Herbener.dk Jens-André P. Herbener

Den rene energis beskidte bagside

Omstillingen til elbiler, solceller og vindmøller hjælper os med at løse et meget alvorligt problem, men skaber samtidig nye alvorlige problemer. De kan desværre blive langt større fremover.

 I 2019 – på ét år – udgravede mennesker flere råmaterialer fra Jorden end dem, vi har udgravet i alt fra menneskehedens oprindelse indtil 1950. Som om det ikke var nok, så fortsætter vores forbrug af råmaterialer med at vokse, med gennemsnitligt godt 2,3 procent pr. år. Langt over bæredygtige niveauer.

Råmaterialerne anvendes til at bygge alt fra broer, motorveje, huse og biler til smartphones, computere, køleskabe, fladskærme og meget andet. I år 1900 udgjorde vægten af menneskeskabte materialer tre procent af vægten af den levende natur (målt i tørvægt) på vores planet. Siden da er vægten blevet fordoblet hvert 20. år, og i 2020 overgik vægten af menneskeskabte materialer for første gang hele den levende natur.

I de senere år er de vokset med gennemsnitligt 30 milliarder tons pr. år. Alene plastik vejer nu omtrent dobbelt så meget som alle dyr på landjorden og i havene tilsammen. Fortsætter udviklingen, vil menneskeskabte materialer i 2040 veje omkring tre gange så meget som Jordens levende natur.

En stadig vigtigere årsag til vores voksende overforbrug af klodens råmaterialer er den igangværende omstilling til ikke-fossile energiteknologier. Det gælder ikke mindst solceller, vindmøller og elbiler.

I Danmark og mange andre steder kalder vi gerne solenergi og vindenergi for grøn og ren energi. Vi lovpriser deres store fordele for klimaet, fordi de nedbringer udledningen af drivhusgasser. Vi glæder os over, at de bliver mere udbredte, at de bliver billigere, at der kommer flere elbiler, at batterilagringskapaciteten vokser, osv.

Den grønne omstilling har imidlertid nogle alvorlige bagsider, som mange er uvidende om, og som er stærkt underbelyste i offentligheden og den politiske verden. Bagsider, som især rammer fattige lokalsamfund i det globale syd, indfødte folkeslag og vild natur, men også flere og flere danskere. Og det er bagsider, som risikerer at blive mange gange større i takt med den planlagte megaudbygning af ikke-fossile energiteknologier.

Lad det være sagt med det samme: Det er ekstremt vigtigt, at menneskeheden snarest udfaser fossile brændsler, så vi kan bremse den dødsensfarlige klimakrise. Men lige så vigtigt er det, at vi i arbejdet på at forebygge én type katastrofe ikke skaber nye katastrofer.

Et voksende problem ved udbredelsen af solenergi, vindenergi og elbiler er, at de er meget ressource- og pladskrævende, og dermed medfører de nye måder at udnytte og kolonisere Jorden på. Det betyder, at de nye teknologier viderefører – ja, på nogle områder forværrer – en central side af den planetære hybris, som vi er i fuld gang med: At behandle kloden som et gigantisk menneskeligt tag-selv-bord.

Der er kun plads til at kaste et blik på et udvalg af den rene energis beskidte bagsider.

1) Kræver enorme mængder materialer

Bygningen af sol- og vindenergiinstallationer kræver langt flere materialer end el-producerende installationer baseret på fossile brændsler. Konkret kræver de enorme mængder af bl.a. kobber, kobolt, nikkel, litium, grafit, zink, sjældne jordarter, aluminium, stål, cement og fiberglas.

Ifølge bogen Materials and Dematerialization: Making the Modern World (2023) af den verdenskendte energiekspert Vaclav Smil er der til en vindmølle brug for samlet mindst 400 tons materialer pr. megawatt, og til solceller brug for samlet mindst 200 tons materialer pr. megawatt. Sammenlign dette med en gasturbine, der repræsenterer den mest effektive og kompakte måde, som et fossilt brændsel kan generere elektricitet på. Til en gasturbine er der brug for samlet 6 tons materialer pr. megawatt.

Eller tag elbiler og batteriopladning. Ifølge Det Internationale Energiagenturs rapport The Role of Critical Minerals in Clean Energy Transition (2021) kræver en elbil i gennemsnit seks gange så mange mineraler som en benzinbil.

Ifølge samme rapport vil behovet for litium til elbiler og batteriopladning – hvis den globale opvarmning skal holdes godt under 2 grader – blive 42 gange så stort i 2040 sammenlignet med i 2020. Og behovet for grafit, kobolt og nikkel vil blive hhv. 25 gange, 21 gange og 19 gange større i samme periode.

Skal vores udledning af drivhusgasser nå nettonul i 2050, hvilket er Parisaftalens mål, vil omstillingen til ikke-fossile energiteknologier i 2040 alt i alt kræve seks gange flere mineraler end i 2020.

I denne forbindelse skal man være klar over, at for at frembringe ét ton rent mineral skal der udgraves og forarbejdes mange gange flere tons jord og sten. Ifølge en opgørelse i Tysklands førende nyhedsmagasin Der Spiegel (2021) indeholder én havvindmølle af mellemstørrelse ca. 67 tons kobber. For at udvinde alene dette materiale i vindmøllen skal der flyttes næsten 50.000 tons jord og sten, knap fem gange så meget, som Eiffeltårnet vejer.

Et andet eksempel: For at frembringe de 140 kilo mineraler (litium, nikkel, kobolt, grafit og kobber), der indgår i et 450 kilo tungt litiumbatteri i én elbil, skal der flyttes mindst 200 tons jord og sten. Svarende til vægten af mindst 10 fyldte bybusser.

2) Nedbryder natur og biodiversitet

I de sidste par årtier er der sket en stor og hurtig ekspansion i minedrift. Størstedelen af Jordens minedriftsområder (82 procent) bruges nu til at skaffe materialer til produktion af vedvarende energi. Udgravningsarbejdet har bredt sig til regioner med sårbar og meget artsrig natur, navnlig i Latinamerika, Afrika syd for Sahara, Indien og Vestaustralien, da de er rige på de materialer, der bruges til at producere vedvarende energi. I beskyttede naturområder er omfanget af minedriften blevet mere end fordoblet og er mange steder årsag til ødelæggelse af økosystemer og tab af biodiversitet. En ny global undersøgelse viser, at arter, der er i størst fare for at blive udryddet, er mere truet af minedrift end arter, der ikke er det.

Moderne (især animalsk) landbrug og kommerciel skovdrift er fortsat hovedårsager til tab af biodiversitet, og klimakrisen udgør en voksende årsag til det. Men fremover er der alvorlig risiko for, at den hurtigt omsiggribende minedrift vil gå mere og mere ud over stærkt artsrige regioner.

Tag kobber, der er en nøgledel af el-relateret teknologi. Om få år er der i de eksisterende miner formentlig ikke kobber nok til at dække det stigende behov for det. Der er derfor risiko for, at man i betydeligt større omfang end hidtil vil kaste sig over Andesbjergene i Latinamerika, der rummer svimlende mængder kobber. Problemet er imidlertid, at det kun optræder i særdeles små koncentrationer, så derfor skal der udgraves og flyttes kolossale mængder jord og sten for at få fingrene i det. Men Andesbjergene er ifølge professor i makroøkologi Carsten Rahbek ”det artsrigeste sted på Jorden – mere artsrigt end det berømmede Amazonas”.

Problemet vil i stigende grad også kunne ramme havets bund, hvor der gemmer sig enorme forekomster af mineraler. Den såkaldte deep-sea mining kan få stærkt ødelæggende konsekvenser for økosystemer og biodiversitet i havet.

I 2023 åbnede Norge som det første land i verden op for en gradvis udvinding af bl.a. kobolt og kobber på havbunden, som skal udnyttes til omstillingen til vedvarende energi. Det er et område, der ligger i havet ud for Nord- og Vestnorge og næsten er på størrelse med Storbritannien og Irland tilsammen. Ifølge Karoline Andaur, der er generalsekretær i Verdensnaturfonden, er dette ”den største skamplet i norsk havforvaltningshistorie i moderne tid, og det er sømmet i kisten for Norges omdømme som en ansvarlig havnation.”

Vender man blikket mod Stillehavet, står mineselskaber i kø for at komme i gang med at udvinde bl.a. kobolt og nikkel i Clarion-Clipperton-regionen, der er omtrent dobbelt så stor som Indien; det til trods for, at man indtil videre har fundet 5.578 arter, at ca. 88-92 procent af arterne i regionen er ubeskrevet af videnskaben, og at minearbejdet her risikerer få omfattende negative følger for både økosystemer, biodiversiteten og mennesker. Det canadiske Metals Company vurderer at kunne finde metaller i Clarion-Clipperton-regionen, der kan forsyne hele 280 millioner elbiler.

Ifølge en erklæring underskrevet af 827 havforskere og andre eksperter fra over 44 lande er der fare for, at deep-sea mining vil medføre ”omfattende og varigt tab af biodiversitet, økosystemer og økosystemers funktionsevne.”

3) Forårsager forurening, sygdomme, vandmangel m.m.

Størstedelen af verdens minedrift finder sted i det globale syd. Ofte raserer den landskaber, så de kommer til at ligne månelandskaber. Og den medfører store mængder affald og giftigt slam. Udvindingen og forarbejdningen af materialer har i mange tilfælde ført til omfattende kontaminering af vand, jord og luft med bl.a. tungmetaller. Det har gjort talrige mennesker i nærheden syge. Sygdommene omfatter bl.a. luftvejssygdomme, hjertekarsygdomme og kræft.

Minedrift er særdeles vandkrævende, hvilket ofte har tvunget fattige lokalbefolkninger til at flytte. F.eks. skal der bruges 2 millioner liter vand til at producere 1 ton litium, der er et nøglemineral i den grønne omstilling. For at gøre ondt værre ligger over halvdelen af verdens litiumproduktion i egne med stor knaphed på vand.

Arbejdet med at udvinde og forarbejde kobolt i Den Demokratiske Republik Congo er særligt problematisk. Landet står for ca. 70 procent af den samlede forsyning af kobolt i verden. Dets område med koboltminedrift er blandt de mest forurenede områder på Jorden, og mindst 25.000 børn fra fire til 15 årsalderen arbejder i miner. Uafhængige kilder beretter, at børn kan blive udsat for ”vold, piskeslag, seksuel misbrug og forsøg på drukning.” Alligevel er det herfra, at vi får en stor del af den kobolt, som vi bruger til elbilbatterier og smartphones.

Professor og leder ved Boston Universitets Institute for Global Sustainability Benjamin Sovacool har bemærket: “De samfund, som lever omkring minerne, lider sindssygt meget under de påvirkninger, der følger med. Støv, larm, forurening af vand, kollaps af miner. Det er dem, der betaler prisen, men de får ingen af fordelene.”

4) Medfører grøn kolonialisme

Omstillingen til ikke-fossil energi i Vesten medfører også voksende problemer for indfødte folk. Da de bebor en uforholdsmæssig stor del af de territorier på Jorden, der rummer størst biodiversitet, har FN-institutioner tildelt dem en af nøglerollerne, når bl.a. biodiversitetskrisen skal bremses. Men der er flere og flere eksempler på, at vindmølleparker, floddæmninger og minedrift efter mineraler forringer eller ødelægger dele af deres fysiske eksistensgrundlag og forstyrrer eller umuliggør deres traditionelle livsmønstre.

Af samme grund anser mange indfødte den grønne omstilling for en ny form for vestlig kolonialisme og kalder den grøn kolonialisme. Den finder sted i bl.a. Latinamerika, Nordamerika, Afrika og Skandinavien.

Et nordisk eksempel stammer fra Fosen-halvøen i Norge. Her blev for nogle år siden opført to store vindmølleparker. Men de overlapper med samernes rensdyrdistrikter. I 2021 slog en højesteretsdom fast, at tilladelsen til at bygge vindmøllerne krænkede samernes ret til at dyrke egen kultur, ifølge artikel 27 i FN’s Konvention om Civile og Politiske Rettigheder. Hvad der skulle ske med vindmølleparkerne, sagde højesteretsdommen imidlertid ikke noget om. I slutningen af 2023 indgik Fosen Vind, der stod for opførelsen af vindmøllerne, og de berørte samer en aftale, der bl.a. indebar, at samerne skal have økonomisk kompensation og erstatningsarealer. Men vindmølleparkerne bliver stående.

For nylig satte Politiken spot på et andet eksempel på grøn kolonialisme i Norge. De norske myndigheder har givet tilladelse til at åbne en mine nord for polarcirklen, da man her har fundet en kæmpe forekomst af kobber. Det på trods af, at åbningen uvægerligt vil medføre nye forringelser af samernes territorier.

Den svenske same Karin Kvarfordt Niia har sat ord på den store fortvivlelse, som efterhånden talrige indfødte folk oplever: ”Samerne bliver ofret i den grønne omstillings navn – for klimaforandringer, vi ingen andel har i.”

Kathrin Wessendorf, der er direktør i NGO’en Iwgia, der er viet til at beskytte indfødte folks rettigheder, har udtalt: ”Oprindelige folk har meget lavt CO2-aftryk, og derfor er det fundamentalt uretfærdigt, at de skal betale prisen, for at andre kan fortsætte deres overforbrug … Det er vigtigt at huske på, at der sker store uretfærdigheder i den grønne omstillings navn.”

5) Kræver store mængder plads

Sol- og vindenergiinstallationer er også meget pladskrævende. Hvor solcelleanlæg i gennemsnit bruger 2.100 hektarer til at producere 1 milliard kilowatt-timer pr. år, og vindmølleparker i gennemsnit bruger 15.000 hektarer, bruger f.eks. atomkraftanlæg i gennemsnit kun 15 hektarer til at producere 1 milliard kilowatt-timer pr. år. Det betyder, at solcelleanlæg i gennemsnit optager 140 gange mere plads, og at vindmølleparker i gennemsnit optager 1.000 gange mere plads end atomkraftanlæg.

Når brugen af solenergi og vindenergi skal gennemgå en omfattende udvidelse, vil behovet for kæmpemæssige arealer hertil uvægerligt komme til at konkurrere med behovet for langt mere natur til at bremse biodiversitetskrisen og klimakrisen og for plads til at føde en voksende verdensbefolkning og middelklasse.

I en del tilfælde kan man ganske vist drive landbrug mellem vindmøllerne. Man kan også anbringe mange vindmøller ude på havet, og talrige solcelleanlæg kan placeres på tage. Det ændrer imidlertid ikke ved, at sol- og vindenergiinstallationer i alle tilfælde er på vej til at fylde langt mere i landskabet end i dag. Og at det sandsynligvis mange steder – ligesom det ofte tidligere har været tilfældet – vil være vild natur til lands og til vands, der kommer til at betale den største pris for at holde hjulene i gang i vores ekspansive megacivilisationer.

Det ser man allerede talrige eksempler på i dag. F.eks. er store anlæg med solenergi-, vindenergi- og vandenergiinstallationer blevet placeret inden for eller tæt på mange vigtige naturbeskyttelsesområder. Indtil videre er det hovedsageligt i ilande, men det er i fuld gang med at brede sig til ulande i Sydøstasien, Sydamerika, Afrika og til Indien, altså til regioner med nogle af de mest biodiversitetsrige områder på Jorden.

I Danmark har der allerede været et utal af konflikter, når vindmøller og solcelleanlæg skal opføres. I mange tilfælde protesterer lokale borgere, fordi de ikke ønsker, at enorme vindmøller eller solcelleparker skal placeres nær deres hjem. I andre tilfælde modsætter grønne organisationer sig, når det skal finde sted i eller tæt på vigtige naturområder. Her risikerer en del andre arter ikke blot, at vindmøller og solcelleanlæg opstilles nær deres hjem, men at de ødelægger dem.

Oven i alt dette kommer, at sol- og vindenergi er ustabile energikilder (solen skinner aldrig om natten, og vinden blæser ikke altid); at de skaber voksende mængder affald (et utal af brugte solceller, vindmøllevinger og batterier), hvoraf en stor del ender i ulande; at de indtil videre ikke kan produceres uden brug af en vis mængde fossile brændsler. 

Et spektakulært dilemma

Overordnet frembyder solenergi, vindenergi og elbiler et spektakulært dilemma. På klimaområdet repræsenterer omstillingen til dem et stort fremskridt i forhold til fossile energikilder, og hos mange bliver dette forstået som et carte blanche til, at vores massekonsumeristiske way of life kan fortsætte som hidtil. Men skal de ikke-fossile teknologier anvendes i så vidtrækkende skala, som der lægges op til i dag, bliver de på andre områder mere og mere ødelæggende og uretfærdige. Sagt på en anden måde hjælper de med at løse et meget alvorligt problem, men skaber samtidig nye typer alvorlige problemer.

Hvordan kommer vi ud af dilemmaet?

Flere og flere støtter, at vi supplerer brugen af solenergi og vindenergi med atomenergi, bl.a. fordi den kræver betydeligt færre materialer, optager langt mindre plads og er en stabil energikilde. Det er vigtige fordele. Men atomenergi har også sine ulemper. F.eks. kan det indtil videre være dyrt og tage lang tid at anlægge et nyt atomkraftværk.

Den mest effektive og skånsomme løsning på vores store energiudfordringer er på sigt at sænke energiforbruget dramatisk. Her viser erfaringen, at bedre teknologi, effektivisering af vores energiforbrug og genbrug er nødvendigt, men langtfra tilstrækkeligt. Vi er simpelthen nødt til også at stoppe vores overforbrug. Helt generelt.

Det gælder i særdeleshed mennesker i verdens højindkomstlande, f.eks. os danskere. Vi har pr. person i gennemsnit et forbrug af råmaterialer på 24,5 tons pr. år (i lavindkomstlande er det 4 tons). Det skal reduceres til 8 tons for at nå et bæredygtigt niveau, ja, mere endnu, hvis vi skal afsætte 30-50 procent af Jordens land og hav til vild natur. Og det skal vi, hvis vi skal bremse biodiversitetskrisen.

Skal dette lykkes, kommer vi ifølge talrige forskere og internationale organisationer ikke uden om  fundamentale transformationer af vores samfund. Som vores overskridelser af flere og flere planetære grænser og alt for store økologiske fodaftryk viser, er det vigtigste fremover, at vi mennesker kommer til at fylde mindre på Jorden. Vi skal til at producere mindre, forbruge mindre, forurene mindre og lægge beslag på mindre plads.

Når vækst er en central del af problemet, er modvækst nødt til at være en central del af løsningen.

Jens-André P. Herbener

Artiklen er bragt i Politiken 14.9.2024 (på herbener.dk i let redigeret form)

Læs version med noter her

Seks myter om verdensbefolkningen

Den 11. juli udgav FN rapporten World Population Prospects 2024, der fremlagde de nyeste data om verdensbefolkningens størrelse, vækst og sammensætning. Den nye information om planetens demografi er en god anledning til at kaste et blik på nogle af de misforståelser, halve sandheder og uholdbare forsimplinger, der præger debatten om emnet, og som i varierende grad påvirker vores samfund, klima og natur.

Myte 1: Befolkningsvæksten er roden til alle problemer med bæredygtighed

Befolkningsvæksten er én af de væsentlige drivkræfter bag klimakrisen og biodiversitetskrisen, men der er også andre væsentlige drivkræfter, bl.a. økonomisk vækst, rige menneskers overforbrug og animalsk storlandbrug.

Ifølge FN-rapporten Bend the Trend: Pathways to a Liveable Planet as Resource Use Spikes (2024) er både væksten i Jordens befolkning og vores velstand hoveddrivkræfter bag den kolossale vækst i menneskehedens forbrug af materialer: fra 30 milliarder tons i 1970 til 107 milliarder tons i 2024.

Fra 1970 til 2000 udgjorde befolkningsvækstens andel 51 procent, mens velstandsvæksten udgjorde 47 procent. Fra 2000 til 2024 var fordelingen ændret, så befolkningsvæksten udgjorde 27 procent og velstandsvæksten udgjorde 40 procent. Men i hele perioden var befolkningsvæksten i Afrika, Vestasien og Latinamerika den primære årsag til væksten i forbrug af materialer her.

 Myte 2: Problemet er de riges overforbrug, ikke antallet af mennesker

Denne påstand, der siger det modsatte af ovenstående, er også en uholdbar forsimpling. Den hænger sammen med det faktum, at rige mennesker forbruger langt mere og udleder langt flere drivhusgasser end fattige mennesker. F.eks. står verdens højindkomst- og øvre middelindkomstlande for 81,8 procent af den samlede udledning af CO2, selv om de kun udgør 47,6 procent af Jordens befolkning (2023).

Men det er en fejlslutning, når mange som følge deraf hævder, at antallet af mennesker er nærmest betydningsløst. Det er det langtfra. F.eks. udleder en kineser og især inder gennemsnitligt meget mindre drivhusgas end en amerikaner, men fordi der er langt flere kinesere og indere end amerikanere, er Kina og Indien i dag hhv. den største og tredje største udleder i verden (med USA som nr. 2).

Det er altså ikke kun størrelsen af vores fodaftryk, der spiller en betydelig rolle, men også antallet af fødder. 

Myte 3: Befolkningsreduktion er kun relevant i ulande

Også denne påstand er misvisende. Befolkningsreduktion ad frivillighedens veje vil nemlig være en klar fordel i både ilande og ulande.

I ilande har man som regel lave fertilitetsrater, men til gengæld et kolossalt forbrug og en kæmpe udledning af drivhusgasser pr. person. Her bør befolkninger formindskes, fordi det er den mest effektive måde, man kan reducere en belastning af klodens miljø, der pr. person er langt større end i ulande. F.eks. kan en familie i et iland spare langt flere drivhusgasser ved at få et barn mindre end ved at droppe privatbilen og lange flyrejser. Ifølge World Scientists' Warnings into action, local to global (2021) ”er det at få færre børn for borgere i rige lande den mest effektive måde, man individuelt kan reducere fremtidige udledninger af drivhusgasser.”

I mange fattige ulande er situationen en helt anden. Her har man ofte høje fertilitetsrater, men til gengæld et lille forbrug og en lille udledning af drivhusgasser pr. person. Her er den primære grund til, at fertilitetsraterne bør sænkes, at de hurtigt voksende befolkninger forværrer de meget alvorlige problemer, man hyppigt har med fattigdom, knaphed på føde og vand, arbejdsløshed, konflikter og klimaforandringer. Med potentielt store konsekvenser også for resten af verden.

Myte 4: Problemet er ikke overbefolkning, men (snart) underbefolkning

Faktum er, at den demografiske verdenssituation stritter i forskellige retninger.

På den ene side har vi aldrig været så mange mennesker på Jorden som nu. Fra 1804 til i dag er Jordens befolkning eksploderet fra 1 milliard til 8,2 milliarder mennesker, og antallet vil fortsætte med at stige til 10,3 milliarder i 2080’erne. Derefter er der dog 80 procents chance for, at det vil falde med 100 millioner omkring 2100.

På den anden side er fertilitetsraterne i over halvdelen af klodens lande under erstatningsniveauet på 2,1 børn pr. kvinde. I f.eks. Sydkorea er man nede på 0,7 barn pr. kvinde, i Japan nede på 1,3 barn pr. kvinde og i Danmark nede på 1,5 barn pr. kvinde. Og i 63 lande og områder er størrelsen af befolkningerne kulmineret eller ved at gøre det.

Globalt er den gennemsnitlige fertilitetsrate imidlertid på 2,25 børn pr. kvinde, og i 126 lande og områder vil befolkningerne formentlig fortsætte med at vokse i resten af århundredet. F.eks. vil befolkningerne i Afrika syd for Sahara, der rummer nogle af Jordens fattigste lande, vokse fra 1,24 milliarder i dag til 3,3 milliarder mennesker i 2100.

Myte 5: Samfundet kan ikke håndtere de flere og flere ældre, uden at vi igen får flere børn

Samtidig med at man får færre børn i mange lande, stiger folks levealder. Dermed vokser andelen af ældre, der er 65 år og mere.

Det har bl.a. herhjemme ført til en frygt for mangel på arbejdskraft, faldende velfærd og store udgifter til ældres pension, pleje og sundhedsvæsen. Og mange opfordrer til, at kvinder igen skal til at føde flere børn. Men spørgsmålet er, om de demografiske forandringer vil være et (stort) problem for samfundet?

F.eks. vil færre nyfødte i Danmark medføre færre skattekroner, men ifølge De Økonomiske Råd vil staten spare endnu flere penge til pasning, skole, uddannelse, pension, sundhedsvæsen osv. Så alt i alt vil det være en fordel for statskassen. Desuden er kunstig intelligens på vej til at erstatte flere og flere jobfunktioner verden over. Samtidig holder ældre sig i gennemsnit raske(re) længere end tidligere, og dermed kan de, der vil, kan og får mulighed for det, også arbejde og bidrage længere til samfundet end tidligere. Skulle vi alligevel mangle arbejdskraft, er der masser af migranter, der gerne vil træde til.

Myte 6: Befolkningsreduktion er menneskefjendsk og racistisk

Når nogle ønsker at løse de planetære kriser ved, at mennesker i det globale syd skal have færre børn eller ingen børn (f.eks. ved tvangssterilisation), alt imens mennesker i det globale nord kan fortsætte overforbrugsfesten, er kritikken berettiget.

Men reducerer man befolkninger ad frivillighedens veje i både rige og fattige lande, og gør man det ved hjælp af tiltag, der styrker kvinders reproduktive selvbestemmelse, frihed og ligestilling, er der intet menneskefjendsk eller racistisk ved befolkningsreduktion. Tværtimod kan den bidrage væsentligt til at forbedre levemulighederne for både mange mennesker og Jordens millioner af andre arter.  

To måder at stoppe vores overforbrug på

Grundlæggende er der to måder, vi kan stoppe vores overforbrug af Jordens ressourcer på: 1) Ved at vi hver især forbruger mindre. 2) Ved at vi bliver færre forbrugere.

De fleste grønne organisationer og politikere har i dag fokus på førstnævnte måde. Men her kæmper man mod to stærke globale tendenser: Ilande er generelt ikke parate til at dele deres overflod med ulande. Og ulande, der rummer størstedelen af Jordens befolkning, har generelt selv ambitioner om at hæve deres materielle levestandard betydeligt.

Så længe disse forhold gør sig gældende, er det meget usandsynligt, at vi kan skabe en bæredygtig og leveværdig klode for både mennesker og andre arter, uden at aktiv befolkningsreduktion er en del af løsningskataloget. Et løsningskatalog, der også bør omfatte et stop for de rigestes grådighed, en formindskelse af den globale ulighed, en radikal nedbringelse af udledningen af drivhusgasser, en omstilling fra vækstøkonomi til postvækstøkonomi og en udbredelse af en langt mere plantebaseret kost.

Bragt i Information 29.7.2024 i redigeret form

Thomas Meinert Larsen, cand.scient. i biokemi, ph.d. i human ernæring og kampagnekoordinator

Jens-André P. Herbener, cand.mag., mag.art. i religionshistorie og semitiske sprog og forfatter til bl.a. Økokrati (2022) og Modvækst (2024)

Sæt hvalaktivisten Paul Watson fri!

Hvalaktivisten Paul Watson står til mange års fængsel, hvis Danmark udleverer ham til Japan. Hans forbrydelse? At beskytte klodens hvaler.

Da den canadisk-amerikanske hval-aktivist Paul Watson d. 21. juli lagde til i Nuuk med sit skib John Paul De Joira for at tanke op, gjorde Danmark noget, der ud fra enhver fornuftig og moralsk synsvinkel er ubegribeligt. Dansk og grønlandsk politi afhentede og varetægtsfængslede Watson.

Hvad er Paul Watsons forbrydelse? Aktivisten har viet sit liv til beskyttelsen af klodens hvaler, som endnu befolker vores oceaner, omend i et dramatisk indskrænket antal.

I 1950’erne og 1960’erne blev der hvert år dræbt mellem ca. 50.000 og 80.000 hvaler, og mange arter var efterhånden truede af udryddelse. I 1982 vedtog den såkaldte International Whaling Commission derfor et verdensomspændende forbud (moratorium) mod kommerciel hvalfangst, der trådte i kraft i 1986. Tre lande har imidlertid valgt at vende ryggen til forbuddet: Japan, Norge og Island.

Siden 1986 har Japan uden sammenligning været klodens største hvaldræber (om end i de seneste år overgået af Norge). Og det anslås, at landet i denne periode har taget livet af omkring 20.000 hvaler, ofte på de mest brutale måder, hvor døden først indtræffer efter en flere timer lang dødskamp. For at føje spot til skade er en af de tre hvalarter, Japan jager – sejhvalen – i risiko for at uddø, og det samme er den fjerde hvalart – finhvalen – som de tidligere i år bekendtgjorde, at de vil begynde at jage.

Japan har længe påstået at fange hvaler af hensyn til videnskabelig forskning, men dette har mange afvist som et skalkeskjul. F.eks. blev Japans hvalfangst i Antarktis erklæret ulovlig af Den Internationale Domstol i Haag i 2014. Det er nu dette land, der i en opvisning i dobbeltmoral anklager Paul Watson for at have overtrådt loven.

Hvad er det da, Watson har gjort?

I 2010, altså for fjorten år siden, havde han og hans mandskab et sammenstød med det japanske hvalfangerskib Shonan Maru, hvorpå en af aktivisternes speedbåde sank. Det lykkedes efterfølgende en af Paul Watsons medaktivister, Peter Bethune, at borde hvalfangeren efter at have smidt en stinkbombe på øverste dæk. Han blev pågrebet og taget med til Japan, hvor han ved en domstol blev idømt to års betinget fængsel.

Paul Watson har ansvaret, mener de japanske myndigheder, også for personskade, da en af hvalfangerens besætningsmedlemmer – hævder de – blev lettere forbrændt i ansigtet på grund af stinkbomben. Dette afviser Watsons advokater. Men det er derfor, at han nu står til op til 15 års fængsel, hvis han udleveres.

Den virkelige anklage handler om noget andet. I alle de år, der siden er gået, er det lykkedes Paul Watson med sin konfrontatoriske stil igen og igen at sabotere japanernes hvalfangst. Konkret anslår han og hans medaktivister at have reddet over 5.000 hvaler i Sydhavet siden 2002. Det er denne forbilledlige indsats, som hans arrest skal sætte en stopper for. Japanerne skal igen have uhindret adgang til havenes killing fields.

Watson lagde ikke til i Nuuk, fordi han ville blande sig i den grønlandske hvalfangst, der da også er underlagt strenge restriktioner, som grønlænderne overholder. Han ønskede i stedet at rejse gennem Davisstrædet og Nordvestpassagen for at nå frem til det nordlige Stillehav, hvor japanerne anført af deres nyeste højteknologiske hvalfanger, Kangei Maru, er i gang med sæsonens hvaldrab.

Japanerne selv hævder, at de har dræbt de 20.000 hvaler med henblik på videnskabelige undersøgelser. Samtidig anser de det for en krænkelse af deres nationale suverænitet, hvis det internationale samfund forhindrer dem i deres hvalmassakrer, da hvalkød er en traditionel japansk ret. Men vi lever i en tidsalder, hvor vi alle er tvunget til at revidere vores fødevarepraksisser og ikke kan forsvare f.eks. afbrænding af regnskov, overfiskning og ødelæggende forurening af have med, at vi ’plejer’ at spise oksekød eller stenbiderrogn.

Japans unge ved det godt. De er helt holdt op med at spise hvalkød, og tusinder af tons ligger i årevis lagret i dybfrysere, fordi der ikke er afsætning. 

I mellemtiden er der store internationale underskriftsindsamlinger i gang. 772.000 franskmænd har bedt præsident Emmanuel Macron tale Watsons sag over for den danske regering, og det har han gjort​. I andre underskriftsindsamlinger, hvoraf en er et åbent brev til statsminister Mette Frederiksen, har omkring 325.000 mennesker meldt sig til forsvaret af hval-aktivisten​. Tilsammen er der lige nu 1,1 million, der bakker hval-aktivisten op.

Paul Watson har to danske advokater til at forsvare sig, Julie Stage og Jonas Christoffersen, men også en prominent franskmand, den tidligere ambassadør i Danmark, Francois Zimeray, en hædersmand, der var til stede i Krudttønden i København, da terrorangrebet fandt sted i 2015. Zimeray er ikke i tvivl om, at der er tale om personlig forfølgelse af Watson, en “vendetta” kalder han det ligefrem. Paul Watson havde modet til at sætte sig op imod en hel hval-industri, som han grundigt ydmygede, og det skal han nu undgælde for. 

Det japanske straffe- og fængselssystem har været under hård kritik af både Amnesty International og Human Rights Watch, så får den 73årige Watson en dom på 15 år, hvad alt tyder på, bliver det en livstidsdom. Det er prisen for et engagement i hvalernes overlevelse.

Der er i disse år en voldsom modreaktion på bekymringen for klima og biodiversitet. Der bliver slået hårdere og hårdere ned på snart enhver form for aktivisme. I Tyskland er anklagen for terrorisme allerede blevet knyttet sammen med protestbevægelserne. I Storbritannien er en af stifterne af Extinction Rebellion og Just Stop Oil, Roger Hallam, sammen med en række medaktivister blevet idømt hhv. fem og fire års fængsel, og dommeren betegner i domfældelsen klimabevægelsen som “en konspiration”.

Det er den tendens, den danske regering går med på, hvis vi udleverer Paul Watson til Japan, den begyndende kriminalisering af verdens vigtigste protestbevægelse.

Allerede i 1861 skrev den franske forfatter Jules Michelet i sin smukke bog “Havet” om hvalen som en truet livsform og bønfaldt for dens overlevelse. “Tænk, hvis mennesket medvirkede til dette!”, skrev han. “Hvis han hjalp naturen. Han ville blive priset fra dybet til stjernerne.”

Ti år tidligere, i 1851, udgav den amerikanske forfatter Herman Melville romanen Moby Dick. Hovedpersonen, den fanatisk besatte hvalfanger Kaptajn Ahab, er alt det modsatte af det, Michelet drømmer om. I det tyvende århundrede blev den autoritære Ahab læst som en profetisk forudgribelse af de diktatorskikkelser, der dukkede op i Europa, og hvis mordlyst gjaldt deres egen art nok så meget som hvalerne. Men hvad angår mordlyst på hvaler, er der stadig lande, der har en Ahab i sig. Er det dem, vi skal erklære fredhellige? 

Forskere har for længst indset, at hvalen er et intelligent dyr med et højt udviklet sprog. Inden for biolog- og AI-kredse er der nu et samarbejde i gang, hvor man håber en dag at kunne kommunikere med hvalerne. En række almindelige mennesker blev i den anledning spurgt, hvad der var det første, de ville sige til en hval, hvis de fik muligheden for at tale med den. De svarede alle det samme: ”Undskyld”.

Filosoffen Kristin Andrews gik et skridt videre. Hun ville spørge hvalen, hvad den tænkte om livets mening. Greta Thunberg var inde på det samme, da hun blev spurgt, hvad hvaler tænkte om menneskeheden. “Det afhænger af hvalen,” svarede hun. En hval er for hende ikke kun en art, men også et individ. Det er det, vi er ved at opdage. Vi hengiver os så ofte til spekulationer over eksistensen af en fremmed intelligens et sted ude i rummet. Men der bor en kosmisk civilisation iblandt os, her midt på planeten. Og det er på tide, vi opdager det.

Det er den tanke, den amerikanske klima-journalist Elizabeth Kolbert forfølger, da hun i et essay i The New Yorker beder en ChatGPT skrive en ny version af Moby Dick, denne gang set fra hvalens synspunkt. Det gør den kunstige intelligens prompte, og den slutter med en sætning, som ingen forfatter kunne have gjort bedre: “Jeg, den hvide Leviathan, kan kun spekulere over, om der vil komme en dag, hvor mennesket og hvalen kan forstå hinanden og sammen mødes i harmoni i et favntag midt i det umådelige hav.”

Ja, tænk, hvis vi kunne. Så ville vi i hvert fald blive klogere. Hvalen behøver det ikke. Den kender den balance i livet, vi har tabt og må genfinde.

Udleverer vi Paul Watson til de japanske myndigheder, bliver vi medskyldige i det styrtløb mod dumhedens afgrund, som er klimasammenbruddet og den sjette masseuddøen. Vi skader også os selv som borgere, som nation – og som art.

Paul Watson har altid vidst, at han ikke kunne føre denne kamp alene. Lad os slutte med at lytte til  den stemme, som snart bliver tavs, hvis vi her i Danmark nægter at følge den opfordring fra over en million mennesker, der allerede med deres underskrift har bedt den danske regering om ikke at udlevere ham.

“Hvad vi har brug for nu er helte, millioner af dem. Følelser uden handling ødelægger sjælen,” skriver Watson.

Lad os sammen forhindre, at Paul Watson bliver udleveret for den livsnødvendige aktivisme, han har viet sit liv til. Og så kan vi alle sammen redde en lille stump af vores udsatte sjæle. 

Underskrivere: Carsten Jensen, Maja Elverkilde, Kristina Stoltz, Ursula Andkjær Olsen, Gritt Uldall-Jessen, Alexandra Moltke Johansen, Charlotte Weitze, Signe Kierkegaard Cain, Maja Lucas, Silja Henderson, Shëkufe Heiberg, Johanne Mygind, Liz Jensen, Jens-André P. Herbener. Alle engageret i 'Forfattere Ser Grønt', der er en uafhængig gruppe af forfattere, der kæmper imod biodiversitets- og klimakrisen.

Bragt i forkortet version i Politiken, 13.9.2024

De kendte beregninger af vores økologiske overtræksdage udelader noget centralt (længere version med beregninger)

Global Footprint Network, der er verdens førende organisation i måling af menneskers økologiske fodaftryk, har i år sat Earth Overshoot Day – Jordens overtræksdag – til den 1. august.

Datoen indebærer ifølge organisationen, at menneskeheden allerede i løbet af årets første syv måneder har brugt lige så meget fra naturen, som Jordens økosystemer bruger 12 måneder på at genskabe. Udtrykt på en anden måde er menneskenes økologiske fodaftryk så store, at vi lever, som om vi havde 1,71 jordklode til rådighed.

Earth Overshoot Day er en både internationalt og nationalt anerkendt måleenhed, når vi taler om menneskenes overbelastning af Jordens biofysiske bæreevne. Af samme grund stjæler datoen hvert år overskrifter og diskuteres verden over, i Danmarks store aviser og grønne organisationer inklusive.

Som Global Footprint Network imidlertid selv gør opmærksom på (se nedenfor), udelader de kendte beregninger af den årlige overtræksdag noget centralt. Sagt kort inkluderer de ikke selvstændig plads til Jordens millioner af ikke-menneskelige andre arter. Det vil sige plads, hvor intensive menneskelige aktiviteter som f.eks. landbrug, kommerciel skovbrug, industri og byer er udelukkede.

Men netop en sådan plads er altafgørende for at bremse den globale biodiversitetskrise. Og det er ikke frimærker, vi taler om. Ifølge en udbredt faglig vurdering er det nødvendigt, at helst 50 procent af planetens land- og havareal afsættes til beskyttet vild natur, hvis vi skal bevare størstedelen af dens biodiversitet.

For at forstå denne problematik, skal man kende til begrebet biokapacitet, der angiver Jordens evne til at gendanne naturressourcer og at absorbere affald, især CO2. Global Footprint Network opgør Jordens samlede biokapacitet til 12,2 milliarder globale hektarer (2023). Da vi er 8,1 milliarder mennesker, er der i gennemsnit 1,5 global hektar pr. menneske (12,2 / 8,1).

Problemet er nu, at menneskenes økologiske fodaftryk er langt større end Jordens biokapacitet, nemlig 20,8 milliarder globale hektarer (2023). Og dermed lægger hvert menneske beslag på gennemsnitligt 2,6 globale hektarer (20,8 / 8,1).

På denne baggrund beregnes Earth Overshoot Day til 1. august (12,2 / 20,8 x 365 = 214 dage).

Medregnes en afsættelse af halvdelen af verdens areal til vild natur, ser regnestykket langt værre ud. I så fald har vi mennesker kun halvdelen af Jordens biokapacitet – ca. 6,1 milliarder globale hektarer – til rådighed (2023). Og dermed er der i gennemsnit kun ca. 0,75 global hektar pr. menneske.

Det ville betyde, at Earth Overshoot Day i år ikke skal ligge 1. august, men allerede den 16. april (6,1 / 20,8 x 365 = 107 dage). Det ville også betyde, at menneskeheden ikke skulle have 1,71, men snarere 3,42 jordkloder til rådighed, hvis vores levevis i dag skulle være bæredygtig ikke blot for os selv, men også for Jordens andre livsformer.

Med andre ord: Menneskene opbruger i dag ikke kun 100 procent, men 171 procent af verdens biokapacitet. Deraf vores overtræk på biokapacitetskontoen, hvis konsekvenser er klimakrisen, biodiversitetskrisen, forureningskrisen etc. Men det er ikke nok at reducere størrelsen af vores økologiske fodaftryk, så de kommer til at svare til størrelsen af Jordens biokapacitet. De bør faktisk ikke lægge beslag på mere end 50 procent af dens biokapacitet.

Hvad med højindkomstlandet Danmark?

Ifølge de kendte beregninger havde vi danskere allerede 16. marts i år – 12 dage tidligere end i 2023 – opbrugt de naturressourcer og udledt den CO2, som vi kan tillade os i hele 2024. Efter denne dato er alt overtræk. Hvis alle andre i verden levede ligesom os, skulle menneskeheden have 4,8 jordkloder til rådighed.

Skal vild natur imidlertid have topprioritet på halvdelen af Danmarks areal, ændrer tallene sig dramatisk. Ifølge Global Footprint Network er en gennemsnitsdanskers økologiske fodaftryk på 7,2 globale hektarer (2022). Ifølge de kendte beregninger skal det ned på 1,5 global hektar pr. person, og dermed er det 4,8 gange for højt (7,2 / 1,5).

Men skal vores økologiske fodaftryk ned på 0,75 global hektar pr. person – og det skal det, hvis halvdelen af Danmarks areal skal udgøres af beskyttet vild natur – er det hele 9,6 gange for højt (7,2 / 0,75). I så fald vil Danmarks overtræksdag allerede ligge 7. februar. Og i så fald skulle menneskeheden have knap 10 jordkloder til rådighed, hvis alle andre i verden levede ligesom os danskere.

Skal derimod kun 30 procent af Danmarks areal afsættes til beskyttet vild natur, er danskernes økologiske fodaftryk 6,9 gange for højt (7,2 / 1,05). I så fald vil vores nationale overtræksdag ligge den 22. februar. Og i så fald skulle menneskeheden have knap 7 jordkloder til rådighed, hvis alle andre i verden levede ligesom os.

Lyder disse tal ekstreme? Og de arealmæssige udfordringer, de indebærer for os mennesker i dag, uløselige? Muligvis. Men hvis der er noget, eksperter kan blive enige om, når biodiversitetskrisen skal løses, så er det, at naturen mangler plads. Kæmpe områder med sammenhængende plads.

Ifølge en udbredt faglig vurdering skal omkring 50 procent af klodens areal beskyttes for at bevare majoriteten af dens arter. Den har sine rødder i starten af 1990’erne, men begyndte først at få momentum, da den amerikanske topbiolog Edward O. Wilson (d. 2021) i 2016 udgav bogen Half-Earth: Our Planet’s Fight for Life. Opfattelsen støttes i dag af en lang række eksperter og naturforkæmpere og føres i marken under slagord som Nature Needs Half og Half Earth. 

Når det kommer til grønne organisationer og internationale aftaler, nøjes man imidlertid som regel – af realpolitiske årsager – med at kræve (mindst) 30 procent. Men dette areal skal så til gengæld allerede være beskyttet i 2030.

Ifølge f.eks. EU’s Biodiversitetsstrategi fra 2020 skal mindst 30 procent af landjorden og havene i EU-landene være afsat til beskyttet natur i 2030. Og ifølge Biodiversitetskonventionens nye Globale Rammeaftale for Biodiversitet, som 196 lande blev enige om under COP15 i 2022, skal mindst 30 procent af Jordens land og have være effektivt beskyttet i 2030.

Danmark har tilsluttet sig både EU’s Biodiversitetsstrategi for 2030 og den nye Globale Rammeaftale for Biodiversitet. Og Danmarks Naturfredningsforening, Verdens Skove og Biodiversitetsrådet opfordrer til at give biodiversiteten en lov, ifølge hvilken (mindst) 30 procent af Danmarks land- og havareal skal være beskyttet vild natur i 2030.

De forskellige måder at beregne vores økologiske overtræk på går tilbage til Global Footprint Network selv. På den ene side gør undersider på organisationens hjemmesider opmærksom på, at vi mennesker ikke må lægge beslag på mere end halvdelen af Jordens biokapacitet, hvis hovedparten af Jordens biodiversitet skal beskyttes.

På den anden side udelader hjemmesidernes forsider og kortfattede offentlige erklæringer, som medier og grønne organisationer viderebringer i stor stil, dette centrale forhold. Måske fordi kravene om reduktion af forbrug af ressourcer og plads ellers ville blive langt større og derfor vil kunne få mange til at give op på forhånd?

Men tiden er løbet fra dette dobbelt-bogholderi. Og fra at negligere biodiversitetskrisen. Der er i dag som vist en bred faglig konsensus og internationale politiske aftaler om, at vild natur skal have meget mere plads. Af gode grunde.

For det første har vores blågrønne planets myriader af livsformer en åbenbar egenværdi og egen ret til at eksistere. For det andet leverer store områder med vilde økosystemer vitale økosystemtjenester til os mennesker. De afbøder og mindsker tørker, ørkendannelse, storme, oversvømmelser, ildebrande m.m. De sørger for føde, rent drikkevand, ren luft og sund, frugtbar jordbund. Ikke mindst udgør de et væsentligt bidrag til at bremse klimakrisen, da de lagrer og opsuger store mængder CO2.

Samtidig udgør den globale klimakrise en stadig større trussel mod Jordens biodiversitet.

Pointen er, at vi ikke kan løse klimakrisen uden at løse biodiversitetskrisen – og omvendt. Og disse nøgleforhold bør også komme klart til udtryk i de fremtidige udregninger af vores økologiske overtræk og overtræksdage. Både i medierne og i grønne organisationer.

Ellers risikerer vi at gøre os skyldige i et farligt selvbedrag.

Jens-André P. Herbener, 27.7.2024

Kilder:

“Humanity demands goods and services from nature that require 20.8 billion global hectares to renew them, as of 2023. This is more than the 12.2 billion global hectares of biologically productive area (or biocapacity) available on the planet. Excessive demand means that humanity, by now, uses 1.7 times more than the amount the biosphere currently renews. Some describe this level of consumption as using 1.7 Earths. For maintaining robust biodiversity and climate, ecologists estimate that humans should not demand more than half of the biocapacity on Earth, or over 3 times less than the current demand.”

https://www.footprintnetwork.org/what-ecological-footprints-measure/

“Our Ecological Footprint accounts show that humanity currently demands 75% more from our planet than its ecosystems can regenerate (2022). But to secure 85% of the world’s biodiversity, requires humanity not to use more than half of the Earth, according to the late Harvard biologist E.O. Wilson. In other words, human demand now exceeds 3-fold a rate that is compatible with lasting conservation, including stabilizing our climate.”

https://www.footprintnetwork.org/biodiversity/

“Humanity currently demands 73% more from Earth than its ecosystems can renew. These are estimates for 2021. To maintain 85% of the world’s biodiversity, human demand can only use half of what our planet can provide. This means that current demand exceeds this goal by at least a factor of 3. [note 4: 1.73 Earths / 0.5 Earths > 3]”

https://www.overshootday.org/content/uploads/2021/08/Population-Perspective-M-Wackernagel-2021.pdf, s. 2

“Safeguarding biodiversity and ecosystems is fundamental to climate resilient development, in light of the threats climate change poses to them and their roles in adaptation and mitigation (very high confidence). Recent analyses, drawing on a range of lines of evidence, suggest that maintaining the resilience of biodiversity and ecosystem services at a global scale depends on effective and equitable conservation of approximately 30% to 50% of Earth’s land, freshwater and ocean areas, including currently near-natural ecosystems (high confidence). {2.4, 2.5, 2.6, 3.4, 3.5, 3.6, Box 3.4, 12.5, 13.3, 13.4, 13.5, 13.10, CCB INDIG, CCB NATURAL}”

https://www.ipcc.ch/report/ar6/wg2/downloads/report/IPCC_AR6_WGII_SummaryForPolicymakers.pdf, s. 32

Fra Mathis Wackernagels (der er præsident for Gobal Footprint Network og sammen med professor William Rees ophavsmand til begrebet økologiske fodaftryk) emailsvar til mig angående beregninger af ovenstående:

“Essentially the demand of humanity is now 1.7 full Earths. 71% more than the entire regenerative capacity of Earth. But the goal should not be to use 1 full Earth for people, only ½ Earths. (for ecological stability) So the metabolism is 3.4 times too big. (…)

There are 1.5 global hectares of biologically productive space on Earth per person, at current population levels. To maintain biodiversity and ecological stability, ecologists suggest to not use more than half of it for humans. This may allow to maintain about 85% of biodiversity, according to those ecologists. This would mean that 0.75 global hectares of biologically productive space would be available, per person. https://www.footprintnetwork.org/biodiversity/

IN Denmark, demand (or Ecological Footprint) currently is about 7.2 global hectares per resident. Or nearly 10 times more. https://data.footprintnetwork.org/#/”

Læs videre om emnet i Modvækst: Nødvendigheden af et paradigmeskifte (2024)