Færre danskere er ikke problemet. Det er en del af løsningen
Den 12. marts lagde Politiken forsideplads til en ny undersøgelse, der viser, hvad der ville ske, hvis den nuværende fertilitetsrate på 1,5 barn pr. kvinde i Danmark fortsætter i de næste tre generationer. Så vil vi opleve et befolkningsmæssigt styrtdyk fra knap 6 millioner indbyggere i dag til 2,54 millioner i 2100. Nedgangen er betinget af, at indvandringen stopper, og at levetiden forbliver den samme.
Undersøgelsen og de alarmistiske advarsler om store fald i arbejdsstyrke, reduceret velfærd og smadrede lokalområder kommer samtidig med, at vi i Danmark aldrig har været så mange mennesker som nu; at vi ifølge Danmarks Statistik vil vokse til knap 6,6 millioner i 2070; at vores middellevetid vil stige markant i 2070; at et utal af mennesker fra det globale syd vil flytte hertil og bidrage med arbejdskraft, hvis de ellers får lov. Så undersøgelsens præmisser forekommer ret virkelighedsfjerne.
Men lad os forsøgsvist antage, at undersøgelsen skulle få ret.
Så ville det være en af de bedste nyheder i lang tid set ud fra en klima- og naturmæssig synsvinkel, som vi ikke kan tillade os at ignorere i nogen modeller over fremtidens Danmark. For det er ikke blot vores forbrug, men også vores antal, der sammen med vores teknologi er hoveddrivkræfter bag vores belastning af Jorden. Set ud fra den betragtning ville en stor befolkningsreduktion kunne være et væsentligt bidrag til at stoppe danskernes alt for høje forbrug og udledning af drivhusgasser, men uden at vi af dén grund ville være tvunget til at leve på en sten for at skabe et bæredygtigt samfund for mennesker og andre arter.
Hvor skidt står det til med bæredygtigheden i Danmark? Meget skidt.
Allerede i dag 16. marts har vi danskere opbrugt de naturressourcer og udledt den mængde CO2, vi kan tillade os i hele 2024. Fra nu af er alt overtræk. Hvis alle andre på planeten levede ligesom os, skulle menneskeheden have 4,8 jordkloder til rådighed. Faktisk er Danmark målt pr. indbygger blandt de værste overforbrugere og udledere af drivhusgasser i verden.
I mange lande – Danmark inklusive – er de politiske magthaveres plan for den grønne omstilling af vores samfund kendetegnet af et mål om at ville forene konstant økonomisk vækst med planetær bæredygtighed.
Indtil nu er dette biofysiske kunststykke langtfra lykkedes. F.eks. satte vores udledning af CO2 ny rekord i 2023 efter at være steget i årtier. Og vores forbrug af råmaterialer sætter ny rekord her i 2024 efter at være steget i årtier.
Denne ildevarslende udvikling har fået mange organisationer og eksperter til at insistere på, at vi ikke kommer uden om gennemgribende samfundstransformationer. Bl.a. bør verdens højindkomst- og øvre middelindkomstlande, der tilsammen er ansvarlige for menneskehedens overbelastning af Jorden, markant nedskalere deres forbrug af privatbiler, modetøj, flyrejser, boligplads, animalske fødevarer osv.
Grundlæggende er der to måder, vi kan gøre det på: 1) Ved at vi hver især forbruger mindre, 2) ved at vi bliver færre forbrugere.
Hvad førstnævnte måde angår, kæmper man mod to stærke globale tendenser: Mennesker i rige lande er generelt ikke villige til at gå (afgørende) ned i forbrug og dele med de fattige. Og fattige lande ønsker (forståeligt nok) at hæve deres levestandard, når de ser de riges forbrugsfest. Faktisk er økonomisk vækst et mål for næsten alle lande på Jorden.
Så længe disse forhold gør sig gældende, er vi nødt til også at tage fat på spørgsmålet om størrelsen af Jordens befolkning, hvis vi skal have en chance for at komme til at leve bæredygtigt. I den forbindelse er de ikke blot lave, men fortsat faldende fertilitetsrater i mange lande en af de få virkeligt positive tendenser i dag.
Især er færre mennesker i højindkomstlande (som f.eks. Danmark) et scoop for bæredygtigheden. Ifølge World Scientists' Warnings into action, local to global (2021) ”er det at få færre børn for borgere i rige lande den enkeltstående mest effektive måde, man individuelt kan reducere fremtidige udledninger af drivhusgasser.” Faktisk kan vi spare langt mere på klimakontoen ved dette end ved at sige farvel til f.eks. privatbil og lange flyrejser.
En udbredt indvending mod faldende fertilitetsrater er, at vi risikerer at komme til at mangle arbejdskraft, gå ned i velfærd og få større udgifter til flere ældres pension, pleje og sundhedsvæsen.
Men i en tid, hvor vi overskrider seks ud af ni planetære grænser, hvor vores økologiske fodaftryk er betydeligt større end Jorden, og hvor vi ifølge et utal af forskere har kurs mod planetære kæmpekatastrofer, er vi nødt til at håndtere udfordringerne ved færre børnefødsler på en anden måde end ved at få flere børn igen.
Heldigvis er der andre og bedre håndtag, vi kan skrue på.
Selv om andelen af ældre vokser, er det ikke det samme, som at andelen af ældre, der skal forsørges, vokser tilsvarende. For når folk bliver ældre og ældre, skyldes det i hovedsagen, at de i gennemsnit holder sig raske længere, og dermed kan mange også bidrage økonomisk til samfundet i længere tid end tidligere.
Man kan også pege på, at kunstig intelligens buldrer frem og er på vej til at erstatte flere og flere jobfunktioner verden over. Og at der utvivlsomt også fremover vil være masser af migranter, der gerne vil hjælpe med arbejdskraft.
Men vil det være ”etisk forsvarligt”, som professoren bag undersøgelsen om Danmarks fremtidige befolkning spørger, hvis ”alle lande, der mangler arbejdskraft, vil udsulte andre fattigere landes arbejdsduelige borgere”?
Det gør de næppe. Bl.a. fordi mange af de fattige lande ifølge FN’s World Population Prospects 2022 står over for en gigantisk befolkningsvækst. I Afrika syd for Sahara vil man som følge af fortsat høje fertilitetsrater komme til at opleve en befolkningsstigning fra 1,15 milliard i 2022 til 3,44 milliarder mennesker i 2100. I Nordafrika og Vestasien vil befolkningerne vokse fra 549 millioner i 2022 til 945 millioner mennesker i 2100.
Når befolkningsvæksten kombineres med voksende risiko for dødsensfarlige klimakatastrofer, fødevarekriser og vandkriser og ofte meget lav samfundsmæssig modstandskraft mod disse forhold, er det en rimelig forudsigelse, at det fremover vil kunne afstedkomme stadig større bølger af desperate flygtninge.
Da Jordens rige lande bærer en stor del af skylden for disse menneskers situation – bl.a. ved at have hovedansvaret for den globale klimakrise – har vi også en etisk pligt til at hjælpe. Bl.a. ved at tilbyde dem arbejde, hvis vi selv mangler arbejdskraft, og ved at medvirke til at udbrede reproduktiv selvbestemmelse til alle kvinder.
Konklusion? Vi er for mange mennesker, der forbruger og forurener for meget og lægger beslag på for meget plads. Det er vores antropocæne tidsalders problem par excellence.
I stedet for at blæse i dommedagsbasunerne bør vi glæde os, hvis den danske befolkning skulle begynde at skrumpe. Det er en del af løsningen. Jo færre mennesker vi er, jo mindre vil vi også være nødt til at skære ned på forbruget. Måske en perifer detalje for idealistiske miljøaktivister, men næppe for hr. og fru Danmark.