Hvornår stopper regeringen DR’s knæfald for kristendommen?
I 2011 stillede S og SF i udsigt, at de ville fjerne særhensynet til kristendommen fra DR’s forpligtelser, når de fik regeringsmagten. Den har de nu.
Efter den senere tids ballade om DR’s religionsdækning kan det være på sin plads at gøre status.
Som bekendt hudflettede DR’s næstformand Ole Hyltoft markeringen af den muslimske eid-fest for bl.a. at give ubefæstede sjæle den opfattelse, at ”der kun er gode sider ved islam, og det er et falsk indtryk”.
Faktum er, at DR’s dækning af eid-festen kun varede en uge, og indtil videre kun er sket én gang.
Faktum er for det andet, at DR har en række faste, kristne programmer, der hver eneste dag og uge året rundt giver det indtryk, at der kun er lyse sider ved kristendommen. Der er derimod ikke et eneste fast program viet til at oplyse om de mørke sider af denne religion.
Public service-virksomhedens positive særbehandling af kristendommen er således et uomgængeligt faktum.
Men alt dette er ikke nok for Hyltoft og andre kristne debattører.
Med eid-markeringen, der vel på mange måder lå på linje med DR’s tilbagevendende markering af julen, havde DR gjort noget, der kunne tolkes som et lille bidrag til at normalisere muslimers tilstedeværelse i Danmark.
Fy for fanden. Det skulle public service-virksomheden aldrig have gjort.
Det udbredte skønmaleri af kristendom og det udbredte skammaleri af islam skulle der ikke ændres så meget som et penselstrøg ved. Højrefløjens fjendebillede nr. 1, som talrige hjemmesider og debattører dagligt arbejder på at opretholde, skulle forblive intakt.
Og her mente kritikere at kunne sætte trumf på ved at henvise til den nyeste public service-kontrakt, ifølge hvilken DR skal lægge særlig vægt på ”den danske kulturarv, herunder den kristne kulturarv”.
En note præciserer, at dette ”indbefatter dækning af morgenandagt og kristne højtider”.
Som det er nu, skal DR altså favorisere kristendommen på bekostning af alle andre religioner. Men det gør den som vist også, og det har en enkelt uges markering af en muslimsk fest et enkelt år intet ændret ved.
Med andre ord: DR foretager et knæfald for kristendommen, ikke for islam, og dette knæfald er konstant:
Med forkyndende programmer som Morgenandagten, DR Kirken og Radiogudstjenesten transmitteret til husstande i hele landet nøjes DR ikke med at ”dække” kristendommen (i dens evangelisk-lutherske aftapning). Den medvirker også til at udbrede den på en mere effektiv måde, end nogen kristen missionær kunne drømme om selv at kunne gøre.
Denne missionsvirksomhed er vel at mærke begrundet i DR’s nyeste public service-kontrakt, der er resultat af et politisk medieforlig.
Da kontrakten blev vedtaget i 2011, røbede daværende kulturminister Per Stig Møller, at indskrivningen af kristendommen var et led i en national-kristen oprustningsproces:
”Den kristne kulturarv er en del af den danske kultur, og det synes jeg ærlig talt nok, der er grund til at understrege, sådan som samfundet udvikler sig. Vi er nødt til i en globaliseret og mere konfrontatorisk verden at præcisere for os selv, hvad vi står på.”
DR skal altså tjene til at fastholde Danmark som en kristen nation. Og tjene til at fastholde den magt og indflydelse, som kirken har. Det gør DR som godtgjort også med en overrepræsentation af lyserøde fremstillinger af denne religion.
Jamen, er det ikke rimeligt, at DR afspejler, at kristendom i mange århundreder har været og fortsat er Danmarks majoritetsreligion, sådan som kristne indvender?
Her bør man kende de argumenter, som kristne ofte anvender for at erhverve magten, når de ikke har den, og fastholde magten, når de har den.
Når kristne missionærer og kolonisatorer i tidens løb er rejst ud til det meste af verden, har de ofte haft nul respekt for de kulturer og religioner, de er kommet til. Uanset hvor ældgamle de har været, og uanset at de fremmede alle har tilsluttet sig dem.
Årsagen er, at de har været overbeviste om at repræsentere en overlegen religion og kultur. Derfor gjaldt det om at få de fremmede til at opgive deres afgudsdyrkelse, djævletilbedelse, primitive overtro – og hvad man nu ellers har kaldt det – til fordel for kristendom og europæisk ”civilisation”.
Når dette først var lykkedes, har kristne gerne krævet, at andre skulle respektere deres religion.
I dag kræver kristne, at folkeskolen og DR skal respektere, at kristendommen i mange århundreder har været og fortsat er flertallets religion.
Med andre ord: Kristne har i utallige tilfælde vist despekt for andres religion, ja, gjort, hvad de kunne for at komme den til livs. Men andre skal respektere kristendommen.
Ser man bort fra denne åbenlyse dobbeltmoral, er der så ikke desto mindre en pointe i, at DR vier kristendom større opmærksomhed end andre religioner?
Jo, det er der dens størrelse og udbredelse taget i betragtning. Men der er intet naturgivet i, at kristendommen skal fremhæves i public service-kontrakten, og der er heller intet naturgivent i, at kristendommen skal dækkes på den udpræget ukritiske måde, der ofte er tilfældet i dag.
Ganske vist er kristendom en vigtig del af Danmarks kulturarv.
Men det er kongedømme og adel i høj grad også, og alligevel står der intet om, at DR skal lægge særlig vægt på det. Landbruget er ligeledes en vigtig del af Danmarks kulturarv, ja, Danmark har gennem mange århundreder været et bondesamfund. Alligevel står der intet om, at DR skal lægge særlig vægt på det.
Man kunne også fremhæve menneskerettighederne, en af det moderne samfunds hovedhjørnesten, og den oplysningstid, der har haft markant indflydelse på udviklingen heraf.
Alligevel siger public service-kontrakten ikke noget om, at DR skal lægge særlig vægt på dette.
Og hvad med den ”hedenske” kultur, der har præget Danmark i årtusinder? Har vi glemt, at kristendommen er en relativt sent tilkommet, mellemøstlig religion?
At den kristne kirke er en del af vor kulturhistorie, udelukker i øvrigt ikke, at den i dag er en interesseorganisation på lige fod med andre religioner og på mange punkter også på lige fod med politiske partier.
Men lige så lidt DR bør fremhæve et politisk parti på bekostning af andre, lige så lidt bør DR fremhæve en religiøs interesseorganisation på bekostning af andre. I det mindste ikke på ukritisk og partisk vis.
Ikke desto mindre er det det, DR ofte gør. Dag efter dag, uge efter uge, året rundt.
Hvorfor?
Fordi en gruppe kristne i dag har en interesse i, at public service-virksomheden favoriserer og promoverer netop deres religion, og at kristendommen forbliver den dominerende majoritetsreligion i et mere og mere pluralistisk Danmark.
Mere konkret var det Dansk Folkeparti, der var lokomotivet, der i 2011 trak Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance med sig.
I den anledning stillede Socialistisk Folkepartis medieordfører Holger K. Nielsen og Socialdemokratiets medieordfører Mogens Jensen i udsigt, at de ville fjerne særhensynet til ”den kristne kulturarv” fra DR’s forpligtelser, når de fik regeringsmagten.
Den magt har de nu.
Læs også:
S-SF vil slette kristen kulturarv fra DR’s forpligtelser