Gør Jesus’ fødselsdag til sørgedag
Når Jesus har været 100 gange farligere end Ron Hubbard og Pastor Moon, hvorfor så fejre ham?
Der er nu kun to dage til juleaften, og utallige går og ønsker hinanden ’Glædelig jul!’
Den 24. december vil præster, lederskribenter, tv-værter og andre samfundsstøtter med søvngængeragtig selvfølge også gøre, hvad de kan for at samle nationen om den søde julefred.
Det plejer at lykkes. Traditionen tro mødes familien Danmark juleaften i et festfyrværkeri af samvær, kulinarisk ekstravagance og opulent gavegivning. Paradis på Jorden er for en stund en realitet.
I denne forbindelse må jeg påtage mig rollen som Spielverderber og blive den 13. mand til bords.
Sagen er nemlig, at der er tungtvejende grunde til ikke at glæde sig over Jesus’ fødselsdag, der som bekendt er julens officielle anledning.
Er man i stand til at mobilisere blot en smule medfølelse med de millioner af ofre for kristendommens udbredelse, ville det være langt mere oplagt at sørge. Jesus’ fødselsdag burde således snarere være en sorgens dag.
De sorte sider af kristendommen er de fleste imidlertid uvidende om, eller også fortrænger de dem. Med imponerende bevidstløshed har de øjensynligt overtaget den kristne selviscenesættelse, at med Jesus kom Lyset til verden.
De kristne sejrherrers historieskrivning har med andre ord været en succes, som enhver spindoktor må misunde.
Som tiltrængt modvægt til de utallige skønmalerier af kristendommen i julen vil jeg sætte spot på de mørke aspekter af denne religion. Et udvalg kommer her:
1) De fleste danskeres kristendomskendskab er en parodiernes parodi. Således er der mange, der i juletiden år efter år sluger præsternes forsikring om, at Jesus bragte velsignet bud til menneskeheden.
Lidet aner de, at denne fremstilling er udtryk for en hårdhændet selektion af det, som den kristne bibel indeholder – og har haft som historiske konsekvenser.
I virkeligheden er Bibelen, der omfatter Det Gamle og Nye Testamente, en af verdenslitteraturens mest intolerante værker.
Nogle kender til de sider af Det Gamle Testamente, der sprøjter af blod og emmer af religiøs fanatisme. F.eks. de af Gud dikterede folkemord, hellige krige, massakrer og steninger.
Få ved imidlertid, at Det Nye Testamente har vist sig at være langt værre. For hvor Det Gamle Testamente er koncentreret om et lille folk og lands skæbne, har Det Nye Testamente hele verden i fokus.
Og det er ikke mindst på denne vis:
Med Jesus’ liv, død og opstandelse som mytologisk omdrejningsakse hævder det at have monopol på den eneste guddommelige og universelle Sandhed, og at denne Sandhed skal erstatte alle andre religioner i hele verden.
Således siger den kristne missionsbefaling, at alle folkeslag skal gøres til Jesus’ disciple. Dette er reelt en krigserklæring mod alle ikke-kristne religioner på Jorden, og den skulle vise sig at få skelsættende religionshistoriske konsekvenser.
2) I løbet af de første århundreder undergik kristendommen en forunderlig transformation fra forfulgt dommedagssekt til enevældig statsreligion i Romerriget.
Og da kristne havde fået magten, begyndte de at bekæmpe alle ikke-katolske former for kristendom og hedenske religioner. Først med forbud, siden hen også med vold og dødsstraf.
I udbredelsen af kristendom til ikke-kristne dele af Europa benyttede man sig tillige af missionskrig og massakrer, især i Saksen, Norge og Østersøområdet.
Desuden destruerede kristne fanatikere mange af hedningernes hellige lunde og templer. Materiale fra sidstnævnte blev i en del tilfælde brugt til at bygge kristne kirker.
Hvad mon danskere ville sige, hvis en gruppe islamister begyndte at rive kirker ned for at bruge stenene til at opføre moskeer?
3) Da kristianiseringen af Europa var ved at være overstået, var kristnes tørst efter at eliminere andre religioner til fordel for deres egen langtfra stillet. Med tiden bragte de også deres religion til andre verdensdele, og det foregik både med ord og vold.
Hårdest gik det for sig i de kristne europæeres erobring af Amerika.
I nogle tilfælde spillede kristendom blot en sekundær rolle som den glasur, der skulle sukre og kamuflere det egentlige mål, nemlig jagten på land og guld. I andre tilfælde udgjorde den den primære drivkraft.
I alle tilfælde spillede kristendom en stor og skæbnesvanger rolle i erobringen af Amerika. Den var således medskyldig i et af historiens allerstørste folkemord og i udryddelsen eller marginaliseringen af utallige indfødtes religion og kultur i øvrigt.
I dag bidrager kristne missionærer til udryddelsen af de sidste jæger-samleres religion på Jorden.
4) Fra 1200 til 1800-tallet jagtede inkvisitionsdomstole den katolske kristenheds indre fjender, især ikke-katolske kristne, der blev sammenlignet med dødbringende sygdomme som pest og spedalskhed.
Inkvisitionernes jurisdiktion omfattede ikke blot Europa, men med tiden også dele af Latinamerika og Indien. Tusinder blev tortureret og henrettet på grund af kristen intolerance.
5) Fra 1300 til 1700-tallet fandt de frygtelige hekseprocesser sted i kristenheden. Først i Europa, siden hen også i Nordamerika.
I alt skønnes omkring 50.000 mennesker – primært kvinder, men også mænd og børn - at være blevet henrettet for at stå i pagt med Djævlen. Oftest ved at blive brændt eller hængt, og i mange tilfælde efter grusom tortur.
6) Fra 300 til 1900-tallet blev kristenhedens jøder genstand for alt fra diskrimination, forfølgelser og folkefordrivelser til massakrer og et forsøg på et regulært folkemord med 6 millioner ofre.
Sidstnævnte blev foretaget af et land, Tyskland, hvori over 95 procent af befolkningen var kristne.
Jødehadet går tilbage til Det Nye Testamente selv. I 1543 forfattede Luther Om Jøderne og deres løgne, der er et af historiens mest rabiate, antijødiske skrifter. I 1999 blev det udgivet på dansk af Tidehvervs Forlag.
7) Endelig har kristendommen med stor sandsynlighed bidraget til fremkomsten af den globale klimakrise. Syndefaldet skete ganske vist allerede for 10.000 år siden med agerbrugsrevolutionen, der indledte menneskets udnyttelse af Jorden.
Men en afgørende religiøs legitimering af denne proces skete først med udbredelsen af kristendommen, der satte mennesket i centrum for alt og frakendte Jorden enhver selvstændig guddommelighed.
Menneskets megalomane rovdrift på naturen i dag er en kulmination på denne udvikling.
Hvad kan vi konkludere på alt dette?
For 10 år siden indledte den amerikanske historieprofessor Perez Zagorin en ny bog med disse ord: »Af alle de store verdensreligioner i historie og nutid har kristendommen været langt den mest intolerante.«
I 1764 skrev den franske oplysningsforfatter Voltaire om tolerance:
»Af alle religioner er den kristne utvivlsomt den, der burde indgyde den største tolerance, selv om kristne indtil nu har været de mest intolerante«.
Første del af Voltaires udsagn ligger tæt op ad en udbredt apologi i dag: Kirkehistoriens forbrydelser er udtryk for et fatalt ’misbrug’ af Jesus, der selv var en slags kærlighedsgud i menneskeskikkelse.
Apologien giver ingen forklaring på, hvorfor kristne har været blandt de mest intolerante religiøse i verden, når nu de burde være det stik modsatte.
Som allerede antydet finder vi en vigtig del af svaret i Det Nye Testamente, hvor myter, legender og historie er filtret sammen som ærtehalm. Den historiske Jesus ved vi meget lidt om med sikkerhed.
Ifølge dette helligskrift gjorde Jesus krav på at repræsentere menneskehedens eneste frelse og gud (Johannes 14,6-7), og at alle på Jorden skulle omvendes til tro på ham (Matthæus 28,18-20).
Dermed kombinerede han på eksplosiv vis religiøs eksklusivisme med universalisme: Der findes kun én, sand religion for hele menneskeheden. Resten er falske og skal derfor bekæmpes.
Selv om Jesus ikke har kunnet forudse de talløse ofre og smadrede kulturer som følge af kristne menneskers fremfærd, kommer man ikke uden om, at han har aktier i den sandhedsabsolutistiske tankegang, der bl.a. har ligget til grund.
En tankegang, der i mange århundreder har været lige så farlig som – for ikke at sige farligere end – det forhold, at profeten Muhammed var en succesfuld krigsherre.
Der er med andre ord ingen grund til at heroisere den Jesus, som vi møder i Det Nye Testamente, som unikt kærlighedsikon. I ham er himmel og helvede lige så nært forbundet som siamesertvillinger.
I virkeligheden har han været 100 gange farligere end Ron Hubbard og Pastor Moon tilsammen.
Under alle vilkår er den tankeløse fejring af Jesus’ fødselsdag i julen en hån mod de utallige ofre for hans tilhængeres ugerninger. På mange måder svarer det til den tankeløse lovprisning af europæernes røveri af Nordamerika.
For hvad med den indfødte befolkning? Betyder dens lidelser i form af omfattende folkemord, fordrivelser og kulturødelæggelse intet?
Kort sagt: Hvis man vil vise de millioner af ofre for kristendommens udbredelse respekt, kunne man passende gøre Jesus’ fødselsdag til en sørgedag. Eller i det mindste ignorere den.
Julen kan sagtens – hvilket den også er blevet i ældre tid – holdes i en anden og langt mere entydigt lykkelig anledning: De lysere tiders tilbagevenden.
Mange vil måske sige, at de ikke tænker så meget over alt dette. De vil blot have a merry Christmas.
Men tænke over det – det bør de måske begynde at gøre.
Læs også: