Lidt om kristendomskritik, islamkritik og religionsforskning …

Mange påberåber sig retten til hård islamkritik, men reagerer som smækfornærmede skolepiger, når kritik rettes mod kristendommen, verdens største religion.

Dette indlæg skal fortælle om to ting:

1) Min egen rolle som blogger om religion på Politiken. 2) Hvad religionsforskning er eller kan være.

Hos nogle læsere hersker der åbenbart uklarhed om begge dele.

Hvad det første angår, er jeg ret og slet ”debattør”, der skal bidrage til debatten om religion. Med en kombination af viden og holdninger. Det vil sige, at jeg optræder som samfundsengageret, kritisk intellektuel, der gør brug af min viden om religion til at debattere religion.

Jeg er ikke hyret som ”forsker” eller ”ekspert”, der udelukkende skal ”analysere”. Som jeg skriver i min profiltekst, er tilgangen ”religionsvidenskabelig og magtkritisk”. At der på Politikens hjemmeside står noget om min uddannelse og ansættelser, er et krav, så folk ved, hvem jeg er.

Min religionskritik har hidtil primært rettet sig mod kristendommen, der med godt to milliarder tilhængere er verdens største og mest magtfulde religion, og mod den danske folkekirke, Danmarks største religiøse institution. 

Det er der en del kristne, der ikke bryder sig om. Både i det offentlige kommentarfelt og privat har jeg modtaget en del harmdirrende reaktioner.  

Den 23. april skældte en teologistuderende mig ud i en e-mail og bad mig stoppe med at kritisere kristendommen. Han stillede mig sågar et muligt ”søgsmål” i udsigt. For nogle uger siden skrev (igen privat) en stjernegal, øjensynligt kristen læser bl.a. dette til mig: 

”Min foragt for din person er uden grænse! … Du er en dybt embecil nar og et kriminelt røvhul!"

 Og i kommentarerne til mine indlæg yngler skældsordene på flere af debattørernes læber. 

Det er rørende. Ved folk i almindelighed, at kristendomskritikere (også) modtager intimiderende hatemail? 

For nogle få år tilbage var der mange, også og ikke mindst kristne, der mente, at islam, Muhammed og muslimer måtte tåle ”hån, spot og latterliggørelse”. Ja, denne ”religionskritik” var en naturlig del af ytringsfriheden, der igen er selve demokratiets ilt. Samtidig slog man på, hvor moderne og tolerant folkekirken er over for kritik. 

Fakta er følgende: 

For det første er der utallige meningsdannere, talrige hjemmesider og organisationer såvel som et magtfuldt politisk parti, hvis primære mål er at bekæmpe islam i Danmark. I mange tilfælde til fordel for det ”gamle” kristne Danmark. 

For det andet er den danske folkekirke ikke blot støttet og favoriseret af staten, men også den herskende majoritetsreligion med 79,8 procent af befolkningen som medlemmer.  

For det tredje er der godt to tusinde statsansatte sognepræster, der sammen med et stort antal kirketjenere, menighedsrådsmedlemmer, missionærer, Kristeligt Dagblad, Bibelselskabet og mange andre kirkelige organisationer arbejder på at fremme kirken. 

Endelig er der et vidt forgrenet netværk af teologisk og kirkelig uddannelse og efteruddannelse, f.eks. teologi på Århus og Københavns Universitet, pastoralseminarierne, en professionsbachelor i kristendom, kultur og kommunikation, Menighedsfakultetet og Dansk Bibel-Institut. 

Over for den ofte ensidige, anti-islamiske religionsdebat og over for folkekirken, der af de fleste tages for givet som en national selvfølge, er og bliver min kritik blot et meget lille pip. Ja, dybtgående kristendomskritik som sådan er temmelig marginal sammenlignet med islamkritikken og kirkens forkyndelse, mission og uddannelsesvirksomhed. Men selv dette er åbenbart mere end nok for en del repræsentanter for næstekærlighedens evangelium. 

Engang var kritik af magthavere og forsvar for minoriteter en dyd, men i dag?  

Mange tilhængere af majoritetsreligionen har vist, at de selv bor i en glaskirke: De påberåber sig retten til hård islamkritik, men reagerer selv som smækfornærmede skolepiger, når kritik rettes mod kristendommen.  

Denne dobbeltmoral, dette hykleri, har min blog afsløret. I forbløffende lyntempo. Det er nemt og omkostningsfrit at være tolerant på andre religioners vegne. Tolerancen står imidlertid først sin prøve, når kritikken rettes mod en selv.  

Kort sagt: Den lakmustest, som bloggen har lavet på moderne kristnes højtbesungne tolerance, er ikke faldet smigrende ud. Ligesom ganske mange kirkefolks modstand mod homoseksuelle vielser, islam og Manu Sareen, slår de vrede reaktioner en pæl gennem den selvgode myte om det protestantiske Danmarks uforlignelige rummelighed og tolerance. 

Det andet spørgsmål angår religionsforskning. 

En del mener, at den skal og kan være helt og aldeles ”neutral” eller ”værdifri”. Det er imidlertid udtryk for en misforståelse. 

Videnskaben er langtfra fri for værdier, ja, tænk, hvis den misopfattelse kom politikerne og borgerne for øre. Vi risikerede jo, at de ville lukke universiteterne!  

Men mange kan måske ikke se skoven for bare træer. Viden baseret på rationalitet, empiri og kritisk analyse er en universitær kerneværdi. Men den er langtfra begrænset til universitetet. Store dele af vort samfund bygger på videnskab, f.eks. uddannelsessystemet, hospitalsvæsnet, kraftværker og mobiltelefoner. 

Desuden er der uhyre megen forskning, der har politiske og religiøse implikationer – og dermed også potentielle konsekvenser.  

Tænk f.eks. på islamdebatten: Skal man som forsker holde sin kæft, hvis en folketingspolitiker fremkommer med propagandistiske generaliseringer?  

Eller på miljødebatten: Skal man som forsker holde sin kæft, hvis et lovforslag er baseret på myter og fejlagtige oplysninger?  

Eller på kristendomsdebatten: Skal man som forsker holde sin kæft, hvis en undervisningsbog indeholder ensidige informationer om kirkens betydning for udviklingen af det moderne samfund? 

Bortset fra at man som forsker ifølge universitetsloven har pligt til at dele sin viden med samfundet, er det – selvfølgelig – også et spørgsmål om personlige præferencer.  

Synes man ligesom oplysningsfilosofferne og utallige danskere i dag, at videnskab er et menneskeligt og samfundsmæssigt gode? Synes man, at staten skal være baseret på viden frem for myter? Synes man, at samfundsdebatten om religion angår alle og ikke skal overlades eksklusivt til folk, der ikke har faglig indsigt heri? 

Hvis ja, har man så ikke også forpligtet sig selv til at tage del i samfundsdebatten?  

En del mener, at man så kommer til at ”politisere”. Men politisk stillingtagen kommer man under ingen omstændigheder uden om. 

Når man ikke handler, handler man også, for magten er afhængig af, at flertallet støtter den. Enten ved aktiv tilslutning eller ved tavst samtykke. Den passive er med andre ord også en uundgåelig deltager i den politiske proces. 

Et eksempel: En mellemøstekspert vurderer, at regeringens politik vil føre til mere terrorisme. Hvis hun tier stille herom, bidrager hun implicit til, at den fortsætter. Hvis hun blander sig offentligt og slår til lyd for en anden politik, går hun eksplicit mod regeringen. Og kan måske bidrage til en forandring. Hun ”politiserer” i begge tilfælde. 

Under alle vilkår mener jeg, at religionsforskningen nødvendigvist er religionskritisk og dermed også rummer et subversivt potentiale. Mange religionsforskere behandler jo i dag de største og mest sandhedsabsolutistiske religioner på lige fod med de mindste og mest ubetydelige.  

For det første sammenligner de dem på kryds og tværs og demonstrerer eksempelvis, at det, som en bestemt religion hævder, er unikt, er religionshistorisk såre udbredt og menneskeligt.  

For det andet forklarer de religion på ganske jordnære præmisser, f.eks. med politiske, sociale, økonomiske og kognitive forhold. Og dermed afviger de fra religiøse mennesker, der ofte tillægger religion selvstændig, metafysisk virkelighed. 

Dermed ikke sagt, at religionsforskere nødvendigvis afviser religionernes sandhedskrav som falske – faktisk hylder mange en metodisk agnosticisme. Men de beskæftiger sig ikke med dem, for det kan man ikke ifølge en del.  

Og dog. Uden på nogen måde at ville hævde at vide alt, kan religionsforskere i mange tilfælde slå fast, at det, som religioner postulerer, er forkert. Eksempelvis deres skabelsesmyter.  

Under alle vilkår ”nøjes” religionsforskerne med at beskæftige sig med religion som et menneskeligt og socialt fænomen. Og da denne tilgang har status af videnskab modsat religion, der for de fleste i Danmark er ensbetydende med tro – og da videnskab desuden er et af de mest positivt ladede begreber i samfundet – har religionsforskningen da heller ikke nogen ”neutral” status i debatten om religion.  

Den er på adskillige områder nemlig et afgørende korrektiv til religionernes selvforståelse. Lige så lidt som biologien kan være ”neutral” i forhold til religion, lige så lidt kan religionsforskningen være det. Efter min og en del andres opfattelse.