Stod Gud bag Breiviks massemord?
Kirkens folk har et forklaringsproblem, når en massakre som i Norge kan finde sted.
Det måtte jo komme før eller siden.
Spørgsmålet om, hvor i alverden Gud befandt sig, da Anders Breivik sidste år foretog en massakre på en række uskyldige, unge mennesker på den norske ø Utøya.
Var det Den Onde selv, der havde besat nordmanden?
Ikke ifølge en tidligere norsk præst, en norsk forfatter og to danske teologer. Gud havde heller ikke gemt sig eller glemt Utøya hin skæbnesvangre dag i 2011.
Tværtimod. Det var Gud selv, der var ansvarlig for massemordet. Breivik var i virkeligheden Guds handskedukke.
Mest utvetydigt er det blevet formuleret af ph.d. i teologi og underviser ved Dansk Bibel-Institut Peter Olsen. Han har slået fast, at selv om ”Breiviks hensigt var ond og i strid med Guds vilje”, handlede Gud ved ”Breiviks hånd … Guds hensigt var god, for han vil kalde syndere til omvendelse … Alt, hvad der sker, er ledet og styret af Gud, også Breivik.”
Ikke overraskende har udtalelserne fået flere til at trække pistolen.
For biskop Karsten Nissen er det ”uforståeligt”, at man kan mene, at Gud står bag en sådan ”meningsløs og ond massakre”. Ja, denne ”ondskab” har intet ”med kristendommen at gøre”. Biskop Kjeld Holm har istemt: ”Hverken Utøya, nazistudryddelserne eller andre massakrer på mennesker har noget med Gud at gøre. Det er ondt og intet andet.”
Man kan imidlertid ikke affærdige de opsigtsvækkende sammenkoblinger af Gud og Breivik som en lille gruppe fundamentalisters feberhede fantasier.
Faktisk har de peget på et teologisk kardinalproblem, der har redet kristendommen – og de andre monoteistiske religioner – som en mare.
Det er det såkaldte teodicé-problem, der vedrører spørgsmålet om, hvordan forestillingerne om Guds almagt og algodhed kan forenes med verdens ondskab. Frem for alt uskyldige menneskers lidelser.
Som man ofte har påpeget:
Hvis Gud er almægtig, er han ansvarlig for ondskaben, og så er han ikke algod. Hvis Gud er algod, er han ikke ansvarlig for ondskaben, og så er han ikke almægtig. Det ene udelukker det andet.
Problemet er, at Guds almagt er et grunddogme i den kristne kirke – og logisk set har Gud dermed også ansvar for alt ondt.
Ifølge Den Hebraiske Bibel (Det Gamle Testamente) skabte Jahve egenhændigt verden. Og når det gik galt for hans lille, udvalgte folk, var det ikke en konsekvens af hans svaghed. Nej, det var tværtimod udtryk for, at han var stærkere end alle andre: Han brugte nemlig de nærorientalske stormagter til at straffe sit ulydige folk med. Faktisk kan Jahve beskrives som ophav til både lys og mørke og til fred og ulykke (Esajas Bog 45,7).
Selv om Satan spiller en magtfuld rolle i denne verden ifølge flere skrifter, kan også Det Nye Testamente pointere Guds almagt.
Ifølge Matthæusevangeliet 10,29 falder der ikke en spurv til jorden, uden at Gud er med. Evangeliet slår tillige fast, at den opstandne Jesus er blevet givet ”al magt i himlen og på jorden” (28,18). Det forudsætter og implicerer naturligvis hans faders almagt. I Johannes Åbenbaring 1,8 kan man læse: ”Jeg er Alfa og Omega, siger Gud Herren, han som er og som var og som kommer, den Almægtige.”
Derudover understreger f.eks. den apostolske trosbekendelse, den nikænske trosbekendelse og den augsburgske bekendelse eksplicit Guds almagt.
Kirkens folk har altså et forklaringsproblem, når en massakre som i Norge finder sted.
Ikke overraskende er der i tidens løb fremkommet mange forsøg på at frikende Gud for alt ondt eller at retfærdiggøre Guds ansvar herfor.
F.eks. har man forsøgt at lægge skylden for det onde over på en satanfigur. Fastholder man Guds almagt, er Satan imidlertid blot et figenblad for det faktum, at Gud har tilladt Satans eksistens og gøren og laden.
Nogle har betonet, at Gud altid har en mening med ondskaben, nemlig at den basalt set er for menneskenes egen skyld. Dermed er ondskaben kun for en umiddelbar betragtning et problem. Deep down er det en blessing in disguise. Ja, en betingelse for det gode. Også selv om det for mange kan være uhyre svært at se i nuet.
Andre har henført ondskaben til menneskets selviske vilje og tolket verdens kalamiteter som udtryk for Guds straf for menneskenes synder. Men igen: Opretholdes dogmet om Guds almagt, er det Gud selv, der er ansvarlig for, at mennesket (fortsat) har en selvisk vilje – og dermed i sidste ende også for de onde ting, det forvolder.
Efter holocaust i det 20. århundrede har mange teologer negligeret spørgsmålet om Guds ansvar for ondt og lagt vægt på Guds kærlighed, tilgivelse og solidaritet med de lidende.
Teologisk set er og bliver det imidlertid en kapitulation over for Bibelen og bekendelsesskrifterne, der eksplicit eller implicit kan pointere Guds almagt.
Fastholdes denne, ender aben nemlig altid hos Gud. Så er der intet, der kan bortforklare, at det i sidste ende er ham selv, der er ansvarlig for det onde.
Med andre ord:
Opretholdes dogmet om Guds almagt, må vi besvare overskriften med et ja. Gud stod faktisk bag Breiviks massemord.
Men naturligvis ikke kun det.
Så er han i sidste ende også ansvarlig for terrorangrebene den 11. september 2001, tsunamien i Sydøstasien i 2004, Hitler, Stalin, Mao, Første og Anden Verdenskrig, Auschwitz, Nagasaki, Hiroshima, Dresden, jordskælvet i Lissabon i 1755, korstogenes massakrer, heksebrændingerne, jødepogromerne, inkvisitionerne, folkemordene i Amerika, kræftsyge børns død, etc., etc.
Hvis Gud har magt over alt, er han altså et monster af ondskab.
Opgiver man imidlertid Guds almagt, ændrer billedet sig afgørende. Men så har man også ud fra en traditionel, teologisk synsvinkel åbnet for en (anden) can of worms:
Kan en blot magtfuld, ikke almægtig, gud gøre krav på eksklusiv, universel tilbedelse? Findes der så også andre magtfulde guder og væsner? Kan en sådan gud hjælpe menneskene, når de anråber ham i dybeste nød? Kan man være sikker på, at han har æren for de gode ting, der sker i verden? Ja, kan man regne med, at han kan give menneskene evigt liv, hvis han ikke er almægtig? For i så fald er der måske nogen, der kan forpurre det?
Det vil måske overraske nogen, men mange moderne præster har reelt opgivet en del af de traditionelle forestillinger om Guds almagt. F.eks. ved at opfatte Bibelens skabelsesberetninger og mirakelfortællinger symbolsk og ved at frikende Gud for ansvaret for alt ondt. Alt sammen til fordel for en betoning af kristendommen som en kærlighedens og fredens religion.
En sådan afsvækket, minimeret gud bidrager uundgåeligt til at relativere kirkens traditionelle krav på religiøst monopol. Det giver plads til andre religioner, og det er naturligvis godt.
En sådan gud står imidlertid på centrale områder i modsætning til Bibelen og bekendelsesskrifterne, og dermed befinder den kristne sig i dag i en problematisk valgsituation.
Kort og groft sagt:
Konservative og fundamentalistiske teologers kristendomsopfattelse er på væsentlige områder i overensstemmelse med Bibelen og bekendelsesskrifterne. Men den er usympatisk.
Moderne, liberale teologers kristendomsopfattelse er på væsentlige områder ikke i overensstemmelse med Bibelen og bekendelsesskrifterne. Men den er sympatisk.
Take your pick.
Religionshistorisk er der intet nyt under solen. Religioner forandrer sig hele tiden, og der er ofte stor forskel på helligskrifter og deres tilhængeres tro og livsførelse.
Set ud fra en intern, religiøs synsvinkel kan man imidlertid godt stille spørgsmålet til kristne i dag:
Når der efterhånden er overordentligt meget i Bibelen, som man ikke tager alvorligt, helt ignorerer, ser bort fra som tidsbestemt, tolker symbolsk og poetisk og lignende, hvorfor så fastholde bogen som helligskrift?
Ville det mest ærlige og redelige ikke være at foretage et eksplicit generalopgør med store dele af det?
Faktisk er det ikke kun moderne, liberale kristne, der negligerer afgørende elementer af Bibelen. Selv konservative og fundamentalistiske kristne har afsværget eller omfortolket en del af dens bud og forestillinger.
God pinse.
Læs også: