Har den globale miljøkrise religiøse rødder?

En ny rapport fra Verdensbanken giver rygradsrislende associationer til futuristiske katastrofefilm.

»Det er mit håb, at denne rapport vil chokere os til at handle.«

Således indleder præsidenten for Verdensbanken Jim Yong Kim en rigtignok chokerende rapport, der udkom i november 2012.

 Den beskriver, hvad der ifølge en næsten enstemmig videnskab formentlig vil ske, hvis gennemsnitstemperaturen i løbet af dette århundrede – måske allerede i 2060’erne – stiger med 4 grader.

Og det vil den sandsynligvis gøre, medmindre der foretages alvorlige politiske indgreb.

Hvis temperaturen skyder i vejret på denne måde, kan vi imødese en fremtid, der giver rygradsrislende associationer til futuristiske katastrofefilm:

En gennemsnitsstigning af verdenshavene på mellem en halv og hel meter (og endnu flere meter i de følgende århundreder), oversvømmelse af kystbyer og landområder, massive folkevandringer, markant forøget vandmangel og tørke mange steder, intensive regnfald og deraf følgende oversvømmelser, hedebølger uden fortilfælde, en forøget forekomst af tropiske orkaner, uigenkaldeligt tab af talrige arter og økosystemer m.m.

Den verden, det resulterer i, vil være »dramatisk forskellig« fra i dag. Og ingen vil gå fri.

Men det vil være de fattigste lande, der vil komme til at betale den højeste pris. Til trods for, at det er de rigeste lande, der er hovedansvarlige for klimaforandringerne.

Allerede nu oplever vi mange konsekvenser af den globale opvarmning, der er menneskeskabt. Bl.a. forøget lufttemperatur, forøget havtemperatur, stigning af verdenshavene, ekstreme hedebølger og omsiggribende tørke.

Dertil kommer menneskets ødelæggelse eller beskadigelse af betragtelige dele af verdens miljø, f.eks. hvert år rydningen af et skovområde, der er tre gange så stort som Danmark, udryddelsen af utallige dyrearter, og forurening af jord, luft og grundvand.

De umiddelbare årsager til kalamiteterne er mange, velkendte og komplekse:

Ud over almindelig grådighed, tankeløshed og fortrængning kan man i flæng fremhæve udledningen af drivhusgasser, overforbrug, kapitalisme, befolkningseksplosion, urbanisering, industrialisme, landbrug, privatbilisme og flyrejser.

Og alle rosværdige initiativer til trods:

I betragtning af hvor uhyre lidt det store flertal gør for at komme den eskalerende miljøkrise til livs, er der sikkert mange, der opfatter den som en uundgåelig skæbne. Som et løbsk godstog, der ikke kan stoppes.

Men det er ikke tilfældet. Eksperter understreger, at vi kan gøre meget, hvis vi vil. Endnu.

I øvrigt skal man huske på, at det industrisamfund, der er hovedårsagen til ulykkerne, verdenshistorisk repræsenterer en ekstrem undtagelse. Ikke-industrialiserede samfund har udgjort over 99 procent af menneskeslægtens historie.

Det giver anledning til at overveje, hvad der i netop vort hjørne af verden har fremkaldt den industrielle vækstideologi og eksorbitante naturudnyttelse.

Da religion har spillet en omfattende rolle i Vesten indtil moderne tid, er det også nærliggende at se nærmere på bl.a. religion.

Faktisk har en række forskere slået til lyd for, at nogle af de afgørende mentalitetshistoriske rødder til miljøkrisen skal findes i netop religion. Mere præcist i den monoteistiske religionstype – især jødedom, kristendom og islam – der i stadig mere dominerende grad har bredt sig ud over Jorden i de sidste to tusinde år.

I dette og kommende indlæg vil jeg sætte spot på en række indflydelsesrige og kontroversielle argumenter for, at miljøkrisen har religiøse rødder.

Dernæst vil jeg se nærmere på bl.a. de monoteistiske religioner i dag og de ’grønne’ nyfortolkninger, der flere steder er fulgt i kloakvandet på miljøkrisen.

Endvidere vil jeg zoome ind på den banebrydende, globale miljøorganisation The Alliance of Religions and Conservation.

Endelig vil jeg kaste lys over eksempler på moderne (re)konstruktioner af ikke-monoteistiske religioner og livssyn og deres naturopfattelse. Bl.a. neoshamanisme, Wicca, gudindedyrkelse og ældgamle religioner knyttet til forskellige regioner og folk.

Men lad os begynde med den forsker, der på afgørende vis satte gang i den internationale debat om forholdet mellem religion og den globale miljøkrise.

Vestlig kristendom bærer en stor del af ansvaret

I 1967 skrev den amerikanske professor i middelalderhistorie Lynn White artiklen ‘The Historical Roots of Our Ecological Crisis’.

Den udløste en lavine af både begejstrede og kritiske bøger og artikler og er fortsat et stridens æble.

Whites grundlæggende præmis er, at mennesket altid har påvirket sit miljø. Men på et tidspunkt – og det er ifølge White i middelalderens Nordvesteuropa – begynder menneskene at udnytte naturen i en grad, det ikke har gjort før.

Dette er kort fortalt betinget af en ny tænkemåde, der skyldes fremkomsten af kristendommen. Og dens gradvise sejr over ’hedenskabet’ betegner han som »den største psykiske revolution i vor kulturhistorie.«

Hvad er så det nye ved kristendommen i forhold til menneskehedens hidtidige religioner gennem titusindvis af år?

Ifølge White er det for det første et lineært tidsbegreb, der fremmer en tro på fortsat fremskridt. For det andet at kristendommen – i det mindste ifølge sin vestlige form – er »den mest antropocentriske religion, verden nogensinde har set«:

Som det eneste væsen er mennesket skabt i »Guds billede«. Desuden er den fysiske verdens eneste eksistensberettigelse at tjene mennesket, og det er »Guds vilje, at mennesket skal udnytte naturen«.

For det tredje er den kristne gud transcendent, dvs. han er ikke en del af verden. Verden i sig selv er dermed heller ikke guddommelig.

Ifølge White står det i skæbnesvanger modsætning til antikke, førkristne religioner. Her havde »ethvert træ, enhver kilde, enhver bæk, ethvert bjerg« sin egen skytsånd. Og før man f.eks. fældede et træ, var det vigtigt at »formilde« træets ånd.

Ved at gøre op med den ’hedenske’ forestilling om, at verden er fyldt med guder og ånder, der skulle æres, gjorde kristne mennesker det muligt at udnytte naturen efter forgodtbefindende.

Endelig og afgørende mener White, at den moderne naturvidenskab og teknologi er børn af den kristne middelalders særlige naturstudier og naturopfattelse.

Og da både naturvidenskaben og teknologien ifølge White er inficeret af »kristen arrogance mod naturen«, skal vi ikke regne med, at de alene kan fremtrylle en løsning på miljøkrisen. Faktisk er de i lige så høj grad en del af problemet som af løsningen.

Den opsigtsvækkende konklusion i Whites artikel er, at eftersom den globale miljøkrise i høj grad har religiøse rødder, må kuren også »essentielt være religiøs«.

Selv foreslår han at gøre den middelalderlige ordensstifter Frans af Assisi til »økologernes skytshelgen«, da han opfattede dyr og planter som brødre og søstre. Ikke som noget mennesket skulle herske over.

Monoteistiske religioner bærer en stor del af ansvaret

I 1972 skrev den prominente, engelske historieprofessor Arnold Toynbee artiklen ‘The Religious Background of the Present Environmental Crisis’.

Ligesom White mener også han, at miljøkrisen har et religiøst ophav. Men synderen er ikke specifikt vestlig kristendom, men monoteisme generelt. Dvs. religioner som jødedom, kristendom og islam.

Ifølge Toynbee adskiller de sig afgørende fra andre religioner og filosofier i deres syn på forholdet mellem mennesker og naturen.

Dette syn kan spores tilbage til 1. Mosebog 1,28, der giver menneskene guddommelig autorisation til at »underlægge« sig jorden og »herske« over alle dyr.

Menneskene har altid været grådige, men denne grådighed er tidligere blevet holdt i skak af dets naturdyrkelse, dets kosmoteisme og kosmolatri.

For førmonoteistiske mennesker var naturen nemlig mere og andet end et »skatkammer af ’naturrigdomme’«, der skulle udnyttes til sidste kubikmillimeter. Den var en »gudinde, ’Moder Jord’«.

Ifølge Toynbee var guddommelighed i førkristen, græsk folkereligion »iboende i alle naturfænomener, inklusiv dem, som mennesket havde tæmmet og domesticeret. Guddommelighed var til stede i kilder og floder og havet; i træer, både den vilde eg og det kultiverede oliventræ; i korn og vinstokke; i bjerge; i jordskæv og lyn og torden.«

Men da den antikke verden blev kristnet, blev guddommeligheden ifølge Toynbee »drænet ud af naturen og samlet i én unik, transcendent Gud.«

Dermed ophørte efterhånden dyrkelsen af naturen som hellig. Og den monoteistiske despekt for naturen har overlevet den moderne sekularisering og religionskritik; ja, den har sågar bredt sig til de dele af verden, hvor monoteisme (endnu) ikke har slået rødder.

Ifølge Toynbee var det en »religiøs revolution«, der indledte den nuværende kurs mod afgrunden. Derfor er det formentlig også kun en »religiøs modrevolution«, der for alvor vil få os til at skifte kurs på ny.

Toynbee ser imidlertid i en anden retning end White.

Efter hans opfattelse består kuren mod den globale miljøkrise i at tage afsked med »den monoteistiske verdensanskuelse« til fordel for en »panteistisk verdensanskuelse, der er ældre og engang universel.«

Ordet panteisme er her et synonym for førmonoteistiske religioners opfattelse af verden som hellig. Og denne panteisme finder han i vor tid repræsenteret i asiatiske religionsformer og filosofier som konfucianisme, daoisme og shinto.

Disse traditioners verdensanskuelser opfatter han som mere »klarsynede og mindre aggressive« end de monoteistiske. Derfor tilbyder de også bedre, nutidige muligheder for at redde menneskeheden.

På trods af det teknologiske babelstårn, det moderne menneske har rejst, er moder natur nemlig stadig »vor herskerinde; hun, ikke mennesket, har det sidste ord.«

Så vidt Lynn White og Arnold Toynbee.

I kommende indlæg vil vi se på nyere diskussioner af miljøkrisens religiøse rødder, herunder kritik af ovenstående opfattelser.