Herbener.dk Jens-André P. Herbener

Sæt gang i det grønne folkeoprør nu

Der er brug for at blæse til fuld miljøaktivistisk mobilisering, hvis vi skal få vores folkevalgte politikere til at forstå, at tiden for systemforvaltning er ovre – og at den grønne omstillings nødvendige radikalitet fordrer et systemskifte.

Den 4. april 2022 kaldte FN’s generalsekretær, António Guterres, klimaindsatsen i mange lande for »et skammens kartotek, et katalog over tomme løfter, der anbringer os solidt på vej mod en ubeboelig verden«.

Den beskrivelse er nøjagtig lige så dækkende for den danske regerings klima- og naturpolitik. Og dens slet skjulte dobbeltspil.

I december måned sidste år underskrev Danmark sammen med 195 andre lande en FN-aftale om, at mindst 30 procent af Jordens land og hav skal være effektivt beskyttet i 2030.

Og ifølge det nye regeringsgrundlag fra samme tid skal der indføres en lov i Danmark, der skal »bidrage til EU’s biodiversitetsstrategi for 2030, som har som mål, at 30 procent af EU’s areal til lands og til havs skal være beskyttet natur«.

Der gik imidlertid kun kort tid, før regeringen løb fra sine løfter og nu erklærede, at det er urealistisk, at »vores lille areal skal nå så højt et mål«.

Som den tidligere S-regering har også den nye SVM-regering bedyret, at Danmark er og vil være et foregangsland, når det gælder klimatiltag.

Hvordan ser virkeligheden ud?

»Værre end vi troede«

1) I 2021 steg Danmarks udledning af drivhusgasser. Det var stik imod diverse løfter og på trods af, at FN’s klimapanel har understreget, at vores udledningskurver skal styrtdykke, så verdens udledning af drivhusgasser vil være halveret i 2030.

2) Allerede den 28. marts havde vi i Danmark opbrugt det, som vi kunne tillade os for hele 2023. Med vores levemåde er der kun naturressourcer nok til en befolkning på 1,4 millioner mennesker, men vi er knap seks millioner. Dermed befinder ’foregangslandet’ Danmark sig igen og igen i gruppen af klodens værste overforbrugere.

3) For nylig dumpede Klimarådet regeringens klimapolitik for tredje gang i træk. Regeringen har i sit nye finanslovsforslag kvitteret med at ville reducere bevillingen til Klimarådet med to tredjedele og dermed lemlæste dets virke.

Det skete kort tid efter, at FN’s klimapanel udgav sin vigtigste rapport i dette årti, der ifølge DMI’s klimachef viser, at klimakrisens konsekvenser »er værre end vi troede«, og at vi ikke er »på rette kurs mod at løse problemet. Vi er faktisk længere væk fra det, end vi nogensinde har været«.

Det skete kort tid efter, at FN’s generalsekretær proklamerede: »Vores verden har brug for klimahandling på alle fronter – hvad som helst, hvor som helst, det hele på én gang.«

Det skete kort tid efter, at EU’s klimachef advarede: »Hvis vi ikke sætter fart på – og jeg siger det her uden at overdrive – vil vores børn og børnebørn udkæmpe krige om vand og fødevarer.«

I dag er situationen i sin fulde gru den, at hvis Danmark er en bus fyldt med passagerer, er regeringen chaufføren, der kører os ud over afgrunden.

Illusorisk grøn vækst

Hvorfor forholder det sig sådan?

Fordi regeringen nægter at se i øjnene, hvor fundamentale transformationer af vores samfund, der skal til for at gøre det bæredygtigt. Som regeringsgrundlaget anfører, vil regeringen kombinere »den grønne omstilling og fortsat økonomisk vækst«, altså fremme »grøn vækst«.

Men som megen forskning viser, er der historisk ikke dokumentation for, at økonomisk vækst kan forenes med den radikale reduktion af dens belastning af Jordens klima og natur, der er nødvendig for at bremse klimakrisen og biodiversitetskrisen.

Og der er heller ikke noget, der tyder på, at det vil komme til at ske. Det skyldes, at det ikke blot er afbrændingen af fossile brændsler, der er problemet, men i høj grad også den økonomiske vækst, vores massekonsumerisme, enorme forbrug af råmaterialer og animalske fødevarer og den kolossale økonomiske ulighed i verden.

Derfor insisterer mange organisationer og eksperter på højeste internationale plan på, at det kun er et grønt systemskifte, der vil kunne stoppe de planetære kriser. Som for eksempel Inger Andersen, der er leder af FN’s Miljøprogram, sagde i 2022: »Kun en fuldstændig transformation af vores økonomier og samfund kan redde os fra at accelerere klimakatastrofen.«

Men danske regeringers politik bygger på en djævlepagt med erhvervslivet og det animalske landbrug, der sætter økonomisk vækst og profit over vores børns og andre arters overlevelse. Det har de vist igen og igen og igen. Og det fortsætter i 2023. På trods af, at vores nuværende kurs ifølge titusindvis af forskere og hundredvis af nobelpristagere kan ødelægge vores muligheder for en (leveværdig) fremtid på Jorden.

En essentiel forudsætning for at komme videre er en forståelse af, at vores politiske magthavere ikke kommer til at redde os. Før vi har forstået det, spilder vi ekstremt dyrebar tid. I årtier har et utal af eksperter, miljøorganisationer og aktivister fulgt de parlamentariske spilleregler og forsøgt at få dem til at foretage det livsnødvendige kursskifte. Men forgæves.

Rationelle argumenter rækker ikke

Hovedårsagen til miseren er, at erhvervslivet og det animalske landbrug – og deres velbetalte marionetdukker i Folketinget – har store økonomiske interesser i at opretholde status quo. Og som mange historiske fortilfælde viser, er rationelle argumenter ikke nok til at overtale de privilegerede til at afstå fra deres privilegier. Der skal skrappere midler til.

Som en af miljøaktivismens godfathers, amerikaneren Edward Abbey (1927-1989), engang bemærkede: »En patriot må altid være klar til at forsvare sit land mod sin regering.« Det er dér, hvor alle vi, der elsker vores land, børn og naturen højere end mammons gud, befinder os i dag.

En nøgleerkendelse er, at de almindelige parlamentariske metoder og den hidtidige miljøaktivisme har spillet fallit. Årtiers arbejde ad disse spor har ikke været nok til at igangsætte den grundlæggende samfundstransformation, der er livsnødvendig. Og nu kan vi ikke vente længere uden at spille russisk roulette med vores alles overlevelse.

Konklusionen er, at vi ikke skal forvente et politisk og samfundsmæssigt systemskifte, før vi har foretaget et miljøaktivistisk systemskifte. Kernen i det bør være et grønt folkeoprør. Det skal være ikkevoldeligt, men det skal presse de politiske magthavere til forhandlingsbordet eller til at gå af til fordel for nogle, der sætter liv før profit og karriere. Mere konkret:

Civil ulydighed og strejker

1) Danmarks grønne og humanitære organisationer gør hver især et stort og vigtigt arbejde. Men det er ikke nok. De bør opgive deres forsigtighedens politik og indgå en koalition om et strategisk-aktivistisk samarbejde om klima- og naturmæssige kernemål, så miljøkampen sættes op i gear. Tror de selv på de kæmpekatastrofer, de jævnligt advarer om, giver det ikke mening at fortsætte en linje, der i årtier har vist sig at være utilstrækkelig.

2) Erhvervsgrupper, der spiller en væsentlig rolle i samfundet, bør nedlægge arbejdet. Lukker for eksempel Danmarks vuggestuer, børnehaver og skoler, er regeringen tvunget til at reagere. Og gør den det ikke på passende vis, kan andre erhvervsgrupper slutte sig til de strejkende. Og det kan ultimativt ende i en generalstrejke.

3) Der bør i henhold til straffelovens §14 om nødret iværksættes kæmpedemonstrationer, økonomiske boykotter, fysiske blokader og mange former for civil ulydighed. Afgørende er, at nøgledele af samfundet sættes i stå. Ellers virker aktivismen ikke. Ellers vil regeringen omkostningsfrit kunne fortsætte med at ignorere den.

Pointen er, at folk skal lære deres magt at kende. Som den britiske forfatter Tim Gee har påpeget, »har ingen regering i historie og nutid kunnet overleve, hvis nok folk organiserede sig effektivt imod den.« Eller som Gandhi udtrykte det: »Selv de mest magtfulde kan ikke regere uden de regeredes samarbejde.«

Det grønne folkeoprørs mål bør være, at der fremover føres en politik, der kompromisløst følger videnskaben om klima og biodiversitet i stedet for i dag, hvor et hovedmål er at forøge de økonomiske magtmastodonters profitter.

Igangsættelsen af systemskiftet kan kun gå for langsomt.

Som FN’s generalsekretær sagde tidligere i år, har vi i 2023 brug for intet mindre end et »kvantespring i klimahandling (…) Det er nødt til at være et år, hvor vores klimahandling bliver en gamechanger. Vi har brug for afbrydelser for at afslutte ødelæggelsen. Ikke flere bittesmå skridt. Ikke flere undskyldninger.«

Vi opfordrer alle til at deltage i demonstrationen Befri Jorden på Christiansborg Slotsplads den 28. april kl. 14.

UNDERSKRIVERE

Kunstnere ser grønt:

Karin Lorentzen

Signe Vad

Pia Fonnesbech

Tina Uhrskov

Dansere ser grønt:

Linh Le

Tanya Montan Rydell

Katinka Lund Wissing

Tora Balslev

Peter Vadim

Forfattere ser grønt:

Kristina Stoltz

Maja Elverkilde

Gritt Uldall-Jessen

Carsten Jensen

Alexandra Moltke Johansen

Ursula Andkjær Olsen

Morten Søndergaard

Silja Henderson

Maja Lucas

Shëkufe Heiberg

Klima-/naturaktivistiske forfattere, kunstnere m.m. i øvrigt:

Charlotte Weitze

Lana Hansen

Gurli Marie Kløvedal

Abelone Koppel

Marie Vibe

Daniel Boysen

Joanna Marie Nielsen

Stine Bork

Mette Garfield

Katrine Grünfeld

Henriette Rostrup

Ida Monrad Graunbøl

René Karpantschof

Tina Sakura

Niels-Simon Larsen

Max Madsen

Jens-André P. Herbener

Klima- og biodiversitetskrisen kræver en radikal transformation af landbruget nu

”Vi taler om intet mindre end en global revolution af landbruget … eller også æder vi vores planet op. Det er det, der er på menuen i dag.”

Ordene stammer fra den svenske topforsker i miljøvidenskab Johan Rockström og peger på det faktum, at vores fødevaresystem er blandt de sektorer i verdens samfund, der belaster klimaet og biodiversiteten allermest. Af samme grund kræver efterhånden et hav af eksperter og grønne organisationer gennemgribende ændringer af det.

Folketingsvalget nærmer sig med hastige skridt, og det er bydende nødvendigt, at politikerne forholder sig til videnskaben. I det følgende gennemgår vi de væsentligste årsager til, at vores landbrug ikke er bæredygtigt, og vigtige forslag til, hvordan vi kan ændre det.

Problemet i Danmark

1) Danmark er det land i Europa, der har mindst vild natur. Ifølge Danmarks Naturfredningsforening ”er vi suveræn bundskraber i EU”, når det kommer til beskyttet natur.

2) I Danmark lægger landbruget beslag på hele 61 procent af landets areal, hvilket er den højeste andel i Europa.

3) I Danmark kommer 31 procent af landets udledning af drivhusgasser fra landbruget. Heraf udgør fremstillingen af animalske fødevarer 89 procent.

4) Danmark er det land på kloden, som producerer flest kilo kød pr. indbygger (nemlig 330 kg).

5) I Danmark bruges 80 procent af landbrugsarealet til at dyrke foder til landbrugsdyr, mens kun 11 procent bruges til at dyrke mad direkte til mennesker. Men de 80 procent er ikke nok. Derfor importerer Danmark hvert år 1,7 millioner ton sojaskrå, heraf langt størstedelen fra Sydamerika, hvor dyrkningen af soja er medskyldig i store rydninger af bl.a. regnskov og udledning af store mængder drivhusgasser.

6) En del af den kvælstofgødning, landbruget anvender, udvaskes til vandmiljøet og skaber iltsvind i fjorde og havet til skade for naturlivet.

Problemet globalt

1) Landbruget optager 37 procent af landjordens isfri areal. Det svarer til et område på størrelse med Sydamerika og Afrika tilsammen.

2) Landbruget er årsag til 80 procent af skovrydningen i verden.

3) Landbrugets ødelæggelse / forringelse af vild natur til fordel for land til afgrøder og græsning er den vigtigste årsag til biodiversitetskrisen. Det er ansvarligt for 80 procent af massetilbagegangen for Jordens arter.

4) Vores fødevaresystem er ansvarligt for 34 procent af udledningen af drivhusgasser i verden.

5) Landbruget lægger beslag på 70 procent af det ferskvand, vi bruger.

6) Landbrugets brug af husdyrgødning, kunstgødning, pesticider m.m. er blandt de vigtigste årsager til forureningen af jord, grundvand, vandløb, søer og havet.

7) Mindst en tredjedel af de fødevarer, der produceres verden over, når aldrig de maver, de er bestemt for. De spildte fødevarer er årligt ansvarlige for ca. 10 procent af verdens udledninger af drivhusgasser.

8) I fødevaresystemet er det animalske fødevarer, der er langt den mest pladskrævende, klimabelastende og biodiversitetsødelæggende del. De står for 57 procent af landbrugets udledning af drivhusgasser, mens plantebaserede fødevarer nøjes med 29 procent.

Kvæg er den største synder. Som påpeget af professor Katherine Richardson medfører produktionen af 100 gram protein fra oksekød en udledning af det, der gennemsnitligt svarer til ca. 50 kilo CO2. I sammenligning medfører produktionen af 100 gram planteprotein en udledning af det, der gennemsnitligt svarer til ca. 1 kilo CO2.

Samlet optager fremstillingen af animalske fødevarer 83 procent af Jordens landbrugsland, hvilket arealmæssigt svarer til hele Nord- og Sydamerika. Men de leverer kun 18 procent af vores kalorier og 37 procent af vores proteiner.

National Geographic har beskrevet det kolossale spild, som produktionen af animalske fødevarer medfører: ”For hver 100 kalorier fra korn, som vi fodrer dyr med, får vi kun ca. 40 nye kalorier i mælk, 22 kalorier i æg, 12 kalorier i kyllingekød, 10 kalorier i grisekød eller 3 kalorier i oksekød.”

Landbrugsdyr kræver altså langt mere føde, end de producerer. Sammenlignet med en plantebaseret kost repræsenterer de en meget ineffektiv udnyttelse af jorden.

Og fremtiden?

Hvis væksten i verdensbefolkningen – og særligt i middelklassen med sit høje forbrug af animalske fødevarer – fortsætter en rum tid endnu, risikerer fødevaresystemet i 2050 at skulle producere 70 procent mere føde, frembringe 68 procent flere animalske fødevarer, udlede op til 87 procent mere drivhusgas og lægge beslag på 50 procent mere landjord end i dag.

Med andre ord: Det globale fødevaresystem er allerede ikke-bæredygtigt. Og en opskalering af det i dets nuværende form for at brødføde 2-3 milliarder flere mennesker i løbet af det 21. århundrede vil være radikalt ikke-bæredygtigt. Ifølge FNs Global Sustainable Development Report (2019) vil det være ”fuldstændigt uforeneligt” med Parisaftalens mål om at begrænse den globale opvarmning til helst 1,5 grad over førindustrielle niveauer, mange af FNs 17 Verdensmål og dermed også med at løse klimakrisen og biodiversitetskrisen.

Så stor betydning har altså alene fødevaresystemet for den samlede bæredygtighed på kloden.

De forhold, som milliarder af dyr lever under på industrilandbrug, står i skærende kontrast til deres naturlige adfærdsmønstre. Moderne videnskab har hinsides enhver rimelig tvivl vist, at de er bevidste, følende, sociale og intelligente væsner med evne til at problemløse, opleve glæde, sorg, smerte, omsorg, stress og med en stærk tilknytningsadfærd. Og derfor resulterer deres leveforhold hyppigt i store lidelser.

Konklusionen på det hele er ifølge talrige eksperter og grønne organisationer, at vi er nødt til at lave en radikal transformation af verdens fødevaresystem, og den skal i gang nu.

Vejen fremad

Blandt væsentlige forskningsbaserede løsninger skal fremhæves: A) En udbredelse af regenerativt landbrug. B) En 70-90 procent reduktion af kødforbruget pr. person i i-lande til fordel for en langt mere plantebaseret kost. C) En nedlukning af den industrielle dyreproduktion. D) En halvering af vores madspild. Det vil samlet have store fordele, bl.a.:

1) Det vil afgørende reducere udledningen af drivhusgasser.

2) Det vil frigive store arealer landjord verden over. Det er essentielt, for vi behøver i den grad den frigivne plads: Dels til langt mere vild natur, der vil bidrage afgørende til at løse biodiversitetskrisen ved at give plads til truede arter og til klimakrisen ved øget lagring af CO2 i f.eks. skove. Dels til at brødføde de ca. 2-3 milliarder flere mennesker, der vil komme i løbet af dette århundrede.

3) Det vil for de fleste medføre en sundere kost. En overvejende plantebaseret kost er nemlig også sund kost.

​4) Det vil årligt spare mange milliarder landbrugsdyr for lidelser. Den industrielle dyreproduktion behandler nemlig oftest dyr som produktionsenheder frem for som de bevidste, følende individer, de er. I stedet bør vi vende tilbage til mindre gårde med så små besætninger, at der er god plads til, at dyrene kan udleve deres artsspecifikke adfærd.

5) Det vil stoppe landbrugets overforbrug af ferskvand og andre ressourcer og markant nedbringe forureningen af grundvand, vandløb, floder, søer og hav.

I betragtning af, hvad der er på spil, hvis vi ikke foretager en radikal transformation af fødevaresystemet – nemlig en mere og mere ubeboelig planet – er spørgsmålet vel kun: Hvad venter vi på?

Eller som professor i agroøkologi Jørgen E. Olesen har pointeret:

”En grundlæggende omlægning af landbruget er helt afgørende … Jeg kan godt forstå, hvis man bliver forpustet af at høre om alle de ændringer, der skal laves, og at de skal laves lige nu. Men hvis vi skal nå de mål, vi har for verden, er vi nødt til at sprinte.”

De vigtigste kilder

Fra foder til føde: En bæredygtig vision for dansk landbrug (2020).

Danmarks Naturfredningsforenings klimaplan for landbruget frem mod 2030 (2021).

Global Sustainable Development Report (2019).

Katherine Richardson, Hvordan skaber vi bæredygtig udvikling for alle? (2020).

Food in the Anthropocene: the EAT–Lancet Commission on healthy diets from sustainable food systems (2019).

Regenerative Agriculture in Europe (2022).

Omvælt verden!

Af Jens-André Herbener, Ursula Andkjær Olsen, Gritt Uldall-Jessen, Katrine Grünfeld, Signe Kierkegaard Cain, Viktor Tjerneld, Marie Bjørn, Christina Hesselholdt, Pablo Llambías, Jacob Skyggebjerg, Kristina Stoltz, Silja Henderson, Alexandra Moltke Johansen, Helene Johanne Christensen, Shëkufe Heiberg, Carsten Jensen, Liz Jensen og Maja Lucas.

Intet tyder på, at det forestående folketingsvalg vil blive den livsnødvendige gamechanger, vores jord har brug for. Vores magthavere har haft 30 år til at bremse de planetære kriser, men vi er i dag tættere på apokalypsen end nogensinde før. Chokket over klimakatastrofen er for længst overstået, og de gamle benægtere har fundet nye sange at synge. Dermed er der kun én mulighed tilbage: Et folkeoprør, hvor vi samles på gaderne, nedlægger arbejdet og sætter samfundet i stå. For at presse politikerne til at foretage det grønne systemskifte, verden skriger efter – eller til at gå af, så andre kan gøre det.

Alligevel finder vi stadig trøst i den daglige fornægtelse: Vi stopper ikke op og mærker efter, for vi skal i Brugsen. Vi stopper ikke op og mærker efter, for vi skal hjem. Vi stopper ikke op og mærker efter, for vi skal på arbejde. Vi stopper ikke op og mærker efter, for vi er for trætte. Vi stopper ikke op og mærker efter, for det nytter alligevel ikke noget. Vi stopper ikke op og mærker efter, det gør urealistiske klimatosser. Vi stopper ikke op og mærker efter, det gør overbeskyttede jubelpessimister.

Vreden kommer tidligt og bliver længe
Klimasorgens faser optræder ikke i en bestemt rækkefølge. Men vreden kommer tidligt og bliver længe. Vi står i vand til halsen og skal til at finde vores svømmehud frem igen og udvikle gæller. Vi ser på valgplakaterne, og det eneste, vi kan tænke på, er, hvor meget de har kostet i CO2-aftryk.  Vi tæller de forsvundne og truede dyrearter, men vi har ikke længere tal på, hvor mange det drejer sig om. Vi ser en tegning af den ”glade” gris – en gris med bowlerhat, uden for slagteren, ved pølsevognen og på dyretransporter. Grisen på tegningen signalerer, at den selv gerne vil slagtes. Men grisen vil ikke dø. Den ønsker at leve.

Der kommer et tidspunkt i ethvert menneskes liv, hvor hun må konfronteres med sin posttraumatiske stress over selve menneskets eksistens, menneskets oplevelse af egen verdensomvæltende vigtighed, for imens menneskets selvskabte drama kværner på Christiansborg, er træerne der jo bare. Imens bølger havet over sine bredder, fuglene lyder som gammel kærlighed, valmuer nikker ind i den tørre nat, og amøben går amok i petriskålen, det er på det tidspunkt, hun bliver til en stemme, en stemme, der kun vil bruges i valget af grønt.

Sorg elsker i al hemmelighed at gøre et godt køb

De siger: Vi skal flyve mindre, men det er nødvendigt at eksportere, importere, holde møder i Hong Kong. Vi skal spise mindre kød, men landbruget skal overleve. Vi skal udlede mindre CO2, men vi skal producere cement. Det råber de, højere og højere, mens havet stiger, så deres løftede pegefingre til sidst står under vand.

Vi tænker på den nuværende og den fremtidige verden, og vi kalder dens virkning på os depression. Når vi stopper op og mærker efter, mærker vi, at vi ikke kan lide at stoppe op og mærke efter. Fordi det gør så ondt at stoppe op og mærke efter. Når vi stopper op og mærker efter, mærker vi sorgen under alting. Når vi stopper op og mærker efter, får vi lyst til at skrige.

Engang vil vi, nogen, den kommende menneskehed, sidde i den nedbrændte, oversvømmede verden og læse beskrivelser af kyststrækninger, kigge på fotos af skove. Uden for vinduet er der ingenting. Kun himlen synes uforandret, solen kommer og går som førhen. På det bagtæppe løber tændstikmennesket rundt og fører tændstikhandlinger ud i livet, ligegyldige og meningsløse, mens liv forsvinder. Bølgerne slår stadig voldsommere mod huset.

Fuglesang er der ingen af. Byerne er udbombede ruinhobe. Flygtningestrømme fylder vejene, imod strømmen kommer en kilometerlang militærkolonne, der er kroppe forude at kvase.

Mon vi er de eneste, der er ved at blive kvalt? De eneste, der drømmer om en iltrig biosfære, hvor Jordens millioner af andre arter har masser af plads at boltre sig på? Hvor mennesker ikke behandler andre livsformer, som nazisterne behandlede jøderne og kommunisterne? Hvor det herskende Menschheit über alles-hovmod er blevet afløst af en dyb forbundethed med den slørhat, sneugle og søanemone, der er vor egen familie?

Klimasorgens paradoksale venlighed
Men ingen følelse varer ved. Klimasorgens paradoksale venlighed ligger i erkendelsen af, at ingen følelse er permanent. I den ligger en accept af kendsgerningerne og af de nye cyklusser, der ligger bagved. Vores håbløshed findes i det sandsynlige, mit håb i det usandsynlige. Tænk, hvor smukt det kunne være at leve i en tid, hvor det ikke gør så ondt at stoppe op og mærke efter.

Når vi stopper op og mærker efter, får vi lyst til at mærke nærheden fra træerne, blive smittet af deres overlegne ligegyldighed over for civilisationens ulykke, stjæle lidt af deres mod. Når vi stopper op og mærker efter, mærker vi euforien i tragediernes tid: Det er tid til at slås, comrades, det bliver en fryd at bekæmpe majoritetens fortrængte pis. 

Håbets metode
I det forsøg vil der måske komme en mere håbefuld tid. Hvis ikke for os, så for andre. Og deri ligger meningen. Nu, med kniven for struben, begynder vi at indse, at vi skal gøre plads til andre arter, hvis vi selv vil overleve. Vi skal give tilbage, lade blomsterne og bierne generobre noget af alt det land, vi optager. Hvis vi skal gøre os forhåbning om leve videre, må vi give plads til de andre arter. Vi må gentænke vores egen plads i verden i samspil med alt andet levende. Vi må udviske skellet mellem menneskelige subjekter og naturens objekter og lade planterne og dyrene komme til orde.

De hvide gedekid i folden. Kålen som fra det ydre rum, løgene i laden. Det kolde korn mellem fingrene, kartoflerne i nettene, tomaterne, mynten, de blå stjernehober over græsset. Uglen og dens kald i natten, en voldsom måne på himlen. Når angsten holder hende vågen, når hun ligger og forestiller sig atomkrigen, så æder hjortene cikorien, så jager uglen, så føder jorden knoldene, så føder jorden hovederne, stænglerne, giver liv til frøene, der med en voldsom kraft forgrener sig i den lerede jord.

I stedet for at opføre en monolog for verden kunne vi begynde en samtale. Begynde at tro på, at vi har noget at lære af vores omverden. At lytte er at give plads, det er en aktiv handling, der fører empati og ny viden med sig.

VI-VI, siger vi som fugle
Vi er klar. Vi er klar til at se det, som kan synes en udfordring, som en spændende forandring. Vi er klar til at tage et ansvar, også for det som ikke er os selv. Vi er klar til at indse, at alt ikke kun handler om den enkelte person, os og vores nærmeste. Vi er klar til at åbne os overfor alternative løsninger. Vi er klar til at give afkald.

Vi er alle gjort af samme stof. Vi er gjort af de samme molekyler, atomer og grundstoffer. Vi indeholder mange af de samme bakterier, og vi udveksler mikroorganismer med alle mulige væsner. Vi er porøse.

Vi er fugletællere og solcellemontører, vi er det der fortsætter med dig, vi er dem der vogter skoven og kysser vådområderne; vi er svampe, vi er råd, vi er verdensfortællere, vi er det der bliver fortalt, vi er en sang du kender. VI-VI siger vi som fugle.  VI-VI, siger vi. Vi er det der strømmer i floden, det der lytter i løvet og vågner. Vi er fremtidens regndans, en vuggevise, et blødt våben bare fødder. Vi er jer.

Vi må tro på begyndelsen af en ny æra, én, hvor vi slipper trangen til kontrol og lader naturen folde sig ud:

Én, hvor vi går i dialog, hvor vi siger hej træ, hej svamp, hej gople.

Én - hvor vi ikke tænker: hvad kan I gøre for os, men oprigtigt spørger: hvad kan vi gøre for jer?

Er en grøn-humanitær alliance mulig i Danmark?

Baggrunden for mødet i dag er den for alle deltagere velkendte: En global klimakrise og biodiversitetskrise, der i stigende grad truer de basale livsbetingelser på Jorden. Både for mennesker og utallige andre arter.

Allerede i 2011 udtalte FNs daværende generalsekretær Ban Ki-moon, at den økonomiske vækst og forbrugerisme ”er en global selvmordpagt”.

I 2018 advarede FNs nuværende generalsekretær António Guterres:

”Hvis ikke vi ændrer kurs i 2020, risikerer vi, at vi ikke kan undgå, at klimaforandringerne løber løbsk med katastrofale konsekvenser for folk og alle de natursystemer, der opretholder os.”

I 2019 udgav FNs biodiversitetspanel en statusrapport, der pointerede, at ”omkring en million dyre- og plantearter nu er truet af udryddelse, mange inden for årtier, flere end nogensinde før i menneskehedens historie.”

I 2020 erklærede over 11.000 forskere fra 153 lande, at vores samfundskurs risikerer at ”forårsage alvorlige sammenbrud i økosystemer, samfund og økonomier og potentielt dermed gøre store områder af Jorden ubeboelige.”

Ifølge et stort forskerhold i 2021 ”er omfanget af trusler mod biosfæren og alle dens livsformer – menneskeheden inklusive – faktisk så stor, at det er vanskeligt at begribe selv for velinformerede eksperter.”

Sådan kunne man blive ved.

En væsentlig pointe er her, at den globale klimakrise og biodiversitetskrise hænger sammen.

Ikke blot er vi mennesker årsag til dem begge. Kriserne forstærker gensidigt også hinanden, og det samme gør i væsentlige henseender løsningerne på dem. F.eks. gavner store arealer med beskyttet natur både biodiversiteten og klimaet.

Tidligere har der været en udtalt tendens til at give klimakrisen højere prioritet end biodiversitetskrisen og behandle de to kriser hver for sig. Men det er i de senere år begyndt at vende.

Udviklingen nåede en foreløbig kulmination, da FNs klimapanel og biodiversitetspanel sidste år udgav en fælles rapport om, hvordan man bedst kan stoppe de to kriser. Rapportens konklusion var entydig:

”Ingen af dem vil kunne løses på succesfuld måde, medmindre de takles sammen.”

Den erkendelse ligger også til grund for, at vi har inviteret grønne og humanitære aktører til et møde om både klima- og biodiversitetskrisen i dag. Vi er alle i samme båd.

Vi har ikke inviteret erhvervsorganisationer og virksomheder. Det skyldes ikke blot, at antallet af deltagere så ville kunne svulme voldsomt op, men også at vi ønsker en diskussion om, hvad klimaet og naturen kræver uafhængigt af økonomiske interesser.

Vi vil således gerne have en samtale om faglige mål for at løse klima- og biodiversitetskrisen, der ikke allerede i udgangspunktet skal konkurrere med, tilpasses eller sågar underlægges økonomiske interesser.

Vi er så vant til, at klimaet og naturen underlægges økonomien. De to kriser peger glasklart på, at det er på høje tid, at økonomien underlægges klimaet og naturen.

Konkret ønsker vi at indlede en drøftelse om mulighederne for at indlede et strategisk samarbejde mellem så mange grønne og humanitære aktører i Danmark som muligt.

Med strategisk samarbejde tænker vi på et samarbejde mellem selvstændige organisationer, foreninger og bevægelser om at fremme nogle kernemål inden for klima og biodiversitet.

Samarbejdet skal altså ikke erstatte de eksisterende selvstændige organisationer, foreninger og bevægelser og deres vanlige aktiviteter.

Det skal derimod være et tillæg til dem.

Vi er overbeviste om, at et strategisk samarbejde mellem en række grønne og humanitære aktører i Danmark vil kunne få større indflydelse på de politiske magthavere og mobilisere flere mennesker, end aktørerne kan hver for sig eller i mindre alliancer.

Skulle det lykkedes at igangsætte et sådant samarbejde, er det i princippet kun fantasien, der sætter grænser. Man kan gå sammen om at lave f.eks. borgerforslag, helsidesannoncer i aviser og fredelige landsdækkende demonstrationer.

En af vores egne kongstanker er at lave danmarkshistoriens største demonstration, som et stort antal grønne og humanitære organisationer står bag, og som et historisk stort antal danskere derfor vil deltage i.

Målet er i alle tilfælde at sætte kampen for klimaet og biodiversiteten op i gear og gøre den til en folkesag. Ja, helst at forvandle den til en uomgængelig folkebevægelse, så de politiske magthavere er nødt til at følge trop.

Det kræver, at de mange forskellige aktører har fokus på deres fællesmængder frem for de forskelle, der også er mellem dem.

Hvis enighed om alt er kravet eller succeskriteriet, er et større samarbejde på forhånd umuliggjort. Efter vores vurdering er fællesmængderne langt større end forskellene, og det bør kunne udnyttes i langt højere grad end hidtil.

Hvad angår samarbejdets form, kan man forestille sig forskellige modeller.

Én model kan være et grønt-humanitært netværk med en mailliste, hvor de enkelte parter kontakter hinanden med forslag til fælles tiltag, når de har et.

En anden model kan være et mere fasttømret samarbejde, f.eks. i form af en grøn-humanitær alliance eller koalition med hjemmeside og programerklæring, og hvor parterne mødes fire gange om året, diskuterer forslag og lægger planer for fælles tiltag.

I alle tilfælde bør samarbejdets parter naturligvis kunne tilslutte sig et tiltag, når de er enige i det, og afstå fra det, når de ikke er det.

Endelig kan man også forestille sig et samarbejde, der rækker videre endnu. Og spørgsmålet er, om tiden ikke kræver det?

I 2018 offentliggjorde FNs klimapanel en rapport, der tilskyndede til omgående at iværksætte et systemskifte i verdens samfund:

”At begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader celsius vil kræve hastige og vidtrækkende omstillinger uden fortilfælde af enhver side af samfundet.”

I 2019 udgav FNs biodiversitetspanel en statusrapport om verdens natur. I den forbindelse opfordrede panelets formand til ”grundlæggende forandringer” af verdens samfund i form af en ”fundamental og gennemgribende reorganisation på tværs af teknologiske, økonomiske og sociale forhold, inklusiv paradigmer, mål og værdier.”

Pointen med at fremhæve dette er, at mange af verdens førende forskere er enige om, at det kun er et grønt systemskifte i vores samfund, økonomier, verdensopfattelser og værdier, der er tilstrækkeligt til at løse de to største kriser i dag. Og dermed sikre, at Jordens livsformer kan overleve og trives, menneskene inklusive.

Af samme grund mener vi, at et grønt systemskifte bør være et stort og strategisk samarbejdes endemål.

Nogle af jer arbejder allerede på det. Andre har mere fokus på at afhjælpe igangværende katastrofer, stoppe overgreb og generelt arbejde med løsninger på problemer her og nu.

Det ene udelukker naturligvis ikke det andet, tværtimod. At arbejde både på den korte og lange bane er helt centralt.

Selv mener vi, at en af hovednøglerne til en bæredygtig planet er en mere lige fordeling af Jordens goder: Dels mellem mennesker i dag, dels mellem mennesker i dag og fremtiden, og dels mellem mennesker og andre arter.

Vi ønsker med andre ord både social og økologisk retfærdighed.

Skal vi komme med et ultrakort bud på et grønt systemskifte, ser vi ingen anden sikker vej frem, end at vi mennesker – frem for alt os rige – indskrænker vores dominans over Jorden og stopper vores overforbrug af dens goder.

Systemskiftet kan bl.a. omfatte:

- en afsættelse af 30-50 procent af Jordens areal til vild natur

- en langt mindre industriel dyreproduktion og en langt mere plantebaseret kost

- en udskiftning af fossile brændsler med ikke-fossile energiformer

- en udskiftning af vores vækstøkonomi med først en modvækstøkonomi og sidenhen en ligevægtsøkonomi

- et stop for de riges hyperkonsumerisme, en mere retfærdig fordeling af Jordens goder og en reduktion af den økonomiske ulighed

- en redefinition af det gode liv

- en uddannelse til alle og en styrkelse af ligestilling og menneskerettigheder verden over 

- en grøn reformation af vores uddannelser med bl.a. et nyt obligatorisk fag om klima, natur og bæredygtighed i folkeskolen og gymnasiet.­

Det er naturligvis – fagligt og samarbejdsmæssigt – en langt mere krævende og minefyldt opgave at formulere et fælles forslag til et grønt systemskifte.

Men når det er det, der er livsnødvendigt i dag, er det efter vores opfattelse i det allermindste en alvorlig overvejelse værd.

Måske man som en del af et nyt og bredt samarbejde kan nedsætte en arbejdsgruppe, der har til opgave at tænke både visionært og jordnært og komme med et bud på et sådant systemskifte, altså på hvordan vores planet igen kan blive bæredygtig for både mennesker og dens myriader af andre livsformer.

Nå. Det her er blot en præsentation af nogle af vores egne overvejelser og forslag. Vi er ikke i tvivl om, at mange af jer allerede arbejder med lignende ideer. Nogle af jer arbejder også allerede sammen.

Det er godt. Men det er ikke nok, må vi se i øjnene. Forandringerne går alt for langsomt. Vi bliver nødt til at gøre noget andet og mere end hidtil. Og det haster.

Det skylder vi Jordens børn og unge. Det skylder vi verdens nødstedte og fattige. Og det skylder vi planetens millioner af andre arter.

Og hvis tiden til at eskalere indsatsen, gå nye veje og prøve noget andet ikke er nu, hvornår så?

Når vi ikke længere kan undgå kaskader af selvforstærkende klimakatastrofer med omfattende lidelser til følge?

Når vi har udryddet den million dyre- og plantearter, der i dag er truet af udryddelse?

Er det ikke nok, at vi allerede har igangsat en masseuddøen, der er den største i hele 65 millioner år?

Hvad venter vi egentlig på?

Flere og flere erklærer, at Jorden befinder sig i en nødstilstand – FNs generalsekretær, forskere, miljøorganisationer osv.

Men langt vigtigere er det naturligvis at handle i overensstemmelse med, at Jorden befinder sig i en nødstilstand.

Imidlertid gør vores politiske magthavere fortsat alt for lidt. På trods af årtiers advarsler om konsekvenserne af vores samfundskurs og på trods af titusindvis af forskeres appeller om at ændre status quo.

Vi mener, at Danmarks grønne og humanitære organisationer, foreninger og bevægelser har pligt til at gå forrest og sætte en ny dagsorden, ja, potentialet til at blive fødselshjælpere for en ny samfundsmodel.

Men vi er nødt til at gå sammen i stor stil for at kunne igangsætte forandringer i stor stil. Og her har vi brug for både de unges klarsynede kampgejst og de etablerede organisationers og foreningers enorme viden.

Begge dele – er vi overbeviste om – skal til for at skabe et afgørende momentum i befolkningen og blandt politikerne.

Men alt skal som bekendt starte et sted. 

Ifølge den afdøde amerikanske systemteoretiker Buckminster Fuller er det vigtigste, når man vil ændre noget, at bygge ”en ny model, der gør den eksisterende model overflødig.”

Spørgsmålene er vel her:

Hvad bør Danmark gøre for at bidrage mest muligt til at stoppe klimakrisen og biodiversitetskrisen?

Og er det muligt og ønskeligt at indlede et stort grønt-humanitært samarbejde om det?

Tak for at I ville lytte.

På vegne af Grøn Alliance:

Gritt Uldall-Jessen

Morten Lambertsen

Morten Steiniche

Jens-André P. Herbener