Er en grøn-humanitær alliance mulig i Danmark?
Baggrunden for mødet i dag er den for alle deltagere velkendte: En global klimakrise og biodiversitetskrise, der i stigende grad truer de basale livsbetingelser på Jorden. Både for mennesker og utallige andre arter.
Allerede i 2011 udtalte FNs daværende generalsekretær Ban Ki-moon, at den økonomiske vækst og forbrugerisme ”er en global selvmordpagt”.
I 2018 advarede FNs nuværende generalsekretær António Guterres:
”Hvis ikke vi ændrer kurs i 2020, risikerer vi, at vi ikke kan undgå, at klimaforandringerne løber løbsk med katastrofale konsekvenser for folk og alle de natursystemer, der opretholder os.”
I 2019 udgav FNs biodiversitetspanel en statusrapport, der pointerede, at ”omkring en million dyre- og plantearter nu er truet af udryddelse, mange inden for årtier, flere end nogensinde før i menneskehedens historie.”
I 2020 erklærede over 11.000 forskere fra 153 lande, at vores samfundskurs risikerer at ”forårsage alvorlige sammenbrud i økosystemer, samfund og økonomier og potentielt dermed gøre store områder af Jorden ubeboelige.”
Ifølge et stort forskerhold i 2021 ”er omfanget af trusler mod biosfæren og alle dens livsformer – menneskeheden inklusive – faktisk så stor, at det er vanskeligt at begribe selv for velinformerede eksperter.”
Sådan kunne man blive ved.
En væsentlig pointe er her, at den globale klimakrise og biodiversitetskrise hænger sammen.
Ikke blot er vi mennesker årsag til dem begge. Kriserne forstærker gensidigt også hinanden, og det samme gør i væsentlige henseender løsningerne på dem. F.eks. gavner store arealer med beskyttet natur både biodiversiteten og klimaet.
Tidligere har der været en udtalt tendens til at give klimakrisen højere prioritet end biodiversitetskrisen og behandle de to kriser hver for sig. Men det er i de senere år begyndt at vende.
Udviklingen nåede en foreløbig kulmination, da FNs klimapanel og biodiversitetspanel sidste år udgav en fælles rapport om, hvordan man bedst kan stoppe de to kriser. Rapportens konklusion var entydig:
”Ingen af dem vil kunne løses på succesfuld måde, medmindre de takles sammen.”
Den erkendelse ligger også til grund for, at vi har inviteret grønne og humanitære aktører til et møde om både klima- og biodiversitetskrisen i dag. Vi er alle i samme båd.
Vi har ikke inviteret erhvervsorganisationer og virksomheder. Det skyldes ikke blot, at antallet af deltagere så ville kunne svulme voldsomt op, men også at vi ønsker en diskussion om, hvad klimaet og naturen kræver uafhængigt af økonomiske interesser.
Vi vil således gerne have en samtale om faglige mål for at løse klima- og biodiversitetskrisen, der ikke allerede i udgangspunktet skal konkurrere med, tilpasses eller sågar underlægges økonomiske interesser.
Vi er så vant til, at klimaet og naturen underlægges økonomien. De to kriser peger glasklart på, at det er på høje tid, at økonomien underlægges klimaet og naturen.
Konkret ønsker vi at indlede en drøftelse om mulighederne for at indlede et strategisk samarbejde mellem så mange grønne og humanitære aktører i Danmark som muligt.
Med strategisk samarbejde tænker vi på et samarbejde mellem selvstændige organisationer, foreninger og bevægelser om at fremme nogle kernemål inden for klima og biodiversitet.
Samarbejdet skal altså ikke erstatte de eksisterende selvstændige organisationer, foreninger og bevægelser og deres vanlige aktiviteter.
Det skal derimod være et tillæg til dem.
Vi er overbeviste om, at et strategisk samarbejde mellem en række grønne og humanitære aktører i Danmark vil kunne få større indflydelse på de politiske magthavere og mobilisere flere mennesker, end aktørerne kan hver for sig eller i mindre alliancer.
Skulle det lykkedes at igangsætte et sådant samarbejde, er det i princippet kun fantasien, der sætter grænser. Man kan gå sammen om at lave f.eks. borgerforslag, helsidesannoncer i aviser og fredelige landsdækkende demonstrationer.
En af vores egne kongstanker er at lave danmarkshistoriens største demonstration, som et stort antal grønne og humanitære organisationer står bag, og som et historisk stort antal danskere derfor vil deltage i.
Målet er i alle tilfælde at sætte kampen for klimaet og biodiversiteten op i gear og gøre den til en folkesag. Ja, helst at forvandle den til en uomgængelig folkebevægelse, så de politiske magthavere er nødt til at følge trop.
Det kræver, at de mange forskellige aktører har fokus på deres fællesmængder frem for de forskelle, der også er mellem dem.
Hvis enighed om alt er kravet eller succeskriteriet, er et større samarbejde på forhånd umuliggjort. Efter vores vurdering er fællesmængderne langt større end forskellene, og det bør kunne udnyttes i langt højere grad end hidtil.
Hvad angår samarbejdets form, kan man forestille sig forskellige modeller.
Én model kan være et grønt-humanitært netværk med en mailliste, hvor de enkelte parter kontakter hinanden med forslag til fælles tiltag, når de har et.
En anden model kan være et mere fasttømret samarbejde, f.eks. i form af en grøn-humanitær alliance eller koalition med hjemmeside og programerklæring, og hvor parterne mødes fire gange om året, diskuterer forslag og lægger planer for fælles tiltag.
I alle tilfælde bør samarbejdets parter naturligvis kunne tilslutte sig et tiltag, når de er enige i det, og afstå fra det, når de ikke er det.
Endelig kan man også forestille sig et samarbejde, der rækker videre endnu. Og spørgsmålet er, om tiden ikke kræver det?
I 2018 offentliggjorde FNs klimapanel en rapport, der tilskyndede til omgående at iværksætte et systemskifte i verdens samfund:
”At begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader celsius vil kræve hastige og vidtrækkende omstillinger uden fortilfælde af enhver side af samfundet.”
I 2019 udgav FNs biodiversitetspanel en statusrapport om verdens natur. I den forbindelse opfordrede panelets formand til ”grundlæggende forandringer” af verdens samfund i form af en ”fundamental og gennemgribende reorganisation på tværs af teknologiske, økonomiske og sociale forhold, inklusiv paradigmer, mål og værdier.”
Pointen med at fremhæve dette er, at mange af verdens førende forskere er enige om, at det kun er et grønt systemskifte i vores samfund, økonomier, verdensopfattelser og værdier, der er tilstrækkeligt til at løse de to største kriser i dag. Og dermed sikre, at Jordens livsformer kan overleve og trives, menneskene inklusive.
Af samme grund mener vi, at et grønt systemskifte bør være et stort og strategisk samarbejdes endemål.
Nogle af jer arbejder allerede på det. Andre har mere fokus på at afhjælpe igangværende katastrofer, stoppe overgreb og generelt arbejde med løsninger på problemer her og nu.
Det ene udelukker naturligvis ikke det andet, tværtimod. At arbejde både på den korte og lange bane er helt centralt.
Selv mener vi, at en af hovednøglerne til en bæredygtig planet er en mere lige fordeling af Jordens goder: Dels mellem mennesker i dag, dels mellem mennesker i dag og fremtiden, og dels mellem mennesker og andre arter.
Vi ønsker med andre ord både social og økologisk retfærdighed.
Skal vi komme med et ultrakort bud på et grønt systemskifte, ser vi ingen anden sikker vej frem, end at vi mennesker – frem for alt os rige – indskrænker vores dominans over Jorden og stopper vores overforbrug af dens goder.
Systemskiftet kan bl.a. omfatte:
- en afsættelse af 30-50 procent af Jordens areal til vild natur
- en langt mindre industriel dyreproduktion og en langt mere plantebaseret kost
- en udskiftning af fossile brændsler med ikke-fossile energiformer
- en udskiftning af vores vækstøkonomi med først en modvækstøkonomi og sidenhen en ligevægtsøkonomi
- et stop for de riges hyperkonsumerisme, en mere retfærdig fordeling af Jordens goder og en reduktion af den økonomiske ulighed
- en redefinition af det gode liv
- en uddannelse til alle og en styrkelse af ligestilling og menneskerettigheder verden over
- en grøn reformation af vores uddannelser med bl.a. et nyt obligatorisk fag om klima, natur og bæredygtighed i folkeskolen og gymnasiet.
Det er naturligvis – fagligt og samarbejdsmæssigt – en langt mere krævende og minefyldt opgave at formulere et fælles forslag til et grønt systemskifte.
Men når det er det, der er livsnødvendigt i dag, er det efter vores opfattelse i det allermindste en alvorlig overvejelse værd.
Måske man som en del af et nyt og bredt samarbejde kan nedsætte en arbejdsgruppe, der har til opgave at tænke både visionært og jordnært og komme med et bud på et sådant systemskifte, altså på hvordan vores planet igen kan blive bæredygtig for både mennesker og dens myriader af andre livsformer.
Nå. Det her er blot en præsentation af nogle af vores egne overvejelser og forslag. Vi er ikke i tvivl om, at mange af jer allerede arbejder med lignende ideer. Nogle af jer arbejder også allerede sammen.
Det er godt. Men det er ikke nok, må vi se i øjnene. Forandringerne går alt for langsomt. Vi bliver nødt til at gøre noget andet og mere end hidtil. Og det haster.
Det skylder vi Jordens børn og unge. Det skylder vi verdens nødstedte og fattige. Og det skylder vi planetens millioner af andre arter.
Og hvis tiden til at eskalere indsatsen, gå nye veje og prøve noget andet ikke er nu, hvornår så?
Når vi ikke længere kan undgå kaskader af selvforstærkende klimakatastrofer med omfattende lidelser til følge?
Når vi har udryddet den million dyre- og plantearter, der i dag er truet af udryddelse?
Er det ikke nok, at vi allerede har igangsat en masseuddøen, der er den største i hele 65 millioner år?
Hvad venter vi egentlig på?
Flere og flere erklærer, at Jorden befinder sig i en nødstilstand – FNs generalsekretær, forskere, miljøorganisationer osv.
Men langt vigtigere er det naturligvis at handle i overensstemmelse med, at Jorden befinder sig i en nødstilstand.
Imidlertid gør vores politiske magthavere fortsat alt for lidt. På trods af årtiers advarsler om konsekvenserne af vores samfundskurs og på trods af titusindvis af forskeres appeller om at ændre status quo.
Vi mener, at Danmarks grønne og humanitære organisationer, foreninger og bevægelser har pligt til at gå forrest og sætte en ny dagsorden, ja, potentialet til at blive fødselshjælpere for en ny samfundsmodel.
Men vi er nødt til at gå sammen i stor stil for at kunne igangsætte forandringer i stor stil. Og her har vi brug for både de unges klarsynede kampgejst og de etablerede organisationers og foreningers enorme viden.
Begge dele – er vi overbeviste om – skal til for at skabe et afgørende momentum i befolkningen og blandt politikerne.
Men alt skal som bekendt starte et sted.
Ifølge den afdøde amerikanske systemteoretiker Buckminster Fuller er det vigtigste, når man vil ændre noget, at bygge ”en ny model, der gør den eksisterende model overflødig.”
Spørgsmålene er vel her:
Hvad bør Danmark gøre for at bidrage mest muligt til at stoppe klimakrisen og biodiversitetskrisen?
Og er det muligt og ønskeligt at indlede et stort grønt-humanitært samarbejde om det?
Tak for at I ville lytte.
På vegne af Grøn Alliance:
Gritt Uldall-Jessen
Morten Lambertsen
Morten Steiniche
Jens-André P. Herbener
Hvad har vi skabt?
Vi har skabt Guden, kirken og mennesket. Vi har skabt kroppen og hjernen og bevidstheden. Vi har skabt pikken, kussen og kønnet. Vi har skabt kvinden, manden og barnet. Vi har skabt besiddelsen, magten og sex´et. Vi har nedbrudt cirkulationen, mutationen og bakterien. Vi har skabt dyret, dyrene og monsteret. Vi har skabt frugten, tøjet og huset. Vi har skabt helvede. Vi har skabt træet, bogen og ordet. Vi har skabt tanken, ejendommen, den ejede. Vi har skabt slaven, herren og pisken. Vi har skabt jorden, landet og flaget. Vi har skabt søen, fisken og havet. Vi har skabt skibet, masten og navigationsanlægget. Vi ejer uranen, mineralerne og planten. Vi har skabt bomben, våbnet og ammunitionen. Vi har skabt ubåden, krigen og fascisten. Vi har skabt fjenden, folket og flugten. Vi har skabt døden, livet og friheden.
Grundstofferne bor i en tabel, de har navne og tal, du kender smeltepunkterne, og du opfinder metoder og maskiner, så du kan hente mere, sprænge hele bjerge og findele sten. Du siger, at du forstår at udnytte ressourcerne, du siger, at det er nødvendigt. Du er menneske, og du har opfundet dynamit. Maskiner og metoder og dynamit og jeg er jorden. Et æg at klække, at flække, at flå.
Hvis ekstraterrestielle væsner kom og udryddede lige så store dele af menneskeheden, som vi mennesker har udryddet af Jordens vilde natur i de sidste 50 år, ville vi ikke tøve med at kalde det et holocaust af værste art.
Men vi er så småt ved at fatte, at hele jordkloden er en sammenhængende organisme, der reguleres af bevægelser, der på samme tid er bittesmå og enorme. Men det stopper ikke den bevægelse, som begyndte længe før, nogen af os, der lever nu, blev født. Det kapløb, som er baseret på at opnå komfort og tryghed, planlægning for en livstid eller mere, hele idéen om, at livet kan blive nemmere. Det har aldrig været en mulighed, uden at nogen eller noget betaler prisen.
Vi synes at skoven er så smuk nu, og måske smukt simpelthen betyder at vi mærker noget, en form for energi eller ånd, vi ikke mærker normalt, og måske er vi simpelthen dumme, måske de andre dyr hele tiden mærker noget.
Vi vågnede af drømme om blegblå anemoner, hjortetunger, melede kodrivere og kongebregner. Natten var uigennemtrængelig, det troede vi, men så kunne vi pludselig se. Mælkebøtter, kodrivere, vejbred langs brandstien mod vandet. Med bare fødder på den kolde jord, skvalderkål som verdens liggeunderlag. Sangen igennem os: Vi hænger sammen.
Det starter under fødslen. En åbning ind i dyrene. Kvinden ser gennem dyrenes øjne, heste der føder føl. Ugler. Strudse. Ræve. Mennesker, der drukner, der synker i havet. Mens hun åbner sig, lægger strudse æg. Mens hun rulles ind i ambulancen, glider de enorme æg gennem snævre tunneller. Han sidder ved siden af hende og græder. Det fortsætter herfra for altid. Barnets øjne er grisens øjne er koens øjne er solsortens øjne. Hun er soen, hun er tæven, hun er hoppen der lader føllet slukke tørsten, en åbning til alt med et hjerte, en krop.
Kan du huske, da sommerfuglene ikke bare var ord på papir, men virkelige sommerfugle i stor mængde og forskellighed, de mange farvers flaksen?
Kan du huske, da der fandtes ræve i Danmark, deres røde plyssede pels;
Se, ræven der løber henover marken mod skoven, med en letheds selvfølgelighed.
Se, små rævehvalpe der dier ved moren, hvor de nyder solen i græsset, ungerne; små glødende kugler, glimtende i morgensolen under et stort bøgetræ.
Husker du, hvordan du søgte ensomheden i naturen, fordi den aldrig virkelig var ensomhed? Husker du, hvordan du gik her for eftertankens, fordybelsens, den stille, ordløse glædes skyld? Husker du naturens frodighed? Husker du naturens løfte om evigt liv? Husker du, hvordan naturen altid var der for dig, når du var i krise? Husker du, hvordan du i naturen søgte heling, en hånd, der rørte dig, når ingen andre gjorde?
Vi står ved tidens rand. Vi er kommet ind i solnedgangens ildskær. Ind i erindringen. Ind i barndommens nutid. Ved begyndelsens overflod og fælleseje. Opslugt af farlige lege med bratte afslutninger. Fyldt af livets blodige alvor.
En ung mand mistede sin elskede. Han søgte trøst på barndommens strand, hvor ålegræs og tangskove engang havde strøget ham over benene og forsikret ham, at han hørte til i en stor sammenhæng. Nu ville han være alene med sin døde elskede og mærke hendes nærhed, som om naturen for altid gemte på et minde om hende. Han stirrede ned i vandet, men havbunden var tom. Der voksede ikke længere noget. Han ikke blot havde tabt sin elskede for altid, men også den samhørighed med universet, der havde løftet hans barnekrop op i uendeligheden. Tangskovens bløde håndflader skulle aldrig igen kærtegne ham, og hans ensomhed var dobbelt.
Husker du naturens lære, at livet ikke kun fortsætter i dig, men også efter dig? Nu går du i naturen, og græsset føles anderledes under dine nøgne fødder, som om der i den blotte berøring også er en afsked. Det er ikke kun dig, der ikke skal leve evigt, det er også naturen, der har mistet dette løfte. En dag er græsset væk, og kun det hede sand, hvor intet gror, tilbage. Hvor skal naturen gå hen, når den selv er i krise? Hvor søger naturen trøst eller lindring? I vores tomme hænder?
Kan du huske dengang på Femø-lejren, hvor vi sang en sang til ørentvisten, Ørner-blues? Uanset hvor hurtig jeg var til at lyne teltdugen op og ned, var der altid fuld af dem i teltet. Hvor var det dog vidunderligt at hjælpe en ørentvist ud af et nylontelt hver aften - en efter en, før vi flåede tøjet af hinanden.
Kan du huske, da vi gik ind under det vilde æbletræs krone af svirrende liv? Kan du huske, vi lyttede? Senere, da vi som voksne tog tilbage, trådte vi ind under den blomstrende krone igen, og alt var forstummet og stille — det eneste liv tilbage dér var vores. Og så en enkelt ensom bi mellem tusinder af ventende blomster.
Det er på tide at se tingene som de er. Uoverskuelige netværks tråde overalt. Udtryk og bevidstheder anderledes end vores. Vi må være bløde som voks, så verden kan sætte aftryk, klare og skarpe så vi kan indoptage dens billeder. Give dem videre. Vi må bruge hænderne som lygter.
Vores sprog er blevet mindre. Det er, fordi arterne uddør. Så falder de også ud af sproget. Vi ser os selv i en nær fremtid stå og gestikulere vildt og rådløst og sige høje lyde i håbet om, at den anden forstår og har det på samme måde.
Ved du, at hveden har mere end hundrede og ti tusinde gener? Planterne har potentiale til at udvikle sig til os med tiden. Men kan vi blive til dem?
Vi er dragerne fra jeres eget eventyr. Hvis I slår os ihjel, slår I jer selv ihjel. Vi er jordens historie. Menneskets historie er stor, vandsalamanderens historie er større, den er alle arters historie.
Vi befrugter vores æg, ligesom mennesker befrugter deres æg. Kan I se, at vi er hjemløse? Vi lægger vores æg her, så I kan se, at de bløder. Vi trækker slimet fra vores døde æg hen over jeres tonede ruder. Blodet fra vores massakrerede æg.
Kære Græshoppe, hvordan mon du kunne tænke dig et monument? Hvis måneskinnet kunne høres, ville det lyde som din sang. De første afstøbninger af dine vinger knækkede, de er så skrøbelige, sådan nogle små vinger. Gipsen er stadig våd, vi kan endnu nå at omforme gestaltningen. Lyden af din sang brister i øret, en kildren af klokker fra sommerens våde græs, tager til i styrke og forsvinder ved tilnærmelser. Vi må være forsigtige, så næste afstøbning ikke går i stykker. Der vil komme en afstøbning. Vi vil gøre det, så du lille græshoppe kan komme til din ret. Kan vi få dig i tale? Kan vi få dig til at spille på dit parringsinstrument?
Du er så svær at forstå, men du skal vide at jeg prøver.
Ord fra: Zara Lea Palmquist, Maja Elverkilde, Luca Talamona, Jens-André P. Herbener, Kirsten Thorup, Carsten Jensen, Nanna Goul, Kristina Stoltz, Josefine Klougart, Gritt Uldall-Jessen, Charlotte Weitze, Asger Schnack, Rasmus Nikolajsen, Alexandra Moltke Johansen og Helene Johanne Christensen
