Genfortæller eller forfalsker Bjarne Reuter Bibelen? 2. del

Folkekirken vil have store fordele ved at bruge Reuters retoucherede og nyfortolkede version af Bibelen.

 ”Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd” (Matthæus 10,34).

Som jeg skrev i et tidligere indlæg, er der væsentlige og indflydelsesrige aspekter af Den Hebraiske Bibels mørke sider, som Bjarne Reuter har udeladt af sin genfortælling. 

Det samme kendetegner hans genfortælling af Det Nye Testamente. Kristus’ ”sværdvers” citeret ovenfor er blot et enkelt eksempel.

Dermed er Reuter for det første blevet det folkekirkelige establishments tjenestepige. Om han så har haft det som mål eller ej.

For det andet bidrager han til at opretholde en af de mest selvfede myter i Vesten i dag. Nemlig at Bibelen repræsenterer et etisk kvantespring i menneskehedens historie, mens Koranen er et pandæmonium af afhuggede hænder og hellig krig.

I det følgende vil jeg give eksempler på højproblematiske elementer i Det Nye Testamente, som Reuter har valgt at tie om. På en spektakulær undtagelse nær, som vi skal se.

For det første fortæller han intet om, at ”syndere” ifølge mange nytestamentlige tekster skal straffes på det grusomste. F.eks. med ”ovnen med ild”, ”den evige ild” og ”evig straf” (Matthæus 13,50, 25,41 og 46), ”den uudslukkelige ild” (Markus 9,43), ”evig undergang” (2. Thessalonikerbrev 1,9) eller ”ildsøen” (Åbenbaringen 20,15).

Meget nådigt og næstekærligt, ikke sandt.

Historisk har dette ligget til grund for middelalderens forestillinger om Helvede som de fordømtes straffested. Hvilket i høj grad blev brugt som moralsk spanskrør.

Noget sådant ville Reuters version umuligt kunne bruges til. I klar modsætning til mange steder i Det Nye Testamente fremstiller han Jesus nærmest eksklusivt som et tilgivelsens ikon. Ganske som de fleste folkekirkepræster i dag.

For det andet står der intet om slaveri i Reuters version af Det Nye Testamente, der ellers tager det for givet. F.eks. kan man i Titusbrevet 2,9 læse:

”Slaverne skal underordne sig under deres herrer i ét og alt og rette sig efter dem uden at sige dem imod” (sml. Efeserbrevet 6,5-6; Kolossenserbrevet 3,22; 1. Timotheusbrev 6,1).

Det er imidlertid langtfra uden betydning, for Bibelen har været brugt til at legitimere slaveri i langt størstedelen af kristendommens historie.

F.eks. støttede de teologiske kæmper Augustin og Thomas Aquinas slaveri, og talrige kristne ejede slaver i middelalderen. Flere paver inklusive. Det værste eksempel er utvivlsomt kristne europæeres udnyttelse af afrikanske slaver i Amerika fra 1500 til 1800-tallet.

Som Desmond Tutu engang sagde: ”Thank God I am black. White people will have a lot to answer for at the last judgement.”

Reuter fortier også, at kristne kvinder ifølge Paulus’ skrifter skal gå med slør / hovedtørklæde, at de skal ”tie stille i menighederne”, at de skal ”underordne sig i alt”, og at de ikke må ”optræde som lærer” (1. Korintherbrev 11,6-7; 14,34-35; 1. Timotheusbrev 2,11-12).

Historisk har dette haft stor betydning for den teologiske retfærdiggørelse af diskrimination af kvinder i kristne samfund. Helt indtil moderne tid.

I Danmark var det f.eks. først i 1908, at kvinder fik stemmeret ved kommunevalg og i 1915, at de fik stemmeret ved valg til folketing og landsting, og det var først i 1947, at de fik ret til at blive sognepræst i folkekirken. 

I Reuters genfortælling hører man heller ikke et ord om Paulus’ aversion mod homoseksuelle lidenskaber. Følgerigtigt udelukker han da også ”mænd, der ligger i med mænd”, fra Guds rige (Romerbrevet 1,26-27; 1. Korintherbrev 6,9-11; 1. Timotheusbrev 1,9-11).

De fleste danskere kender utvivlsomt nogle af de graverende konsekvenser af denne kønsdiskrimination. F.eks. at homoseksuelle først i år fik ret til at blive gift i kirken. Over 1000 år efter kristendommens indførelse i Danmark.

I de fleste kristne lande har homoseksuelle imidlertid ikke fået denne ret endnu.

Desuden røber Reuter intet om Paulus’ klart ikke-demokratiske samfundsopfattelse. Nemlig at alle mennesker skal underkaste sig de verdslige magthavere, da de er indsat af Gud, og at oprør af samme grund er forbudt (Romerbrevet 13; 1. Petersbrev 2,13-15).

Historisk har disse skriftsteder haft skæbnesvangre konsekvenser.

F.eks. i skikkelse af Luthers krav om næsten ubetinget lydighed mod de verdslige magthavere, selv når de er onde og uretfærdige. I lutheranske lande – bl.a. Danmark – fik det stor betydning for udviklingen af stærkt autoritære, for ikke at sige totalitære konfessionsstater.

Denne tankegang spillede formentlig også en fatal rolle i Nazityskland:

For det første var det primært protestanter, der bakkede op om Hitler. Det inkluderede også en række højtstående kirkefolk og universitetsteologer. For det andet vægrede den store majoritet af tyskere sig ved oprør, da de erkendte det apokalyptiske voldskaos, det resulterede i.

Endelig snyder Reuter læseren for nogle af de mest udtalte eksempler på religiøs intolerance i de nytestamentlige skrifter: I Lukasevangeliet 13,1-5 advarer Jesus om, at en gruppe vantro skal dø, hvis ikke de omvender sig til ham.

Paulus fordømmer ikke-kristne på denne vis: ”Hvis nogen ikke elsker Herren, være han forbandet!” (1. Korintherbrev 16,22; sml. Romerbrevet 1,16-32).

Desuden forbander han ”falske” kristne, ja, sætter dem endog i ledtog med Satan selv (Galaterbrevet 1,6-9; 2. Korintherbrev 11,12-15).

Historisk set har denne tankegang, der er en konsekvens af Det Nye Testamentes eksklusive sandhedskrav, haft vidtrækkende følger. Bl.a. i form af kristne menneskers målrettede bekæmpelse af ikke-kristne religioner og forfølgelse af kættere, hvoraf mange blev brændt.  

Der kunne sagtens nævnes flere højproblematiske aspekter, som Reuter har udeladt. Men her skal opmærksomheden henledes på et af Det Nye Testamentes historisk set farligste sider, som Reuter ikke blot har taget med, men givet endog megen plads.

Det er helligskriftets jødehad.

Som eksempler kan nævnes 1. Thessalonikerbrev 2,14-16, der fordømmer jøderne som Jesus-mordere, Matthæusevangeliet 27,20-26, der lægger al skylden for Jesus’ død over på jøderne, og Johannesevangeliet 8,44, der dæmoniserer dem som Djævlens afkom.

Ifølge tidl. professor i kristendommens grundlæggelse Per Bilde er ”de mange jødefjendtlige udsagn i Det Nye Testamente konstituerende for teksten som helhed. Det ser ud til, at kristendommen netop er blevet til i og med en grundlæggende konflikt med jødedommen” (Jyllands-Posten, 23.3.1997).

Reuter lægger ikke skjul på dette.

Igen og igen fremstilles de jødiske farisæere og skriftkloge i et lidet flatterende lys, og ypperstepræsten Kajfas og dele af det jødiske folk tillægges på umisforståelig vis skylden for Jesus’ korsfæstelse.

Hvorfor Reuter har videreformidlet Det Nye Testamentes anti-judaisme, men fravalgt mange andre af dets mørke sider, er et åbent spørgsmål.

Nogle læsere vil måske spørge: Hvilken betydning har Reuters genfortælling af Bibelen egentlig? Er den vigtig?

Ja, for Bibelen er en alt andet end ligegyldig bog. Den har haft kolossal indflydelse på de sidste 2000 års historie, og den ligger i dag til grund for verdens største religion, herunder Danmarks største trossamfund.

Det er imidlertid de færreste, der har læst dette litterære plutonium. De fleste nøjes erfaringsmæssigt med små, udvalgte genfortællinger og gendigtninger af forskellig art. Dermed kan de i realiteten få langt større betydning end Bibelen selv.

Det gør sig nok især gældende, når det er et af Danmarks mest laurbærkransede og folkekære forfatterfænomener, der står bag, og når hans genfortælling bæres i guldstol af den ene bevidstløse anmelder efter den anden.

De første reaktioner på den, der i dette cirkus påtager sig ungefær samme rolle som det lille barn i Kejserens nye klæder, er da også såre forudsigelige.

I øvrigt er Bibelen for længst blevet en del af den moderne kultur- og værdikamp. Den har Reuter da også deltaget i ved at udtale til Euroman:

”Bibelen. Har man ikke læst den, er der meget man må undre sig over. Vores etik og moral bygger på den.”

Dette diktum har Bibelselskabet igen og igen brugt som reklame for Reuters nye bog. Det er da også et af kristne nyapologeters yndlingsmantraer.

Spørgsmålet er imidlertid:

Bygger vor moderne etik og moral på guddommeligt dikteret dødsstraf og hellig krig? Nej. Bygger den på slaveri? Nej. Bygger den på trusler om evige helvedesstraffe? Nej.

Bygger den på, at magthaverne er indsat af Gud, og at menneskene derfor har at adlyde dem? Nej.

Bygger vor moderne etik og moral på diskrimination af kvinder og homoseksuelle? Nej, ikke ifølge de fleste.

Bygger den på religiøs intolerance og jødehad? Nej, ikke ifølge de fleste.

Ikke desto mindre er alt dette er en vægtig del af Bibelens arv i kristenheden, en arv, som først det moderne Vesten repræsenterer et afgørende opgør med. Det er i øvrigt ikke fuldført endnu – tænk f.eks. på USA.

Jamen, er det ikke først og fremmest næstekærlighed, som Reuters og Bibelselskabets sales talk refererer til? Muligvis.

Men der er jo utallige eksempler på, at erklærede kristne ikke har været en pind mere næstekærlige end alle mulige andre. Der er utallige eksempler på, at erklærede kristne har været lige så selvoptagede som mange ikke-kristne.

Der er utallige eksempler på, at erklærede kristne ikke har vendt den anden kind til, ikke har elsket deres fjender og ikke har fjernet bjælken i eget øje.

Faktisk patologiserer mange kristne i dag enhver kritik af Bibel og kirke som irrationelt had. Eller værre endnu:

Der er talrige eksempler på, at de sataniserer og dermed delegitimerer enhver kristendomskritik. Utvivlsomt i håb om at få den censureret.

For det er jo indlysende nok kun en tilhænger af Mørkets Fyrste, der er kritiker af Bibelens folkedrab, religiøse intolerance, bøssehad og universelle sandhedsmonopol eller kritiker af kristnes folkedrab, heksebrændinger, jødeforfølgelser, slavehandel, ødelæggelse af ikke-kristne kulturer og diskrimination af religiøse minoriteter, ikke sandt? 

Sagt med andre ord:

I lyset – eller rettere mørket – af de utallige forbrydelser og overgreb, som erklærede kristne har begået, er det tilhængere af kristendommen, der har et forklaringsproblem, ikke kristendomskritikere.

Men har kristendommen da ikke bidraget til noget godt?

Selvfølgelig – utallige gode gerninger, megen selvopofrelse, hospitalsvæsen, fattighjælp, afskaffelse af visse barbariske skikke og livsindhold for et utal af mennesker. Men når det samlede regnskab over kristendommens multifacetterede konsekvenser skal gøres op, er det næppe mere end andre religioner som islam og buddhisme.

Indtil moderne tid snarere tværtimod.

Næstekærlighed, for slet ikke at sige fjendekærlighed, er mest af alt et ideal, som man i kirken og ved festlige lejligheder hiver frem og bryster sig af. Men som de fleste kristne ikke praktiserer en bønne mere end ikke-kristne. 

Et af de største problemer ved Bjarne Reuters stærkt retoucherede genfortælling er, at den uvægerligt vil bidrage til at frikende Bibelen for den negative rolle, som den på en række områder har spillet i de sidste 2000 års historie.

Dens bagdel er imidlertid også dens fordel. Set ud fra en moderne synsvinkel er genfortællingen nemlig langt mere sympatisk end Bibelen selv.

Lidt ligesom Ludvig d. 14. rensede klassiske værker for upassende passager, så dauphinen kunne læse dem uden at blive ledt på afveje, således har Reuter og Bibelselskabet renset Bibelen for mange ubehagelige afsnit. Ad usum populi.

Derfor bør folkekirken også overveje at droppe Bibelen til fordel for Reuters genfortælling.

Det lille udvalg af nyfortolkede dele af Bibelen, den indeholder, svarer nemlig på mange måder til det lille udvalg af nyfortolkede dele af Bibelen, der ligger til grund for de fleste sognepræsters forkyndelse.

Dermed ville kirkefolkene også slippe for at skulle forsvare det uforsvarlige i Bibelen. Slippe for at skulle bortforklare de himmelbjerge af pinligheder, den indeholder, og som ofte har mistet deres betydning i dag.

I øvrigt ville de kunne få mange flere til at læse genfortællingen, kortfattet og lettilgængelig som den er.

Som tidstypisk udtryk for den herskende misrepræsentation af Bibelen ville Reuters version med andre ord kunne slå flere fluer med ét smæk.

I redelighedens navn bør den blot indeholde et forord, der oplyser om, at en lang række af Bibelens mørke elementer er blevet ekspurgeret.

Man kan indvende, at Reuter i det hele taget har udeladt store dele af Bibelen, men som det fremgår, danner fravælgelsen af mørke elementer et alt andet end betydningsløst mønster.

Læs også:

> Genfortæller eller forfalsker Bjarne Reuter Bibelen?

Til almen orientering:

George Tinker, Missionary Conquest: The Gospel and Native American Cultural Genocide, Minneapolis: Fortress Press, 1993.

Omer Bartov & Phyllis Mack (red.), In God’s Name: Genocide and Religion in the Twentieth Century, New York: Berghahn Books, 2001.

Perez Zargorin, How the Idea of Religious Tolerance Came to the West, Princeton, N.J.: Princeton University Press, 2003.

Arthur Grenke, God, Greed, and Genocide: The Holocaust through the Centuries, Washington: New Academia Publishing, 2005.

Kritik, nr. 195 & 196, 2010 (tidsskrift).