Herbener.dk Jens-André P. Herbener

Teologi og teologikritik m.m.

Nedenfor fremlægges et større antal citater, der belyser og eksemplificerer forskellige tilgange til studiet af religion, på universitetet såvel som i samfundet i øvrigt. Vigtige temaer er universitetsteologi mellem kirke og videnskab, teologikritik, humanistisk religionsvidenskab, kristent hegemoni og religionskritik generelt. Sektionen vil løbende blive udbygget med gamle og nye citater.

> Alle citater samlet

> Andersen, Svend

> Andersen, Vagn

> Bilde, Per

> Busk, Malene

> Davidsen, Ole

> Glebe-Møller, Jens

> Gule, Lars

> Halden, Sissel

> Hallbäck, Gert

> Hammer, Olav

> Hedenius, Ingemar

> Holt, Else K.

> Iversen, Hans Raun

> Jacobsen, Anders-Christian

> Jensen, Tim

> Kjeldgaard-Pedersen, Steffen

> Klostergaard Petersen, Anders

> Langemark, Linda

> Lodberg, Peter

> Lundager Jensen, Hans Jørgen

> Mogensen, Kaj

> Mortensen, Viggo

> Müller, Mogens

> Nielsen, Eduard

> Nielsen, Kirsten

> Nissen, Johannes

> Nørager, Troels

> Rothstein, Mikael

> Schencke, Wilhelm

> Schjørring, Jens Holger

> Stensvold, Anne

> Thorsen, Jakob Egeris

> Warmind, Morten

> Widmann, Peter

> Wind, H.C.

Andersen, Svend

Dr.theol., professor i etik og religionsfilosofi ved Det Teologiske Fakultet, Århus Universitet.

»Teologien er normativ i den forstand, at den er en undersøgelse af kristendommen i lyset af dennes iboende gyldighedspretention. Gyldighedspretentionen er knyttet til to afgørende aspekter af den kristne religion: dens karakter af lære og dens karakter af livsmulighed/livsform.« (Fønix, 25, 3, 2001, 173).

»Og de forskellige teologiske fag har den fælles opgave at fortolke kristendom som en livsforståelse, der giver mening i nutidens verden. Kun en sådan teologi – der adskiller sig fra religionsvidenskab – kan folkekirken bruge som det akademiske grundlag for præstegerningen. Og en sådan teologi bør fastholdes på offentlige universiteter som del af den støtte til folkekirken, Grundloven sikrer.« (Kristeligt Dagblad, 8.4.2010).

Andersen, Vagn

Dr.theol., lektor i religionsfilosofi ved religionsvidenskab, Århus Universitet.

»Man kommer kort sagt næppe uden om, at det hører teologiens definition til som teologi, at den på én eller anden måde – det være sig aldrig så kritisk distanceret og reflekteret – er optaget af sandhedsprætentionen i den tradition, den udforsker. Bearbejdelsen af spørgsmålet om overleveringens aktuelle gyldighed tilkommer inden for teologien især de systematiske discipliner. På dette punkt har religionsvidenskaben det unægtelig meget nemmere. Den sætter simpelthen – i hvert fald i sin i dag toneangivende form – den interne sandhedsprætention i de enkelte behandlede religiøse traditioner i parentes for i stedet empirisk at udforske dem som faktisk foreliggende menneskelige kulturfænomener.« (Kirsten Nielsen & Inge Bryderup, red., Dansk teologisk og religionsvidenskabelig forskning, 1996, 65).

Bilde, Per

Dr.theol., professor i religionsvidenskab (2001-2008) ved Århus Universitet.

»Hvordan kan det være, at danske aviser nu synes at være rede til ukritisk at formidle en så skinger polemik? Breder der sig i danske aviser en ureflekteret tilslutning til kristendommen og en tilsvarende uartikuleret afvisning af religionskritik og ateisme? Eller har danske aviser blot bekvemt, men ukritisk placeret præster og teologer som anmeldere af al litteratur, der har med religion at gøre?« (Weekendavisen, 27.11.2009; i anledning af anmeldelserne af Gudløse hjerner, 2009).

»- Det er også et kristendomskritisk projekt. Jeg mener, at den historiske Jesus giver et kolossalt kritisk korrektiv til den danske evangelisk-lutherske folkekirke her i begyndelsen af det 21. århundrede. Men i den danske folkekirke er der en bevidstløs selvglæde over et grundlag, som man ikke tænker kritisk over, mener Per Bilde.

- Først og fremmest er der en forbløffende mangel på interesse i den historiske Jesus. Hvis du hører eller læser prædikener i den danske folkekirke, vil du meget sjældent blive præsenteret for Jesus som en historisk person. Han vil typisk være enten et eksempel ved sin lidelse og død eller et etisk forbillede, siger Per Bilde.

Han mener heller ikke, at den historiske Jesus spiller nogen rolle i den offentlige debat om kristendommen hverken i Kristeligt Dagblad eller andre medier. Og han har også et bud på årsagen. - Afstanden fra den historiske Jesus til kristendommen i dag er meget stor. Hvis man ser på folkekirken i dag, er det centrale element i kristendommen buddet om næstekærlighed og syndernes forladelse, der drysses bredt ud over hele folket. Det svarer slet ikke til, hvad man finder i Det Nye Testamente og heller ikke hos den historiske Jesus, siger Per Bilde. Tværtimod, fristes man til at sige.

- Hos den historiske Jesus finder man en streng efterfølgelseskristendom, hvor det handler om at følge Jesus i hans martyrium, siger Per Bilde. For den historiske Jesus var omvendelse noget, der må sætte sig spor i det liv, man lever.

- Hvis jeg var kristen og præst i den danske folkekirke, så ville jeg mene, at det måtte være meget interessant at se, i hvor høj grad Jesus vægter handlingen. Troen er ikke en indre overbevisning. Den udtrykkes i handling. Det er frugterne, det kommer an på. Og det er dem, vi skal dømmes på, siger Per Bilde.«

Fra Kristeligt Dagblad, 6.3.2009 (interview med Per Bilde). 

»Det er jo ganske almindeligt i dag at se kristne teologer opgive den historiske, kritiske tilgang til kristendommen, fordi den ikke er religiøs produktiv. Men nærmest destruktiv. Derfor går man i stedet litterært til sagen og opfatter det alt sammen som metaforer. For sådanne er meget lettere at oversætte til moderne forståelse af begreberne. (…)

Og et af de tilbagevende argumenter mod en som mig er påstanden om, at man ikke skal gå historisk til Bibelen og Det Nye Testamente, men litterært. Hvilket jo er det, der i de seneste tyve år har været moderne i dansk teologi.«

Fra Jyllands-Posten, 2.10.2005 (interview med Per Bilde).

»- Hvis der er noget nyt i min bog, er det forsøget på at anskue kristendommen på lige fod med andre religioner. Der er tradition for, at religionshistorikere holder fingrene fra jødedom og kristendom. Og det er ikke godt, for både jødedom og kristendom har godt af at blive beskrevet af ikke-religiøse. Jeg er uenig i, at undervisning i islam skal foretages af muslimer, i buddhisme af buddhister etc. Jeg går ind for den europæiske tradition, hvor man hylder distancen, det er min inspiration, fastslår han. – Jeg har altid savnet ordentlige historiske og religionshistoriske undersøgelser af vores egen religion. Teologer har altid en opbyggelig dagsorden på spil.« (Information, 13.8.2002; interview med Per Bilde i anledning af hans bog En religion bliver til).

Busk, Malene

Ph.d. og adjunkt i filosofi og videnskabsteori på Kunstakademiets Arkitektskole.

»Religionskritik er ikke selv en ‘tro’, blot en benægtelse af allerede fremsatte religiøse dogmer. Religionskritik og praktiseret gudløshed findes derfor upåagtet som den implicitte forudsætning – uanset udøvernes ideologiske selvforståelse – for forskning og undervisning i alle fag; for diskussionerne i alle politiske partier; og for kreative, udogmatiske eksperimenter i al filosofisk tænkning, i al kunst og i al videnskab:

1. Enhver neutral fagmetodik inden for både human- samfunds- og naturvidenskaber bygger på religionskritik i form af metodisk ateisme.

2. Det politiske demokrati, borgerbegrebet, retssikkerheden, magtens tredeling, offentlighedssfæren, fri presse, ytringsfrihed og ikke mindst religionsfrihed bygger på religionskritik i form af politisk sekularisme.

3. Filosofi der er forpligtet på sin etos, sin verden og sin fornuft, bygger på religionskritik i form af afvisningen af moralismer og åbenbaringer.

4. Kunst der er forpligtet på sit materiale, sin sansning og sin følsomhed, bygger på religionskritik i form af afvisningen af censur og propagandabudskaber for religiøse autoriteter.

5. Vidensproduktion der er forpligtet på sin akkuratesse, sin forklaringskraft og sin modsigelsesfrihed, bygger på religionskritik i form af afvisningen af dogmer og tabuer.

6. Altruisme og personlig lykke der er forpligtet på ikke-tingsliggørende medfølelse, på selvrelativering og på udvikling af kunsten at opfinde glædelige sociale og personlige rum, bygger på religionskritik i form af afvisning af gudsbegrundede moralske love og afvisning af manipulation med transcendent belønning eller straf til fordel for hudløs realisme over for konkrete lidelser og over for konkrete eksperimenter med alternativer. Gudelige hensyn må vige hvis de producerer konkret lidelse eller hindrer etiske fremskridt.

Selve disse praksisser – at tænke uden åbenbaringer, skabe uden facitlister, undersøge uden tabuer, føle uden moralske trusler – havde været umulige uden det folkelige, tekniske, etiske, kunstneriske og intellektuelle pres fra religionskritikere gennem tiderne. Ofte bragt til tavshed hvad enten de udtrykte sig i livsstil, versefødder eller traktater, men ligeså ofte tilbage på arenaen i nye, uforudsigelige skikkelser.«

Fra Weekendavisen, 7.12.2006 (sammen med Morten Warmind).

Davidsen, Ole

Mag.art., og dr.theol., lektor i Det Nye Testamente ved Det Teologiske Fakultet, Århus Universitet.

»Teologien er den kritiske refleksion over og det mulige bidrag til en nutidig kristen, religiøs selvforståelse. Ifølge et klassisk slogan hedder det: ’der bedrives teologi, fordi der skal prædikes på søndag!’ Det fremsættes gerne af folk, der identificerer teologi og kirke, og det er en stadig udfordring til teologien som universitetsfag. For hvis den kirkelige forkyndelse definerer teologien, så er teologien underlagt de samme konfessionelle bindinger som præstens prædiken. Den teologiske universitetsuddannelse er en forudsætning for at blive ansat som præst i Den Danske Folkekirke, og det rejser fra kirkens side visse krav om uddannelsens indhold.

Det meste teologi bedrives imidlertid, ’fordi der blev prædiket i søndags’, dvs. fordi kristendom og kirke foreligger som fænomener i verden. Og det er ikke på forhånd givet, at den teologi, som udvikles på universitetet, vil vinde genklang i kirkelige kredse. Men denne binding til kirkeinstitution lægger et vist pres på teologien som en konfessionel tvang, der kan true tanken om et frit og kritisk universitetsstudium.

På den anden side kan teologien næppe tænkes som hovedområde på et offentligt universitet, hvis der ikke eksisterede en kristen kirke i form af en dansk folkekirke og et folkeligt kristenliv. Teologien er ikke identisk med kirken, men heller ikke fremmed for den. Teologien befinder sig i en spændingstilstand, der hviler på en balancegang.«

Fra Videnskabelighed: Femten portrætter. Rapport fra Analyseinstitut for Forskning, 2001/3, 78-79 (interview med Ole Davidsen).

»Teologen må som grundlag forudsætte, at det er meningsfuldt at tale om forholdet mellem

Gud og menneske – det behøver religionsvidenskabsmanden ikke.« (Det Teologiske Fakultets Årsskrift, 2003, 70-71; interview med Ole Davidsen).

»Teologi er et mærkeligt fag. Ligesom man siger, at politik er det muliges kunst, ser jeg teologi som det umuliges kunst, fordi der er en spænding i kravet om videnskabelighed på den ene side og i forventningen om kirkelig praksis på den anden side. På en gang arbejder vi med Bibelen, som vi læser alle mulige andre bøger, og alligevel ikke, for vi skal samtidig respektere, at vi arbejder med de kristne grundtekster, der fungerer i den kirkelige sammenhæng.

Det sætter sit præg på uddannelsen, selvom man ikke specifikt uddanner præster, siger Ole Davidsen, der selv er ordineret og virker som ulønnet hjælpepræst ved Mårslet kirke, hvor hans hustru, Hanne Davidsen, er sognepræst. – Det at skulle prædike gør, at jeg i min undervisning bliver holdt fast på teologien i teksterne, siger Ole Davidsen …« (Det Teologiske Fakultets Årsskrift, 2003, 73-74; interview med Ole Davidsen).

Glebe-Møller, Jens

Dr.theol., tidl. dekan og professor i dogmatik ved Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet.

»De fleste teologiske fakulteter i Skandinavien er statsfakulteter, og de skandinaviske statskirker er lutherske. Det står jo for Danmarks vedkommende i Grundloven! Derfor skal man hertillands ikke bevæge sig for langt væk fra den lutherske tradition eller fra hovedstrømmen i den kristne tradition i det hele taget.« (Sallie McFague, Modeller af Gud, 1991, 11 (forord af Jens Glebe-Møller s. 7-12)).

Gule, Lars

Generalsekretær i Human-Etisk forbund i Norge (2000-2005).

Nedlegg Det teologiske fakultet!

Det teologiske fakultet ble opprettet i 1811 som det første fakultet ved Universitetet i Oslo. Den gangen var det 17 studenter og seks lærerer. Fram til omkring 1860 var de fleste som ble uteksaminert fra universitetet teologer, og til 1908 var fakultetet det eneste sted i Norge hvor det ble utdannet teologer. Så fikk fakultetet konkurranse fra Det teologiske menighetsfakultet (MF). Fra begynnelsen ble det bare ble uteksaminert teologer og prester ved TF. Etter at MF har overtatt som den viktigste utdanningsinstitusjonen av prester til Den norske kirke, har TF utviklet et langt bredere studietilbud. I 1988 ble kristendomskunnskap et av fagene, og i 1995 ble helsefag hovedfag, studieretning diakoni opprettet ved fakultetet i samarbeid med Diakonhjemmets høgskolesenter. Fakultetet satser også stort på etter– og videreutdanning, men blir også her slått av MF. I fjor hadde MF drøyt tusen studenter, inklusive etter– og videreutdanning, mens TF hadde 375. Det er MF som utdanner den altoverveiende del av norske prester.

Denne utviklingen – ikke minst forsøket på å annektere religionshistorie og kristendomskunnskap – viser at TF har overlevd seg selv. Desperat forsøker fakultetet å legitimere sin eksistens ved å utvide virksomheten til felter som intet har med TFs egentlige oppgaver. I dag er det meningsløst å ha et fakultet ved UiO som ikke en gang fyller sin oppgave som leverandør av prester til statskirken.

Men viktigere enn denne svikten i den formelle hovedfunksjonen, er at et fakultet for utdanning av prester overhodet ikke hører hjemme ved et moderne universitet. Universitetet skal drive forskning og formidling av kunnskap. Selvsagt skal også universitetet ha fokus på og bidra til formidling av verdier, men nettopp fordi dette må være en allmenn oppgave for universitetet, er det ikke noen særskilt grunn til å knytte dette til ett fakultet, og slett ikke et spesifikt evangelisk–luthersk med bekjennelsesplikt for de ansatte! Denne bekjennelsesplikten – som man ikke gjerne snakker høyt om – blir også tvilsom ved et universitet som skal være åpent for alle og som i festlige sammenhenger i alle fall understreker sin forpliktelse på menneskerettighetene og ikke–diskrimineringsprinsippene.

TFs presteutdanning inneholder elementer – innlæring i de særlige prestefunksjoner – som intet har med kunnskap og forskning å gjøre. Denne virksomheten er rett og slett uverdig et moderne universitet. De spesifike prestefunksjonselementene i utdanningen er å sammenligne med ’utdanning’ i astrologi, magi eller annen spådomskunst.

En påstand om at dette bare utgjør en liten del av TFs virksomhet er sikkert riktig, men dermed blir grunnen til å opprettholde TF enda mindre! Det som er av vitenskapelig og kunnskapsbasert virksomhet kan med fordel fordeles på universitetet andre fakulteter og institutter, inklusive de vitenskapelig ansatte. Ikke minst vil Det historisk–filosofiske fakultet kunne få tildelt betydelige ressurser på denne måten. De administrative ressursene ville også komme til stor nytte ved de fakulteter og institutter som på denne måten ville få flere ansatte og studenter. Dette vil være en langt bedre måte å forvalte knappe ressurser til forskning og undervisning på, enn ved å bruke dem til ting som ligger langt utenfor et kunnskapsbasert universitets virkefelt.

Selv om Kirkemøtet i forrige uke ikke kom fram til et vedtak om å oppheve statskirkeordningen med det aller første, er det liten tvil om at utviklingen går denne veien. Det blir derfor en ytterligere meningsløshet at et offentlig universitet skal ha som oppgave å utdanne prester til en kirke som uansett skal stå på egne bein i framtiden.

Det er derfor på tide å begynne den prosess det vil være å planlegge en nedlegging av TF og overføring av ressursene til andre deler av Universitetet i Oslo.

Kronik i universitas.no 20.11.2002. Se: http://universitas.no/leserbrev/2438/nedlegg-det-teologiske-fakultet-/.

Halden, Sissel

Dr.phil., religionshistoriker fra Oslo Universitet.

”Det norske samfunn er i stor grad sekularisert, og det åpnes nu for muligheten til en løsere tilknytning mellom stat og kirke. Denne utviklingen burde også resultere i nytenkning om Det teologiske fakultets bindinger til Den norske kirke. Spørgsmålet er om ikke også dette fakultetet, som Universitets øvrige, bør formelt sekulariseres, som også Schencke femholdt for nesten 100 år siden. Det ville kunne få den konsekvens at faget religionshistorie naturlig kunne inkluderes blant fakultetets fag. Et annet spørgsmål er om det er behov for et eget fakultet for teologi og eventuelt, religionshistorie, eller om de kunne få sin plass innenfor et eget institutt på Det humanistiske fakultet.

I et samfunn hvor flere religioner gør sig geldende, er det av stor betydning å skape miljøer for en bred forskning på religioner. Dette vil i større grad kunne ivaretaes på et sekularisert fakultet eller institutt, om det nå kalles teologisk eller religionsvitenskapelig. I en slik sammenheng kan det vanskelig være plass for en yrkesutdanning for prester til Den norske kirke. Universitetet kan gi en grunnutdanning, men den konfesjonelle og praktiske opplæringen av prester, såvel som utdanningen av imamer og andre religiøse ledere, bør skje utenfor et sekularisert universitet.”

Vil avkristne Teologisk fakultet

Er det uproblematisk å kombinere fri forskning med kristen bekjennelsesplikt? Det tror ikke Sissel Halden. Hun vil sekularisere Teologisk fakultet.

Sissel Halden er religionshistoriker. På fredag la hun fram doktorgraden sin om Norges første professor i religionshistorie, Wilhelm Schencke (1869–1946). Schencke bidro sterkt til å bygge opp faget religionshistorie. Årsaken var at han ikke kunne akseptere at det var Teologisk fakultet (TF) som skulle stå for all religionsutdanningen. Religion må studeres ut fra et nøytralt, vitenskapelig og sekulært ståsted, og ikke med utgangspunkt i en spesifikk religiøs tro, mente han.

Schencke var en sterk forkjemper for å få presteutdanningen ut av universitetet. – Teologien, denne bastard av vitenskap og religion, burde tjene kirken og drives på et menighetsfakultet, mente han.

Bør kutte alle bånd til kirken
Sissel Halden synes heller ikke bekjennende teologi har noe på et universitet å gjøre. – Teologisk fakultet bør sekulariseres. Alle bånd til kirken må kuttes, og presteutdanningen bør legges til institusjoner utenfor universitetet, sa hun til Fritanke.no etter doktorgradsdisputasen hennes på fredag.

Halden vil imidlertid ikke gå så langt som til å si ”legg ned TF”. Institusjonen må gjerne beholde navnet sitt, men innholdet må forandres, mener hun. – TF må ansette flere med ikke-kristen bakgrunn, og fakultetet må begynne og forholde seg til religion på en nøytral og likeverdig måte. Bindingen til kirken kan ikke fortsette, understreker hun.

Bevisstløst universitet
Halden synes Universitetet i Oslo er for lite bevisst på det problematiske som ligger i å ha en bekjennende kristen institusjon innenfor organisasjonen. – Jeg synes flere på universitetet burde innse at sekularisering er den riktige veien å gå for Teologisk fakultet, sa hun under doktorgradsutspørringen på fredag.

Overfor Fritanke.no legger hun til at dette også dreier seg om ressurskamp. – TF utvider fagtilbudet sitt hele tiden. Jeg skjønner ikke hvordan universitetsledelsen kan tillate det. Det er noe feil når teologi vokser raskere enn religionshistorie på et universitetet som er tuftet på sekularisme og vitenskapelighet, sier Halden.

Fra vondt til verre etter Øverland

I doktordisputasforedraget sitt på fredag fortalte Sissel Halden hvordan Wilhelm Schencke levde store deler av sitt voksne liv i klar og uttalt opposisjon til teologi generelt og til Teologisk fakultet spesielt. – I perioder tok det følelsesmessige overhånd. Han skrev rundt hundre avisinnlegg som alle i grove trekk handlet om å fornekte det religiøse verdensbildet for dernest å forklare framveksten av religion som et menneskeskapt fenomen, fortalte hun.

Halden fortalte videre at Schenches forhold til Teologisk fakultet ble verre etter blasfemisaken mot Arnulf Øverland i 1933. Overfor retten brukte Schencke sin tyngde som professor og støttet Øverland i at det er faglig hold for å kalle den kristne nattverden ”kannibalistisk magi”.

Dette var ett av utsagnene Øverland var tiltalt for. Schenckes vitnemål bidro til at Øverland ble frikjent, noe som ikke falt i god jord hos TF.

Schenckes professorat i religionshistorie var omdiskutert da det ble opprettet i 1917. Det var en lang debatt på Stortinget, og mye av motstanden skyldtes Schenches person. Etter at professoratet var opprettet, brukte han sin nye stilling til å definere religionshistorie som et fag i skarp opposisjon til teologi. TF på sin side definerte religionshistorie som en ”ny form for teologi”, og prøvde å skape harmoni mellom tro og vitenskap.

Konflikten er der fortsatt, kunne Halden fortelle. Religionshistorikere forsker på religion fra et nøytralt ståsted, mens TF fortsatt har kristen bekjennelsesplikt for sine førsteamanuenser og professorer.

Interview med Sissel Halden i fritanke.no 26.11.2007. Se: http://fritanke.no/NYHETER/2007/Vil_avkristne_Teologisk_fakultet/

Se også: 

http://fritanke.no/NYHETER/2007/TF-Wyller_forskrekket_over_Sissel_Halden/

http://fritanke.no/LESERBREV/2007/Sissel_Halden_Sekularisering_av_Det_teologiske_fakultet_/

Hallbäck, Gert

Lektor i Det Nye Testamente ved Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet.

»Udgangspunktet er naturligvis det modsætningsforhold, som den historiske forskning har påvist mellem Det Gamle Testamentes egen betydning og den betydning, det tillægges i den nytestamentlige brug. Jeg behøver ikke gå nøjere ind på det; men Det Nye Testamente og den senere kirkelige fortolkning har jo læst Det Gamle Testamente som forudsigelser af Kristus og de kristne, mens det har været en afgørende drivkraft i den historiske kritik af Det Gamle Testamente at befri det fra den kristne indlæsning, som ikke giver nogen mening, når man læser GT på dets egne historiske præmisser.

Konsekvensen er, at gammeltestamentlig teologi og nytestamentlig teologi er blevet to klart adskilte discipliner. Gammel-testamentlig teologi er en religionshistorisk redegørelse for de forestillinger, vi finder dokumenteret i GT læst som kilde til nogen, vi kalder gammeltestamentlig religion. Det er her en vigtig pointe, at der ikke blot findes én gammeltestamentlig teologi, men flere forskellige.

Nytestamentlig teologi er en mere speget affære, idet nogle vil mene, at det skal være et rent deskriptivt studium af religiøse forestillinger i NT, analogt med den gammeltestamentlige teologi, mens andre ser det som en systematisk eller i hvert fald præ-systematisk disciplin, der skal aktualisere de nytestamentlige trosforestillinger.

Om det nu er det ene eller det andet, så indgår de nytestamentlige skrifters brug af Det Gamle Testamente som et vægtigt tema i en sådan teologi, da de nytestamentlige forfattere jo legitimerede deres fortolkninger af det fortalte ved hjælp af citater og referencer til GT. Men man er naturligvis helt klar over, at dette ikke har noget med GT i sig selv at gøre.

I hvert fald hvis den nytestamentlige teologi føler sig teologisk forpligtet, er dette forhold imidlertid ganske bekymrende. For hvis det, man søger at legitimere sin fortolkning med, ikke er gyldigt på den måde, man bruger det, så aflegitimeres fortolkningen jo. Hvis GT ikke er en forudsigelse af Kristus og de kristne, så er det ikke bare sådan, at tæppet trækkes væk under den nytestamentlige henvisning til GT; men den fortolkning, som GT-referencen skulle understøtte, trækkes med i faldet og kommer til at fremstå som utroværdig. Sådan kan man definere det problem, som den såkaldte bibelteologi søger at imødegå. Kunststykket er at fastholde GT’s ’ukristelighed’, sådan som GT-forskningen hævder den, og alligevel forsvare gyldigheden af NT’s brug af GT.«

Fra foredrag i Collegium Biblicum, 30.1.2006.

Hammer, Olav

Ph.d., professor i religionshistorie ved Institut for Pædagogik, Filosofi og Religionsstudier, Syddansk Universitet.

»Til spørgsmålet om, i hvor høj grad kristendommen er inspireret af andre religioner, siger Olav Hammer: ’Kristendommen er selvfølgelig inspireret af andre religioner. Kristendommen er blot én blandt rigtig mange mellemøstlige religiøse bevægelser, der ligner hinanden forholdsvist meget.’

’På denne tid er der forestillinger i en hel række af religioner om, at mennesket skal opnå en form for befrielse fra lidelse ved at indvies til et fællesskab, der centreres omkring en gud.’ (…)

De religiøse forestillinger lever stadig i bedste velgående, men i det moderne samfund er der mange, der er religiøse på en anden måde end den, der prædikes i kirken. Det skyldes blandt andet, at mange mennesker er skeptiske over for traditionel kristendom. Den har nemlig været båret oppe af den patriarkalske og voldsfikserede institution, som de kristne kirker har været gennem en stor del af historien, mener Olav Hammer.

’Religiøse forestillinger skal passe til den aktuelle kultur. Og vi i nutidens kultur er vi ikke meget for at få at vide af eksperter, hvordan tingene hænger sammen. Det betyder, at alle opfattelser bliver lige gode,’ siger Olav Hammer og giver et eksempel: ’En præst kan mene, at man får det bedste billede af Jesus ved at læse Bibelen. Men andre kan sige, at man bør lære Jesus at kende gennem Dan Browns 'Da Vinci mysteriet', og atter andre kan holde sig til historier om Jesus i Indien.’

’Du går efter din egen følelse, for det er dig, der er eksperten, og dig, der bestemmer over dit eget liv og din egen åndelighed. Derfor vælger mange mennesker et Jesus-billede, der passer dem bedre: Jesus som feminist a la Dan Brown, som reinkarnation, som vegetar, som politisk profet eller som rumkaptajn,’ lyder det fra Olav Hammer.«

Fra Videnskab.dk, 10.12.2009.

»- Hvad med kristendommen? - Historien viser, at enhver religion kan forvandles til hvad som helst. Jeg kender mange sympatiske og tolerante kristne præster i dag. Men tilbage i historien var kristne bevægelser fyldt med had. Når vi i dag ser kristendommen som en blød og velvillig bevægelse, så er det, fordi vi ikke fornemmer, at den er blevet sådan efter 1700 års massiv intolerance.« (Fyens Stiftstidende, 3.5.2009). 

»’Når nogle mennesker mener, det er åndssvagt at tro på nisser, mens det er fint at tro på Jesus, ja så er det en holdning, som går helt tilbage til starten af Europas religionshistorie. Men det er jo et ideologisk og ikke et videnskabeligt udsagn, når man siger, at det er mere dumt at tro på nisser end på Jesus Kristus: at det er stupidt at tro på noget, som er uden empirisk belæg, mens det er fint at tro på noget andet, selv om der heller ikke er empirisk belæg for det,’ siger Olav Hammer. (…)

– Hvorfor er kristendommen gået af med sejren? ’Det korteste og nemmeste svar på et meget komplekst spørgsmål er, at den meget tidligt fik en politisk alliance med den politiske magt. Det var et par romerske kejsere, som tog de helt store skridt. Kejser Konstantin, som i begyndelsen af 300-tallet besluttede, at kristendommen skulle være den privilegerede religion – det var stadig tilladt at tilhøre en ikke-kristen romersk eller hellenistisk religion, men kristendommen fik et særligt privilegium, og Konstantin satte sit præg på, hvad det blev for en udgave af kristendommen. I 380erne var det en af efterfølgerne, kejser Theodosius, der gennemførte, at kristendommen skulle være den eneste tilladte religion.’

– Kan man i dag pege på kristne værdier eller skikke, der i virkeligheden har andre religiøse rødder, men som blot er blevet fortrængt eller overtaget af kristendommen? ’Personligt undrer det mig, hvor nemt det er blevet for repræsentanter for moderne kristendom at sige, at pluralisme, demokrati, tolerance og den slags værdier i virkeligheden er kristne værdier. Ser man tilbage i den kristne religionshistorie, så ser vi, at kirkefaderen Augustin erklærer, at det er legitimt at forfølge og undertrykke alle andre end dem, der erklærer sig som den ‚rigtige‘ slags kristne – også med vold og terror. Og det slutter ikke, førend vi får Oplysningstiden og den oplysningsfilosofi og humanisme, som halvvejs sekulære mennesker som Voltaire og Diderot var forkæmpere for.

Og så er det, som om kirken opdager, at den har tabt slaget, vender om og laver en art revisionistisk historieskrivning, som deklarerer, at i virkeligheden var det os, der var de tolerante, de åbne og humanistiske... Præcis hvornår og hvordan man har klaret at ændre historieskrivningen, så kristendommen pludselig står som garant for de værdier, dens magthavere har brugt 1200–1400 år på at undertrykke – det er noget af det, vi også gerne vil dokumentere med dette projekt.’

– Her vil nogle hævde, at man må skelne mellem kirken og den administrative fernis, den er udtryk for, og så den ægte kristendom og de værdier, den står for... ’Jo, men en ægte kristendom, som aldrig blev implementeret, gad vide hvad det er for noget? For mig minder det meget om de mennesker, som for ikke så mange år siden sagde, at ægte kommunisme eller ægte socialisme aldrig er blevet indført. Folk, som sagde, at det, vi konkret ser i Sovjet, Albanien, Kina, det er rædselsregimer, men den ægte kommunisme vil kunne frelse os alle sammen. Hvordan vil man definere sådan en ideal størrelse, som ikke findes nogen steder? Hvis vi forholder os til kristendommen på samme måde, så bliver det jo en fantasi, en konstrueret kristendom,’ siger professor Olav Hammer.«

Fra Weekendavisen 24.5.2006. 

»Man ser altid sin egen version som den rigtige, alt andet er en afvigelse. Men spørgsmålet er, hvad er en ’rigtig’ kristen? Det er der ingen entydig forklaring på, fordi forestillingen om det er en ideologisk manøvre, mener Olav Hammer. Han henviser til, at selve begrebet ’kristendom’ konstrueres ved enhver tid. For 100 år siden ville det være radikalt at afskrive Bibelens skabelsesberetning, hvilket er normalt i dag, siger religionshistorikeren. Han fastslår, at der ikke findes en objektiv målestok for, hvad der er den ’rigtige’ kristendom.«

Fra religion.dk 4.6.2005.   

Hedenius, Ingemar

Dr.phil., professor i praktisk filosofi ved Uppsala Universitet (1947-1973).

»För övrigt anser jag, att de teologiska fakulteterna bör avskaffes.« (C.A. Wachtmeister, red, Ateistens handbok, 1963, 91).

»Givetvis ställer Wingren de teologiska fakulteterna på samma fot som de medicinske og juridiska. Han anser, att liksom de står i sjukvårdens och rättordningen tjänst, så står de teologiske fakulteterna i bibelbrukets tjänst. Han förbiser, att totalt verklighetsfrämmande föreställingar inte hör till pragrammet i de andre fakulteterna.« (C.A. Wachtmeister, red, Ateistens handbok, 1963, 94-95).

»För att få en ändring till det bättre bör man upplösa de teologiska fakulteterna och överföra deras professurer til de humanistiske fakulteterna. Först da finns det hopp om att den teologi, som nu är en skam för våra universitet, så småningom skall kunna avvecklas.« (C.A. Wachtmeister, red, Ateistens handbok, 1963, 96).

»Der er ingen tvivl om, at tro og viden er to af hinanden uafhængige kundskabsprincipper, er opstået for at redde en intellektuelt underlegen anskuelse mod enhver form for fornuftige indvendinger.« (Tro og viden, 1985, 29).

»Hvis ikke troen lignede viden i den henseende, at også troen er en godtagelse, en antagelse af sandheden i, visse ting, så ville troen være aldeles problemløs ud fra det synspunkt, der interesserer os her. En religiøs trosbekendelse ville i princippet ligne udførelsen af et musikstykke, en sang uden ord. Den ville ganske vist give anledning til mange psykologiske, æstetiske og akustiske problemer, men noget sandhedsspørgsmål i religionen ville der ikke findes. Den troendes tanker ville ikke kunne gøre krav på anden sandhedsværdi end klaverspillerens drømme, fantasier og følelseskombinationer.« (Tro og viden, 1985, 34-35).

»Et menneske, der gjorde noget, som overhovedet ligner det, som Gud ifølge kristendommen gør med menneskeheden, ville være et monstrum af ondskab. Der findes en talemåde, som stammer fra oldtiden, og som allerede Voltaire, Leibniz’ modstander, anvendte. Den lyder: hvis Gud er almægtig, følger deraf, at han ikke er algod, og hvis han er algod, så følger deraf, at han ikke er almægtig.« (Tro og viden, 1985, 65).

»Hvis antagelsen af Guds eksistens overhovedet kan diskuteres som sandsynlig eller usandsynlig af fornuften, så følger også, at fornuften må betragte gudstroens sandsynlighed som meget lille og ateismens sandsynlighed som meget stor.« (Tro og viden, 1985, 89).

»Sådan ligger sagen set fra fornuftens synspunkt. Selv om videnskaben ikke kan bevise ateismens rigtighed, øger den konstant usandsynligheden af troen på en virksom gud.« (Tro og viden, 1985, 93-94).

»Dette: at man lukker øjnene for modsigelsens indhold, viser sig allerede i selve sproget, som er et andet end det sædvanlige. Man anvender helst kunstudtryk som ’spændinger’, ’antinomier’ eller ’paradokser’ og undgår det simple og adækvate udtryk: selvmodsigelse. Denne måde at tale på gør det muligt at holde diskussionen på et højt og relativt uforstyrret plan.« (Tro og viden, 1985, 105).

»I sin afhandling ’Evangelisk trosläre’, der anvendes som lærebog ved vore teologers uddannelse i videnskaben, gør biskop Bohlin gældende, at den teologiske dogmatik, ’troslæren’, bør opfattes som en slags videnskab ’ved siden af historieforskning, samfundslære, filosofi og retsvidenskab i hævdvunden betydning’; dette for så vidt man ikke låser sig fast ved et alt for ’snævert’ videnskabsbegreb, der ville forvise ikke blot troslæren, men også alle disse andre kundskabsgrene fra videnskabernes kreds. (…) Følgen heraf er naturligvis., at den påståede videnskabelige gengivelse går over i parafrase, at teologien bliver en slags forkyndelse, thi at fremstille en religions lærer som en af de troende lader sig ikke skille fra at forkynde den.

Bohlin understreger dog stærkt, at dette er forskellige ting – formodentlig for at det hele ikke blot skal virke som en syklub, men også kunne foregå ved et universitet, en uddannelsesanstalt, der ifølge sine statutter er beregnet for videnskabsmænd og i grunden slet ikke for fromme eftersnakkere. Men læser man derefter hans eller nogen andens troslære, viser det sig ganske rigtigt, at der ikke er nogen anden forskel mellem teologen og forkynderen, end at teologen som regel er en grad tørrere og frem for alt mere langtrukken i sin stræben efter grundighed og fuldstændighed –

kort sagt mere hæmningsløst docerende – samt at teologen i modsætning til forkynderen har en ubegrundet ambition om at ville anses som en slags videnskabsmand.« (Tro og viden, 1985, 111-112).

»På lignende måde taler biskop Nygren om kristendommens ’værdi’, som om det var samme ting som dens ’sandhed’, hvorved han underforstår, at en tings værdi beror på den enkeltes subjektive stillingtagen. Et andet surrogat for det hendunstede sandhedsbegreb er naturligvis den indre ’sammenhæng’, som man konstant søger at etablere hos den kristne tro. ’Thi hvordan legitimerer dogmatikken sine sætningers gyldighed?’, siger Nygren. ’Ganske simpelt ved hjælp af den nødvendige sammenhæng, hvori de står til den kristne værdioplevelses centrum. Det, der ikke kan ophæves, uden at denne selv bliver ophævet, må erkendes som en dogmatisk gyldig sætning.’ Her anvendes det mere ubestemte ord ’gyldighed’ i stedet for ’sandhed’. Disse fraser om, at kristendommen er ’gyldig’, fordi den må værdsættes, eller må værdsættes, fordi den er ’gyldig’ (eller hvordan man nu mener det), og at alle kristne lærer, der bliver nødvendige, efter at kristendommens ’grundmotiv’ er postuleret i en værdioplevelse, også er ’gyldige’ – alt dette er billedlige udtryksmåder, der er valgt sådan, at det normale sandhedsbegrebs tabtgåen skal være så lidet følelig som muligt.« (Tro og viden, 1985, 154).

»Der findes af den teologiske tænknings væsen en side, der hedder humbug.« (Tro og viden, 1985, 172).

Holt, Else K.

Ph.d., lektor i Gammel Testamente og afdelingsleder ved Det Teologiske Fakultet, Århus Universitet.

»Jens Brun argumenterer i et debatindlæg den 9. januar for forandringer, der skal styrke folkekirken, og han opfordrer til drøftelse. Det er en opfordring, som vi gerne tager imod som forskere i Det Gamle Testamente – og som præster i folkekirken, for Bruns indlæg taler tydeligvis ud af en kærlighed til kirke og kristendom, som vi ubetinget kan dele.«

»Annonce

Men Det Nye Testamente kan slet ikke ’leve’ uden Det Gamle Testamente, og kirken har brug for Det Gamle Testamentes tale om den skabende og opretholdende Gud for at kunne være både jorden og himlen tro. Det Gamle Testamente indeholder mange forskellige og indbyrdes uenige fortællinger og digte om Gud. Netop i deres indbyrdes diskussion er de med til at fastholde Guds storhed og uudgrundelighed for mennesker – og hans uudslukkelige kærlighed til den skabte verden og alt, hvad der bor på den.«

»Kirkefædrene så ret, da de fastholdt Det Gamle Testamente. At udelukke den første del af kanon med dens mange forskellige og ofte provokerende gudsbilleder ville have ødelagt alt for meget i den kristendom, vi alle gerne vil fremme.«

Fra Kristeligt Dagblad, 14.2.2008 (sammen med Kirsten Nielsen).

Iversen, Hans Raun

Lektor i praktisk teologi ved Det Teologiske Fakultet. Tidligere formand for satsningsområdet Religion i det 21. århundrede ved Københavns Universitet (2004-2007).

»Vi studerer ikke blot kritisk i betydningen analyserende, hvor man skiller tingene i deres bestanddele. Vi studerer også konstruktivt, idet vi prøver at genfortælle kristendommen med vore egne og vor egen tids ord – både de komplicerede og ikke mindst de elementære sammenhænge.

Mit eget fag, praktisk teologi, har siden indførelsen i 1989 være forpligtet på at studere kristendommens praksis- og kommunikationsformer ’kritisk og konstruktivt’. Jeg mindes ikke at have fået kritik for, at jeg er for dygtig til at være kritisk analyserende. Derimod hører jeg af og til, at jeg lægger for meget vægt på det konstruktive spørgsmål: Hvordan kan kristendommen praktiseres og udtrykkes i dag, hvis den skal fastholde sin kerne, kraft og kriterier i levende trosformer? Nogle synes, at det er at ’drive mission’ at spørge sådan. Jeg synes, at det er at studere kristendom på en måde, som svarer til den sag, vi studerer.«

»Er der da ikke noget, vi kunne lave bedre? Jo, det allermeste kunne laves bedre. Det har vi alle sammen mange ideer til. En af mine kongstanker er, at det hele ville blive meget bedre, hvis vi arbejdede mere sammen på tværs, herunder med folkene fra Dansk Bibel-Institut og Menighedsfakultetet. Det er der så også en del af os der gør, selv om der også på begge sider er nogle hardlinere, der helst vil grave grøfter.

Lad mig slutte med én ting, som jeg tror, at vi kunne og burde gøre meget mere ved. Vi kunne og burde lægge mere vægt på det levende studium af levende kristendom. Jeg tænker her ikke på, at folkekirken stadig mangler at få lavet en anstændig praktikordning for sine vordende præster, som har brug for indøvelse i en række praksisformer. Jeg tænker på studiet af nutidens levende kristendom - og ikke blot på studiet af kilderne til fortidens og Bibelens kristendom.

På den amerikanske, lutherske kirkes største teologiske institution, Luther Seminary i St. Paul, Minnesota, sendes alle studerende på feltarbejde i en menighed i første studieår. Først introduceres de relevante metoder i menighedsstudier, så har man 2-3 uger til at gennemføre et menighedsstudium, og så skal man tilbage for at diskutere den rapport, man kom hjem med. Ledespørgsmålet i studiet er på god amerikansk vis ’What is God up to?’ i denne lokalitet med denne menighed. På godt dansk: Hvad har Gud gang i, og hvad har Gud måske planer om i kirke og samfund i det her sogn? Det er et afgørende spørgsmål. Kan vi ikke få øje på, hvad Gud gør og vil have gjort mellem mennesker i dag, er det ikke af større betydning, hvordan vi har lært at læse Bibelen.«

Fra Kristeligt Dagblad, 7.4.2009 (om teologiuddannelsen på universitetet).

Jacobsen, Anders-Christian

Ph.d., lektor i dogmatik ved Det Teologiske Fakultet, Århus Universitet. Medlem af bestyrelsen af Forskerskolen, og leder af satsningsområdet Jøder, kristne og hedninger i antikken (2002-2005) og af fokusområdet Religion som normsætter, gruppe 1: Kampen om religiøse tekster i antikken (2005-2009) ved Århus Universitet.

»Menighedsfakultetets leder, Ingolf Henoch Pedersen har den 18. juli i Kristeligt Dagblad skrevet en kronik om at drive teologi for kirkens skyld. Det er et respektabelt ærinde, som vi er mange, der gerne støtter. Ja, vi er faktisk mange, der har det som vor daglige dont. Det gælder f.eks. mig selv, der til daglig underviser og forsker i teologi (dogmatik) ved Det Teologiske Fakultet på Aarhus Universitet.

Jeg ved fra mit arbejde, hvor afgørende en rolle det spiller for mig selv, mine kolleger og de studerende at drive teologi for kirkens skyld. Derfor er jeg dødtræt af at høre på Henoch og hans kolleger, der evig og altid forsøger at mele deres egen kage ved at skyde mig og mine kolleger i skoene, at vi fordærver de studerende, teologien og kirken med ved at gøre teologi til religionsvidenskab eller andet slemt. Vel gør vi ej. Vi kæmper sammen med de studerende dag efter dag for at forstå, hvad teologi er, hvordan kristendommen kan fortolkes og præsenteres på en måde, der er relevant for vor samtids mennesker. Derfor gør det mig harm, når Henoch beskylder os for at ødelægge teologien og kirken.« (Kristeligt Dagblad, 21.7.2005).

Jensen, Tim

Lektor i religionshistorie ved Institut for Pædagogik, Filosofi og Religionsstudier, Syddansk Universitet.

»Religionsforskeren Tim Jensen fra Syddansk Universitet, der principielt er imod, at staten bruger universiteterne til at uddanne præster, kan dog se nogle skillelinjer mellem teologien og religionsvidenskaben. – Det gør en forskel, at teologien kun beskæftiger sig med én religion. At man står i en lang tradition, hvor man er en del af religionens selvrefleksion, og at man uddanner en stor del studerende til at blive præster, der skal forkynde kristendom som sandhed, siger han.

Hvor teologien for alvor kommer i klemme videnskabeligt set, er, ifølge Tim Jensen, i den teologiske disciplin systematisk teologi. – Problemet opstår, når denne bliver normativ, og kristendommen defineres som sandhed. Ikke desto mindre anerkender Tim Jensen, at mange teologer i dag arbejder religionsvidenskabeligt og neutralt med tekster og kristendom.«

Fra Kristeligt Dagblad, 4.2.2008 (interview med bl.a. Tim Jensen om universitetsteologi og religionsvidenskab).

»Det religiøse har stadig en klang af noget mystisk, hemmeligt og privat, som giver en fascination. Man skal bare ikke tage fejl af, at når præsterne bliver spurgt [af medierne], bruger de lejligheden til at missionere. Biskop Jan Lindhardt har gjort det virkelig godt og er dygtig, men der er jo også alle de skjulte missionærer for kirken som Johannes Møllehave, der benytter julekataloger fra Magasin, bøger og plader. Der er et helt felt af præster og teologer, som opfatter det som en del af deres nye job ikke bare at prædike i kirken, men også mere eller mindre skjult i offentligheden.« (Information, 23.12.2005).

»Statsministeren udtrykker ønske om at få begrænset religionens rolle i det offentlige rum. Han kan passende begynde i egne rækker og finde en anden kirke- og undervisningsminister end Bertel Haarder.

Haarder har nu nedsat det udvalg, der skal revidere folkeskolens religionsfag, kristendomskundskab. Af ministeriets hjemmeside fremgår det med al tydelighed, at der nok en gang er tale om et udvalg med en nærmest demonstrativ teologisk og kirkelig forankring. Og formanden er naturligvis sognepræst! I slutningen af 1980'erne var det en biskop. Ganske vist har man sikret sig, at de gode kristne og folkekirkeligt forankrede medlemmer af udvalget også har en relation til skoleverdenen (religionslærere fra folkeskole og seminarier), og at en velrenommeret teologisk professor er med i kredsen.

Udvalgets sammensætning viser dog samtidig, at der ikke skal være tvivl om den kristent-kirkelige styring af arbejdet. Man kan håbe, at fagfolkene og den teologiske professor holder fanen højt, men der kan ikke være tvivl om, at intentionen er, at den fagligt-pædagogiske tilgang holdes i kort snor.

I andre sammenhænge har Haarder da også klart udtrykt sine intentioner: Han vil ikke have en sekulær folkeskole, men en skole, hvor kristne salmesange, fadervor, kirkegang og hele balladen står stærkt. Han vil have et religionsfag, der sikrer, at kristendommen, som han anser for samfundets fundament, gives videre til kommende generationer, så vi kan være sikre på, at alt forbliver ved det gamle.

At Haarder ignorerer religionshistorisk og religionssociologisk fagekspertise kan derfor ikke undre. De fagfolk, der ved mest om religion, er valgt fra til fordel for den protestantiske kristendoms egne repræsentanter.

Hvordan statsministeren (og andre) kan tro, at de kan få religion til at spille en mindre rolle i det offentlige rum med en kirke- og undervisningsminister, der bemander et ministerielt nedsat udvalg, som tilfældet er, og så klart ønsker at fastholde den kristne dominans, er en gåde. Eller er det slet ikke ment alvorligt? Gælder det der med at skille religion og politik kun 'de andre'?

At der ikke er muslimer i udvalget er således også værd at bemærke. Der skal formentlig fortsat undervises i islam på de ældre klassetrin, og så ville det jo kun være naturligt, hvis muslimer på lige fod med kristne blev inddraget i det religiøse demokratis politiske arbejde med skolefaget kristendomskundskab, når nu Haarder har valgt at lade en religiøs forståelse af skolens opgave dominere. Eller hvad? Sagen er naturligvis den, at kristendomsfaget er tænkt som rambuk i et protestantisk-nationalistisk projekt.

Med det nedsatte udvalg er der lagt op til et fortsat teologisk, eksistentielt og protestantisk forankret religionsfag og dermed til mere kristendoms- og kulturforkyndelse. Der er for meget religion i offentligheden, siger statsministeren. Men nu har hans kirke- og undervisningsminister meldt klart ud. Han vil have mere af det, og folkeskolen skal bidrage til udviklingen. Den protestantiske hegemoni på skoleområdet er ikke kun udtryk for en faglig kollaps. Det er også et slag i ansigtet på de mennesker i samfundet, som netop ikke er kristne, enten fordi de slet ikke er religiøse, eller fordi de har en anden religion.

Bertel Haarder vil samle det danske samfund ved at styrke bevidstheden om den kristne arv. I praksis skaber han splid. Et humanistisk og samfundsorienteret religionsfag ville derimod styrke og gavne.«

Fra Politiken, 11.3.2006 (sammen med Mikael Rothstein).

»De til dato bedste forsøg på at udvikle et ikkereligiøst, neutralt begreb om religion findes i den sammenlignende religionsforskning og dens tradition for at arbejde med religioner ud fra en såkaldt ’metodisk agnosticisme'. En sådan søger, både når det gælder forskning og undervisning, bevidst at tilsidesætte spørgsmålet om religionernes sandhedsprætentioner og opøve forskeren og underviseren, de studerende og eleverne til tilstræbt objektivitet, neutralitet og saglighed.

Læg mærke til det lille 'tilstræbt': Der er ikke tale om betonpositivisme eller en naiv (u)moralsk relativisme, men om en metodisk og pædagogisk tilgang, der bl.a. søger at sikre, at alle religioner behandles metodisk ens og dermed også metodisk fair.

Nu vil nogle måske indvende, at et sådant fag harmonerer dårligt med, at skolen som helhed og også kristendomskundskab skal være almen- og holdningsdannende. Og hvad med det store ’igen-værdi-sættelses-projekt’? Den tilgang, jeg anbefaler, passer imidlertid fint til disse mål. Den dannelse, der er brug for i dag, er nemlig ikke mindst den, der kommer af solide kundskaber og af analytisk-kritiske færdigheder. Den ’holdning' til religion, som skolen skal formidle, er en analytisk-kritisk holdning. Skolen skal undervise om og ikke i religion. Det sidste kan og skal den overlade til forældre og de religiøse samfund.

Skolen skal heller ikke først og fremmest sikre 'fortrolighed' med, men reflekteret distance til religion. Religionsundervisningen skal, via brug af tekster fra de forskellige religioner, via anvendelsen af et overordnet begrebsapparat og en analytisk-kritisk tilgang, ’fremmedgøre' eleverne over for samfundets og verdens religioner, over for deres egen, forældres og andres religion. Også selv om læreren også skal søge at formidle de religiøse selvopfattelser.

Eleverne skal øves i at se sagerne, religionerne og de religiøse forestillinger, både indefra og udefra.

En sådan undervisning er ikke hverken holdningsløs eller uengageret. Den er baseret på faste overbevisninger om værdien af oplysning og solide kundskaber, på det værdifulde i at kunne forholde sig analytisk kritisk til mennesker og samfund og derfor også til det, vi kalder religion. Den forholder sig analytisk kritisk, men ikke fjendtligt, til religion. Den er sekulær, men ikke sekularistisk, og den passer perfekt til regeringens deklamationer om at kvalificere Danmark som et videnssamfund.

Eleverne, de religiøse og ikkereligiøse, skal lære at forholde sig til det faktum, at der er andre synsvinkler på religion end deres egne og deres forældres. Kommende generationer af borgere må lære at forholde sig reflekteret og distanceret også til deres egen religion og deres egne begreber om religion.

Eleverne skal lære at forholde sig sagligt, kritisk og nuanceret til f.eks. spørgsmål om, hvorvidt man kan tale om, at en religion er mere 'rigtig' og 'sand' end en anden? De skal lære at føre en saglig og kritisk diskussion om dagens populistiske diskurser om dansk kultur og kristendom, om islam, om 'os' og om 'dem' - og om den postulerede 'religiøse dimension' som et gudgivent faktum og absolut gode. De skal lære at diskutere, hvad 'værdier' egentlig er for noget, og om religiøse værdier adskiller sig fra og er bedre end ikkereligiøse værdier.

Det er et sådant religionsfag, undervisningsministeren burde gå i brechen for. At den kristne religion og dens kanoniske skrifter tildeles mere plads end andre religioner, gør ikke noget, så længe denne religion behandles på samme vis som alle de andre. Tværtimod er der gode religionsfaglige og pædagogiske grunde til, at den står centralt. Den er verdens og Danmarks største religion og den religion, der har sat sig de største spor i dansk kultur. Det er ikke mindst kristendommen, i den luthersk-evangeliske variant, hvis begreber og forestillinger om ’tro', ’religion' med meget mere der dominerer den offentlige diskurs om religion, og hvis man skal kunne forholde sig oplyst og kritisk til den, inklusive Haarders og andres politikeres retorik, må man have et solidt kendskab til den.

Glem spørgsmålet om, hvordan man kan sikre, at forældre, der får børn fritaget fra kristendomsfaget, selv får banket bibelhistorie og kristen dansk kultur ind i hovedet på børnene. Brug krudtet på at sikre et objektivt, kritisk og pluralistisk religionsfag, der overflødiggør fritagelsesparagraffen og gør det umuligt for forældre at fritage deres børn fra et fag, der ikke ser tilbage, men frem og sikrer kommende generationer af danskere og verdensborgere solide kundskaber om religion.«

Fra Politiken, 10.3.2005.

»Europæisk teologi har rigtig nok haft en såkaldt religionshistorisk skole, og dér og i andre teologiske skoler er der arbejdet humanistisk og samfundsvidenskabeligt med kristendom og (andre) religioner. På Center for Religionsstudier har vi da også forskere uddannet, ikke som religionshistorikere, men som teologer. Men de arbejder inden for rammerne af en sammenlignende religionshistorie, der på afgørende punkter afviger fra den måde, Lilleør og visse andre teologer arbejder.

Som professor ved Institut for Religionsvidenskab i Århus, Per Bilde, har sagt, så er det den ’solidariske interesse i én og kun én religion: kristendommen, sædvanligvis endda i én og kun én variant, f.eks. protestantisk lutherdom’, der gør teologi til teologi og noget andet end religionshistorie. Med tanke på teologer som Lilleør kan tilføjes, at mange teologer ikke kun er ’solidariske’ med protestantisk kristendom, men er protestantiske kristne.

De, der ikke formår at se bort fra overbevisningen om, at deres kristendomsforståelse udtrykker sandheden med stort S, har store vanskeligheder med at arbejde religionshistorisk. Religionsforskere søger nemlig i det metodiske arbejde med religion at sætte sig ud over egne eventuelle religiøse præferencer og holder metodisk religionernes sandhedsprætentioner ude af billedet. Det betyder dog ikke, som Lilleør påstår, at den er religionskritisk på samme måde som Marx eller Freud. Religionsvidenskab er dog altid implicit religionskritisk, fordi den går analytisk kritisk til religion og i den metodiske tilgang stiller alle religioner lige.

I det sammenlignende religionsvidenskabelige perspektiv er religionerne lige gyldige udtryk for religion, men Lilleørs brug af en bindestreg til at antyde, at vi betragter alle religioner som lige-gyldige er et dumsmart retorisk kneb. Religionsforskere praktiserer metodisk ateisme, men det er ikke udtryk for, hvad de måtte mene om religion eller om den ene eller anden religion.«

Fra Fyens Stiftstidende, 19.4.2002.

»Svend Bjerg anmelder 21. ds. vores bog Etikken og Religionerne (Aschehoug 1998). Som teolog bemærker Bjerg, at hans faglige viden er størst på det kristne felt og han anfører et par faktuelle fejl i kristendomskapitlet. Som forfattere har vi konstateret, at vores bog stort set kun er blevet anmeldt af præster og teologer. Bjerg roser ganske vist bogen for at omhandle flere religioner, men ikke desto mindre lader han sin snævre faglige viden styre vurderingen af bogen som sådan. Han bemærker ikke, at bogen er den første af sin art i Danmark, at den er forsynet med en 30 siders tematiserende indledning og at den rummer cirka 100 siders kildetekster til belysning af emnet.

Han bemærker heller ikke, at vi selv forklarer de problemer der er med at skrive repræsentativt om et sådant emne. At han lader den ene forfatters lillebror bære ansvaret for halvdelen af teksten er en mindre sag. Må vi på den baggrund anbefale redaktionerne, at religionshistoriske bøger anmeldes af folk med bredere kvalifikationer end de teologiske.« (Politiken, 1.6.1999; sammen med Mikael Rothstein).

»[J]eg skal med glæde tilføje, at jeg finder det stærkt påkrævet, at religionsvidenskaben forbinder sig tættere med oplysningstidens projekt, at den som human- og samfundsvidenskab intensiverer forsøget på at emancipere sig fra teologien, fra den religionsapologetiske tradition og fra de kristne begreber og tilgange, så den kan bruges både im- og eksplicit kultur-, religions- og samfundskritisk i en fortsat kamp for en kulturel frisættelse fra den kristne dominans og i et forsøg på at afkristne også det såkaldt sekulare. (…) Diskursen om religion - og om den rette tilgang til religion - er af religions- og kulturhistoriske grunde domineret af en kristen religionsopfattelse og en teologisk og eksistentiel-hermeneutisk tilgang.« (Information, 9.1.1999).

»Er det muligt for en kristen folkekirkepræst at skrive en kort anmeldelse af en længere religionsvidenskabeligt baseret bog uden at det går ud over sagligheden? Vi vil nødigt besvare dette med et absolut og uomgængeligt nej, men sikkert er det, at det er særdeles vanskeligt, og at de mange redaktioner, der benytter disse anmeldere, når emnet er humanistisk og samfundsvidenskabelig beskæftigelse med religion, måske skal overveje sagen.« (Information, 14.12.1998; sammen med Mikael Rothstein).

Kjeldgaard-Pedersen, Steffen

Dr.theol., professor og dekan ved Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet.

»Det er helt afgørende at der er et fakultet med en række afdelinger for de forskellige teologiske discipliner som alle i en eller anden forstand, uden at det skal blive til en vældig dogmatik, er forpligtet på den helhed der gør teologien til noget særligt. Altså den helhed som er kristendommen i dens historie og overlevering og spørgsmålet om dens mulige sandhed. Den forpligtelse vil du jo aldrig finde på et religionsvidenskabeligt institut. For der er alle religionsformer lige interessante.« (Universitetsavisen, 26.5.2006; interview med Steffen Kjeldgaard-Pedersen).

»Mikael Rothstein glæder sig over min klare tale om forskellen mellem religionsvidenskab og teologi. Han er med andre ord glad fordi jeg har bekræftet ham i den fordom at han repræsenterer den akademiske videnskabelighed, mens teologer er uvidenskabelige producenter af religion. Og det er mere end tvivlsomt om han kan bevæges til at se kritisk på sin egen hårdkogt positivistiske videnskabelighed. Rothsteins tale om »religionsproducerende teologi« er vitterligt vås som desværre nok er kommet for at blive.« (Universitetsavisen, 9.6.2006).

Se også:

http://universitetsavisen.ku.dk/debatliste/2006/060609a/

»Teologien vil altså ikke forpligte sig på den antagelse, at religion restløst er en social konstruktion, men ser det som en reduktion, der ikke er nødvendig. Teologi lader den mulighed stå åben, at der kan være en mening eller betydning i teksterne, som ikke er socialt konstrueret.« (Tabu, 20 (1), 2007, 6; interview med Steffen Kjeldgaard-Pedersen).

»’Løgnen fejrer orgier!’, var der en, der skrev i den svenske uddannelsesdebat engang i 1980’erne. Det er en sætning, som man ikke bare lige glemmer, og den har stået og blinket på den indre lystavle under den seneste tids debat om det teologiske studium og fremtidens teologiske uddannelse. Den opmærksomme læser af Århusdekanens og Århusstudielederens indlæg i Kristeligt Dagblad den 4. oktober og tillige af avisens leder samme dag vil vide, hvad jeg taler om her. Alle tre kommentarer benytter et velkendt trick. Man foreslår i realiteten sænkning af niveauet, nedskrivning af kravene og afvikling af grundfagligheden, men præsenterer det som fremskridt, forbedring og kvalitetsløft. For at sætte trumf på roser man sig i forbifarten af sit eget mod til at tænke nyt.« (Kristeligt Dagblad, 9.10.2008).

Klostergaard Petersen, Anders

Cand.theol., lektor og p.t. studieleder ved religionsvidenskab, Århus Universitet.

»Det er forbløffende, at man i seks år kan studere en religion uden at have fået blot et minimum af institutionelt sanktioneret kendskab til religionsvidenskabelige modeller og metoder. Det kalder på ændringer i en fremtidig uddannelse, også fordi udviklingen – den danske indbefattet – går i retning af stigende globalisering med et hyppigere møde og en stigende konfrontation religionerne imellem. Hvordan teologen tænkes rustet til at møde de fremmede religioner uden at have fået blot en elementær indføring i religionsvidenskabelige, sociologiske og kulturantropologiske modeller, er uklart. Hvordan man i f.eks. praktisk teologi kan studere kultisk praksis uden bare et mindstemål af kendskab til ritualvidenskab, er forbavsende. Den manglende integration af religionsvidenskab, kulturantropologi etc. er blot et eksempel på den nuværende uddannelses selvtilstrækkelighed, men der er andre eksempler. I eksegesen arbejder man med tolkning af de bibelske tekster, men de studerende kan afslutte studiet uden at have fået en bare rudimentær indføring i nyere tekstteori. Kirkehistorie studeres gennem anvendelse af metoder og modeller fra almen historievidenskab, men der gives ingen introduktion til videnskabsteori eller historievidenskab. Eksemplerne vidner om et studium i et hermetisk lukket rum. Det kan ikke fortsætte.« (Fønix, 3, 1999, 139-140).

»En fremtidig teologisk uddannelse må i erkendelse af sin universitære status opgive enhver fordring på at tale ontologisk om Gud. Der gives ikke inden for den menneskelige eksistens´ rammer – og det er nu engang dem, der definerer universitetet – en ontologisk tilgang til talen om Gud. Som universitetsdisciplin må teologien stille sig tilfreds med at tale om kristen religion i dens epistemiske og sociale konsekvenser.« (Fønix, 3, 1999, 141).

»Når teologien og dens enkeltdiscipliner alligevel er gerådet i krise, hænger det sammen med, at de teologiske fakulteter er en del af en større sammenhæng: universitetet. I den udstrækning teologien ønsker at være del af denne sammenhæng, er den forpligtet på den. Partnerskabet har sin pris.« (Fønix, 3, 2001, 157).

»Mens det for 70 år siden stadig var muligt at opretholde forestillingen om eller den videnskabelige fordring til teologien, at dens emne var talen om Gud, ser det anderledes ud i dag. Det omkringliggende samfund og ikke mindst de øvrige universitære discipliner kan ikke acceptere en teologi, der i sin videnskabelige selvforståelse fortsat ser det som sin væsentligste opgave at levere stof til den kommende søndags prædiken. En teologi, som i sit videnskabelige anliggende har forpligtet sig på en kerygmatisk formålsbestemmelse. En teologi, der ikke har fulgt med de seneste 30 års videnskabsteoretiske udvikling. En teologi, som i trodsig stivnakkethed tror at kunne appellere til en egen rationalitet forskellig fra det rationalitetsbegreb, der i øvrigt præger det videnskabelige rum.« (Fønix, 3, 2001, 158).

»Det synes mig, at der bag den teologiske tale om normativitet svæver et apologetisk spøgelse, som hidrører fra den tid, da universitetet endnu ikke havde frigjort sig fra kirken og samfundet fra kristendommen. Hvis det er rigtigt, har teologien for alvor et videnskabsteoretisk problem i forhold til den universitære institution. Hvis teologien vil være på højde med sin universitære samtid, leve op til de krav, man kan fordre af en akademisk disciplin, er det nødvendigt at opgive talen om eksistentiel eller religiøs normativitet. Den eneste form for normativitet, der er meningsfuld i det universitære rum, er den kulturelle, hvis grundlag står og falder med tanken om rationel acceptabilitet.« (Fønix, 3, 2001, 160-161).

»Hvis teologien skal være på højde med sin universitære samtid, må den opgive den gamle indholdsbestemmelse af teologi som talen eller læren om Gud – hvilket andet fagområde vil i øvrigt i dag legitimere og skitsere sin selvforståelse gennem rekurrens til etymologi? Den må mindre fordringsfuldt acceptere, at det, hvortil der ikke gives ontologisk adgang, kan der ikke tales om i det universitære rum. Det kan der til gengæld i andre rum.« (Fønix, 3, 2001, 162).

»Forudsætningen for at tale om normativitet inden for teologien er m.a.o., at man tager sækulariseringsproces og religionskritik alvorligt i en sådan grad, at talen om ’en undersøgelse af kristendommen i lyset af dennes iboende gyldighedspretention’ forstummer.« (Fønix, 2, 2002, 104).

»Den gyldighedspretention, SA [Svend Andersen] efterlyser i min fagforståelse, har jeg ikke smidt ud med badevandet. Som SA anser også jeg den for helt afgørende for en levet kristendom; men, og det er fortsat den afgørende forskel på vores synspunkter, jeg mener ikke, den hører uddannelsesmæssigt hjemme på et universitet, som er forpligtet på et rationalitetsbegreb, der i kraft af sin videnskabelige begrænsning ikke kan forholde sig til religiøse udsagns fordring på at repræsentere den virkelige virkelighed. Men netop dette kan og skal tematiseres i det kirkelige rum, såvel det pastoralseminare som selve kirken, og derfor er det afgørende at kunne sondre mellem de forskellige rum og at respektere de hermeneutiske rammer, det enkelte rum sætter«. (Fønix, 2, 2002, 107).

»Al videnskab er fornuftsbase­ret. Hvis den skal være tro mod sin egen sag, må den derfor afstå fra at tage stilling til det ontologiske sandhedsspørgs­mål. Hvorvidt der i en dansk høj­messe faktisk kommunikeres med ikke-humane aktører eller ej, har ingen videnskab mulighed for at tage stilling til - hverken positivt eller negativt. Hvordan skulle den det, hvis den vil forblive inden for den menneskelige fatteevnes grænser?« (Figenbladet, 2, 2003, 14).

»Religionsvidenskaben og dens udøvere klandres ofte – ikke mindst af repræsentanter for en kirkelig teologisk mafia – for ikke at ville for­holde sig til gyldighedsspørgsmålet. Også det beror på en grundlæggende misforståelse og udspringer af en – formentlig saglig begrundet – uvidenhed om metieren. Det er, som anført ovenfor, ganske rigtigt, at religionsvidenskab ikke kan forholde sig til det ontologiske sandhedsspørgsmål. Det placerer blot ikke religionsvidenskaben i en anden situation end teologien. Heller ikke den kan – under den forudsæt­ning naturligvis, at den vil bevare sin videnskabelige ædruelighed og akademiske soberhed – forholde sig positivt eller negativt til det ontologiske sandheds­spørgsmål. Den tid er forbi, hvor teologien var en glaubende Wissenschaft, som var begrundet, fordi der skulle prædikes på søndag.« (Figenbladet, 2, 2003, 15).

Langemark, Linda

Stud.mag.art. i religionsvidenskab ved Københavns Universitet

»For det første: Religionsvidenskab er ikke, som anført af JP, nært beslægtet med teologi. Man må nærmest sige: Tværtimod. Religionsvidenskab og teologi er to helt forskellige discipliner med store forskelle i videnskabelige traditioner og ikke mindst i videnskabelig metode.

De mest afgørende forskelle er nok, at religionsvidenskaben studerer religioner i fortid og nutid som ligeværdige udtryk for menneskelig kreativitet. Teologi studerer helt overvejende kun kristendommen, og ofte med den forudsætning, at kristendommen er større, rigtigere eller ’sandere’ end f.eks. en lokal religion på Tonga (som nævnt af Povl Götke i pågældende artikel).

Ifølge dekanen for Det Teologiske Fakultet, Steffen Kjeldgaard-Pedersen, føler teologerne sig desuden forpligtede på ’kristendommens mulige sandhed’ (Universitetsavisen nr. 9/2006), hvilket populært sagt vil sige: dens mulige guddommelighed. På religionsvidenskab spiller ’sandheden’ ingen rolle. Vi studerer religion som udtryk for menneskelig kreativitet.

For det andet: Der er ikke nogen strid mellem religionsvidenskab og teologi. Vi lever godt side om side med hver vores faglighed.«

Fra Jyllands-Posten, 5.4.2007.

RELIGION VERSUS TEOLOGI

Universitetsavisen indeholdt i nr. 9 et længere interview med dekanen for Det Teologiske Fakultet, Steffen Kjeldgaard-Petersen. Dekanen benyttede her lejligheden til at fremsætte nogle betragtninger om religionsvidenskaben, om forholdet mellem religionsvidenskab og teologi samt om teologien som videnskabelig disciplin. Som studerende ved Afdeling for Religionshistorie vil vi hermed gerne kommentere disse udtalelser.

Kjeldgaard-Petersen kommer i flere omgange ind på at der er store forskelle i tilgangen til stoffet i henholdsvis religionsvidenskaben og teologien. Han fremhæver i denne forbindelse at teologien er forpligtet på spørgsmålet om »kristendommens mulige sandhed«, og at dette spørgsmål undersøges med en kritisk indgangsvinkel som han ikke mener religionsvidenskaben magter.

Man forstår at den videnskabelige aktivitet på Det Teologiske Fakultet er centreret om ‘sandheden’, og om hvorvidt denne kan udledes af de bibelske skrifter. Stillet overfor udsagn af denne art må vi give Kjeldgaard-Petersen ret. Der er virkelig meget store forskelle på teologisk og religionsvidenskabelig metode.

Sandhedens rolle
På Afdeling for Religionshistorie spiller ‘sandheden’ overhovedet ingen rolle. Vi undersøger religioner og religiøsitet som udtryk for menneskelig kreativitet, og vi studerer disse religiøse udtryk i deres kulturelle og sociale kontekst i såvel fortid som nutid. Vi har mange forskellige indgangsvinkler, forudsætninger og begrundelser for vores studier, men fælles for os er at vi studerer religion fordi det er et emne der optager og engagerer os.

Kjeldgaard-Petersens udtalelser om at religionsvidenskaben skulle opfatte religion som en ’fejludvikling som mennesket i disse moderne oplyste tider hurtigst muligt må lægge bag sig’, er således helt uden reelle holdepunkter, og vi finder dem ganske stødende.

Når Kjeldgaard-Petersen desuden ikke tiltror os en kritisk vinkel, må vi forstå det sådan at han ikke mener at vi interesserer os for kristendommens sandhedsværdi. Deri har han naturligvis ret. En religionsvidenskabelig religionskritik vil typisk tage form af en samfundskritik og af en kritik af religionens placering i samfundet.

Vi er dybt optaget af vores fag. Men vi er ikke optaget af at søge ‘sandheden’ i hverken den ene eller den anden religion eller som videnskabeligt projekt i øvrigt. Vi må desuden tilstå at det forekommer os ganske tvivlsomt hvorvidt en sådan bestræbelse overhovedet kan kvalificere sig til betegnelsen videnskabelig.

Beklagelige udtalelser
Kjeldgaard-Petersen omtaler derudover ’den helhed der gør kristendommen til noget særligt’. På et spørgsmål om hvorvidt universitetet ikke ligeså vel kunne indeholde selvstændige fakulteter for islam eller andre religiøse retninger, svarer dekanen: ’Jeg ved ikke om det volumenmæssigt kan bære’.

Vi vil gerne spørge dekanen om hvad det er der gør kristendommen mere ‘hel’ end så mange andre religioner? Hvad er det der gør kristendommen til noget særligt? Hvorfor i alverden skulle et teologisk studie af andre religioner være mindre voluminøst end det teologiske studie af kristendommen?

Det er på denne baggrund vores opfattelse at Kjeldgaard-Petersen gør sig skyldig i særdeles fordomsfulde udfald ikke blot mod religionsvidenskaben, men tillige mod ikke-kristne religioners omfang og relevans. Vi anser dette for at være udtryk for en værdisætning af religion der burde tilhøre en svunden tid – ikke mindst i videnskabelige sammenhænge. Vi finder derfor Kjeldgaard-Petersens udtalelser beklagelige og på mange måder dybt betænkelige.

Universitetsavisen, 31.8.2006; indlægget er skrevet af Linda Langemark sammen med Mikkel D. Sigurdsson, religionssociologisk overbygning; Astrid Trolle, grunduddannelsen; Sara Møldrup Thejls, magisterkonferens; Laura Maria Schütze, religionssociologisk overbygning.

Se også:

http://uniavisen.dk/politik/paa-teologisk-mission-rektor

http://universitetsavisen.ku.dk/debatliste/2006/060609a/

Lodberg, Peter

Ph.d., lektor og studieleder ved Det Teologiske Fakultet, Århus Universitet.

»Den teologiske kandidatuddannelse ved universiteterne i København og Århus giver en privilegeret adgang til at søge præsteembede i Den Danske Folkekirke. Set fra mit bord som studieleder for den teologiske uddannelse på Det Teologiske Fakultet på Aarhus Universitet er der derfor ingen tvivl om, at teologiuddannelsen i Århus, som jeg kan udtale mig om, er forpligtet på at betragte sig selv som en uddannelse, der skal og kan bruges som en præsteuddannelse. Ligesom universitetet uddanner medicinere, der bliver læger, eller jurister, der bliver advokater eller dommere, sådan skal teologi uddanne teologer, der kan blive præster, provster og biskopper i folkekirken. (…)

Det er mit klare indtryk, at folkekirken er interesseret i at ansætte dygtige teologer, der kender deres stofområde i dybden, er vant til at arbejde selvstændigt og har fået redskaber til at holde sig selv i gang, at de kan forny sig, så de som teologisk uddannede præster er i stand til at tyde og tolke det kristne evangeliums indhold i forhold til den tid, som er vores. Forholdet mellem teologi og kirke er således uden adskillelse og uden sammenblanding. Det tjener teologiens og kirkens sag på samme tid.«

Fra kristendom.dk, 21.4.2010.

Lundager Jensen, Hans Jørgen

Mag.art. og dr.theol., professor i religionsvidenskab ved Århus Universitet.

»Kristen prædiken er Kristus-prædiken; og man kan ikke tale om Kristus på baggrund af det Gamle Testamente, for eksegesen – eller religionsvidenskaben, det gør ingen forskel – viser, at det Gamle Testamente ikke taler om Kristus. Hvad man ikke kan tale om, derom må man tie.« (Peter Widmann m.fl., red., Medspil og modspil – teologi og religionsvidenskab, 1996).

Mogensen, Kaj

Censorformand for de teologiske fakulteter i Danmark fra 1994 til 2006.

»Teologi er – også som universitetsfag – en videnskab, hvor man vover at antage den opfattelse, at det er muligt, at Gud er, og at talen om Gud og om menneskelivet i forhold til Gud kan være meningsfuld. Det betyder ikke, at Gud i teologien indgår som forklaring på menneskelige og historiske forhold, eller at Guds eksistens indgår i en videnskabelig teori. Men hvis man anerkender som mulighed, at Gud er som den magt, der har ladet alt blive til, og som er tilværelsens inderste mening og sammenhæng, og at Gud har givet sig til kende i Jesus af Nazaret, så er teologi de overvejelser, der knytter sig til denne antagelse. Det betyder, at i teologien gennemtænkes, hvad denne antagelse betyder, om udsagn om Gud og Jesus giver mening, om de er sammenhængende, og hvilken virkningshistorie og betydning gudstroen og Jesustroen har haft og stadigvæk har. Teologien vover at stille kritiske spørgsmål til antagelsen af, at Gud er, og til Jesustroen. Den tager ud fra klargjorte kriterier konstruktiv kritisk stilling til de udformninger, som troen og bekendelsen har haft og har.« (Præsteforeningens Blad, 96 (51-52), 2006, 1057).

»De litterære læsningers mulighed for at inspirere prædikenen er indlysende, det samme gælder de læsninger, der fokuserer på billedsprog. Læsninger, der fokuserer på teksterne som udtryk for sociale, psykologiske og antropologiske forhold, har også gode muligheder for at inspirere prædikenen.« (Præsteforeningens Blad, 96 (51-52), 2006, 1059).

»Teologien er kun af interesse og betydning for prædikenen – og vel for kirken i det hele taget – hvis den befatter sig med det fundamentale og det elementære. Det vil sige, at teologien skal gå til teksterne – ikke primært for at lære dem at kende, men for at bruge dem til at belyse forholdet mellem liv og død, som det afspejles i teksterne. Det historiske skal ikke underkendes, men hvis ikke de bibelske tekster kan få det enkelte menneske og det fællesskab, som en gudstjenestemenighed er, til at opleve en nutidsbetydning, giver det ikke mening.« (Præsteforeningens Blad, 96 (51-52), 2006, 1060).

»Efter min opfattelse er en bevidst kritisk spørgen efter prædikenteksternes og andre bibelteksters nutidsbetydning en del af selve eksegesen. I virkeligheden er enhver eksegese drevet af en interesse i at fremholde en teksts aktuelle betydning.« (Præsteforeningens Blad, 96 (51-52), 2006, 1060).

Mortensen, Viggo

Dr.theol., professor ved Systematisk Teologi og tidligere dekan ved Det Teologiske Fakultet, Århus Universitet. Medlem af Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation 2003-2009.

»- Hvilken vej vil du anbefale for kirkerne i vesten i dag for at nå ud til mennesker? ’… På konferencen diskuterer vi meget, om man så skal lave små energiske kirkefællesskaber, der ligesom er teologisk stærkt enige og tæt sammenknyttede, og så kan man rigtig være en god og stærk og aktiv kirke. Eller skal man være mere bredt kulturpåvirkende som kirke. Og det er det dilemma vi står i, og det er derfor vi diskuterer det. (…) Mit personlige ønske i den situation, det er, at vi får vækket en passion, en autenticitet og integritet i kirkens måde at forholde sig på, at forkynde på, at være på, sådan at alt hvad der gennemsyrer en kirkes virkning, er præget af det, at man vil nå den anden.’«

Fra http://www.katpod.dk/play.php?podid=6496; interview med Viggo Mortensen i forbindelse med konferencen Church and Mission in the Third Millennium, afholdt på Århus Universitet d. 27.-29. januar, 2010.

»Når missionærerne satte sig ved de lokales fødder, forstod de på den måde noget vigtigt om det kristne budskab, at det var dem der ikke havde noget, andet altså end deres sprog, som skulle blive ophøjet. Således fik de smag for frihed. Det starter altså med den frihed, som Jesus Kristus befrier til. Og det er den frihed, som stadig sætter sig igennem og får mennesker i syd til at følge Kristus. De oplever, at budskabet om den kristne frihed har en livsforvandlende magt.« (Jyllands-Posten, 25.1.2010). 

»Nej, det alvorligste krisetegn er den mangel på begejstring, ja glæde, som man kan iagttage i de kristne miljøer, den begejstring og glæde, der kan komme af, at man lever ud af en overbevisning, som man er ivrig efter at dele med andre. Præsters klagen over stress og udbrændthed er blot et symptom på, at den underliggende glæde og fortrøstning i arbejdet mangler.

Det gode, der er ved at komme ud af denne triste situation, er en voksende forståelse for, at man må gøre noget ved det, og at mission i den forbindelse må stå centralt.

Hvordan kan vi udnytte det? I den svenske kirke er det - efter at den har opnået selvstændighed i forhold til staten - blevet enhver menigheds pligt at engagere sig i fire områder: gudstjenesteliv, kristen undervisning, diakoni og mission; man er forpligtet på at udarbejde en målsætning for alle fire områder. Tænk hvis alle danske menighedsråd på tilsvarende vis fik til opgave i en dialog med hele sognet at udarbejde en sådan målsætning, og dernæst havde pligt til at indgive en årsberetning, hvor man redegjorde for, hvordan man i det forløbne år havde levet op til målsætningen. Hvilke frugtbare debatter kunne det ikke føre til? (…)

Men der var vel også den mulighed, at vi tog os sammen og prøvede at udvikle de fællesskaber, der er, og forsøgte at skabe nye, der forstår sig selv som salt og lys. Man skal forblive åben, byde velkommen til alle, men samtidig opbygge den selvbevidsthed, der kommer af, at man tilhører et fællesskab og står i en tradition med en umådelig rig åndelig arv. En kirke, som ved hvad den står for, og som er stolt af at være sendt til verden med det bedste budskab, der kan sætte mennesker i frihed og give dem værdighed, og som ikke er bange, men tværtimod glade for at præsentere og repræsentere dette budskab for mennesker af anden eller ingen tro.«

Fra Kristeligt Dagblad, 5.6.2004.

»Vi er, alle os der føler noget for folkekirken, trosvikarer, vi må tage på os, at det hænger på os. Vi skal ikke regne med, at andre vil dublere vores rolle. Det er os, der er stand in.

Så skal vi have en ny stolthedskultur. Det kristne budskab er verdens bedste; det er noget, man godt kan være stolt af at gå ind for. Indenfor andre områder taler man om fyrtårne, uden måske altid helt at betænke, at i dag er de fleste fyrtårne enten tomme, privatiserede eller i det mindste automatiserede. Som kristen skal man selv være hjemme. (…)

På bagsiden af bogen ’Kristendommen under forvandling’ giver jeg følgende karakteristik: ’Kristendommen er et rygte om en mand, der for 2000 år siden gik rundt i Galilæa og gjorde vel.’

Kristendommen er et rygte! Rygter er til for at spredes; og den foretrukne form for kristendommens udbredelse er gennem frøspredning.

Vi skal altså sprede rygtet og så frøene. Det er os. Der er ikke andre til det. Det handler om at lade den kristne vision og mission gennemsyre alt, hvad en kirke gør. Så har man chancen for at diskutere alt lige fra graveransættelse og kirkegårdens indretning over kirkehøjskolens tilbud til kirkekoncerternes afholdelse ud fra perspektivet: Hvorledes bidrager denne aktivitet til at det gode budskab spredes.«

Fra religion.dk, 27.4.2007.

»Nu skal jeg vel vogte mig for at begynde at demonstrere min bibeltroskab og kristenstand offentligt. Jeg bygger selvfølgelig ikke mit bibelsyn på den historisk-kristne metode. Den historiske vinkel er netop som en metode, et redskab blandt andre, til at fremme det seriøse arbejde med Bibelen. Mit bibelsyn bygger på Kristus, som er Ordet; og i det omfang Bibelen vidner om Kristus er den Guds ord; derudover er det en oplysningsbog om Guds store gerninger beregnet til at lægges åben og læselig på alteret (Grundtvig). (…)

Guds Ånd er frihedens ånd. For at afbøde de vilkårligheder og umenneskeligheder, som en rigid fundamentalisme fører os ud i, handler det om at have fundamentet i orden, det fundament, som i vor kultur har fået sit stærkeste præg fra den barmhjertighed og kærlighed, der er kernen i Jesu forkyndelse og gerning.« (Berlingske Tidende, 17.3.1991).

Müller, Mogens

Dr.theol., professor i Det Nye Testamente og prodekan ved Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet.

»Det er vigtigt, at der er klarhed om indholdet af faget teologi. Teologiens forskellige discipliner har deres egen indre sammenhæng og udgør en helhed, som ikke mindst er vigtig for de teologiske kandidater, der bliver præster. Selvom det i en periode ikke har været populært at sige det, er det teologiske studium først og fremmest et professionsstudium.« (Kristeligt Dagblad, 30.9.2008).

Nielsen, Eduard

Dr.theol., professor i Gammel Testamente ved Københavns Universitet 1956-1991. Deltager i den autoriserede bibeloversættelse fra 1992.

»Hvis en kristen prædiken skal være et Kristus-vidnesbyrd, kan vi ikke med god samvittighed prædike over en tekst fra Det gamle Testamente. Det egentlige, det vi skal prædike om, findes ikke i teksten, før vi selv lægger det ind i teksten.« (Thorkil Grosbøll m.fl., red., Teologi og tradition: Festskrift til Leif Grane, 11. januar 1988, 1988, 60).

Nielsen, Kirsten

Dr.theol., professor i Gammel Testamente ved Det Teologiske Fakultet, Århus Universitet, 1995-2009.

»I behøver ikke at være troende, når I begynder her, men der er en stor risiko for, at I bliver det«.

(Kristeligt Dagblad, 4.2.2008; om teologistudiet på universitetet).

»Kristendommen forkynder, at Gud og mennesker ikke lever i isolerede paralleluniverser. På forskellig vis er grænserne blevet brudt ned. Først da Gud blev menneske og kom til verden julenat, derpå pinsedag, da Gud viste sig i ny skikkelse i form af Helligånden. Jesus liv på jorden var et liv i menneskeskikkelse og derfor underlagt de jordiske vilkår: Fødes, leve, dø. Men fordi Jesus også var Guds søn, vendte han tilbage til sin far. Helligånden er derimod ikke afhængig af de jordiske vilkår. Den bryder gennem grænserne. Den kommer, hvor og når den vil. Den er derfor også til stede ved enhver gudstjeneste. Derfor holder vi ikke gudstjeneste for at mindes, men for at være sammen med den levende Gud, som bliver nærværende i forkyndelsen. Som viser sin kærlighed i dåben, giver sig selv til os ved nadveren og lyser sin velsignelse over os. Men at vi tør tro, at det er sandt, det kan vi takke Helligånden for. Og det kan vi bl.a. gøre ved at deltage i pinsegudstjenesterne og synge:

Kærligheds og sandheds Ånd!

Jords og Himmels hjertebånd knytter du alene.«

Fra Lokalavisen Nordårhus, 23.4.2008.  

»Jens Brun argumenterer i et debatindlæg den 9. januar for forandringer, der skal styrke folkekirken, og han opfordrer til drøftelse. Det er en opfordring, som vi gerne tager imod som forskere i Det Gamle Testamente – og som præster i folkekirken, for Bruns indlæg taler tydeligvis ud af en kærlighed til kirke og kristendom, som vi ubetinget kan dele.«

»Annonce

Men Det Nye Testamente kan slet ikke ’leve’ uden Det Gamle Testamente, og kirken har brug for Det Gamle Testamentes tale om den skabende og opretholdende Gud for at kunne være både jorden og himlen tro. Det Gamle Testamente indeholder mange forskellige og indbyrdes uenige fortællinger og digte om Gud. Netop i deres indbyrdes diskussion er de med til at fastholde Guds storhed og uudgrundelighed for mennesker – og hans uudslukkelige kærlighed til den skabte verden og alt, hvad der bor på den.«

»Kirkefædrene så ret, da de fastholdt Det Gamle Testamente. At udelukke den første del af kanon med dens mange forskellige og ofte provokerende gudsbilleder ville have ødelagt alt for meget i den kristendom, vi alle gerne vil fremme.«

Fra Kristeligt Dagblad, 14.2.2008 (sammen med Else K. Holt).

Nissen, Johannes

Lektor ved kirkehistorie og praktisk teologi ved Det Teologiske Fakultet, Aarhus Universitet.

»De to discipliner er fælles om metoderne. Men som teologisk disciplin adskiller b.[ibelforskningen] sig fra religionshistorien ved ikke kun at forholde sig til to offentlige instanser, nemlig den akademiske verden (universitetet) og samfundet, men også til en tredje, nemlig kirken. De to discipliners forskningsområde er det samme, de bibelske tekster; men teologien forholder sig tillige til den omstændighed, at disse tekster har en særlig status i den kristne kirke. Derfor må b.[ibelforskningen] som teologisk disciplin til forskel fra religionsvidenskaben ikke blot stille spørgsmålet om historisk mening, men også spørgsmålet om sandhed og gyldighed.« (G. Hallbäck & H.J. Lundager Jensen, red., Gads bibelleksikon, bind 1, 1998, 87).

Nørager, Troels

Dr.theol., lektor, prodekan og ph.d.-skoleleder ved Det Teologiske Fakultet i Århus.

»Men hvad skal vi – hvis vi nu her til slut forsøger at betragte sagen ud fra de ’andre’ universitetsfags perspektiv – med teologi på universitetet? Mit generelle svar vil være, at det – måske netop i en tid, hvor filosofien er blevet ’eftermetafysisk’ (Habermas) – er vigtigt at have et sted, hvor man beskæftiger sig med ’de store spørgsmål’ og gør det i et normativt perspektiv. Men hvori består dette normative? Det består, så vidt jeg kan se, deri, at teologer lægger den forudsætning til grund for deres arbejde (uanset om de er eksegeter, historikere eller systematikere), at de kristne tekster og den kristne tradition er værd at udlægge og forsøge at aktualisere. Men mere end det: Teologien arbejder ud fra den forudsætning, at ’Gud’ er en værdifuld og perspektivrig hypotese. At være teolog er altså at arbejde under den forudsætning eller antagelse, at den kristne religion rummer en gyldighed (’sandhed’ forekommer mig at være et lidt for stort ord) både som lære og som livsmulighed.« (Lars Aagaard & Steen Brock, red., Videnskabens ansigter, 2004, 20).

Rothstein, Mikael

Mag.art. og ph.d., lektor i religionsvidenskab ved Københavns Universitet

»I anledning af det store fald i ansøgningerne til teologistudiet og en markant vækst i ansøgningerne til religionsvidenskab, udtaler biskop Jan Lindhardt: ’Hvis man læser religionsvidenskab, står man uden for og iagttager tro, som man betragter dyrene i zoologisk have. Hvis man derimod læser teologi, er man selv med i det, og man har derfor ikke distancen som teolog, hvilket harmonerer dårligt med de unges ironiske tilgang til livet’. Biskoppen har ret, og derfor er det ganske uinteressant at sammenligne de to uddannelser. Religionsvidenskab er et humanistisk og samfundsvidenskabeligt fag, der studerer mennesker. Teologi har et andet sigte, nemlig at reproducere og videreudvikle en bestemt religion, nemlig protestantismen. Interessen for religionsvidenskab er derfor ikke en sideeffekt ved den manglende interesse for teologi. Interessen for religionsvidenskab er i familie med interessen for historie, antropologi, kunsthistorie og den slags.« (Kristeligt Dagblad, 15.7.2006).

Religionsproduktion kontra analytisk videnskab

KOMMENTAR – Dekanen for Det Teologiske Fakultet Steffen Kjeldgaard-Petersen karakteriserer i sidste nummer af Universitetsavisen forskningen inden for mit fag således: »Det er mit indtryk at de på religionsvidenskab nærmest opfatter religion som en fejludvikling der burde være overstået i moderne oplyste tider, og som man derfor hurtigst mulig må lægge bag sig som alt andet end fornuftige forklaringer. Og der må man jo sige at tilgangen til stoffet her er anderledes.«

Jeg kan personligt bekræfte at religion for mig er en ganske overflødig størrelse, men det er i bund og grund forkert at sige at vi som humanistiske og samfundsvidenskabelige forskere anser fænomenet for forældet. Vi undrer os over hvad der i grunden skaber det, vi analyserer dets udvikling og konsekvenser, men vores faglige præmis er samtidig at religion er kommet for at blive.

Kjeldgaard-Petersen peger endvidere på teologiens forpligtelse til at »overveje spørgsmålet om kristendommens mulige sandhed«, idet han tilføjer at man jo aldrig vil finde denne ambition på et religionsvidenskabeligt institut. »For der er alle religionsformer lige interessante.« Så sandt! Den slags kunne vi ikke drømme om som religionsforskere. Vi bedriver nemlig videnskab om mennesker og samfund. For den teologiske dekan er dette imidlertid ikke »udgangspunktet for Det Teologiske Fakultet.«

Jeg er glad for Steffen Kjeldgaard-Petersens klare tale i dette spørgsmål. Hans position understreger således den afstand der også efter min mening bør være mellem den religionsproducerende teologi og den analytiske, akademiske religionsvidenskab.

Kommentar i Universitetsavisen 9.6.2006. Se også:

http://universitetsavisen.ku.dk/debatliste/2006/060609/

»’Jeg mener, den teologi, som er forpligtet i forhold til kirken, har en stærk religiøs dimension, som er uforenelig med videnskab om religion,’ forklarer han og tilføjer, at store dele af teologifaget efter hans opfattelse slet ikke hører hjemme på et moderne universitet.« (Information, 15.12.2006).

»Statsministeren udtrykker ønske om at få begrænset religionens rolle i det offentlige rum. Han kan passende begynde i egne rækker og finde en anden kirke- og undervisningsminister end Bertel Haarder.

Haarder har nu nedsat det udvalg, der skal revidere folkeskolens religionsfag, kristendomskundskab. Af ministeriets hjemmeside fremgår det med al tydelighed, at der nok en gang er tale om et udvalg med en nærmest demonstrativ teologisk og kirkelig forankring. Og formanden er naturligvis sognepræst! I slutningen af 1980'erne var det en biskop. Ganske vist har man sikret sig, at de gode kristne og folkekirkeligt forankrede medlemmer af udvalget også har en relation til skoleverdenen (religionslærere fra folkeskole og seminarier), og at en velrenommeret teologisk professor er med i kredsen.

Udvalgets sammensætning viser dog samtidig, at der ikke skal være tvivl om den kristent-kirkelige styring af arbejdet. Man kan håbe, at fagfolkene og den teologiske professor holder fanen højt, men der kan ikke være tvivl om, at intentionen er, at den fagligt-pædagogiske tilgang holdes i kort snor.

I andre sammenhænge har Haarder da også klart udtrykt sine intentioner: Han vil ikke have en sekulær folkeskole, men en skole, hvor kristne salmesange, fadervor, kirkegang og hele balladen står stærkt. Han vil have et religionsfag, der sikrer, at kristendommen, som han anser for samfundets fundament, gives videre til kommende generationer, så vi kan være sikre på, at alt forbliver ved det gamle.

At Haarder ignorerer religionshistorisk og religionssociologisk fagekspertise kan derfor ikke undre. De fagfolk, der ved mest om religion, er valgt fra til fordel for den protestantiske kristendoms egne repræsentanter.

Hvordan statsministeren (og andre) kan tro, at de kan få religion til at spille en mindre rolle i det offentlige rum med en kirke- og undervisningsminister, der bemander et ministerielt nedsat udvalg, som tilfældet er, og så klart ønsker at fastholde den kristne dominans, er en gåde. Eller er det slet ikke ment alvorligt? Gælder det der med at skille religion og politik kun 'de andre'?

At der ikke er muslimer i udvalget er således også værd at bemærke. Der skal formentlig fortsat undervises i islam på de ældre klassetrin, og så ville det jo kun være naturligt, hvis muslimer på lige fod med kristne blev inddraget i det religiøse demokratis politiske arbejde med skolefaget kristendomskundskab, når nu Haarder har valgt at lade en religiøs forståelse af skolens opgave dominere. Eller hvad? Sagen er naturligvis den, at kristendomsfaget er tænkt som rambuk i et protestantisk-nationalistisk projekt.

Med det nedsatte udvalg er der lagt op til et fortsat teologisk, eksistentielt og protestantisk forankret religionsfag og dermed til mere kristendoms- og kulturforkyndelse. Der er for meget religion i offentligheden, siger statsministeren. Men nu har hans kirke- og undervisningsminister meldt klart ud. Han vil have mere af det, og folkeskolen skal bidrage til udviklingen. Den protestantiske hegemoni på skoleområdet er ikke kun udtryk for en faglig kollaps. Det er også et slag i ansigtet på de mennesker i samfundet, som netop ikke er kristne, enten fordi de slet ikke er religiøse, eller fordi de har en anden religion.

Bertel Haarder vil samle det danske samfund ved at styrke bevidstheden om den kristne arv. I praksis skaber han splid. Et humanistisk og samfundsorienteret religionsfag ville derimod styrke og gavne.«

Fra Politiken, 11.3.2006 (sammen med Tim Jensen).

Haarder misbruger frihedsregel til forkyndelse i folkeskolen

Undervisnings- og kirkeminister Bertel Haarder udtalte (25.5.), at han er imod at fjerne fritagelsesparagraffen, som ellers gør det muligt for forældrene at lade deres barn slippe for folkeskolens kristendomsundervisning.

Haarders fremstilling af sagen var på flere måder mærkværdig. Hans argument var, at hvis ikke f.eks. muslimske børn kan få lov at slippe, så vil det blive umuligt for skolen at basere kristendomsundervisningen på bl.a. salmesang, julegudstjeneste og fadervor, dvs. folkekirkelige kultiske aktiviteter. At Haarder, som en kristen mand fra et borgerligt parti, ønsker at konsolidere forholdet mellem skole og kirke kan ikke i sig selv undre, men at han er fløjtende ligeglad med loven fra 1975, som udtrykkeligt forbyder en forkyndende undervisning, det er forargeligt. De ting, han nævner, er uløseligt forbundet med folkekirken selv og dermed med protestantisk kristendom. At synge religiøse hymner, deltage i kulthandlinger og afsige religiøse bekendelser som en del af undervisningen er så forkyndende som overhovedet muligt.

Haarder insisterer med andre ord på fritagelsesparagraffen, fordi den giver ham en frihed til at opretholde et teologisk, forkyndende religionsfag. Jeg mener, at ministerens politiske krav strider mod gældende lov, og at børnene derfor ikke nyder den beskyttelse mod religiøse belæringer i forbindelse med undervisningen, som loven ellers garanterer dem.

Haarders ambition er et formidabelt reaktionært, neo-nationalistisk hop tilbage til vores bedsteforældres barndom, men faktisk har han grund til at hejse Dannebrog og sende sin gud en venlig tanke, for kristendomsfaget i folkeskolen er gennemsyret af national-kristen tankegang, hvis man måler det på det gængse undervisningsmateriale. Det er således aldrig lykkedes for alvor at udvikle det oplysende kulturfag, som den manglende forkyndelse skulle sikre.

Der må derfor tages fat på to fronter: For det første må faget, der, hvor det udfolder sig, gøres bedre, så eleverne ikke fodres med protestantisk selvtilstrækkelighed, men derimod med solid viden om religion som en blandt mange kulturelle faktorer, der på godt og ondt former menneskers liv. For det andet må regeringen med Bertel Haarder i spidsen mødes med massiv politisk kritik. At socialdemokraterne og de radikale ikke har udnyttet denne sag til at markere hævdvundne positioner er mig ubegribeligt, og man må spørge, hvor organisationer som Skole og Samfund og Danmarks Lærerforening er i denne sag?

Sagt i al korthed er den aktuelle religionspolitik udtryk for en tilbagevenden til nationalromantik tilsat myte, magi og mirakler i en tid, hvor vi mere end nogen sinde har brug for rationel kritik, sund fornuft og respekt for forskellighed.

Politiken, 29.5.2005.

»’Jeg betragter mig selv som hedning, ateist, seku­larist, rationalist, modernist og materialist.’ Med disse udfordrende ord indledte Mikael Rothstein fra Institut for Re­ligionshistorie, København, paneldebatten. Det var næppe tilfældigt at Religionsvi­denskabelig Forening og Teologisk Forening havde bedt Mikael Rothstein om at indlede – og han leverede varen.

Som den eneste svarede han direkte på foreningernes spørgsmål og sagde bl.a. at man enten burde tilbyde uddannelser på Teologisk Fa­kultet for ima­mer, rabbinere, astrologer, krystalhealere etc. eller flytte præsteuddan­nelsen ud af universitets­regi. Han mente at meget af undervis­ningen på teologi var konfessio­nelt præget og derfor et religions­videnskabeligt studium værd.« (Figenbladet, 2, 2003, 3).

»Svend Bjerg anmelder 21. ds. vores bog Etikken og Religionerne (Aschehoug 1998). Som teolog bemærker Bjerg, at hans faglige viden er størst på det kristne felt og han anfører et par faktuelle fejl i kristendomskapitlet. Som forfattere har vi konstateret, at vores bog stort set kun er blevet anmeldt af præster og teologer. Bjerg roser ganske vist bogen for at omhandle flere religioner, men ikke desto mindre lader han sin snævre faglige viden styre vurderingen af bogen som sådan. Han bemærker ikke, at bogen er den første af sin art i Danmark, at den er forsynet med en 30 siders tematiserende indledning og at den rummer cirka 100 siders kildetekster til belysning af emnet.

Han bemærker heller ikke, at vi selv forklarer de problemer der er med at skrive repræsentativt om et sådant emne. At han lader den ene forfatters lillebror bære ansvaret for halvdelen af teksten er en mindre sag. Må vi på den baggrund anbefale redaktionerne, at religionshistoriske bøger anmeldes af folk med bredere kvalifikationer end de teologiske.« (Politiken, 1.6.1999; sammen med Tim Jensen).

»Er det muligt for en kristen folkekirkepræst at skrive en kort anmeldelse af en længere religionsvidenskabeligt baseret bog uden at det går ud over sagligheden? Vi vil nødigt besvare dette med et absolut og uomgængeligt nej, men sikkert er det, at det er særdeles vanskeligt, og at de mange redaktioner, der benytter disse anmeldere, når emnet er humanistisk og samfundsvidenskabelig beskæftigelse med religion, måske skal overveje sagen.« (Information, 14.12.1998; sammen med Tim Jensen).

Schencke, Wilhelm (1869-1946)

Professor i religionshistorie ved Oslo Universitet 1914-1939.

»Overfor dette fakultets forsøk paa at uskadeliggjøre den for samme fakultet generende og kompromitterende religionsvidenskap paakalder jeg opmerksomhet hos alt det i vort land der vet sig i pakt med frisind og aandsfrihet. Og jeg sier: Vi maa erklære det teologiske fakultet krig, med den aapent uttalte hensigt at faa det væk fra universitetet, eller rettere sagt: faa det sløifet.« (Tidens Tegn, 28.1.1913; citeret fra Sissel Halden, ”Professor Schencke og teologerne”, Chaos: Dansk-norsk tidsskrift for religionshistoriske studier, 32, 1999, 85).

»En teologi som vil være ’moderne’! Ja, undskyld sammenligningen; men mig forekommer det at resultatet blit et lignende som om man vilde klæ en hottentot i hvit vest og snipkjole. Det bliver med andre ord latterlig.« (Tidens Tegn, 28.1.1913; citeret fra Sissel Halden, ”Professor Schencke og teologerne”, Chaos: Dansk-norsk tidsskrift for religionshistoriske studier, 32, 1999, 86).

»Det teologiske fakultet er universitetets betændte blindtarm, som maa opereres væk jo før jo heller.« (Tidens Tegn, 28.1.1913; citeret fra Sissel Halden, ”Professor Schencke og teologerne”, Chaos: Dansk-norsk tidsskrift for religionshistoriske studier, 32, 1999, 86).

»[A]t det teologiske fakultet vistnok fra gammel tid av hører med til universitetets organisme: men at denne organismes vekst – saadan som historien viser os den – har nedsat det teologiske organ til et rudiment, et uudtviklet organ, et som ikke har fulgt med, og ikke har kunnet følge med, i den hele organismes udvikling; og at det utvilsomt vil tjene organismen bedst ifald dette rudiment nu bliver fjernet.« (Samtiden 1917, 293; citeret fra Sissel Halden, Wilhelm Schencke – en omstridt pioner, Oslo Universitet, 2007, 229).

»Det er klart at en professor i religionshistorie med en slik rent vitenskapelig innstilling har vært en vederstyggelighet for de teologiske fakulteter. Teologene har også stadig forfulgt ham. Det må ha vært en stor nervepåkjenning slik dag etter dag, måned etter måned, år etter år, å bli utsatt for sabotasje og personforfølgelse, særlig når man tar i betraktning at det dreier sig om en enkelt mann i kamp mot et helt fakultet, til og med Universitetets mest hensynsløse.« (Aftenposten, redaksjon, 9.1.1939; citeret fra Sissel Halden, Wilhelm Schencke – en omstridt pioner, doktorafhandling, 2007, 250; om Wilhelm Schencke).

Se også:

www.duo.uio.no/publ/IKOS/2007/68734/DUO_316_Halden_17x24.pdf

Schjørring, Jens Holger

Dr.theol., professor ved Det Teologiske Fakultet, Århus Universitet (1997-2009).

»[V]ideregivelse af kirkens af traditionen bestemte budskab i troskab mod Bibel og bekendelse; genformulering af dogmatisk indsigt med henvisning til at dogmehistorien er at forstå som et skatkammer af tidligere tiders bestræbelser på at værne om trosgrundlaget; samt endelig at nyformulere kirkens trosgrundlag i åben samtale med de referencegrupper, der må tages i betragtning for at imødekomme de krav, der følger af teologiens offentlighed.« (Niels Henrik Gregersen, red., Fragmenter af et spejl: Bidrag til dogmatikken, 1993, 27-28; om den universitetsteologiske dogmatiks opgave).

Stensvold, Anne

Professor i religionshistorie ved Oslo Universitet

»– Vi ønsker ikke denne nærkontakten med teologi. Teologene studerer Gud, mens vi studerer teologer, sier Stensvold.« (universitas.no, 24.9.2003).

Professor i religionshistorie vil legge ned Teologisk fakultet

- Det får være grenser for å undergrave sin egen eksistens. Mener Wyller vi skal ha et ikke-kristent teologisk fakultet? spør Anne Stensvold. Hun er professor i religionshistorie ved UiO.

Før jul var dekan ved Teologisk fakultet (TF) ved Universitetet i Oslo, Trygve Wyller, ute i Fritanke.no og forsikret leserne om at teologi slett ikke er noe ”kristent fag”. – Teologi er et vanlig universitetsfag som jobber med teksttolkning av Bibelen og andre kristne grunnlagsdokumenter, sa Wyller.

Utgangspunktet var et utspill i Fritanke.no fra religionshistorikeren Sissel Halden om at Teologisk fakultet bør sekulariseres. Wyller mente imidlertid at Halden slo inn åpne dører. – TF er sekularisert for lengst, poengterte han.

Kan man utdanne prester uten trostilhørighet?
Dette får professor i religionshistorie Anne Stensvold til å reagere. – Hvis teologi er ”humanioraforskning på den kristne tradisjon” som Wyller hevder, så skjønner jeg ikke hvorfor TF fortsatt skal være et eget fakultet, sier hun.

Stensvold synes det høres ut som om Wyller prøver å få hele fakultetet nedlagt. – Jeg synes det er forbausende at han går så langt i å oppløse bindingen TF har til den kristne trostradisjonen, framholder Stensvold. Hun poengterer at hele eksistensberettigelsen til TF er at de skal utdanne prester til Den norske kirke. – Og hvordan skal de greie det, hvis de ikke på en eller annen måte identifiserer seg med kristendommen som tro og ser seg selv som deltagere i norsk, kristen tradisjon, spør hun.

Hvis TF skal legges ned mener hun deler av fakultetet kan overføres religionshistorie.

– Vi driver også med humanioraforskning på de kristne grunnlagsdokumetene, som Wyller sier de driver med på TF, så det bør vel gå bra. De på TF som driver med kirkehistorie, kan sikkert få en plass på Historisk institutt, mens de som driver med systematisk teologi, kanskje kan finnes seg til rette på Filosofisk institutt? antyder Stensvold.

Teologi betyr ”læren om Gud”

Men alt dette går bare bra dersom Wyller har rett i at teologi har utviklet seg til et ikke-kristent fag, forutsetter Stensvold. Det tror hun imidlertid ikke noe på, og derfor antar hun egentlig at en slik sammenslåing vil by på en rekke problemer.

– TF har åpenbart en helt annen tradisjon enn resten av universitetet, uansett hva Wyller sier. Teologi betyr tross alt ”læren om Gud”, og da ligger det jo implisitt at Gud faktisk finnes og at troen må forsvares. Ikke alle TF-ansatte har denne innstillingen, men Wyller kommer ikke utenom at et viktig mål for mye av den forskningen som foregår på TF er å støtte opp om kirken og de troende. Dette blir veldig vanskelig å kombinere med målsetningen for et fag som for eksempel religions-historie, som først og fremst er opptatt av virkningshistorien til religionene uten å ta stilling til om det finnes noe ”sant” eller verdifullt i dem, sier Stensvold.

Hun legger til at forskjellen mellom de to fagtradisjonene ganske enkelt kan beskrives med at teologer befinner seg innenfor, mens religionshistorikere befinner seg utenfor det feltet eller den institusjonen de studerer. – Det sier seg selv at det blir to ganske forskjellige tilnærminger, understreker hun.

Et helt fakultet utdanner bare fem prester i året
For å underbygge at TF er en egenartet institusjon som befinner seg midt mellom kirken og universitet, nevner hun, i tillegg til fagets historie, at fakultetet fortsatt har en egen fakultetsprest, samt at vitenskapelig ansatte må være medlemmer av Den norske kirke.

Stensvold etterlyser mer diskusjon om TFs forhold til norsk, kristen tradisjon og mener at det skaper forvirring at Wyller går ut og beskriver teologi som en ”helt vanlig universitetsfag”, når realiteten er noe helt annet. – Mener virkelig Wyller at TFs forhold til kristendommen kan sammenlignes med kunsthistorikernes forhold til billedkunsten?

Hun nevner videre at TF lever et farlig liv. Ved Universitetet i Lund ble det teologiske fakultetet nylig nedlagt og underordnet andre fag, på samme måte som Stensvold antyder kan bli en løsning også ved Universitetet i Oslo. – Det utdannets omtrent fem prester i året fra TF. Og for å få utdannet disse fem prestene holder man liv i et helt fakultet. Det sier seg selv at det ikke er holdbart i lengden, slår Stensvold fast.

Hun legger til at TF nok ser dette selv, og derfor er svært opptatt av å opprette andre studietilbud for å berettige sin egen eksistens. Hun etterlyser en tydeligere profil fra TFs side. - TF står for en liberal, moderne kristendomsforståelse. De faglig ansatte er, som medlemmer av Den norske kirke, representanter for statskirkens lærdomstradisjon. Dette gjør TF til noe helt unikt, mener Stensvold.

Hun viser videre til Wyllers utsagn til Fritanke.no om at det bare er enkeltpersoner som er kristne, og ikke faget i seg selv.

– Her skjønner jeg ikke hva han mener. Betyr det at den teologien som bedrives ved TF ikke er en del av norsk, kristen tradisjon? I såfall kan ikke jeg se hvorfor teologi skal være et eget fakultet, sier Anne Stensvold.

– Hvis vi forutsetter at TF faktisk er kristent, synes du da det hører hjemme på et universitet? – Ja, det kan det godt gjøre. Jeg synes ikke det er noen grunn til å kaste et slikt prosjekt ut fra universitetet. Vi har alle våre forutinntatte holdninger på en eller annen måte. Poenget er at vi må være åpne om det, og bevisste på at vi har dem.

Interview med Anne Stensvold i fritanke.no 17.1.2008.

Se: http://fritanke.no/NYHETER/2008/Professor_i_religionshistorie_-_Legg_ned_Teologisk_fakultet/

Se også:

http://fritanke.no/NYHETER/2007/Vil_avkristne_Teologisk_fakultet/

http://fritanke.no/NYHETER/2007/TF-Wyller_forskrekket_over_Sissel_Halden/

http://fritanke.no/LESERBREV/2007/Sissel_Halden_Sekularisering_av_Det_teologiske_fakultet_/

Thorsen, Jakob Egeris

Ph.d.-stipendiat ved Systematisk Teologi, Det Teologiske Fakultet, Århus Universitet.

»Konferencen er ved at være slut, og det har været tre intense dage med forelæsninger og diskussioner. 170 konferencedeltagere fra hele verden og fra forskellige kirkesamfund, dog med en massiv overvægt af hvide protestantiske mænd, har i disse dage diskuteret, hvad kirkens rolle skal være i det 21. århundrede, og hvad mission betyder i dag. Der har selvfølgelig været mange spændende oplæg og mange gode indsigter. Men man kan sige, at en af hovedpointerne i de fleste taler er, at kirken er nødt til at forstå sig selv som værende mission, frem for at have mission som et appendiks – som noget man gør, når man er færdig med alt det andet. Mission skal simpelthen være en del af kirkens selvforståelse.”

Fra http://www.provector.dk/archieve40.asp?iid=53&tag=194; udtalt i forbindelse med konferencen Church and Mission in the Third Millennium, afholdt på Århus Universitet den 27.-29. januar, 2010.

Warmind, Morten

Mag.art. og ph.d., lektor i religionsvidenskab ved Københavns Universitet.

»Det er min faglige holdning, at teologi og religionsfaget ligger så langt fra hinanden, at de ikke bør være knyttet sammen. Man risikerer en sammenblanding af forskning og objekt. Vi studerer teologer, vi synes, de er et spændende studieobjekt. Ligesom en guru eller en offerpræst fra det gamle Rom ville være det.« (Information, 25.7.2007).

»Religionskritik er ikke selv en ‘tro’, blot en benægtelse af allerede fremsatte religiøse dogmer. Religionskritik og praktiseret gudløshed findes derfor upåagtet som den implicitte forudsætning – uanset udøvernes ideologiske selvforståelse – for forskning og undervisning i alle fag; for diskussionerne i alle politiske partier; og for kreative, udogmatiske eksperimenter i al filosofisk tænkning, i al kunst og i al videnskab:

1. Enhver neutral fagmetodik inden for både human- samfunds- og naturvidenskaber bygger på religionskritik i form af metodisk ateisme.

2. Det politiske demokrati, borgerbegrebet, retssikkerheden, magtens tredeling, offentlighedssfæren, fri presse, ytringsfrihed og ikke mindst religionsfrihed bygger på religionskritik i form af politisk sekularisme.

3. Filosofi der er forpligtet på sin etos, sin verden og sin fornuft, bygger på religionskritik i form af afvisningen af moralismer og åbenbaringer.

4. Kunst der er forpligtet på sit materiale, sin sansning og sin følsomhed, bygger på religionskritik i form af afvisningen af censur og propagandabudskaber for religiøse autoriteter.

5. Vidensproduktion der er forpligtet på sin akkuratesse, sin forklaringskraft og sin modsigelsesfrihed, bygger på religionskritik i form af afvisningen af dogmer og tabuer.

6. Altruisme og personlig lykke der er forpligtet på ikke-tingsliggørende medfølelse, på selvrelativering og på udvikling af kunsten at opfinde glædelige sociale og personlige rum, bygger på religionskritik i form af afvisning af gudsbegrundede moralske love og afvisning af manipulation med transcendent belønning eller straf til fordel for hudløs realisme over for konkrete lidelser og over for konkrete eksperimenter med alternativer. Gudelige hensyn må vige hvis de producerer konkret lidelse eller hindrer etiske fremskridt.

Selve disse praksisser – at tænke uden åbenbaringer, skabe uden facitlister, undersøge uden tabuer, føle uden moralske trusler – havde været umulige uden det folkelige, tekniske, etiske, kunstneriske og intellektuelle pres fra religionskritikere gennem tiderne. Ofte bragt til tavshed hvad enten de udtrykte sig i livsstil, versefødder eller traktater, men ligeså ofte tilbage på arenaen i nye, uforudsigelige skikkelser.«

Fra Weekendavisen, 7.12.2006 (sammen med Malene Busk).

Widmann, Peter

Dr.theol., tidl. professor og dekan ved Det Teologiske Fakultet i Århus

»Hvis vi f. eks ser på teologer som Peter Kemp og Johannes Sløk, mener de at religiøse udsagn er ikke-kognitive, dvs. ikke-erkendbare størrelser. De taler om en form for mystisk poetik, og teologien er blot fortolkninger. Derved gør Kemp og Sløk fortolkningsprocessen til det væsentlige i teologi, men teologi er mere end fortolkningsprocesser. Der er en substans. Og teologiens opgave er at tale om denne substans hvilket vil sige at tale om Gud.« (Figenbladet, 18, 2005, 8).

»Teologi er en kreds af videnskabelige discipliner, der er nødvendige for at kunne forstå og videregive en religion (i særdeleshed den protestantiske kristendom) på intellektuelt hæderlig vis, og for at kunne argumentere for religionens gyldighed i samtidens kulturelle og sociale kontekst. Faget omfatter derfor ud over historiske discipliner (kristendommens opkomst, udvikling og tilstand) også systematisk-kritiske og praktiske undersøgelser med henblik på kristendommens fortsatte udvikling og nyinterpretation.« (Peter Widmann m.fl., red., Medspil og modspil – teologi og religionsvidenskab, Århus Universitet, 1996, 16).

»Sammenlignet med religionsvidenskaben er teologiens felt i én henseende begrænset, idet teologien koncentrerer sig om én bestemt religion med henblik på dens ansvarlige videregivelse. Men i andre henseender har teologien flere facetter end religionsvidenskaben. Nok kan alle teologiens dele være relevante inden for religionsvidenskabelige discipliner, men teologiens interesse rummer andet og mere end en videnskabelig beskrivelse og undersøgelse af bestemte religiøse fænomener. I teologiens centrum står den grundformodning, at gudserkendelsen og tilbedelsen er afgørende for hele tilværelsen. Derfor kan teologien ikke nøjes med at kortlægge og tolke ét fænomenområde. Det gælder frem for alt om at vise en bestemt religions universelle relevans.« (Peter Widmann m.fl., red., Medspil og modspil – teologi og religionsvidenskab, Århus Universitet, 1996, 17).

»De eksegetiske fag koncentrerer sig om de bibelske tekster, deres historiske baggrund og virkning. Grunden er, at disse tekster regnes for ’kanoniske’ (normative) i kristendommen, hvor de læses som udslag af de begivenheder, der grundlægger denne religion. I eksegesen bearbejdes de bibelske tekster med særligt henblik på det enestående i deres indhold, som kan rejse et gyldighedskrav.« (Peter Widmann m.fl., red., Medspil og modspil – teologi og religionsvidenskab, Århus Universitet, 1996, 19).

»Teologiens praktiske disciplin [praktisk teologi] arbejder med kirkens konkrete livsytringer såsom prædiken, liturgi, salmer, sjælesorg, undervisning, kirkekunst, kirkemusik o.l. Faget omfatter ikke blot historiske og empiriske undersøgelser af kirkens praksis, brugstekster, udtryksformer, stildannelser, indoktrinering og pastoral virksomhed, men også overvejelser over principper og retningslinier med henblik på at videreføre og forny kirkens livsytringer.« (Peter Widmann m.fl., red., Medspil og modspil – teologi og religionsvidenskab, Århus Universitet, 1996, 19).

»Systematisk teologi er i Århus samlet i ét institut med tre afdelinger. Deres fælles opgave er en oparbejdelse af den viden, den refleksion og den kritiske bevidsthed, der er nødvendig for at kunne fremstille, videregive og forny kristendommen på intellektuelt vederhæftig vis, for at kunne tage stilling i striden om religionens gyldighed, og for at kunne bære et ansvar i mødet mellem religionerne og kulturerne.« (Peter Widmann m.fl., red., Medspil og modspil – teologi og religionsvidenskab, Århus Universitet, 1996, 19-20)

»Religionsvidenskaben går ud fra en hypotese om, at religion kan forstås uden antagelse af gyldigheden af bestemte religiøse sandheder. De religiøse fænomener udforskes ved hjælp af især tekstanalytiske, historiske og samfundsvidenskabelige metoder. Inden for religionsvidenskaben diskuteres en bred vifte af teorier om religion, herunder påstanden om det religiøses ikke-reducerbarhed. Teologien går omvendt ud fra den formodning, at der ligger en sandhed / gyldighed / værdi i en bestemt religion, der på sin side kan relativere alle andre sandhedskrav.« (Peter Widmann m.fl., red., Medspil og modspil – teologi og religionsvidenskab, Århus Universitet, 1996, 20).

»Det er en væsentlig pointe i min redegørelse, at hele teologien med alle dens discipliner er karakteristisk forskellig fra den religionsvidenskabelige fagkreds. Efter min mening er det ikke først de systematiske fag, der fremsætter hypotesen om kristendommens mulige gyldighed, men det er hele den teologiske fagkreds, der er konstrueret til at afprøve netop denne hypotese.« (Peter Widmann m.fl., red., Medspil og modspil – teologi og religionsvidenskab, Århus Universitet, 1996, 116).

Alle citater fra Peter Widmann m.fl., red., Medspil og modspil – teologi og religionsvidenskab, Århus Universitet, 1996.

Wind, H.C.

Dr.theol., tidl. docent ved Det Teologiske Fakultet, Århus Universitet.

»[D]et sjældent udtalte men dog åbenbare motiv for det narrative er ønsket om at komme fri af den for alle og især for teologer irriterende bevidsthed om den historiske verden, den historiske bevidstheds unyttige ‘Nachteil’. Narrativitet er, foruden så meget andet, forsøget på at komme fri af historiens relativitet, med teologisk-æstetiske midler.« (Peter Widmann m.fl., red., Medspil og modspil – teologi og religionsvidenskab, Århus Universitet, 1996, 28).