Religioner er de største blasfemikere
Afskaffelse af blasfemiparagraffen bør suppleres med kritik af de store religioners spektakulære dobbeltmoral.
I de seneste dage har blasfemiparagraffen for 117. gang været under beskydning.
Hverken ud fra en religiøs eller religionsvidenskabelig synsvinkel giver den da heller megen mening.
Dens forbud mod offentligt at drive spot med eller forhåne noget ”lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse”, lyder måske som en prisværdig idé, men er ikke særligt gennemtænkt.
Ifølge de monoteistiske religioner er Gud almægtig, og en sådan gud må selv kunne forsvare sig mod dødeliges spot og spe. Ja, er det ikke en problematisk, ja, blasfemisk underkendelse af gudens almagt at ville forsvare den?
Ifølge mange religionsforskere er – med lektor Mikael Rothsteins ord – al religion kultur, men ikke al kultur religion.
Det indebærer flere ting.
For det første er religion ikke noget i sig selv, men en menneskelig frembringelse på principielt lige fod med alle andre menneskelige frembringelser. Et kulturelt produkt. Det betyder, at intet er helligt i sig selv, men noget, som mennesker har konstrueret som helligt.
For det andet kan en politisk ideologi, ateisme og fodbold have lige så stor eksistentiel betydning for folk, som traditionelle, religiøse fænomener har. Og hvorfor skal det sidste nyde en retlig særstatus (beskyttelse) i forhold til det første?
Jamen, skal det da være acceptabelt at håne mennesker på grund af deres religion?
Sagen er, at dette siger blasfemiparagraffen ikke noget om.
Ifølge sin ordlyd vedrører den alene ”troslærdomme” og ”gudsdyrkelse”. Til beskyttelse af mennesker, der offentligt ”trues, forhånes eller nedværdiges” f.eks. på grund af deres ”tro”, har vi den såkaldte racismeparagraf (§ 266b).
Med andre ord:
Ikke blot er blasfemiparagraffen udtryk for en uacceptabelt selektiv beskyttelse af én type kulturelle fænomener. Den er også overflødiggjort af racismeparagraffen.
Derfor skal det hilses velkomment, når Institut for Menneskerettigheder (IMR) den 11. maj offentliggør en statusrapport, der bl.a. anbefaler politikerne at afskaffe blasfemiforbuddet. Som direktør for IMR Jonas Christoffersen har pointeret, bør ytringsfriheden så vidt muligt kun begrænses for at ”beskytte personer, ikke ideer”.
Men kan en forhånelse af ideer ikke bruges til at forhåne mennesker? Det kan den uden tvivl, men hvis dét er tilfældet på farlig vis, må det falde ind under racismeparagraffen.
Hvis kritikken af blasfemiforbuddet skulle føre til, at Folketinget fremsætter et lovforslag om at afskaffe det, vil modstanden fra religiøs side utvivlsomt vokse.
Men det bør man ikke lade sig afficere af.
For her bør man vide, at der næppe findes større blasfemikere end religioner. Ikke alle, skal det understreges, men frem for alt de monoteistiske religioner jødedom, kristendom og islam, der har excelleret i en fundamental dobbeltmoral.
Samtidig med at de i utallige tilfælde har forbudt enhver bespottelse af deres egen gud, har de bespottet alle andre guder, ja, ofte mere end det: Benægtet deres eksistens, dæmoniseret dem, forbudt dyrkelsen af dem, destrueret deres helligdomme, marginaliseret eller myrdet deres tilhængere etc.
Det begynder allerede i Den Hebraiske Bibel (Det Gamle Testamente). Gør man sig skyldig i at ”bespotte” Jahve, er man hjemfalden til dødsstraf ved stening:
”Den, der bespotter Jahves navn, skal lide døden; hele menigheden skal stene ham. Hvad enten det er en fremmed eller en af landets egne, skal han lide døden, fordi han bespottede navnet” (3. Mosebog 24,16).
Som Den Hebraiske Bibel talrige gange selv eksemplificerer, er det til gengæld legitimt at håne, spotte og latterliggøre andre guder, ja, endog slagte deres dyrkere og destruere deres kult.
I Det Nye Testamente kan man læse: ”den, der spotter Helligånden, får aldrig i evighed tilgivelse, men er skyldig i en evig synd.” (Markusevangeliet 3,29). Sammenhængen indikerer, at den utilgivelige bespottelse består i at dæmonisere Helligånden som diabolsk.
Men netop at satanisere andre religioner, guder og ånder er en sport, som kristne biskopper, præster og missionærer har brilleret i indtil moderne tid. Og mere end det:
Da den katolske kirke i slutningen af 300-tallet blev statsreligion i Romerriget, iværksatte kristne kejsere en forbuds- og udryddelseskampagne mod alle ”hedenske” religioner. Dette fortsatte helt eller delvist mange andre steder, hvor kirken vandt frem, ofte i kombination med strenge straffe for bespottelse af den kristne gud.
Ifølge f.eks. Danske Lov af 1683 skulle blasfemikeren først have tungen skåret af og derpå halshugges. Og sågar i nyere tid har flere film, f.eks. Monty Pythons Life of Brian, været forbudt som følge af kristne aktivisters protester.
Ifølge Koranens Sura 9,61-68 skal folk, der ”krænker” Muhammed og gør ”nar ad Gud” straffes i ”Helvedes ild” til evig tid. I Sura 9,12 står der, at hvis ”vantro” folk ”bryder deres eder” og ”krænker” islam, så skal ”vantroens ledere” bekæmpes.
I islamisk historie finder man i det hele taget en dobbeltmoral, der ligner den kristne kirkes:
På den ene side en benægtelse af andre guders eksistens såvel som en hård fordømmelse af og et forbud mod polyteistiske religioner. På den anden side et forbud mod frafald og krænkelse af den islamiske gud, Muhammed og Koranen. Ofte forbundet med skrappe sanktioner.
Fra nutiden kan nævnes dødsstraf i Pakistan for at bespotte Muhammed, ayatollah Khomeinis opfordring til muslimer om at slå forfatteren Salman Rushdie ihjel i 1989 og krisen om Muhammed-karikaturerne i 2006.
Det skal som altid understreges, at religioner er udpræget dynamiske og multidimensionelle størrelser, og at de derfor varierer betydeligt afhængigt af tid og sted. Ikke mindst i Vesten er der i nyere tid vendt op og ned på mange ting.
F.eks. har nuværende overrabbiner Bent Lexner for et par dage siden udtalt, at man for hans skyld gerne må ophæve blasfemiparagraffen. Den samme holdning har formand for Indre Mission Hans-Ole Bækgaard.
Under alle vilkår:
Hvis en afskaffelse af blasfemiforbuddet med tiden kunne suppleres med et opgør med den blasfemi, der indtager en central plads i de tre monoteistiske religioners helligskrifter og trosbekendelser, ja så ville nogle af de afgørende betingelser for religiøs tolerance også være etableret.
Det ville ganske vist i sidste ende implicere et opgør med det monoteistiske grunddogme om, at der kun findes én, sand gud. Men hvorfor ikke?
For det første er det formentlig den farligste og mest ødelæggende gudsforestilling i menneskehedens religionshistorie. For det andet er der lige så lidt videnskabeligt bevis for den monoteistiske gud, som der er for alle andre guder.
Hvem ved, måske et fremtidigt religionscredo i al sin udramatiske fredsommelighed kunne komme til at lyde:
Der er lige så mange guder og ånder, som mennesker tror på og holder af.
Dette ville utvivlsomt minimere den religiøse intolerance, eksklusivisme og vold, der har skæmmet kristendommens og islams historie. Mere end nogen andre religioners.
Indtil fremtid er blevet nutid, kan man minde tilhængerne af blasfemiparagraffen om idéhistoriker Rune Engelbreth Larsens ord:
”At tolerere specifikke [krænkende] ord og handlinger er hverken det samme som at tilslutte sig eller afstå fra at kritisere disse, men at acceptere og tillade dem. Hverken mere eller mindre.” (Oplysning og tolerance, 2009).
Læs også: