Hvornår bliver kvindelige præster præstinder?
Kvindelige præster stormer frem, men kvindefrigørelsen i kirken halter stadig bagud.
Der bliver flere og flere kvindelige præster. Ja, faktisk udgør de nu majoriteten af præster i folkekirken ifølge Kristeligt Dagblad (20.11.).
Det er et kvindehistorisk og humanistisk fremskridt, der vil noget. Det er en nyhed, der bør vække genlyd vidt omkring.
Se nemlig her:
I Det Gamle Testamente kan kvinden beskrives som ”bitrere end døden”, for ”hun er et fangegarn”. Dog ”han, som Gud finder god, undslipper hende” (Prædikeren 7,26).
I Det Nye Testamente skal kvinder ifølge Paulus ”tie stille i menighederne” og han nægter dem at ”optræde som lærer”. Desuden skal hun ”tildække” hovedet.
Ifølge kirkefaderen Tertullian er kvinden ”døren til Djævelen" og "porten til Helvede”. Ifølge kirkefaderen Klemens fra Alexandria ”bør enhver kvinde blive overvældet af skam ved tanken om, at hun er en kvinde”.
Ifølge de mandlige forfattere til Heksehammeren fra 1487 stammer ”alt hekseri” fra ”kødets lyst, som i kvinden er umættelig.” I øvrigt er hun ”en løgner af natur”.
I skyggen af alt dette – og mere af samme kirkeskuffe kunne let nævnes – kan det ikke undre, at det frem for alt var kvinder, der blev brændt og hængt som hekse fra 1400- til 1700-tallet.
Det kan heller ikke undre, at kvindelige præster har været forbudt i de første tusind år af den danske kirkes historie. Først i 1948 blev kvinder taget til nåde og fik ret til at være sognepræst i folkekirken.
I dag er alt forandret. Nu udgør de flertallet af den danske præstestand.
Den kristendom, der i bedste fald har haft et anstrengt forhold til kvinden, i værste fald frygtet og hadet hende, er nu ved at blive overtaget af hende. I alt fald i Danmark, for flere andre steder – især i den katolske kirke – er kvinder stadig forment adgang til præsteembedet. 2000 år efter kristendommens fødsel.
Som så ofte er det frænde, der er frænde værst.
Ifølge den kirkelige rundsav Sørine Gotfredsen er den voksende andel af kvindelige præster ”en potentiel katastrofe for folkekirke”. Hvorfor? Jo, fordi der dermed ”bliver lagt alt for meget vægt på omsorg, nærvær og næstekærlighed og for lidt på syndsbevidsthed og på alvoren i kristendommen” (Kristeligt Dagblad 20.11.).
Nej, der skulle nødig blive for meget af traditionelle kvindelige dyder som omsorg, nærvær og næstekærlighed i folkekirken, og det gør tv-præsten Sørine Gotfredsen da også sit til, at der ikke bliver.
For mange andre er det dog utvivlsomt et stort fremskridt i forhold til ældre kristendomsformers intolerance, dømmesyge og misogyni. For ikke at tale om mange mandlige præsters teologiske trakasserier.
De fleste kvindelige præster gør givetvis helt enkelt folkekirken til et kærligere og mere medmenneskeligt sted.
Der er dog stadig behov for fremskridt. Folkekirken har nemlig fortsat en rem af den gamle kristne kvindeundertrykkelse og seksualangst.
Den næste forandring, der står for døren, må være, at kvindelige præster står ved, at de er kvinder. Stolt og frank. Konkret bør de udskifte den besynderlige hybridtitel ”kvindelig præst” med den naturlige hunkønsform af præst, nemlig ”præstinde”.
Så er de ikke længere en skægløs udgave af en mandlig præst, men kvinder af frisk kød og blod.
Faktisk har jeg engang foreslået en kvindelig præst at kalde sig præstinde, men hun betakkede sig skyndsomt og voldsomt. Forklaringen er formentlig enkel nok.
Ordet præstinde bliver gerne forbundet med førkristne hellige kvinder, der igen ofte bliver associeret med sakral seksualitet. Engang var sex nemlig ikke nært forbundet med arvesynd og behalede djævle, men blev en del steder betragtet som højhellig.
F.eks. kunne den blive praktiseret af tempelprostituerede i Mesopotamien, Indien og Afrika og af konger og ypperstepræstinder i et helligt ægteskab i Mesopotamien. Desuden er rituelle orgier velkendte fra religionernes verden.
Blot at tænke den tanke højt, at det også engang kunne blive til virkelighed i folkekirken, vil de fleste nok opfatte som i bedste fald en vittighed, i værste fald som blasfemi. Men det er, fordi vi er børn af bl.a. en kristen kultur.
I andre kulturer har det været tillagt afgørende betydning for frugtbarheden og lykken.
Under alle omstændigheder kan det, der er tabu i dag, blive god latin i morgen. Det, der er en indlysende utænkelighed, kan blive en indlysende selvfølge. Det er fremkomsten af kvindelige præster i sig selv et admirabelt eksempel på.
I dag har vi allerede masser af kønne kvinder i folkekirken med knaldrøde læber og bugnende kavalergange.
Hvem ved, hvad folkekirken kan byde på om 100 år, når Sørine Gotfredsen, Katrine Winkel Holm og Co. er dead and gone?