Har Da Vinci Mysteriet alligevel ret?

Et ældgammelt evangeliefragment er kommet for dagens lys i den forløbne uge.

Evangeliet om Jesus’ kone.

Sådan lyder den arbejdstitel, som den amerikanske Harvard-professor Karen King har givet et lille papyrus-fragment (4 x 8 cm), som hun for nylig har fået fingrene i. Fra en anonym, privat samler.

I den forløbne uge er hun gået til offentligheden med det, og det har allerede vakt international opmærksomhed.

Fragmentet er skrevet på koptisk og er formentlig fra det 4. århundrede e.v.t. Det er imidlertid sandsynligt, at det er en gengivelse af en græsk tekst fra omkring 200 e.v.t.

En enkelt sætning har fra første færd påkaldt sig stor opmærksomhed: ”Jesus sagde til dem: Min kone …”

Sætningens afslutning mangler. Men skal den ekstante tekst forstås på den måde, at Jesus har en kone, hvilket er den mest oplagte tolkning, står den i modsætning til kirkens kanoniske fundament, Det Nye Testamente, ifølge hvilket Jesus efter alt at dømme var ugift.

Ja, ikke nok med det:

Som mange andre sektledere havde han et temmelig anstrengt forhold til familie. Ifølge adskillige tekster skal kristne vende ryggen til deres far og mor, søskende, ægtefælle og børn for at kunne blive Jesus’ discipel og få del i et forestående utopia (f.eks. Lukas 9,59-62; 14,26-27; Matthæus 19,29; 10,35-38).

Men det er ikke kun Evangeliet om Jesus’ kone, der antyder, at den nytestamentlige protagonist havde et nært, for ikke at sige intimt forhold til en kvinde.

Ifølge det gnostiske skrift Filips evangelium ”elskede” Jesus Maria Magdalene ”mere end alle disciplene og plejede at kysse hende ofte på hendes mund.” Ifølge et andet gnostisk skrift Marias evangelium ”elskede” Jesus Maria (Magdalene?) ”mere end resten af kvinderne”.

Den netop offentliggjorte evangeliestump kan pege på, at disse udsagn skal tolkes bogstaveligt, nemlig som udtryk for, at Jesus og Maria (Magdalene) var gift. Just som Da Vinci Mysteriet hævder. Men da skriftet er en integreret del af gnostisk kristendom, kan det langtfra udelukkes, at relationen de to imellem frem for alt skal opfattes spirituelt.

Som altid når man står over for spritnye fund, skal man vare sig for feberhede overfortolkninger.

Som andre skriftfund, der er blevet udråbt til kirkeomvæltende verdenssensationer lige så hurtigt, som man kan sige Jomfru Maria, vil Evangeliet om Jesus’ kone utvivlsomt også blive taget til indtægt for lidt af hvert.

Derfor skal følgende understreges:

Lige så lidt som andre gnostiske evangelier beviser tekststumpen, at den historiske Jesus var gift. Den sandsynliggør blot i højere grad end hidtil, at nogle kristne i de første århundreder mente, at han var det. Måske som et forsøg på at retfærdiggøre ægteskab, hvilket netop var genstand for debat i den periode.

Og sådan er det ofte.

Da afdøde sektledere gerne er det gyldne forbillede for tilhængerne, vil de ofte blive tillagt de egenskaber, som tilhængerne har brug for. Derved bliver sektlederne et spejlbillede af tilhængerne snarere end omvendt.

I kristen sammenhæng gør denne mekanisme sig ikke blot gældende i de gnostiske evangelier, men også i de kanoniske evangelier i Det Nye Testamente, hvor historiske fakta, legender og myter såvel som selvmodsigelser er vævet uadskilleligt sammen.

I øvrigt findes der fra historiens løb et hav af ”alternative” kristusopfattelser, f.eks. Jesus som lærer i reinkarnation, Jesus som rumvæsen, Jesus som reinkarnation af en Atlantis-beboer og Jesus som højt indviet, spirituel mester.

At disse forestillinger skulle være mere bizarre, end at Jesus stod op fra de døde, er det vist kun vanetænkning, der kan forlede folk til at mene.

Hvor spørgsmålet om den historiske Jesus’ civile status – gift eller ugift – fortsat er åbent, forholder det sig anderledes med Guds.

Ja, Guds. Ifølge flere indskrifter fra Mellemøsten havde Gud, der i de ældste kilder hedder Jahve, nemlig en kone.

I nogle tekster fra den nordlige del af Sinaj fra cirka 800 f.v.t. omtales i samme sætning ”Jahve” og ”hans Ashera”, der er en velkendt, nærorientalsk gudinde. Omtrent det samme siger tilsyneladende en diminutiv tekst fra Palæstina fra cirka 700 f.v.t.

Ganske vist kan ”hans Ashera” også referere til gudindens kultobjekt (gudebillede), men det gør næppe nogen forskel, da guder ofte var nært knyttede til et sådant. Derfor er mange forskere også af den overbevisning, at indskrifterne omtaler Jahves kone.

Ifølge nogle papyri fra en jødisk militærkoloni på Elefantine-øen i Nilen fra det 5. århundrede f.v.t. havde Jahve øjensynligt også en kone, men her hed hun Anat.

Selv om Den Hebraiske Bibel (Det Gamle Testamente) almindeligvis er en glødende modstander af andre guder end Jahve, antyder den måske tillige, at han har haft en kone. I 5. Mosebog 16,21 forbydes israelitterne at opstille en ”Ashera-pæl” – et kultobjekt knyttet til gudinden – ved siden af Jahves alter. Forbuddet kan indikere, at Ashera har været nært knyttet til ham.

Det samme kan 2. Kongebog 23,4, hvor gudindens kultobjekt i forbindelse med en religiøs revolution fra oven bliver fjernet fra Jahves tempel i Jerusalem. Endelig optræder der mange andre guder end Jahve i Den Hebraiske Bibel.

Da de monoteistiske religioners gud er single og cølibatær, kan det måske forekomme chokerende, at han oprindeligt havde en hustru. Men set ud fra en komparativ, religionshistorisk synsvinkel forholder det sig snarere omvendt. Et udbredt fænomen i ikke-monoteistiske religioner er således, at guder har en ægtefælle.

Tænk f.eks. på den ægyptiske gud Osiris og hans kone Isis, den babylonske gud Marduk og hans kone Zarpanitum, den græske gud Zeus og hans kone Hera, den romerske gud Jupiter og hans kone Juno, og den nordiske gud Odin og hans kone Frigg.

At Jahve oprindeligt også havde en kone, er med andre ord ikke spor overraskende. Tværtimod.

I den videnskabelige forskning har det længe været populært at udpege lighedstræk mellem Den Hebraiske Bibel og andre oldtidsreligioner. Dem er der også mange af.

Set i et større historisk perspektiv er det imidlertid forskellene, der er det mest interessante: Den nidkære bekæmpelse af alle andre guder end én, herunder bortvisningen af gudinder til historiens mørke.

Det er nemlig i kraft af disse forskelle til andre religioner, at Den Hebraiske Bibel lægger grunden for monoteismens fremkomst, der indleder intet mindre end en revolution i menneskehedens religionshistorie.

Ganske vist var der et kort, monoteistisk intermezzo i Ægypten i det 14. århundrede f.v.t., men det fik kun ringe betydning.

Anderledes med Den Hebraiske Bibel:

Historisk kan den opfattes som et skelsættende overgangssted mellem de polyteistiske og henoteistiske kultreligioner, der prægede datidens verden, til de monoteistiske bogreligioner, der kom til at præge eftertidens. Kravet om dyrkelsen af udelukkende én gud formuleres på den ene side på en eksplicit polyteistisk baggrund, men bliver på den anden side en katalysator for monoteismens gennembrud.

I jødedom, kristendom og islam forkaster Den Ene Gud de ældre religioners guder og gudinder; man tager næppe fejl, når man antager, at det er mænd, der står bag. Men denne Gud er som vist selv fraskilt eller enkemand.

Og hvis man må komme med et uvidenskabeligt efterskrift:

Måske dyrkerne af ham i dag atter burde udstyre ham med en kone. Måske det kunne bidrage til at gøre dem mindre krigeriske og mere kærlige. Og her kunne mormonerne være et forbillede: Deres Gud Fader har nemlig en hustru.

På samme måde med Jesus’ kone:

Kan det ikke godtgøres, at han havde en, så giv ham én. Som historien dokumenterer, transformeres gamle religioner uafladeligt, og nye kommer hele tiden til. Kristendommens historie er i sig selv ét, langt bevis for kristne menneskers kreative nyskabelser, selektive læsninger og radikale omfortolkninger af deres religions ophav.

Måske en kone også kunne medvirke til, at en traditionel, kvindelig værdi som jordnær medmenneskelighed kunne opbløde den aggressive selvgodhed og rethaveriske ortodoksi, der fortsat præger en del kirkefolk.