Selvfølgelig bør Kirkeministeriet ændre navn
Vidste man ikke bedre, skulle man undertiden tro, at Danmark er en del af det amerikanske bibelbælte.
Da Pernille Vigsø Bagge (SF) for nylig foreslog, at Kirkeministeriet skulle ændre navn til Ministeriet for Religion – eller lignende – rejste der sig en storm af forargelse og hån. Selv hendes politiske kolleger slog korsets tegn for sig.
Desværre – men forståeligt – blev hun blæst om kuld og trak forslaget tilbage. Det er synd, for ideen er både god, rigtig og fremtidsrettet.
Danmark bevæger sig i disse år langsomt fra et monoreligiøst til et flerreligiøst samfund. Antallet af medlemmer af folkekirken falder, mens andre religioner og religionslignende fænomener breder sig.
I den situation er der grundlæggende to muligheder:
Religion bør slet ikke være statens anliggende, og derfor bør vi heller ikke have et ministerium, der tager vare på det. I betragtning af den betydelige rolle, religion (igen) spiller i samfundet og kulturen, er det imidlertid næppe en realistisk option.
Ikke foreløbigt.
Dermed kommer vi til den anden mulighed: Skal religionerne behandles på en ensartet måde fra statslig side – og det vil givetvis blive et voksende krav – bør de alle høre under samme ministerium. En af forudsætningerne herfor er rimeligvis, at et sådant har et religionsneutralt navn.
Ministeriet for Religion ligger lige for. I modsætning til Kirkeministeriet vil det indebære og signalere lighed og inklusion. To vigtige værdier i et mere og mere religionspluralistisk samfund.
Men forudsætter det ikke en ændring af Grundlovens § 4? Altså en ophævelse af folkekirkens særstilling i forhold til andre religioner? Jo – og lad os få den. Så hurtigt som muligt.
I Frankrig og Holland har man for længst adskilt kirke og stat. I Sverige gjorde man det i 2000, og i Norge skal en grundlovsændring efter planen finde sted i år med henblik på at løsne forbindelsen mellem stat og kirke.
I Danmark bør vi bevæge os i samme retning, således at vi ikke blot har religionsfrihed, men også får religionslighed. Det manglede bare. Den nuværende statskirkeordning er i stigende grad en utidssvarende atavisme.
De stærkt negative reaktioner på Vigsøs forslag er symptomatisk for danskernes dobbeltmoralske forhold til religion. På den ene side kender forargelsen ingen grænser, når nogle muslimer ønsker, at der bliver taget hensyn til deres religion i det offentlige rum.
For i Danmark er religion jo henvist til privatsfæren, ikke sandt?
På den anden side kan forslag til en begrænsning af folkekirkens offentlige indflydelse møde vrede af næsten gammeltestamentlige dimensioner. For nogle år tilbage udgav to Politiken-journalister bogen Grænser for Gud, hvori de slog til lyd for en religionsneutral stat. Den blev ofte mødt med temmelig korslagte arme.
Ja, selv et lille og menneskeligt umådeligt rimeligt forslag om kirkelig vielse af homoseksuelle har forårsaget årelange teologiske trakasserier, som var det den evige salighed, der stod på spil.
Den nye, reformvenlige kirke- og ligestillingsminister Manu Sareen har da også fra dag ét været jaget vildt af kirkens blodgejle ulve. Ofte med det stærkt konservative Kristeligt Dagblad i front.
Vidste man ikke bedre, skulle man undertiden tro, at Danmark er en del af det amerikanske bibelbælte.
Problemet er grundlæggende, at de fleste danskere er blinde for deres egen religion. For det første er der mange, der ikke opfatter folkekirkekristendom som en religion. I alt fald ikke på linje med The International Society for Krishna Consciousness, The Church of Satan, Scientology, islam og Orgasmens Madonnas kirke.
Men det er den fagligt set. Den er nemlig karakteriseret af både myter, magi og overgangsritualer som de fleste andre religioner. Det betyder naturligvis ikke, at religionerne er ét fedt, men at de udviser vigtige strukturelle og funktionelle lighedstræk.
For det andet er der mange danskere, der ikke bemærker, hvor stor, mangefacetteret og privilegeret en magtfaktor folkekirken trods alt stadig er i Danmark. Anno 2012.
Forestillingen om, at den danske stat i det væsentlige er sekulær, er med andre ord udbredt. Men den er på mange måder forkert. En myte.
Det vil jeg demonstrere i detalje i kommende indlæg.