Omvælt verden!

Af Jens-André Herbener, Ursula Andkjær Olsen, Gritt Uldall-Jessen, Katrine Grünfeld, Signe Kierkegaard Cain, Viktor Tjerneld, Marie Bjørn, Christina Hesselholdt, Pablo Llambías, Jacob Skyggebjerg, Kristina Stoltz, Silja Henderson, Alexandra Moltke Johansen, Helene Johanne Christensen, Shëkufe Heiberg, Carsten Jensen, Liz Jensen og Maja Lucas.

Intet tyder på, at det forestående folketingsvalg vil blive den livsnødvendige gamechanger, vores jord har brug for. Vores magthavere har haft 30 år til at bremse de planetære kriser, men vi er i dag tættere på apokalypsen end nogensinde før. Chokket over klimakatastrofen er for længst overstået, og de gamle benægtere har fundet nye sange at synge. Dermed er der kun én mulighed tilbage: Et folkeoprør, hvor vi samles på gaderne, nedlægger arbejdet og sætter samfundet i stå. For at presse politikerne til at foretage det grønne systemskifte, verden skriger efter – eller til at gå af, så andre kan gøre det.

Alligevel finder vi stadig trøst i den daglige fornægtelse: Vi stopper ikke op og mærker efter, for vi skal i Brugsen. Vi stopper ikke op og mærker efter, for vi skal hjem. Vi stopper ikke op og mærker efter, for vi skal på arbejde. Vi stopper ikke op og mærker efter, for vi er for trætte. Vi stopper ikke op og mærker efter, for det nytter alligevel ikke noget. Vi stopper ikke op og mærker efter, det gør urealistiske klimatosser. Vi stopper ikke op og mærker efter, det gør overbeskyttede jubelpessimister.

Vreden kommer tidligt og bliver længe
Klimasorgens faser optræder ikke i en bestemt rækkefølge. Men vreden kommer tidligt og bliver længe. Vi står i vand til halsen og skal til at finde vores svømmehud frem igen og udvikle gæller. Vi ser på valgplakaterne, og det eneste, vi kan tænke på, er, hvor meget de har kostet i CO2-aftryk.  Vi tæller de forsvundne og truede dyrearter, men vi har ikke længere tal på, hvor mange det drejer sig om. Vi ser en tegning af den ”glade” gris – en gris med bowlerhat, uden for slagteren, ved pølsevognen og på dyretransporter. Grisen på tegningen signalerer, at den selv gerne vil slagtes. Men grisen vil ikke dø. Den ønsker at leve.

Der kommer et tidspunkt i ethvert menneskes liv, hvor hun må konfronteres med sin posttraumatiske stress over selve menneskets eksistens, menneskets oplevelse af egen verdensomvæltende vigtighed, for imens menneskets selvskabte drama kværner på Christiansborg, er træerne der jo bare. Imens bølger havet over sine bredder, fuglene lyder som gammel kærlighed, valmuer nikker ind i den tørre nat, og amøben går amok i petriskålen, det er på det tidspunkt, hun bliver til en stemme, en stemme, der kun vil bruges i valget af grønt.

Sorg elsker i al hemmelighed at gøre et godt køb

De siger: Vi skal flyve mindre, men det er nødvendigt at eksportere, importere, holde møder i Hong Kong. Vi skal spise mindre kød, men landbruget skal overleve. Vi skal udlede mindre CO2, men vi skal producere cement. Det råber de, højere og højere, mens havet stiger, så deres løftede pegefingre til sidst står under vand.

Vi tænker på den nuværende og den fremtidige verden, og vi kalder dens virkning på os depression. Når vi stopper op og mærker efter, mærker vi, at vi ikke kan lide at stoppe op og mærke efter. Fordi det gør så ondt at stoppe op og mærke efter. Når vi stopper op og mærker efter, mærker vi sorgen under alting. Når vi stopper op og mærker efter, får vi lyst til at skrige.

Engang vil vi, nogen, den kommende menneskehed, sidde i den nedbrændte, oversvømmede verden og læse beskrivelser af kyststrækninger, kigge på fotos af skove. Uden for vinduet er der ingenting. Kun himlen synes uforandret, solen kommer og går som førhen. På det bagtæppe løber tændstikmennesket rundt og fører tændstikhandlinger ud i livet, ligegyldige og meningsløse, mens liv forsvinder. Bølgerne slår stadig voldsommere mod huset.

Fuglesang er der ingen af. Byerne er udbombede ruinhobe. Flygtningestrømme fylder vejene, imod strømmen kommer en kilometerlang militærkolonne, der er kroppe forude at kvase.

Mon vi er de eneste, der er ved at blive kvalt? De eneste, der drømmer om en iltrig biosfære, hvor Jordens millioner af andre arter har masser af plads at boltre sig på? Hvor mennesker ikke behandler andre livsformer, som nazisterne behandlede jøderne og kommunisterne? Hvor det herskende Menschheit über alles-hovmod er blevet afløst af en dyb forbundethed med den slørhat, sneugle og søanemone, der er vor egen familie?

Klimasorgens paradoksale venlighed
Men ingen følelse varer ved. Klimasorgens paradoksale venlighed ligger i erkendelsen af, at ingen følelse er permanent. I den ligger en accept af kendsgerningerne og af de nye cyklusser, der ligger bagved. Vores håbløshed findes i det sandsynlige, mit håb i det usandsynlige. Tænk, hvor smukt det kunne være at leve i en tid, hvor det ikke gør så ondt at stoppe op og mærke efter.

Når vi stopper op og mærker efter, får vi lyst til at mærke nærheden fra træerne, blive smittet af deres overlegne ligegyldighed over for civilisationens ulykke, stjæle lidt af deres mod. Når vi stopper op og mærker efter, mærker vi euforien i tragediernes tid: Det er tid til at slås, comrades, det bliver en fryd at bekæmpe majoritetens fortrængte pis. 

Håbets metode
I det forsøg vil der måske komme en mere håbefuld tid. Hvis ikke for os, så for andre. Og deri ligger meningen. Nu, med kniven for struben, begynder vi at indse, at vi skal gøre plads til andre arter, hvis vi selv vil overleve. Vi skal give tilbage, lade blomsterne og bierne generobre noget af alt det land, vi optager. Hvis vi skal gøre os forhåbning om leve videre, må vi give plads til de andre arter. Vi må gentænke vores egen plads i verden i samspil med alt andet levende. Vi må udviske skellet mellem menneskelige subjekter og naturens objekter og lade planterne og dyrene komme til orde.

De hvide gedekid i folden. Kålen som fra det ydre rum, løgene i laden. Det kolde korn mellem fingrene, kartoflerne i nettene, tomaterne, mynten, de blå stjernehober over græsset. Uglen og dens kald i natten, en voldsom måne på himlen. Når angsten holder hende vågen, når hun ligger og forestiller sig atomkrigen, så æder hjortene cikorien, så jager uglen, så føder jorden knoldene, så føder jorden hovederne, stænglerne, giver liv til frøene, der med en voldsom kraft forgrener sig i den lerede jord.

I stedet for at opføre en monolog for verden kunne vi begynde en samtale. Begynde at tro på, at vi har noget at lære af vores omverden. At lytte er at give plads, det er en aktiv handling, der fører empati og ny viden med sig.

VI-VI, siger vi som fugle
Vi er klar. Vi er klar til at se det, som kan synes en udfordring, som en spændende forandring. Vi er klar til at tage et ansvar, også for det som ikke er os selv. Vi er klar til at indse, at alt ikke kun handler om den enkelte person, os og vores nærmeste. Vi er klar til at åbne os overfor alternative løsninger. Vi er klar til at give afkald.

Vi er alle gjort af samme stof. Vi er gjort af de samme molekyler, atomer og grundstoffer. Vi indeholder mange af de samme bakterier, og vi udveksler mikroorganismer med alle mulige væsner. Vi er porøse.

Vi er fugletællere og solcellemontører, vi er det der fortsætter med dig, vi er dem der vogter skoven og kysser vådområderne; vi er svampe, vi er råd, vi er verdensfortællere, vi er det der bliver fortalt, vi er en sang du kender. VI-VI siger vi som fugle.  VI-VI, siger vi. Vi er det der strømmer i floden, det der lytter i løvet og vågner. Vi er fremtidens regndans, en vuggevise, et blødt våben bare fødder. Vi er jer.

Vi må tro på begyndelsen af en ny æra, én, hvor vi slipper trangen til kontrol og lader naturen folde sig ud:

Én, hvor vi går i dialog, hvor vi siger hej træ, hej svamp, hej gople.

Én - hvor vi ikke tænker: hvad kan I gøre for os, men oprigtigt spørger: hvad kan vi gøre for jer?

Klima- og biodiversitetskrisen kræver en radikal transformation af landbruget nu

”Vi taler om intet mindre end en global revolution af landbruget … eller også æder vi vores planet op. Det er det, der er på menuen i dag.”

Ordene stammer fra den svenske topforsker i miljøvidenskab Johan Rockström og peger på det faktum, at vores fødevaresystem er blandt de sektorer i verdens samfund, der belaster klimaet og biodiversiteten allermest. Af samme grund kræver efterhånden et hav af eksperter og grønne organisationer gennemgribende ændringer af det.

Folketingsvalget nærmer sig med hastige skridt, og det er bydende nødvendigt, at politikerne forholder sig til videnskaben. I det følgende gennemgår vi de væsentligste årsager til, at vores landbrug ikke er bæredygtigt, og vigtige forslag til, hvordan vi kan ændre det.

Problemet i Danmark

1) Danmark er det land i Europa, der har mindst vild natur. Ifølge Danmarks Naturfredningsforening ”er vi suveræn bundskraber i EU”, når det kommer til beskyttet natur.

2) I Danmark lægger landbruget beslag på hele 61 procent af landets areal, hvilket er den højeste andel i Europa.

3) I Danmark kommer 31 procent af landets udledning af drivhusgasser fra landbruget. Heraf udgør fremstillingen af animalske fødevarer 89 procent.

4) Danmark er det land på kloden, som producerer flest kilo kød pr. indbygger (nemlig 330 kg).

5) I Danmark bruges 80 procent af landbrugsarealet til at dyrke foder til landbrugsdyr, mens kun 11 procent bruges til at dyrke mad direkte til mennesker. Men de 80 procent er ikke nok. Derfor importerer Danmark hvert år 1,7 millioner ton sojaskrå, heraf langt størstedelen fra Sydamerika, hvor dyrkningen af soja er medskyldig i store rydninger af bl.a. regnskov og udledning af store mængder drivhusgasser.

6) En del af den kvælstofgødning, landbruget anvender, udvaskes til vandmiljøet og skaber iltsvind i fjorde og havet til skade for naturlivet.

Problemet globalt

1) Landbruget optager 37 procent af landjordens isfri areal. Det svarer til et område på størrelse med Sydamerika og Afrika tilsammen.

2) Landbruget er årsag til 80 procent af skovrydningen i verden.

3) Landbrugets ødelæggelse / forringelse af vild natur til fordel for land til afgrøder og græsning er den vigtigste årsag til biodiversitetskrisen. Det er ansvarligt for 80 procent af massetilbagegangen for Jordens arter.

4) Vores fødevaresystem er ansvarligt for 34 procent af udledningen af drivhusgasser i verden.

5) Landbruget lægger beslag på 70 procent af det ferskvand, vi bruger.

6) Landbrugets brug af husdyrgødning, kunstgødning, pesticider m.m. er blandt de vigtigste årsager til forureningen af jord, grundvand, vandløb, søer og havet.

7) Mindst en tredjedel af de fødevarer, der produceres verden over, når aldrig de maver, de er bestemt for. De spildte fødevarer er årligt ansvarlige for ca. 10 procent af verdens udledninger af drivhusgasser.

8) I fødevaresystemet er det animalske fødevarer, der er langt den mest pladskrævende, klimabelastende og biodiversitetsødelæggende del. De står for 57 procent af landbrugets udledning af drivhusgasser, mens plantebaserede fødevarer nøjes med 29 procent.

Kvæg er den største synder. Som påpeget af professor Katherine Richardson medfører produktionen af 100 gram protein fra oksekød en udledning af det, der gennemsnitligt svarer til ca. 50 kilo CO2. I sammenligning medfører produktionen af 100 gram planteprotein en udledning af det, der gennemsnitligt svarer til ca. 1 kilo CO2.

Samlet optager fremstillingen af animalske fødevarer 83 procent af Jordens landbrugsland, hvilket arealmæssigt svarer til hele Nord- og Sydamerika. Men de leverer kun 18 procent af vores kalorier og 37 procent af vores proteiner.

National Geographic har beskrevet det kolossale spild, som produktionen af animalske fødevarer medfører: ”For hver 100 kalorier fra korn, som vi fodrer dyr med, får vi kun ca. 40 nye kalorier i mælk, 22 kalorier i æg, 12 kalorier i kyllingekød, 10 kalorier i grisekød eller 3 kalorier i oksekød.”

Landbrugsdyr kræver altså langt mere føde, end de producerer. Sammenlignet med en plantebaseret kost repræsenterer de en meget ineffektiv udnyttelse af jorden.

Og fremtiden?

Hvis væksten i verdensbefolkningen – og særligt i middelklassen med sit høje forbrug af animalske fødevarer – fortsætter en rum tid endnu, risikerer fødevaresystemet i 2050 at skulle producere 70 procent mere føde, frembringe 68 procent flere animalske fødevarer, udlede op til 87 procent mere drivhusgas og lægge beslag på 50 procent mere landjord end i dag.

Med andre ord: Det globale fødevaresystem er allerede ikke-bæredygtigt. Og en opskalering af det i dets nuværende form for at brødføde 2-3 milliarder flere mennesker i løbet af det 21. århundrede vil være radikalt ikke-bæredygtigt. Ifølge FNs Global Sustainable Development Report (2019) vil det være ”fuldstændigt uforeneligt” med Parisaftalens mål om at begrænse den globale opvarmning til helst 1,5 grad over førindustrielle niveauer, mange af FNs 17 Verdensmål og dermed også med at løse klimakrisen og biodiversitetskrisen.

Så stor betydning har altså alene fødevaresystemet for den samlede bæredygtighed på kloden.

De forhold, som milliarder af dyr lever under på industrilandbrug, står i skærende kontrast til deres naturlige adfærdsmønstre. Moderne videnskab har hinsides enhver rimelig tvivl vist, at de er bevidste, følende, sociale og intelligente væsner med evne til at problemløse, opleve glæde, sorg, smerte, omsorg, stress og med en stærk tilknytningsadfærd. Og derfor resulterer deres leveforhold hyppigt i store lidelser.

Konklusionen på det hele er ifølge talrige eksperter og grønne organisationer, at vi er nødt til at lave en radikal transformation af verdens fødevaresystem, og den skal i gang nu.

Vejen fremad

Blandt væsentlige forskningsbaserede løsninger skal fremhæves: A) En udbredelse af regenerativt landbrug. B) En 70-90 procent reduktion af kødforbruget pr. person i i-lande til fordel for en langt mere plantebaseret kost. C) En nedlukning af den industrielle dyreproduktion. D) En halvering af vores madspild. Det vil samlet have store fordele, bl.a.:

1) Det vil afgørende reducere udledningen af drivhusgasser.

2) Det vil frigive store arealer landjord verden over. Det er essentielt, for vi behøver i den grad den frigivne plads: Dels til langt mere vild natur, der vil bidrage afgørende til at løse biodiversitetskrisen ved at give plads til truede arter og til klimakrisen ved øget lagring af CO2 i f.eks. skove. Dels til at brødføde de ca. 2-3 milliarder flere mennesker, der vil komme i løbet af dette århundrede.

3) Det vil for de fleste medføre en sundere kost. En overvejende plantebaseret kost er nemlig også sund kost.

​4) Det vil årligt spare mange milliarder landbrugsdyr for lidelser. Den industrielle dyreproduktion behandler nemlig oftest dyr som produktionsenheder frem for som de bevidste, følende individer, de er. I stedet bør vi vende tilbage til mindre gårde med så små besætninger, at der er god plads til, at dyrene kan udleve deres artsspecifikke adfærd.

5) Det vil stoppe landbrugets overforbrug af ferskvand og andre ressourcer og markant nedbringe forureningen af grundvand, vandløb, floder, søer og hav.

I betragtning af, hvad der er på spil, hvis vi ikke foretager en radikal transformation af fødevaresystemet – nemlig en mere og mere ubeboelig planet – er spørgsmålet vel kun: Hvad venter vi på?

Eller som professor i agroøkologi Jørgen E. Olesen har pointeret:

”En grundlæggende omlægning af landbruget er helt afgørende … Jeg kan godt forstå, hvis man bliver forpustet af at høre om alle de ændringer, der skal laves, og at de skal laves lige nu. Men hvis vi skal nå de mål, vi har for verden, er vi nødt til at sprinte.”

 

De vigtigste kilder

Fra foder til føde: En bæredygtig vision for dansk landbrug (2020).

Danmarks Naturfredningsforenings klimaplan for landbruget frem mod 2030 (2021).

Global Sustainable Development Report (2019).

Katherine Richardson, Hvordan skaber vi bæredygtig udvikling for alle? (2020).

Food in the Anthropocene: the EAT–Lancet Commission on healthy diets from sustainable food systems (2019).

Regenerative Agriculture in Europe (2022).

Brinkmanns Jesus

Brinkmann vil tage Jesus til indtægt for egne sympatiske kæpheste, men det kan ikke gøres uden ahistoriske generaliseringer.

Jeg har meget godt at sige om psykologiprofessor Svend Brinkmann. Modsat mange andre kendisser, som medierne flokkes om, har han været et forfriskende indspark. Han har været en tiltrængt kontravægt til tidens selvmaksimeringskultur, købmandslogik og ulidelige målingsmani. Især er han god til at sige det modsatte af de herskende modeluner på en overbevisende måde.

I Politiken 28. maj blev han interviewet i anledning af sin nye bog Mit år med Gud, der udkommer 4. juni. I interviewet siger han nogle ting om kristendom, som mange folkekirkepræster vil knuselske ham for, men som i bedste fald er en spektakulær forenkling, i værste fald noget sludder.

Normalt taler han som fagmand, når han åbner munden. Men her? Han har ikke fundet Gud, som der står, men taler alligevel på væsentlige områder som en troende. Spørgsmålet er, om han selv er bevidst om det?

Brinkmann fremhæver ”kristendommens” fordring om, at man skal ”gøre det gode for det godes skyld”. Jeg er enig i, at altruisme er smukt og efterstræbelsesværdigt. Men så ophører enigheden også.

Selv om det er bekvemt og alle gør det, giver det faktisk ikke megen mening at tale om kristendommen i bestemt form ental. Der findes nemlig et utal af forskellige og undertiden selvmodsigende former for kristendom. Mange forskere foretrækker derfor at tale om ”kristendomme”.

Allerede Det Nye Testamente er en opvisning i den kristne polyfoni. Og dele af helligskriftet modsiger klart Brinkmanns opfattelse af, at mennesket ifølge ”kristendommen” skal gøre det gode for dets egen skyld, og at det ikke skal gøre noget for at gøre sig fortjent til dets guds kærlighed. Faktisk kan der eksplicit være forbundet en personlig belønning eller straf med ens handlinger.

Tag det berømte bud om fjendekærlighed. Her sagde Jesus bl.a.: ”Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente?” (Matthæus 5,46). Eller tag det berømte bud om tilgivelse, f.eks.: ”Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer” (Lukas 6,37; se også Matthæus 6,14-15).

Ja, Jesus kan sågar stille krav om verdensforsagelse, selvfornægtelse og lidelse, der langt overgår nutidens præstationsflagellanter: ”Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel.  Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel” (Lukas 14,26-27).

Faktisk er ”omvendelse” fra ens hidtidige liv i flere tilfælde en betingelse for adgang til det himmelske paradis (f.eks. Matthæus 3,2; 11,20-24; Markus 1,15; Lukas 13,1-5), for på ”dommedag” skal menneskene dømmes efter deres handlinger og ord (f.eks. Matthæus 12,36-37; 16,27; 25,31-46; Johannesevangeliet 5,28-29).

Selv Paulus, der er kendt for at betone sin guds nåde som det afgørende (f.eks. Romerbrevet 3,21-24), kan lade menneskets hinsidige skæbne være betinget af dets jordiske handlinger (f.eks. Romerbrevet 2,1-11; 2. Korintherbrev 5,10).

Træder man forkert, kan det koste dyrt. Virkelig dyrt. Bl.a. kan man blive kastet i ”ovnen med ild” ved verdens ende (Matthæus 13,49-50). Sikke en kærlig gud.

I virkeligheden har Jesus’ såkaldte næstekærlighedsbud ikke meget at gøre med en kulturetik, der skal forbedre menneskenes liv i denne verden. For Det Nye Testamente handler i høj grad om verdens snarlige undergang i et kosmisk kollaps, og det er i det lys, at den antik-jødiske sektleders radikale etik skal ses.

Søren Kierkegaard stillede skarpt på den i sin afsluttende kirkekamp. Her rasede han mod den statslige kristendom for at bedrage folk til at tro, at de kan være kristne og opnå evigt liv uden – som Det Nye Testamente gentagne gange kræver – at efterfølge Jesus i hård lidelse og forsagelse.

Brinkmann vil gerne tage Jesus til indtægt for egne kæpheste, men det kan ikke gøres uden ahistoriske generaliseringer. Efter min opfattelse er Brinkmann dog mere sympatisk end den nytestamentlige dommedagsprædikant.

Noget andet er den Jesus, som bløde nyprotestantiske eksistensfilosoffer og folkekirkepræster har skabt i moderne tid: En Jesus, der reelt ikke kræver noget, men strør kærlighed og frelse ud i øst og vest, syd og nord til alt og alle. Det er da også et befriende alternativ til tidens selvpinende præstationsdyrkelse, og det er øjensynligt her, at Brinkmann har fundet den Jesus, han kan bruge.

Ifølge psykologiprofessoren kan kristentro måske også spille en positiv rolle i tidens klima- og naturkamp. Det kan den ifølge Brinkmann, fordi den ikke ser på, om vores miljøindsats gavner os selv, men på, hvad der gavner klimaet og naturen. Således betragtet er troen også biosfærisk altruisme.

Igen finder jeg Brinkmanns kristendomsopfattelse sympatisk. Men må straks tilføje, at den står i stærk kontrast til dominerende strømninger i den kristne religions historie, der har været kendetegnet af antropocentrisme og dualisme.

Antropocentrismen har historisk vist sig ved, at kristendom fremfor alt har drejet sig om menneskers behov i denne verden og deres frelse i en kommende. Dualismen har bl.a. vist sig ved en nedvurdering af eller decideret fjendtlighed over for vild natur. Ja, i nogle tilfælde har man opfattet hele denne verden som ”syndens” sfære, der skulle forkastes til fordel for et overjordisk, evigt idealrige. Tænk på Jesus, der sagde: ”Mit rige er ikke af denne verden” (Johannesevangeliet 18,36).

Faktisk mener en række tænkere på denne baggrund, at kristendom har et medansvar for de globale økokriser.

I dag buldrer klima- og naturbevidst kristendom imidlertid frem, og det kan ses som en modreaktion på, at vi er i gang med at ødelægge vores planetære hjem. Brinkmann antager også, at Jesus har noget vigtigt at bidrage med her.

Det illustrerer en gammel religionsfaglig grundpåstand: Mennesker skaber og omskaber løbende deres religioner, og det gør de ud fra deres personlige behov og de til enhver tid gældende forhold i verden.

Brinkmanns Jesus er ingen undtagelse.

Er en grøn-humanitær alliance mulig i Danmark?

Baggrunden for mødet i dag er den for alle deltagere velkendte: En global klimakrise og biodiversitetskrise, der i stigende grad truer de basale livsbetingelser på Jorden. Både for mennesker og utallige andre arter.

Allerede i 2011 udtalte FNs daværende generalsekretær Ban Ki-moon, at den økonomiske vækst og forbrugerisme ”er en global selvmordpagt”.

I 2018 advarede FNs nuværende generalsekretær António Guterres:

”Hvis ikke vi ændrer kurs i 2020, risikerer vi, at vi ikke kan undgå, at klimaforandringerne løber løbsk med katastrofale konsekvenser for folk og alle de natursystemer, der opretholder os.”

I 2019 udgav FNs biodiversitetspanel en statusrapport, der pointerede, at ”omkring en million dyre- og plantearter nu er truet af udryddelse, mange inden for årtier, flere end nogensinde før i menneskehedens historie.”

I 2020 erklærede over 11.000 forskere fra 153 lande, at vores samfundskurs risikerer at ”forårsage alvorlige sammenbrud i økosystemer, samfund og økonomier og potentielt dermed gøre store områder af Jorden ubeboelige.”

Ifølge et stort forskerhold i 2021 ”er omfanget af trusler mod biosfæren og alle dens livsformer – menneskeheden inklusive – faktisk så stor, at det er vanskeligt at begribe selv for velinformerede eksperter.”

Sådan kunne man blive ved.

En væsentlig pointe er her, at den globale klimakrise og biodiversitetskrise hænger sammen.

Ikke blot er vi mennesker årsag til dem begge. Kriserne forstærker gensidigt også hinanden, og det samme gør i væsentlige henseender løsningerne på dem. F.eks. gavner store arealer med beskyttet natur både biodiversiteten og klimaet.

Tidligere har der været en udtalt tendens til at give klimakrisen højere prioritet end biodiversitetskrisen og behandle de to kriser hver for sig. Men det er i de senere år begyndt at vende.

Udviklingen nåede en foreløbig kulmination, da FNs klimapanel og biodiversitetspanel sidste år udgav en fælles rapport om, hvordan man bedst kan stoppe de to kriser. Rapportens konklusion var entydig:

”Ingen af dem vil kunne løses på succesfuld måde, medmindre de takles sammen.”

Den erkendelse ligger også til grund for, at vi har inviteret grønne og humanitære aktører til et møde om både klima- og biodiversitetskrisen i dag. Vi er alle i samme båd.

Vi har ikke inviteret erhvervsorganisationer og virksomheder. Det skyldes ikke blot, at antallet af deltagere så ville kunne svulme voldsomt op, men også at vi ønsker en diskussion om, hvad klimaet og naturen kræver uafhængigt af økonomiske interesser.

Vi vil således gerne have en samtale om faglige mål for at løse klima- og biodiversitetskrisen, der ikke allerede i udgangspunktet skal konkurrere med, tilpasses eller sågar underlægges økonomiske interesser.

Vi er så vant til, at klimaet og naturen underlægges økonomien. De to kriser peger glasklart på, at det er på høje tid, at økonomien underlægges klimaet og naturen.

Konkret ønsker vi at indlede en drøftelse om mulighederne for at indlede et strategisk samarbejde mellem så mange grønne og humanitære aktører i Danmark som muligt.

Med strategisk samarbejde tænker vi på et samarbejde mellem selvstændige organisationer, foreninger og bevægelser om at fremme nogle kernemål inden for klima og biodiversitet.

Samarbejdet skal altså ikke erstatte de eksisterende selvstændige organisationer, foreninger og bevægelser og deres vanlige aktiviteter.

Det skal derimod være et tillæg til dem.

Vi er overbeviste om, at et strategisk samarbejde mellem en række grønne og humanitære aktører i Danmark vil kunne få større indflydelse på de politiske magthavere og mobilisere flere mennesker, end aktørerne kan hver for sig eller i mindre alliancer.

Skulle det lykkedes at igangsætte et sådant samarbejde, er det i princippet kun fantasien, der sætter grænser. Man kan gå sammen om at lave f.eks. borgerforslag, helsidesannoncer i aviser og fredelige landsdækkende demonstrationer.

En af vores egne kongstanker er at lave danmarkshistoriens største demonstration, som et stort antal grønne og humanitære organisationer står bag, og som et historisk stort antal danskere derfor vil deltage i.

Målet er i alle tilfælde at sætte kampen for klimaet og biodiversiteten op i gear og gøre den til en folkesag. Ja, helst at forvandle den til en uomgængelig folkebevægelse, så de politiske magthavere er nødt til at følge trop.

Det kræver, at de mange forskellige aktører har fokus på deres fællesmængder frem for de forskelle, der også er mellem dem.

Hvis enighed om alt er kravet eller succeskriteriet, er et større samarbejde på forhånd umuliggjort. Efter vores vurdering er fællesmængderne langt større end forskellene, og det bør kunne udnyttes i langt højere grad end hidtil.

Hvad angår samarbejdets form, kan man forestille sig forskellige modeller.

Én model kan være et grønt-humanitært netværk med en mailliste, hvor de enkelte parter kontakter hinanden med forslag til fælles tiltag, når de har et.

En anden model kan være et mere fasttømret samarbejde, f.eks. i form af en grøn-humanitær alliance eller koalition med hjemmeside og programerklæring, og hvor parterne mødes fire gange om året, diskuterer forslag og lægger planer for fælles tiltag.

I alle tilfælde bør samarbejdets parter naturligvis kunne tilslutte sig et tiltag, når de er enige i det, og afstå fra det, når de ikke er det.

Endelig kan man også forestille sig et samarbejde, der rækker videre endnu. Og spørgsmålet er, om tiden ikke kræver det?

I 2018 offentliggjorde FNs klimapanel en rapport, der tilskyndede til omgående at iværksætte et systemskifte i verdens samfund:

”At begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader celsius vil kræve hastige og vidtrækkende omstillinger uden fortilfælde af enhver side af samfundet.”

I 2019 udgav FNs biodiversitetspanel en statusrapport om verdens natur. I den forbindelse opfordrede panelets formand til ”grundlæggende forandringer” af verdens samfund i form af en ”fundamental og gennemgribende reorganisation på tværs af teknologiske, økonomiske og sociale forhold, inklusiv paradigmer, mål og værdier.”

Pointen med at fremhæve dette er, at mange af verdens førende forskere er enige om, at det kun er et grønt systemskifte i vores samfund, økonomier, verdensopfattelser og værdier, der er tilstrækkeligt til at løse de to største kriser i dag. Og dermed sikre, at Jordens livsformer kan overleve og trives, menneskene inklusive.

Af samme grund mener vi, at et grønt systemskifte bør være et stort og strategisk samarbejdes endemål.

Nogle af jer arbejder allerede på det. Andre har mere fokus på at afhjælpe igangværende katastrofer, stoppe overgreb og generelt arbejde med løsninger på problemer her og nu.

Det ene udelukker naturligvis ikke det andet, tværtimod. At arbejde både på den korte og lange bane er helt centralt.

Selv mener vi, at en af hovednøglerne til en bæredygtig planet er en mere lige fordeling af Jordens goder: Dels mellem mennesker i dag, dels mellem mennesker i dag og fremtiden, og dels mellem mennesker og andre arter.

Vi ønsker med andre ord både social og økologisk retfærdighed.

Skal vi komme med et ultrakort bud på et grønt systemskifte, ser vi ingen anden sikker vej frem, end at vi mennesker – frem for alt os rige – indskrænker vores dominans over Jorden og stopper vores overforbrug af dens goder.

Systemskiftet kan bl.a. omfatte:

- en afsættelse af 30-50 procent af Jordens areal til vild natur

- en langt mindre industriel dyreproduktion og en langt mere plantebaseret kost

- en udskiftning af fossile brændsler med ikke-fossile energiformer

- en udskiftning af vores vækstøkonomi med først en modvækstøkonomi og sidenhen en ligevægtsøkonomi

- et stop for de riges hyperkonsumerisme, en mere retfærdig fordeling af Jordens goder og en reduktion af den økonomiske ulighed

- en redefinition af det gode liv

- en uddannelse til alle og en styrkelse af ligestilling og menneskerettigheder verden over 

- en grøn reformation af vores uddannelser med bl.a. et nyt obligatorisk fag om klima, natur og bæredygtighed i folkeskolen og gymnasiet.­

Det er naturligvis – fagligt og samarbejdsmæssigt – en langt mere krævende og minefyldt opgave at formulere et fælles forslag til et grønt systemskifte.

Men når det er det, der er livsnødvendigt i dag, er det efter vores opfattelse i det allermindste en alvorlig overvejelse værd.

Måske man som en del af et nyt og bredt samarbejde kan nedsætte en arbejdsgruppe, der har til opgave at tænke både visionært og jordnært og komme med et bud på et sådant systemskifte, altså på hvordan vores planet igen kan blive bæredygtig for både mennesker og dens myriader af andre livsformer.

Nå. Det her er blot en præsentation af nogle af vores egne overvejelser og forslag. Vi er ikke i tvivl om, at mange af jer allerede arbejder med lignende ideer. Nogle af jer arbejder også allerede sammen.

Det er godt. Men det er ikke nok, må vi se i øjnene. Forandringerne går alt for langsomt. Vi bliver nødt til at gøre noget andet og mere end hidtil. Og det haster.

Det skylder vi Jordens børn og unge. Det skylder vi verdens nødstedte og fattige. Og det skylder vi planetens millioner af andre arter.

Og hvis tiden til at eskalere indsatsen, gå nye veje og prøve noget andet ikke er nu, hvornår så?

Når vi ikke længere kan undgå kaskader af selvforstærkende klimakatastrofer med omfattende lidelser til følge?

Når vi har udryddet den million dyre- og plantearter, der i dag er truet af udryddelse?

Er det ikke nok, at vi allerede har igangsat en masseuddøen, der er den største i hele 65 millioner år?

Hvad venter vi egentlig på?

Flere og flere erklærer, at Jorden befinder sig i en nødstilstand – FNs generalsekretær, forskere, miljøorganisationer osv.

Men langt vigtigere er det naturligvis at handle i overensstemmelse med, at Jorden befinder sig i en nødstilstand.

Imidlertid gør vores politiske magthavere fortsat alt for lidt. På trods af årtiers advarsler om konsekvenserne af vores samfundskurs og på trods af titusindvis af forskeres appeller om at ændre status quo.

Vi mener, at Danmarks grønne og humanitære organisationer, foreninger og bevægelser har pligt til at gå forrest og sætte en ny dagsorden, ja, potentialet til at blive fødselshjælpere for en ny samfundsmodel.

Men vi er nødt til at gå sammen i stor stil for at kunne igangsætte forandringer i stor stil. Og her har vi brug for både de unges klarsynede kampgejst og de etablerede organisationers og foreningers enorme viden.

Begge dele – er vi overbeviste om – skal til for at skabe et afgørende momentum i befolkningen og blandt politikerne.

Men alt skal som bekendt starte et sted. 

Ifølge den afdøde amerikanske systemteoretiker Buckminster Fuller er det vigtigste, når man vil ændre noget, at bygge ”en ny model, der gør den eksisterende model overflødig.”

Spørgsmålene er vel her:

Hvad bør Danmark gøre for at bidrage mest muligt til at stoppe klimakrisen og biodiversitetskrisen?

Og er det muligt og ønskeligt at indlede et stort grønt-humanitært samarbejde om det?

Tak for at I ville lytte.

 

På vegne af Grøn Alliance:

Gritt Uldall-Jessen

Morten Lambertsen

Morten Steiniche

Jens-André P. Herbener

Hvad har vi skabt?

Vi har skabt Guden, kirken og mennesket. Vi har skabt kroppen og hjernen og bevidstheden. Vi har skabt pikken, kussen og kønnet. Vi har skabt kvinden, manden og barnet. Vi har skabt besiddelsen, magten og sex´et. Vi har nedbrudt cirkulationen, mutationen og bakterien. Vi har skabt dyret, dyrene og monsteret. Vi har skabt frugten, tøjet og huset. Vi har skabt helvede. Vi har skabt træet, bogen og ordet. Vi har skabt tanken, ejendommen, den ejede. Vi har skabt slaven, herren og pisken. Vi har skabt jorden, landet og flaget. Vi har skabt søen, fisken og havet. Vi har skabt skibet, masten og navigationsanlægget. Vi ejer uranen, mineralerne og planten. Vi har skabt bomben, våbnet og ammunitionen. Vi har skabt ubåden, krigen og fascisten. Vi har skabt fjenden, folket og flugten. Vi har skabt døden, livet og friheden.

Grundstofferne bor i en tabel, de har navne og tal, du kender smeltepunkterne, og du opfinder metoder og maskiner, så du kan hente mere, sprænge hele bjerge og findele sten. Du siger, at du forstår at udnytte ressourcerne, du siger, at det er nødvendigt. Du er menneske, og du har opfundet dynamit. Maskiner og metoder og dynamit og jeg er jorden. Et æg at klække, at flække, at flå.

Hvis ekstraterrestielle væsner kom og udryddede lige så store dele af menneskeheden, som vi mennesker har udryddet af Jordens vilde natur i de sidste 50 år, ville vi ikke tøve med at kalde det et holocaust af værste art.

Men vi er så småt ved at fatte, at hele jordkloden er en sammenhængende organisme, der reguleres af bevægelser, der på samme tid er bittesmå og enorme. Men det stopper ikke den bevægelse, som begyndte længe før, nogen af os, der lever nu, blev født. Det kapløb, som er baseret på at opnå komfort og tryghed, planlægning for en livstid eller mere, hele idéen om, at livet kan blive nemmere. Det har aldrig været en mulighed, uden at nogen eller noget betaler prisen.

Vi synes at skoven er så smuk nu, og måske smukt simpelthen betyder at vi mærker noget, en form for energi eller ånd, vi ikke mærker normalt, og måske er vi simpelthen dumme, måske de andre dyr hele tiden mærker noget.

Vi vågnede af drømme om blegblå anemoner, hjortetunger, melede kodrivere og kongebregner. Natten var uigennemtrængelig, det troede vi, men så kunne vi pludselig se. Mælkebøtter, kodrivere, vejbred langs brandstien mod vandet. Med bare fødder på den kolde jord, skvalderkål som verdens liggeunderlag. Sangen igennem os: Vi hænger sammen.

Det starter under fødslen. En åbning ind i dyrene. Kvinden ser gennem dyrenes øjne, heste der føder føl. Ugler. Strudse. Ræve. Mennesker, der drukner, der synker i havet. Mens hun åbner sig, lægger strudse æg. Mens hun rulles ind i ambulancen, glider de enorme æg gennem snævre tunneller. Han sidder ved siden af hende og græder. Det fortsætter herfra for altid. Barnets øjne er grisens øjne er koens øjne er solsortens øjne. Hun er soen, hun er tæven, hun er hoppen der lader føllet slukke tørsten, en åbning til alt med et hjerte, en krop.

Kan du huske, da sommerfuglene ikke bare var ord på papir, men virkelige sommerfugle i stor mængde og forskellighed, de mange farvers flaksen?

Kan du huske, da der fandtes ræve i Danmark, deres røde plyssede pels; 

Se, ræven der løber henover marken mod skoven, med en letheds selvfølgelighed. 

Se, små rævehvalpe der dier ved moren,  hvor de nyder solen i græsset, ungerne; små glødende kugler, glimtende i morgensolen under et stort bøgetræ.

Husker du, hvordan du søgte ensomheden i naturen, fordi den aldrig virkelig var ensomhed? Husker du, hvordan du gik her for eftertankens, fordybelsens, den stille, ordløse glædes skyld? Husker du naturens frodighed? Husker du naturens løfte om evigt liv? Husker du, hvordan naturen altid var der for dig, når du var i krise? Husker du, hvordan du i naturen søgte heling, en hånd, der rørte dig, når ingen andre gjorde?

Vi står ved tidens rand. Vi er kommet ind i solnedgangens ildskær. Ind i erindringen. Ind i barndommens nutid. Ved begyndelsens overflod og fælleseje. Opslugt af farlige lege med bratte afslutninger. Fyldt af livets blodige alvor.

En ung mand mistede sin elskede. Han søgte trøst på barndommens strand, hvor ålegræs og tangskove engang havde strøget ham over benene og forsikret ham, at han hørte til i en stor sammenhæng. Nu ville han være alene med sin døde elskede og mærke hendes nærhed, som om naturen for altid gemte på et minde om hende. Han stirrede ned i vandet, men havbunden var tom. Der voksede ikke længere noget. Han ikke blot havde tabt sin elskede for altid, men også den samhørighed med universet, der havde løftet hans barnekrop op i uendeligheden.  Tangskovens bløde håndflader skulle aldrig igen kærtegne ham, og hans ensomhed var dobbelt.

Husker du naturens lære, at livet ikke kun fortsætter i dig, men også efter dig? Nu går du i naturen, og græsset føles anderledes under dine nøgne fødder, som om der i den blotte berøring også er en afsked. Det er ikke kun dig, der ikke skal leve evigt, det er også naturen, der har mistet dette løfte. En dag er græsset væk, og kun det hede sand, hvor intet gror, tilbage. Hvor skal naturen gå hen, når den selv er i krise? Hvor søger naturen trøst eller lindring? I vores tomme hænder?

Kan du huske dengang på Femø-lejren, hvor vi sang en sang til ørentvisten, Ørner-blues? Uanset hvor hurtig jeg var til at lyne teltdugen op og ned, var der altid fuld af dem i teltet. Hvor var det dog vidunderligt at hjælpe en ørentvist ud af et nylontelt hver aften - en efter en, før vi flåede tøjet af hinanden.

Kan du huske, da vi gik ind under det vilde æbletræs krone af svirrende liv? Kan du huske, vi lyttede?  Senere, da vi som voksne tog tilbage, trådte vi ind under den blomstrende krone igen, og alt var forstummet og stille — det eneste liv tilbage dér var vores. Og så en enkelt ensom bi mellem tusinder af ventende blomster.

Det er på tide at se tingene som de er. Uoverskuelige netværks tråde overalt. Udtryk og bevidstheder anderledes end vores. Vi må være bløde som voks, så verden kan sætte aftryk, klare og skarpe så vi kan indoptage dens billeder. Give dem videre. Vi må bruge hænderne som lygter. 

Vores sprog er blevet mindre. Det er, fordi arterne uddør. Så falder de også ud af sproget. Vi ser os selv i en nær fremtid stå og gestikulere vildt og rådløst og sige høje lyde i håbet om, at den anden forstår og har det på samme måde.

Ved du, at hveden har mere end hundrede og ti tusinde gener? Planterne har potentiale til at udvikle sig til os med tiden. Men kan vi blive til dem?

Vi er dragerne fra jeres eget eventyr. Hvis I slår os ihjel, slår I jer selv ihjel. Vi er jordens historie. Menneskets historie er stor, vandsalamanderens historie er større, den er alle arters historie.

Vi befrugter vores æg, ligesom mennesker befrugter deres æg. Kan I se, at vi er hjemløse? Vi lægger vores æg her, så I kan se, at de bløder. Vi trækker slimet fra vores døde æg hen over jeres tonede ruder. Blodet fra vores massakrerede æg. 

Kære Græshoppe, hvordan mon du kunne tænke dig et monument? Hvis måneskinnet kunne høres, ville det lyde som din sang. De første afstøbninger af dine vinger knækkede, de er så skrøbelige,  sådan nogle små vinger. Gipsen er stadig våd, vi kan endnu nå at omforme gestaltningen. Lyden af din sang brister i øret, en kildren af klokker fra sommerens våde græs, tager til i styrke og forsvinder ved tilnærmelser. Vi må være forsigtige, så næste afstøbning ikke går i stykker. Der vil komme en afstøbning. Vi vil gøre det, så du lille græshoppe kan komme til din ret. Kan vi få dig i tale? Kan vi få dig til at spille på dit parringsinstrument?

Du er så svær at forstå, men du skal vide at jeg prøver.

Ord fra: Zara Lea Palmquist, Maja Elverkilde, Luca Talamona, Jens-André P. Herbener, Kirsten Thorup, Carsten Jensen, Nanna Goul, Kristina Stoltz, Josefine Klougart, Gritt Uldall-Jessen, Charlotte Weitze, Asger Schnack, Rasmus Nikolajsen, Alexandra Moltke Johansen og Helene Johanne Christensen