Teosofisk Selskab har været banebrydende i Vesten
Ny antologi gør op med almindelige fremstillinger af det moderne Vestens religionshistorie. Jeg har sat den ene af dens to redaktører stævne til et interview.
Har du hørt om Teosofisk Selskab? Ikke?
I så fald er der et hul i din religionsfaglige dannelse på størrelse med en mindre galakse.
I Vestens religionshistorie har Teosofisk Selskab nemlig haft lige så stor betydning som f.eks. ophøjelsen af kristendommen til statsreligion i det 4. århundrede og den protestantiske reformation i det 16. århundrede.
Ja, dette selskab og alt det, som det har inspireret til, er formentlig den mest frugtbare religiøse innovation i Vesten siden Reformationen.
Desuden er selskabets karismatiske ikon Helena Petrovna Blavatsky (1831-1891) en af de mest indflydelsesrige kvinder nogensinde.
Dette er nogle af de opsigtsvækkende påstande i en spritny antologi redigeret af to danske frontforskere i nye religioner, Olav Hammer og Mikael Rothstein.
Et vigtigt formål med bogen er at gøre op med den udtalte asymmetri, der er mellem Teosofisk Selskabs skelsættende indflydelse i de sidste knap 140 år, og det forhold, at de fleste aldrig har hørt om det.
Et andet vigtigt formål er at råde bod på det faktum, at fænomenet hidtil har været kendetegnet af et underskud af seriøs, religionsfaglig udforskning. Af samme grund repræsenterer antologien på flere områder et pionerarbejde.
Jeg har i anledning af udgivelsen sat den ene af de to redaktører stævne, Olav Hammer, der er professor i religionshistorie ved Syddansk Universitet.
Lad mig høre allerførst: Teosofisk Selskab blev dannet i 1875 og har siden haft kolossal indflydelse. Alligevel har de fleste aldrig hørt om det – og de, der har, kender sjældent til dets enorme betydning.
Hvad er årsagen til det?
– Teosofien har haft en enorm betydning på nogle områder, hvor den historiske bevidsthed er meget ringe. Det handler om folkelige eller ’alternative’ opfattelser, som deles af mange millioner mennesker i hele den vestlige verden, uden at de fleste nogensinde overvejer, hvor disse opfattelser stammer fra:
F.eks. at menneskets krop er omgivet af en aura, at Gud snarere er en energi end en person, at buddhistiske lamaer fra Tibet besidder en særlig åndelig visdom, eller at vi efter døden genfødes i et nyt menneskeligt legeme.
Genfødsel – er det ikke en indisk forestilling?
– Hinduismen og buddhismen har også forestillinger om reinkarnation. Men i disse traditioner er genfødsel en trussel og en tragedie: Man risikerer at genfødes et astronomisk antal gange som f.eks. rotte eller hund. Den vestlige opfattelse, at vi reinkarneres som mennesker, og at vi får nye muligheder for at udvikle os og opleve masser af spændende ting – dét er en teosofisk idé.
– På samme måde er rigtig meget andet i det alternative miljø, som man plejer at tilskrive Østens religioner – og især buddhismen – snarere et produkt af teosofien.
Hvorfor er der så få forskere, der hidtil har beskæftiget sig med det? I nævner selv, at emnet ikke er blevet taget seriøst. Hvorfor ikke?
– Det har noget at gøre med, at spørgsmål om ’god smag’ har defineret, hvad man bør forske i, eller får penge for at forske i – selv om sådanne subjektive vurderinger dybest set burde være irrelevante for en forsker.
– Desuden lever vi i Vesten i samfund, hvor kristendommen stadig har den højeste status: Det er langt nemmere at få en stilling som forsker ved et universitet, hvis man skriver en bog om Paulus eller Luther, end hvis man forsker i auraens historie eller i reinkarnationsforestillinger.
Hvad er de vigtigste kendetegn ved Teosofisk Selskabs forestillinger?
– At alt udvikles, og især at vi er ved at gennemgå en åndelig udvikling. Nogle sjæle er så højt udviklede, at de ikke engang lever i fysiske kroppe, men i en anden dimension. Men mennesker med særlige evner kan kontakte disse højt udviklede sjæle og modtage budskaber fra dem.
– Når man selv begynder at få lignende højt udviklede evner, vil man også kunne se auraer, heale andre, være clairvoyant, opleve sine tidligere inkarnationer og så videre. Også i tidligere epoker fandtes der individer med disse særlige evner, og især Atlantis, det gamle Egypten og Tibet var hjemsteder for den højeste åndelige visdom. Det er alt sammen noget, man genkender fra vor egen tids ’alternative’ miljøer.
På hvilke områder har selskabet udøvet størst indflydelse? Du skriver f.eks. selv om det diffuse New Age-fænomen?
– Ja, netop. Det ’alternative’ miljø, jeg nævnte, fik jo denne betegnelse i 1970erne og var i høj grad en genopdagelse af den teosofiske arv. Og hvis man ser på spredningen af de teosofisk prægede ideer, vil man opdage, at de er blevet en fast del af nutidens folkereligiøsitet.
– Andet i New Age-miljøet kommer fra folk, som var medlemmer af Teosofisk Selskab, og som ikke bare accepterede grundlæggernes doktriner, men udviklede nye ideer inden for samfundets rammer. Astrologi blev i 1800-tallet nærmest betragtet som en uddød overtro, men genopstod, da der blev dannet en astrologisk afdeling af Teosofisk Selskab. Uden denne astrologiske renæssance ville tabloidaviserne næppe bringe horoskoper.
– Selve den grundlæggende idé, som forenede meget af New Age-miljøet i 1970erne – at vi er på vej ind i en kollektiv bevidsthedsforandring, Vandmandens Tidsalder – dét er en teosofisk forestilling.
Nogle af den moderne tids UFO-religioner skulle også have dybe rødder i den teosofiske bevægelse?
– Foruden det mere diffuse alternative miljø findes der en række nye religiøse bevægelser, som viderefører den teosofiske arv. Nogle af de personer, som startede de første UFO-religioner i midten af 1900-tallet, var stærkt prægede af det teosofiske miljø. De højt udviklede sjæle, man som teosof troede på, blev af UFO-profeter opfattet som rumvæsener. Og rumvæsenerne kom til menneskeheden med samme slags budskaber, som de mere klassiske teosofiske ’åndelige mestre’ havde gjort.
Og hvad med Rudolf Steiner og Antroposofisk Selskab, som en del kender i dag?
– Waldorfskolernes og det biodynamiske landbrugs grundlægger Rudolf Steiner var i ti år generalsekretær for Teosofisk Selskabs tyske afdeling. Og når han formulerede sin egen okkulte opfattelse af verdens opbygning og historie, genbrugte han i høj grad teosofisk stof.
– Menneskets reinkarnation og vores forhistorie som væsener på Atlantis beskrives f.eks. i detalje i hans bøger, og de er stort set identiske med det, man finder i de teosofiske skrifter. Men Antroposofisk Selskab, som viderefører arven fra Steiner, insisterer på, at Steiner fik al denne information takket være sine egne åndelige evner. Ikke ved at have læst andres bøger.
Den excentriske chefideolog for Teosofisk Selskab Helena Petrovna Blavatsky – bedre kendt som Madame Blavatsky – bliver i jeres bog kaldt for en af historiens mest indflydelsesrige kvinder. Det er store ord. Kan du fortælle lidt om hende?
– Hun var en virkelig markant kvinde i en victoriansk tidsalder, hvor mændene stadig dominerede det offentlige rum. Hun var født i Rusland, men rejste over hele verden. Hun grundlagde den måske første globale, nye religiøse bevægelse, efter at kristendommen havde mistet sit magtmonopol i Vesten.
– Hun hævdede dog, at de ideer, hun præsenterede og gjorde til kernen i det teosofiske verdensbillede, ikke stammede fra hende selv, men netop fra højt udviklede åndelige mestre, som levede i Himalaya-regionen.
– Det lykkedes hende at overbevise mange mennesker, også fra samfundets top. Modsat vor egen tids New Age, som har en forholdsvis lavkulturel status, var teosofien på mange måder et anliggende for en veluddannet elite. Nogle år efter Blavatskys død fejrede man en teosofisk verdenskongres i Sverige, og den daværende svenske konge deltog. Det siger noget om datidens syn på teosofien.
Hun blev anklaget for bedrageri i 1884?
– Det er et af de store paradokser ved hendes virke: På den ene side har vi sidst i 1800-tallet en gruppe yderst veluddannede mennesker, som følte sig desillusionerede både i forhold til kristendommen og naturvidenskaben, og som søgte til teosofien.
– På den anden side var Blavatsky involveret i skandaler. Bl.a. blev hun anklaget for selv at være forfatter til en række breve, som de åndelige mestre fra Himalaya skulle have skrevet. Hele hendes karriere var jo bygget op på den præmis, at det teosofiske budskab ikke var noget, hun selv formulerede, men at hun blot var talerør for en evig visdom formidlet af de åndelige mestre.
– Hvis det kunne bevises, at hun havde skrevet brevene selv, ville det have ødelagt hendes karriere. Det skal dog siges, at en håndskriftsekspert til sidst konkluderede, at brevene ikke var skrevet af hende.
Teosofisk Selskab har også udøvet betragtelig inspiration på kunst og litteratur?
– Ja, især nogle af den moderne malerkunsts koryfæer – Mondrian, Kandinsky og andre – havde tætte forbindelser med det teosofiske miljø.
– Den litterære indflydelse var derimod decideret lavkulturel. Ligesom vi i dag har New Age-inspirerede forfattere som Paulo Coelho, som får ekstremt dårlige anmeldelser i mange aviser, men bliver læst af rigtig mange mennesker, ja, så var der også i starten af 1900-tallet en række teosofisk inspirerede forfattere, som de færreste har hørt om i dag. De skrev bestsellere med en måske tvivlsom litterær kvalitet om populære temaer som åndelige mestre og reinkarnation.
Hvor står Teosofisk Selskab i dag?
– Selve Det Teosofiske Selskab har i dag forholdsvis få medlemmer. Så teosofiens store indflydelse har snarere været dens evne til at formulere nogle temaer, som mange synes er spændende og relevante, end dets fremgang som organisation.
Tak for interviewet.
– Velbekomme!
Olav Hammer & Mikael Rothstein (red.), Handbook of the Theosophical Current, Leiden: Brill, 2013.
Læs også:
> Interview med religionshistoriker Mikael Rothstein