Er en grøn-humanitær alliance mulig i Danmark?

Baggrunden for mødet i dag er den for alle deltagere velkendte: En global klimakrise og biodiversitetskrise, der i stigende grad truer de basale livsbetingelser på Jorden. Både for mennesker og utallige andre arter.

Allerede i 2011 udtalte FNs daværende generalsekretær Ban Ki-moon, at den økonomiske vækst og forbrugerisme ”er en global selvmordpagt”.

I 2018 advarede FNs nuværende generalsekretær António Guterres:

”Hvis ikke vi ændrer kurs i 2020, risikerer vi, at vi ikke kan undgå, at klimaforandringerne løber løbsk med katastrofale konsekvenser for folk og alle de natursystemer, der opretholder os.”

I 2019 udgav FNs biodiversitetspanel en statusrapport, der pointerede, at ”omkring en million dyre- og plantearter nu er truet af udryddelse, mange inden for årtier, flere end nogensinde før i menneskehedens historie.”

I 2020 erklærede over 11.000 forskere fra 153 lande, at vores samfundskurs risikerer at ”forårsage alvorlige sammenbrud i økosystemer, samfund og økonomier og potentielt dermed gøre store områder af Jorden ubeboelige.”

Ifølge et stort forskerhold i 2021 ”er omfanget af trusler mod biosfæren og alle dens livsformer – menneskeheden inklusive – faktisk så stor, at det er vanskeligt at begribe selv for velinformerede eksperter.”

Sådan kunne man blive ved.

En væsentlig pointe er her, at den globale klimakrise og biodiversitetskrise hænger sammen.

Ikke blot er vi mennesker årsag til dem begge. Kriserne forstærker gensidigt også hinanden, og det samme gør i væsentlige henseender løsningerne på dem. F.eks. gavner store arealer med beskyttet natur både biodiversiteten og klimaet.

Tidligere har der været en udtalt tendens til at give klimakrisen højere prioritet end biodiversitetskrisen og behandle de to kriser hver for sig. Men det er i de senere år begyndt at vende.

Udviklingen nåede en foreløbig kulmination, da FNs klimapanel og biodiversitetspanel sidste år udgav en fælles rapport om, hvordan man bedst kan stoppe de to kriser. Rapportens konklusion var entydig:

”Ingen af dem vil kunne løses på succesfuld måde, medmindre de takles sammen.”

Den erkendelse ligger også til grund for, at vi har inviteret grønne og humanitære aktører til et møde om både klima- og biodiversitetskrisen i dag. Vi er alle i samme båd.

Vi har ikke inviteret erhvervsorganisationer og virksomheder. Det skyldes ikke blot, at antallet af deltagere så ville kunne svulme voldsomt op, men også at vi ønsker en diskussion om, hvad klimaet og naturen kræver uafhængigt af økonomiske interesser.

Vi vil således gerne have en samtale om faglige mål for at løse klima- og biodiversitetskrisen, der ikke allerede i udgangspunktet skal konkurrere med, tilpasses eller sågar underlægges økonomiske interesser.

Vi er så vant til, at klimaet og naturen underlægges økonomien. De to kriser peger glasklart på, at det er på høje tid, at økonomien underlægges klimaet og naturen.

Konkret ønsker vi at indlede en drøftelse om mulighederne for at indlede et strategisk samarbejde mellem så mange grønne og humanitære aktører i Danmark som muligt.

Med strategisk samarbejde tænker vi på et samarbejde mellem selvstændige organisationer, foreninger og bevægelser om at fremme nogle kernemål inden for klima og biodiversitet.

Samarbejdet skal altså ikke erstatte de eksisterende selvstændige organisationer, foreninger og bevægelser og deres vanlige aktiviteter.

Det skal derimod være et tillæg til dem.

Vi er overbeviste om, at et strategisk samarbejde mellem en række grønne og humanitære aktører i Danmark vil kunne få større indflydelse på de politiske magthavere og mobilisere flere mennesker, end aktørerne kan hver for sig eller i mindre alliancer.

Skulle det lykkedes at igangsætte et sådant samarbejde, er det i princippet kun fantasien, der sætter grænser. Man kan gå sammen om at lave f.eks. borgerforslag, helsidesannoncer i aviser og fredelige landsdækkende demonstrationer.

En af vores egne kongstanker er at lave danmarkshistoriens største demonstration, som et stort antal grønne og humanitære organisationer står bag, og som et historisk stort antal danskere derfor vil deltage i.

Målet er i alle tilfælde at sætte kampen for klimaet og biodiversiteten op i gear og gøre den til en folkesag. Ja, helst at forvandle den til en uomgængelig folkebevægelse, så de politiske magthavere er nødt til at følge trop.

Det kræver, at de mange forskellige aktører har fokus på deres fællesmængder frem for de forskelle, der også er mellem dem.

Hvis enighed om alt er kravet eller succeskriteriet, er et større samarbejde på forhånd umuliggjort. Efter vores vurdering er fællesmængderne langt større end forskellene, og det bør kunne udnyttes i langt højere grad end hidtil.

Hvad angår samarbejdets form, kan man forestille forskellige modeller.

Én model kan være et grønt-humanitært netværk med en mailliste, hvor de enkelte parter kontakter hinanden med forslag til fælles tiltag, når de har et.

En anden model kan være et mere fasttømret samarbejde, f.eks. i form af en grøn-humanitær alliance eller koalition med hjemmeside og programerklæring, og hvor parterne mødes fire gange om året, diskuterer forslag og lægger planer for fælles tiltag.

I alle tilfælde bør samarbejdets parter naturligvis kunne tilslutte sig et tiltag, når de er enige i det, og afstå fra det, når de ikke er det.

Endelig kan man også forestille sig et samarbejde, der rækker videre endnu. Og spørgsmålet er, om tiden ikke kræver det?

I 2018 offentliggjorde FNs klimapanel en rapport, der tilskyndede til omgående at iværksætte et systemskifte i verdens samfund:

”At begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader celsius vil kræve hastige og vidtrækkende omstillinger uden fortilfælde af enhver side af samfundet.”

I 2019 udgav FNs biodiversitetspanel en statusrapport om verdens natur. I den forbindelse opfordrede panelets formand til ”grundlæggende forandringer” af verdens samfund i form af en ”fundamental og gennemgribende reorganisation på tværs af teknologiske, økonomiske og sociale forhold, inklusiv paradigmer, mål og værdier.”

Pointen med at fremhæve dette er, at mange af verdens førende forskere er enige om, at det kun er et grønt systemskifte i vores samfund, økonomier, verdensopfattelser og værdier, der er tilstrækkeligt til at løse de to største kriser i dag. Og dermed sikre, at Jordens livsformer kan overleve og trives, menneskene inklusive.

Af samme grund mener vi, at et grønt systemskifte bør være et stort og strategisk samarbejdes endemål.

Nogle af jer arbejder allerede på det. Andre har mere fokus på at afhjælpe igangværende katastrofer, stoppe overgreb og generelt arbejde med løsninger på problemer her og nu.

Det ene udelukker naturligvis ikke det andet, tværtimod. At arbejde både på den korte og lange bane er helt centralt.

Selv mener vi, at en af hovednøglerne til en bæredygtig planet er en mere lige fordeling af Jordens goder: Dels mellem mennesker i dag, dels mellem mennesker i dag og fremtiden, og dels mellem mennesker og andre arter.

Vi ønsker med andre ord både social og økologisk retfærdighed.

Skal vi komme med et ultrakort bud på et grønt systemskifte, ser vi ingen anden sikker vej frem, end at vi mennesker – frem for alt os rige – indskrænker vores dominans over Jorden og stopper vores overforbrug af dens goder.

Systemskiftet kan bl.a. omfatte:

- en afsættelse af 30-50 procent af Jordens areal til vild natur

- en langt mindre industriel dyreproduktion og en langt mere plantebaseret kost

- en udskiftning af fossile brændsler med ikke-fossile energiformer

- en udskiftning af vores vækstøkonomi med først en modvækstøkonomi og sidenhen en ligevægtsøkonomi

- et stop for de riges hyperkonsumerisme, en mere retfærdig fordeling af Jordens goder og en reduktion af den økonomiske ulighed

- en redefinition af det gode liv

- en uddannelse til alle og en styrkelse af ligestilling og menneskerettigheder verden over 

- en grøn reformation af vores uddannelser med bl.a. et nyt obligatorisk fag om klima, natur og bæredygtighed i folkeskolen og gymnasiet.­

Det er naturligvis – fagligt og samarbejdsmæssigt – en langt mere krævende og minefyldt opgave at formulere et fælles forslag til et grønt systemskifte.

Men når det er det, der er livsnødvendigt i dag, er det efter vores opfattelse i det allermindste en alvorlig overvejelse værd.

Måske man som en del af et nyt og bredt samarbejde kan nedsætte en arbejdsgruppe, der har til opgave at tænke både visionært og jordnært og komme med et bud på et sådant systemskifte, altså på hvordan vores planet igen kan blive bæredygtig for både mennesker og dens myriader af andre livsformer.

Nå. Det her er blot en præsentation af nogle af vores egne overvejelser og forslag. Vi er ikke i tvivl om, at mange af jer allerede arbejder med lignende ideer. Nogle af jer arbejder også allerede sammen.

Det er godt. Men det er ikke nok, må vi se i øjnene. Forandringerne går alt for langsomt. Vi bliver nødt til at gøre noget andet og mere end hidtil. Og det haster.

Det skylder vi Jordens børn og unge. Det skylder vi verdens nødstedte og fattige. Og det skylder vi planetens millioner af andre arter.

Og hvis tiden til at eskalere indsatsen, gå nye veje og prøve noget andet ikke er nu, hvornår så?

Når vi ikke længere kan undgå kaskader af selvforstærkende klimakatastrofer med omfattende lidelser til følge?

Når vi har udryddet den million dyre- og plantearter, der i dag er truet af udryddelse?

Er det ikke nok, at vi allerede har igangsat en masseuddøen, der er den største i hele 65 millioner år?

Hvad venter vi egentlig på?

Flere og flere erklærer, at Jorden befinder sig i en nødstilstand – FNs generalsekretær, forskere, miljøorganisationer osv.

Men langt vigtigere er det naturligvis at handle i overensstemmelse med, at Jorden befinder sig i en nødstilstand.

Imidlertid gør vores politiske magthavere fortsat alt for lidt. På trods af årtiers advarsler om konsekvenserne af vores samfundskurs og på trods af titusindvis af forskeres appeller om at ændre status quo.

Vi mener, at Danmarks grønne og humanitære organisationer, foreninger og bevægelser har pligt til at gå forrest og sætte en ny dagsorden, ja, potentialet til at blive fødselshjælpere for en ny samfundsmodel.

Men vi er nødt til at gå sammen i stor stil for at kunne igangsætte forandringer i stor stil. Og her har vi brug for både de unges klarsynede kampgejst og de etablerede organisationers og foreningers enorme viden.

Begge dele – er vi overbeviste om – skal til for at skabe et afgørende momentum i befolkningen og blandt politikerne.

Men alt skal som bekendt starte et sted. 

Ifølge den afdøde amerikanske systemteoretiker Buckminster Fuller er det vigtigste, når man vil ændre noget, at bygge ”en ny model, der gør den eksisterende model overflødig.”

Spørgsmålene er vel her:

Hvad bør Danmark gøre for at bidrage mest muligt til at stoppe klimakrisen og biodiversitetskrisen?

Og er det muligt og ønskeligt at indlede et stort grønt-humanitært samarbejde om det?

Tak for at I ville lytte.

 

På vegne af Grøn Alliance:

Gritt Uldall-Jessen

Morten Lambertsen

Morten Steiniche

Jens-André P. Herbener

Brinkmanns Jesus

Brinkmann vil tage Jesus til indtægt for egne sympatiske kæpheste, men det kan ikke gøres uden ahistoriske generaliseringer.

Jeg har meget godt at sige om psykologiprofessor Svend Brinkmann. Modsat mange andre kendisser, som medierne flokkes om, har han været et forfriskende indspark. Han har været en tiltrængt kontravægt til tidens selvmaksimeringskultur, købmandslogik og ulidelige målingsmani. Især er han god til at sige det modsatte af de herskende modeluner på en overbevisende måde.

I Politiken 28. maj blev han interviewet i anledning af sin nye bog Mit år med Gud, der udkommer 4. juni. I interviewet siger han nogle ting om kristendom, som mange folkekirkepræster vil knuselske ham for, men som i bedste fald er en spektakulær forenkling, i værste fald noget sludder.

Normalt taler han som fagmand, når han åbner munden. Men her? Han har ikke fundet Gud, som der står, men taler alligevel på væsentlige områder som en troende. Spørgsmålet er, om han selv er bevidst om det?

Brinkmann fremhæver ”kristendommens” fordring om, at man skal ”gøre det gode for det godes skyld”. Jeg er enig i, at altruisme er smukt og efterstræbelsesværdigt. Men så ophører enigheden også.

Selv om det er bekvemt og alle gør det, giver det faktisk ikke megen mening at tale om kristendommen i bestemt form ental. Der findes nemlig et utal af forskellige og undertiden selvmodsigende former for kristendom. Mange forskere foretrækker derfor at tale om ”kristendomme”.

Allerede Det Nye Testamente er en opvisning i den kristne polyfoni. Og dele af helligskriftet modsiger klart Brinkmanns opfattelse af, at mennesket ifølge ”kristendommen” skal gøre det gode for dets egen skyld, og at det ikke skal gøre noget for at gøre sig fortjent til dets guds kærlighed. Faktisk kan der eksplicit være forbundet en personlig belønning eller straf med ens handlinger.

Tag det berømte bud om fjendekærlighed. Her sagde Jesus bl.a.: ”Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente?” (Matthæus 5,46). Eller tag det berømte bud om tilgivelse, f.eks.: ”Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer” (Lukas 6,37; se også Matthæus 6,14-15).

Ja, Jesus kan sågar stille krav om verdensforsagelse, selvfornægtelse og lidelse, der langt overgår nutidens præstationsflagellanter: ”Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel.  Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel” (Lukas 14,26-27).

Faktisk er ”omvendelse” fra ens hidtidige liv i flere tilfælde en betingelse for adgang til det himmelske paradis (f.eks. Matthæus 3,2; 11,20-24; Markus 1,15; Lukas 13,1-5), for på ”dommedag” skal menneskene dømmes efter deres handlinger og ord (f.eks. Matthæus 12,36-37; 16,27; 25,31-46; Johannesevangeliet 5,28-29).

Selv Paulus, der er kendt for at betone sin guds nåde som det afgørende (f.eks. Romerbrevet 3,21-24), kan lade menneskets hinsidige skæbne være betinget af dets jordiske handlinger (f.eks. Romerbrevet 2,1-11; 2. Korintherbrev 5,10).

Træder man forkert, kan det koste dyrt. Virkelig dyrt. Bl.a. kan man blive kastet i ”ovnen med ild” ved verdens ende (Matthæus 13,49-50). Sikke en kærlig gud.

I virkeligheden har Jesus’ såkaldte næstekærlighedsbud ikke meget at gøre med en kulturetik, der skal forbedre menneskenes liv i denne verden. For Det Nye Testamente handler i høj grad om verdens snarlige undergang i et kosmisk kollaps, og det er i det lys, at den antik-jødiske sektleders radikale etik skal ses.

Søren Kierkegaard stillede skarpt på den i sin afsluttende kirkekamp. Her rasede han mod den statslige kristendom for at bedrage folk til at tro, at de kan være kristne og opnå evigt liv uden – som Det Nye Testamente gentagne gange kræver – at efterfølge Jesus i hård lidelse og forsagelse.

Brinkmann vil gerne tage Jesus til indtægt for egne kæpheste, men det kan ikke gøres uden ahistoriske generaliseringer. Efter min opfattelse er Brinkmann dog mere sympatisk end den nytestamentlige dommedagsprædikant.

Noget andet er den Jesus, som bløde nyprotestantiske eksistensfilosoffer og folkekirkepræster har skabt i moderne tid: En Jesus, der reelt ikke kræver noget, men strør kærlighed og frelse ud i øst og vest, syd og nord til alt og alle. Det er da også et befriende alternativ til tidens selvpinende præstationsdyrkelse, og det er øjensynligt her, at Brinkmann har fundet den Jesus, han kan bruge.

Ifølge psykologiprofessoren kan kristentro måske også spille en positiv rolle i tidens klima- og naturkamp. Det kan den ifølge Brinkmann, fordi den ikke ser på, om vores miljøindsats gavner os selv, men på, hvad der gavner klimaet og naturen. Således betragtet er troen også biosfærisk altruisme.

Igen finder jeg Brinkmanns kristendomsopfattelse sympatisk. Men må straks tilføje, at den står i stærk kontrast til dominerende strømninger i den kristne religions historie, der har været kendetegnet af antropocentrisme og dualisme.

Antropocentrismen har historisk vist sig ved, at kristendom fremfor alt har drejet sig om menneskers behov i denne verden og deres frelse i en kommende. Dualismen har bl.a. vist sig ved en nedvurdering af eller decideret fjendtlighed over for vild natur. Ja, i nogle tilfælde har man opfattet hele denne verden som ”syndens” sfære, der skulle forkastes til fordel for et overjordisk, evigt idealrige. Tænk på Jesus, der sagde: ”Mit rige er ikke af denne verden” (Johannesevangeliet 18,36).

Faktisk mener en række tænkere på denne baggrund, at kristendom har et medansvar for de globale økokriser.

I dag buldrer klima- og naturbevidst kristendom imidlertid frem, og det kan ses som en modreaktion på, at vi er i gang med at ødelægge vores planetære hjem. Brinkmann antager også, at Jesus har noget vigtigt at bidrage med her.

Det illustrerer en gammel religionsfaglig grundpåstand: Mennesker skaber og omskaber løbende deres religioner, og det gør de ud fra deres personlige behov og de til enhver tid gældende forhold i verden.

Brinkmanns Jesus er ingen undtagelse.

Luther – tros- og tankefrihedens fader? 

Det er en religionshistorisk grundindsigt, at religioner undergår transformationer, undertiden kolossale, og her er kristendommen ingen undtagelse. Det har ofte slået mig, at lige så lidt megen moderne kristendom har med Bibelen at gøre, lige så lidt har mange moderne luther-opfattelser noget med Luther og Reformationen at gøre. 

En af de mest sejlivede myter i dag er, at Luther skulle have lagt en af de første, afgørende grundsten til den moderne tros- og tankefrihed. Det baserer sig enten på uvidenhed eller en anakronistisk overfortolkning af udvalgte passager, f.eks. ”troen er en frivillig sag, som man ikke kan tvinge nogen til.” (Om lydighed mod den verdslige øvrighed). Deri ligger hovedsageligt, at det i sidste ende er Gud, der er herre over den enkelte sjæl, ikke mennesker. Det har imidlertid intet at gøre med moderne menneskerettigheder. 

Luther var nemlig overbevist om, at verden og menneskenaturen er i Den Ondes vold, at hans kristendomsopfattelse repræsenterer Sandheden med stort S, og at de verdslige myndigheder er indsat af Gud. Det havde en række konsekvenser.  

For det første stod næsten ubetinget lydighed – ikke frihed og medbestemmelse – i centrum af Luthers opfattelse af familie og stat. Selv åbenlyst uretfærdige love og herrer skulle adlydes. Derfor kunne han også slå fast, at der ”ikke kan være noget mere giftigt, skadeligt og djævelsk end en oprører.” (Imod bøndernes røver- og mordbander). 

For det andet blev Luther efterhånden en nidkær modstander af anderledes tænkende. Det gjaldt ikke blot katolikker, men også muslimer og homoseksuelle såvel som konkurrerende protestanter som calvinister, zwinglianere og gendøbere. Sidstnævnte skulle henrettes, og det samme skulle afgudsdyrkere, gudsbespottere og hekse.  

Især jøderne pådrog sig i stigende grad reformatorens ætsende had. I Om jøderne og deres løgne fra 1543 opfordrede han tyskerne til at brænde jødernes synagoger, nedrive deres huse, ødelægge deres skrifter og udvise dem. Overordnet bidrog Luther til at lægge grunden for det blodbad af religionskrige, der fulgte i kølvandet på Reformationen. 

For det tredje er det en klar misopfattelse, at hans lære om det åndelige og verdslige regimente skulle indebære en adskillelse af kirke og stat. Det førte den da heller ikke til i de første århundreder efter Reformationen; tværtimod blev kirke og stat ofte smeltet sammen på en måde, som de ikke havde været før.  

F.eks. blev den gammeltestamentlige Moselov en integreret del af dansk strafferet, der følgelig blev væsentlig barskere end tidligere. Hvor straffen førhen oftest havde været bøder og bod, blev der nu indført dødsstraf og legemsbeskadigelse for mange overtrædelser, også af religiøs art. Ifølge Danske Lov fra 1683 skulle gudsbespottere halshugges og hekse (m/k) brændes på bålet, ja, også ”jesuitter, munke og deslige papistiske gejstlige” skulle slås ihjel. 

For det fjerde slog Luther i sin Lille Katekismus fast, at de, der nægter at lære De Ti Bud, Fadervor m.m., ikke ”skulle have ret til nogen del af den kristne frihed”, ja, at forældre og husherrer skulle ”nægte dem mad og drikke og fortælle dem, at fyrsten vil bortjage sådanne rå folk fra landet”. I logisk forlængelse heraf forbyder Danske Lov enhver form for religion, der ikke er evangelisk-luthersk. Religionstvang i stedet for religionsfrihed. 

Med andre ord: Det er en myte, at de moderne menneskerettigheder skulle have deres udspring i Reformationen. Tværtimod. Flere af de lutherske konfessionsstater og katekismusskoler ligner mere en islamisk fundamentalists våde drøm om en shariastyret stat og koranskoler end det moderne, vestlige samfund. 

Ophavet til menneskerettighederne skal primært findes i Oplysningstiden, som de da også opstår i forlængelse af, og set i et større idéhistorisk perspektiv er f.eks. religionsfrihed i langt højere grad en polyteistisk værdi end en kristen, endsige luthersk. Mest af alt opstod rettigheden som en modreaktion på kirkelig fanatisme og intolerance. 

Det betyder naturligvis ikke, at Luthers tanker ikke har haft betydning for udviklingen af det moderne samfund, men ofte er det i så selektiv og transformeret skikkelse, at der kun er lidt af Luther selv tilbage. Hylder man religiøs frihed og lighed såvel som demokrati, kan man kun håbe, at det bliver mindre endnu.

Jens-André P. Herbener

Ekstern lektor, cand.mag., mag.art.

Læs også:

Luther versus trykkefrihed

"Fri os fra det onde" - Luthers menneskesyn

Hos Luther er folket blot en pøbel

Hvad har vi skabt?

Vi har skabt Guden, kirken og mennesket. Vi har skabt kroppen og hjernen og bevidstheden. Vi har skabt pikken, kussen og kønnet. Vi har skabt kvinden, manden og barnet. Vi har skabt besiddelsen, magten og sex´et. Vi har nedbrudt cirkulationen, mutationen og bakterien. Vi har skabt dyret, dyrene og monsteret. Vi har skabt frugten, tøjet og huset. Vi har skabt helvede. Vi har skabt træet, bogen og ordet. Vi har skabt tanken, ejendommen, den ejede. Vi har skabt slaven, herren og pisken. Vi har skabt jorden, landet og flaget. Vi har skabt søen, fisken og havet. Vi har skabt skibet, masten og navigationsanlægget. Vi ejer uranen, mineralerne og planten. Vi har skabt bomben, våbnet og ammunitionen. Vi har skabt ubåden, krigen og fascisten. Vi har skabt fjenden, folket og flugten. Vi har skabt døden, livet og friheden.

Grundstofferne bor i en tabel, de har navne og tal, du kender smeltepunkterne, og du opfinder metoder og maskiner, så du kan hente mere, sprænge hele bjerge og findele sten. Du siger, at du forstår at udnytte ressourcerne, du siger, at det er nødvendigt. Du er menneske, og du har opfundet dynamit. Maskiner og metoder og dynamit og jeg er jorden. Et æg at klække, at flække, at flå.

Hvis ekstraterrestielle væsner kom og udryddede lige så store dele af menneskeheden, som vi mennesker har udryddet af Jordens vilde natur i de sidste 50 år, ville vi ikke tøve med at kalde det et holocaust af værste art.

Men vi er så småt ved at fatte, at hele jordkloden er en sammenhængende organisme, der reguleres af bevægelser, der på samme tid er bittesmå og enorme. Men det stopper ikke den bevægelse, som begyndte længe før, nogen af os, der lever nu, blev født. Det kapløb, som er baseret på at opnå komfort og tryghed, planlægning for en livstid eller mere, hele idéen om, at livet kan blive nemmere. Det har aldrig været en mulighed, uden at nogen eller noget betaler prisen.

Vi synes at skoven er så smuk nu, og måske smukt simpelthen betyder at vi mærker noget, en form for energi eller ånd, vi ikke mærker normalt, og måske er vi simpelthen dumme, måske de andre dyr hele tiden mærker noget.

Vi vågnede af drømme om blegblå anemoner, hjortetunger, melede kodrivere og kongebregner. Natten var uigennemtrængelig, det troede vi, men så kunne vi pludselig se. Mælkebøtter, kodrivere, vejbred langs brandstien mod vandet. Med bare fødder på den kolde jord, skvalderkål som verdens liggeunderlag. Sangen igennem os: Vi hænger sammen.

Det starter under fødslen. En åbning ind i dyrene. Kvinden ser gennem dyrenes øjne, heste der føder føl. Ugler. Strudse. Ræve. Mennesker, der drukner, der synker i havet. Mens hun åbner sig, lægger strudse æg. Mens hun rulles ind i ambulancen, glider de enorme æg gennem snævre tunneller. Han sidder ved siden af hende og græder. Det fortsætter herfra for altid. Barnets øjne er grisens øjne er koens øjne er solsortens øjne. Hun er soen, hun er tæven, hun er hoppen der lader føllet slukke tørsten, en åbning til alt med et hjerte, en krop.

Kan du huske, da sommerfuglene ikke bare var ord på papir, men virkelige sommerfugle i stor mængde og forskellighed, de mange farvers flaksen?

Kan du huske, da der fandtes ræve i Danmark, deres røde plyssede pels; 

Se, ræven der løber henover marken mod skoven, med en letheds selvfølgelighed. 

Se, små rævehvalpe der dier ved moren,  hvor de nyder solen i græsset, ungerne; små glødende kugler, glimtende i morgensolen under et stort bøgetræ.

Husker du, hvordan du søgte ensomheden i naturen, fordi den aldrig virkelig var ensomhed? Husker du, hvordan du gik her for eftertankens, fordybelsens, den stille, ordløse glædes skyld? Husker du naturens frodighed? Husker du naturens løfte om evigt liv? Husker du, hvordan naturen altid var der for dig, når du var i krise? Husker du, hvordan du i naturen søgte heling, en hånd, der rørte dig, når ingen andre gjorde?

Vi står ved tidens rand. Vi er kommet ind i solnedgangens ildskær. Ind i erindringen. Ind i barndommens nutid. Ved begyndelsens overflod og fælleseje. Opslugt af farlige lege med bratte afslutninger. Fyldt af livets blodige alvor.

En ung mand mistede sin elskede. Han søgte trøst på barndommens strand, hvor ålegræs og tangskove engang havde strøget ham over benene og forsikret ham, at han hørte til i en stor sammenhæng. Nu ville han være alene med sin døde elskede og mærke hendes nærhed, som om naturen for altid gemte på et minde om hende. Han stirrede ned i vandet, men havbunden var tom. Der voksede ikke længere noget. Han ikke blot havde tabt sin elskede for altid, men også den samhørighed med universet, der havde løftet hans barnekrop op i uendeligheden.  Tangskovens bløde håndflader skulle aldrig igen kærtegne ham, og hans ensomhed var dobbelt.

Husker du naturens lære, at livet ikke kun fortsætter i dig, men også efter dig? Nu går du i naturen, og græsset føles anderledes under dine nøgne fødder, som om der i den blotte berøring også er en afsked. Det er ikke kun dig, der ikke skal leve evigt, det er også naturen, der har mistet dette løfte. En dag er græsset væk, og kun det hede sand, hvor intet gror, tilbage. Hvor skal naturen gå hen, når den selv er i krise? Hvor søger naturen trøst eller lindring? I vores tomme hænder?

Kan du huske dengang på Femø-lejren, hvor vi sang en sang til ørentvisten, Ørner-blues? Uanset hvor hurtig jeg var til at lyne teltdugen op og ned, var der altid fuld af dem i teltet. Hvor var det dog vidunderligt at hjælpe en ørentvist ud af et nylontelt hver aften - en efter en, før vi flåede tøjet af hinanden.

Kan du huske, da vi gik ind under det vilde æbletræs krone af svirrende liv? Kan du huske, vi lyttede?  Senere, da vi som voksne tog tilbage, trådte vi ind under den blomstrende krone igen, og alt var forstummet og stille — det eneste liv tilbage dér var vores. Og så en enkelt ensom bi mellem tusinder af ventende blomster.

Det er på tide at se tingene som de er. Uoverskuelige netværks tråde overalt. Udtryk og bevidstheder anderledes end vores. Vi må være bløde som voks, så verden kan sætte aftryk, klare og skarpe så vi kan indoptage dens billeder. Give dem videre. Vi må bruge hænderne som lygter. 

Vores sprog er blevet mindre. Det er, fordi arterne uddør. Så falder de også ud af sproget. Vi ser os selv i en nær fremtid stå og gestikulere vildt og rådløst og sige høje lyde i håbet om, at den anden forstår og har det på samme måde.

Ved du, at hveden har mere end hundrede og ti tusinde gener? Planterne har potentiale til at udvikle sig til os med tiden. Men kan vi blive til dem?

Vi er dragerne fra jeres eget eventyr. Hvis I slår os ihjel, slår I jer selv ihjel. Vi er jordens historie. Menneskets historie er stor, vandsalamanderens historie er større, den er alle arters historie.

Vi befrugter vores æg, ligesom mennesker befrugter deres æg. Kan I se, at vi er hjemløse? Vi lægger vores æg her, så I kan se, at de bløder. Vi trækker slimet fra vores døde æg hen over jeres tonede ruder. Blodet fra vores massakrerede æg. 

Kære Græshoppe, hvordan mon du kunne tænke dig et monument? Hvis måneskinnet kunne høres, ville det lyde som din sang. De første afstøbninger af dine vinger knækkede, de er så skrøbelige,  sådan nogle små vinger. Gipsen er stadig våd, vi kan endnu nå at omforme gestaltningen. Lyden af din sang brister i øret, en kildren af klokker fra sommerens våde græs, tager til i styrke og forsvinder ved tilnærmelser. Vi må være forsigtige, så næste afstøbning ikke går i stykker. Der vil komme en afstøbning. Vi vil gøre det, så du lille græshoppe kan komme til din ret. Kan vi få dig i tale? Kan vi få dig til at spille på dit parringsinstrument?

Du er så svær at forstå, men du skal vide at jeg prøver.

Ord fra: Zara Lea Palmquist, Maja Elverkilde, Luca Talamona, Jens-André P. Herbener, Kirsten Thorup, Carsten Jensen, Nanna Goul, Kristina Stoltz, Josefine Klougart, Gritt Uldall-Jessen, Charlotte Weitze, Asger Schnack, Rasmus Nikolajsen, Alexandra Moltke Johansen og Helene Johanne Christensen

  

Kulturrelativisme

Studerendes kritik af lektor Vagn Andersens kultur-evolutionistiske evangelium får lektor Jeppe Sinding til at erklære alle fremtidige religionsvidenskabelige »seniorseminarer« forbeholdt lærere ...

Tør man som den største selvfølge gå ud fra, at forrige århundredes kultur-evolutionisme, som ideologisk retfærdiggjorde såvel de vestlige magters hensynsløse udnyttelse af deres kolonier som nazisternes masseudryddelser, i dag på universiteterne er død og begravet?

Eller har den blot skiftet skikkelse?

På et seniorseminar for religionsvidenskab afholdt på Århus Universitet den 21. juni 1996, hvis tankevækkende overskrift var »Kulturel evolution – ja, selvfølgelig, hvad ellers?« afsluttede den ene af de to foredragsholdere, lektor Vagn Andersen sit standpunkt med en anekdote, hvis pointe var, at en kvinde, der ikke bærer tørklæde, repræsenterer et højere såkaldt »irreversibelt« kulturtrin end en kvinde, der gør. Og hvad værre var: ingen reaktion fra lærerne indtraf, ingen dundertale til forsvar for gamle muslimske skikke, ingen lærd problematisering, ikke et eneste lille pip hørtes i selskabet mod dette skabsracistiske udsagn.

Til gengæld erklærede lektor Per Bilde højstemt om sin kollegas kultur-evolutionistiske standpunkt: »Jeg er jo som en troende, hver gang du prædiker«!

Universitetet, som ifølge sin definition bør være den pluralistiske vidensformidlings højborg, hvor forståelse og dyb indsigt i andre kulturer med en uundgåelig respekt for disse og relativisering af egen burde være en selvfølge, havde in casu vist sig som det modsatte, som advokat for fordomme, der kun burde kunne trives i de mest udannede og fascistiske kredse. Nogle studerendes påpegelse og nuancering af denne problematik blev fra Per Bilde imødegået med spørgsmålet, »om man var klar over, hvilken institution Århus Universitet er

På trods af at mødet var offentligt annonceret, på trods af at det er kutyme, at »ældre« studerende aktivt deltager i disse seminarer, og på trods af at instituttets sekretær på forespørgsel eksplicit forsikrede herom, blev disse møder ikke desto mindre efter det pågældende seminar af lektor Jeppe Sinding for fremtiden erklæret for strengt lukkede for studerende. Og i samme ånd bemærkede Vagn Andersen slutteligt til en enkelt lidt for åbenmundet kollega: »Du må ikke anfægte min position, mens de studerende hører på det, for så tror de jo bare, at du er på deres side.«

Tvivlen bredte sig uundgåeligt – hvilken institution er dette egentlig?

Kultur-evolutionisme

Kultur-evolutionismen er som sagt ikke af ganske ny dato. Francois Voltaire, en af den franske oplysningstids og den moderne historieskrivnings fædre, indledte programmatisk sin voluminøse verdenshistorie i 1756: »Jeg vil undersøge de skridt, hvormed mennesket har bevæget sig fra barbari til civilisation.« Dette dictum var skæbnesvangert, for dermed var der ikke blot lagt et deskriptivt, men også et normativt perspektiv over den moderne historieopfattelse. I kølvandet fulgte så indflydelsesrige tænkere som August Comte og Karl Marx, der bl.a. forstærket af en udbredt misforståelse af Charles Darwins The Origin of Species skabte grundlaget for den moderne kultur-evolutionisme.

Denne idé er imidlertid så udbredt, at de fleste ikke kender den som idé, men kun som uafrystelig virkelighed. I vor konceptualisering af fortiden såvel som nutiden ligger nemlig – som en inkorporeret del af selve vor begrebsapparat herom – en forestilling om en udvikling fremad – at vi i historiens forløb har bevæget os frem, ikke blot mod større og større kompleksitet i naturen, men også mod noget bedre, mindre barbarisk, mere civiliseret på det kulturelle område.

At dette også blandt højt anerkendte forskere på de humanistiske fakulteter er en fuldt legitim fortolkningsmodel af historien, kan manifestere sig i karakteristiske vendinger – som f.eks. at kalde overgangen fra den homeriske heltetid til filosofiens fødsel »det græske mirakel«, at en forandring fra polyteistisk frugtbarhedsreligion til en eksplicit monoteisme nødvendigvis må betegnes som en »udvikling«, at kristendommens verdensforsagende moral implicerer en »humanisering« af moseloven, at reformationen gjorde den katolske kirke mere »folkelig«, mere »moderne«, at det »naturligvis« tager tid selv for »frigjorte« muslimske kvinder at vænne sig til at færdes offentligt uden slør osv., osv.

Hvis man ikke ligefrem vil indrømme denne tankegang status af en metafysisk teleologi i historien, der indebærer en naturnødvendig udvikling mod vor egen nutid som målet, så vil man dog, som det blev gjort på hint møde, tale om en historiens »irreversibilitet«.

Tankegangen er, at har man først vænnet sig til demokrati, kan man ikke gå »tilbage« til monarki, uden at der opponeres herimod som tvang. Har man først oplevet verden badet i fornuftens dagklare lys og er blevet et »selvreflekterende subjekt«, kan man ikke »regredere« til et religiøst/mytisk verdensbillede, for det første udelukker det andet. På samme måde ville en bevægelse fra et moderne retssamfund til tidligere kulturers selvlovgivning kun kunne opfattes som et barbarisk tilbageskridt.

Pointen i denne tilsyneladende besnærende irreversibilitets-teori er, at bag vort moderne verdensbillede, vor etik, vor tro, vort folkestyre er alle broer i en vis forstand brændte, for det ville »stride imod den menneskelige tanke at gå tilbage«. Et »irreversibelt« bevidsthedskred er altså indtruffet.

Det ville være nærliggende at tilføje: Quod erat demonstrandum: Vi er de klogeste, hvad enten vi vil det eller ej – det skyldes ikke en historien underliggende teleologi, nej, som det blev udtrykt på det omtalte seminar, gennem vore »fornuftsargumenters egen indre logik og klarhed« må dette nødvendigvis blive konklusionen.

Er kulturhistorien »irreversibel«?

Spørgsmålet er, om en imperialistisk kolonioberst fra forrige århundrede kunne have formuleret en slig forestilling om egen kulturel overlegenhed mere uigennemtænkt, mere hovmodigt? Under dække af at »bedrive videnskab«, maskeret under fraser som »irreversibilitet« og »vore fornuftsargumenters klarhed« turde det vel være klart for de fleste, at dette i virkeligheden repræsenterer en moderne reformulering af forrige århundredes kultur-evolutionisme – blot i en ny og forræderisk forklædning.

Det foragtelige i denne sammenhæng består ikke først og fremmest i, at fascistiske tendenser således florerer blandt forskellige lektorer og professorer. Det virkelig foragtelige og det farlige består i, at disse »oplyste« kredse, som i kraft af deres formodede indsigt, ikke af sig selv står frem, afdækker og tager afstand fra enhver sådan tendens, som den dagligt på indiskutabel vis manifesterer sig blandt politikere (i snart sagt alle partier) og medier. Hvorfor sker dette ikke?

Man må uvilkårligt spørge sig selv, hvilken institution universitetet egentlig er, hvis ikke det ser dette som sin fornemste sociale opgave og historiske pligt – ikke mindst i betragtning af den multietniske og multireligiøse situation, som moderniteten befinder sig i?

Ud fra alle gældende og eviggyldige principper om videnskabelig hæderlighed burde det i al fald være dets pligt at slå fast – blot for at skabe et minimum af kulturhistorisk overblik – at en religiøs verdensmodel i en eller anden afskygning har persisteret henimod 50.000 år, hvorimod vor naivrealistiske og sekulariserede opfattelse af virkeligheden, som dette århundredes kvantefysik, neurologi og sprogfilosofi ikke længere kan verificere, knap nok har tre hundrede år på bagen. At vi med andre ord indtager et historisk set overordentlig særegent standpunkt i kulturernes selskab. At det er os, der repræsenterer en – indtil videre – kortvarig undtagelse fra urgamle paradigmer.

Hvorfor da denne overbevisning om egen fortræffelighed, hvor ydmyghed måske ville være et mere tilforladeligt synspunkt? Ud fra hvilken uproblematisk og selvindlysende definition på det gode og sande, kan man tale om »udvikling« i historien? Er det, fordi der, som det hævdes, gemmer sig en særlig »irreversibilitet« i historien?

I bekræftende fald: Var det »irreversibelt«, da den ægyptiske farao Akhnaton i det 14. århundrede f.v.t. pludselig indførte monoteisme, som imidlertid straks efter hans død demoleredes med lidenskabeligt raseri? Var det »irreversibelt«, da Aristarchos' forestilling om et heliocentrisk verdensbillede fra det 3 årh. f.v.t. efterfulgtes af Ptolemaios' geocentriske fra 2. årh. e.v.t.? Var det »irreversibelt«, da den romerske republik, næsten 500 år gammel, umiddelbart før vor tidsregning efterfulgtes af et kejserdømme, hvis levetid skulle strække sig over en periode på 400 år, og hvis første tid samstemmende kronedes som en guldalder? Ville man ikke med en vis ret kunne hævde, at der snarere var tale om en nødvendig tilpasning til ændrede omstændigheder?

Var det »irreversibelt«, da den »mørke« middelalder og den kristne tro erstattede den »lyse« antik, samtidig med at den arabiske verden nød en kulturel og videnskabelig blomstring uden lige? Og var den middelalderlige helgendyrkelse andet end den hedenske polyteisme i en ny udgave? – Men »bedre«?

Var de kristnes masseudryddelser af jøderne i middelalderen og i nyere tid »irreversibel« i forhold til muslimernes tolerance over for samme folk? Betegnede den i vore dage højt priste reformation et sandt fremskridt i frigørelsen af mennesket, i betragtning af det veritable blodbad af religionskrige, som det kastede Europa ud i? Var overgangen fra det russiske Zardømme til den kommunistiske magtelite »irreversibel«? Er det moderne kapitalistiske samfunds rekord i selvmord en »videreudvikling« fra mere primitive samfund, hvor selvmord er et ukendt begreb? Er moderne dansk kunst »irreversibel« i forhold til Leonardo da Vinci og Michelangelo? Er den teknologiske civilisation, som har frembragt to verdenskrige og et truende økologisk kollaps, historiens »irreversible« endemål? Er homo sapiens sapiens, hvis levetid man almindeligvis sætter til 40.000 år, højere »udviklet« end fluen, der har eksisteret uforandret i millioner af år, og som ikke utænkeligt også vil overleve mennesket?

Kulturrelativismens selvfølgelighed

Som eksemplificeret turde enhver form for kultur-evolutionisme i bedste fald være et resultat af et fuldkomment arbitrært udvalg af fænomener. Man ville – næsten uanset hvilken standard for det gode og sande, man stillede op – også kunne godtgøre, at vor kultur er den mest umenneskelige og mest barbariske, der nogen sinde har eksisteret.

Dette er imidlertid ikke meningen. Meningen, derimod, er at konstatere, at en kulturrelativistisk tilgang til historien og ikke mindst til egen nutid, egen etik og eget verdensbilledeer det eneste videnskabeligt såvel som politisk holdbare standpunkt, man kan indtage.

At konstatere, at blot den svageste forestilling om udvikling i historien i absolut forstand, hvad enten dens navn er socialdarwinisme eller irreversibilitet, er empirisk udokumenterbar, ja, meningsløs og – hvad værre er – kan retfærdiggøre et fascistisk styre. At der ikke findes nogen Sandhed i én kultur, som ikke i en anden i historien har udgjort den største løgn. At alt, som vi opfatter som sund fornuft, for senere generationer måske vil være den mest reaktionære overtro. At folk med andre skikke også er tænkende og følende mennesker med et bankende hjerte af kød og blod, som vi måske kan lære noget af – og fremfor alt ikke forholde os bedrevidende, »irreversibelt« til. At selve vor udviklings- og fremskridtsidé præcederes af en langt ældre og langt mere udbredt antik forestilling om en oprindelig forbilledlig urtid, en guldalder, som langsomt degenererer til større og større uorden. At civilisationen kan skabe og resultere i barbari i samme grad, som det modsatte er tilfældet.

I erkendelse af den multikulturelle situation, som det moderne samfund i højere og højere grad udvikler sig imod, må det være lærernes pligt dels i undervisningen, dels i medierne, utrætteligt at demonstrere det kulturrelativistiske synspunkts empiriske og videnskabelige selvfølgelighed.

At afsløre – med udgangspunkt i en knusende dannelse – at alle religioner, alle ideologier, alle sandheder er etisk såvel som epistemologisk relative (og ingenlunde irreversible), ikke mindst ens egen, er den end 2000 år gammel. At det ikke vil kaste samfundet og universiteterne ud i et altfortærende kaos, som nogle har postuleret, lige så lidt som Kopernicus' og Darwins epokegørende revolutioner gjorde det, blev dette end profeteret.

At modsætningen hertil, enhver form for tro på Absolutter, én Sandhed, én Gud, én Danskhed, ikke vil standse ved den i dag meget udbredte kulturchauvinistiske holdning til fremmede og anderledes tænkende, men med tiden nødvendigvis munde ud i vold og drab på disse. At de historiske fortilfælde af netop denne udvikling er legio. Og skulle man – som opbyggelig pointe – proklamere noget absolut i historien, måtte det være det enkelte menneskes lidenskabelige kamp for det gode – som naturligvis ikke kan være absolut for andre end det selv.

Skal universitetet være en lysende fakkel i en eskalerende racistisk tid for en humanisme, hvis fornemste adelsmærke bør være kundskab og forståelse, venlighed og gæstfrihed og ikke fremstå for eftertiden som en himmelknejsende skamstøtte over egen fejhed og fæiskhed, synes den anførte vej uomgængelig.

Jens-André P. Herbener