Moderne landbrugsfabrikker er kz-lejre for dyr

Hvordan i alverden kan vi være det bekendt?

Fra mandag den 17. februar er det blevet forbudt at slagte dyr uden bedøvelse. Dermed lægger Danmark sig i kølvandet på Norge og Sverige, der allerede har indført lovændringen.

På sin vis sparker forbuddet åbne døre ind. Efter sigende er det nemlig år siden, at jøder og muslimer har praktiseret slagtning uden bedøvelse herhjemme.

Alligevel har flere – både visse forskere og muslimske og jødiske interesseorganisationer – dadlet forbuddet for at indskrænke religionsfriheden.

Denne frihed har imidlertid aldrig været absolut – og kan selvsagt heller ikke være det. Og her må hensynet til dyrene veje tungere, da undersøgelser har godtgjort, at slagtning uden bedøvelse forlænger deres lidelser. 

Kan forbuddet i øvrigt forhindre en genindførelse af slagtning uden bedøvelse, har det naturligvis tjent et formål.

Der er imidlertid ingen grund til, at folkekirkekristne pudser glorien i denne forbindelse. Tværtimod.

For over for et ikke-eksisterende problem med to minoritetsgruppers slagtepraksis, står et i dag uhyre reelt problem med den kz-lejragtige behandling af dyr, der finder sted på moderne landbrugsfabrikker.

Her depersonaliseres levende væsner af kød og blod til industriprodukter. Her behandles på kold, mekaniseret og systematisk vis dyr som ting. 

Tænk f.eks. på indespærringen af mange grise på ekstremt lidt plads; på fikseringen af søer i klaustrofobisk små jernbåse; på mink, der tilbringer hele deres liv i små trådbure; på køer, der aldrig kommer ud på græs.

Og her er det ikke et spørgsmål om enkelte minutters lidelse fra eller til, men om en mishandling, der kan vare i uger, måneder eller år.

Problemer med dyrevelfærden i Danmark ligger således ikke hos religiøse minoriteter. Heller ikke hos Zoologisk Have i København.

Den ligger derimod hos befolkningsmajoriteten.

For hvis den ikke accepterede de produkter, som moderne landbrugsfabrikker fremstiller, ville de blive forbudt. Men det gør den.

De fleste landbrugsdyr er nemlig pengesedler på fire ben.

En væsentlig del af baggrunden for den oprørende behandling af dyr skal findes i et bestemt syn på dyr, nemlig en overbevisning om, at deres eneste eksistensberettigelse er at tjene menneskenes behov.

Denne stærkt antropocentriske etik har sine spirer i landbrugsrevolutionen for 11.000 år siden, da man begyndte at domesticere visse dyr. Nu mistede de deres frie liv. Nu blev de i stigende grad domineret og kontrolleret af mennesker.

Det var et skelsættende nybrud. Indtil da – og det vil sige i over 99 procent af menneskets historie – levede menneskene nemlig som jægere og samlere.

Hos dem eksisterede den moderne, skarpe dikotomi mellem mennesker og dyr efter al sandsynlighed ikke.

Ikke blot havde også dyrene deres frihed. De blev i langt højere grad også opfattet som væsner af samme slægt; ja, nogle stod over menneskene og blev dyrket som guder og ånder, der var omgærdet af tabuer.

Desuden indeholdt mange jæger-samler-kulturers religion mekanismer, der vanskelig- eller umuliggjorde overjagt.

Med opfindelsen af landbruget ændredes dette til grunden. Fra at være en integreret del af naturens kredsløb kom menneskene i stigende grad til at stå over den som dens hersker.

Med fremkomsten af Det Gamle Testamente, der er det religiøse epicenter for jødedommen, kristendommen og islam, fik landbrugets instrumentale tilgang til dyr en afgørende ideologisk retfærdiggørelse og skærpelse.

Ifølge 1. Mosebog kap. 1 skal menneskene brede sig ud over hele Jorden. For det andet skal det ’underlægge’ sig den og ’herske’ over alle dyr.

For det tredje er mennesket det eneste væsen, der er skabt i ’Guds billede’; dyrene har ikke del i dette privilegium. Tværtimod. Ikke blot skal menneskene som sagt være deres herre. Dyrene skal ifølge 1. Mosebog kap. 9 endog nære ’frygt og rædsel’ for dem.

I talrige jæger-samler-kulturer forholdt det sig på mange måder omvendt.

Ikke blot blev adskillige dyr opfattet som magtfulde gudevæsner. Menneskene skulle også nære respekt og ærefrygt for dem.

I Det Nye Testamente står der ikke meget om dyr, men derimod meget om frelse og næstekærlighed. Og begge dele er forbeholdt mennesker.

Det skal siges, at Bibelen også omfatter (lidt) mere dyrevenlige stemmer, men det er den udtalte antropocentrisme, der har domineret størstedelen af kirkehistorien. Og i kraft af kristen mission, kolonisation og industrialisme er den blevet eksporteret til hele verden.

Meget symptomatisk afviste pave Pius IX teosoffen og antivivisektionisten Anne Kingsford, der i 1800-tallet ville anlægge et selskab for dyrevelfærd i Rom:

»Madame, menneskeheden har ingen forpligtelser over for dyr.«

I moderne tid er situationen blevet mere kompleks. Den omfattende debat om miljøkrise, klimaforandringer og dyrevelfærd har ført til en spirende økologisk reformbevidsthed i de store kirkeinstitutioner.

Men bortset fra højstemte erklæringer ved højtidelige lejligheder er det indtil videre de færreste kirkefolk, der ofrer mere end en promille af deres vågne timer på en forbedring af dyrenes levevilkår.

Den bibelske antropocentrisme betragtes stadig som en gudsgiven selvfølge. Mennesket som skabningens herre og omdrejningsakse.

Og skal vi tro kirkefolks forsikring om, at Danmark er et kristent land, ja, så bærer kirken et historisk og nutidigt medansvar for de horrible forhold, som mange dyr må leve under på moderne landbrugsfabrikker.

Nogle vil måske undre sig over, at et så gammelt skrift som Bibelen overhovedet kan spille en rolle i denne sammenhæng. Men det er ikke så mærkeligt. Bøgernes bog er i mange århundreder blevet tillagt titanisk autoritet, og derfor har den meget naturligt også bidraget betragteligt til det moderne syn på forholdet mellem mennesker og dyr.

Under alle omstændigheder:

Når vi taler om dyrevelfærd, bør vi ikke overse bjælken i eget øje. For det er os selvglade, selvtilfredse og selvretfærdige folkekirkekristne, der er medskyldige i, at utallige dyr lider under kz-lejragtige leveforhold. I uger, måneder eller år.

Helt fundamentalt bør levevilkårene for dyr på konventionelle landbrug forbedres dramatisk. Det er her, den store og egentlige udfordring ligger; ikke i at forbyde minoritetsskikke, der ikke praktiseres længere.

Og nej, de senere års tiltag er slet ikke nok. Målet bør være et totalforbud mod alt andet end økologisk landbrug.

Dette forudsætter givetvis udbredelsen af et biocentrisk livssyn, der anerkender, at dyr er levende og følende væsner. På mange måder ligesom os.

Automatpilotsvaret mod dette forslag vil være, at det vil koste penge og arbejdspladser. Kort sagt en nedgang i velfærden. Og enhver ved jo, at vi dør, hvis vi skal nøjes med én bil i stedet for to. Ét fladskærms-tv i stedet for tre.

Her vil jeg minde om den amerikanske antropolog Marshall Sahlins’ ord om, at der er to veje til velfærd:

1) At producere og forbruge meget. Det er den vestlige modernitets vej. 2) At ønske sig og forbruge lidt. Den sidste vej har kendetegnet over 95 procent af menneskehedens kulturhistorie.

Er det umuligt, at vi kan lære noget af den? Ja, har vi overhovedet råd til andet? I betragtning af, at klimakrisen i høj grad er en konsekvens af en vanvittig konsumerisme, kan det blive en decideret overlevelsesbetingelse.

Én ting er sikkert: De, der kan glæde sig over naturen, har gratis adgang til en Aladdins hule af uudtømmelig rigdom.

Læs også:

> Klimakrisen – er en økologisk reform eller revolution nødvendig?