Herbener.dk - Bibeloversættelse og bibeloversættelseskritik

Bibeloversættelse og bibeloversættelseskritik

Bartholdy, Henrik og Peter V. Legarth

Lærerrådsformændene ved henholdsvis Dansk Bibel-Institut i København og Menighedsfakultetet i Århus.

»I de indledende vers i skabelsesberetningen fremstår Gud nu i DO92 som altings skaber og ophav. Alt begynder med Guds skabelse af himmel og jord, af tiden, rummet og materien; det onde og livsødelæggende er ikke – som i PO(GT) – til stede før skabelsen eller som en integreret del af det materiale, som Gud skaber ud af.«

»Den teologiske grundforståelse mellem de hedenske myter og den bibelske skabelsesberetning, noget som den hebraiske tekst gennem sit ordvalg tydeligt markerer, får DO92 væsentligt klarere frem end PO(GT). Mange andre steder viser det sig, at DO92 repræsenterer en afgjort bedre teologisk oversættelse sammenholdt med PO(GT). Prøveoversættelserne havde et umiskendeligt mytologisk præg. Det er stort set borte i den netop udkomne oversættelse.«

»Med hensyn til oversættelsen af GT henholdsvis NT er der grund til at rose Bibelselskabet for et fremragende koordineringsarbejde. Bibelen falder i oversættelsen ikke fra hinanden i to adskilte

testamenter, men det forhold, at Bibelen udgør en teologisk enhed midt i dens forskelligheder, kommer til udtryk i oversættelsen i DO92. De gammeltestamentlige citater i NT er, hvor der er basis for det, blevet samordnet med oversættelsen af GT. Man har desuden i oversættelsesarbejdet villet respektere de nytestamentlige forfatteres utallige hentydninger til GT. Der er på dette punkt gjort en umådeligt arbejdskrævende indsats i det redaktionelle arbejde med bibeloversættelsen.«

»Rent typografisk kommer denne enhed mellem GT og NT på velgørende vis til udtryk derved, at sidenummereringen fortsætter fra GT til NT. Man begynder ikke med nyt sidetal i NT. Ordforklaringer er samlet bagerst i Bibelen, og med blot én blank side fortsætter man fra GT til NT.«

»Et gennemgående træk ved den nye autoriserede oversættelse til GT er, at den indholdsmæssigt betragtet har fået et mærkbart løft i forhold til PO(GT). GTs tale om Gud som skaber og forløser,

Guds utallige forjættelser til Israel og den enkelte fromme, Guds bud og formaninger har i revisionsfasen undergået en afgørende teologisk og saglig bearbejdning, således at budskabet kommer fyldigere til orde i forhold til PO(GT).«

»Sammenholdt med PO(GT) er den autoriserede udgave blevet højnet væsentligt sprogligt, indholdsmæssigt og teologisk.«

»Synden har været en del af Davids virkelighed helt fra undfangelsens øjeblik. DO31 kan lettere mistolkes derhen, at selve undfangelsen er forbundet med synd og skyld, eller at hans mor undfangede ham ved hor. DO92 er her sjælesørgerisk og teologisk god.«

(Alle citater fra Indre Missions Tidende 6: IMagasinet: Tillæg til Indre Missions Tidende nr. 6, 1993, 1993, 1-8; om den netop udgivne 1992-oversættelse).

Cappelørn, Niels Jørgen

Generalsekretær for Det Danske Bibelselskab 1980-1993, herunder formand for revisionskomiteen. Direktør for Søren Kierkegaard Forskningscentret 1993-.

»[D]er skal ikke herske tvivl om, at det, Bibelselskabets prøveoversættelser sigter mod, er en kirkebibel.« (Det Danske Bibelselskabs Årbog, 1986, 45).

»Om det i oversættelsesarbejdet er lykkedes at forene den viden om de bibelske skrifter, som den historisk-kritiske forskning har givet os, og den tolkning af de bibelske skrifter, som den kirkelige overlevering har videregivet til os, tør jeg naturligvis ikke blankt påstå. Det må enhver, som læser med på prøveoversættelserne, være med til at vurdere, og den vurdering vil vi meget gerne høre højlydt og saglig. Men at det er vores sigte at arbejde på denne forening, tør jeg godt påstå.« (Det Danske Bibelselskabs Årbog, 1987, 31).

»På baggrund af, at der sigtes mod en autoriseret oversættelse af Bibelen, som kan afløse de hidtidige autoriserede oversættelser som kirkens og folkets Bibel, har revisionskomiteen til opgave:

- at drøfte og træffe beslutning om oversættelsen af steder i Bibelen, som spiller en afgørende teologisk rolle i den kirkelige tradition, herunder steder i Det gamle Testamente, som er citeret

i Det nye Testamente;« (Det Danske Bibelselskabs Årbog, 1988, 42-43).

»GT-NT-koordineringsgruppen har til opgave at afgøre ordlyden af de steder i Det Gamle Testamente, der indgår som citater eller allusioner i Det Nye Testamente. Gruppen har arbejdet ud fra det grundprincip, at der skal tilstræbes ensartethed i formuleringen og genkendelighed i ordlyden af disse steder, hvor det kan lade sig gøre, og ud fra det andet grundprincip, at der skal tilstræbes overensstemmelse i ordlyd mellem de ord, begreber og betegnelser, som optræder i både Det Gamle og Det Nye Testamente.« (Det Danske Bibelselskabs Årbog, 1989, 32).

»I Sverige arbejder man nu på en nyoversættelse af Det gamle Testamente, og dér indgår en jøde i kommissionen. Man mener, at man kan trænge frem til, hvad der videnskabeligt står i teksterne, men så må det blive på den måde, at man laver en samling religionshistoriske tekster. Og det er der ingen af os her, der vil.« (Weekendavisen, 22.3.1989).

»[R]etningslinierne for både oversættelsesarbejdet og revisionsarbejdet såvel som kommissoriet for revisionskomiteen forudsætter, at det er en kirkebibel, vi stiler imod med den nye oversættelse«. (Det Danske Bibelselskabs Årbog, 1990, 31).

»1) En dansk kirkebibel er en bibel, der består af autoriserede oversættelser. Deri ligger i første omgang, at den er officielt anerkendt til brug ved gudstjenesten i Den Danske Folkekirke; men autorisation har op gennem tiden også fået den betydning, at der er tale om en bibeloversættelse, som anvendes af alle kirker og kristne trossamfund i Danmark; 2) En dansk kirkebibel er en

bibel, der består af oversættelser, som lægger sig i forlængelse af dansk bibeloversættelsestradition; 3) En dansk kirkebibel er en bibel, der består af oversættelser, som tager hensyn til dansk salmetradition; 4) En dansk kirkebibel er en bibel, der består af oversættelser, som tager hensyn til liturgien; 5) En dansk kirkebibel er en bibel, der består af oversættelser, som er blevet til ud fra den grundopfattelse, at Det gamle og Det nye Testamente udgør en frelseshistorisk helhed, og at den gamle og den nye pagt må forstås i lyset af hinanden. Det betyder, at både bibelforskning og kirkens tradition skal indgå i oversættelsesarbejdet; 6) En dansk kirkebibel er en bibel, som består af oversættelser, der udgør en kanonisk samling af tekster og ikke en samling af religionshistoriske tekster. Der er tværtimod tale om en samling af skrifter, som i århundreder har været og fortsat er i levende, forpligtende brug i kirken.« (Citeret fra Ove Kollerup, Hvem bestemmer over Bibelen?, Århus Universitet, 1994, 57; sml. Det Danske Bibelselskabs Årbog, 1990, 31-34).

»Denne ændring gør det muligt at se en kristologisk bue mellem dette sted i Salmernes Bog og fx kap. 20 vers 25 i Johannesevangeliet: ’Men Thomas sagde til dem: »Hvis jeg ikke ser naglehullerne i hans hænder og stikker mine fingre i naglehullerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg ikke.«’ (Det Danske Bibelselskabs Årbog, 1990, 29; om ændringen af prøveoversættelsen af Salme 22,17 til 1992-oversættelsen af samme).

»Først og fremmest er gengivelsen ‘den unge kvinde’ blevet angrebet og anklaget for at løsne forbindelsen mellem Det Gamle og Det Nye Testamente. Dernæst er der rettet indvendinger imod

udsagnsordets tid i udtrykket ‘er gravid’ med den teologiske begrundelse, at nutid neddæmper den forståelse, at Es. 7,14 – også – er et profetisk udsagn om Jesu fødsel; den profetiske forståelse ville komme bedre frem ved brug af fremtid ‘skal blive gravid’. Tidsaspektet og dermed det profetiske aspekt er for mig at se det vigtigste forhold at få afklaret, når det drejer sig om forholdet mellem Det Gamle og Det Nye Testamente. (…) Det udvalg, som revisionskomiteen har nedsat for at koordinere oversættelserne af Det Gamle og Det Nye Testamente, ikke mindst hvad angår de ca. 300 citater fra Det Gamle Testamente i Det Nye Testamente, har bakset meget med oversættelsen af Es. 7,14 set i sammenhæng med Matt. 1,23 og Luk. 1,26-31. Udvalget nåede frem til følgende løsningsforslag: Es. 7,14 Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel.« (Det Danske Bibelselskabs Årbog, 1991, 22-23).

»– Den, der gør et stykke arbejde, får indflydelse, og vi har fået langt flest bemærkninger fra højrefløjen. Da ingen andre har gjort et bare tilnærmelsesvist så stort arbejde, som Dansk Bibel-Institut og Menighedsfakultetet, så kan det ikke være anderledes, end at de har fået indflydelse.« (Missionsvennen, 6.11.1992).

»– Der er 300 GT-citater i NT og over 4.000 hentydninger. Arbejdet med at koordinere de to testamenter og skabe en hel bibel har aldrig tidligere været gjort så grundigt, som denne gang … – Det har været et kolossalt stort arbejde at koordinere GT og NT, men gevinsten har været arbejdet værd.« (Missionsvennen, 6.11.1992).

»Artiklen [i Faklen, 1, 1996] indeholder herefter en række eksempler, der skal vise, at det egentlige ærinde for revisionskomiteen har været at levere teologisk legitimation for en kirkelig tradition.

– Det pure opspind, siger Bibelselskabets daværende generalsekretær, Niels Jørgen Cappelørn, der mere end nogen anden enkeltperson har lod og del i arbejdet med den nye danske

bibeloversættelse.« (Kristeligt Dagblad 28.9.1996).

»– Mange af de ændringer, som var afgørende for højrefløjen, kom med i den endelige oversættelse, og for eksempel støttede jo Indre Missions Hovedbestyrelse oversættelsen, da den udkom. Det ville de jo ikke have gjort, hvis de skulle bruge lup for at finde ændringerne.« (Kristeligt Dagblad, 11.3.1997).

»Naturligvis gik vi til teksten iført kristne briller. Det har vi aldrig lagt skjul på.« (Politiken, 20.10.1996).

»Det er Det Nye Testamentes påstand, at Messias-forventningerne i Det Gamle Testamente er gået i opfyldelse i Kristus. Og det lader vi oversættelsen afspejle.« (Politiken, 20.10.1996).

Due, Bodil

Lektor, dr.phil., institutleder for Institut for Oldtids- og Middelalderforskning, Aarhus Universitet, 1995-1998. Dekan for Det Humanistiske Fakultet, Aarhus Universitet 1999-.

»De, som ikke vil indrømme, at den nye oversættelse er en uvidenskabelig kirkebibel, er ikke redelige.« (Faklen, 4, 1997).

»Vi mener, at Faklen har ret i at kræve en ny, videnskabelig oversættelse.« (Faklen, 4, 1997).

Due, Otto Steen

Dr.phil., professor i klassisk filologi ved Aarhus Universitet 1973-2008.

»[D]et er vigtigt at have en oversættelse uafhængig af religiøse interesser, eftersom enhver oversættelse, der tjener uvedkommende formål – politiske såvel som religiøse – er grundlæggende uvidenskabelig.« (Faklen, 4, 1997).

»Enten en videnskabelig eller en kristologisk oversættelse; de ting kan man ikke blande sammen.« (Faklen, 4, 1997).

Ejrnæs, Bodil

Lic.theol., lektor i Gammel Testamente ved Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet, 1998-2009. Deltager i den autoriserede bibeloversættelse fra 1992, herunder medlem af revisionskomiteen.

»Igennem den store mængde af henvisninger til Det nye Testamente, som en lang række gammeltestamentlige tekster er ledsaget af, formidles den kristologiske tolkning af de gammeltestamentlige tekster. 1931-oversættelsen viderefører altså det syn på teksterne, som igennem hele den danske bibels historie har været formidlet, men tidligere helt entydigt, at de er forjættelser om Kristus og indeholder forudsigelser om Jesu liv og virke helt ned i detaljerne. (...) Men med den – man kunne ligefrem kalde det – ophobning af henvisninger til Det nye Testamente, som mange af de gammeltestamentlige tekster er ledsaget af (se f.eks. til 1 Mos. 1,27 og 3,16), sker der det, at læseren så at sige bliver udstyret med ’nytestamentlige briller’, når de gammeltestamentlige tekster studeres. Det er den gammeltestamentlige tekst fastlåst i den nytestamentlige tolkning, læseren således præsenteres for. Via henvisningerne bliver læseren ført til et bestemt punkt i teksternes virknings- og tolkningshistorie, nemlig til de nytestamentlige forfatteres læsning og tolkning af dem – og ikke til teksterne selv. En gammeltestamentlig læsning bag om den nytestamentlige er ikke mulig. Dermed får teksterne ikke lov til frit og åbent at udfolde sig og møde den nutidige læser med det væld af muligheder, der ligger i dem, og med den åbenhed for nytolkning, som de besidder.« (Det Danske Bibelselskabs Årbog, 1986, 14-15).

»Et grundigt filologisk og eksegetisk arbejde med teksten i 1 Mos kap. 1 førte til, at vi anså oversættelsen ’og Guds storm (eller en forfærdelig storm) jog hen over vandene’ (v. 2) for en dækkende oversættelse af de hebraiske ord; læst i konteksten er det – mente vi – hvad ordene siger. Havde hensynet til teksten selv nu været det eneste, vi skulle tage, ville man i den nye oversættelse have fundet sætningen i denne eller en lignende formulering. Men der eksisterer i kirken en gammel tradition for at forstå stedet om Guds ånd eller Helligånden, der svæver over vandene. En sådan tolkning ligger bag alle danske bibeloversættelser, og sætningen har denne formulering op gennem den danske bibels historie. To hensyn støder altså her sammen, hensynet til, hvad teksten selv siger, og hensynet til en ældgammel, kirkelig tolkning af den. De kan ikke begge tilgodeses, et valg må træffes.« (Teol-Information, 7, 1993, 26).

»Den moderne bibelforskning har betydet en ny udfordring for arbejdet med bibeloversættelse – i al fald det, der sigter mod en autoriseret bibel; vilkårene for arbejdet er blevet ændret, bibeloversætteren er nu sat på en hård prøve: at skabe en oversættelse af Det gamle Testamente, som har hjemme i og føler sig vel til rette i begge rum. Det betyder en anerkendelse af begge rums eksistens – det indebærer med andre ord, at man på en gang tager det alvorligt, at bibelkritikken har tømt Det gamle Testamente for dets Kristusvidnesbyrd og gjort det til en skriftsamling, der hører hjemme i en ikke-kristen kontekst, hvad enten denne er israelitisk, jødisk eller hellenistisk – det er i denne sammenhæng aldeles underordnet – og samtidig tager det alvorligt, at Det gamle Testamente er del af den kristne kanon. Det har været udfordringen både for folkene bag 1931-oversættelsen og for os, der har arbejdet med 1992-oversættelsen, og det har – selv om vi måske først på et forholdsvist sent tidspunkt ville se det i øjnene – været et dilemma, som kunne synes uløseligt.« (Dansk Teologisk Tidsskrift, 57, 1994, 162).

»Men at Det gamle og Det ny Testamente fremtræder som en helhed skyldes først og fremmest, at et koordineringsarbejde har fundet sted med henblik på at skabe et ensartet vokabular, en ensartet stil og sprogtone, og med henblik på at samordne formuleringen af citater og allusioner, alt sammen under hensyntagen til konteksten i hvert af de to testamenter – med andre ord: et konkordansarbejde i videste forstand. Helheden understreges desuden af den fælles ordforklaring, hvor det i helt anden grad end hos forgængeren er hele bibelen, der er inden for synsfeltet. Det betyder, at det i langt højere grad bliver muligt for læseren at se, at der er en kontinuitet mellem Det gamle og Det ny Testamente. Og det er den afgørende forskel mellem 92-oversættelsen og dens forgænger. Mens 31/48-oversættelsen vanskeliggør eller ligefrem lægger hindringer i vejen for, at læseren kan etablere en sammenhæng, så giver 92-oversættelsen læseren denne mulighed.« (Dansk Teologisk Tidsskrift, 57, 1994, 174).

»Det, der viste sig som et problem, og som ingen vel rigtigt havde overskuet, var, at det i mange tilfælde ikke var et spørgsmål om formulering. Havde det blot været det, havde vanskelighederne ikke været så store, som de viste sig at blive. Men det var i mange tilfælde vanskeligt at tilstræbe en formulering af et gammeltestamentligt sted, der tilnærmede sig den nytestamentlige, når den tolkning af det gammeltestamentlige sted, der lå til grund for prøveoversættelsen, ikke var den samme som den, den nytestamentlige forfatter havde. I de tilfælde skulle der mere end en sproglig justering til.« (Skriftsynet igennem den danske bibels historie, 1995, 196).

»Retrospektivt ville den debat om den ’bibeltro’ holdning over for den ’videnskabelige’ holdning, der blev ført i offentligheden, ikke mindst foranlediget af formuleringen af disse steder [1 Mos

1,2; 3,15; Es 7,14; Hab 2,4; Dan 7,13], nok have vundet ved, om man havde gjort sig klart, at det dilemma, som oversætterne stod i, i virkeligheden var uløseligt. En oversættelse, der var videnskabeligt forsvarlig, sådan som det var krævet i det af Kirkeministeriet godkendte ’kommissorium’, lod sig i talrige tilfælde ikke forene med en oversættelse, der var dikteret af den traditionelle kirkelige tolkning, sådan som det var krævet af kritikerne.« (Skriftsynet igennem den danske bibels historie, 1995, 197).

»Med den sondring mellem videnskabelighed og kirkelighed i bibeloversættelsesarbejde, som optræder i kildematerialet, aftegner der sig en ny problemstilling: den videnskabeligt forsvarlige oversættelse er ikke uden videre den kirkeligt forsvarlige. Den videnskabeligt forsvarlige oversættelse vil bygge på de resultater, som det historisk-kritiske arbejde med bibelteksterne har ført med sig. Den kirkeligt forsvarlige oversættelse vil afspejle det syn på de gammeltestamentlige tekster, at de indeholder Kristusvidnesbyrd. Og det stiller den oversætter, der vil tilgodese begge hensyn, hensynet til teksterne selv og hensynet til den kirkelige tradition, i et uløseligt dilemma.« (Skriftsynet igennem den danske bibels historie, 1995, 240-241).

Frøkjær-Jensen, Flemming

Medlem af Indre Missions hovedbestyrelse og sognepræst.

»Det er nu blevet oversat, så det udelukkende handler om en almen og vedvarende kamp mellem slanger og mennesker. Kun ved utilladelig fortolkningskunst kan man vride en Kristus-forjættelse ud af prøveoversættelsens gengivelse af dette afgørende sted.« (Om prøveoversættelsen af 1. Mosebog 3,15).

»Men helt galt bliver det, når man kommer til gengivelsen af forjættelserne til Abraham 1. Mos. 12,3 og 13,15 med paralleller. De er hidtil oversat, så den kristologiske tolkning er mulig. Sådan forstod Paulus da også disse steder: de peger frem mod Kristus. Og i Galaterbrevet er de selve Paulus’ skriftbegrundelse for hans Kristus-forkyndelse. Men i prøveoversættelsen udelukkes den forståelse. Og resultatet er, at tæppet så at sige rives væk under Galaterbrevet, og dets skriftforståelse falder til jorden.«

Prøveoversættelsen »må renses ikke mindst for de skræmmende spor, som den historisk-kritiske metode har sat på den. Det er det vigtigste af det, der nu må ske.«

(Alle citater fra Kristeligt Dagblad, 13.6.1988).

Haxen, Ulf

Mag.art. i semitisk filologi, seniorforsker og tidl. førstebibliotekar ved Det Kongelige Bibliotek.

»Det er rystende, at man i dag, hvor vi har været igennem en oplysningstid, 200 år efter bomber tiden tilbage til den middelalderlige tænkning, at det Gamle Testamente – beskrevet ved den kristologiske bue – kan føre hen til det Nye Testamente.« (Berlingske Tidende, 24.1.1998; om bibeloversættelsen fra 1992).

Holm-Nielsen, Svend

Dr.theol., professor i Gammel Testamente ved Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet, 1961-1986. Deltager i den autoriserede bibeloversættelse fra 1992, herunder leder af den gammeltestamentlige oversættelsesgruppe og medlem af GT-NT-koordineringsgruppen og revisionskomiteen.

»Jeg tror, man kan være sikker på, at der ikke er noget problem af hverken hebraisk eller dansk sproglig og stilistisk karakter, der er blevet overset undervejs.« (Det Danske Bibelselskabs Årbog, 1980, 45).

»Der skal dog ikke stor kunst til at se, at vi har prøvet at sløre nybruddet med ordfølgen: I begyndelsen, da Gud skabte... Der lød undervejs advarende røster om, at vi aldrig ville få en oversættelse autoriseret, hvis den begyndte med ’Da’. Og en kollega ved Institut for systematisk Teologi, som var medlem af Bibelselskabets bestyrelse i oversættelsens tidlige år, havde på forhånd kategorisk erklæret, at hvis bibelen kom til at begynde med ’Da’, ville han melde sig ud af folkekirken.« (Fønix (”Særnummer”), 1987, 152; om prøveoversættelsen af 1. Mosebog 1,1-3).

»Man skal blot være klar over, at man dermed har givet dem, der med stolthed betegner sig som kirkens højrefløj, frit spil til at sætte deres fingeraftryk på oversættelsen overalt, hvor de kan komme af sted med det.« (Dansk Kirketidende, 22, 1991, 338; baggrunden for denne kritik var en minimal interesse i nyoversættelsen fra grundtvigiansk side).

»Den marcherende bevægelse, der benævner sig selv kirkens højrefløj, og som fører sig frem på en måde, der får mig til at tænke på det store dyr i Johannes’ Åbenbaring, har truet med bål og brand. Indre Missions generalsekretær, pastor Langagergaard, har lejlighedsvis truet med, at højrefløjen havde både kompetence og midler til at foranstalte sin egen oversættelse, hvis de nu-siddende oversættere ikke makkede ret. Idet han dog altid føjede til, at dette ikke var fremsat som en trussel, men af kærlighed til den danske folkekirke!« (Dansk Kirketidende, 26, 1991, 407).

»Ud fra hvilken anden forudsætning vil man dog foretage en oversættelse af en tekst end ud fra dens egne betingelser?« (Ribe Stiftsbog 1992, 1992, 78).

»Det var vigtigere at forstå den kristologi, der var blevet indlæst i teksten end at forstå teksten selv i dens sammenhæng. Mod denne misbrug af gammeltestamentlige tekster har vi protesteret så stærkt, vi kunne, og jeg mener at kunne sige, at vi i intet tilfælde har svigtet. Vi er, tvunget af et flertal, gået med til kompromiser, men kun sådanne, der stadig holdt muligheden åben for at forstå teksten, som den selv ville forstås. Der er en ting, man bør huske i den sammenhæng. Det er rigtigt, at oldtidens teologer ofte vred og vendte tolkningen af en tekst for at få den til at tale kristologisk. Men i intet tilfælde ændrede de teksten selv. Tilsvarende kan man vende og dreje en dansk oversættelse for at få den til at sige det, man ønsker. Men man skal holde fingrene fra at oversætte teksten på en anden måde, end den vil oversættes. Der må være en grænse for uærligheden!« (Ribe Stiftsbog 1992, 1992, 83).

»Jeg har siddet med i et underudvalg som gennem en lang række alenlange møder har beskæftiget sig med dette koordineringsarbejde [mellem GT og NT], og jeg har gang på gang været hensat i forundring over, at nogen i den grad kunne være besat af trangen til verbal overensstemmelse, at det kom til at spille mindre rolle, om meningen i en tekst blev forvredet eller gik tabt.« (Ribe Stiftsbog 1992, 1992, 84).

»Dens [den kirkelige højrefløjs] kerne var Indre Mission, men omkring denne kerne grupperede sig forskellige satellitter af mere eller mindre sekterisk karakter. Fløjens talerør var til stadighed Indre Missions generalsekretær, der undertiden kørte det svære skyts i stilling. Hvis ikke Bibelselskabet bøjede sig efter højrefløjens synspunkter, kunne der måske blive tale om, at økonomiske bidrag til selskabet ikke ville flyde så rigt som hidtil. Han ville da også blot gøre opmærksom på, at Indre Mission havde både kompetence og midler til at udarbejde sin egen oversættelse, hvad der ville være en ulykke for den danske folkekirke. Det har jeg nu aldrig kunnet indse. Der er så mange steder, hvor man har to eller flere bibeloversættelser. Vi har også i Danmark haft private oversættelser. Og iøvrigt har jeg mine tvivl om, at Indre Mission virkelig ville have haft mulighed for at tilvejebringe sin egen oversættelse – vel at mærke hvis den skulle være udarbejdet fra grunden af. Så hvorfor skulle man ikke have ladet dem føre deres trussel ud i livet? Men generalsekretæren betonede gang på gang, at der ikke var tale om en trussel, men om en kærlighedsfuld henstilling, som det ville være til alles bedste at følge.« (Ribe Stiftsbog 1992, 1992, 84).

»På et tidspunkt forlangte højrefløjen, at den skulle have to repræsentanter i den redaktionsgruppe, som skulle foretage revisionen af de gammeltestamentlige prøveoversættelser. Det afviste Bibelselskabet heldigvis. Men der blev etableret en bredt sammensat revisionskomite, hvis opgave det blev at gennemgå den reviderede oversættelse – senere også den nytestamentlige – med henblik på at nå frem til en af alle parter accepteret. Fra denne komites mange møder kunne jeg fortælle adskillige pudsige, ejendommelige og undertiden groteske episoder, hvor der blev klippet tæer og skåret hæle, og hvor der blev lappet sammen, så tæerne undertiden kom til at sidde på hælens plads. Men det hører til underholdningen, som jeg afstår fra her! Resultatet blev ved en afsluttende festmiddag en consensus i form af en – næsten hjertelig – forbrødring, hvor enhver udtrykte tilfredshed med det opnåede resultat. Middagen var i hvert fald superb!« (Ribe Stiftsbog 1992, 1992, 85).

Holsøe, Jens

Journalist.

»I Makedonien er der nu rykket en mindre hær af internationale hjælpetropper ind. De udstyres alle med oversættere, som er makedonske statsborgere, og som er registrerede af det makedonske politi. De kan i mange situationer stå i en slem klemme. Hvordan kan de oversætte korrekt om forhold, der er kritisable for regering og myndigheder? I Kosova, i Makedonien, i Albanien, i Bosnien og Serbien skal man ikke spørge om, hvem du er. Man skal spørge, hvem er din oversætter. Så ved man nogenlunde, hvad den pågældende står for. Derfor skal man også læse og lytte til alle oplysninger, der kommer ud fra Serbien og Kosova i disse dage med stor skepsis. Ikke blot er journalister og andre besøgende underlagt serbisk censur. Men de autoriserede tolke har også det hemmelige politis hede ånde i nakken. En ærlig tolkning om serbiske forbrydelser kan føre til arrestation eller chikane mod familien.« (Politiken, 23.5.1999).

Høgenhaven, Jesper

Kommer …

Klostergaard Petersen, Anders

Cand.theol., lektor og aktuelt studieleder i religionsvidenskab ved Århus Universitet.

»Nyoversættelsens største fortjeneste er at rejse en principiel diskussion om grænserne mellem videnskabelig fortolkning og kirkelig brug i oversættelsen af Det Gamle Testamente. Den er planlagt til at udkomme løbende i prøveoversættelser med noter. Det gør det muligt at inddrage kritik og nye forskningsresultater, inden den endelige studieudgave forsynet med noter og en standardudgave foreligger. Det første afkast lover godt, ikke mindst i kraft af det ledsagende introduktionsbind, som i detaljer redegør for principperne bag oversættelsen. Man kan altid falde over enkeltvers, pedantiske transkriptioner (f.eks. Jerushjalajim for Jerusalem, og Jisra'el for Israel) og lignende, men når der som her udførligt og overbevisende er redegjort for den tekstkritiske tilgang, skærper det kravet til kritikken. Oversættergruppen er på højde med de nyeste kriterier for tekstkritisk arbejde med den hebraiske bibel. Derudover råder de over et forbedret tekstkritisk materiale til dele af den hebraiske tekst (udgivet efter 1992), ligesom de vil kunne drage nytte af den aktuelle grøde i tekstkritikforskningen affødt af den endelige udgivelse af de bibelske tekster fra Qumran. Man bør derfor forvente meget af nyoversættelsen.

Da reformatorerne i 1500-tallet som led i en bredere strømning insisterede på kildernes forrang for traditionen, kunne de dårligt forestille sig det aktuelle resultat. Deres læsning var identisk med deres egen kirkelige forståelse. Det er ikke længere tilfældet, fordi en senere tids historiske bevidsthed har gjort det umuligt at opretholde forestillingen om en overensstemmelse mellem teksten i dens fortidighed og i dens nuværende kirkelige brug. Derfor er det en naturlig udvikling, når vi om føje år vil stå med to oversættelser af Det Gamle Testamente: en ’kirkelig brugsbog’ og en ’videnskabelig oversættelse’.

Spørgsmålet er imidlertid, hvad kirken - og ikke mindst den evangelisk-lutherske - vil gøre ved den situation. Kan den ud fra sit eget skrift-princip leve med denne spaltning? Er den i ædruelighedens navn nødt til at indhente sin kulturelle samtids viden og lade sig kirkeligt udfordre af en mere tekstnær gengivelse af dens egen bibelske grundtekst, også i gudstjenesten? Må kirken i dag i respekt for og i konsekvens af sit eget skriftsyn lære at leve med det uskyldstab, at Det Gamle Testamente ikke umiddelbart lader sig læse som Kristus-forjættelse? Nyoversættelsen gør det ikke mindre påkrævet for kirken at gennemtænke sit skriftprincip på ny.« (Kristeligt Dagblad, 24.8.2001).

Kollerup, Ove

Ansat som medarbejder i Bibelselskabet fra 1990 til 1999; cand.theol. og sognepræst.

»[I] sin beretning til repræsentantskabet i 1990 imødekom Det Danske Bibelselskabs generalsekretær Indre Missions krav gennem seks teser, der viser, hvorledes Det Danske Bibelselskab forstod sin forpligtelse ved at have monopol på udgivelsen af den autoriserede bibeloversættelse.« (Hvem bestemmer over Bibelen?, Århus Universitet, 1994, 57).

»Og dog synes den væsentligste indflydelse [på DO92] at have været indirekte gennem nedsættelse af GT-NT-koordineringsgruppen, som medførte, at det spørgsmål, som, når alt kommer til alt, betød mest for højrefløjen, nemlig det kristologiske forhold mellem GT og NT, blev løst på en måde, som alle kunne om ikke fryde sig over så dog leve med. Det bør her anføres, da det siger noget om rækkevidden af denne indirekte indflydelse, at der ikke ved nogen tidligere dansk bibeloversættelse er gjort et så minutiøst og omfattende arbejde med at koordinere de ca. 300 citater fra GT i NT og de ca. 5.700 allusioner i NT til GT som ved 1992-Bibelen.« (Hvem bestemmer over Bibelen?, Århus Universitet, 1994, 70).

»Debatten fra dagspressen viser, at Indre Mission gjorde spørgsmålet om ‘jomfru’-oversættelsen til et kardinalpunkt. Således udtalte daværende [generalsekretær for Indre Mission] Poul Langagergaard i dagene op til julen 1987: ‘Her står og falder hele kirken’ i fx Århus Stiftstidende den 21.12.1987. Imidlertid tabte Indre Mission slaget om jomfruen til fordel for ‘den unge kvinde’,

da spørgsmålet senere kom til behandling i revisionskomiteen i dagene 29.-30. maj 1990. Poul Langagergaard gør ved Interview den 28.7.1994 opmærksom på, at hans stærke udtalelse i 1987

udelukkende havde det formål at redde det profetiske udsagn ‘skal blive’ med barn mere end ønsket om at redde ‘jomfru’-oversættelsen. Det lykkedes. Eksemplet bruger Poul Langagergaard til at beskrive Indre Missions taktik: I dagspressen at angribe og ‘skyde langt over målet’ for at få det mest afgørende igennem (jf. Interview med Poul Langagergaard).« (Hvem bestemmer over Bibelen?, Århus Universitet, 1994, 59).

»For Indre Mission var erstatningen af ‘Guds ånd’ i 1931-oversættelsen til ‘Guds storm’ ensbetydende med Helligåndens skæbnesvangre fravær i skabelsesøjeblikket. Samtidig betragtede Indre Mission oversættelsen som et knæfald for andre religionshistoriske tekster.« (Hvem bestemmer over Bibelen?, Århus Universitet, 1994, 58; om prøveoversættelsen af 1. Mosebog 1,2).

»For IM var denne oversættelse forkert af to grunde: For det første var Septuagintas oversættelse ’jomfru’ blevet erstattet af det hebraiske ord ’ung kvinde’, og dermed var GTs kristologiske forbindelse til jomfru Maria i Matthæusevangeliet 1,23 og Lukasevangeliet 1,27 fjernet. Dette gjaldt tillige med prøveoversættelsens præsensoversættelse ’er’ gravid til erstatning af det profetiske udsagn i 1931-oversættelsens futuriske form ’bliver’.« (Hvem bestemmer over Bibelen?, Århus Universitet, 1994, 58-59; om prøveoversættelsen af Esajas 7,14).

Kruse-Blinkenberg, Lars (1939-2005)

Lic.theol., lektor i religionsvidenskab (kristendomskundskab) ved Københavns Universitet.

»Om den nye oversættelse ville man ikke kritisk kunne hævde, at den er ’opmytologiseret’ (et ord, jeg ikke selv ville bruge, men som jeg har set og hørt andre bruge), fordi den blot skriver, hvad der står på hebraisk, vel at mærke betragtet ud fra synsvinklen semitisk filologi.

Når jeg ovenfor kun har kommenteret to eksempler fra den nye bibeloversættelse, skyldes det selvfølgelig dels, at pladsen her ikke tillader at komme ind på flere, dels og ikke mindst, at jeg finder, at de to eksempler er tilstrækkeligt til at vise, hvorledes man ved at oversætte filologisk og holde sig til, hvad der står på hebraisk, uden hensyn til tekstens virkningshistorie op gennem århundrederne eller ligefrem årtusinderne, når til en religionshistorisk oversættelse. Hvis oversættelsen skal bruges på f.eks. Institut for Religionshistorie ved Københavns Universitet, hvor vi lægger megen vægt på, at vi hører under det humanistiske fakultet, bør den simpelthen i hovedtrækkene se ud, som prøvebindet indeholdende 1.Mos. 1-12 og Es. 1-12 ser ud. Det er for mig en ganske enkelt sag, som jeg har forsøgt at fremhæve ovenfor.« (Tabu: Institut for Religionshistorie, 14 (2), 2001, 33; om Ny bibeloversættelse – på videnskabeligt grundlag).

Langagergaard, Poul

Generalsekretær for Indre Mission 1982-1992.

»Her står og falder hele kirken.« (Århus Stiftstidende, 21.12.1987; om prøveoversættelsen af Esajas 7,14).

»På den ene side er det afgørende, at hver ny generation får Bibelen i den sprogdragt og form, som er denne generations. På den anden side er det naivt og blåøjet at tro, at der ikke er teologiske åndskampe med i arbejdet med en bibeloversættelse. Det har vi set med al tænkelig tydelighed gennem især GT-[prøve]oversættelsen.« (Kristeligt Dagblad, 28.2.1989).

»Hvis ikke det lykkes at råbe Bibelselskabet op nu, så har vi alle pligt til at gå den politiske vej for at sikre alsidighed gennem de bevilgende myndigheder.« (Kristeligt Dagblad, 28.2.1989).

»* De ord, begreber og udtryk, som i GT leder tanken hen på den religionshistoriske tolkningsmodel må ændres. * Det er fundamentalt, at forholdet mellem GT og NT styrkes og samstemmighed i citaterne sikres (i denne forbindelse fortjener koordinationsudvalget mellem GT og NT stor ros, og vi må håbe at de fremefter også kan løse de sidste store problemer på en god og samlende facon). * Den kristologiske tolkning må fastholdes i teksterne (det gælder bl.a. Habakkuk 2,4/Rom 1,17, ental/flertal i Gal 3,28-29, Kristusprofetien i f.eks. Es 7,14, 1. Mos. 1 og 3, forsoningstekster med Jesu blod, mv.).« (Kristeligt Dagblad, 26.9.1990; om nogle af kravene til prøveoversættelsen).

»Indre Missions generalsekretær, Poul Langagergaard, der også er medlem af Bibelselskabets repræsentantskab, siger, at de krav, han sidste år stillede til oversættelsen, alle er blevet indfriet.

– Det religionshistoriske islæt er for eksempel stort set fjernet. Vi får en god Bibel, som vi kan modtage og bruge med glæde. Selvfølgelig er der også ting i oversættelsen, som jeg forholder mig kritisk til. Men sådan vil det jo altid være.« (Interview i Missionsvennen, 13.12.1991).

»Poul Langagergaard mener, at højrefløjens repræsentanter i revisionskomitéen har fået udrettet

så meget, fordi man ikke har taget kampen op om oversættelsesarbejdets grundlags- og metodespørgsmål. – I stedet har man satset på de enkelte skriftsteder og fået oversættelsen ændret, hvor den har været for dårlig. Det har været fornuftigt.« (Interview i Missionsvennen, 13.12.1991).

da spørgsmålet senere kom til behandling i revisionskomiteen i dagene 29.-30. maj 1990. Poul Langagergaard gør ved Interview den 28.7.1994 opmærksom på, at hans stærke udtalelse i 1987

udelukkende havde det formål at redde det profetiske udsagn ‘skal blive’ med barn mere end ønsket om at redde ‘jomfru’-oversættelsen. Det lykkedes. Eksemplet bruger Poul Langagergaard til at beskrive Indre Missions taktik: I dagspressen at angribe og ‘skyde langt over målet’ for at få det mest afgørende igennem (jf. Interview med Poul Langagergaard).« (Citeret fra Ove Kollerup: Hvem bestemmer over Bibelen?, Århus Universitet, 1994, 59).

Laura, Heidi

Cand.phil., ph.d. i hebraisk og jødisk kultur.

»– Bibelen skal kunne læses som et litterært værk. Den autoriserede bibeloversættelse er lavet for kirken. Når folk læser Det Gamle Testamente, forbinder de det spontant med kristendommen. Ved at lave en videnskabelig oversættelse kan teksterne træde frem som frie fortællinger.«

»– Det er alt for snævert udelukkende at fokusere på Bibelen som et kristent dokument. Det Gamle Testamente er blevet til i Mellemøsten, og fortællingerne er inspireret af mange religioner. Når vi kun har en bibel oversat i kirkeligt regi, får folk ikke øjnene op for Bibelens mangfoldighed.«

»– Hvis man læser tidligere overrabbiner Bent Melchiors oversættelse af de fem Mosebøger, vil man opleve, at den er anderledes end den autoriserede oversættelse fra 1992. En jødisk oversættelse lader ikke Det Gamle Testamente pege hen mod Kristus, men fokuserer på de elementer, der er centrale i en jødisk tradition. En videnskabelig oversættelse vil igen være forskellig. Den vil i langt højere grad lade de mange religioner i Nærorienten, som Det Gamle Testamente er inspireret af, komme til syne. For eksempel vil man opdage, at Salmernes Bog er stærkt inspireret af datidens kanaanæiske religion.«

»– Der findes ikke og kommer heller aldrig en objektiv bibel. Enhver version af Bibelen vil rumme subjektive valg. Det er en præmis for de humanistiske videnskaber. Men jeg mener, at man religionshistorisk og filologisk – ved studier af de oprindelige tekster og den kultur, de er blevet til i – kan lave en oversættelse af Det Gamle Testamente, der ikke er formet af kristen tænkning.«

»– Vores civilisations historie går tilbage til en mellemøstlig kontekst. Både Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente er inspireret af de religioner, der var fremherskende på daværende tidspunkt. En videnskabelig oversættelse tager ikke parti for en bestemt religion. Og jeg mener faktisk, at det vil være fint, hvis vi i nutidens multikulturelle Danmark kan få en forståelse for, at vores civilisation er født under påvirkning af mange andre religioner.«

(Alle citater fra Kristeligt Dagblad, 28.10.2006)

Lemche, Niels Peter

Dr.theol., professor i Gammel Testamente ved Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet.

»Skal vi gøre regnskabet op til sidst, så rummer den nye oversættelse mange spændende elementer, og kritikken mod 1992-oversættelsen har på mange punkter fået substans og har vist sig at have reelt indhold. Lykkes det for oversættergruppen ad åre at nå til ende med projektet, vil den danske offentlighed være i den lykkelige situation at besidde to moderne oversættelser af Det Gamle Testamente, og både den hebraiske bibels og kirkebiblens egenart vil herigennem stå klart frem. Det betyder ikke, at man skal afskrive den kirkelige bibel som et falsum, men at vi herigennem belæres om styrken af den kirkelige tradition set i forhold til det officielle reformatoriske princip om den hellige skrifts forrang i forhold til den kirkelige tradition.

Den kirkelige tradition har [i DO92] klart forrangen, når det kommer til fortolkningen/oversættelsen af det enkelte sted i Gammel Testamente, og selv om man har givet køb på jomfruen i Esajas 7,14, så har man i realiteten ikke opgivet noget som helst af passagens kristologiske indhold. Præsten, den teologiske student og menigmand vil kunne få stort udbytte af den dialektiske dimension, som læsningen af Det Gamle Testamente vil få i fremtiden. At der så i prøveoversættelsen er en række skønhedsfejl at rette, og nogle idiosynkratiske træk at gøre sig fri af, vil kun være en naturlig del af det fortsatte oversættelsesarbejde.« (Præsteforeningens Blad, 3, 2002, 39; fra anmeldelse af Ny bibeloversættelse – på videnskabeligt grundlag).

Lundager Jensen, Hans Jørgen

Mag.art. og dr.theol., professor i religionsvidenskab ved Århus Universitet.

»– Det er ligesom at blande jord og vand. Så får man mudder«. (Kristeligt Dagblad, 25.10.2006; om sammenblandingen af videnskabelige og kirkelige hensyn i DO92).

»Kristen prædiken er Kristus-prædiken; og man kan ikke tale om Kristus på baggrund af det Gamle Testamente, for eksegesen – eller religionsvidenskaben, det gør ingen forskel – viser, at det Gamle Testamente ikke taler om Kristus. Hvad man ikke kan tale om, derom må man tie.« (Peter Widmann m.fl., red., Medspil og modspil – teologi og religionsvidenskab, 1996).

Løkkegaard, Frede

Dr.phil., professor i semitisk filologi ved Københavns Universitet 1950-1985.

»Det, I skriver, er alt sammen rigtigt, men I er for hårde i filten mod de folk, der har gjort det. Men jeg er enig med jer i, at man burde levere folk en oversættelse uanset skelen til brugen – jeres synspunkt her har jeg ikke noget at indvende imod overhovedet.«

»Det er en fundamentalistisk idé at søge at skaffe overensstemmelse mellem den hebraiske tekst og nytestamentlige citater. Det er dér, det hele er blevet problematisk og vanskeligt. De har måttet tilpasse sig det, som kirken gik ind for tidligere … Der må være nogen i oversættelsesprocessen, der engang imellem har følt sig fristet til at forlade bordet – men mon de havde fået en autorisation, hvis de havde tilladt alle de hedenske elementer i det Gamle Testamente?«

»Overalt, hvor der er tale om kristologiske udlægninger i oversættelsen, må man sige, at det ikke fremgår af kildeteksterne. I har ret i at kritisere tendenser til at gøre det Gamle Testamente til en kristen bog. Der burde have været en strengt troende jøde med i oversættelsesarbejdet, for det er om en hebraisk kultur, der er tale i det Gamle Testamente, ikke om en kristen.«

»Dette sted er selvfølgelig ikke kristologisk. En tilfældig kvinde (artsartikel) er gravid og føder. Tidsangivelsen er højst, at det skal ske inden for ni måneder. Men profeter taler ikke om fremtiden, ikke engang om i morgen, de er Guds talerør i samtiden. I det hele taget er jeg enig med jer i synspunktet, at det Gamle Testamente er en jødisk bog. Man kan ikke sige, at der her er tale om en forudsigelse af Jesu komme … Vi har ikke lov at lægge disse gisninger ind i teksten. På den anden side må Jesus have været fortrolig med Deuterojesaja. Det må have betydet noget for hans kaldsbevidsthed.« (Om oversættelsen af Esajas 7,14).

(Alle citater fra Faklen, 2, 1996, 31-32; interview med Frede Løkkegaard).

Nielsen, Eduard

Dr.theol., professor i Gammel Testamente ved Københavns Universitet 1956-1991. Deltager i den autoriserede bibeloversættelse fra 1992.

»Hvis en kristen prædiken skal være et Kristus-vidnesbyrd, kan vi ikke med god samvittighed prædike over en tekst fra Det gamle Testamente. Det egentlige, det vi skal prædike om, findes ikke i teksten, før vi selv lægger det ind i teksten.« (Teologi og tradition: Festskrift til Leif Grane, 11. januar 1988, 1988, 60).

Nielsen, Kirsten

Dr.theol., professor i Gammel Testamente ved Det Teologiske Fakultet, Århus Universitet, 1995-2009. Deltager i den autoriserede bibeloversættelse fra 1992, herunder medlem af revisionskomiteen og medlem af Bibelselskabets bestyrelse.

»Kristen forkyndelse kan ikke undvære de gammeltestamentlige vidnesbyrd om Guds vilje til at skabe og frelse, om Guds lov og straf, lige så lidt som den kan undvære de nytestamentlige vidnesbyrd om Guds lov og straf, om Guds vilje til at frelse det faldne og skabe nyt af gammelt.« (Kristeligt Dagblad, 12.3.1988).

»At oversætte Det Gamle Testamente som en del af Bibelen er ikke det samme som at oversætte den hebraiske tekst uafhængigt af den virkningshistorie, teksten har fået. Ved at blive en del af den kristne bibel er den hebraiske tekst netop blevet til Det Gamle Testamente. Det betyder, at vi som oversættere er nødt til at overveje, om fx de steder, hvor gammeltestamentlige udsagn er genbrugt i Det Nye Testamente, indeholder betydningsmuligheder, som den oprindelige forfatter ikke var sig bevidst; men som de nytestamentlige forfattere regner med og spiller på. Tekster har historie, og oversætterne må tage denne historie alvorligt ved at overveje, om det i de enkelte tilfælde er muligt og forsvarligt at gengive den gammeltestamentlige tekst således, at læseren i dag kan ane den forbindelse, som den nytestamentlige forfatter så.« (Det Danske Bibelselskabs Årbog, 1996, 3-4).

»Den nye oversættelse blev hurtigt taget i anvendelse, og mon ikke de fleste gik ud fra, at nu var der ikke mere at sige om den sag.« (Jyllands-Posten, 2.2.1997).

»Som teologer har vi viden om teksternes virkningshistorie, og som oversættere skal vi oversætte hele det litterære værk, der hedder Bibelen. Derfor kan vi ikke nøjes med at oversætte med ’Guds stormvejr’, da læseren i så fald ikke får mulighed for at forstå, hvorfor man i kristen tradition har talt om, at Guds ånd var med allerede ved skabelsen.« (Jyllands-Posten, 2.2.1997; om 1992-oversættelsen af 1. Mosebog 1,2).

»En videnskabeligt forsvarlig oversættelse … må, så vidt det er gørligt, være formet således, at det både er muligt at nå til forståelse af, hvad teksterne betød i deres israelitisk-jødiske sammenhæng, og hvordan centrale dele af dem sidenhen blev nytolket i kristen sammenhæng. At oversætte sådan betyder at arbejde på et videnskabeligt grundlag, hvor man undersøger ordenes betydningsvidde, den historiske sammenhæng, de er blevet til i, og derudover ser på, at de samme ord kan have været ude for en nytolkning inden for det litterære værk, som Gammel Testamente indgår i, nemlig den kristne bibel.« (Jyllands-Posten, 2.2.1997).

»Så vidt det var muligt, har vi forsøgt at vise, hvilke betydningsmuligheder den gammeltestamentlige tekst har, så man både kan forstå den i dens oprindelige sammenhæng og tolke den i den bredere kontekst, der opstod, da den jødiske skriftsamling blev knyttet sammen med de nye kristne skrifter og tilsammen blev til den kristne bibel.« (Jyllands-Posten, 2.2.1997).

Nielsen, Svend Aage

Tidligere medlem af Bibelselskabets bestyrelse og sognepræst.

»Det videnskabelige syn må selvfølgelig være, at Jahvenavnet må med i oversættelsen, fordi det faktisk står som navn i teksten. Derfor var oversættergruppen også mest stemt herfor. Bibelselskabets syn var, at vi måtte følge kirkens meningsfyldte tradition, fordi det er et stykke af Kirkens bog og ikke et videnskabeligt aktstykke, vi udgiver. Oversættergruppen forstod dette argument og gik ind under det uden protest.« (Det Danske Bibelselskabs Årbog, 1977, 7-8).

Noack, Bent

Dr.theol., professor i Det Nye Testamente ved Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet, 1955-1977, og rektor for Præstehøjskolen 1977-1985. Deltager i den autoriserede bibeloversættelse fra 1992, herunder medlem af revisionskomiteen.

»Det stod hele tiden klart at der ikke skulle lægges større afstand til Salmebogen og salmelitteraturen i det hele taget end højst nødvendigt, og en hymnologisk konsulent sørgede for at der blev gjort opmærksom på alle fælles udtryk, allusioner til bibeltexter og ord som kunne spores i Salmebogen og i den danske salmedigtning. Alligevel måtte det i hvert enkelt tilfælde drøftes hvor meget hensyn der skulle tages til Salmebogen. Der skulle nødig være noget svælg mellem Salmebog og Bibel; men en bibeloversættelse kan på den anden side heller ikke lade sig hovmesterere af tidligere og nulevende salmedigtere. Sådanne hensyn skulle helst ikke hindre den fornyelse af sproget i bibeloversættelsen som alle ønskede.« (Præsteforeningens Blad, 45, 1992, 904).

»Egennavnet Jahwe (i en eller anden stavemåde) ville virke fremmed og forvirrende, ikke mindst i texter der skal bruges ved gudstjenesten, så meget mere som Herren (med kun eet stort bogstav!) er kendt ikke blot fra bibeloversættelsen og ville være det eneste mulige i Det nye Testamente, men også fordi Jahwe ville være umuligt i Salmebogen (det er galt nok at vi endnu ikke har vovet at ændre Grundtvigs ‘Jehovas højhellige navn’ til ‘Gud Herrens højhellige navn’).« (Præsteforeningens Blad, 45, 1992, 904).

»Ansvaret [for DO92] hviler først og fremmest på Bibelselskabet, som har sat arbejdet i gang og bestemt dets forløb i store træk, har udpeget oversættere og konsulenter og redaktører, og siden nedsat en revisionskomite. Men selve resultatet, den foreliggende oversættelse, må redaktionerne sammen med de øvrige medlemmer af revisionskomiteen tage ansvaret for. Fordelt på 17 skulle det være til at bære, selv om flertallet af de to redaktioner mente at kunne bære det selv. Otte er jo også et tal. Nu kan enhver skyde sig ind under at hans eller hendes forslag er blevet stemt ned, men det vil vi ikke gøre, i hvert fald ikke offentligt – hvad der siges mand og mand imellem er en anden sag. Sådan er nu engang vilkårene for kommissionsarbejde, og kan man som oversætter ikke tåle brødlugten, må man gå ud af bageriet; det har heldigvis ingen gjort. I enkelte tilfælde er det

måske offentligt kendt, hvem der er ophavsmand til et bestemt udtryk, og i mange flere tilfælde vil det kunne ses af sagens akter (som er arkiveret rub og stub) hvem der har ønsket hvad og hvordan stemmerne er faldet de forholdsvis få gange der måtte en afstemning eller en særudtalelse til. Det har fra første færd været aftalen at medarbejderne kan kritisere et og andet. Men oversættelsen som helhed må vi vedkende os ansvaret for.« (Præsteforeningens Blad, 45, 1992, 905-906).

Rasmussen, Leif Kjøller

Tidligere GT-lærer ved Dansk Bibel-Institut i København og en af lektørerne til prøveoversættelsen.

»Oversættelsen er ofte tolkende. I den forbindelse er det en efter min mening stor fejl, at man har valgt at oversætte GT uden at tage hensyn til NT (eventuelt bevidst distancerer sig fra NT’s forståelse). Et klart eksempel herpå er Gen. 12,3, som med en mere eller mindre tvivlsom begrundelse er oversat: ’ved dig skal alle jordens slægter velsigne sig’. Abraham gøres her til et eksempel på velsignelse. Den messianske forståelse er her helt udeladt (end ikke i en fodnote gøres der opmærksom på den passive forståelse, som er sprogligt mulig, og som bedre passer ind i hele den bibelske sammenhæng).« (Myren: Dansk Bibel-Instituts Studenterblad, 4, 1986, 216; om prøveoversættelsen af bl.a. 1. Mosebog 12,3).

»I Sl. 22 er v. 17 oversat, så det ikke peger frem mod en korsfæstelse så tydeligt som i DO31. DO31 tolker den hebraiske tekst ud fra den græske oversættelse, Septuaginta. Salmen er ikke direkte messiansk if. oversætterne, men skal forstås som en sygdomssalme. Første del er klage, og anden del en tak over at salmisten igen er blevet rask. Derfor har man også fjernet tanken om opstandelsen i v. 29-31 (se ovenfor). Det er uheldigt, at dette kritiske syn på salmerne skal påvirke oversættelsen, så man fjerner den kristologiske forståelse fra vores Bibel og i stedet udstyrer læserne med historisk-kritiske briller.« (Budskabet, 6, 1988, 173; om prøveoversættelsen af Salme 22).

Sinding Jensen, Jeppe

Cand.mag. og dr.phil., lektor i religionsvidenskab ved Århus Universitet.

»Faklen har tydeligvis fat i noget med bibeloversættelseskritikken. En videnskabelig oversættelse ville være ønskværdig til religionsundervisningen. I bibeloversættelsen fra 1992 har der været andre interesser på spil.« (Faklen, 4, 1997).

»Bibelselskabet er ikke et universitært foretagende, men en kirkelig institution, så deres oversættelse overrasker mig ikke.« (Faklen, 4, 1997).

Thompson, Thomas L.

Professor i Gammel Testamente ved Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet, 1993-2009.

»Jeg må tilføje, at jeg rent ud var lamslået over så ophidset teologernes reaktion på Faklen var og særligt over de mange temmelig finurlige forsøg på at forsvare oversættelsens temmelig ’flygtige kvaliteter’. Hvorfor forsvare det, der ikke kan forsvares? Og især: hvorfor forsvare så indlysende indrømmelser til Indre Mission, en bevægelse, som i dag inficerer så meget af Folkekirkens liv?«

»Mens nogle passager i den nye oversættelse er ganske klare og nogle få endog strålende, så er de, der omhandler teologisk kritiske punkter – og især de, der drejer sig om forbindelseslinjer

mellem det gamle og det nye testamente – en hån mod både teologiske og hebraiske nuancer i bibelens tekst.«

»En indlysende og tilgivelig grund til den ny danske bibeloversættelses lave filologiske, historiske og især teologiske kvalitet er, at den så indlysende er en oversættelse, der er udarbejdet af en komite. Godt videnskabeligt arbejde er simpelthen ikke en af en komites funktioner. Komite-arbejde består af beslutninger, som er politiske, og af beslutninger, der skaber konsensus. Valg, der er kompromissøgende, som ingen protesterer imod, og som er ‘korrekte’, foretrækkes frem for dem, som kunne berøre følsomme områder, eller som ligefrem er udfordrende. (…) Man forventer langt snarere, at en komite undgår det uventede og tæmmer en sådan sprængfarlighed og fastholder oversættelser, der har vist deres brugbarhed som et effektivt røgslør.«

»Jeg har altid fundet det irriterende og tidsrøvende at måtte rette oversættelser som aldrig ville være faldet de studerende ind, hvis det ikke havde været for eksistensen af denne oversættelse – og det sker igen og igen i min undervisning;«

»Ingen, der kan hebraisk, kan læse den nye danske bibeloversættelse uden at krympe sig. Diskussionens sande emne er teologi og endda en rigtig dårlig form for teologi. Den nye danske bibeloversættelses teologiske ubrugelighed er et direkte resultat af de mange indrømmelser, som de teologiske forskere har givet til den indremissionske konfessionalisme, der stadig er ganske ondartet i det danske samfund.«

»Ingen ville i ramme alvor benægte, at de rå kanter, der findes i den hebraiske bibel, er blevet glattet ud og bragt i overensstemmelse med luthersk teologi; og jeg mener, at alle tager det for givet, at den også er blevet bragt i overensstemmelse med en luthersk læsning af det nye testamente.«

»Den nye danske bibeloversættelse valgte en anakronistisk og ufarlig bibel, der kan accepteres af kirkens højrefløj.«

»Faklen har stillet krav om en oversættelse som respekterer hvad de kalder ’den hebraiske bibels integritet’, hvad det så end måtte være. Dette er vigtigt. Tekster bør bestemt ikke ændres fra, hvad der indlysende står i dem, til hvad der kunne stå – hvis bare et kristologisk perspektiv fik forrang. Uanset i hvor høj grad det hebraiske sprogs smidighed gør det sårbart overfor et sådant misbrug ville den slags valg pervertere den tekst som vi er forpligtet til at oversætte og ikke blot udnytte efter forgodtbefindende. Faklens kritik er uden diskussion korrekt her – så langt den rækker. Den nye oversættelse er uforenelig med en respekt for de hebraiske teksters historiske integritet – end ikke for Biblia Hebraicas Codex Leningrad – og den respekterer deres teologi endnu mindre.«

»Det er den post-bibelske kristne fortrængningstankegang og dens anakronistiske frelseshistorie, der bliver beskyttet af den nye danske bibeloversættelse. Da Faklen valgte at påvise de kristne harmoniseringer af de mange forskellige guddommelige skikkelser i den bibelske tradition – en observation, der længe har været en del af kritiske bibelstudier – forsvarede oversætterne sig med at de skulle opfylde de enfoldigt troendes behov. Faktisk er det få moderne troende der er så enfoldige.«

»Spørgsmålet om en sekulær oversættelse er ikke nyt, men noget der har været hos os siden bibelen først blev oversat. Den videnskabelige teologi afhænger af en sådan bibel.«

(Alle citater fra Chaos: Dansk-norsk tidsskrift for religionshistoriske studier, 30, 1998, 111-129).

Vang, Carsten

GT-lærer (lektor) ved Menighedsfakultetet i Århus og deltager i den autoriserede bibeloversættelse fra 1992 (lektør og medlem af revisionskomiteen).

»Domsordet mod slangen taler om et konstant fjendskab mellem slangen (og det den står for) og mennesket. Men det lader tillige den afgørende kamp og sejr skinne igennem. Denne sejr blev vundet på Golgathahøjens marterpæl. Da blev han, ’som har dødens vælde, nemlig Djævelen’ gjort magtesløs, for at citere Hebræerbrevet (Hebr. 2,14-15). Samtidig er de, som efterfølger Jesus Kristus i tro og bekendelse sat ind i kampen mod Djævelen (Rom. 16,20); de er genstand for hans angreb (Johs. Åb. 12,9-17). Denne strid afsluttes først ved Kristi genkomst, hvor Kristi sejr skal træde uimodståeligt frem. Når Kristi menighed kan kæmpe mod den Onde, har det sin rod i, at menighedens Herre, Jesus Kristus, engang har sejret over ham.« (Det Danske Bibelselskabs Årbog, 1987, 15-16; om kristen fortolkning og oversættelse af 1. Mosebog 3,15).

»Her giver prøveoversættelsen udtryk for en ganske anden forståelse end tidligere, idet det hedder: ’Guds storm piskede hen over vandene.’ I den aut. ov. [DO31] siges der: ’Men Guds Ånd svævede over vandene.’ I stedet for Helligåndens nærvær midt i Skabelsen tolker man nu stedet som et udsagn om Guds kamp mod de fordærvede kaosmagter: vandene og urdybet. Hvad er baggrunden for denne forståelse? Flere fortolkere antager i dag, at skabelsesberetningen til dels bygger på ældgamle babylonske myter, som skildrer skabergudens kamp mod fordærvsmagterne. Denne forståelse er efter min mening helt forkert.« (Budskabet, 4, 1987, 107; om prøveoversættelsen af 1. Mosebog 1,2).

»Den nye [prøve-]oversættelse minder meget om den gamle [DO31]; der er tale om næsten de samme ord; men ser man nøjere efter, viser det sig, at en hel anden teologi ligger bag prøveoversættelsen. V.2 opfattes nærmest som et indskud eller parentes, og hovedhandlingen, hvor Gud tager fat på at skabe kommer ikke i v.1, men først i v.3, hvor han befaler lyset at bryde frem. Før Gud skaber, er der kaos: mørke, storm, tomhed osv. Jorden foreligger der allerede. Der er altså ikke tale om, at Gud skaber alt ud af intet, men han skaber efter først at have overvundet alle kaosmagterne. Før skabelsen var kaos, oprør, kamp! Der var noget ved siden af Gud. Det giver en hel anden skabelsesteologi. (…) Denne oversættelse holder ikke ved en ligefrem læsning af de første vers i Bibelen. Den indfører en fremmed skabelsesforståelse, som strider mod hele teologien i skabelsesberetningen, ligesom den står i skærende kontrast til NTs forståelse af disse vers, hvor det jo hedder: ’alt er blevet til ved det (= Ordet), og uden det blev intet til af det, som er’ (Johs 1,3).« (Menighedsfakultetets Venneblad, Sommeren 1988, 6; om prøveoversættelsen af 1. Mosebog 1,1-3).

»Ordet ’orakel’ vil være et uforståeligt fremmedord i manges øren. Desuden er det ikke noget neutralt ord. Det har sin klang fra den hedenske spådomsverden, hvor man søger orakler hos præster og orakelmagere, der er i ekstase. Man kommer let til at betragte det, Rebekka gør [Gen 25,22], som noget, der ligger på linje med hedensk spådomskunst. Og dog er der en verden til forskel.« (Menighedsfakultetets Venneblad, Sommeren 1988, 6).

»Den nye [prøve]oversættelse til GT medfører undertiden et ændret Gudsbillede. (…) I 5. Mos 5,9 advarer Herren sit folk imod at dyrke fremmede guder, ’for jeg, Herren, din Gud, er skinsyg’. Det giver mildest talt et nyt, men negativt billede af Gud. Er man optændt af skinsyge og misundelse, er det en synd, som skal bekendes og aflægges. Der er intet positivt ved skinsygen. Prøveoversættelsen kommer til at skildre Herren som én, der er i følelsernes vold og drives af skinsyge. Der går noget væsentligt tabt ved denne gengivelse.« (Menighedsfakultetets Venneblad, Sommeren 1988, 7).

»Udtrykket ‘gudesønner’ giver salmen et polyteistisk skær. Ifølge Ordbog Over Det Danske Sprog anvendes sammensætninger med ‘gude-’ i modsætning til den kristne gudsforestilling: ‘Gude- … om hvad der hører til, stammer fra, er ejendommeligt for en gud eller guder, modsat sammensætninger med Guds-, der indeholder forestillingen om den monoteistiske, specielt kristelige guddom.’« (Bilag 2 til dagsorden for revisionskomitemødet den 21./.22.11.1989, 1989, 5 (upubliceret); om prøveoversættelsen af Salme 29,1).

»Som et eksempel kan nævnes oversættelsen af Sal. 29,1. Her havde oversætterne foreslået, at der i stedet for vores nugældende oversættelses ’Guds sønner’ [DO31] skulle stå ’gudesønner’. V.1 kom derfor til at lyde: ’Vis Herren, I gudesønner, vis Herren ære og hæder!’. Problemet med denne oversættelse er, at den klinger af Olympen, de græske guders bolig med dens overflod af guder og gudesønner, og giver salmen et mytologisk skær. Efter en drøftelse valgte komitéen at sige: ’Vis Herren, I gudssønner, vis Herren ære og hæder’. Så bliver der i stedet tale om ’sønner’ af Israels Gud, nogle som står i en særlig relation til ham, enten englevæsener eller måske præster, der tilbeder ham i templet.« (Menighedsfakultetets Venneblad, 1, 1990, 4 (upagineret)).

»I evangelierne alluderes der som bekendt stærkt til betegnelsen/begrebet ‘Menneskesønnen’, også til Menneskesønnen, der skal træde frem på himlens skyer (Matt 24,30; 26,64 med paralleller). Også i Åbenbaringsbogen forekommer markante henvisninger til Dan 7,13f, f.eks. Åb 14,14: ‘Se, der var en hvid sky, og på skyen sad der en, der så ud som en menneskesøn …’ (PO). I lyset heraf bør begrebet ‘menneskesøn’ – med lille! – bruges i Dan 7,13.47.« (Bilag 8 til dagsorden for revisionskomitemødet den 6.- 7.05.1991: Danielsbogen, 1991, 2 (upubliceret); om prøveoversættelsen af Daniels Bog 7,13).

»Det har været et intenst arbejdsår omkring GT-oversættelsen med både skuffelser og glæder. Væsentlige ændringer er kommet ind i oversættelsen på det sidste. Den afsmag af en hedensk gudsforståelse, som prøveoversættelsen til GT havde en række steder, er eksempelvis forsvundet.« (Menighedsfakultetets Venneblad, 1, 1991, 3).

»Dermed er en altafgørende vanskelighed i den nye bibeloversættelse blevet ryddet af vejen. De indledende vers i Bibelen er ikke længere formuleret svarende til de babylonske skabelsesmyter. Gud beskrives nu som den, der har skabt alt, både det synlige og usynlige, både urformerne og jorden i dens endelige skikkelse.« (Menighedsfakultetets Venneblad, 4, 1991, 2 (upagineret); om 1992-oversættelsen af 1. Mosebog 1,1-2).

»Det særlige ved den nye oversættelse er, at man nu har lavet en samlet oversættelse af hele Bibelen. Siden 1740 er de to testamenter blevet revideret og oversat hver for sig. Men denne gang er Gammel og Ny Testamente blevet oversat samtidig. Det har givet oversætterne god mulighed for at samordne oversættelsen af de to testamenter, så at GT-citater i NT så vidt muligt fik samme ordlyd i GT, eller hvor teksten ikke tillader dette, at citatet blev genkendeligt i forhold til GT. De mere end 300 direkte citater i NT og de over 4.500 øvrige henvisninger fra GT til NT er blevet nøje gennemarbejdet for at skabe enhed, sammenhæng og genkendelighed. Det ville være ærgerligt, dersom én og samme vending blev oversat forskelligt i GT og NT, blot fordi forskellige oversættere har stået bag de to testamenter. Noget andet er, hvis NT-citatet afviger fra dets forlæg i GT. Det er undertiden tilfældet. Så skal man selvsagt ikke skabe overensstemmelse, hvor grundteksten ikke har det. Den nye oversættelse har på mange måder skabt en smuk helhed og balance mellem de to testamenter. Oversættelsen fremstår som én Bibel, som ét Guds Ord i GT og NT. Sammenhængen og linjerne mellem den gamle og den nye pagt fremtræder væsentlig stærkere end i prøveoversættelserne.« (Menighedsfakultetets Venneblad, 12, 1992, 2 (upagineret)).

Warmind, Morten

Mag.art. og ph.d., lektor i religionsvidenskab ved Københavns Universitet.

»Kernen i alle de angreb, jeg har set, er, at der ikke er nogen, der har sagt, at eksemplerne er forkerte. Jeg så en avisartikel, hvor der stod, at 'de unge burde lære noget mere hebraisk', og det kan selvfølgelig være rigtigt – selv er jeg ikke hebraiskkyndig – men der var i samme artikel ganske enkelt ikke nogen substantiel kritik af de oversættelsesfejl, I havde fundet.«

»Vi opfattede ikke den gældende bibeloversættelse som religionshistorisk brugbare dokumenter, så da den nye oversættelse kom, kiggede jeg den efter og konstaterede, at heller ikke den var en brugbar religionshistorisk oversættelse.«

(Begge citater fra Faklen, 4, 1997).

Winther-Nielsen, Nicolai

Teol.dr., bl.a. lektor i Gammel Testamente ved Dansk Bibel-Institut i København og en af lektørerne til prøveoversættelsen.

»Esajasbogen kap. 13-23 betegnes i forslaget som ’Orakler mod de fremmede folk’. Det kan kun skyldes, at man ligestiller Bibelens profeter med andre religioners hellige mænd, som under ekstase fremkom med mundtlige og knappe religiøse udbrud, og dem, som jeg har nævnt udtrykket for, er som regel kommet i tanke om oraklet i Delfi.« (Budskabet, 5, 1987, 137; om prøveoversættelsen af Esajasbogen).

»Ethvert spor af jomfrufødsel i GT foreslås fjernet, og den nye note fejer foragteligt den græske oversættelse ’jomfru’ totalt af bordet. Men hvor bliver sammenhængen mellem Ny og Gammel Testamente så af? Som en lægprædikant svarede: ’Så er det ikke længere min bibel’. Desuden, trods massiv opbakning blandt nyere forskere, er denne ændring dog ikke tilstrækkeligt begrundet ud fra den hebraiske tekst! Der er faktisk intet, der for alvor beviser, at den græske oversættelse ikke ramte i plet. Modargumenterne er næsten udelukkende af rationalistisk og bibelfremmed karakter. Foragt for jomfrufødselen ser næsten ud til at have spillet dømmekraften et pus.« (Budskabet, 6, 1987, 171-171).

»I Samuels- og Kongebøgerne har man prøvet at gengive gudsnavnet HERREN med Jahve. Denne udtale er måske historisk den mest sandsynlige, men er og bliver dog en formodning. I en oversættelse af hele Bibelen er den dog uheldig. Den tilslører nemlig sammenhængen til Ny Testamentes betegnelse af Jesus som Herren. Der ligger en egen indgroet alvor og agtelse over navnet HERREN, som nødigt skulle gå tabt.« (Budskabet, 2, 1988, 41).

»I begyndelsen skrev man ofte ’gud’ med lille begyndelsesbogstav (Davids Salmer 1977), og i Samuels- og Kongebøgerne har man forsøgt sig med ’Jahve’ i stedet for gudsnavnet HERREN. Der kan gives grunde for begge, men det vil uvægerligt skabe store problemer i en bibel, hvor Jesus kaldes HERREN, og Gud med stort er Jesu Kristi far.« (Budskabet, 5, 1988, 144-145).

»Den historiske kritik får den evangeliske udlægning til at blive en slags allegori for de kristne, der ikke kan lade teksten være, men vil finde en skjult kristelig betydning i Gammel Testamente. Løftet om kvindens ’afkom’ er dog alt for vigtigt i den fremadskridende bibelske åbenbaringshistorie, til at det bare kan gøres til et tilfældigt særstandpunkt. Det er selve grundnerven i det frelseshistoriske løfte om efterkommeren.« (Budskabet, 3, 1988, 77; om prøveoversættelsen af 1. Mosebog 3,15).

»Det er nærmest hårrejsende, at Gud kaldes ’en skinsyg Gud’ (5. Mos 4,24; 5,9; 6,15; 29,19). Det gamle ord ’nidkær’ blev skabt af Hans Tausen til at gengive dette særlige hebraiske ord. På nudansk kunne man måske oversætte ’en streng Gud.’ Men nudansk ’skinsyg’ er totalt uanvendeligt. Det forbindes altid med noget i retning af svigtede erotiske følelser, men Gud er nu engang ikke jaloux på sin utro kone, for han har slet ingen! Man kan ikke bruge et så dødssygt udtryk som ’skin-syg,’ hvor forstavelsen i sig selv har et negativt indhold.« (Budskabet, 5, 1988, 145).

»Lærerne i Gammel Testamente på Dansk Bibel-Institut og Menighedsfakultetet er sammen med studenter igang med et omfattende vurderingsarbejde. Oversættelserne vurderes på grundlag af den hebraiske tekst og dens tolkning og i lys af evangelisk-luthersk tro.« (Budskabet, 1, 1988, 13-14).

> Bartholdy, Henrik og Peter V. Legarth

> Cappelørn, Niels Jørgen

> Due, Bodil

> Due, Otto Steen

> Ejrnæs, Bodil

> Frøkjær-Jensen, Flemming

> Haxen, Ulf

> Holm-Nielsen, Svend

> Holsøe, Jens

> Høgenhaven, Jesper

> Kollerup, Ove

> Langagergaard, Poul

> Laura, Heidi

> Lundager Jensen, Hans Jørgen

> Løkkegaard, Frede

> Nielsen, Eduard

> Nielsen, Kirsten

> Nielsen, Svend Aage

> Noack, Bent

> Rasmussen, Leif Kjøller

> Sinding Jensen, Jeppe

> Thompson, Thomas L.

> Vang, Carsten

> Warmind, Morten

> Winther-Nielsen, Nicolai

Teologi og teologikritik

Husk citater fra bog om teologi fra 1970

Andersen, Svend

Dr.theol., professor i etik og religionsfilosofi ved Det Teologiske Fakultet, Århus Universitet.

»Teologien er normativ i den forstand, at den er en undersøgelse af kristendommen i lyset af dennes iboende gyldighedspretention. Gyldighedspretentionen er knyttet til to afgørende aspekter af den kristne religion: dens karakter af lære og dens karakter af livsmulighed/livsform.« (Fønix, 25, 3, 2001, 173).

»Og de forskellige teologiske fag har den fælles opgave at fortolke kristendom som en livsforståelse, der giver mening i nutidens verden. Kun en sådan teologi – der adskiller sig fra religionsvidenskab – kan folkekirken bruge som det akademiske grundlag for præstegerningen. Og en sådan teologi bør fastholdes på offentlige universiteter som del af den støtte til folkekirken, Grundloven sikrer.« (Kristeligt Dagblad, 8.4.2010).

Andersen, Vagn

Dr.theol., lektor i religionsfilosofi ved religionsvidenskab, Århus Universitet.

»Man kommer kort sagt næppe uden om, at det hører teologiens definition til som teologi, at den på én eller anden måde – det være sig aldrig så kritisk distanceret og reflekteret – er optaget af sandhedsprætentionen i den tradition, den udforsker. Bearbejdelsen af spørgsmålet om overleveringens aktuelle gyldighed tilkommer inden for teologien især de systematiske discipliner. På dette punkt har religionsvidenskaben det unægtelig meget nemmere. Den sætter simpelthen – i hvert fald i sin i dag toneangivende form – den interne sandhedsprætention i de enkelte behandlede religiøse traditioner i parentes for i stedet empirisk at udforske dem som faktisk foreliggende menneskelige kulturfænomener.« (Kirsten Nielsen & Inge Bryderup, red., Dansk teologisk og religionsvidenskabelig forskning, 1996, 65).

Bilde, Per

Dr.theol., professor i religionsvidenskab (2001-2008) ved Århus Universitet.

»- Hvis der er noget nyt i min bog, er det forsøget på at anskue kristendommen på lige fod med andre religioner. Der er tradition for, at religionshistorikere holder fingrene fra jødedom og kristendom. Og det er ikke godt, for både jødedom og kristendom har godt af at blive beskrevet af ikke-religiøse. Jeg er uenig i, at undervisning i islam skal foretages af muslimer, i buddhisme af buddhister etc. Jeg går ind for den europæiske tradition, hvor man hylder distancen, det er min inspiration, fastslår han. – Jeg har altid savnet ordentlige historiske og religionshistoriske undersøgelser af vores egen religion. Teologer har altid en opbyggelig dagsorden på spil.« (Information, 13.8.2002; interview med Per Bilde i anledning af hans bog En religion bliver til).

»- Det er også et kristendomskritisk projekt. Jeg mener, at den historiske Jesus giver et kolossalt kritisk korrektiv til den danske evangelisk-lutherske folkekirke her i begyndelsen af det 21. århundrede. Men i den danske folkekirke er der en bevidstløs selvglæde over et grundlag, som man ikke tænker kritisk over, mener Per Bilde.

- Først og fremmest er der en forbløffende mangel på interesse i den historiske Jesus. Hvis du hører eller læser prædikener i den danske folkekirke, vil du meget sjældent blive præsenteret for Jesus som en historisk person. Han vil typisk være enten et eksempel ved sin lidelse og død eller et etisk forbillede, siger Per Bilde.

Han mener heller ikke, at den historiske Jesus spiller nogen rolle i den offentlige debat om kristendommen hverken i Kristeligt Dagblad eller andre medier. Og han har også et bud på årsagen. - Afstanden fra den historiske Jesus til kristendommen i dag er meget stor. Hvis man ser på folkekirken i dag, er det centrale element i kristendommen buddet om næstekærlighed og syndernes forladelse, der drysses bredt ud over hele folket. Det svarer slet ikke til, hvad man finder i Det Nye Testamente og heller ikke hos den historiske Jesus, siger Per Bilde. Tværtimod, fristes man til at sige.

- Hos den historiske Jesus finder man en streng efterfølgelseskristendom, hvor det handler om at følge Jesus i hans martyrium, siger Per Bilde. For den historiske Jesus var omvendelse noget, der må sætte sig spor i det liv, man lever.

- Hvis jeg var kristen og præst i den danske folkekirke, så ville jeg mene, at det måtte være meget interessant at se, i hvor høj grad Jesus vægter handlingen. Troen er ikke en indre overbevisning. Den udtrykkes i handling. Det er frugterne, det kommer an på. Og det er dem, vi skal dømmes på, siger Per Bilde.«

Fra Kristeligt Dagblad, 6.3.2009 (interview med Per Bilde).

»Breder der sig i danske aviser en ureflekteret tilslutning til kristendommen og en tilsvarende uartikuleret afvisning af religionskritik og ateisme? Eller har danske aviser blot bekvemt, men ukritisk placeret præster og teologer som anmeldere af al litteratur, der har med religion at gøre?« (Weekendavisen, 27.11.2009; i anledning af anmeldelserne af Gudløse hjerner, 2009).

Busk, Malene

Ph.d. og adjunkt i filosofi og videnskabsteori på Kunstakademiets Arkitektskole.

”Religionskritik er ikke selv en ‘tro’, blot en benægtelse af allerede fremsatte religiøse dogmer. Religionskritik og praktiseret gudløshed findes derfor upåagtet som den implicitte forudsætning – uanset udøvernes ideologiske selvforståelse – for forskning og undervisning i alle fag; for diskussionerne i alle politiske partier; og for kreative, udogmatiske eksperimenter i al filosofisk tænkning, i al kunst og i al videnskab:

1. Enhver neutral fagmetodik inden for både human- samfunds- og naturvidenskaber bygger på religionskritik i form af metodisk ateisme.

2. Det politiske demokrati, borgerbegrebet, retssikkerheden, magtens tredeling, offentlighedssfæren, fri presse, ytringsfrihed og ikke mindst religionsfrihed bygger på religionskritik i form af politisk sekularisme.

3. Filosofi der er forpligtet på sin etos, sin verden og sin fornuft, bygger på religionskritik i form af afvisningen af moralismer og åbenbaringer.

4. Kunst der er forpligtet på sit materiale, sin sansning og sin følsomhed, bygger på religionskritik i form af afvisningen af censur og propagandabudskaber for religiøse autoriteter.

5. Vidensproduktion der er forpligtet på sin akkuratesse, sin forklaringskraft og sin modsigelsesfrihed, bygger på religionskritik i form af afvisningen af dogmer og tabuer.

6. Altruisme og personlig lykke der er forpligtet på ikke-tingsliggørende medfølelse, på selvrelativering og på udvikling af kunsten at opfinde glædelige sociale og personlige rum, bygger på religionskritik i form af afvisning af gudsbegrundede moralske love og afvisning af manipulation med transcendent belønning eller straf til fordel for hudløs realisme over for konkrete lidelser og over for konkrete eksperimenter med alternativer. Gudelige hensyn må vige hvis de producerer konkret lidelse eller hindrer etiske fremskridt.

Selve disse praksisser – at tænke uden åbenbaringer, skabe uden facitlister, undersøge uden tabuer, føle uden moralske trusler – havde været umulige uden det folkelige, tekniske, etiske, kunstneriske og intellektuelle pres fra religionskritikere gennem tiderne. Ofte bragt til tavshed hvad enten de udtrykte sig i livsstil, versefødder eller traktater, men ligeså ofte tilbage på arenaen i nye, uforudsigelige skikkelser.”

Fra Weekendavisen, 7.12.2006 (sammen med Morten Warmind).

Davidsen, Ole

Mag.art., og dr.theol., lektor / professor i Det Nye Testamente ved Det Teologiske Fakultet, Århus Universitet.

»Teologien er den kritiske refleksion over og det mulige bidrag til en nutidig kristen, religiøs selvforståelse. Ifølge et klassisk slogan hedder det: ’der bedrives teologi, fordi der skal prædikes på søndag!’ Det fremsættes gerne af folk, der identificerer teologi og kirke, og det er en stadig udfordring til teologien som universitetsfag. For hvis den kirkelige forkyndelse definerer teologien, så er teologien underlagt de samme konfessionelle bindinger som præstens prædiken. Den teologiske universitetsuddannelse er en forudsætning for at blive ansat som præst i Den Danske Folkekirke, og det rejser fra kirkens side visse krav om uddannelsens indhold.

Det meste teologi bedrives imidlertid, ’fordi der blev prædiket i søndags’, dvs. fordi kristendom og kirke foreligger som fænomener i verden. Og det er ikke på forhånd givet, at den teologi, som udvikles på universitetet, vil vinde genklang i kirkelige kredse. Men denne binding til kirkeinstitution lægger et vist pres på teologien som en konfessionel tvang, der kan true tanken om et frit og kritisk universitetsstudium.

På den anden side kan teologien næppe tænkes som hovedområde på et offentligt universitet, hvis der ikke eksisterede en kristen kirke i form af en dansk folkekirke og et folkeligt kristenliv. Teologien er ikke identisk med kirken, men heller ikke fremmed for den. Teologien befinder sig i en spændingstilstand, der hviler på en balancegang.«

Fra Videnskabelighed: Femten portrætter. Rapport fra Analyseinstitut for Forskning, 2001/3, 78-79 (interview med Ole Davidsen).

»Teologen må som grundlag forudsætte, at det er meningsfuldt at tale om forholdet mellem

Gud og menneske – det behøver religionsvidenskabsmanden ikke.« (Det Teologiske Fakultets Årsskrift, 2003, 70-71; interview med Ole Davidsen).

»Teologi er et mærkeligt fag. Ligesom man siger, at politik er det muliges kunst, ser jeg teologi som det umuliges kunst, fordi der er en spænding i kravet om videnskabelighed på den ene side og i forventningen om kirkelig praksis på den anden side. På en gang arbejder vi med Bibelen, som vi læser alle mulige andre bøger, og alligevel ikke, for vi skal samtidig respektere, at vi arbejder med de kristne grundtekster, der fungerer i den kirkelige sammenhæng. Det sætter sit præg på

uddannelsen, selvom man ikke specifikt uddanner præster, siger Ole Davidsen, der selv er ordineret og virker som ulønnet hjælpepræst ved Mårslet kirke, hvor hans hustru, Hanne Davidsen, er sognepræst. – Det at skulle prædike gør, at jeg i min undervisning bliver holdt fast på teologien i teksterne, siger Ole Davidsen …« (Det Teologiske Fakultets Årsskrift, 2003, 73-74; interview med Ole Davidsen).

Glebe-Møller, Jens

Dr.theol., tidl. dekan og professor i dogmatik ved Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet.

”De fleste teologiske fakulteter i Skandinavien er statsfakulteter, og de skandinaviske statskirker er lutherske. Det står jo for Danmarks vedkommende i Grundloven! Derfor skal man hertillands ikke bevæge sig for langt væk fra den lutherske tradition eller fra hovedstrømmen i den kristne tradition i det hele taget.” (Sallie McFague, Modeller af Gud, 1991, 11 (forord af Jens Glebe-Møller s. 7-12)).

Gule, Lars

Generalsekretær i Human-Etisk forbund i Norge (2000-2005).

Nedlegg Det teologiske fakultet!

Det teologiske fakultet ble opprettet i 1811 som det første fakultet ved Universitetet i Oslo. Den gangen var det 17 studenter og seks lærerer. Fram til omkring 1860 var de fleste som ble uteksaminert fra universitetet teologer, og til 1908 var fakultetet det eneste sted i Norge hvor det ble utdannet teologer. Så fikk fakultetet konkurranse fra Det teologiske menighetsfakultet (MF). Fra begynnelsen ble det bare ble uteksaminert teologer og prester ved TF. Etter at MF har overtatt som den viktigste utdanningsinstitusjonen av prester til Den norske kirke, har TF utviklet et langt bredere studietilbud. I 1988 ble kristendomskunnskap et av fagene, og i 1995 ble helsefag hovedfag, studieretning diakoni opprettet ved fakultetet i samarbeid med Diakonhjemmets høgskolesenter. Fakultetet satser også stort på etter– og videreutdanning, men blir også her slått av MF. I fjor hadde MF drøyt tusen studenter, inklusive etter– og videreutdanning, mens TF hadde 375. Det er MF som utdanner den altoverveiende del av norske prester.

Denne utviklingen – ikke minst forsøket på å annektere religionshistorie og kristendomskunnskap – viser at TF har overlevd seg selv. Desperat forsøker fakultetet å legitimere sin eksistens ved å utvide virksomheten til felter som intet har med TFs egentlige oppgaver. I dag er det meningsløst å ha et fakultet ved UiO som ikke en gang fyller sin oppgave som leverandør av prester til statskirken.

Men viktigere enn denne svikten i den formelle hovedfunksjonen, er at et fakultet for utdanning av prester overhodet ikke hører hjemme ved et moderne universitet. Universitetet skal drive forskning og formidling av kunnskap. Selvsagt skal også universitetet ha fokus på og bidra til formidling av verdier, men nettopp fordi dette må være en allmenn oppgave for universitetet, er det ikke noen særskilt grunn til å knytte dette til ett fakultet, og slett ikke et spesifikt evangelisk–luthersk med bekjennelsesplikt for de ansatte! Denne bekjennelsesplikten – som man ikke gjerne snakker høyt om – blir også tvilsom ved et universitet som skal være åpent for alle og som i festlige sammenhenger i alle fall understreker sin forpliktelse på menneskerettighetene og ikke–diskrimineringsprinsippene.

TFs presteutdanning inneholder elementer – innlæring i de særlige prestefunksjoner – som intet har med kunnskap og forskning å gjøre. Denne virksomheten er rett og slett uverdig et moderne universitet. De spesifike prestefunksjonselementene i utdanningen er å sammenligne med ’utdanning’ i astrologi, magi eller annen spådomskunst.

En påstand om at dette bare utgjør en liten del av TFs virksomhet er sikkert riktig, men dermed blir grunnen til å opprettholde TF enda mindre! Det som er av vitenskapelig og kunnskapsbasert virksomhet kan med fordel fordeles på universitetet andre fakulteter og institutter, inklusive de vitenskapelig ansatte. Ikke minst vil Det historisk–filosofiske fakultet kunne få tildelt betydelige ressurser på denne måten. De administrative ressursene ville også komme til stor nytte ved de fakulteter og institutter som på denne måten ville få flere ansatte og studenter. Dette vil være en langt bedre måte å forvalte knappe ressurser til forskning og undervisning på, enn ved å bruke dem til ting som ligger langt utenfor et kunnskapsbasert universitets virkefelt.

Selv om Kirkemøtet i forrige uke ikke kom fram til et vedtak om å oppheve statskirkeordningen med det aller første, er det liten tvil om at utviklingen går denne veien. Det blir derfor en ytterligere meningsløshet at et offentlig universitet skal ha som oppgave å utdanne prester til en kirke som uansett skal stå på egne bein i framtiden.

Det er derfor på tide å begynne den prosess det vil være å planlegge en nedlegging av TF og overføring av ressursene til andre deler av Universitetet i Oslo.

Kronik i universitas.no 20.11.2002. Se: http://universitas.no/leserbrev/2438/nedlegg-det-teologiske-fakultet-/.

Halden, Sissel

Dr.phil., religionshistoriker ved Oslo Universitet.

Vil avkristne Teologisk fakultet

Er det uproblematisk å kombinere fri forskning med kristen bekjennelsesplikt? Det tror ikke Sissel Halden. Hun vil sekularisere Teologisk fakultet.

Sissel Halden er religionshistoriker. På fredag la hun fram doktorgraden sin om Norges første professor i religionshistorie, Wilhelm Schencke (1869–1946). Schencke bidro sterkt til å bygge opp faget religionshistorie. Årsaken var at han ikke kunne akseptere at det var Teologisk fakultet (TF) som skulle stå for all religionsutdanningen. Religion må studeres ut fra et nøytralt, vitenskapelig og sekulært ståsted, og ikke med utgangspunkt i en spesifikk religiøs tro, mente han.

Schencke var en sterk forkjemper for å få presteutdanningen ut av universitetet. – Teologien, denne bastard av vitenskap og religion, burde tjene kirken og drives på et menighetsfakultet, mente han.

Bør kutte alle bånd til kirken
Sissel Halden synes heller ikke bekjennende teologi har noe på et universitet å gjøre. – Teologisk fakultet bør sekulariseres. Alle bånd til kirken må kuttes, og presteutdanningen bør legges til institusjoner utenfor universitetet, sa hun til Fritanke.no etter doktorgradsdisputasen hennes på fredag.

Halden vil imidlertid ikke gå så langt som til å si ”legg ned TF”. Institusjonen må gjerne beholde navnet sitt, men innholdet må forandres, mener hun. – TF må ansette flere med ikke-kristen bakgrunn, og fakultetet må begynne og forholde seg til religion på en nøytral og likeverdig måte. Bindingen til kirken kan ikke fortsette, understreker hun.

Bevisstløst universitet
Halden synes Universitetet i Oslo er for lite bevisst på det problematiske som ligger i å ha en bekjennende kristen institusjon innenfor organisasjonen. – Jeg synes flere på universitetet burde innse at sekularisering er den riktige veien å gå for Teologisk fakultet, sa hun under doktorgradsutspørringen på fredag.

Overfor Fritanke.no legger hun til at dette også dreier seg om ressurskamp. – TF utvider fagtilbudet sitt hele tiden. Jeg skjønner ikke hvordan universitetsledelsen kan tillate det. Det er noe feil når teologi vokser raskere enn religionshistorie på et universitetet som er tuftet på sekularisme og vitenskapelighet, sier Halden.

Fra vondt til verre etter Øverland

I doktordisputasforedraget sitt på fredag fortalte Sissel Halden hvordan Wilhelm Schencke levde store deler av sitt voksne liv i klar og uttalt opposisjon til teologi generelt og til Teologisk fakultet spesielt. – I perioder tok det følelsesmessige overhånd. Han skrev rundt hundre avisinnlegg som alle i grove trekk handlet om å fornekte det religiøse verdensbildet for dernest å forklare framveksten av religion som et menneskeskapt fenomen, fortalte hun.

Halden fortalte videre at Schenches forhold til Teologisk fakultet ble verre etter blasfemisaken mot Arnulf Øverland i 1933. Overfor retten brukte Schencke sin tyngde som professor og støttet Øverland i at det er faglig hold for å kalle den kristne nattverden ”kannibalistisk magi”.

Dette var ett av utsagnene Øverland var tiltalt for. Schenckes vitnemål bidro til at Øverland ble frikjent, noe som ikke falt i god jord hos TF.

Schenckes professorat i religionshistorie var omdiskutert da det ble opprettet i 1917. Det var en lang debatt på Stortinget, og mye av motstanden skyldtes Schenches person. Etter at professoratet var opprettet, brukte han sin nye stilling til å definere religionshistorie som et fag i skarp opposisjon til teologi. TF på sin side definerte religionshistorie som en ”ny form for teologi”, og prøvde å skape harmoni mellom tro og vitenskap.

Konflikten er der fortsatt, kunne Halden fortelle. Religionshistorikere forsker på religion fra et nøytralt ståsted, mens TF fortsatt har kristen bekjennelsesplikt for sine førsteamanuenser og professorer.

Interview med Sissel Halden i fritanke.no 26.11.2007.

Se: http://fritanke.no/NYHETER/2007/Vil_avkristne_Teologisk_fakultet/

Se også:

http://fritanke.no/NYHETER/2007/TF-Wyller_forskrekket_over_Sissel_Halden/

http://fritanke.no/LESERBREV/2007/Sissel_Halden_Sekularisering_av_Det_teologiske_fakultet_/

Hallbäck, Gert

Lektor i Det Nye Testamente ved Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet.

»Udgangspunktet er naturligvis det modsætningsforhold, som den historiske forskning har påvist mellem Det Gamle Testamentes egen betydning og den betydning, det tillægges i den nytestamentlige brug. Jeg behøver ikke gå nøjere ind på det; men Det Nye Testamente og den senere kirkelige fortolkning har jo læst Det Gamle Testamente som forudsigelser af Kristus og de kristne, mens det har været en afgørende drivkraft i den historiske kritik af Det Gamle Testamente at befri det fra den kristne indlæsning, som ikke giver nogen mening, når man læser GT på dets egne historiske præmisser.

Konsekvensen er, at gammeltestamentlig teologi og nytestamentlig teologi er blevet to klart adskilte discipliner. Gammel-testamentlig teologi er en religionshistorisk redegørelse for de forestillinger, vi finder dokumenteret i GT læst som kilde til nogen, vi kalder gammeltestamentlig religion. Det er her en vigtig pointe, at der ikke blot findes én gammeltestamentlig teologi, men flere forskellige.

Nytestamentlig teologi er en mere speget affære, idet nogle vil mene, at det skal være et rent deskriptivt studium af religiøse forestillinger i NT, analogt med den gammeltestamentlige teologi, mens andre ser det som en systematisk eller i hvert fald præ-systematisk disciplin, der skal aktualisere de nytestamentlige trosforestillinger.

Om det nu er det ene eller det andet, så indgår de nytestamentlige skrifters brug af Det Gamle Testamente som et vægtigt tema i en sådan teologi, da de nytestamentlige forfattere jo legitimerede deres fortolkninger af det fortalte ved hjælp af citater og referencer til GT. Men man er naturligvis helt klar over, at dette ikke har noget med GT i sig selv at gøre.

I hvert fald hvis den nytestamentlige teologi føler sig teologisk forpligtet, er dette forhold imidlertid ganske bekymrende. For hvis det, man søger at legitimere sin fortolkning med, ikke er gyldigt på den måde, man bruger det, så aflegitimeres fortolkningen jo. Hvis GT ikke er en forudsigelse af Kristus og de kristne, så er det ikke bare sådan, at tæppet trækkes væk under den nytestamentlige henvisning til GT; men den fortolkning, som GT-referencen skulle understøtte, trækkes med i faldet og kommer til at fremstå som utroværdig. Sådan kan man definere det problem, som den såkaldte bibelteologi søger at imødegå. Kunststykket er at fastholde GT’s ’ukristelighed’, sådan som GT-forskningen hævder den, og alligevel forsvare gyldigheden af NT’s brug af GT.«

Fra foredrag i Collegium Biblicum, 30.1.2006, 8-9.

Hedenius, Ingemar

Dr.phil., professor i praktisk filosofi ved Uppsala Universitet (1947-1973).

”För övrigt anser jag, att de teologiska fakulteterna bör avskaffes.” (C.A. Wachtmeister, red, Ateistens handbok, 1963, 91).

”Givetvis ställer Wingren de teologiska fakulteterna på samma fot som de medicinske og juridiska. Han anser, att liksom de står i sjukvårdens och rättordningen tjänst, så står de teologiske fakulteterna i bibelbrukets tjänst. Han förbiser, att totalt verklighetsfrämmande föreställingar inte hör till pragrammet i de andre fakulteterna.” (C.A. Wachtmeister, red, Ateistens handbok, 1963, 94-95).

”För att få en ändring till det bättre bör man upplösa de teologiska fakulteterna och överföra deras professurer til de humanistiske fakulteterna. Först da finns det hopp om att den teologi, som nu är en skam för våra universitet, så småningom skall kunna avvecklas.” (C.A. Wachtmeister, red, Ateistens handbok, 1963, 96).

”Der er ingen tvivl om, at tro og viden er to af hinanden uafhængige kundskabsprincipper, er opstået for at redde en intellektuelt underlegen anskuelse mod enhver form for fornuftige indvendinger.” (Tro og viden, 1985, 29).

”Hvis ikke troen lignede viden i den henseende, at også troen er en godtagelse, en antagelse af sandheden i, visse ting, så ville troen være aldeles problemløs ud fra det synspunkt, der interesserer os her. En religiøs trosbekendelse ville i princippet ligne udførelsen af et musikstykke, en sang uden ord. Den ville ganske vist give anledning til mange psykologiske, æstetiske og akustiske problemer, men noget sandhedsspørgsmål i religionen ville der ikke findes. Den troendes tanker ville ikke kunne gøre krav på anden sandhedsværdi end klaverspillerens drømme, fantasier og følelseskombinationer.” (Tro og viden, 1985, 34-35).

”Et menneske, der gjorde noget, som overhovedet ligner det, som Gud ifølge kristendommen gør med menneskeheden, ville være et monstrum af ondskab. Der findes en talemåde, som stammer fra oldtiden, og som allerede Voltaire, Leibniz’ modstander, anvendte. Den lyder: hvis Gud er almægtig, følger deraf, at han ikke er algod, og hvis han er algod, så følger deraf, at han ikke er almægtig.” (Tro og viden, 1985, 65).

”Hvis antagelsen af Guds eksistens overhovedet kan diskuteres som sandsynlig eller usandsynlig af fornuften, så følger også, at fornuften må betragte gudstroens sandsynlighed som meget lille og ateismens sandsynlighed som meget stor.” (Tro og viden, 1985, 89).

”Sådan ligger sagen set fra fornuftens synspunkt. Selv om videnskaben ikke kan bevise ateismens rigtighed, øger den konstant usandsynligheden af troen på en virksom gud.” (Tro og viden, 1985, 93-94).

”Dette: at man lukker øjnene for modsigelsens indhold, viser sig allerede i selve sproget, som er et andet end det sædvanlige. Man anvender helst kunstudtryk som ’spændinger’, ’antinomier’ eller ’paradokser’ og undgår det simple og adækvate udtryk: selvmodsigelse. Denne måde at tale på gør det muligt at holde diskussionen på et højt og relativt uforstyrret plan.” (Tro og viden, 1985, 105).

”I sin afhandling ’Evangelisk trosläre’, der anvendes som lærebog ved vore teologers uddannelse i videnskaben, gør biskop Bohlin gældende, at den teologiske dogmatik, ’troslæren’, bør opfattes som en slags videnskab ’ved siden af historieforskning, samfundslære, filosofi og retsvidenskab i hævdvunden betydning’; dette for så vidt man ikke låser sig fast ved et alt for ’snævert’ videnskabsbegreb, der ville forvise ikke blot troslæren, men også alle disse andre kundskabsgrene fra videnskabernes kreds. (…) Følgen heraf er naturligvis., at den påståede videnskabelige gengivelse går over i parafrase, at teologien bliver en slags forkyndelse, thi at fremstille en religions lærer som en af de troende lader sig ikke skille fra at forkynde den.

Bohlin understreger dog stærkt, at dette er forskellige ting – formodentlig for at det hele ikke blot skal virke som en syklub, men også kunne foregå ved et universitet, en uddannelsesanstalt, der ifølge sine statutter er beregnet for videnskabsmænd og i grunden slet ikke for fromme eftersnakkere. Men læser man derefter hans eller nogen andens troslære, viser det sig ganske rigtigt, at der ikke er nogen anden forskel mellem teologen og forkynderen, end at teologen som regel er en grad tørrere og frem for alt mere langtrukken i sin stræben efter grundighed og fuldstændighed –

kort sagt mere hæmningsløst docerende – samt at teologen i modsætning til forkynderen har en ubegrundet ambition om at ville anses som en slags videnskabsmand.” (Tro og viden, 1985, 111-112).

”På lignende måde taler biskop Nygren om kristendommens ’værdi’, som om det var samme ting som dens ’sandhed’, hvorved han underforstår, at en tings værdi beror på den enkeltes subjektive stillingtagen. Et andet surrogat for det hendunstede sandhedsbegreb er naturligvis den indre ’sammenhæng’, som man konstant søger at etablere hos den kristne tro. ’Thi hvordan legitimerer dogmatikken sine sætningers gyldighed?’, siger Nygren. ’Ganske simpelt ved hjælp af den nødvendige sammenhæng, hvori de står til den kristne værdioplevelses centrum. Det, der ikke kan ophæves, uden at denne selv bliver ophævet, må erkendes som en dogmatisk gyldig sætning.’ Her anvendes det mere ubestemte ord ’gyldighed’ i stedet for ’sandhed’. Disse fraser om, at kristendommen er ’gyldig’, fordi den må værdsættes, eller må værdsættes, fordi den er ’gyldig’ (eller hvordan man nu mener det), og at alle kristne lærer, der bliver nødvendige, efter at kristendommens ’grundmotiv’ er postuleret i en værdioplevelse, også er ’gyldige’ – alt dette er billedlige udtryksmåder, der er valgt sådan, at det normale sandhedsbegrebs tabtgåen skal være så lidet følelig som muligt.” (Tro og viden, 1985, 154).

”Der findes af den teologiske tænknings væsen en side, der hedder humbug.” (Tro og viden, 1985, 172).

Holt, Else K.

Ph.d., lektor i Gammel Testamente, og afdelingsleder ved Det Teologiske Fakultet i Århus

”Jens Brun argumenterer i et debatindlæg den 9. januar for forandringer, der skal styrke folkekirken, og han opfordrer til drøftelse. Det er en opfordring, som vi gerne tager imod som forskere i Det Gamle Testamente – og som præster i folkekirken, for Bruns indlæg taler tydeligvis ud af en kærlighed til kirke og kristendom, som vi ubetinget kan dele.”

”Annonce

Men Det Nye Testamente kan slet ikke ’leve’ uden Det Gamle Testamente, og kirken har brug for Det Gamle Testamentes tale om den skabende og opretholdende Gud for at kunne være både jorden og himlen tro. Det Gamle Testamente indeholder mange forskellige og indbyrdes uenige fortællinger og digte om Gud. Netop i deres indbyrdes diskussion er de med til at fastholde Guds storhed og uudgrundelighed for mennesker – og hans uudslukkelige kærlighed til den skabte verden og alt, hvad der bor på den.”

”Kirkefædrene så ret, da de fastholdt Det Gamle Testamente. At udelukke den første del af kanon med dens mange forskellige og ofte provokerende gudsbilleder ville have ødelagt alt for meget i den kristendom, vi alle gerne vil fremme.”

Fra Kristeligt Dagblad, 14.2.2008 (sammen med professor Kirsten Nielsen).

Iversen, Hans Raun

Lektor i praktisk teologi ved Det Teologiske Fakultet. Tidligere formand for satsningsområdet Religion i det 21. århundrede ved Københavns Universitet (2004-2007).

”Vi studerer ikke blot kritisk i betydningen analyserende, hvor man skiller tingene i deres bestanddele. Vi studerer også konstruktivt, idet vi prøver at genfortælle kristendommen med vore egne og vor egen tids ord – både de komplicerede og ikke mindst de elementære sammenhænge.

Mit eget fag, praktisk teologi, har siden indførelsen i 1989 være forpligtet på at studere kristendommens praksis- og kommunikationsformer ’kritisk og konstruktivt’. Jeg mindes ikke at have fået kritik for, at jeg er for dygtig til at være kritisk analyserende. Derimod hører jeg af og til, at jeg lægger for meget vægt på det konstruktive spørgsmål: Hvordan kan kristendommen praktiseres og udtrykkes i dag, hvis den skal fastholde sin kerne, kraft og kriterier i levende trosformer? Nogle synes, at det er at ’drive mission’ at spørge sådan. Jeg synes, at det er at studere kristendom på en måde, som svarer til den sag, vi studerer.”

”Er der da ikke noget, vi kunne lave bedre? Jo, det allermeste kunne laves bedre. Det har vi alle sammen mange ideer til. En af mine kongstanker er, at det hele ville blive meget bedre, hvis vi arbejdede mere sammen på tværs, herunder med folkene fra Dansk Bibel-Institut og Menighedsfakultetet. Det er der så også en del af os der gør, selv om der også på begge sider er nogle hardlinere, der helst vil grave grøfter.

Lad mig slutte med én ting, som jeg tror, at vi kunne og burde gøre meget mere ved. Vi kunne og burde lægge mere vægt på det levende studium af levende kristendom. Jeg tænker her ikke på, at folkekirken stadig mangler at få lavet en anstændig praktikordning for sine vordende præster, som har brug for indøvelse i en række praksisformer. Jeg tænker på studiet af nutidens levende kristendom - og ikke blot på studiet af kilderne til fortidens og Bibelens kristendom.

På den amerikanske, lutherske kirkes største teologiske institution, Luther Seminary i St. Paul, Minnesota, sendes alle studerende på feltarbejde i en menighed i første studieår. Først introduceres de relevante metoder i menighedsstudier, så har man 2-3 uger til at gennemføre et menighedsstudium, og så skal man tilbage for at diskutere den rapport, man kom hjem med. Ledespørgsmålet i studiet er på god amerikansk vis ’What is God up to?’ i denne lokalitet med denne menighed. På godt dansk: Hvad har Gud gang i, og hvad har Gud måske planer om i kirke og samfund i det her sogn? Det er et afgørende spørgsmål. Kan vi ikke få øje på, hvad Gud gør og vil have gjort mellem mennesker i dag, er det ikke af større betydning, hvordan vi har lært at læse Bibelen.”

Fra Kristeligt Dagblad, 7.4.2009 (om teologiuddannelsen på universitetet).

Jacobsen, Anders-Christian

Ph.d., lektor i dogmatik ved Det Teologiske Fakultet, Århus Universitet. Medlem af bestyrelsen af Forskerskolen, og leder af satsningsområdet Jøder, kristne og hedninger i antikken (2002-2005) og af fokusområdet Religion som normsætter, gruppe 1: Kampen om religiøse tekster i antikken (2005-2009) ved Århus Universitet.

”Menighedsfakultetets leder, Ingolf Henoch Pedersen har den 18. juli i Kristeligt Dagblad skrevet en kronik om at drive teologi for kirkens skyld. Det er et respektabelt ærinde, som vi er mange, der gerne støtter. Ja, vi er faktisk mange, der har det som vor daglige dont. Det gælder f.eks. mig selv, der til daglig underviser og forsker i teologi (dogmatik) ved Det Teologiske Fakultet på Aarhus Universitet.

Jeg ved fra mit arbejde, hvor afgørende en rolle det spiller for mig selv, mine kolleger og de studerende at drive teologi for kirkens skyld. Derfor er jeg dødtræt af at høre på Henoch og hans kolleger, der evig og altid forsøger at mele deres egen kage ved at skyde mig og mine kolleger i skoene, at vi fordærver de studerende, teologien og kirken med ved at gøre teologi til religionsvidenskab eller andet slemt. Vel gør vi ej. Vi kæmper sammen med de studerende dag efter dag for at forstå, hvad teologi er, hvordan kristendommen kan fortolkes og præsenteres på en måde, der er relevant for vor samtids mennesker. Derfor gør det mig harm, når Henoch beskylder os for at ødelægge teologien og kirken.”

Fra Kristeligt Dagblad, 21.7.2005.

Jensen, Tim

Lektor i religionshistorie ved Institut for Pædagogik, Filosofi og Religionsstudier, Syddansk Universitet.

”Religionsforskeren Tim Jensen fra Syddansk Universitet, der principielt er imod, at staten bruger universiteterne til at uddanne præster, kan dog se nogle skillelinjer mellem teologien og religionsvidenskaben. – Det gør en forskel, at teologien kun beskæftiger sig med én religion. At man står i en lang tradition, hvor man er en del af religionens selvrefleksion, og at man uddanner en stor del studerende til at blive præster, der skal forkynde kristendom som sandhed, siger han.

Hvor teologien for alvor kommer i klemme videnskabeligt set, er, ifølge Tim Jensen, i den teologiske disciplin systematisk teologi. – Problemet opstår, når denne bliver normativ, og kristendommen defineres som sandhed.

Ikke desto mindre anerkender Tim Jensen, at mange teologer i dag arbejder religionsvidenskabeligt og neutralt med tekster og kristendom.”

Fra Kristeligt Dagblad, 4.2.2008 (interview med bl.a. Tim Jensen om universitetsteologi og religionsvidenskab).

”Statsministeren udtrykker ønske om at få begrænset religionens rolle i det offentlige rum. Han kan passende begynde i egne rækker og finde en anden kirke- og undervisningsminister end Bertel Haarder.

Haarder har nu nedsat det udvalg, der skal revidere folkeskolens religionsfag, kristendomskundskab. Af ministeriets hjemmeside fremgår det med al tydelighed, at der nok en gang er tale om et udvalg med en nærmest demonstrativ teologisk og kirkelig forankring. Og formanden er naturligvis sognepræst! I slutningen af 1980'erne var det en biskop. Ganske vist har man sikret sig, at de gode kristne og folkekirkeligt forankrede medlemmer af udvalget også har en relation til skoleverdenen (religionslærere fra folkeskole og seminarier), og at en velrenommeret teologisk professor er med i kredsen.

Udvalgets sammensætning viser dog samtidig, at der ikke skal være tvivl om den kristent-kirkelige styring af arbejdet. Man kan håbe, at fagfolkene og den teologiske professor holder fanen højt, men der kan ikke være tvivl om, at intentionen er, at den fagligt-pædagogiske tilgang holdes i kort snor.

I andre sammenhænge har Haarder da også klart udtrykt sine intentioner: Han vil ikke have en sekulær folkeskole, men en skole, hvor kristne salmesange, fadervor, kirkegang og hele balladen står stærkt. Han vil have et religionsfag, der sikrer, at kristendommen, som han anser for samfundets fundament, gives videre til kommende generationer, så vi kan være sikre på, at alt forbliver ved det gamle.

At Haarder ignorerer religionshistorisk og religionssociologisk fagekspertise kan derfor ikke undre. De fagfolk, der ved mest om religion, er valgt fra til fordel for den protestantiske kristendoms egne repræsentanter.

Hvordan statsministeren (og andre) kan tro, at de kan få religion til at spille en mindre rolle i det offentlige rum med en kirke- og undervisningsminister, der bemander et ministerielt nedsat udvalg, som tilfældet er, og så klart ønsker at fastholde den kristne dominans, er en gåde. Eller er det slet ikke ment alvorligt? Gælder det der med at skille religion og politik kun 'de andre'?

At der ikke er muslimer i udvalget er således også værd at bemærke. Der skal formentlig fortsat undervises i islam på de ældre klassetrin, og så ville det jo kun være naturligt, hvis muslimer på lige fod med kristne blev inddraget i det religiøse demokratis politiske arbejde med skolefaget kristendomskundskab, når nu Haarder har valgt at lade en religiøs forståelse af skolens opgave dominere. Eller hvad? Sagen er naturligvis den, at kristendomsfaget er tænkt som rambuk i et protestantisk-nationalistisk projekt.

Med det nedsatte udvalg er der lagt op til et fortsat teologisk, eksistentielt og protestantisk forankret religionsfag og dermed til mere kristendoms- og kulturforkyndelse. Der er for meget religion i offentligheden, siger statsministeren. Men nu har hans kirke- og undervisningsminister meldt klart ud. Han vil have mere af det, og folkeskolen skal bidrage til udviklingen. Den protestantiske hegemoni på skoleområdet er ikke kun udtryk for en faglig kollaps. Det er også et slag i ansigtet på de mennesker i samfundet, som netop ikke er kristne, enten fordi de slet ikke er religiøse, eller fordi de har en anden religion.

Bertel Haarder vil samle det danske samfund ved at styrke bevidstheden om den kristne arv. I praksis skaber han splid. Et humanistisk og samfundsorienteret religionsfag ville derimod styrke og gavne.”

Fra Politiken, 11.3.2006 (sammen med Mikael Rothstein).

”De til dato bedste forsøg på at udvikle et ikkereligiøst, neutralt begreb om religion findes i den sammenlignende religionsforskning og dens tradition for at arbejde med religioner ud fra en såkaldt ’metodisk agnosticisme'. En sådan søger, både når det gælder forskning og undervisning, bevidst at tilsidesætte spørgsmålet om religionernes sandhedsprætentioner og opøve forskeren og underviseren, de studerende og eleverne til tilstræbt objektivitet, neutralitet og saglighed.

Læg mærke til det lille 'tilstræbt': Der er ikke tale om betonpositivisme eller en naiv (u)moralsk relativisme, men om en metodisk og pædagogisk tilgang, der bl.a. søger at sikre, at alle religioner behandles metodisk ens og dermed også metodisk fair.

Nu vil nogle måske indvende, at et sådant fag harmonerer dårligt med, at skolen som helhed og også kristendomskundskab skal være almen- og holdningsdannende. Og hvad med det store ’igen-værdi-sættelses-projekt’?

Den tilgang, jeg anbefaler, passer imidlertid fint til disse mål. Den dannelse, der er brug for i dag, er nemlig ikke mindst den, der kommer af solide kundskaber og af analytisk-kritiske færdigheder. Den ’holdning' til religion, som skolen skal formidle, er en analytisk-kritisk holdning. Skolen skal undervise om og ikke i religion. Det sidste kan og skal den overlade til forældre og de religiøse samfund.

Skolen skal heller ikke først og fremmest sikre 'fortrolighed' med, men reflekteret distance til religion. Religionsundervisningen skal, via brug af tekster fra de forskellige religioner, via anvendelsen af et overordnet begrebsapparat og en analytisk-kritisk tilgang, ’fremmedgøre' eleverne over for samfundets og verdens religioner, over for deres egen, forældres og andres religion. Også selv om læreren også skal søge at formidle de religiøse selvopfattelser.

Eleverne skal øves i at se sagerne, religionerne og de religiøse forestillinger, både indefra og udefra.

En sådan undervisning er ikke hverken holdningsløs eller uengageret. Den er baseret på faste overbevisninger om værdien af oplysning og solide kundskaber, på det værdifulde i at kunne forholde sig analytisk kritisk til mennesker og samfund og derfor også til det, vi kalder religion. Den forholder sig analytisk kritisk, men ikke fjendtligt, til religion. Den er sekulær, men ikke sekularistisk, og den passer perfekt til regeringens deklamationer om at kvalificere Danmark som et videnssamfund.

Eleverne, de religiøse og ikkereligiøse, skal lære at forholde sig til det faktum, at der er andre synsvinkler på religion end deres egne og deres forældres. Kommende generationer af borgere må lære at forholde sig reflekteret og distanceret også til deres egen religion og deres egne begreber om religion.

Eleverne skal lære at forholde sig sagligt, kritisk og nuanceret til f.eks. spørgsmål om, hvorvidt man kan tale om, at en religion er mere 'rigtig' og 'sand' end en anden? De skal lære at føre en saglig og kritisk diskussion om dagens populistiske diskurser om dansk kultur og kristendom, om islam, om 'os' og om 'dem' - og om den postulerede 'religiøse dimension' som et gudgivent faktum og absolut gode. De skal lære at diskutere, hvad 'værdier' egentlig er for noget, og om religiøse værdier adskiller sig fra og er bedre end ikkereligiøse værdier.

Det er et sådant religionsfag, undervisningsministeren burde gå i brechen for. At den kristne religion og dens kanoniske skrifter tildeles mere plads end andre religioner, gør ikke noget, så længe denne religion behandles på samme vis som alle de andre. Tværtimod er der gode religionsfaglige og pædagogiske grunde til, at den står centralt. Den er verdens og Danmarks største religion og den religion, der har sat sig de største spor i dansk kultur. Det er ikke mindst kristendommen, i den luthersk-evangeliske variant, hvis begreber og forestillinger om ’tro', ’religion' med meget mere der dominerer den offentlige diskurs om religion, og hvis man skal kunne forholde sig oplyst og kritisk til den, inklusive Haarders og andres politikeres retorik, må man have et solidt kendskab til den.

Glem spørgsmålet om, hvordan man kan sikre, at forældre, der får børn fritaget fra kristendomsfaget, selv får banket bibelhistorie og kristen dansk kultur ind i hovedet på børnene. Brug krudtet på at sikre et objektivt, kritisk og pluralistisk religionsfag, der overflødiggør fritagelsesparagraffen og gør det umuligt for forældre at fritage deres børn fra et fag, der ikke ser tilbage, men frem og sikrer kommende generationer af danskere og verdensborgere solide kundskaber om religion.”

Fra Politiken, 10.3.2005.

”Europæisk teologi har rigtig nok haft en såkaldt religionshistorisk skole, og dér og i andre teologiske skoler er der arbejdet humanistisk og samfundsvidenskabeligt med kristendom og (andre) religioner. På Center for Religionsstudier har vi da også forskere uddannet, ikke som religionshistorikere, men som teologer. Men de arbejder inden for rammerne af en sammenlignende religionshistorie, der på afgørende punkter afviger fra den måde, Lilleør og visse andre teologer arbejder.

Som professor ved Institut for Religionsvidenskab i Århus, Per Bilde, har sagt, så er det den ’solidariske interesse i én og kun én religion: kristendommen, sædvanligvis endda i én og kun én variant, f.eks. protestantisk lutherdom’, der gør teologi til teologi og noget andet end religionshistorie. Med tanke på teologer som Lilleør kan tilføjes, at mange teologer ikke kun er ’solidariske’ med protestantisk kristendom, men er protestantiske kristne.

De, der ikke formår at se bort fra overbevisningen om, at deres kristendomsforståelse udtrykker sandheden med stort S, har store vanskeligheder med at arbejde religionshistorisk. Religionsforskere søger nemlig i det metodiske arbejde med religion at sætte sig ud over egne eventuelle religiøse præferencer og holder metodisk religionernes sandhedsprætentioner ude af billedet. Det betyder dog ikke, som Lilleør påstår, at den er religionskritisk på samme måde som Marx eller Freud. Religionsvidenskab er dog altid implicit religionskritisk, fordi den går analytisk kritisk til religion og i den metodiske tilgang stiller alle religioner lige.

I det sammenlignende religionsvidenskabelige perspektiv er religionerne lige gyldige udtryk for religion, men Lilleørs brug af en bindestreg til at antyde, at vi betragter alle religioner som lige-gyldige er et dumsmart retorisk kneb. Religionsforskere praktiserer metodisk ateisme, men det er ikke udtryk for, hvad de måtte mene om religion eller om den ene eller anden religion.”

Fra Fyens Stiftstidende, 19.4.2002.

”Svend Bjerg anmelder 21. ds. vores bog Etikken og Religionerne (Aschehoug 1998). Som teolog bemærker Bjerg, at hans faglige viden er størst på det kristne felt og han anfører et par faktuelle fejl i kristendomskapitlet. Som forfattere har vi konstateret, at vores bog stort set kun er blevet anmeldt af præster og teologer. Bjerg roser ganske vist bogen for at omhandle flere religioner, men ikke desto mindre lader han sin snævre faglige viden styre vurderingen af bogen som sådan. Han bemærker ikke, at bogen er den første af sin art i Danmark, at den er forsynet med en 30 siders tematiserende indledning og at den rummer cirka 100 siders kildetekster til belysning af emnet.

Han bemærker heller ikke, at vi selv forklarer de problemer der er med at skrive repræsentativt om et sådant emne. At han lader den ene forfatters lillebror bære ansvaret for halvdelen af teksten er en mindre sag. Må vi på den baggrund anbefale redaktionerne, at religionshistoriske bøger anmeldes af folk med bredere kvalifikationer end de teologiske.” (Politiken, 1.6.1999; sammen med Mikael Rothstein).

”[J]eg skal med glæde tilføje, at jeg finder det stærkt påkrævet, at religionsvidenskaben forbinder sig tættere med oplysningstidens projekt, at den som human- og samfundsvidenskab intensiverer forsøget på at emancipere sig fra teologien, fra den religionsapologetiske tradition og fra de kristne begreber og tilgange, så den kan bruges både im- og eksplicit kultur-, religions- og samfundskritisk i en fortsat kamp for en kulturel frisættelse fra den kristne dominans og i et forsøg på at afkristne også det såkaldt sekulare. (…) Diskursen om religion - og om den rette tilgang til religion - er af religions- og kulturhistoriske grunde domineret af en kristen religionsopfattelse og en teologisk og eksistentiel-hermeneutisk tilgang.” (Information, 9.1.1999).

”Er det muligt for en kristen folkekirkepræst at skrive en kort anmeldelse af en længere religionsvidenskabeligt baseret bog uden at det går ud over sagligheden? Vi vil nødigt besvare dette med et absolut og uomgængeligt nej, men sikkert er det, at det er særdeles vanskeligt, og at de mange redaktioner, der benytter disse anmeldere, når emnet er humanistisk og samfundsvidenskabelig beskæftigelse med religion, måske skal overveje sagen.” (Information, 14.12.1998; sammen med Mikael Rothstein).

Kjeldgaard-Pedersen, Steffen

Dr.theol., professor og dekan ved Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet.

»Det er helt afgørende at der er et fakultet med en række afdelinger for de forskellige teologiske discipliner som alle i en eller anden forstand, uden at det skal blive til en vældig dogmatik, er forpligtet på den helhed der gør teologien til noget særligt. Altså den helhed som er kristendommen i dens historie og overlevering og spørgsmålet om dens mulige sandhed. Den forpligtelse vil du jo aldrig finde på et religionsvidenskabeligt institut. For der er alle religionsformer lige interessante.« (Universitetsavisen, 26.5.2006; interview med Steffen Kjeldgaard-Pedersen).

”Mikael Rothstein glæder sig over min klare tale om forskellen mellem religionsvidenskab og teologi. Han er med andre ord glad fordi jeg har bekræftet ham i den fordom at han repræsenterer den akademiske videnskabelighed, mens teologer er uvidenskabelige producenter af religion. Og det er mere end tvivlsomt om han kan bevæges til at se kritisk på sin egen hårdkogt positivistiske videnskabelighed. Rothsteins tale om »religionsproducerende teologi« er vitterligt vås som desværre nok er kommet for at blive.” (Universitetsavisen, 9.6.2006).

Se også:

http://universitetsavisen.ku.dk/debatliste/2006/060609a/

”Teologien vil altså ikke forpligte sig på den antagelse, at religion restløst er en social konstruktion, men ser det som en reduktion, der ikke er nødvendig. Teologi lader den mulighed stå åben, at der kan være en mening eller betydning i teksterne, som ikke er socialt konstrueret.” (Tabu, 20 (1), 2007, 6; interview med Steffen Kjeldgaard-Pedersen).

”’Løgnen fejrer orgier!’, var der en, der skrev i den svenske uddannelsesdebat engang i 1980’erne. Det er en sætning, som man ikke bare lige glemmer, og den har stået og blinket på den indre lystavle under den seneste tids debat om det teologiske studium og fremtidens teologiske uddannelse. Den opmærksomme læser af Århusdekanens og Århusstudielederens indlæg i Kristeligt Dagblad den 4. oktober og tillige af avisens leder samme dag vil vide, hvad jeg taler om her. Alle tre kommentarer benytter et velkendt trick. Man foreslår i realiteten sænkning af niveauet, nedskrivning af kravene og afvikling af grundfagligheden, men præsenterer det som fremskridt, forbedring og kvalitetsløft. For at sætte trumf på roser man sig i forbifarten af sit eget mod til at tænke nyt.” (Kristeligt Dagblad, 9.10.2008).

Langemark, Linda

Stud.mag.art. i religionsvidenskab ved Københavns Universitet

”For det første: Religionsvidenskab er ikke, som anført af JP, nært beslægtet med teologi. Man må nærmest sige: Tværtimod. Religionsvidenskab og teologi er to helt forskellige discipliner med store forskelle i videnskabelige traditioner og ikke mindst i videnskabelig metode.

De mest afgørende forskelle er nok, at religionsvidenskaben studerer religioner i fortid og nutid som ligeværdige udtryk for menneskelig kreativitet. Teologi studerer helt overvejende kun kristendommen, og ofte med den forudsætning, at kristendommen er større, rigtigere eller ’sandere’ end f.eks. en lokal religion på Tonga (som nævnt af Povl Götke i pågældende artikel).

Ifølge dekanen for Det Teologiske Fakultet, Steffen Kjeldgaard-Pedersen, føler teologerne sig desuden forpligtede på ’kristendommens mulige sandhed’ (Universitetsavisen nr. 9/2006), hvilket populært sagt vil sige: dens mulige guddommelighed. På religionsvidenskab spiller ’sandheden’ ingen rolle. Vi studerer religion som udtryk for menneskelig kreativitet.

For det andet: Der er ikke nogen strid mellem religionsvidenskab og teologi. Vi lever godt side om side med hver vores faglighed.”

Fra Jyllands-Posten, 5.4.2007.

RELIGION VERSUS TEOLOGI

Universitetsavisen indeholdt i nr. 9 et længere interview med dekanen for Det Teologiske Fakultet, Steffen Kjeldgaard-Petersen. Dekanen benyttede her lejligheden til at fremsætte nogle betragtninger om religionsvidenskaben, om forholdet mellem religionsvidenskab og teologi samt om teologien som videnskabelig disciplin. Som studerende ved Afdeling for Religionshistorie vil vi hermed gerne kommentere disse udtalelser.

Kjeldgaard-Petersen kommer i flere omgange ind på at der er store forskelle i tilgangen til stoffet i henholdsvis religionsvidenskaben og teologien. Han fremhæver i denne forbindelse at teologien er forpligtet på spørgsmålet om »kristendommens mulige sandhed«, og at dette spørgsmål undersøges med en kritisk indgangsvinkel som han ikke mener religionsvidenskaben magter.

Man forstår at den videnskabelige aktivitet på Det Teologiske Fakultet er centreret om ‘sandheden’, og om hvorvidt denne kan udledes af de bibelske skrifter. Stillet overfor udsagn af denne art må vi give Kjeldgaard-Petersen ret. Der er virkelig meget store forskelle på teologisk og religionsvidenskabelig metode.

Sandhedens rolle
På Afdeling for Religionshistorie spiller ‘sandheden’ overhovedet ingen rolle. Vi undersøger religioner og religiøsitet som udtryk for menneskelig kreativitet, og vi studerer disse religiøse udtryk i deres kulturelle og sociale kontekst i såvel fortid som nutid. Vi har mange forskellige indgangsvinkler, forudsætninger og begrundelser for vores studier, men fælles for os er at vi studerer religion fordi det er et emne der optager og engagerer os.

Kjeldgaard-Petersens udtalelser om at religionsvidenskaben skulle opfatte religion som en ’fejludvikling som mennesket i disse moderne oplyste tider hurtigst muligt må lægge bag sig’, er således helt uden reelle holdepunkter, og vi finder dem ganske stødende.

Når Kjeldgaard-Petersen desuden ikke tiltror os en kritisk vinkel, må vi forstå det sådan at han ikke mener at vi interesserer os for kristendommens sandhedsværdi. Deri har han naturligvis ret. En religionsvidenskabelig religionskritik vil typisk tage form af en samfundskritik og af en kritik af religionens placering i samfundet.

Vi er dybt optaget af vores fag. Men vi er ikke optaget af at søge ‘sandheden’ i hverken den ene eller den anden religion eller som videnskabeligt projekt i øvrigt. Vi må desuden tilstå at det forekommer os ganske tvivlsomt hvorvidt en sådan bestræbelse overhovedet kan kvalificere sig til betegnelsen videnskabelig.

Beklagelige udtalelser
Kjeldgaard-Petersen omtaler derudover ’den helhed der gør kristendommen til noget særligt’. På et spørgsmål om hvorvidt universitetet ikke ligeså vel kunne indeholde selvstændige fakulteter for islam eller andre religiøse retninger, svarer dekanen: ’Jeg ved ikke om det volumenmæssigt kan bære’.

Vi vil gerne spørge dekanen om hvad det er der gør kristendommen mere ‘hel’ end så mange andre religioner? Hvad er det der gør kristendommen til noget særligt? Hvorfor i alverden skulle et teologisk studie af andre religioner være mindre voluminøst end det teologiske studie af kristendommen?

Det er på denne baggrund vores opfattelse at Kjeldgaard-Petersen gør sig skyldig i særdeles fordomsfulde udfald ikke blot mod religionsvidenskaben, men tillige mod ikke-kristne religioners omfang og relevans. Vi anser dette for at være udtryk for en værdisætning af religion der burde tilhøre en svunden tid – ikke mindst i videnskabelige sammenhænge. Vi finder derfor Kjeldgaard-Petersens udtalelser beklagelige og på mange måder dybt betænkelige.

Universitetsavisen, 31.8.2006; indlægget er skrevet af Linda Langemark sammen med Mikkel D. Sigurdsson, religionssociologisk overbygning; Astrid Trolle, grunduddannelsen; Sara Møldrup Thejls, magisterkonferens; Laura Maria Schütze, religionssociologisk overbygning.

Se også:

http://uniavisen.dk/politik/paa-teologisk-mission-rektor

http://universitetsavisen.ku.dk/debatliste/2006/060609a/

Mogensen, Kaj

Censorformand for de teologiske fakulteter i Danmark fra 1994 til 2006.

”Teologi er – også som universitetsfag – en videnskab, hvor man vover at antage den opfattelse, at det er muligt, at Gud er, og at talen om Gud og om menneskelivet i forhold til Gud kan være meningsfuld. Det betyder ikke, at Gud i teologien indgår som forklaring på menneskelige og historiske forhold, eller at Guds eksistens indgår i en videnskabelig teori. Men hvis man anerkender som mulighed, at Gud er som den magt, der har ladet alt blive til, og som er tilværelsens inderste mening og sammenhæng, og at Gud har givet sig til kende i Jesus af Nazaret, så er teologi de overvejelser, der knytter sig til denne antagelse. Det betyder, at i teologien gennemtænkes, hvad denne antagelse betyder, om udsagn om Gud og Jesus giver mening, om de er sammenhængende, og hvilken virkningshistorie og betydning gudstroen og Jesustroen har haft og stadigvæk har. Teologien vover at stille kritiske spørgsmål til antagelsen af, at Gud er, og til Jesustroen. Den tager ud fra klargjorte kriterier konstruktiv kritisk stilling til de udformninger, som troen og bekendelsen har haft og har.” (Præsteforeningens Blad, 96 (51-52), 2006, 1057).

”De litterære læsningers mulighed for at inspirere prædikenen er indlysende, det samme gælder de læsninger, der fokuserer på billedsprog. Læsninger, der fokuserer på teksterne som udtryk for sociale, psykologiske og antropologiske forhold, har også gode muligheder for at inspirere prædikenen.” (Præsteforeningens Blad, 96 (51-52), 2006, 1059).

”Teologien er kun af interesse og betydning for prædikenen – og vel for kirken i det hele taget – hvis den befatter sig med det fundamentale og det elementære. Det vil sige, at teologien skal gå til teksterne – ikke primært for at lære dem at kende, men for at bruge dem til at belyse forholdet mellem liv og død, som det afspejles i teksterne. Det historiske skal ikke underkendes, men hvis ikke de bibelske tekster kan få det enkelte menneske og det fællesskab, som en gudstjenestemenighed er, til at opleve en nutidsbetydning, giver det ikke mening.” (Præsteforeningens Blad, 96 (51-52), 2006, 1060).

”Efter min opfattelse er en bevidst kritisk spørgen efter prædikenteksternes og andre bibelteksters nutidsbetydning en del af selve eksegesen. I virkeligheden er enhver eksegese drevet af en interesse i at fremholde en teksts aktuelle betydning.” (Præsteforeningens Blad, 96 (51-52), 2006, 1060).

Mortensen, Viggo (husk også mange konferencecitater)

Husk citater fra Missionskonference 2010!

”Nu skal jeg vel vogte mig for at begynde at demonstrere min bibeltroskab og kristenstand offentligt. Jeg bygger selvfølgelig ikke mit bibelsyn på den historisk-kristne metode. Den historiske vinkel er netop som en metode, et redskab blandt andre, til at fremme det seriøse arbejde med Bibelen. Mit bibelsyn bygger på Kristus, som er Ordet; og i det omfang Bibelen vidner om Kristus er den Guds ord; derudover er det en oplysningsbog om Guds store gerninger beregnet til at lægges åben og læselig på alteret (Grundtvig).” (Berlingske Tidende, 17.3.1991).

”Nej, det alvorligste krisetegn er den mangel på begejstring, ja glæde, som man kan iagttage i de kristne miljøer, den begejstring og glæde, der kan komme af, at man lever ud af en overbevisning, som man er ivrig efter at dele med andre. Præsters klagen over stress og udbrændthed er blot et symptom på, at den underliggende glæde og fortrøstning i arbejdet mangler.

Det gode, der er ved at komme ud af denne triste situation, er en voksende forståelse for, at man må gøre noget ved det, og at mission i den forbindelse må stå centralt.

Hvordan kan vi udnytte det? I den svenske kirke er det - efter at den har opnået selvstændighed i forhold til staten - blevet enhver menigheds pligt at engagere sig i fire områder: gudstjenesteliv, kristen undervisning, diakoni og mission; man er forpligtet på at udarbejde en målsætning for alle fire områder. Tænk hvis alle danske menighedsråd på tilsvarende vis fik til opgave i en dialog med hele sognet at udarbejde en sådan målsætning, og dernæst havde pligt til at indgive en årsberetning, hvor man redegjorde for, hvordan man i det forløbne år havde levet op til målsætningen. Hvilke frugtbare debatter kunne det ikke føre til? (…)

Men der var vel også den mulighed, at vi tog os sammen og prøvede at udvikle de fællesskaber, der er, og forsøgte at skabe nye, der forstår sig selv som salt og lys. Man skal forblive åben, byde velkommen til alle, men samtidig opbygge den selvbevidsthed, der kommer af, at man tilhører et fællesskab og står i en tradition med en umådelig rig åndelig arv. En kirke, som ved hvad den står for, og som er stolt af at være sendt til verden med det bedste budskab, der kan sætte mennesker i frihed og give dem værdighed, og som ikke er bange, men tværtimod glade for at præsentere og repræsentere dette budskab for mennesker af anden eller ingen tro.” (Kristeligt Dagblad, 5.6.2004 )

”Vi er, alle os der føler noget for folkekirken, trosvikarer, vi må tage på os, at det hænger på os. Vi skal ikke regne med, at andre vil dublere vores rolle. Det er os, der er stand in.

Så skal vi have en ny stolthedskultur. Det kristne budskab er verdens bedste; det er noget, man godt kan være stolt af at gå ind for. Indenfor andre områder taler man om fyrtårne, uden måske altid helt at betænke, at i dag er de fleste fyrtårne enten tomme, privatiserede eller i det mindste automatiserede. Som kristen skal man selv være hjemme. (…)

På bagsiden af bogen ’Kristendommen under forvandling’ giver jeg følgende karakteristik: ’Kristendommen er et rygte om en mand, der for 2000 år siden gik rundt i Galilæa og gjorde vel.’

Kristendommen er et rygte! Rygter er til for at spredes; og den foretrukne form for kristendommens udbredelse er gennem frøspredning.

Vi skal altså sprede rygtet og så frøene. Det er os. Der er ikke andre til det. Det handler om at lade den kristne vision og mission gennemsyre alt, hvad en kirke gør. Så har man chancen for at diskutere alt lige fra graveransættelse og kirkegårdens indretning over kirkehøjskolens tilbud til kirkekoncerternes afholdelse ud fra perspektivet: Hvorledes bidrager denne aktivitet til at det gode budskab spredes.” (religion.dk, 27.4.2007)

Müller, Mogens

Dr.theol., professor i Det Nye Testamente og prodekan ved Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet.

”Det er vigtigt, at der er klarhed om indholdet af faget teologi. Teologiens forskellige discipliner har deres egen indre sammenhæng og udgør en helhed, som ikke mindst er vigtig for de teologiske kandidater, der bliver præster. Selvom det i en periode ikke har været populært at sige det, er det teologiske studium først og fremmest et professionsstudium.” (Kristeligt Dagblad, 30.9.2008).

Nielsen, Eduard

Dr.theol., professor i Gammel Testamente ved Københavns Universitet 1956-1991. Deltager i den autoriserede bibeloversættelse fra 1992.

»Hvis en kristen prædiken skal være et Kristus-vidnesbyrd, kan vi ikke med god samvittighed prædike over en tekst fra Det gamle Testamente. Det egentlige, det vi skal prædike om, findes ikke i teksten, før vi selv lægger det ind i teksten.« (Thorkil Grosbøll m.fl., red., Teologi og tradition: Festskrift til Leif Grane, 11. januar 1988, 1988, 60).

Nielsen, Kirsten

Dr.theol., professor i Gammel Testamente ved Det Teologiske Fakultet, Århus Universitet, 1995-2009.

”I behøver ikke at være troende, når I begynder her, men der er en stor risiko for, at I bliver det”.

(Kristeligt Dagblad, 4.2.2008).

”Annonce

Fra Kristeligt Dagblad, 14.2.2008 (sammen med Lektor Else K. Holt).

Nissen, Johannes

Lektor ved kirkehistorie og praktisk teologi ved Det Teologiske Fakultet, Aarhus Universitet.

”De to discipliner er fælles om metoderne. Men som teologisk disciplin adskiller b.[ibelforskningen] sig fra religionshistorien ved ikke kun at forholde sig til to offentlige instanser, nemlig den akademiske verden (universitetet) og samfundet, men også til en tredje, nemlig kirken. De to discipliners forskningsområde er det samme, de bibelske tekster; men teologien forholder sig tillige til den omstændighed, at disse tekster har en særlig status i den kristne kirke. Derfor må b.[ibelforskningen] som teologisk disciplin til forskel fra religionsvidenskaben ikke blot stille spørgsmålet om historisk mening, men også spørgsmålet om sandhed og gyldighed.” (G. Hallbäck & H.J. Lundager Jensen, red., Gads bibelleksikon, bind 1, 1998, 87).

Nørager, Troels

Dr.theol., lektor, prodekan og ph.d.-skoleleder ved Det Teologiske Fakultet i Århus.

”Men hvad skal vi – hvis vi nu her til slut forsøger at betragte sagen ud fra de ’andre’ universitetsfags perspektiv – med teologi på universitetet? Mit generelle svar vil være, at det – måske netop i en tid, hvor filosofien er blevet ’eftermetafysisk’ (Habermas) – er vigtigt at have et sted, hvor man beskæftiger sig med ’de store spørgsmål’ og gør det i et normativt perspektiv. Men hvori består dette normative? Det består, så vidt jeg kan se, deri, at teologer lægger den forudsætning til grund for deres arbejde (uanset om de er eksegeter, historikere eller systematikere), at de kristne tekster og den kristne tradition er værd at udlægge og forsøge at aktualisere. Men mere end det: Teologien arbejder ud fra den forudsætning, at ’Gud’ er en værdifuld og perspektivrig hypotese. At være teolog er altså at arbejde under den forudsætning eller antagelse, at den kristne religion rummer en gyldighed (’sandhed’ forekommer mig at være et lidt for stort ord) både som lære og som livsmulighed.” (Lars Aagaard & Steen Brock, red., Videnskabens ansigter, 2004, 20).

Petersen, Anders Klostergaard

Cand.theol., lektor og p.t. studieleder ved religionsvidenskab, Århus Universitet.

”Det er forbløffende, at man i seks år kan studere en religion uden at have fået blot et minimum af institutionelt sanktioneret kendskab til religionsvidenskabelige modeller og metoder. Det kalder på ændringer i en fremtidig uddannelse, også fordi udviklingen – den danske indbefattet – går i retning af stigende globalisering med et hyppigere møde og en stigende konfrontation religionerne imellem. Hvordan teologen tænkes rustet til at møde de fremmede religioner uden at have fået blot en elementær indføring i religionsvidenskabelige, sociologiske og kulturantropologiske modeller, er uklart. Hvordan man i f.eks. praktisk teologi kan studere kultisk praksis uden bare et mindstemål af kendskab til ritualvidenskab, er forbavsende. Den manglende integration af religionsvidenskab, kulturantropologi etc. er blot et eksempel på den nuværende uddannelses selvtilstrækkelighed, men der er andre eksempler. I eksegesen arbejder man med tolkning af de bibelske tekster, men de studerende kan afslutte studiet uden at have fået en bare rudimentær indføring i nyere tekstteori. Kirkehistorie studeres gennem anvendelse af metoder og modeller fra almen historievidenskab, men der gives ingen introduktion til videnskabsteori eller historievidenskab. Eksemplerne vidner om et studium i et hermetisk lukket rum. Det kan ikke fortsætte.” (Fønix, 3, 1999, 139-140).

”En fremtidig teologisk uddannelse må i erkendelse af sin universitære status opgive enhver fordring på at tale ontologisk om Gud. Der gives ikke inden for den menneskelige eksistens´ rammer – og det er nu engang dem, der definerer universitetet – en ontologisk tilgang til talen om Gud. Som universitetsdisciplin må teologien stille sig tilfreds med at tale om kristen religion i dens epistemiske og sociale konsekvenser.” (Fønix, 3, 1999, 141).

”Når teologien og dens enkeltdiscipliner alligevel er gerådet i krise, hænger det sammen med, at de teologiske fakulteter er en del af en større sammenhæng: universitetet. I den udstrækning teologien ønsker at være del af denne sammenhæng, er den forpligtet på den. Partnerskabet har sin pris.” (Fønix, 3, 2001, 157).

”Mens det for 70 år siden stadig var muligt at opretholde forestillingen om eller den videnskabelige fordring til teologien, at dens emne var talen om Gud, ser det anderledes ud i dag. Det omkringliggende samfund og ikke mindst de øvrige universitære discipliner kan ikke acceptere en teologi, der i sin videnskabelige selvforståelse fortsat ser det som sin væsentligste opgave at levere stof til den kommende søndags prædiken. En teologi, som i sit videnskabelige anliggende har forpligtet sig på en kerygmatisk formålsbestemmelse. En teologi, der ikke har fulgt med de seneste 30 års videnskabsteoretiske udvikling. En teologi, som i trodsig stivnakkethed tror at kunne appellere til en egen rationalitet forskellig fra det rationalitetsbegreb, der i øvrigt præger det videnskabelige rum.” (Fønix, 3, 2001, 158).

”Det synes mig, at der bag den teologiske tale om normativitet svæver et apologetisk spøgelse, som hidrører fra den tid, da universitetet endnu ikke havde frigjort sig fra kirken og samfundet fra kristendommen. Hvis det er rigtigt, har teologien for alvor et videnskabsteoretisk problem i forhold til den universitære institution. Hvis teologien vil være på højde med sin universitære samtid, leve op til de krav, man kan fordre af en akademisk disciplin, er det nødvendigt at opgive talen om eksistentiel eller religiøs normativitet. Den eneste form for normativitet, der er meningsfuld i det universitære rum, er den kulturelle, hvis grundlag står og falder med tanken om rationel acceptabilitet.” (Fønix, 3, 2001, 160-161).

”Hvis teologien skal være på højde med sin universitære samtid, må den opgive den gamle indholdsbestemmelse af teologi som talen eller læren om Gud – hvilket andet fagområde vil i øvrigt i dag legitimere og skitsere sin selvforståelse gennem rekurrens til etymologi? Den må mindre fordringsfuldt acceptere, at det, hvortil der ikke gives ontologisk adgang, kan der ikke tales om i det universitære rum. Det kan der til gengæld i andre rum.” (Fønix, 3, 2001, 162).

”Forudsætningen for at tale om normativitet inden for teologien er m.a.o., at man tager sækulariseringsproces og religionskritik alvorligt i en sådan grad, at talen om ’en undersøgelse af kristendommen i lyset af dennes iboende gyldighedspretention’ forstummer.” (Fønix, 2, 2002, 104).

”Den gyldighedspretention, SA [Svend Andersen] efterlyser i min fagforståelse, har jeg ikke smidt ud med badevandet. Som SA anser også jeg den for helt afgørende for en levet kristendom; men, og det er fortsat den afgørende forskel på vores synspunkter, jeg mener ikke, den hører uddannelsesmæssigt hjemme på et universitet, som er forpligtet på et rationalitetsbegreb, der i kraft af sin videnskabelige begrænsning ikke kan forholde sig til religiøse udsagns fordring på at repræsentere den virkelige virkelighed. Men netop dette kan og skal tematiseres i det kirkelige rum, såvel det pastoralseminare som selve kirken, og derfor er det afgørende at kunne sondre mellem de forskellige rum og at respektere de hermeneutiske rammer, det enkelte rum sætter”. (Fønix, 2, 2002, 107).

”Al videnskab er fornuftsbaseret. Hvis den skal være tro mod sin egen sag, må den derfor afstå fra at tage stilling til det ontologiske sandhedsspørgsmål. Hvorvidt der i en dansk højmesse faktisk kommunikeres med ikke-humane aktører eller ej, har ingen videnskab mulighed for at tage stilling til - hverken positivt eller negativt. Hvordan skulle den det, hvis den vil forblive inden for den menneskelige fatteevnes grænser?” (Figenbladet, 2, 2003, 14).

”Religionsvidenskaben og dens udøvere klandres ofte – ikke mindst af repræsentanter for en kirkelig teologisk mafia – for ikke at ville forholde sig til gyldighedsspørgsmålet. Også det beror på en grundlæggende misforståelse og udspringer af en – formentlig saglig begrundet – uvidenhed om metieren. Det er, som anført ovenfor, ganske rigtigt, at religionsvidenskab ikke kan forholde sig til det ontologiske sandhedsspørgsmål. Det placerer blot ikke religionsvidenskaben i en anden situation end teologien. Heller ikke den kan – under den forudsætning naturligvis, at den vil bevare sin videnskabelige ædruelighed og akademiske soberhed – forholde sig positivt eller negativt til det ontologiske sandhedsspørgsmål. Den tid er forbi, hvor teologien var en glaubende Wissenschaft, som var begrundet, fordi der skulle prædikes på søndag.” (Figenbladet, 2, 2003, 15).

Rothstein, Mikael

Mag.art. og ph.d., lektor i religionsvidenskab ved Københavns Universitet

”I anledning af det store fald i ansøgningerne til teologistudiet og en markant vækst i ansøgningerne til religionsvidenskab, udtaler biskop Jan Lindhardt: ’Hvis man læser religionsvidenskab, står man uden for og iagttager tro, som man betragter dyrene i zoologisk have. Hvis man derimod læser teologi, er man selv med i det, og man har derfor ikke distancen som teolog, hvilket harmonerer dårligt med de unges ironiske tilgang til livet’. Biskoppen har ret, og derfor er det ganske uinteressant at sammenligne de to uddannelser. Religionsvidenskab er et humanistisk og samfundsvidenskabeligt fag, der studerer mennesker. Teologi har et andet sigte, nemlig at reproducere og videreudvikle en bestemt religion, nemlig protestantismen. Interessen for religonsvidenskab er derfor ikke en sideefekt ved den manglende interesse for teologi. Interessen for religionsvidenskab er i familie med interessen for historie, antropologi, kunsthistorie og den slags.” (Kristeligt Dagblad, 15.7.2006).

Religionsproduktion kontra analytisk videnskab

KOMMENTAR – Dekanen for Det Teologiske Fakultet Steffen Kjeldgaard-Petersen karakteriserer i sidste nummer af Universitetsavisen forskningen inden for mit fag således: »Det er mit indtryk at de på religionsvidenskab nærmest opfatter religion som en fejludvikling der burde være overstået i moderne oplyste tider, og som man derfor hurtigst mulig må lægge bag sig som alt andet end fornuftige forklaringer. Og der må man jo sige at tilgangen til stoffet her er anderledes.«

Jeg kan personligt bekræfte at religion for mig er en ganske overflødig størrelse, men det er i bund og grund forkert at sige at vi som humanistiske og samfundsvidenskabelige forskere anser fænomenet for forældet. Vi undrer os over hvad der i grunden skaber det, vi analyserer dets udvikling og konsekvenser, men vores faglige præmis er samtidig at religion er kommet for at blive.

Kjeldgaard-Petersen peger endvidere på teologiens forpligtelse til at »overveje spørgsmålet om kristendommens mulige sandhed«, idet han tilføjer at man jo aldrig vil finde denne ambition på et religionsvidenskabeligt institut. »For der er alle religionsformer lige interessante.« Så sandt! Den slags kunne vi ikke drømme om som religionsforskere. Vi bedriver nemlig videnskab om mennesker og samfund. For den teologiske dekan er dette imidlertid ikke »udgangspunktet for Det Teologiske Fakultet.«

Jeg er glad for Steffen Kjeldgaard-Petersens klare tale i dette spørgsmål. Hans position understreger således den afstand der også efter min mening bør være mellem den religionsproducerende teologi og den analytiske, akademiske religionsvidenskab.

Kommentar i Universitetsavisen 9.6.2006. Se også:

http://universitetsavisen.ku.dk/debatliste/2006/060609/

”’Jeg mener, den teologi, som er forpligtet i forhold til kirken, har en stærk religiøs dimension, som er uforenelig med videnskab om religion,’ forklarer han og tilføjer, at store dele af teologifaget efter hans opfattelse slet ikke hører hjemme på et moderne universitet.” (Information, 15.12.2006).

Fra Politiken, 11.3.2006 (sammen med Tim Jensen).

Haarder misbruger frihedsregel til forkyndelse i folkeskolen

Undervisnings- og kirkeminister Bertel Haarder udtalte (25.5.), at han er imod at fjerne fritagelsesparagraffen, som ellers gør det muligt for forældrene at lade deres barn slippe for folkeskolens kristendomsundervisning.

Haarders fremstilling af sagen var på flere måder mærkværdig. Hans argument var, at hvis ikke f.eks. muslimske børn kan få lov at slippe, så vil det blive umuligt for skolen at basere kristendomsundervisningen på bl.a. salmesang, julegudstjeneste og fadervor, dvs. folkekirkelige kultiske aktiviteter. At Haarder, som en kristen mand fra et borgerligt parti, ønsker at konsolidere forholdet mellem skole og kirke kan ikke i sig selv undre, men at han er fløjtende ligeglad med loven fra 1975, som udtrykkeligt forbyder en forkyndende undervisning, det er forargeligt. De ting, han nævner, er uløseligt forbundet med folkekirken selv og dermed med protestantisk kristendom. At synge religiøse hymner, deltage i kulthandlinger og afsige religiøse bekendelser som en del af undervisningen er så forkyndende som overhovedet muligt.

Haarder insisterer med andre ord på fritagelsesparagraffen, fordi den giver ham en frihed til at opretholde et teologisk, forkyndende religionsfag. Jeg mener, at ministerens politiske krav strider mod gældende lov, og at børnene derfor ikke nyder den beskyttelse mod religiøse belæringer i forbindelse med undervisningen, som loven ellers garanterer dem.

Haarders ambition er et formidabelt reaktionært, neo-nationalistisk hop tilbage til vores bedsteforældres barndom, men faktisk har han grund til at hejse Dannebrog og sende sin gud en venlig tanke, for kristendomsfaget i folkeskolen er gennemsyret af national-kristen tankegang, hvis man måler det på det gængse undervisningsmateriale. Det er således aldrig lykkedes for alvor at udvikle det oplysende kulturfag, som den manglende forkyndelse skulle sikre.

Der må derfor tages fat på to fronter: For det første må faget, der, hvor det udfolder sig, gøres bedre, så eleverne ikke fodres med protestantisk selvtilstrækkelighed, men derimod med solid viden om religion som en blandt mange kulturelle faktorer, der på godt og ondt former menneskers liv. For det andet må regeringen med Bertel Haarder i spidsen mødes med massiv politisk kritik. At socialdemokraterne og de radikale ikke har udnyttet denne sag til at markere hævdvundne positioner er mig ubegribeligt, og man må spørge, hvor organisationer som Skole og Samfund og Danmarks Lærerforening er i denne sag?

Sagt i al korthed er den aktuelle religionspolitik udtryk for en tilbagevenden til nationalromantik tilsat myte, magi og mirakler i en tid, hvor vi mere end nogen sinde har brug for rationel kritik, sund fornuft og respekt for forskellighed.

Politiken, 29.5.2005.

”’Jeg betragter mig selv som hedning, ateist, sekularist, rationalist, modernist og materialist.’ Med disse udfordrende ord indledte Mikael Rothstein fra Institut for Religionshistorie, København, paneldebatten. Det var næppe tilfældigt at Religionsvidenskabelig Forening og Teologisk Forening havde bedt Mikael Rothstein om at indlede – og han leverede varen.

Som den eneste svarede han direkte på foreningernes spørgsmål og sagde bl.a. at man enten burde tilbyde uddannelser på Teologisk Fakultet for imamer, rabbinere, astrologer, krystalhealere etc. eller flytte præsteuddannelsen ud af universitetsregi. Han mente at meget af undervisningen på teologi var konfessionelt præget og derfor et religionsvidenskabeligt studium værd.” (Figenbladet, 2, 2003, 3).

Schencke, Wilhelm (1869-1946)

Professor i religionshistorie ved Oslo Universitet 1914-1939.

”Overfor dette fakultets forsøk paa at uskadeliggjøre den for samme fakultet generende og kompromitterende religionsvidenskap paakalder jeg opmerksomhet hos alt det i vort land der vet sig i pakt med frisind og aandsfrihet. Og jeg sier: Vi maa erklære det teologiske fakultet krig, med den aapent uttalte hensigt at faa det væk fra universitetet, eller rettere sagt: faa det sløifet.” (Tidens Tegn, 28.1.1913; citeret fra Sissel Halden, ”Professor Schencke og teologerne”, Chaos: Dansk-norsk tidsskrift for religionshistoriske studier, 32, 1999, 85).

”En teologi som vil være ’moderne’! Ja, undskyld sammenligningen; men mig forekommer det at resultatet blit et lignende som om man vilde klæ en hottentot i hvit vest og snipkjole. Det bliver med andre ord latterlig.” (Tidens Tegn, 28.1.1913; citeret fra Sissel Halden, ”Professor Schencke og teologerne”, Chaos: Dansk-norsk tidsskrift for religionshistoriske studier, 32, 1999, 86).

”Det teologiske fakultet er universitetets betændte blindtarm, som maa opereres væk jo før jo heller.” (Tidens Tegn, 28.1.1913; citeret fra Sissel Halden, ”Professor Schencke og teologerne”, Chaos: Dansk-norsk tidsskrift for religionshistoriske studier, 32, 1999, 86).

”[A]t det teologiske fakultet vistnok fra gammel tid av hører med til universitetets organisme: men at denne organismes vekst – saadan som historien viser os den – har nedsat det teologiske organ til et rudiment, et uudtviklet organ, et som ikke har fulgt med, og ikke har kunnet følge med, i den hele organismes udvikling; og at det utvilsomt vil tjene organismen bedst ifald dette rudiment nu bliver fjernet.” (Samtiden 1917, 293; citeret fra Sissel Halden, Wilhelm Schencke – en omstridt pioner, Oslo Universitet, 2007, 229).

”Det er klart at en professor i religionshistorie med en slik rent vitenskapelig innstilling har vært en vederstyggelighet for de teologiske fakulteter. Teologene har også stadig forfulgt ham. Det må ha vært en stor nervepåkjenning slik dag etter dag, måned etter måned, år etter år, å bli utsatt for sabotasje og personforfølgelse, særlig når man tar i betraktning at det dreier sig om en enkelt mann i kamp mot et helt fakultet, til og med Universitetets mest hensynsløse.” (Aftenposten, redaksjon, 9.1.1939; citeret fra Sissel Halden, Wilhelm Schencke – en omstridt pioner, doktorafhandling, 2007, 250; om Wilhelm Schencke).

Se også:

www.duo.uio.no/publ/IKOS/2007/68734/DUO_316_Halden_17x24.pdf

Schjørring, Jens Holger

Dr.theol., professor ved Det Teologiske Fakultet, Århus Universitet (1997-2009).

”[V]ideregivelse af kirkens af traditionen bestemte budskab i troskab mod Bibel og bekendelse; genformulering af dogmatisk indsigt med henvisning til at dogmehistorien er at forstå som et skatkammer af tidligere tiders bestræbelser på at værne om trosgrundlaget; samt endelig at nyformulere kirkens trosgrundlag i åben samtale med de referencegrupper, der må tages i betragtning for at imødekomme de krav, der følger af teologiens offentlighed.” (Niels Henrik Gregersen, red., Fragmenter af et spejl: Bidrag til dogmatikken, 1993, 27-28; om den universitetsteologiske dogmatiks opgave).

Stensvold, Anne

Professor i religionshistorie ved Oslo Universitet

”– Vi ønsker ikke denne nærkontakten med teologi. Teologene studerer Gud, mens vi studerer teologer, sier Stensvold.” (universitas.no, 24.9.2003).

Professor i religionshistorie vil legge ned Teologisk fakultet

- Det får være grenser for å undergrave sin egen eksistens. Mener Wyller vi skal ha et ikke-kristent teologisk fakultet? spør Anne Stensvold. Hun er professor i religionshistorie ved UiO.

Før jul var dekan ved Teologisk fakultet (TF) ved Universitetet i Oslo, Trygve Wyller, ute i Fritanke.no og forsikret leserne om at teologi slett ikke er noe ”kristent fag”. – Teologi er et vanlig universitetsfag som jobber med teksttolkning av Bibelen og andre kristne grunnlagsdokumenter, sa Wyller.

Utgangspunktet var et utspill i Fritanke.no fra religionshistorikeren Sissel Halden om at Teologisk fakultet bør sekulariseres. Wyller mente imidlertid at Halden slo inn åpne dører. – TF er sekularisert for lengst, poengterte han.

Kan man utdanne prester uten trostilhørighet?
Dette får professor i religionshistorie Anne Stensvold til å reagere. – Hvis teologi er ”humanioraforskning på den kristne tradisjon” som Wyller hevder, så skjønner jeg ikke hvorfor TF fortsatt skal være et eget fakultet, sier hun.

Stensvold synes det høres ut som om Wyller prøver å få hele fakultetet nedlagt. – Jeg synes det er forbausende at han går så langt i å oppløse bindingen TF har til den kristne trostradisjonen, framholder Stensvold. Hun poengterer at hele eksistensberettigelsen til TF er at de skal utdanne prester til Den norske kirke. – Og hvordan skal de greie det, hvis de ikke på en eller annen måte identifiserer seg med kristendommen som tro og ser seg selv som deltagere i norsk, kristen tradisjon, spør hun.

Hvis TF skal legges ned mener hun deler av fakultetet kan overføres religionshistorie.

– Vi driver også med humanioraforskning på de kristne grunnlagsdokumetene, som Wyller sier de driver med på TF, så det bør vel gå bra. De på TF som driver med kirkehistorie, kan sikkert få en plass på Historisk institutt, mens de som driver med systematisk teologi, kanskje kan finnes seg til rette på Filosofisk institutt? antyder Stensvold.

Teologi betyr ”læren om Gud”

Men alt dette går bare bra dersom Wyller har rett i at teologi har utviklet seg til et ikke-kristent fag, forutsetter Stensvold. Det tror hun imidlertid ikke noe på, og derfor antar hun egentlig at en slik sammenslåing vil by på en rekke problemer.

– TF har åpenbart en helt annen tradisjon enn resten av universitetet, uansett hva Wyller sier. Teologi betyr tross alt ”læren om Gud”, og da ligger det jo implisitt at Gud faktisk finnes og at troen må forsvares. Ikke alle TF-ansatte har denne innstillingen, men Wyller kommer ikke utenom at et viktig mål for mye av den forskningen som foregår på TF er å støtte opp om kirken og de troende. Dette blir veldig vanskelig å kombinere med målsetningen for et fag som for eksempel religions-historie, som først og fremst er opptatt av virkningshistorien til religionene uten å ta stilling til om det finnes noe ”sant” eller verdifullt i dem, sier Stensvold.

Hun legger til at forskjellen mellom de to fagtradisjonene ganske enkelt kan beskrives med at teologer befinner seg innenfor, mens religionshistorikere befinner seg utenfor det feltet eller den institusjonen de studerer. – Det sier seg selv at det blir to ganske forskjellige tilnærminger, understreker hun.

Et helt fakultet utdanner bare fem prester i året
For å underbygge at TF er en egenartet institusjon som befinner seg midt mellom kirken og universitet, nevner hun, i tillegg til fagets historie, at fakultetet fortsatt har en egen fakultetsprest, samt at vitenskapelig ansatte må være medlemmer av Den norske kirke.

Stensvold etterlyser mer diskusjon om TFs forhold til norsk, kristen tradisjon og mener at det skaper forvirring at Wyller går ut og beskriver teologi som en ”helt vanlig universitetsfag”, når realiteten er noe helt annet. – Mener virkelig Wyller at TFs forhold til kristendommen kan sammenlignes med kunsthistorikernes forhold til billedkunsten?

Hun nevner videre at TF lever et farlig liv. Ved Universitetet i Lund ble det teologiske fakultetet nylig nedlagt og underordnet andre fag, på samme måte som Stensvold antyder kan bli en løsning også ved Universitetet i Oslo. – Det utdannets omtrent fem prester i året fra TF. Og for å få utdannet disse fem prestene holder man liv i et helt fakultet. Det sier seg selv at det ikke er holdbart i lengden, slår Stensvold fast.

Hun legger til at TF nok ser dette selv, og derfor er svært opptatt av å opprette andre studietilbud for å berettige sin egen eksistens. Hun etterlyser en tydeligere profil fra TFs side. - TF står for en liberal, moderne kristendomsforståelse. De faglig ansatte er, som medlemmer av Den norske kirke, representanter for statskirkens lærdomstradisjon. Dette gjør TF til noe helt unikt, mener Stensvold.

Hun viser videre til Wyllers utsagn til Fritanke.no om at det bare er enkeltpersoner som er kristne, og ikke faget i seg selv.

– Her skjønner jeg ikke hva han mener. Betyr det at den teologien som bedrives ved TF ikke er en del av norsk, kristen tradisjon? I såfall kan ikke jeg se hvorfor teologi skal være et eget fakultet, sier Anne Stensvold.

– Hvis vi forutsetter at TF faktisk er kristent, synes du da det hører hjemme på et universitet? – Ja, det kan det godt gjøre. Jeg synes ikke det er noen grunn til å kaste et slikt prosjekt ut fra universitetet. Vi har alle våre forutinntatte holdninger på en eller annen måte. Poenget er at vi må være åpne om det, og bevisste på at vi har dem.

Interview med Anne Stensvold i fritanke.no 17.1.2008.

Se: http://fritanke.no/NYHETER/2008/Professor_i_religionshistorie_-_Legg_ned_Teologisk_fakultet/

Se også:

http://fritanke.no/NYHETER/2007/Vil_avkristne_Teologisk_fakultet/

http://fritanke.no/NYHETER/2007/TF-Wyller_forskrekket_over_Sissel_Halden/

http://fritanke.no/LESERBREV/2007/Sissel_Halden_Sekularisering_av_Det_teologiske_fakultet_/

Warmind, Morten

Mag.art. og ph.d., lektor i religionsvidenskab ved Københavns Universitet.

“Det er min faglige holdning, at teologi og religionsfaget ligger så langt fra hinanden, at de ikke bør være knyttet sammen. Man risikerer en sammenblanding af forskning og objekt. Vi studerer teologer, vi synes, de er et spændende studieobjekt. Ligesom en guru eller en offerpræst fra det gamle Rom ville være det.” (Information, 25.7.2007).

1. Enhver neutral fagmetodik inden for både human- samfunds- og naturvidenskaber bygger på religionskritik i form af metodisk ateisme.

3. Filosofi der er forpligtet på sin etos, sin verden og sin fornuft, bygger på religionskritik i form af afvisningen af moralismer og åbenbaringer.

4. Kunst der er forpligtet på sit materiale, sin sansning og sin følsomhed, bygger på religionskritik i form af afvisningen af censur og propagandabudskaber for religiøse autoriteter.

5. Vidensproduktion der er forpligtet på sin akkuratesse, sin forklaringskraft og sin modsigelsesfrihed, bygger på religionskritik i form af afvisningen af dogmer og tabuer.

Fra Weekendavisen, 7.12.2006 (sammen med Malene Busk).

Widmann, Peter

Dr.theol., tidl. professor og dekan ved Det Teologiske Fakultet i Århus

”Teologi er en kreds af videnskabelige discipliner, der er nødvendige for at kunne forstå og videregive en religion (i særdeleshed den protestantiske kristendom) på intellektuelt hæderlig vis, og for at kunne argumentere for religionens gyldighed i samtidens kulturelle og sociale kontekst. Faget omfatter derfor ud over historiske discipliner (kristendommens opkomst, udvikling og tilstand) også systematisk-kritiske og praktiske undersøgelser med henblik på kristendommens fortsatte udvikling og nyinterpretation.” (16).

”Sammenlignet med religionsvidenskaben er teologiens felt i én henseende begrænset, idet teologien koncentrerer sig om én bestemt religion med henblik på dens ansvarlige videregivelse. Men i andre henseender har teologien flere facetter end religionsvidenskaben. Nok kan alle teologiens dele være relevante inden for religionsvidenskabelige discipliner, men teologiens interesse rummer andet og mere end en videnskabelig beskrivelse og undersøgelse af bestemte religiøse fænomener. I teologiens centrum står den grundformodning, at gudserkendelsen og tilbedelsen er afgørende for hele tilværelsen. Derfor kan teologien ikke nøjes med at kortlægge og tolke ét fænomenområde. Det gælder frem for alt om at vise en bestemt religions universelle relevans.” (17).

”De eksegetiske fag koncentrerer sig om de bibelske tekster, deres historiske baggrund og virkning. Grunden er, at disse tekster regnes for ’kanoniske’ (normative) i kristendommen, hvor de læses som udslag af de begivenheder, der grundlægger denne religion. I eksegesen bearbejdes de bibelske tekster med særligt henblik på det enestående i deres indhold, som kan rejse et gyldighedskrav.” (19).

”Teologiens praktiske disciplin [praktisk teologi] arbejder med kirkens konkrete livsytringer såsom prædiken, liturgi, salmer, sjælesorg, undervisning, kirkekunst, kirkemusik o.l. Faget omfatter ikke blot historiske og empiriske undersøgelser af kirkens praksis, brugstekster, udtryksformer, stildannelser, indoktrinering og pastoral virksomhed, men også overvejelser over principper og retningslinier med henblik på at videreføre og forny kirkens livsytringer.” (19).

”Systematisk teologi er i Århus samlet i ét institut med tre afdelinger. Deres fælles opgave er en oparbejdelse af den viden, den refleksion og den kritiske bevidsthed, der er nødvendig for at kunne fremstille, videregive og forny kristendommen på intellektuelt vederhæftig vis, for at kunne tage stilling i striden om religionens gyldighed, og for at kunne bære et ansvar i mødet mellem religionerne og kulturerne.« (19-20)

”Religionsvidenskaben går ud fra en hypotese om, at religion kan forstås uden antagelse af gyldigheden af bestemte religiøse sandheder. De religiøse fænomener udforskes ved hjælp af især tekstanalytiske, historiske og samfundsvidenskabelige metoder. Inden for religionsvidenskaben diskuteres en bred vifte af teorier om religion, herunder påstanden om det religiøses ikke-reducerbarhed. Teologien går omvendt ud fra den formodning, at der ligger en sandhed / gyldighed / værdi i en bestemt religion, der på sin side kan relativere alle andre sandhedskrav.” (20).

”Det er en væsentlig pointe i min redegørelse, at hele teologien med alle dens discipliner er karakteristisk forskellig fra den religionsvidenskabelige fagkreds. Efter min mening er det ikke først de systematiske fag, der fremsætter hypotesen om kristendommens mulige gyldighed, men det er hele den teologiske fagkreds, der er konstrueret til at afprøve netop denne hypotese.” (116).

Alle citater fra Peter Widmann m.fl., red., Medspil og modspil – teologi og religionsvidenskab, Århus Universitet, 1996.

H.C. Wind

Dr.theol., tidl. docent ved Det Teologiske Fakultet, Århus Universitet.

”[D]et sjældent udtalte men dog åbenbare motiv for det narrative er ønsket om at komme fri af den for alle og især for teologer irriterende bevidsthed om den historiske verden, den historiske bevidstheds unyttige ‘Nachteil’. Narrativitet er, foruden så meget andet, forsøget på at komme fri af historiens relativitet, med teologisk-æstetiske midler.” (Peter Widmann m.fl., red., Medspil og modspil – teologi og religionsvidenskab, Århus Universitet, 1996, 28).

Hører religionsfaget hjemme på teologi?

Mens religionsfolk ved Københavns Universitet gerne går i flæsket på universitetets teologer, lever religionsvidenskabere og teologer i noget når fredfyldt harmoni på universitetet i Århus

Af: Christian Andersen

25. juli 2007 | Historik

Lagt på information.dk 25. juli 2007 kl. 15:39. Bragt i den trykte udgave 15. december 2006.

De studerende i religionsvidenskab på Aarhus Universitet skal bare gå på biblioteket eller i fredagsbaren for at finde objektet for deres studier - de religiøse. Afdeling for religionsvidenskab i Århus hører nemlig hjemme på Det Teologiske Fakultet, hvor også fremtidens folkekirkelige forkyndere af det kristne budskab får deres uddannelse.

“Jeg ved ikke, om det er et problem, men det er da interessant at læse sammen med objektet,” siger Rikke Johansen, religionsstuderende i Århus og erklæret ateist.

Hun tilføjer med et smil:

“Her er bare ikke så mange muslimer.”

Rikke Johansens fagfæller ved afdeling for religionshistorie på Københavns Universitet møder ingen teologer til hverdag. Her har religionsfaget altid haft hjemme på Det Humanistiske Fakultet. Og sådan bør det også være, mener studieleder ved religion i København, Morten Warmind.

“Det er min faglige holdning, at teologi og religionsfaget ligger så langt fra hinanden, at de ikke bør være knyttet sammen. Man risikerer en sammenblanding af forskning og objekt. Vi studerer teologer, vi synes, de er et spændende studieobjekt. Lige som en guru eller en offerpræst fra det gamle Rom ville være det.”

Kernen i religionsfaget er som han ser det, at alle religioner - fra kristendom, buddhisme og islam til eskimoisk og gammel nordisk religion - er lige gyldige og skal ses i samme videnskabelige skær.

En fejludvikling

Den holdning lader til at gennemsyre afdelingen for religionshistorie i København. I hvert fald for både undervisere og studerende til tastaturet, da dekanen for Det Teologiske Fakultet ved Københavns Universitet, Steffen Kjeldgaard-Pedersen, for nylig gav udtryk for, at teologien som fag bl.a. har til formål at forholde sig til spørgsmålet om kristendommens mulige sandhed, og at hans indtryk var, “at de på religionsvidenskab nærmest opfatter religion som en fejludvikling”.

“Jeg følte, han kritiserede os, fordi vi ikke opfatter religion som sandhed, men ser på det som en menneskelig konstruktion og et kulturelt produkt,” siger Linda Langemark, der sammen med nogle medstuderende gik i rette med Steffen Kjeldgaard-Pedersen i et debatindlæg i Universitetsavisen.

Det samme gjorde Mikael Rothstein, lektor ved afdeling for religionshistorie ved Københavns Universitet.

“Jeg mener, den teologi, som er forpligtet i forhold til kirken, har en stærk religiøs dimension, som er uforenelig med videnskab om religion,” forklarer han og tilføjer, at store dele af teologifaget efter hans opfattelse slet ikke hører hjemme på et moderne universitet.

Afdramatisering

På Teologisk Fakultet ved Århus Universitet kan dekan Carsten Riis - der ikke er teolog - og studieleder på religionsvidenskab Hans Jørgen Lundager Jensen kun ryste lidt på hovedet af den ophedede debat mellem de københavnske teologer og religionsfolkene.

“Det vidner ikke om stor indsigt i teologiens væsen. Her på stedet er det bestemt ikke en debat, der er aktuel,” siger Carsten Riis.

Hans Jørgen Lundager Jensen supplerer:

“Den modsætning, man kunne tro, var den stærkeste, altså den proteologiske eller antiteologiske, er i vores dagligdag nærmest fraværende. Vi har fin symbiose, og de faglige stridigheder, der måtte være, går på tværs af faggrænserne.”

Hans betoner de fordele, han ser ved bofællesskabet mellem religionsvidenskab og teologi.

“Det afdramatiserer forholdet fagene imellem og giver os en forståelse af, at teologisk videnskabelig dagligdag er almindelig videnskabelig dagligdag. Det er også derfor, vi flyder frem og tilbage over grænserne, og teologer underviser religionsstuderende og omvendt,” siger Hans Jørgen Lundager Jensen.

Pip fra en anden verden

Mens de ansatte ikke oplever de store indbyrdes modsætninger, forholder det sig anderledes de studerende imellem på fakultetet i Århus.

“Forskellen er nok større i de studerendes hoveder. For dem er det faglige tilhørsforhold med til at give identitet,” vurderer Hans Jørgen Lundager Jensen.

Som Rikke Adolf, der læser religion i Århus, udtrykker det:

“Jeg har indtryk af, at teologerne opfatter de religionsstuderende som nogle flippere, der ikke kan bestemme sig for, hvad de vil. Og religionsstuderende ser teologerne som nogle, der går rundt i turtlenecks med et lille kors ud over.”

Selv om fakultetet i Århus forsøger at bygge bro mellem fagenes studerende, både fagligt ved at udbyde fag på tværs af faggrænser og socialt ved at have fælles bibliotek og fredagsbar, er samkvemmet mellem de religionsstuderende og de teologistuderende begrænset.

Ved bordene i fredagsbaren ‘Theos Bar’ sidder de studerende da også i grupper. Religionsstuderende for sig og teologer for sig.

“Nej, jeg har ikke meget med teologerne at gøre,” erkender Rikke Johansen fra religion, som er i baren sammen med tre medstuderende fra religion.

De har både haft teologer som undervisere og haft videnskabsteori sammen med teologistuderende, uden at de har oplevet det som problematisk.

“Men der kom da af og til et pip fra en anden verden, når underviseren gennemgik religionskritikken, og der var en teolog, der havde svært ved at acceptere, at gud kunne opfattes som en projektion,” fortæller Maren Birk.

Ingen misundelse

De religionsstuderende i København spejler sig ikke i de teologistuderende på samme måde, som i Århus.

“Vi definerer os nok i højere grad i forhold til andre humanister som for eksempel historikere,” siger Laura Maria Schütze.

Hverken hun eller de andre kvinder i specialerummet, hvor hun har sin daglige gang, misunder århusianerne bofællesskabet med teologerne.

“Jeg kunne ikke tænke mig den nærhed til teologi. Jeg forestiller mig, at det så må være sværere at løsrive sig fra det lutheransk-kristne verdensbillede, der i forvejen gennemsyrer det danske samfund,” siger Linda Langemark.

Teologisk dekan fuld af fordomme

31-08-2006 - Af Mikkel D. Sigurdsson m.fl.

RELIGION VERSUS TEOLOGI - Universitetsavisen indeholdt i nr. 9 et længere interview med dekanen for Det Teologiske Fakultet, Steffen Kjeldgaard-Petersen.

Dekanen benyttede her lejligheden til at fremsætte nogle betragtninger om religionsvidenskaben, om forholdet mellem religionsvidenskab og teologi samt om teologien som videnskabelig disciplin.

Som studerende ved Afdeling for Religionshistorie vil vi hermed gerne kommentere disse udtalelser.

Kjeldgaard-Petersen kommer i flere omgange ind på at der er store forskelle i tilgangen til stoffet i henholdsvis religionsvidenskaben og teologien. Han fremhæver i denne forbindelse at teologien er forpligtet på spørgsmålet om »kristendommens mulige sandhed«, og at dette spørgsmål undersøges med en kritisk indgangsvinkel som han ikke mener religionsvidenskaben magter.

Man forstår at den videnskabelige aktivitet på Det Teologiske Fakultet er centreret om ‘sandheden’, og om hvorvidt denne kan udledes af de bibelske skrifter.

Stillet overfor udsagn af denne art må vi give Kjeldgaard-Petersen ret. Der er virkelig meget store forskelle på teologisk og religionsvidenskabelig metode.

Sandhedens rolle
På Afdeling for Religionshistorie spiller ‘sandheden’ overhovedet ingen rolle. Vi undersøger religioner og religiøsitet som udtryk for menneskelig kreativitet, og vi studerer disse religiøse udtryk i deres kulturelle og sociale kontekst i såvel fortid som nutid.

Vi har mange forskellige indgangsvinkler, forudsætninger og begrundelser for vores studier, men fælles for os er at vi studerer religion fordi det er et emne der optager og engagerer os.

Kjeldgaard-Petersens udtalelser om at religionsvidenskaben skulle opfatte religion som en »fejludvikling som mennesket i disse moderne oplyste tider hurtigst muligt må lægge bag sig«, er således helt uden reelle holdepunkter, og vi finder dem ganske stødende.

Når Kjeldgaard-Petersen desuden ikke tiltror os en kritisk vinkel, må vi forstå det sådan at han ikke mener at vi interesserer os for kristendommens sandhedsværdi. Deri har han naturligvis ret.

En religionsvidenskabelig religionskritik vil typisk tage form af en samfundskritik og af en kritik af religionens placering i samfundet.

Vi er dybt optaget af vores fag. Men vi er ikke optaget af at søge ‘sandheden’ i hverken den ene eller den anden religion eller som videnskabeligt projekt i øvrigt. Vi må desuden tilstå at det forekommer os ganske tvivlsomt hvorvidt en sådan bestræbelse overhovedet kan kvalificere sig til betegnelsen videnskabelig.

Beklagelige udtalelser
Kjeldgaard-Petersen omtaler derudover »den helhed der gør kristendommen til noget særligt«. På et spørgsmål om hvorvidt universitetet ikke ligeså vel kunne indeholde selvstændige fakulteter for islam eller andre religiøse retninger, svarer dekanen: »Jeg ved ikke om det volumenmæssigt kan bære«.

Vi vil gerne spørge dekanen om hvad det er der gør kristendommen mere ‘hel’ end så mange andre religioner? Hvad er det der gør kristendommen til noget særligt? Hvorfor i alverden skulle et teologisk studie af andre religioner være mindre voluminøst end det teologiske studie af kristendommen?

Det er på denne baggrund vores opfattelse at Kjeldgaard-Petersen gør sig skyldig i særdeles fordomsfulde udfald ikke blot mod religionsvidenskaben, men tillige mod ikke-kristne religioners omfang og relevans.

Vi anser dette for at være udtryk for en værdisætning af religion der burde tilhøre en svunden tid – ikke mindst i videnskabelige sammenhænge. Vi finder derfor Kjeldgaard-Petersens udtalelser beklagelige og på mange måder dybt betænkelige.

Mikkel D. Sigurdsson, religionssociologisk overbygning; Astrid Trolle, grunduddannelsen; Sara Møldrup Thejls, magisterkonferens; Laura Maria Schütze, religionssociologisk overbygning og Linda Langemark, magisterkonferens.

Andersen, Svend

Andersen, Vagn

Davidsen, Ole

Glebe-Møller, Jens

Halden, Sissel

Hedenius, Ingemar

Holt, Else K.

Iversen, Hans Raun

Kjeldgaard-Pedersen, Steffen

Jacobsen, Anders-Christian

Langemark, Linda (Information, og flere fra Universitetsavisen)

Luandajer jensen

Mogensen, Kaj

Mortensen, Viggo (husk også mange konferencecitater)

Müller, Mogens

Nielsen, Eduard

Nielsen, Kirsten

Nissen, Johannes

Nørager, Troels

Petersen, Anders Klostergaard

Rothstein, Mikael

Schencke, Wilhelm

Schjørring, Jens Holger

Warmind, Morten

Widmann, Peter

Högskoleverket. 2009. Beslut om ifrågasättande av examensrätter m.m. efter fördjupade granskningar av utbildningar inom religionsvetenskap och teologi. Rapport fra 2.6.2009 (se www.hsv.se/download/18.1dbd1f9a120d72e05717ffe3771/643-3060-07+b.pdf).

Mot bakgrund av Svenska kyrkans skiljande från staten år 2000 och mot bakgrund av kursernas klart konfessionella karaktär anser Högskoleverket att det är olämpligt att statliga utbildningsanordnare inom det ordinarie kursutbudet ger en utbildning för ett specifikt trossamfunds ledare. Denna uppfattning delas av majoriteten av bedömarna. Verket ifrågasätter de pastoralteologiska kursernas förekomst på svenska universitet. (Högskoleverket 2009: 9).

Cappelørn, Niels Jørgen

Due, Bodil Steen

Due, Otto Steen

Ejrnæs, Bodil

Haxen, Ulf

Høgenhaven, Jesper

Holm-Nielsen, Svend

Kollerup, Ove

Langagergaard, Poul

Laura, Heidi

Lundager Jensen, Hans Jørgen

Løkkegaard, Frede

Nielsen, Kirsten

Nielsen, Svend Aage

Noack, Bent

Rasmussen, Leif Kjøller

Sinding, Jeppe

Thompson, Thomas L.

Vang, Carsten

Warmind, Morten

Winther-Nielsen, Nicolaj

Teologi og teologikritik

Husk citater fra bog om teologi fra 1970

Andersen, Svend

Andersen, Vagn

Davidsen, Ole

Glebe-Møller, Jens

Halden, Sissel

Hedenius, Ingemar

Holt, Else K.

Iversen, Hans Raun

Kjeldgaard-Pedersen, Steffen

Jacobsen, Anders-Christian

Langemark, Linda (Information, og flere fra Universitetsavisen)

Mogensen, Kaj

Mortensen, Viggo (husk også mange konferencecitater)

Müller, Mogens

Nielsen, Kirsten

Nissen, Johannes

Nørager, Troels

Petersen, Anders Klostergaard

Rothstein, Mikael

Schencke, Wilhelm

Schjørring, Jens Holger

Warmind, Morten

Widmann, Peter

Monoteisme og monoteismekritik

(sagt og skrevet om Faklen (nederst i citasektionen)

SAGT OG SKREVET OM FAKLEN, 1996-2000

Det er et meget mærkeligt fænomen det der blad, fordi man spørger hele tiden sig selv: Hvad er baggrunden for deres meget aggresive tone? De opererer med en højredrejning, som slet ikke findes.
Arno Victor Nielsen(Roskilde Dampradio, 22.11.00)

Et af de værste eksempler er Rune Engelbreth Larsen, der er redaktør for det vanvittige tidsskrift, der hedder Faklen. Han hader Danmark, den danske folkekirke, de danske præster og kristendommen i det hele taget. Men over for islam er han blid som et lam. Og han har allieret sig med nogle af de værste ekstremister overhovedet i landet.
Naser Khader (Berlingske Tidende, 12.11.00)

Som tidsskriftet Faklen grundigt har dokumenteret, er der f.eks. objektivt set utallige ligheder mellem hvad Hitler og Goebbles udtalte i 30erne om Tysklands jøder, og hvad især Mogens Camre og Pia Kjærsgård nu om dage udtaler om de fremmede i Danmark ...
Martin Kasler, formand for Dansk Forum (pressemeddelelse, 11.11.00)

... tidsskriftet, der med mellemrum har vakt opsigt med meget yderligtgående, nærmest revolutionerende synspunkter.
Aage Lundgaard, ansvarshavende chefredaktør (Århus Stiftstidende, 7.6.00)

Her ser vi et eksempel på, at en publikation, der modtager statstilskud er med til at undergrave det danske samfund. Det er utåleligt, at noget sådant finder sted …
Ole Donner, MF, Dansk Folkeparti (pressemeddelelse, 6.1.00)

Faklen holder den gode gamle kulturradikale/marxistiske traditions fane - eller fakkel må det vel være - højt. Hvor meget lys den spreder, er en anden sag.
Bo Bjørnvig, redaktør (Weekendavisen, 9.7.99)

Fra nu af er Faklen slukket.
Erwin Neutzsky-Wulff, forfatter (Ekstra Bladet, 30.1.99)

Faklen repræsenterer nemlig noget i vore dage så sjældent som et ægte ungdomsoprør, et oprør, der ikke bare giver alt og alle fingeren på mere eller mindre destruktiv og selvdestruktiv vis, men som rent ud sagt forholder sig til det, der gøres oprør imod. Faklen tager de gamle filistre så alvorligt, at den gider udfordre dem, debattere med dem, fastholde dem på deres lumpenhed og tage deres falmede og bortforklarede idealer på ordet.
Karen Syberg, anmelder (Information, 23.1.99)

Nej, Faklens redaktion er ikke ubegavet. Den er bindegal. Den er forrykt, som besatte personer er det.
Søren Krarup, sognepræst og forfatter (B.T., 17.11.98)

På en beundringsværdig måde stiller Faklen sig altid på tværs, og selv når man måske undrer sig lidt over forholdet mellem energien og emnet (som jeg selv gjorde, da bladet mobiliserede en betydelig energi på at angribe den nye bibeloversættelse), kommer man aldrig tomhændet fra mødet.
Jan Sonnergaard, forfatter (Politiken, 1.11.98)

Faklen er et godt initiativ. De er ganske åpne, de er pluralister, og de er ikke autoritære på den måden marxistene var i 70-tallet. Dette er et veldig vigtigt skritt i den rigtige retning.
Dr.polit. Thomas Hylland Eriksen, amanuensis ved Institutt og Museum for antropologi, Oslo Universitet (NRKs TV-program "Filter", 17.2.98)

Tag at se lidt lysere på tingene, fakkelfolk.
Poul Nyrup Rasmussen, statsminister (offentligt møde i Århus Kongreshus, 21.5.97)

At reaktionen mod Faklen var så hård, må have noget at gøre med strukturen og klimaet i universitetsmiljøet i Danmark. Der må være en eller anden autoritetstradition i det danske universitetsmiljø, der harmonerer meget dårligt med vores opfattelse af det liberale Danmark.
Dag Kullerud, kulturskribent på Dagbladet (Berlingske Tidende, 1.4.97)

Når man læser, hvad der står i Faklen, er det svært at få det til at hænge sammen med beskyldningerne om satanisme. Jeg opfatter deres bibelkritik som et udtryk for, at de netop anerkender religionens betydning. Også selv om de er kritiske over for den.

Tom Egil Hverven, redaktionschef ved NRK1s program, "Kulturoperatørerne" (Berlingske Tidende, 1.4.97)

Jeres argumenter er frimodige og skarpe og – forekommer det mig – rigtig vel underbyggede.
Dea Trier Mørch, forfatter (Faklen nr. 4, april 1997)

Det, som jeg synes er det positive og interessante, er, at fundamentale erkendelsesteoretiske spørgsmål, som ikke bare er interessante for en lille snæver kreds af fagfilosoffer, men som bør være af vital interesse for fagvidenskabsfolk og ethvert tænkende menneske, bliver rejst og diskuteret.
Uffe Juul Jensen, professor i filosofi (Faklen nr. 4, april 1997)

Det mest interessane, sett frå min synsstad, er likevel den skarpe kritikken studentane målber mot den marknadstenkinga som pregar heile samfunnet. Dei nektar å sjå på seg sjølve som produkteiningar, som vekttal.
Tove Bull, rektor for Tromsø Universitet (Tromsøflaket, 31.1.97)

Det er fornuftigt, det de unge mennesker fra Århus laver. De er ikke særlig høflige, men de er meget dygtige.
Thomas L. Thompson, professor i det Gamle Testamente (Berlingske Tidende, 24.1.97)

Jeg hilser Faklen velkommen. Bær faklen videre!
Klaus Rifbjerg, forfatter (Faklen nr. 2, november 1996)

Jeres opgør med jeres lærere og med den offentlige diskussion i Danmark er meget prisværdigt, og jeg ønsker jer alt godt.
Brian Patrick McGuire, professor i middelalderhistorie (Faklen nr. 2, november 1996)

Studenter! Løft blikket fra pensum og se mot Danmark. På tide med Studenteropprør.
Peter Normann Waage, forfatter og journalist (Dagbladet, 10.11.96)

Man skal være meget, meget dum, hvis man ikke kan se, at den ondskab, der ligger bag, er større end den ondskab, mennesker kan præstere.
Johannes Aagaard, professor i teologi og formand for Dialogcentret (Jyllands-Posten, 6.10.96)

Tænk, at der forrige fredag blev delt et tidsskrift rundt på karrierefabrikkerne, hvor følgende stod at læse: »Med liberalismen følger kun en ny form for absolutisme, der tager over, hvor kirken slap; nu er det blot fra denne ideologis slet skjulte socialdarwinistiske købmandsmoral, at det lige så dogmatisk gentages: Jeg er sandheden, vejen og livet. Efter vores mening er det mest rygradsrislende i vor tid således heller ikke den temmelig uskadelige politiske afviger i kælderhalsen, men derimod just disse respektable meningsdannere, som eksplicit eller implicit afviser den blotte og bare mulighed af en menneskelig uselviskhed og således underforstår, at kun den enkelte borgers egoisme er bæredygtig. At man tilmed tillader sig at sælge denne gladiatorfilosofi som frihed …« Kræver et stridsskrift som Faklen.

Ejvind Larsen, journalist og forfatter (Information, 5.10.96)

De 'motiver', som kan have drevet folkene bag Faklen til at spise vandgrød i tre måneder for at få bladet på gaden, er åbenbart genstand for ivrige spekulationer. Modstandernes motiver til at kvæle et tidsskrift, der prædiker social retfærdighed og tolerance af minoritetsgrupper, kunne ellers være nok så interessante at få udredet.
Erwin Neutzsky-Wulff, forfatter (Politiken, 3.10.96)

Det pure opspind.
Niels Jørgen Cappelørn, tidligere generalsekretær for Bibelselskabet (Kristeligt Dagblad, 28.9.96)

Sagt af teologer vedr. kirkelighed

Sagt vedr. monoteisme

Sagt vedr. bibel og koran

Om årsagen til omskrivningen i 1992-oversæ􀄴elsen kan

man læse følgende i forordet til den første prøveoversæ􀄴else

fra 1977:

E􀄞er forudgående a􀄞ale med Det danske Bibelselskab var det

hensigten at gennemføre oversæ􀄴elsen med anvendelse af det

jødisk-hebraiske gudsnavn, Jahve, i stedet for at fortsæ􀄴e den

4.5. Gudsnavnet m.m.

101

hidtidige oversæ􀄴elsestradition, der omskriver navnet med

HERREN. Det er en omskrivning, der hviler på den græske

oversæ􀄴else, og som går tilbage til den skik hos oldtidens jøder,

at man af ærefrygt ikke udtalte Guds navn. Men brugen af navnet

Jahve er stødt på indvendinger, der i alt væsentligt er begrundet

ud fra hensynet til dansk bibeltradition og forholdet til Det nye

Testamente, og forsøget blev derfor opgivet.4

Sagt om bibeloversættelse

Om det i oversættelsesarbejdet er lykkedes at forene den viden om de bibelske skrifter, som den historisk-kritiske forskning har givet os, og den tolkning af de bibelske skrifter, som den kirkelige overlevering har videregivet til os, tør jeg naturligvis ikke blankt påstå. Det må enhver, som læser med på prøveoversættelserne, være med til at vurdere, og den vurdering vil vi meget gerne høre højlydt og saglig. Men at det er vores sigte at arbejde på denne forening, tør jeg godt påstå. (Cappelørn 1987: 31).

GT-NT-koordineringsgruppen har til opgave at afgøre ordlyden af de steder i Det Gamle Testamente, der indgår som citater eller allusioner i Det Nye Testamente. Gruppen har arbejdet ud fra det grundprincip, at der skal tilstræbes ensartethed i formuleringen og genkendelighed i ordlyden af disse steder, hvor det kan lade sig gøre, og ud fra det andet grundprincip, at der skal tilstræbes overensstemmelse i ordlyd mellem de ord, begreber og betegnelser, som optræder i både Det Gamle og Det Nye Testamente. (Cappelørn 1989: 32; sml. Bibelselskabet 1990 [forf. ikke anført]; Kollerup 1994: 62, 70).

’1) En dansk kirkebibel er en bibel, der består af autoriserede oversættelser. Deri ligger i første omgang, at den er officielt anerkendt til brug ved gudstjenesten i Den Danske Folkekirke; men autorisation har op gennem tiden også fået den betydning, at der er tale om en bibeloversættelse, som anvendes af alle kirker og kristne trossamfund i Danmark; 2) En dansk kirkebibel er en bibel, der består af oversættelser, som lægger sig i forlængelse af dansk bibeloversættelsestradition; 3) En dansk kirkebibel er en bibel, der består af oversættelser, som tager hensyn til dansk salmetradition; 4) En dansk kirkebibel er en bibel, der består af oversættelser, som tager hensyn til liturgien; 5) En dansk kirkebibel er en bibel, der består af oversættelser, som er blevet til ud fra den grundopfattelse, at Det gamle og Det nye Testamente udgør en frelseshistorisk helhed, og at den gamle og den nye pagt må forstås i lyset af hinanden. Det betyder, at både bibelforskning og kirkens tradition skal indgå i oversættelsesarbejdet; 6) En dansk kirkebibel er en bibel, som består af oversættelser, der udgør en kanonisk samling af tekster og ikke en samling af religionshistoriske tekster. Der er tværtimod tale om en samling af skrifter, som i århundreder har været og fortsat er i levende, forpligtende brug i kirken’, (Referat af DDBs repræsentantskabsmøde den 25.9.1990). (Citeret fra Kollerup 1994: 57; sml. Cappelørn 1990: 31-34).

1) En dansk kirkebibel er en bibel, der består af autoriserede

oversæ􀄴elser. Deri ligger i første omgang, at den er officielt

anerkendt til brug ved gudstjenesten i Den Danske Folkekirke;

men autorisation har op gennem tiden også fået den betydning,

at der er tale om en bibeloversæ􀄴else, som anvendes af alle kirker

og kristne trossamfund i Danmark; 2) En dansk kirkebibel er en

bibel, der består af oversæ􀄴elser, som lægger sig i forlængelse

af dansk bibeloversæ􀄴elsestradition; 3) En dansk kirkebibel

er en bibel, der består af oversæ􀄴elser, som tager hensyn til

dansk salmetradition; 4) En dansk kirkebibel er en bibel, der

består af oversæ􀄴elser, som tager hensyn til liturgien; 5) En

dansk kirkebibel er en bibel, der består af oversæ􀄴elser, som er

blevet til ud fra den grundopfa􀄴else, at Det gamle og Det nye

Testamente udgør en frelseshistorisk helhed, og at den gamle

og den nye pagt må forstås i lyset af hinanden. Det betyder, at

både bibelforskning og kirkens tradition skal indgå i oversættelsesarbejdet;

6) En dansk kirkebibel er en bibel, som består

af oversæ􀄴elser, der udgør en kanonisk samling af tekster og

ikke en samling af religionshistoriske tekster. Der er tværtimod

tale om en samling af skri􀄞er, som i århundreder har været og

fortsat er i levende, forpligtende brug i kirken.

På baggrund af, at der sigtes mod en autoriseret oversæ􀄴else af

Bibelen, som kan afløse de hidtidige autoriserede oversæ􀄴elser

som kirkens og folkets Bibel, har revisionskomiteen til opgave:

- at drø􀄞e og træffe beslutning om oversæ􀄴elsen af steder i

Bibelen, som spiller en afgørende teologisk rolle i den kirkelige

tradition, herunder steder i Det gamle Testamente, som er citeret

i Det nye Testamente; - at løse tilbagestående problemer, som

revisionsgrupperne, bl.a. på grundlag af lektørers skri􀄞lige

3.5. Revisionen af prøveoversættelserne

bemærkninger, ønsker at lægge frem for revisionskomiteen

Denne ændring [> ’de har gennemboret’] gør det muligt at se en kristologisk bue mellem dette sted i Salmernes Bog og fx kap. 20 vers 25 i Johannesevangeliet: ’Men Thomas sagde til dem: »Hvis jeg ikke ser naglehullerne i hans hænder og stikker mine fingre i naglehullerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg ikke.«’ (Cappelørn 1990: 29; sml. Bartholdy & Legarth 1993: 2).

Denne ændring gør det muligt at se en kristologisk

bue mellem de􀄴e sted i Salmernes Bog og fx kap. 20 vers

25 i Johannesevangeliet: ‘Men Thomas sagde til dem:

»Hvis jeg ikke ser naglehullerne i hans hænder og stikker

mine fingre i naglehullerne og stikker min hånd

i hans side, tror jeg ikke.«’

Først og fremmest er gengivelsen ‘den unge kvinde’ blevet angrebet

og anklaget for at løsne forbindelsen mellem Det Gamle

og Det Nye Testamente. Dernæst er der re􀄴et indvendinger imod

udsagnsordets tid i udtrykket ‘er gravid’ med den teologiske

begrundelse, at nutid neddæmper den forståelse, at Es. 7,14

– også – er et profetisk udsagn om Jesu fødsel; den profetiske

forståelse ville komme bedre frem ved brug af fremtid ‘skal blive

gravid’. Tidsaspektet og dermed det profetiske aspekt er for mig

at se det vigtigste forhold at få a􀄤laret, når det drejer sig om

forholdet mellem Det Gamle og Det Nye Testamente. (…) Det

udvalg, som revisionskomiteen har nedsat for at koordinere

oversæ􀄴elserne af Det Gamle og Det Nye Testamente, ikke

mindst hvad angår de ca. 300 citater fra Det Gamle Testamente

i Det Nye Testamente, har bakset meget med oversæ􀄴elsen af

Es. 7,14 set i sammenhæng med Ma􀄴. 1,23 og Luk. 1,26-31. Udvalget

nåede frem til følgende løsningsforslag: Es. 7,14 Se, den

unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal

give ham navnet Immanuel.

En dansk kirkebibel er en bibel, som består af oversættelser, der udgør en kanonisk samling af tekster og ikke en samling af religionshistoriske tekster. (…) Bibelen er kirkens og gudstjenestens bog, og fra gudstjenesten tager vi den med hjem til daglig brug og opbyggelse. (Cappelørn 1990: 34; sml. 31ff; Nielsen 1977: 7; kap. 5.2.1).

I Sverige arbejder man nu på en nyoversættelse af Det gamle Testamente, og dér indgår en jøde i kommissionen. Man mener, at man kan trænge frem til, hvad der videnskabeligt står i teksterne, men så må det blive på den måde, at man laver en samling religionshistoriske tekster. Og det er der ingen af os her, der vil. (Værge & Bredal 1989).

– Den, der gør et stykke arbejde, får indflydelse, og vi har fået langt flest bemærkninger fra højrefløjen. Da ingen andre har gjort et bare tilnærmelsesvist så stort arbejde, som Dansk Bibel-Institut og Menighedsfakultetet, så kan det ikke være anderledes, end at de har fået indflydelse. (Missionsvennen 1992a [forf. ikke anført]).

– Der er 300 GT-citater i NT og over 4.000 hentydninger. Arbejdet med at koordinere de to testamenter og skabe en hel bibel har aldrig tidligere været gjort så grundigt, som denne gang … – Det har været et kolossalt stort arbejde at koordinere GT og NT, men gevinsten har været arbejdet værd. (Missionsvennen 1992b [forf. ikke anført]).

– Der er 300 GT-citater i NT og over 4.000 hentydninger. Arbejdet

med at koordinere de to testamenter og skabe en hel bibel

har aldrig tidligere været gjort så grundigt, som denne gang

… – Det har været et kolossalt stort arbejde at koordinere GT

og NT, men gevinsten har været arbejdet værd.

– Mange af de ændringer, som var afgørende for højrefløjen,

kom med i den endelige oversæ􀄴else, og for eksempel stø􀄴ede jo

Indre Missions Hovedbestyrelse oversæ􀄴elsen, da den udkom.

Det ville de jo ikke have gjort, hvis de skulle bruge lup for at

finde ændringerne.

»Naturligvis gik vi til teksten iført

kristne briller. Det har vi aldrig lagt skjul på.”

”Naturligvis gik vi til teksten iført kristne briller.”

- Niels Jørgen Cappelørn

Politiken, 1996

I 1996 tog han tråden op på ny: »Det er Det Nye Testamentes

påstand, at Messias-forventningerne i Det Gamle Testamente

er gået i opfyldelse i Kristus. Og det lader vi oversæ􀄴elsen

afspejle.«10

I 1986 understregede Cappelørn, at »der skal ikke herske

tvivl om, at det, Bibelselskabets prøveoversæ􀄴elser sigter mod,

er en kirkebibel.«

I 1990 skrev han om oversæ􀄴elsesarbejdet

generelt, at »retningslinierne for både oversæ􀄴elsesarbejdet og

revisionsarbejdet såvel som kommissoriet for revisionskomiteen

forudsæ􀄴er, at det er en kirkebibel, vi stiler imod med

den nye oversæ􀄴else«.27 Det uddybede han med bl.a. følgende

distinktion:

Artiklen [i Faklen nr. 1] indeholder here􀄞er en række eksempler,

der skal vise, at det egentlige ærinde for revisionskomiteen har

været at levere teologisk legitimation for en kirkelig tradition.

– Det [er] pure opspind, siger Bibelselskabets daværende generalsekretær,

Niels Jørgen Cappelørn, der mere end nogen anden

enkeltperson har lod og del i arbejdet med den nye danske

bibeloversæ􀄴else.33

I 1987

understregede Niels Jørgen Cappelørn, at »det [er] vigtigt,

at såvel folkekirken som alle andre kirker og trossamfund i

Danmark har én og kun én officiel bibel, Den danske Bibel. (…)

Den autoriserede og dermed officielle oversæ􀄴else af Bibelen er

Den danske Bibel for ‘al folket’ og således økumenisk i grunden.

«24

Niels Jørgen Cappelørn udtalte

i Kristeligt Dagblad således: »Det er højst betænkeligt, at

en anden officiel institution går ind som medudgiver og dermed

giver oversæ􀄴elsen et halvoffentligt præg. Man kan jo spørge,

hvem der så udgiver bibler i Danmark: Kirkeministeriet eller

Kulturministeriet?

Ejrnæs

I 1987

understregede Niels Jørgen Cappelørn, at »det [er] vigtigt,

at såvel folkekirken som alle andre kirker og trossamfund i

Danmark har én og kun én officiel bibel, Den danske Bibel. (…)

Den autoriserede og dermed officielle oversæ􀄴else af Bibelen er

Den danske Bibel for ‘al folket’ og således økumenisk i grunden.

«24

Niels Jørgen Cappelørn udtalte

i Kristeligt Dagblad således: »Det er højst betænkeligt, at

en anden officiel institution går ind som medudgiver og dermed

giver oversæ􀄴elsen et halvoffentligt præg. Man kan jo spørge,

hvem der så udgiver bibler i Danmark: Kirkeministeriet eller

Kulturministeriet?

Holm-Nielsen

Om revisionsarbejdet skrev han i december 1991:

En bredt sammensat kommission på 17 medlemmer har gennem de seneste tre år gennemarbejdet de to oversættelsesgruppers revisioner af de tidligere udsendte prøveoversættelser, og et mindre udvalg har ved at skære hæle og klippe tæer staget sig gennem et koordineringsarbejde mellem de to testamenter. Ikke mindst i disse revisionsarbejder er der undertiden opstået groteske situationer, hvor hæle er blevet lappet sammen og tæer klistret på igen, men sådan at de kom til at sidde lidt

småskævt.

– Vi har hørt på hinanden og bøjet os for hinanden, men oversæ

􀄴elsen er ikke blevet fly􀄴et i en bestemt retning. Mange af

de kritikpunkter, der er kommet, havde vi, der har oversat de

enkelte skri􀄞er jo på forhånd været indstillet på at re􀄴e. – Jeg

5.1. Tidlige reaktioner på 1992-oversættelsen

141

mener, vi har fået en god oversæ􀄴else, som på godt dansk ikke

kun vil være forståelig for de indforståede. Vi har fået en Bibel

til det danske folk, og det er der kun grund til at være tilfreds

med, siger han.15

E􀄞er at have affyret en veritabel bredside mod GT-NT-koordineringsgruppen

og revisionskomiteen skrev han selv i december

1991 – lidt mere nuanceret: »Men det synes at være endt med

den store forbrødring; såvidt jeg kan bedømme, uden at der er

sket ødelæggende knæfald for afguderiet. Og så kan de forskellige

parter forstå ved afguderi, hvad de vil.«16

Herbener.dk Jens-André P. Herbener

Nav visning søg

Navigation

Søg