Bekæmp stening og andre dødsstraffe
I 2012 havde mindst 23.386 mennesker verden over modtaget en dødsdom. Det er mindst 23.386 for mange.
For nylig blev en ung mor i Pakistan stenet ihjel af sin egen familie og slægtninge. Hendes forbrydelse var at besidde en mobiltelefon.
I 2008 blev en 13-årig pige i Somalia stenet til døde af 50 mænd. Det foregik på et fodboldstadion med omkring 1000 tilskuere. Hendes forbrydelse var, at hun var blevet voldtaget af tre mænd. De blev alle frikendt.
Steninger foregår ofte ved, at den dødsdømte bliver gravet ned i jorden til maven eller halsen, hvorefter henrettelsen begynder. Det kan tage op til et par timer, før døden indfinder sig, da det er påbudt bødlerne at bruge mindre sten.
Hvor omfattende er fænomenet?
Fra 2010 til i dag har der verden over ikke fundet steninger sted i statslig regi, og fra 2002 til 2009 er statsautoriserede steninger udelukkende dokumenteret i Iran (mindst seks tilfælde ifølge Amnesty International).
Det er imidlertid på ingen måde ensbetydende med, at problemet kan eller skal bagatelliseres.
For det første er stening fortsat en del af lovgivningen i De Forenede Arabiske Emirater, Iran, Mauretanien, Pakistan, Qatar, Saudi Arabien, Sudan, Yemen og dele af Nigeria. Og så længe det er det, er der også risiko for, at loven kan blive brugt.
For det andet er der fra nyere tid vidnesbyrd om ikke-statslige og dermed ulovlige steninger i Irak, Afghanistan, Pakistan, Somalia og den nordlige del af Mali, ofte begået af islamistiske militser eller lokale stammer.
For ofrene er steningernes lovlighed eller mangel på samme givetvis af underordnet betydning.
For det tredje er stening typisk en straf for noget, der efter de fleste moderne standarder ikke er eller bør være en forbrydelse (og slet ikke den værste forbrydelse) i strafferetlig forstand, nemlig ægteskabelig utroskab.
Selv om (love om) stening i nutiden er et fænomen, der er knyttet til visse muslimske lande, står der imidlertid ikke et ord om det som dødsstraf i Koranen. Her er straffen for ethvert seksuelt samvær af ikke-ægteskabelig art 100 piskeslag, ikke stening (Sura 24).
Til gengæld står der en masse om stening i Den Hebraiske Bibel, der er helligskrift i både jødedommen og kristendommen.
Her dikterer Gud, at blasfemikere (3. Mos. 24), ’afgudsdyrkere’ (5. Mos. 17), ulydige teenagesønner (5. Mos. 21), folk, der bryder sabbatten (4. Mos. 15), og piger, der ikke er jomfruer, når de skal giftes (5. Mos. 22), alle skal stenes ihjel.
Når visse muslimske lande alligevel abonnerer på stening, skyldes det, at islamisk ret tillige er baseret på Hadith, der indeholder Muhammeds ord og gerninger. Dem har man ofte forstået således, at gifte, der er utro, skal stenes til døde, mens ikke-gifte, der har sex, skal straffes med 100 piskeslag.
I øvrigt skal den anklagede selv tilstå utroskaben, eller også skal der være fire mandlige vidner til samlejet. Ellers må dødsstraffen ikke eksekveres.
Selv om stening i nutiden numerisk set er et lille problem sammenlignet med andre typer dødsstraf, er der alligevel gode grunde til at ofre det særskilt opmærksomhed.
For det første er fænomenet exceptionelt grusomt: På langsom, pinefuld maner tortureres et menneske til døde. Af samme grund har det Amnesty Internationals særlige bevågenhed.
For det andet repræsenterer det en glasklar overtrædelse af Den Internationale Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder og FN’s Konvention mod Tortur.
For det tredje: Selv om stening i disse år kun praktiseres i beskeden grad, er det desværre ikke ensbetydende med, at det ikke kan ændre sig. F.eks. hvis mere fundamentalistiske kræfter kommer til magten.
Endelig er der adskillige muslimske lærde og organisationer (f.eks. Kritiske Muslimer, Women Living under Muslim Laws, Justice for Iran, Wise Muslim Women og Progressive Muslims), der tager afstand fra stening som uislamisk, bl.a. med henvisning til, at der ikke står et ord om det i Koranen.
Der er da også mange lande med store muslimske befolkningsflertal, hvor stening ikke indgår i lovgivningen, f.eks. Egypten, Jordan, Tyrkiet, Bangladesh, Tunesien, Libyen, Marokko, Gambia og Algeriet.
For nogle muslimer vil det være en alvorlig hindring, at Hadith påbyder stening. Men de bør spørge sig, om de selv følger alt det, som Hadith påbyder i øvrigt, og afholder sig fra alt, som Hadith forbyder?
Hvis nej, hvorfor så fastholde – netop – den mest grusomme dødsstraf af alle? Hvorfor denne inkonsistens i umenneskelighedens favør?
En bekæmpelse af stening bør blot være det første skridt mod afskaffelsen af drakoniske dødsstraffe i særdeleshed og dødsstraf i almindelighed.
Ifølge Amnesty International blev der sidste år henrettet mindst 682 mennesker verden over. I dette tal er henrettelser i Kina ikke medregnet, da det er en statshemmelighed. Meget tyder på, at der her blev henrettet flere end i resten af verden tilsammen.
Ellers toppede følgende lande listen over flest henrettede i 2012: Iran (mindst 314), Irak (mindst 129), Saudi Arabien (mindst 79), USA (43) og Yemen (mindst 28).
I Saudi Arabien blev de dømte ofte henrettet ved offentlig halshugning. I bl.a. Iran, Bangladesh, Indien, Japan, Irak og Sudan blev de hængt. I bl.a. Kina, Nordkorea, Taiwan og Yemen foregik henrettelser ved skydning. I USA og også Kina anvendtes dødbringende indsprøjtninger.
Man har undertiden diskuteret, om der er forbindelse mellem religion og dødsstraf. Der kan sjældent peges på nogen monokausal sammenhæng, men at religion kan udgøre en af hovedårsagerne i stærkt religiøse sammenhænge, er oplagt.
F.eks. har den kristne kirke i store dele af sin historie støttet dødsstraf, og i nyere tid har ’bibeltro’, evangelikale protestanter været de varmeste fortalere for det i USA.
Man ser det også i flere muslimske lande. I Pakistan er der f.eks. dødsstraf for blasfemi, og i Iran for apostasi. Men om religion hovedsageligt udgør en motiverende eller legitimerende faktor, kan undertiden være vanskeligt at afgøre.
Man må imidlertid ikke glemme, at det land, der uden sammenligning henretter flest i dag, er Kina. Det er officielt en ateistisk stat.
For magthavere, der mangler folkelig opbakning, kan et væsentligt incitament for dødsstraf under alle vilkår være at afskrække politiske og religiøse modstandere.
Men netop afskrækkelsesargumentet – som fortalere for dødsstraf verden over ofte tyer til – hviler på en temmelig problematisk præmis.
Som Amnesty International har påpeget, er der ingen beviser for, at dødsstraf afskrækker flere fra at begå forbrydelser end fængselsstraf.
Og hvad gør man i tilfælde af justitsmord, som der er tilbagevendende eksempler på, af den simple grund, at – selv de bedste – retssystemer begår fejl? Her levner dødsstraf ingen mulighed for at gøre ondt godt igen.
Den jødiske tænker Maimonides fra middelalderen har formuleret et admirabelt princip: Det er bedre at frikende tusind skyldige end at slå ét uskyldigt menneske ihjel.
Endelig kan henrettelser forårsage grufulde pinsler.
Det gælder ikke blot stening, men også hængning (i tilfælde af langsom kvælning) og halshugning (hvis der skal hugges flere gange), ja, selv dødbringende indsprøjtninger kan være særdeles smertefulde.
Alt dette taler for en global og total afskaffelse af dødsstraf. Der er allerede flere humanitære organisationer og andre gode kræfter, der arbejder målrettet på det. Og heldigvis er antallet af stater, hvor det foregår, dalende.
Men der er fortsat lang vej endnu. I 2012 havde mindst 23.386 mennesker modtaget en dødsdom.
Derfor er der ingen vej uden om: Der skal gøres en ekstra indsats for at få afskaffet den umenneskelige straf i både lovgivning og praksis. En forpligtelse hertil gælder naturligvis især folk, der risikofrit kan opponere mod det.
Konkret kan man sprede oplysninger om dødsstraf på de sociale medier, støtte organisationer, der bekæmper det, lave underskriftsindsamlinger, boykotte varer fra lande, der abonnerer på dødsstraf, opfordre FN og regeringer til at lægge (yderligere) pres på de ansvarlige, skrive debatindlæg til aviser, rette henvendelser til ambassader, m.m.
Faktisk er der mange vidnesbyrd om, at aktivisme af denne art virker. Også i forhold til dødsstraf.
Derfor kan det kun gå for langsomt at komme i gang.
Tak til Amnesty International for hjælp med research.
Læs også:
> Amnesty International: Death Sentences and Executions (2012)