Er en økologisk reform eller revolution nødvendig?

Vores fremtid kan afhænge af det rette svar på dette spørgsmål.

»Hvis det her ikke er et alarmsignal, ved jeg ikke, hvad det er.

Hvis der nogen sinde har været et emne, der krævede større samarbejde, partnerskab og målrettet diplomati, så er det dette. Med det, der er på spil, må alle mand på banen.«

Med disse ord udpegede den amerikanske udenrigsminister John Kerry den globale klimakrise til at være et af de største problemer, menneskeheden nogensinde har stået over for.

Det skete i forlængelse af offentliggørelsen af FNs længe ventede klimarapport den 27. september.

I værste fald kan den globale opvarmning og forurening nemlig føre til et økologisk Armageddon, og skal vi undgå det med tilnærmelsesvis sikkerhed, må alle gøre en indsats. Meget snart. Det er der efterhånden en hel hær, der har understreget.

Men hvad konkret skal man gøre? Og hvor meget skal der til? Det er der utvivlsomt mange, der spørger om.

Spørger man miljøaktivister, der har stort kendskab til disse sager, kan man få vidt forskellige svar.

Det skyldes, at de groft sagt tilhører en af følgende to lejre:

1) Antropocentrikerne

Ifølge dem er klimakrisen frem for alt et problem, fordi den truer menneskenes liv og levned. Resten af naturen har ingen eller kun begrænset værdi i sig selv. Dens vigtigste eksistensberettigelse er nemlig at tjene menneskene.

Antropocentrikerne er hovedsageligt optagede af reformer inden for det eksisterende samfundssystem.

Således arbejder de pragmatisk og realpolitisk for mindre forurening, mindre udledning af drivhusgasser, flere vedvarende energikilder, mere genbrug, mere fri natur og bedre behandling af dyr.

2) Biocentrikerne

Ifølge dem står mennesket ikke over naturen som dens hersker, men er en integreret del af den. Desuden mener de, at naturen har stor værdi i sig selv, og at den derfor på ingen måde kan reduceres til dens nytteværdi for mennesker.

Disse miljøaktivister deler mange af antropocentrikernes mål, men de mener ikke, at de går langt nok. Ifølge biocentrikerne nøjes de med symptombehandling. Det kan virke for en tid, men så risikerer problemerne at vende tilbage for fuldt tryk.

Det er lidt ligesom med en alvorlig sygdom. Nogle sætter deres lid til piller, en operation og mindre livsstilsændringer.

For andre bliver sygdommen anledning til radikale omlægninger af deres liv. Ellers mener de ikke at få fat om nældens rod.

Sidstnævnte opfattelse karakteriserer biocentrikerne. Ifølge dem kommer vi ikke uden om radikale omlægninger af samfundet, ja, af hele vores tænkemåde og værdisæt.

F.eks. har den konstante befolkningstilvækst og materielle vækst været en juggernaut, der har nedtromlet store dele af Jordens natur.

Faktisk er konstant vækst en kræftcelles særkende. Og ligesom ubehandlet kræft normalt fører til et menneskes død, kan vores besættelse af konstant vækst føre til naturens død. Og dermed også til vores egen.

Kort sagt er de biocentriske miljøaktivisters mål en radikal reform af det eksisterende samfundssystem. Det indebærer et opgør med den herskende antropocentrisme, vækstfilosofi, kapitalisme, industrialisme og centralisering.

Der har tidligere fundet skelsættende revolutioner sted i menneskehedens historie, f.eks. agerbrugsrevolutionen og den industrielle revolution. Ifølge biocentrikere er tiden nu moden til en økologisk revolution.

Biocentrismen udgør et centralt element af en miljøfilosofi og naturetik, som man plejer at kalde for dybdeøkologi (deep ecology).

Selve termen blev opfundet i 1972 af den norske filosof Arne Næss, der tillige har leveret et vægtigt bidrag til udformningen af dens indhold.

Dybdeøkologien har imidlertid også andre inspiratorer og arkitekter, bl.a. biologen Rachel Carson, historikeren Lynn White, forfatteren Edward Abbey og filosoffen George Sessions. Desuden har den rødder i asiatiske religioner, indfødte folks kulturer og neopaganisme.

Ifølge dybdeøkologerne har naturen ikke blot en klar egenværdi og af samme grund en klar ret til at eksistere for sin egen skyld.

De lægger også stor vægt på, at mennesker etablerer en dyb samhørighed med naturen, f.eks. ved at opholde sig der i lang tid. Ifølge dybdeøkologien vil det ofte munde ud i en naturspiritualitet, der f.eks. indebærer, at en plante og et dyr ændrer karakter fra at være en økonomisk ressource til at være en broder og søster.

Og hvem ønsker at skade dem?

En vigtig dybdeøkologisk påstand er, at når mennesket fremmedgøres fra naturen, fremmedgøres det fra sig selv, og når det fremmedgøres fra sig selv, fremmedgøres det fra naturen. For grundlæggende er vi af selvsamme æt.

Endvidere opfatter mange dybdeøkologer naturen som hellig. Og der tages afstand fra de vestlige religioner og filosofier, der traditionelt tillægger mennesket en ophøjet særstatus og afviser ældgamle forestillinger om naturens guddommelighed.

Arne Næss og George Sessions har sammenfattet dybdeøkologien i følgende otte principper:

1) Både menneskeligt og ikke-menneskeligt liv på Jorden har værdi i sig selv.

2) Livsformernes rigdom og mangfoldighed har værdi i sig selv.

3) Mennesker har ingen ret til at reducere denne rigdom og mangfoldighed, medmindre det er for at tilfredsstille livsvigtige behov.

4) Det ville være bedre for menneskene, hvis der var færre af dem – og meget bedre for andre levende væsner.

5) Den nuværende indgriben i den ikke-menneskelige verden er uden mådehold, og situationen forværres hurtigt.

6) For at livsbetingelserne kan forbedres markant, må de økonomiske, teknologiske og ideologiske strukturer i samfundet undergå store forandringer.

7) Den ideologiske forandring må omfatte en værdsættelse af den iboende værdi af alt liv frem for en konstant forøgelse af den materielle levestandard.

8) De, der tilslutter sig de foregående punkter, har en forpligtelse til at forsøge at føre de nødvendige ændringer ud i livet.

Det skal understreges, at dybdeøkologiens mål ikke er en politisk samfundsrevolution fra oven, men en økologisk bevidsthedstransformation fra neden. Det vil med tiden, mener man, afstedkomme dybtgående og langvarige samfundsomvæltninger. 

Ligesom at plante en skov tager det lang tid, men er formentlig også mere effektivt og fredeligt.

I øvrigt er de otte dybdeøkologiske principper kun vejledende. Der lægges således stor vægt på, at folk udarbejder deres egen individuelle udgave afhængigt af deres personlige præferencer og politiske og ideologiske baggrund.

Det samlende mål er et økologisk paradigmeskifte og dermed et opgør med status quo.

Dybdeøkologien har haft stor indflydelse på naturfilosoffer og fredelig miljøaktivisme verden over i de sidste 30-40 år. Flere af de tænkere, der er blevet præsenteret på denne blog, står da også i gæld hertil.

Derudover har såkaldt radikale miljøorganisationer som Earth First!, The Earth Liberation Front og The Sea Sheperd Conservation Society trukket betragteligt på dybdeøkologisk filosofi. Med deres undertiden voldelige økotage mod skibe, fabrikker og maskiner (sjældent eller aldrig mod mennesker), der ødelægger naturen, går de imidlertid længere, end de fleste dybdeøkologer kan acceptere.

Et brændende spørgsmål i dag er naturligvis, om det er en økologisk reform eller en økologisk revolution, der er nødvendig.

Ja, hvad skal der egentlig til?

Kan vi nøjes med f.eks. en økologisk omstilling af vores energiproduktion, alt imens vi lader befolkningstilvæksten fortsætte sin himmelflugt og opretholder vores vækstideologi og konsumerisme?

Eller er det radikale omlægninger af hele skidtet, der skal til?

Jordens og menneskenes fremtid kan afhænge af det rette svar på dette spørgsmål.