Skal miljøbevægelser lære af missionerende religioner?
Det er afgørende, at klimakrisen bliver taget alvorligt nu, men hvordan overbevise folk om det?
»De, der allerede mærker følgerne af klimaforandring, har ikke tid til at benægte det – de har travlt med at tage sig af det«.
Således spiddede præsident Barack Obama den amerikanske klimabenægterlobby, da han i sidste uge fremlagde en ny klimaplan, der skal bremse de livstruende klimaforandringer.
Om Obama bliver en ny Skt. Georg, der slagter den amerikanske CO2-drage, er for tidligt at udtale sig om. Handling, ikke ord, vil naturligvis være det afgørende.
Hidtil har de største modstandere af en drastisk CO2-reduktion i USA været 1) olieindustrien, der profiterer af at ødelægge Jorden; 2) Det Republikanske Parti, som olieindustrien i særlig grad understøtter; og 3) evangelikale kristne, der tilhører republikanernes kernevælgere.
En indflydelsesrig gruppe af disse afviser, at klimaforandringerne er menneskeskabte. Desuden abonnerer mange af dem på en tro på, at Jesus’ genkomst og tidernes ende vil finde sted inden for en overskuelig tidsramme.
Og hvorfor så bekymre sig om den aktuelle verden?
Kristne dommedagsforestillinger er sandsynligvis en af de vigtigste bagvedliggende årsager til, at USA’s klimapolitik hidtil har været særdeles fodslæbende. Og dermed til, at supermagten i dag er den næststørste udleder af drivhusgasser i verden.
Retfærdigvis skal det siges, at de evangelikale kristne ikke er nogen monolit. En del anerkender skam klimaforandringerne og insisterer på, at det er en kristen pligt at værne om ’skaberværket’.
Det gælder eksempelvis topevangelisten Richard Cizik, der tidligere var klimaskeptiker, men som i dag – med egne ord – er ’konverteret’ til klimavidenskaben.
Han er i øvrigt et godt eksempel på, at religiøse menneskers brug af helligskrifter er betinget af deres aktuelle præferencer.
I kølvandet på Obamas klimatale har Cizik advaret andre evangelikale ledere om disse ord fra Johannes Åbenbaring: »Jeg vil ødelægge dem, der ødelægger Jorden« (11,18).
Dermed ser han behændigt bort fra, at store dele af Det Nye Testamente netop prædiker dommedag og denne verdens undergang.
Desuden har Cizik påpeget, at hvis de evangelikale stod sammen om at støtte en effektiv reduktion af CO2-udledningen, ja, så ville Det Republikanske Parti hurtigt følge trop. Inden for en overskuelig fremtid er der dog ingen udsigt til en sådan forening.
I Australien er billedet et helt andet. Her er en række religiøse ledere gået sammen om klimasagen – og det på tværs af både konfessioner og religioner.
I et åbent brev i anledning af parlamentsvalget d. 14. september opfordrer repræsentanter for kristne, hinduistiske, islamiske og buddhistiske organisationer Australiens vælgere til at vie klimakrisen den afgørende opmærksomhed, den fortjener.
Tænk, hvis noget lignende kunne komme til at ske i Danmark.
Tænk, hvis danske biskopper, imamer, rabbinere, ledere af hinduistiske og buddhistiske organisationer kunne lægge alle religiøse stridspunkter til side, tage hinanden i hånden og komme med en lignende appel.
Balladen om klimaklokker i forbindelse med klimatopmødet i København i 2009 gør det ikke overvældende sandsynligt, for at sige det urbant.
Men er menneskenes og Jordens fremtid ikke det værd?
Religioner har altid forandret sig – de afgrundsdybe forskelle mellem urkristendommen og folkekirken i dag er et godt eksempel. Og hvis ikke den globale klimakrise skulle animere til nye fortolkninger og emfaser, hvad skal så?
I det mindste er der risiko for, at tilhængere vil falde fra, hvis ikke religionerne kommer på omdrejningshøjde med vor tids altoverskyggende udfordring. Ingen religion lever nemlig i et vakuum.
Neopagane religioner, der er blandt de hurtigst voksende religioner i verden, såvel som miljøgrupper er utvivlsomt også parate til at modtage nye tilhængere.
Traditionelt er neopagane religioner, der også kaldes naturreligioner, ikke missionerende. De tager nemlig stærkt afstand fra de talrige overgreb, som missionerende religioner i tidens løb har været instrumentale i. Deres synderegistre ønsker de ikke at kopiere.
De fleste miljøgrupper har desuden ikke villet slås i hartkorn med religiøse organisationer.
Men nye tider skaber nye behov. Det, der i går var tabu, kan i morgen blive god latin. Faktisk er den globale klimakrise allerede begyndt at vende op og ned på hævdvundne principper.
Ifølge Erik Assadourian fra det amerikanske miljøforskningscenter Worldwatch Institute er der brug for helt nye boller på klimasuppen.
I erkendelse af at penge, vækst og konsumerisme stadig sætter den globale dagsorden trods årtiers intensiv miljøaktivisme, og at dette ifølge klimavidenskaben kan resultere i kolossale klimakatastrofer, er der ifølge Assadourian behov for en miljøbevægelse, der tager ved lære af »de mest succesrige bevægelser i historien«, nemlig de missionerende verdensreligioner.
Hvad indebærer det konkret?
Det indebærer hovedsageligt, at en ny miljøbevægelse bør efterligne nogle af de måder, som de missionerende religioner er blevet udbredt på. Dens forestillinger og ritualer skal derimod være dens egne.
For det første skal en sådan miljøbevægelse være baseret på forskellige fællesskaber af dedikerede tilhængere.
For det andet skal den bygge på en økofilosofi, hvis grundbudskab er, at menneskene skal tage vare på den Jord, »som vi er en del af, og som vi er så fuldstændigt afhængige af.«
Miljøbevægelsens formål er populært sagt altså at frelse verden, ikke menneskenes sjæle.
Dette skal også udgøre en central omdrejningsakse i dens etik og moral og i dens riter og fester. F.eks. dens fejring af årstidernes skiften og dens overgangsritualer i forbindelse med fødsel, pubertet, ægteskab og død.
For det tredje – og det er her, inspirationen fra missionerende religioner især gør sig gældende – skal miljøbevægelsens økocentriske verdensopfattelse udbredes på en lang række forskellige måder. For eksempel:
1) Ved at miljøaktivister – ligesom mormoner og Jehovas Vidner – går fra dør til dør og forklarer folk om nødvendigheden af en økocentrisk livsforståelse.
2) Ved hjælp af økocentriske skoler. I dag findes der søndagsskoler, kristne friskoler og gymnasier, og koranskoler verden over.
De kunne suppleres med et globalt netværk af økoskoler, der ud over almindelig undervisning indfører børn og unge i en økologisk tænkemåde og levemåde.
3) Gennem forskellige typer socialt arbejde. F.eks. økocentriske herberger for hjemløse, økocentriske suppekøkkener, økocentriske non-profit-banker og økocentriske arbejdstilbud, hvor folk kan få kost og logi mod at arbejde på et økologisk landbrug.
Metoderne er med andre ord mange, og de missionerende religioner har for længst bevist deres værdi.
En afgørende pointe ifølge Assadourian er, at alt dette vil kunne bidrage til at erstatte den herskende forbrugerfetichisme og væksttilbedelse med en ny, økofilosofisk levemåde, der sætter bevarelsen af Moder Jord i centrum.
Hvor mange en sådan missionerende miljøbevægelse vil appellere til, er imidlertid et åbent spørgsmål.
Mission har i manges øren et bad name. Af gode grunde, når man betænker den ødelæggende frelsesiver, hvormed mange missionærer har ført sig frem verden over. Ikke mindst over for indfødte folk.
Sagen er blot, at de missionerende religioner er verdens største bevægelser. Assadourian har af samme grund forsøgt at aflure nogle af deres blødeste metoder i erkendelse af de eksisterende miljøorganisationers marginale indflydelse.
Skulle en missionerende miljøbevægelse blive til virkelighed, står den principielt dog over for samme problem som alle andre, der vil overbevise folk om nødvendigheden af at frelse verden:
At vi mennesker genetisk ikke er gearet til den trussel, som klimakrisen frembryder. Hvis en løve angriber os, reagerer vi omgående. Men hvordan reagerer vi på katastrofer, der først rammer os om nogle årtier?
Den amerikanske professor Martin Schönfeld har beskrevet dilemmaet på denne vis:
Så længe klimaforandringerne er diffuse og fjerne, kan vi bekæmpe dem, men det vil vi sandsynligvis ikke gøre.
Når klimaforandringerne engang rammer os råt og brutalt, vil vi bekæmpe dem, men det vil vi sandsynligvis ikke være i stand til. I alt fald ikke, hvis de har samme momentum som et løbsk godstog. Og det er der afgjort risiko for.
Men er der overhovedet noget alternativ til, at flere og flere begynder at gøre mere og mere for Jordens klima end hidtil?
Læs:
> Time for a New Environmentalism
> Building an Enduring Environmental Movement
> Turn Down the Heat: Climate Extremes, Regional Impacts, and the Case for Resilience