Afskaf de idiotiske hekseafbrændinger
Boykot ethvert sankthansbål, hvorpå der er anbragt en heksedukke. Eller fjern den.
Forestil Dem følgende fremtidsscenarie, efter at holocaust er ved at gå i glemmebogen for alvor:
Tyskerne opstiller en gang om året en krematorieovn og brænder en jødedukke som symbol på det onde. Alt imens børn og voksne muntert synger:
”Hver by har sin jøde … dem vil vi fra livet med glædesblus holde”.
Ville det ikke være en afskyelig tradition? Og mon ikke alle med hjerte og hukommelse intakt ville tage stærkt afstand fra den?
Givetvis. Ikke desto mindre har vi i dagens Danmark en tradition, der på afgørende måder svarer hertil.
På sankthansaften hvert år afbrænder mange danskere en heksedukke, alt imens de kvæder midsommervisens:
”Hver by har sin heks … dem vil vi fra livet med glædesblus holde”.
Traditionen er efter sigende omkring 100 år gammel – og må være konsekvensen af et kollektivt hukommelsestab om et af de sorteste kapitler af kristenhedens historie.
Fra 1300 til 1700-tallet foregik de såkaldte hekseprocesser, hvor omkring 50.000 mennesker blev henrettet. Oftest ved at blive brændt på bålet og i mange tilfælde efter pinefuld tortur. I Danmark begyndte hekseprocesserne først efter Reformationen, og her blev omkring 1.000 mennesker henrettet.
Magiske forestillinger og ritualer af forskellig art er kendt fra kulturer verden over. Det er der intet spektakulært i.
Men i kirkens historie – især fra senmiddelalderen – indtræffer noget afgørende nyt. Her forbindes magi på skæbnesvanger vis med djævledyrkelse.
Ifølge en udbredt overbevisning havde ”hekse” indgået en pagt med Satan, der var den personificerede ondskab og Kristi ærkefjende. Dermed gjorde ”heksene” sig ikke blot skyldige i afgudsdyrkelse af værste art. De blev også gjort ansvarlige for allehånde ”uforklarlige” ulykker.
Det var gerne beskyldninger om det sidste, der førte til anklager om ”hekseri” (maleficium). F.eks. i forbindelse med dødfødte børn, pludselig død, ”mystisk” sygdom, fejlslagen høst og impotens. Her fungerede ”heksene” som samfundets syndebukke.
”Hekseri” blev også associeret med kætteri, og straffen for hårdnakket kætteri var henrettelse på bålet. Ja, ifølge det indflydelsesrige, katolske værk Heksehammeren (Malleus Maleficarum) fra 1487 gjorde man sig skyldig i kætteri ved blot at benægte eksistensen af ”hekse”.
Heksehammeren var forfattet af to dominikanermunke og præget af en frygtsom misogyni. Det var først og fremmest kvinder, der var ”hekse”, og det var der gode grunde til: ”Hun er en løgner af natur … Alt hekseri kommer fra kødets lyst, som i kvinden er umættelig.”
Faktisk skulle trefjerdedele af alle anklagede og dømte ”hekse” vise sig at være kvinder.
Protestanterne var ikke bedre end katolikkerne.
Mange lutheranere støttede henrettelsen af ”hekse” på grundlag af en bogstavelig læsning af 2. Mosebog 22,17: ”En troldkvinde må du ikke lade blive i live”. I 1538 sagde Luther selv: ”Man bør ikke vise disse kvinder nogen medlidenhed; jeg ville brænde dem alle selv”.
Ifølge Calvin ville en tilladelse af ”hekseri” være ensbetydende med at ”føre krig mod Gud”, og det var en diabolsk synd. I stærk modsætning til kirkens egen krig mod alle andre guder. Derfor skulle gode kristne også lige så lidt tolerere ”hekse” som mordere.
I det protestantiske Danmark var der almindeligvis heller ingen nåde.
Havde den verdslige myndighed, der stod for hekseprocesserne, først dømt en person for ”trolddom”, skulle vedkommende brændes. Dermed adskilte Danmark sig fra f.eks. den katolske inkvisition i Italien, der ofte nøjedes med at straffe heksedømte med recitation af bønner, piskeslag eller fængselsstraf.
Alt dette var ikke et spørgsmål om tro i den moderne betydning af ordet. For århundreder tilbage blev forestillinger om Satan og hekse opfattet som sund fornuft. Talrige kristne nærede ikke skyggen af tvivl om deres eksistens.
I dag ved vi (de fleste) bedre.
Forestillingen om Satan er og bliver en kristen konstruktion og fantasi. Forestillingen om, at folk indgik pagt med Satan og på magisk vis herefter forårsagede ugerninger, er og bliver også en kristen konstruktion og fantasi.
Det betyder ud fra en moderne betragtning, at alle henrettelser, der var begrundet med satanisk ”hekseri”, var justitsmord.
Kendskab til de århundredegamle hekseprocesser er desværre langtfra en selvfølge i dag, og det forklarer og undskylder naturligvis en del. Men er folk først blevet oplyst herom, er en kritik på sin plads:
Hvorfor i alverden foretage symbolske hekseafbrændinger, når der ligger så barbariske og bloddryppende realiteter bag? Ville det være mindre usmageligt, hvis tyskere i dag begyndte at afbrænde jødedukker som symbol på det onde?
Eller hvis hvide amerikanere begyndte at afbrænde dukker af sorte som symbol på det onde? Eller hvis katolikker begyndte at afbrænde dukker af ”kættere” som symbol på det onde?
Det kunne måske gå, hvis det var en dukke af forbryderne, der blev brændt af. Hvis det var en dukke af forfatterne til Heksehammeren, Luther, Christian IV, en præst og alle de andre, der direkte eller indirekte var skyldige i ”heksenes” død.
Men det er det ikke. Det er dukker af ofrene, man brænder af. Dermed legitimerer vi i en vis forstand massemordet.
Men lad os i menneskets navn afstå fra enhver symbolsk afbrænding af mennesker! Det er i bedste fald udtryk for en tankeløs, i værste fald afstumpet og farlig tankegang. Ritualer af denne art er lige så hovedløse, som de er hjerteløse.
Derfor skal der også lyde en opfordring angående sankthansaften i morgen:
Boykot ethvert bål, hvorpå der er anbragt en heksedukke. Eller fjern den. Og prøv at finde en anden sang end Holger Drachmanns midsommervise. Der findes andre sommersange uden dæmoniserende, kirkelige atavismer.
Til alle, der måtte mene, at dette er stor ståhej for ingenting og hører en fjern, ligegyldig fortid til, kan en øjenvidneberetning måske tjene som oplysende tidsmaskine.
Følgende brev er fra 1628 og er skrevet af den hekseanklagede Johannes Junius til sin datter:
”Many hundred thousand goodnights, dearly beloved daughter Veronica. Innocent have I come to prison, innocent have I been tortured, innocent I must die. For whoever comes into the witch prison must become a witch or be tortured until he invents something out of his head … I will tell you how it has gone with me … And then came – God in highest Heaven have mercy – the executioner, and put the thumbscrews on me, so that the blood ran out at the nails and everywhere, so that for four weeks I could not use my hands as you can see from the writing … Thereafter they first stripped me, bound my hands behind me, and drew me up in the torture. Then I thought Heaven and Earth were at an end; eight times did they draw me up and let me fall again, so that I suffered terrible agony (…)
Now, dear child, here you have all my confessions, for which I must die. And they are sheer lies and made-up things, so help me God. For all this I was forced to say through fear of the torture which I was threatened beyond what I had already endured. For they never leave off with the torture till one confesses something … Dear child, six have confessed against me at once: The Chancellor, his son … all false, through compulsion, as they have told me, and begged my forgiveness in God’s name before they were executed” (God, Greed and Genocide, 2005, 36-37).
God Sankt Hans.
Læs også: