Derfor er et forbud mod drengeomskæring problematisk
De fleste, der slår til lyd for et forbud, forholder sig ikke til det enkle faktum, at det ikke vil standse omskæringen af små drengebørn.
Selv om ingen religion er statisk, er omskæring indtil videre en så central del af den etniske og religiøse identitet hos flertallet af jøderne, at et forbud ikke vil stoppe noget.
Man har i historiens løb prøvet at komme jøder til livs med diskrimination, forfølgelser, massakrer, landsforvisninger og et forsøg på regulært folkemord. Jøderne og deres årtusindgamle traditioner består imidlertid stadig.
Skal kristne forstå, hvad der står på spil for mange jøder, ja, så ville et forbud mod drengeomskæring måske svare til at forbyde kristne at tro på det evige liv. Så grundlæggende og rodfæstet kan det være.
Derfor vil et forbud også næsten være ensbetydende med at forbyde jøder at være jøder. Og derfor lader det sig – i virkelighedens verden – ikke gøre at få traditionen til at forsvinde med forbuddets tryllestav.
At tro noget andet, som talrige gør, vidner om eklatant uvidenhed om store dele af det jødiske folk og dets historie.
Problemet er især, at kuren kan blive værre end sygdommen, og det gælder ikke blot for mange jøder, men også for mange muslimer, der ligeledes praktiserer omskæring af drengebørn. Et statsligt forbud kan nemlig skabe flere problemer for omskårne drenge, end omskæringen nogen sinde har gjort. I det mindste for majoritetens vedkommende.
Så skal de til at skjule sig for kammeraterne, lægen, gymnastiklæren, politiet osv. Så skal omskæringen ske i dølgsmål uden mulighed for lægehjælp, hvis noget skulle gå galt. Det kan blive en utålelig situation, der i øvrigt har grimme, historiske fortilfælde.
Også i vor egen dansk-kristne baggård. Tænk f.eks. på tidligere tiders abortforbud.
Ideelt set burde man forbyde omskæring af drengebørn, der ikke er lægefagligt begrundet. Enig. Men i realiteternes verden risikerer man at gøre de drengebørn, man forståeligt gerne vil skåne, en bjørnetjeneste.
De allerfleste omskæringer vil nemlig fortsætte. Like it or not.
Med en tilladelse af omskæring af drengebørn har man selvsagt ikke, som nogen påstår, åbnet en ladeport for overgreb som omskæring af piger og piskestraf – blot folk udviser tilstrækkelig stor modvilje mod at ophøre med at praktisere det.
Der er og bliver trods alt afgørende forskelle.
Endelig bør man huske på, at jødedommen i Danmark er en lille minoritet og desuden en af de mest forfulgte minoriteter i verdenshistorien. Og der er fortsat mange jøder, der rundt omkring lever en usikker tilværelse. Over alt, hvor muslimer udgør en udsat minoritet, gør samme problematik sig gældende.
En kriminalisering af religiøs drengeomskæring vil være ensbetydende med en samfundsmæssig undsigelse af et af disse minoriteters mest identitetsbærende ritualer. Og noget sådant kan blive decideret kontraproduktivt, nemlig at flere bliver omskåret end i dag.
Monoteistiske minoriteter fungerer nemlig ofte som en slags omvendte køleskabe: Jo koldere udvendigt, desto varmere indvendigt. Denne proces kan i næste omgang føre til, at minoriteterne undsiger samfundet.
Alt dette bør også indgå i overvejelserne hos dem, der i Danmark og andre lande nu slår til lyd for et forbud. Det samlede regnskab er således mere komplekst og omfattende, end de fleste øjensynligt forestiller sig.
Selvfølgelig er hverken jøderne eller muslimerne nogen monolit, skal det understreges. Nogle af dem ønsker ikke at omskære deres drengebørn, men det har de i dag også fuld ret til at afstå fra.
At der ikke findes et forbud, er som bekendt ikke det samme som et påbud.
Mere oplysning såvel som skærpede krav om tilstedeværelsen af læger ved jøders og muslimers omskæring er naturligvis under alle omstændigheder på sin plads.