Gud hader bøsser

Kan vi lægge Bibelen som moralsk morgenstjerne helt til side, kan vi måske komme den kønsfascistiske dømmesyge til livs, der er en del af dens arv. 

Hvorfor vil bøsser egentlig giftes i kirken, når dens gud hader dem? Der er nemlig andre og langt mere tolerante religioner i verden. Med langt mildere guder. Det paradoks har slået mig igen og igen i forbindelse med balladen om kirkelig vielse af homoseksuelle. 

På den anden side burde det i et moderne samfund være en selvfølge, at voksne mennesker, der elsker hinanden – uanset køn – kan gifte sig uden ramaskrig. Især og ikke mindst, når det som i dette tilfælde er i folkekirken, der er en del af den danske stat.  

Staten har nemlig skrevet under på FN’s Verdenserklæring om Menneskerettighederne, ifølge hvilke kønslig forskelsbehandling og begrænsninger af religiøse grunde i ægteskabelig kontekst er forbudt (artikel 2 og 16). Det implicerer vel også en statskirkelig pligt til ensartet behandling af homoseksuelle og heteroseksuelle?  

I det mindste synes vinden at blæse i denne retning. Den 18. januar sendte ligestillings- og kirkeminister Manu Sareen (R) og social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) et lovforslag om kirkelig vielse af homoseksuelle til høring. Alle har mulighed for at give deres mening til kende inden 22. februar.  

I det følgende vil jeg selv kommentere en af debattens kerneproblematikker.  

Som bekendt har forslaget om kirkelig vielse af homoseksuelle vakt indædt modstand i kirkelige kredse, især på den kirkelige højrefløj, men også hos et par biskopper. Og hver fjerde præst har på forhånd nægtet at vie personer af samme køn.  

Ifølge kritikerne er der ikke belæg for det i Bibelen, og det har de ganske ret i. Der er ingen accept af bøsser heri. Tværtimod excellerer Bibelen i fordømmelse hver eneste gang, de nævnes eksplicit.  

Lad os se på de vigtigste steder. 

Ifølge 1. Mosebog kap. 19 i Den Hebraiske Bibel (Det Gamle Testamente) udsletter Jahve byerne Sodoma og Gomorra på en måde, der minder om atombombardementet af Hiroshima og Nagasaki i 1945, og en af hovedårsagerne er øjensynligt indbyggernes homoseksualitet (vers 4-5). 

Ifølge 3. Mosebog kap. 18 kalder Jahve mandlig homoseksualitet en ”vederstyggelighed”, og de, der gør sig skyldige heri, skal udryddes (vers 22 og 29). Ifølge samme bog kap. 20 skal mandlige homoseksuelle henrettes (vers 13). 

Går vi til Det Nye Testamente, bliver det ikke meget bedre. Ifølge Romerbrevet kap. 1 fordømmer Paulus kvindelig og mandlig homoseksualitet som ”vanærende lidenskaber”, ”naturstridig”, ”skamløs” og en ”vildfarelse” (vers 26-27). 

Ifølge 1. Korintherbrev kap. 6 har mandlige homoseksuelle som homoseksuelle ingen adgang til Guds rige, og de sidestilles med bl.a. afgudsdyrkere og ægteskabsbrydere, der er hjemfaldne til dødsstraf ifølge Moseloven (vers 9-11).  

Ifølge 1. Timotheusbrev kap. 1 strider mandlig homoseksualitet mod den ”sunde” evangeliske lære, og det sidestiller bøsser med folk, der er skyldige i f.eks. mord og bortførelse (vers 9-11). Også disse forbrydelser skal ifølge Moseloven straffes med døden. 

Det sidste sted i Bibelen, hvor homoseksualitet øjensynligt omtales, er Judasbrevet kap. 1. Her kan man læse, at indbyggerne i Sodoma og Gomorra ”søgte unaturlige forbindelser”, og at de derfor straffes med ”evig ild” (vers 7). Så kan de lære det. 

Lad os opsummere:  

Kritikernes hovedargument er, at kirken ikke kan velsigne det, som Bibelen forkaster, for Bibelen indeholder den ene og almægtige Guds ord. Omvendt er kirken forpligtet til at følge det, som der står i Bibelen.  

Men det er her, at kritikernes argumentation skrider i afgrunden. 

Ifølge Bibelen skal folk, der dyrker andre guder end Jahve, nemlig stenes til døde (5. Mos. 17,2-7). Samme drakoniske dødsstraf skal ramme ulydige og fordrukne teenagesønner (5. Mos. 21,18-21); folk, der arbejder på sabbatten (4. Mos. 15,32-36); blasfemikere (3. Mos. 24,10-16); piger, der ikke er jomfruer, når de bliver gift (5. Mos. 22,13-21), ja, flere endnu.  

I sammenligning, kan det i parentes bemærkes, foreskriver Koranen ingen steder stening som dødsstraf. 

Med andre ord: Kritikerne afviser kirkelig vielse af homoseksuelle, fordi Bibelen forbyder homoseksualitet. Men på andre områder er de fløjtende ligeglade med den. De afviser nemlig (så vidt vi ved) stening af polyteister, stening af teenagelømler, stening af folk, der arbejder på den ugentlige hviledag, stening af blasfemikere, stening af piger, der har haft sex inden ægteskabet, og andre, selv om Bibelen påbyder det klart og utvetydigt. Og heldigvis. 

Nogle vil måske indvende, at disse eksempler alle er taget fra Den Hebraiske Bibel, og kom Jesus ikke for at gøre op med alt dette? Godt spørgsmål. Ifølge flere tekster faktisk tværtimod: ”Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde.” (Matt. 5,17). Mange lignende eksempler kan nævnes. 

Men OK. Lad os bare holde os til Det Nye Testamente. Også heri er der imidlertid rigeligt, der kan give et moderne menneske tarmslyng.  

For det første kunne Jesus ligesom andre radikale sektledere kræve, at man skulle opgive alt for hans skyld. Ifølge f.eks. Lukasevangeliet kap. 14 er det kun den, der hader sin nærmeste familie og sit eget liv, og går i Jesus’ spor, der kan blive hans discipel (vers 26-27). Hvor mange kritikere af kirkelig vielse af homoseksuelle følger de nytestamentlige krav om at efterfølge Jesus i kompromisløs selvfornægtelse og at vende verden og ens familie ryggen?  

For det andet anser Det Nye Testamente slaveri for en samfundsmæssig selvfølge (selv om Bibelselskabets oversættelse mange steder tilslører det). F.eks. kræver Paulus udtrykkeligt, at slaver skal adlyde deres herrer betingelsesløst (Kol. 3,22). Mig bekendt er der ingen af kritikerne, der vil indføre slaveri på ny. 

For det tredje skal kristne kvinder ifølge Paulus gå med slør (1. Kor. 11), og de skal underordne sig på alle måder og leve i stilhed (1. Tim. 2). Hvor mange af kritikerne kræver, at kristne kvinder atter skal tildække hovedet ligesom mange muslimske kvinder? Ingen, så vidt jeg ved. Ja, selv kvindelige præster, som der heller ikke er belæg for i Bibelen, har de fleste accepteret. 

Søde, liberale kristne vil gerne bortforklare slaveriet og kvindeundertrykkelsen med, at det er ”tidsbestemt”. Det gør man gerne med alt det, som er pinligt. Men at det skulle være mere tidsbestemt end så meget andet, er en nutidig opfattelse, ikke Det Nye Testamentes egen eller størstedelen af kirkehistoriens. Faktum er da også, at det fortsat udgør en del af folkekirkens bibelkanon. 

Konklusionen er uundgåelig: Kritikerne af folkekirkelig vielse af bøsser er hamrende inkonsekvente. For alle andre forekommer det nok indlysende, at har man først fraveget Bibelen på nogle områder, kan man på andre områder ikke længere bruge den som uomgængeligt argument for et forbud eller påbud.  

Det bliver imidlertid værre endnu.  

For selv ægteskabet mellem mænd og kvinder er der ikke uproblematisk belæg for. Ifølge Paulus er cølibatet faktisk det ideelle, for den ugifte tænker på Herren, mens den gifte tænker på verden og sin ægtefælle. Og da verden snart går under, er det gudsriget, man bør koncentrere sig om. Kun som nødløsning tillader Paulus ægteskab, nemlig som middel til at tøjle seksualiteten. De gifte skal da også helst være, ”som om de ikke var gift” (1. Kor. 7,29). 

Altså endnu et glasklart eksempel på inkonsekvens: Kritikerne bruger Paulus til at afvise kirkelige vielser af homoseksuelle. Men de ignorerer, at han har et kritisk syn på det heteroseksuelle ægteskab, ligesom de totalt ignorerer hans holdning til slaveri og slør. I øvrigt er adskillige af Jesus’ krav uforenelige med ægteskab.  

Endelig og nok så vigtigt ser så godt som alle kristne i dag bort fra, at Det Nye Testamente tog eftertrykkeligt fejl. I modsætning til, hvad mange af skrifterne spår, vil ske inden for kort tid, er verden ikke gået under. Jesus er ikke kommet igen. Dommedag har ikke fundet sted. Gudsriget har ikke manifesteret sig. 

Det er en gammel sport at gøre grin med Jehovas Vidners fejlslagne dommedagsprofetier. De fleste ved imidlertid ikke, at urkristendommen selv repræsenterer et af historiens kardinaleksempler på en millenaristisk dommedagsbevægelse, der tog fejl. 

Pointen er, at alle kristne læser Bibelen på stærkt selektiv vis. Det skyldes ikke blot, at de er nødt til det – ellers måtte de opgive deres religion – men også, at Bibelen er inkonsistent, ja, til tider decideret selvmodsigende. Religionshistorisk set er der intet usædvanligt heri. Faktisk læses de allerfleste helligskrifter, Koranen inklusive, selektivt og typisk af de samme grunde som Bibelen. 

Så måske er tiden kommet til, at vi stopper med at slå hinanden i hovedet med Bibelen. Ingen har nemlig meget at lade hinanden høre, hvad opfindsom bibellæsning angår. Alle læser den selektivt. Også og ikke mindst præsterne.  

Og måske burde vi gøre en dyd ud af, at der ikke længere er meget tilbage i den, som majoriteten tager alvorligt. Kan vi lægge Bibelen som moralsk morgenstjerne helt til side, kan vi måske komme den kønsfascistiske dømmesyge til livs, der er en del af dens arv. 

Husk: Deadline for høringssvar er 22. februar!