Den historiske Jesus ville ikke grundlægge kristendommen
I anledning af juletiden har jeg sat en af dansk religionsforsknings grand old men Per Bilde, der er ekspert i kristendommens grundlæggelse, stævne til et interview.
Kunne du tænke dig at høre noget om, hvor lidt julen egentlig har at gøre med Jesus? Høre om, hvor lidt moderne kristendom i Danmark egentlig har at gøre med Bibelen? Og høre om, hvor lidt den historiske Jesus egentlig har at gøre med kristendommen?
Så er du landet på rette sted.
Jeg har nemlig sat Per Bilde, der er mangeårig frontforsker og en omvandrende encyklopædi i kristendommens grundlæggelse, stævne til et interview.
Men allerførst et par ord om Per Bildes personlige ståsted.
Du har arbejdet med kristendommen i cirka 50 år. Hvad er egentlig dit personlige forhold til den religion?
– Jeg er ateist, dvs. jeg er kritisk indstillet over for religion, ikke mindst kristendom. Min far var præst i folkekirken, og jeg er vokset op i et fromt, kristent hjem. Det prægede mig og førte mig til at studere teologi. Men under mine studier fordampede min kristne tro, og jeg meldte mig lidt senere ud af folkekirken. Det har jeg siden haft det godt med. Min kritiske indstilling til religion betyder dog ikke, at jeg ikke er interesseret i religion og kristendom eller de grunde, der kan få mennesker til at tro og blive religiøse. For de er almenmenneskelige og derfor interessante.
Julen nærmer sig jo med hastige skridt. Kan du fortælle om dens religionshistoriske baggrund?
– Julen i Danmark og i Norden har aldrig været en rigtig kristen fest. Selve ordet ”jul” har intet med kristendommen og Jesus’ fødsel at gøre. Ordet er formodentlig beslægtet med ordet ”hjul” og refererer sikkert til årets gang, som omkring juletid passerer vintersolhverv.
– Julens skikke er også meget lidt kristne, da de altid har kredset om masser af mad, øl, vin, gaver, lys og varme. Heller ikke juletræet har ret meget med Jesus at gøre. Jesus’ fødselsdag kender vi ikke, og først sent i det 3. århundrede efter vor tidsregnings begyndelse blev det i Rom almindeligt at fastlægge dagen til den 25. december, der i forvejen var en religiøs festdag, nemlig fødselsdag for guderne Mithras og Sol Invictus (Den Ubesejrede Sol).
Hvilken rolle spiller julen i kristendommen?
– Generelt betyder julen ikke meget i kristendommen. Det hænger sammen med, at det kristne indhold i julen er beskedent, mens det ”hedenske” indhold næsten fylder det hele. Traditionelt siger kristne også, at påsken er meget vigtigere end julen. Jesus-barnet fylder heller ikke noget i kristendommen i forhold til den voksne Jesus som lærer, undergører og lidende martyr. På den anden side flokkes folk i kirkerne juleaften, og det vidner jo om, at kristendommen og den hedenske jul i Danmark virkelig er blevet knyttet sammen i en art ”kulturkristendom”.
Men påsken da? Hvilken rolle spiller det traditionelt centrale påskebudskab om Jesus’ lidelse, død og opstandelse i f.eks. dansk kristendom?
– Hvis det budskab i dag overhovedet betyder noget som helst i dansk kristendom, så er det som basis for det moderne, kristne dogme om, at guds tilgivelse omfatter alle og således slet ikke er til at undgå. Gud accepterer os alle, uanset om vore handlinger er onde.
– Derimod er den gamle idé i Det Nye Testamente om, at ligesom Jesus led, døde og opstod, således skal også de kristne gøre det, forsvundet ud af dansk kristendom. På Jesus’ og Paulus’ tid var den opfattelse udbredt, at livet er lidelse og død. Derfor ville en opstandelse til et nyt, problemfrit og evigt liv virkelig også kunne sige noget til folk, som erfarede tilværelsen på denne triste måde.
Hvis man skulle tale om en ”kerne” i moderne, dansk kristendom, hvordan ville du så karakterisere den?
– Lad os først præcisere, hvad der ikke er kernen. Kernen i moderne, dansk kristendom er ikke, at Jesus er frelser i den forstand, at han frelser mennesker fra dette forgængelige liv til opstandelse fra døden og et nyt evigt liv. Den idé ser på livet her på jorden som en jammerdal og trøster mennesker med et bedre liv i himlen. Denne idé er central hos Jesus, Paulus og i Det Nye Testamente, men spiller næsten ingen rolle i moderne, dansk kristendom.
– Det er heller ikke kernen i dansk kristendom i dag, at Jesus meget snart vender tilbage til jorden for at fuldende sit værk, uanset hvordan dette forstås. Denne ”eskatologiske” nærforventning, som var essensen hos Johannes Døber, Jesus og Paulus, er nærmest ukendt i vor tids kristendom.
– Og det er bestemt ikke kernen i moderne, dansk kristendom, at kristne skal leve som moralsk fuldkomne, dvs. ”syndfrit”. Næsten tværtimod. Man siger nok, at næstekærligheden er en central kristen dyd, men der lægges ingen særlig vægt på at praktisere den.
– Hos Jesus og Paulus var det centralt, at mennesker omvendte sig. Det vil sige vendte sig bort fra deres nuværende uretfærdige og ”syndige” liv, for som ”retfærdige” og ”syndfri” at kunne overleve den sidste guddommelige dom og dermed opnå del i det evige, himmelske eller jordiske liv.
Hvad kendetegner da dansk kristendom i dag?
– Tja, på baggrund af den generelle fornægtelse af næsten alle tidligere tiders forståelser af, hvad der er kernen i kristendommen, skulle man tro, at det i dag er vigtigt at formulere alternativer. Det har man da også forsøgt.
– For det første har man vendt den idé – som jeg nævnte først – på hovedet, nemlig med påstanden om, at denne verden ikke er en ussel jammerdal, men derimod gudens gode skaberværk, som det gælder om at nyde og passe på. Den forståelse betegnes ofte som den såkaldte skabelsesteologi.
– For det andet har man med udgangspunkt i bl.a. den historiske Jesus’ kritik af rigdom og politisk magt hævdet, at essensen i kristendommen er social retfærdighed. Det er den såkaldte sociale eller revolutionære teologi.
– For det tredje er der en populær, teologisk retning, som i Søren Kierkegaards tradition hæfter sig ved tilværelsens vanskeligheder og tilsyneladende meningsløshed. På det grundlag tolker man de bibelske tekster litterært. Desuden flirter man med både moderne filosofi og litteratur. Det er den dannede, ofte teologiske elites kristendom, som vi kender fra Lars Sandbeck, Hans Hauge, Thorkild Grosbøll og Niels Grønkjær. De ser bl.a. bort fra Jesus’ nærforventning om ”gudsriget” og fra Paulus’ væmmelse ved denne verden.
– For det fjerde har vi i Danmark i dag et miskmask af moderne humanisme, næstekærlighedspræk og dansk kultur, som vel er den mest udbredte i danske præstegårde. Det er min pointe, at ingen af disse fire former for moderne, dansk kristendom har ret meget med Jesus og Paulus at gøre.
Du har jo selv specialiseret dig i ikke mindst den historiske Jesus. Hvem var han, og hvad var hans budskab ifølge din forskning?
– Den historiske Jesus ville ikke grundlægge en ny religion, og han havde ikke til formål at oprette kristendommen. Jesus var jøde, tænkte og talte jødisk, og han forblev jøde til sin død.
– Den historiske Jesus var en jødisk profet, som i stil med Johannes Døber proklamerede, at ”guds rige” stod for døren. Dermed sigtede Jesus til genoprettelsen af det jødiske tolvstammefolk i en uafhængig og stærk stat i det jødiske Palæstina.
– Men modsat flere af sine samtidige ville Jesus ikke gribe til våben og rejse en væbnet kamp mod romerne for at virkeliggøre et nyt jødisk kongerige, sådan som jøderne gjorde det under det første store, jødiske oprør mod Rom i 66-70. Jesus ville overlade kampen mod Rom til den jødiske gud Jahve, som – når tiden var inde – ville lade sine himmelske legioner af engle jage romerne ud af ”det hellige land”.
Næsten alle danske nytestamenteforskere afviser, at man kan rekonstruere den historiske Jesus. Hvorfor gør de det?
– Ja, det er forbløffende, eftersom de fleste Jesus-forskere i udlandet ikke deler denne skepsis. Jeg har i flere arbejder forsøgt at demonstrere, at det ikke kun er videnskabelige, men også ideologiske grunde, der styrer danske forskere som Geert Hallbäck, Mogens Müller, Troels Engberg-Pedersen og Anders Klostergaard Petersen i deres skepsis over for den historiske Jesus.
– Dermed mener jeg, at de er glade for, at Jesus ikke kan rekonstrueres historisk, for så har man teologisk og religiøst et større spillerum, som man mere frit kan tolke Jesus i. Hvis Jesus virkelig kan rekonstrueres historisk, f.eks. som jeg selv har gjort det, opstår der også problemer med at forklare den svage forbindelse mellem Jesus og kristendommen.
Hvis det ikke var Jesus, der grundlagde kristendommen, hvem var det så? Paulus?
– Det var heller ikke Paulus, som grundlagde kristendommen, selv om han – måske mod sin vilje – kom til at yde et afgørende bidrag til at selvstændiggøre den jødisk-messianske Jesus-bevægelse. Hvilket reelt førte i retning af en ny religion.
– Alt i alt blev kristendommen til i løbet af en længere proces af stadig stærkere selvstændiggørelse af Jesus-bevægelsen. Derved øgede den gradvis afstanden til de øvrige jødiske, religiøse retninger, indtil den omkring år 110-120 kan siges at fremstå som en selvstændig religion.
– Kernen i denne proces var Jesus-bevægelsens karakter af at være en slags jødisk sekt. Som sådan kan den sammenlignes med essæerne, der antagelig er identisk med det samfund, som mange forskere formoder stod bag de såkaldte Dødehavsskrifter, som fra 1947 blev fundet i Qumran vest for Det Døde Hav. Også denne jødiske gruppe stod i en proces af selvstændiggørelse i forhold til andre jødiske grupper og templet i Jerusalem, som kan sammenlignes med Jesus-bevægelsen.
– Noget lignende gælder måske den bevægelse, som Johannes Døber stiftede, og som Jesus i begyndelsen også var medlem af, før han brød ud og grundlagde sin egen gruppe.
– Efter Jesus’ død levede hans bevægelse videre, og den samlede så megen religiøs opmærksomhed om Jesus’ død og person, at det snart kom til at øge afstanden til andre jødiske grupper. Det var ikke afgørende, at de Jesus-troende anså Jesus for at være messias, en titel, som vi via græsk og latin kender som Kristus. Det var tilladt i jødedommen, hvor man i tidens løb har oplevet andre messiasprætendenter.
– Det var noget helt andet, da de Jesus-troende begyndte at identificere Jesus som guddommelig, således som vi ser det hos Paulus, i Johannesevangeliet og i de senere kristne trosbekendelser. Det var især den stadig større grad af guddommeliggørelse af Jesus, som førte til – og måtte føre til – et brud med moderreligionen, jødedommen. For den var det nemlig vaskeægte blasfemi.
Hvad betyder tanken om Jesus’ guddommelighed i dansk kristendom i dag?
– Den har danskerne svært ved at forholde sig til, simpelthen fordi det ”guddommelige” i dag ikke siger folk ret meget. Derfor forstår man ordet symbolsk eller metaforisk. At Jesus var og er guddommelig, betyder for mange kristne i dag, at han er noget særligt og har et særligt budskab. Det kan næsten sammenlignes med et udsagn om, at Michael Laudrup eller The Beatles er guddommelige.
Hvis du til sidst med enkelte sætninger skulle sammenfatte dit syn på kristendommen, hvad ville du så sige?
– Kristendommen er en religion med mange ansigter, og hvert ansigt er støbt i sin tids form. Der er efter min mening ingen fælles substans i de mange former for kristendom. De må alle tolkes som typiske udtryk for deres tid og dens ånd.
Tak for interviewet.
Blå bog for Per Bilde:
Professor emeritus i religionsvidenskab med speciale i hellenistisk-romersk tid, især jødedommen og kristendommens tilblivelse; medleder af Statens Humanistiske Forskningsråds forskningsprojekt om hellenismen i 1989-1995; leder af Det Teologiske Fakultets forskeruddannelse i Aarhus 2001-2005; forfatter til flere hundrede videnskabelige og formidlende artikler på engelsk, tysk og fransk samt til adskillige bøger, bl.a. Den hellenistisk-romerske verden: Religiøse tekster (1998), En religion bliver til: En undersøgelse af kristendommens forudsætninger og tilblivelse indtil år 110 (2001), Den historiske Jesus (2008) og Hvor original var Jesus? (2011).
Læs også: