Er Politiken ved at blive et nyt Kristeligt Dagblad?
Tøger Seidenfaden kaldte den aktuelle stats-kirkeordning for ’et fuldstændigt forældet arrangement’. I dag er opfattelsen en anden.
Dagbladet Politiken har i mange år haft sin egen særegne eksistensberettigelse i det danske medielandskab.
Som den kulturradikale oplysnings Eiffeltårn. Den kirkekritiske tænknings olymp. Lighedskampenes ledestjerne. De skarpe provokationers avantgarde.
Men dette billede har i nyere tid slået flere og flere revner. I onsdags kulminerede det.
Her kunne man læse indlægget Ateister gør fornuft til deres egen religion. Jeg må tilstå, at jeg i første omgang troede, at jeg havde fået Kristeligt Dagblad i hånden.
Men det var ikke tilfældet. Det var Politiken. Det gamle, kulturradikale flagskib.
I næste omgang troede jeg, at forfatteren var sognepræst. For der var stort set intet, der adskilte indlægget fra en kirkeprædiken.
Men også her tog jeg fejl. Forfatteren var Politikens kronikredakør Christoffer Emil Bruun, der er cand.mag. i historie.
Indlægget var et svar på en kronik af journalist Adam Holm, der som en moderne Job græd sin smerte ud over en 16-årig drengs meningsløse død og tordnede mod al religion.
For en faglig betragtning er Bruuns kommentar stærkt problematisk af mange grunde. Her blot nogle af de vigtigste:
For det første vil han på ahistorisk og essentialistisk vis fortælle os, hvad ’kristendommen’ mener om dette og hint. Noget sådant vil en rigtig historiker aldrig gøre. Kun en forkyndende præst eller en anden med en postuleret adgang til religionens mysterier.
En historiker ved nemlig, at der findes talrige former for kristendom – eller kristendomme – der undertiden adskiller sig radikalt fra hinanden.
Tænk på de tre kristne hovedretninger i verden, katolicismen, de ortodokse kirker og protestantismen.
Eller på dommedagskristne i det første århundrede, spanske inkvisitorer i 1400-tallet, puritanske emigranter i 1600-tallet eller pinsekirkekristne i dag.
Eller tag Den Danske Folkekirke, der rummer alt fra islamfjendtlige tidehvervsfolk og multikulturelle grundtvigianere til bibeltro fundamentalister fra kirkens højrefløj.
Bruun skriver eksempelvis, at »Kristendommen er en åben religion, hvor sandheden er et komplekst begreb«.
Faktum er, at der fra kirkens begyndelse til i dag kan gives en regnskov af eksempler på det stik modsatte.
Tænk på forbuddene mod andre religioner og kristendomsformer, da den katolske kirke blev ophøjet til statsreligion i slutningen af 300-tallet. Tænk på de mange kætterforfølgelser. Tænk på antijudaismen.
Tænk på Luthers smædeskrift Om jøderne og deres løgne, hans idelige forbandelser af paven som Antikrist og hans krav om dødsstraf over gendøbere.
Tænk på den lutherske kristendomstvang herhjemme, der først for alvor blev ophævet med Grundloven i 1849. Tænk på den årtusindlange kirkediskrimination af homoseksuelle, der først blev afskaffet herhjemme sidste år.
Og hvad værre er: Eksklusivismen og intolerancen har solide spirer i Bibelen selv, som denne blog har givet adskillelige eksempler på.
For en historisk betragtning er alt dette også udtryk for kristendom.
For det andet omtaler Bruun ateisme som en ensartet monolit. Men en sådan er et misvisende abstrakt. En polemisk konstruktion.
Der findes nemlig meget forskellige ateister.
Tag de bløde, der personligt ikke tror på guder, og som ellers lader samfundet passe sig selv. Eller tag de ateister, der arbejder for en adskillelse af religion og stat, men som ellers ikke anfægter folks ret til at være religiøse.
Eller tænk på de radikale hardlinere, der har som mål at komme al religion til livs.
Desuden betegner Bruun ’ateismen’ som den moderne verdens ’afgud’. En religiøs term, der implicerer, at alle ateister er ’vantro’. Dermed trækker han på nogle af de mest stigmatiserende traditioner fra kristendommens historie.
For det tredje belærer Bruun os om, at Gud ikke er almægtig. Hvorfra han har denne metafysiske vished om, hvad denne Gud er, er et godt spørgsmål.
For ifølge mange kirkelige trosbekendelser er kristendommens gud skam almægtig. Efter utalliges opfattelse også ifølge Bibelen.
Og så fanger bordet, som Adam Holm rigtigt gør opmærksom på. For så er han uvægerligt ansvarlig for alt. Ikke blot liv og lykke, men også krige, folkemord, naturkatastrofer og unge menneskers alt for tidlige død.
At søge trøst hos en almægtig guddom, når et menneske dør, svarer altså til at søge trøst hos personens bøddel.
Endelig sætter Bruun lighedstegn mellem religionsfjendtlig kommunisme og at overlade definitionen af folks lykke til menneskene selv. Og det »gav som bekendt ikke noget særlig vellykket resultat.«
Bruuns ræsonnement svarer til at sætte kristendom lig med korstogenes slagterier. Und nichts anderes.
Ved han ikke, at der findes mange sekulære ideologier og tænkemåder, der er aldeles uproblematiske sammenlignet med Sovjetkommunismen? Og at de allerfleste ateister i dag er skarpe modstandere af sidstnævnte?
Hvis dette blot var en enlig svale i Politiken, kunne man trække på skulderen. Men det er som antydet ikke tilfældet.
På Facebook i onsdags erklærede den ellers velbegavede Tarek Omar, der er debatredaktør på Politiken, at han fandt Bruuns trosbekendelse ’for cool’.
Alt dette gør mig – og andre – bekymrede. Bekymrede for, at der bliver udeladt mere religions- og kirkekritisk stof fra Politikens spalter end rimeligt er.
Af større betydning er det, at Politikens nye chefredaktør Bo Lidegaard støtter ægteskabet mellem stat og kirke og i øvrigt er fortaler for Folkekirken som et centralt folkeligt fællesskab (Politiken 8.4. 2012).
Ikke overraskende er Lidegaards prokirkelige statements blevet mødt med stor forståelse og åbne arme hos kirkefolket.
I Kristeligt Dagblad bemærkede redaktør Anders Ellebæk Madsen, at det er »helt nyt, at folkekirken anerkendes som et gavnligt nationalt fællesskab af chefredaktionen på Politiken, der de seneste 100 år har været danmarkshistoriens hovedorgan for religionskritik – hvilket reelt har betydet kristendomskritik.«
Bibelselskabets Morten Thomsen Højsgaard, der står i spidsen for et stort missionsforetagende, har vist, at det har resulteret i mærkbare forandringer, bl.a. en »ny type kirkejournalistik, som igennem 2012 har vist sig i stadig større omfang i Politiken.«
Med andre ord:
I de sidste 1-2 år har vi været vidne til et stilfærdigt, men ikke desto mindre markant opgør med det kulturradikale dagblads hidtidige religionslinje.
Ikke mindst med salig Tøger Seidenfaden, der gik ind for en adskillelse af kirke og stat og en ligestilling af religioner i Danmark. Fornuftigt, set i lyset af det stadig mere multireligiøse samfund, vi bevæger os hen imod.
I dag omfavnes majoritetens magtfulde kirke. Helt eller delvist.
De glade folkekirkemedlemmer glemmer, at Folkekirken er en kristen interesseorganisation, der langtfra inkluderer alle danskere. Det gør heller ikke politiske partier som Socialistisk Folkeparti og Dansk Folkeparti. Navnene til trods.
Tag f.eks. en ny undersøgelse, der viser, at Enhedslistens og regeringspartiernes vælgere sætter buddhisme højere end kristendom.
Modsat den nuværende kronikredaktør skelnede Seidenfaden i øvrigt skarpt mellem forskellige typer ateisme: En tolerant og en hård sekularisme.
Den hårde sekularisme vil afskaffe al religion. Det tilslutter Adam Holm sig. Seidenfaden afviste det.
Jeg er enig med ham. Religion har fulgt vores art Homo sapiens i mindst 100.000 år, og intet tyder på, at den vil forsvinde. Moderne religionsforskning påviser sågar, at mennesket er kognitivt disponeret for religion.
At forsøge at eliminere den vil derfor i bedste fald være et sisyfosarbejde. I værste fald kan det udarte til totalitær undertrykkelse. Den bedrevidende frelsesiver, der har kendetegnet kristen mission, har forårsaget rigelig skade.
Det mest virkelighedsnære og fremtidsrettede må være indførelsen af en religionsneutral stat, der er funderet på videnskab og kritisk tænkning, og som stiller alle religioner lige.
Dette slog Seidenfaden også til lyd for. Han har sågar kaldt den aktuelle stats-kirkeordning for »et fuldstændigt forældet arrangement« og understreget, at Politiken altid har gået ind for en adskillelse af de to størrelser.
Men altså ikke mere. I dag er Politiken ikke længere fortaler for dette. Dermed ligner den mere og mere Kristeligt Dagblad. Undertiden til forveksling.
Ikke blot gør Politiken dermed en del af sin hidtidige læserskare avisløs. Og ikke blot vender den ryggen til en vigtig del af sin hidtidige kulturradikale identitet.
Den er også på vej til at undergrave sin særegne eksistensberettigelse.
Læs også:
> Afskaf Folketingets åbningsgudstjenste
> Stod Gud bag Breiviks massemord?