Hvordan har vi fået hjerter af sten og sjæle af jern?
Et brutalt natursyn er den største trussel mod verden i dag, og derfor må det reformeres afgørende.
»Vi må indse, at det er skammeligt – indse, at vi er en krænkerkultur, at det ikke er til at fatte, at vi kan nænne at gøre med natur og klode, som vi gør« (På kant med klodens klima, 2011).
»Egentlig er det fantastisk, at vi har så lidt fantasi og et så ringe udviklet følelsesliv, at vi ikke bestandig fyldes med forfærdelse over, at vor overflod meget vel kan være købt med vore børnebørns og oldebørns muligheder for et anstændigt liv« (I vækstens vold, 1976).
Ja, hvornår vågner vi egentlig op?
Skal vi først stå i vand til livet hjemme i dagligstuen? Skal vi først slås til døden om den sidste konservesdåse i supermarkedet, før vi tager klimaforandringerne alvorligt?
De indledende citater stammer fra Ole Jensen, der i årtier har ført en barberbladskarp blitzkrig mod ødelæggelsen af verdens natur.
Desuden har han på afgørende vis været med til at sætte dagsordenen for den danske debat om den globale miljøkrise og religion.
Ole Jensen er doktor i teologi og har bl.a. arbejdet som professor i dogmatik og domprovst. Set i det lys må han siges at have udvist en imponerende selvkritik.
Det kristne bud om, at man først skal fjerne bjælken i eget øje, har nemlig ikke været hul skåltaleretorik, men rygmarv og hjerteblod. Han har således aldrig været bange for at vende stalinorglet også mod kristen tradition.
Det vender vi tilbage til.
Ifølge Jensen er et af vor tidsalders altoverskyggende problemer den vestlige ekspansions- og vækstideologi.
For det første har vesterlændinge bredt sig »som en rottehorde« ud over hele kloden, og det har kostet utallige kulturer og religioner livet. Ekspansionen er foregået ved både handel, industri, kristen mission, brutal kolonialisme og landsbrugshjælp.
Midlerne har således været forskellige, men resultatet som regel det samme. Nemlig det, som Jensen kalder for »kulturdrabet«.
For det andet har Vestens besættelse af ubegrænset vækst medført en global rovdrift på naturen. Allerede nu er f.eks. utallige arter gået uigenkaldeligt tabt.
Ligesom kulturdrabet finder dette naturdrab sted under selvgratulerende navne som ’udvikling’ og ’fremskridt’.
Ifølge Jensen bunder den globale miljøkrise i et »brutalt natursyn«. Det bygger på en overbevisning om, at naturen udelukkende eksisterer for menneskets skyld. Ikke for dyrenes, ikke for planternes, ikke for dens egen skyld.
Efter Jensens opfattelse er miljødebattens ensidige fokus på klimaforandringerne derfor forfejlet. De er nemlig blot symptomer.
Ondets rod er det kyniske syn på naturen. Og det deles af stort set alle: Fra marxister, socialister, liberalister til kulturradikale.
Ændrer vi ikke natursynet, vil alle initiativer være kortsigtet »symptombehandling«. Det er ganske enkelt »klimadebattens Joker«.
Hvor stammer det (selv)destruktive natursyn fra?
Jensen henviser til filosoffen René Descartes, der erklærede, at »vi vil kunne gøre os til herrer over og ejere af naturen.« Denne tankegang har ifølge Jensen rødder i en bestemt tolkning af den jødisk-kristne skabelsestanke.
Den ser ungefær ud som følger:
For det første er alt guddommeligt her samlet i én gud, og han er ikke en del af verden. Dermed er verden heller ikke hellig i sig selv.
Dette står i modsætning til talrige andre religioner. Ifølge disse er guder og ånder en iboende del af verden. Af samme grund opfattes (dele af) den gerne som hellig, og omgangen med den er derfor omgærdet af tabuer.
Ifølge Jensen får afhelligelsen af verden en ekstra dimension, da gnostisk dualisme mellem ånd og materie på et tidligt tidspunkt »inficerer« kristendommen. Dermed trænger efterhånden en verdensforagt ind i kristen religion.
Konsekvenserne er med Jensens ord:
»Naturangsten, som hærger naturfolkene og hæmmer udvikling, er borte. Det er revolutionerende. Det er simpelthen en helt afgørende forudsætning for, at der kunne udvikle sig en kulturform som den vesterlandske.«
For det andet indtager mennesket som det eneste væsen, der er skabt i »Guds billede«, en særstatus i kristendommen. I kombination med verdens desakralisering giver dette mennesket et guddommeligt mandat til at underlægge sig verden.
For det tredje kan man finde roden til den moderne vækstideologi i Bibelens lineære tidsbegreb. Modsat et cirkulært, som man finder i mange andre religioner.
Det lineære indebærer nemlig, at mennesket kan skabe nyt. Og dét vil ofte være forsøg på forbedringer og dermed forandringer af det foreliggende. Dermed er troen på Fremskridtet blevet født og en hektisk jagt på et jordisk paradis blevet indledt.
Desuden peger Jensen på de monoteistiske religioners principielle intolerance. De mener »hver især, at sandheden er én, og at de hver især har forpagtet den«.
Da Sandheden i sagens natur bør komme alle mennesker til gode, bør andre religioner ideelt set også ryddes af vejen. Lokalt eller globalt.
I Vesten er denne tankegang mange steder blevet sekulariseret, men dens ophav lader sig ikke fornægte: Den vestlige kulturimperialisme, der vil »gøre sig Jorden underdanig, både natur og andre folkeslag«, står ifølge Jensen i dyb gæld til kristen tradition.
Endelig udfases den kristne gud mere og mere i historiens løb, samtidig med at mennesket indtager en mere og mere ’overmodig’ position. Ifølge Jensen har ikke mindst denne proces resulteret i klimaforandringernes nemesis.
Jensen fremhæver yderligere forhold, der har haft betydning for udviklingen af det dødbringende natursyn, hvis metastaser har bredt sig til hele verden. Men lad os stoppe her – og se på de vigtige korrektioner, han føjer til ovenstående.
På den ene side betoner han, at den måde, som kristne i Vesten har fortolket og brugt kristendom på, bærer en stor del af ansvaret for den globale miljøkrise.
På den anden side understreger han, at denne kristendomsform repræsenterer en ensidig, til tider fejlagtig fortolkning af kristendommens fundament.
At naturen ifølge Bibelen ikke er guddommelig i sig selv, er ifølge Jensen nemlig ikke ensbetydende med et brutalt natursyn. Efter hver skabelsesdag noterer 1. Mosebog kap. 1 således, at det skabte er »godt«.
Desuden siger 1. Mosebog kap. 2, at mennesket er sat i Edens have for at »dyrke den og vogte den«. Det betyder ifølge Jensen, at mennesket ikke blot skal »bruge« naturen, men også har pligt til at »værne« om den.
Med andre ord:
Efter Jensens opfattelse lægger den jødisk-kristne skabelsestanke op til, at mennesket skal være en ansvarsfuld forvalter af naturen, ikke en hjerteløs udnytter. Dermed placerer Bibelens ’natursyn’ sig – ret forstået – midt imellem de ’panteistiske naturreligioner’ og den moderne naturvandalisme.
Som han selv skriver:
»At det [’skaberværket’] ikke er guddommeligt betyder ikke, at det så er tomt for værdi i sig selv. At det ikke skal frygtes indebærer ikke, at det ikke skal agtes. At der ikke er tabugrænser betyder ikke, at der ikke er udnyttelsesgrænser.«
Hvad kan vi – ifølge Jensen – så gøre for at komme den herskende tilbedelse af Penge, Vækst og Fremskridt til livs?
For det første må vi lære at sondre skarpt »mellem elementære behov og overskydende behov«, for man kan »ikke vokse uendeligt på endelig plads«.
For det andet er en revolution af vort natursyn påkrævet. Vores stenhjerter og jernsjæle må udskiftes med blødende hjerter og medfølende sjæle.
Vi må simpelthen indse, at dyr, planter og træer har en glasklar værdi i sig selv ud over deres nytteværdi for menneskene.
Som en rød tråd i sin tænkning insisterer Jensen på, at opfyldelsen af de materielle behov må kombineres med en dyb »agtelse« over for naturen. Denne agtelse mener han i øvrigt er en følge af sand, kristen skabelsesteologi.
Om han har ret i dette, eller om det blot er udtryk for en ny og skæv bibelfortolkning affødt af den globale miljøkrise, vil vi senere vende tilbage til.
Selv skal Jensen få det sidste ord her:
»Jeg ser ikke rettere end, at alle bekymrede må tale og tale overalt, hvor de færdes, tale klogt, solidarisk og hjertevarmt for sagen: For vore børnebørns og oldebørns og alle senere efterkommeres livsmuligheder.«
Læs også: