Kan religion redde os fra den globale klimakrise?

Religionerne kan spille en væsentlig rolle i miljøkampen, men det afhænger i høj grad af de religiøse ledere.

»Folk, der har et religiøst udgangspunkt, kan angribe spørgsmålene fra en anden vinkel end den, vi plejer at gå til. Så der er en enorm rigdom at hente«.

Således udtalte miljøminister Ida Auken (SF) i anledning af Det Verdensøkonomiske Forum i Schweiz tidligere i år.

Aukens opsigtsvækkende udtalelse angik spørgsmålet om, hvad der kan få folk til at tage den globale klimakrise lige så dødsensalvorlig, som den er.

En krise, som i mellemtiden kun er blevet værre.

Den 10. maj kunne eksperter således oplyse, at CO2-koncentrationen i atmosfæren nu har slået en rystende rekord: Det er den højeste i mindst tre millioner år. Klimaforsker Pieter Tans har udtalt: »Det symboliserer, at vi hidtil har svigtet behandlingen af dette problem på sørgelig vis.«

En anden klimaforsker, Maureen Raymo, har direkte sagt: »Det føles som den uundgåelige march mod katastrofen.«

Så hvad kan vi gøre?

Indtil nu synes offentliggørelsen af den ene ildevarslende klimarapport efter den anden i alt fald at være utilstrækkelig. Problemet forstærkes uundgåeligt af, at medierne hidtil kun har viet emnet en stedmoderlig opmærksomhed.

I betragtning af de katastrofale konsekvenser, som klimaforandringerne kan få, skulle man tro, at de i det mindste ville indtage en central plads i public service-kanalernes sendeflade. Men det har langtfra været tilfældet. Et underholdningsprogram som X Factor er tilsyneladende meget vigtigere.

De fleste politikere er lige så uansvarlige. De nedprioriterer klimakrisen på trods af det faktum, at den er vor tidsalders kardinalproblem par excellence.

Et spørgsmål, som mange miljøfolk har stillet sig, er derfor: Hvordan vækker man folk – inden det er for sent – af den kollektive fortrængningspsykose?

Indtil nu har det været lige så let som at flytte et bjerg af jern.

En ting er sikkert: Vore handlinger har rod i vore grundlæggende værdier. Om det så er på et individuelt eller samfundsmæssigt plan. Det betyder, at den globale miljøkrise i sidste ende er en værdikrise.

En ændring af vore skadelige handlinger forudsætter derfor en ændring af vore skadelige værdier, f.eks. antropocentrisme, vækstideologi og et kynisk natursyn. Ellers risikerer alle – nødvendige konkrete – tiltag at blive kortvarig symptombehandling.

Ellers får vi ikke fat om nældens rod.

Det er her, at religion og spiritualitet kan komme ind i billedet. For de er traditionelt storleverandører af værdier, og over 80 procent af menneskeheden abonnerer fortsat på disse størrelser. Like it or not.

Da religion og spiritualitet desuden mange steder indbefatter folks verdensbillede, følelser og personlige overbevisning, kan de være effektive til at få dem til at handle.

I øvrigt nyder religion fortsat stor autoritet og indflydelse i betragtelige dele af verden. Betydeligt større end mange danskere forestiller sig.

Så det er måske ikke mindst her, vi bør gribe fat? Det er der faktisk flere, der har slået til lyd for. Langtfra kun den danske miljøminister.

F.eks. har den berømte historieprofessor Arnold Toynbee argumenteret på denne vis:

»Den nuværende trussel mod menneskehedens overlevelse kan kun fjernes gennem en revolutionerende ændring af det enkelte menneskes hjerte. Denne ændring af hjertet er nødt til at være inspireret af religion for at skabe den viljestyrke, der er nødvendig for at omsætte besværlige nye idealer til handling.«

Det var bl.a. ovenstående overvejelser, der i 1986 fik WWF Verdensnaturfonden til at tage et banebrydende skridt. Nemlig at invitere fremtrædende repræsentanter for verdens førende religioner – hinduisme, buddhisme, jødedom, kristendom og islam – til et møde om den globale miljøkrise i Assisi i Italien.

Byen var velvalgt, for det var her, den hellige Frans blev født, og han er økologisk skytshelgen for katolikkerne.

Det tværreligiøse topmøde mundede ud i de såkaldte Assisi-erklæringer, hvori de fem religioners repræsentanter alle bedyrede, at deres religion – ret forstået – er økologisk ansvarlig. Det var naturligvis ikke mindst et vink med en grøn vognstang til alle de tilhængere, der ikke havde forstået det hidtil.

Assisi-mødet i 1986 blev startskuddet til en stigende økologisk bevidstgørelse hos tilhængere af verdens store religioner. En grøn reformation, om man vil.

I første omgang førte det til oprettelsen af det såkaldte Network on Conservation and Religion, der skulle arbejde for at mobilisere religioner i miljøets tjeneste.

Det resulterede i en lang række naturbevarelsesprojekter såvel som konferencer og festivaler. F.eks. på Frederiksberg Rådhus i København i 1990 med bl.a. Abdul W. Pedersen og overrabbiner Bent Melchior som deltagere.

Nye religioner sluttede sig også til netværket: Bahai i 1987, sikhisme i 1989, jainisme i 1991 og daoisme i 1995.

I 1995 blev Network on Conservation and Religion så afløst af organisationen The Alliance of Religions and Conservation (ARC) grundlagt af HKH Prins Philip.

Formålet var – og er – at videreføre såvel som udbygge forgængerens arbejde.

For det første skal ARC bistå de store religioner med at etablere miljøprogrammer og naturbevarelsesprojekter. For det andet skal ARC arbejde for at få sekulære organisationer til at indgå miljøsamarbejde med de store religioner. Det har WWF Verdensnaturfonden, Verdensbanken og FN’s Udviklingsprogram allerede gjort.

Baggrunden for ARCs virke er såre enkel:

De store religioner omfatter majoriteten af Jordens befolkning og verdens største organisationer og netværk, og de har adgang til enorme ressourcer. Kan man få mobiliseret blot noget af dette i miljøkampens tjeneste, ja, så er der mulighed for store resultater.

I 2000 sluttede shintoisme og zarathustrisme sig til ARC, så organisationen nu samarbejder med 11 religioner.

Siden er en lang række løfterige ARC-projekter blevet sat i søen. F.eks. i 2009, hvor ni store religioner i fællesskab iværksatte 31 store og langsigtede miljøbevarelsesinitiativer. Det inkluderede bl.a. plantningen af 8,5 millioner træer i Tanzania og en klimavenlig indretning af alle typer religiøse bygninger.

FNs generalsekretær Ban Ki-moon udtalte ved denne lejlighed, at verdens religioner nu indtager en »unik position i diskussioner om vor planets skæbne.«

I Assisi i 2011 – 25 år efter det første møde i 1986 – karakteriserede ARCs generalsekretær Martin Palmer resultatet af de religionsrelaterede miljøinitiativer på denne vis:

»Takket være den første Assisi-begivenhed tager enhver stor religion i dag økologi alvorligt og er involveret i miljøprojekter, og verdens religioner bliver i stigende grad anerkendt for at spille en væsentlig rolle i beskyttelsen af naturen.«

Der er imidlertid også andre aktører, der har bidraget til denne udvikling.

Det gælder især en række store konferencer betitlet Religions of the World and Ecology, der fra 1996 til 1998 blev holdt på Harvard University i USA. Mere end 800 religionsforskere og miljøfolk deltog.

Konferencerne mundede ud i udgivelsen af en imponerende bogserie på ti bind fra 1997 til 2004. Et væsentligt formål var at identificere og aktualisere det ’økologiske potentiale’ i de store religioner.

Siden 2006 har det såkaldte Forum on Religion and Ecology på Yale University videreført konferencernes og bogseriens arbejde med at transformere religionerne i grøn retning. Forummet er det største af sin art i verden.

Derudover kan nævnes religiøse institutioners egne miljøorganisationer, som f.eks. Coalition on the Environment and Jewish Life, Islamic Foundation for Ecology and Environmental Sciences og Evangelical Environmental Network.

I Danmark har f.eks. Grøn Kirke gjort, hvad den kunne for at påvirke kirkelivet i miljøvenlig retning.

Som vist har den globale miljøkrise sat sit præg på verdens store religioner. De økologiske reformer og projekter, der har fundet sted, er sågar blevet kaldt for en af de vigtigste religiøse innovationer i moderne tid.

Udviklingen har været en levende illustration af en gammel religionsfaglig indsigt, nemlig at religioner er under konstant forandring, og at mennesker spiller en nøglerolle i fremstillingen af dem. 

Religionshistorikerne Tim Jensen og Mikael Rothstein har i bogen Gud – og grønne skove (1991) dybdebehandlet denne pointe i relation til netop religion og miljøkrisen.

Her skriver de:

»Der er intet mærkeligt i, at aspekter af religionen, som for tusind år siden måske ikke spillede nogen rolle for de troende, eller i hvert fald stod i skyggen af andre, i dag bliver sat i centrum eller måske blot synliggjort. Det er jo præcis på denne måde, at religionerne altid har ændret sig i takt med den historiske udvikling. Religion er, som alle andre kulturelle fænomener, et dynamisk fænomen.«

Set fra en klimamæssig betragtning er der god grund til at glæde sig over de store religioners økologiske reformarbejde og konkrete miljøprojekter. Jo flere, der tager udfordringen op, jo bedre. Ganske enkelt.

Alt er imidlertid ikke lutter lagkage.

Den lovende udvikling i de sidste 30-40 år udelukker ikke, at den globale miljøkrise har mentalitetshistoriske forudsætninger i bl.a. de store religioner, især de monoteistiske – og navnlig kristendommen.

Kritikere har henvist til, at kristendom og islam har placeret deres gud og Paradis uden for denne verden. Endvidere at de traditionelt har vægtet mennesker, helligskrifter og ret tro langt højere end Moder Jord.

Dette har ifølge kritikere været med til at bane vejen for den moderne nedvurdering og ødelæggelse af naturen.

Økologisk bevidste kristne og muslimer insisterer derimod på, at deres religioner – ret forstået – pålægger menneskene at være ansvarsfulde forvaltere af Jorden. De indrømmer imidlertid gerne, at mange tilhængere ikke har levet op til det.

Det er under alle omstændigheder et åbent spørgsmål, om de store religioner, sådan som de hidtil er blevet praktiseret, kan transformeres tilstrækkeligt hurtigt til at blive effektive medspillere i miljøkampen. Det kan nemlig snart være for sent.

F.eks. er mange kristne republikaneres tro på Jesus’ genkomst og tidernes ende en af hovedårsagerne til, at USA hidtil har afstået fra at bremse den globale opvarmning. Det til trods for, at de fleste amerikanere ikke betvivler opvarmningen, og at landet er en af de største udledere af drivhusgasser i verden.

Som den amerikanske journalist Glenn Scherer har udtrykt det: »Kristne traditionalister mener, at en bekymring for vor planets fremtid er irrelevant, fordi den ikke har nogen fremtid.«

Desuden kan afbrændingen af en bibel eller koran fortsat få befolkningsgrupper til at se rødt, i værste fald udløse en international krise.

Men hvor mange reagerer tilsvarende, når der hvert år uddør tusindvis af arter som følge af forurening? Når der hver dag sendes millioner af dyr til slagtning, og når der hvert år ryddes millioner af hektar skov?

Hvorfor er gamle myter og legender fortsat vigtigere end levende væsner?

I øvrigt står mennesket stadig centralt i de fleste retninger inden for især de monoteistiske religioner – ikke dyrene, planterne eller jorden.

Selv de kulturer, hvor dele af naturen opfattes som højhellig, udelukker ikke nødvendigvis forurening. Et kendt eksempel er den indiske flod Ganges, der i hinduismen betragtes som en stor moder og gudinde. Den er i dag møgbeskidt.

Endelig er det stadig kun et mindretal inden for de store religioner, der arbejder målrettet med økologisk reformarbejde og naturbevarelsesprojekter. Når man tager den udbredte ligegyldighed over for klimakrisen i betragtning, må den økologiske bevidsthed hos de fleste tilhængere verden over anses for beskeden.

Ja, der er sågar konservative og fundamentalistiske grupper, der forkaster nutidens miljøkamp som potentiel afgudsdyrkelse eller lignende.

Med andre ord:

På den ene side er der god grund til at rose WWF Verdensnaturfonden, Network on Conservation and Religion, ARC og Forum on Religion and Ecology for deres arbejde for at mobilisere de store religioner i miljøkampen.

Der er sket særdeles meget, og det trækker alt sammen i den rigtige retning.

På den anden side kan det konstateres, at der er meget lang vej endnu. Betydeligt længere end FNs og ARCs generalsekretærer giver indtryk af. De fleste tilhængere af de store religioner har stadig til gode at vise i praksis, at deres religion kan gøre en væsentlig økologisk forskel.

Her påhviler der de religiøse ledere et kæmpe ansvar.

Eller som en fysiker fra et klimaforskningscenter advarede for nylig:

»Vi har brug for religionen, hvis vi skal nå at ændre kurs i verdens klima. Og hvis den religion, vi har, ikke duer, så må vi lave en ny.«

Læs også:

> Er X Factor vigtigere end klimaforandringerne?

> Martin Palmer, Een jord – flere verdener: En bog om tro og natur, 1990.