Er Jesus den store fredsfyrste?
At kristendom frem for alt er en fredens religion, er en temmelig moderne opfattelse.
”Gud vil det! Gud vil det!”
Således skulle de tilstedeværende ved et kirkemøde i Frankrig have skreget, da Pave Urban II i 1095 opildnede til hellig krig mod muslimerne. Korstogenes tidsalder var hermed indledt.
I dag anser de fleste krig for uforenelig med kristendommen. Den er nemlig næstekærlighedens evangelium. Den kristne Gud er Nådens gud. Og Jesus er den store fredsfyrste, indbegrebet af tilgivelse og tolerance.
Nogenlunde således fremstiller mange af folkekirkens funktionærer kristendommens ”kerne”, og dette syn præger også betydelige dele af befolkningen.
Konfronterer man dem med kirkehistoriens rædselskabinet af religionstvang, religionskrige, inkvisition, antijudaisme, heksebrændinger og ødelæggelse af ikke-kristne kulturer, er de flestes reaktion ingen reaktion. Ofte ændrer det ikke ved deres overbevisning om, at kristendommen repræsenterer en slags universalmoralsk avantgarde.
Hvorfor ikke? Jo, fordi alle kalamiteterne er ”misforståelser” af Jesus’ ”grundbudskab” om næstekærlighed, ligeværd og fred. Det forsikrer præster dem om, og så må det jo passe.
Faktum er, at dette kun udgør ét udvalgt aspekt af Det Nye Testamente. Der er andre og væsentlige stemmer i helligskriftet, stemmer, der ikke blot korrigerer dette, men også har kunnet legitimere eller sågar motivere kirkens talrige overgreb. Det gælder ikke mindst dets universalistiske sandhedsmonopol.
Det Nye Testamente er med andre ord langtfra så uskyldsrent, som man ofte gør det til. Lad mig give nogle eksempler.
Som sagt fremstilles Jesus i dag gerne som en freds- eller kærlighedsgud i menneskeskikkelse. Det er en sandhed med afgørende modifikationer.
Han sagde f.eks.:
”Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd.” (Matthæus 10,34; undertiden kaldt det kristne sværdvers).
”Ild er jeg kommet for at kaste på jorden, og hvor ville jeg ønske, at den allerede havde fænget. … Mener I, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden? Nej, siger jeg, ikke fred, men splid.” (Lukas 12,49-51).
”Den, der ikke er med mig, er imod mig” (Matthæus 12,30). Det var inspireret af denne dualistiske opdeling af menneskene i Gode og Onde, at den tidligere amerikanske præsident George W. Bush udtalte: ”Enten er I med os, eller også er I med terroristerne”.
Ingen nuancer. Ingen antydning af, at sagen kan have flere sider. Ingen selvkritik.
I Lukasevangeliet 13,1-5 siger Jesus til en gruppe vantro, at de alle skal dø, hvis ikke de omvender sig til ham. I samme tekst omtaler Jesus sig i en lignelse på denne vis (formentlig med tanke på den tilstundende Dommedag): ”Men mine fjender dér, som ikke vil have mig til konge, før dem herhen og hug dem ned for mine øjne.” (Lukas 19,27).
Noget lignende finder vi i Johannesevangeliet: ”Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt.” (15,6).
Ifølge Hebræerbrevet 10,28-31 fortjener de, der ”håner nådens ånd”, at straffes langt hårdere end de, der bryder Moses lov og henrettes.
I Matthæusevangeliet 10-11 fortæller Frelseren sine disciple, at det på Dommedag skal gå de byer, der afviser det kristne budskab, værre end Sodoma og Gomorra. Da Sodoma og Gomorra ellers er indbegrebet af synd i Bibelen, og da Gud udraderer dem fra Jordens overflade, ja, så kan man selv regne ud, hvilken regn af brintbomber der vil pulverisere de byer, der vender ryggen til kristendommen.
Det Nye Testamente udmaler flere steder den skæbne, synderne kan imødese efter Dommedag. De skal kastes i ”ovnen med ild” og lide ”evig straf” (Matthæus 13,50; 25,46), styrtes ”i ildsøen” (Åbenbaringen 20,15) eller rammes af ”flammende ild” og ”evig undergang” (2. Thessalonikerbrev 1,8-9).
Det Nye Testamentes tale om ”nåde”, ”kærlighed” og ”tilgivelse” udelukker altså på ingen måde, at synderne kan komme til at brænde i helvede. Den hævn og gengældelse, som det forbyder den enkelte kristne i denne verden, er med andre ord udskudt til den kommende verden, og her vil den fortsætte i evigheden.
Kristen næstekærlighed?
Kritikere vil indvende, at ovenstående skriftsteder må og skal ”fortolkes”, en af præsternes yndlingsapologier.
Sagen er, at eskatologi er en central omdrejningsakse i Det Nye Testamente, dvs. forestillingerne om Jesus’ genkomst, Dommedag, denne verdens undergang, de dødes opstandelse og Guds rige og Helvede. Og alt dette skal vel at mærke realiseres ”snart” ifølge store dele af helligskriftet, ja, i løbet af det 1. århundrede eller så.
Det gjorde det ikke, og det har det ikke gjort endnu. 2000 år efter.
Som så mange andre dommedagssekter (f.eks. Jehovas Vidner) tog den urkristne dommedagssekt fejl. Skulle den kristne religion ikke desto mindre fortsætte med at eksistere, måtte det nødvendigvis være på basis af nyfortolkninger af dens grundskrift. Og det har det været.
Sagt med andre ord: Når kristne efter de første århundreder har baseret deres religion på elementer i Det Nye Testamente, har de fleste tolket dem mere og mere uafhængigt af deres apokalyptisk-eskatologiske kontekst og således transformeret deres betydning.
Under alle vilkår rummer det kristne grundskrift mange udsagn, der er uforenelige med moderne forestillinger om Jesus som en blanding af Gandhi og Møllehave. Og disse udsagn har tidligere spillet en fremtrædende rolle i kirken.
At kristendom frem for alt er en fredens religion, er f.eks. en temmelig moderne opfattelse. Ifølge et interview med lektor i kirkehistorie Carsten Selch Jensen og lektor i historie Kurt Villads Jensen har der siden kristendommens begyndelse eksisteret pacifistiske strømninger, men de har været ”marginaliserede”.
Faktisk skal man helt frem til ”frem til mellemkrigstiden, eller måske endda senere, før den pacifistiske tanke bliver dominerende i kristendommen. I Europa er det især verdenskrigene, der ændrer de kristnes tanker om krig.”
Carsten Selch Jensen bemærker, at ”synet på krig og kristendom i høj grad handler om, hvilke tekster i Bibelen man lægger vægt på. I dag er vi vant til at læse hen over tekster, man tidligere så som oplagte til at forsvare krig, mens man dengang ikke hæftede sig synderligt ved passager i Bibelen, man i dag ser som centrale.”
George W. Bush, der påberåbte sig Guds støtte og omtalte sin war on terror som et ”korstog”, og danske feltpræsters velsignelse af soldater i Afghanistan, vidner om, at kristendom fortsat kan fungere som en krigsreligion. Trods alle højstemte skåltaler om, at man skal ”vende den anden kind til” og ”elske sine fjender” (Matthæus 5,39 og 44).
I kommende indlæg skal jeg bl.a. rette forstørrelsesglasset mod elementer i Det Nye Testamente, der ikke blot er kompatible med, men en vigtig del af baggrunden for mange af kirkehistoriens modbydeligheder.
Se også: