at jage.
Japan har længe påstået at fange hvaler af hensyn til videnskabelig forskning, men dette har mange afvist som et skalkeskjul. F.eks. blev Japans hvalfangst i Antarktis erklæret ulovlig af Den Internationale Domstol i Haag i 2014. Det er nu dette land, der i en opvisning i dobbeltmoral anklager Paul Watson for at have overtrådt loven.
Hvad er det da, Watson har gjort?
I 2010, altså for fjorten år siden, havde han og hans mandskab et sammenstød med det japanske hvalfangerskib Shonan Maru, hvorpå en af aktivisternes speedbåde sank. Det lykkedes efterfølgende en af Paul Watsons medaktivister, Peter Bethune, at borde hvalfangeren efter at have smidt en stinkbombe på øverste dæk. Han blev pågrebet og taget med til Japan, hvor han ved en domstol blev idømt to års betinget fængsel.
Paul Watson har ansvaret, mener de japanske myndigheder, også for personskade, da en af hvalfangerens besætningsmedlemmer – hævder de – blev lettere forbrændt i ansigtet på grund af stinkbomben. Dette afviser Watsons advokater. Men det er derfor, at han nu står til op til 15 års fængsel, hvis han udleveres.
Den virkelige anklage handler om noget andet. I alle de år, der siden er gået, er det lykkedes Paul Watson med sin konfrontatoriske stil igen og igen at sabotere japanernes hvalfangst. Konkret anslår han og hans medaktivister at have reddet over 5.000 hvaler i Sydhavet siden 2002. Det er denne forbilledlige indsats, som hans arrest skal sætte en stopper for. Japanerne skal igen have uhindret adgang til havenes killing fields.
Watson lagde ikke til i Nuuk, fordi han ville blande sig i den grønlandske hvalfangst, der da også er underlagt strenge restriktioner, som grønlænderne overholder. Han ønskede i stedet at rejse gennem Davisstrædet og Nordvestpassagen for at nå frem til det nordlige Stillehav, hvor japanerne anført af deres nyeste højteknologiske hvalfanger, Kangei Maru, er i gang med sæsonens hvaldrab.
Japanerne selv hævder, at de har dræbt de 20.000 hvaler med henblik på videnskabelige undersøgelser. Samtidig anser de det for en krænkelse af deres nationale suverænitet, hvis det internationale samfund forhindrer dem i deres hvalmassakrer, da hvalkød er en traditionel japansk ret. Men vi lever i en tidsalder, hvor vi alle er tvunget til at revidere vores fødevarepraksisser og ikke kan forsvare f.eks. afbrænding af regnskov, overfiskning og ødelæggende forurening af have med, at vi ’plejer’ at spise oksekød eller stenbiderrogn.
Japans unge ved det godt. De er helt holdt op med at spise hvalkød, og tusinder af tons ligger i årevis lagret i dybfrysere, fordi der ikke er afsætning.
I mellemtiden er der store internationale underskriftsindsamlinger i gang. 772.000 franskmænd har bedt præsident Emmanuel Macron tale Watsons sag over for den danske regering, og det har han gjort. I andre underskriftsindsamlinger, hvoraf en er et åbent brev til statsminister Mette Frederiksen, har omkring 325.000 mennesker meldt sig til forsvaret af hval-aktivisten. Tilsammen er der lige nu 1,1 million, der bakker hval-aktivisten op.
Paul Watson har to danske advokater til at forsvare sig, Julie Stage og Jonas Christoffersen, men også en prominent franskmand, den tidligere ambassadør i Danmark, Francois Zimeray, en hædersmand, der var til stede i Krudttønden i København, da terrorangrebet fandt sted i 2015. Zimeray er ikke i tvivl om, at der er tale om personlig forfølgelse af Watson, en “vendetta” kalder han det ligefrem. Paul Watson havde modet til at sætte sig op imod en hel hval-industri, som han grundigt ydmygede, og det skal han nu undgælde for.
Det japanske straffe- og fængselssystem har været under hård kritik af både Amnesty International og Human Rights Watch, så får den 73årige Watson en dom på 15 år, hvad alt tyder på, bliver det en livstidsdom. Det er prisen for et engagement i hvalernes overlevelse.
Der er i disse år en voldsom modreaktion på bekymringen for klima og biodiversitet. Der bliver slået hårdere og hårdere ned på snart enhver form for aktivisme. I Tyskland er anklagen for terrorisme allerede blevet knyttet sammen med protestbevægelserne. I Storbritannien er en af stifterne af Extinction Rebellion og Just Stop Oil, Roger Hallam, sammen med en række medaktivister blevet idømt hhv. fem og fire års fængsel, og dommeren betegner i domfældelsen klimabevægelsen som “en konspiration”.
Det er den tendens, den danske regering går med på, hvis vi udleverer Paul Watson til Japan, den begyndende kriminalisering af verdens vigtigste protestbevægelse.
Allerede i 1861 skrev den franske forfatter Jules Michelet i sin smukke bog “Havet” om hvalen som en truet livsform og bønfaldt for dens overlevelse. “Tænk, hvis mennesket medvirkede til dette!”, skrev han. “Hvis han hjalp naturen. Han ville blive priset fra dybet til stjernerne.”
Ti år tidligere, i 1851, udgav den amerikanske forfatter Herman Melville romanen Moby Dick. Hovedpersonen, den fanatisk besatte hvalfanger Kaptajn Ahab, er alt det modsatte af det, Michelet drømmer om. I det tyvende århundrede blev den autoritære Ahab læst som en profetisk forudgribelse af de diktatorskikkelser, der dukkede op i Europa, og hvis mordlyst gjaldt deres egen art nok så meget som hvalerne. Men hvad angår mordlyst på hvaler, er der stadig lande, der har en Ahab i sig. Er det dem, vi skal erklære fredhellige?
Forskere har for længst indset, at hvalen er et intelligent dyr med et højt udviklet sprog. Inden for biolog- og AI-kredse er der nu et samarbejde i gang, hvor man håber en dag at kunne kommunikere med hvalerne. En række almindelige mennesker blev i den anledning spurgt, hvad der var det første, de ville sige til en hval, hvis de fik muligheden for at tale med den. De svarede alle det samme: ”Undskyld”.
Filosoffen Kristin Andrews gik et skridt videre. Hun ville spørge hvalen, hvad den tænkte om livets mening. Greta Thunberg var inde på det samme, da hun blev spurgt, hvad hvaler tænkte om menneskeheden. “Det afhænger af hvalen,” svarede hun. En hval er for hende ikke kun en art, men også et individ. Det er det, vi er ved at opdage. Vi hengiver os så ofte til spekulationer over eksistensen af en fremmed intelligens et sted ude i rummet. Men der bor en kosmisk civilisation iblandt os, her midt på planeten. Og det er på tide, vi opdager det.
Det er den tanke, den amerikanske klima-journalist Elizabeth Kolbert forfølger, da hun i et essay i The New Yorker beder en ChatGPT skrive en ny version af Moby Dick, denne gang set fra hvalens synspunkt. Det gør den kunstige intelligens prompte, og den slutter med en sætning, som ingen forfatter kunne have gjort bedre: “Jeg, den hvide Leviathan, kan kun spekulere over, om der vil komme en dag, hvor mennesket og hvalen kan forstå hinanden og sammen mødes i harmoni i et favntag midt i det umådelige hav.”
Ja, tænk, hvis vi kunne. Så ville vi i hvert fald blive klogere. Hvalen behøver det ikke. Den kender den balance i livet, vi har tabt og må genfinde.
Udleverer vi Paul Watson til de japanske myndigheder, bliver vi medskyldige i det styrtløb mod dumhedens afgrund, som er klimasammenbruddet og den sjette masseuddøen. Vi skader også os selv som borgere, som nation – og som art.
Paul Watson har altid vidst, at han ikke kunne føre denne kamp alene. Lad os slutte med at lytte til den stemme, som snart bliver tavs, hvis vi her i Danmark nægter at følge den opfordring fra over en million mennesker, der allerede med deres underskrift har bedt den danske regering om ikke at udlevere ham.
“Hvad vi har brug for nu er helte, millioner af dem. Følelser uden handling ødelægger sjælen,” skriver Watson.
Lad os sammen forhindre, at Paul Watson bliver udleveret for den livsnødvendige aktivisme, han har viet sit liv til. Og så kan vi alle sammen redde en lille stump af vores udsatte sjæle.
Underskrivere: Carsten Jensen, Maja Elverkilde, Kristina Stoltz, Ursula Andkjær Olsen, Gritt Uldall-Jessen, Alexandra Moltke Johansen, Charlotte Weitze, Signe Kierkegaard Cain, Maja Lucas, Silja Henderson, Shëkufe Heiberg, Johanne Mygind, Liz Jensen, Jens-André P. Herbener. Alle engageret i 'Forfattere Ser Grønt', der er en uafhængig gruppe af forfattere, der kæmper imod biodiversitets- og klimakrisen.
Bragt i forkortet version i Politiken, 13.9.2024