Generalopgør med Bibelen

Det er en gammel nyhed, at folk fra Trykkefrihedsselskabet og Dansk Folkeparti står i kø for at overbyde hinanden i groteske generaliseringer om muslimer og islam. Det er også velkendt, at blandt de mest nidkære kritikere finder man også nogle af de mest nidkære kristne i Danmark. Det er næppe tilfældigt.

Spørgsmålet er imidlertid, om de kristelige korsfarere burde være dem, der kastede de første sten, for nu at tale bibelsk. Specielt i betragtning af, for igen at tale bibelsk, at det er et hæderkronet princip at fjerne bjælken i eget øje, før man kaster sig over splinten i andres øjne. Når man ser på kirken, dens fundament og historie, er der faktisk gode grunde til at øve selvkritik, ja, måske endog foretage et vidtrækkende selvopgør.

Et bemærkelsesværdigt tilløb til et sådant fandt sted sidste år. Med et forslag om at tage afsked med Abrahams ofring af sin egen søn Isak som en del af kristendommens kanon åbnede prodekan, dr.theol. Troels Nørager fra Det Teologiske Fakultet i Århus op for en væsentlig diskussion såvel som en rødglødende debat. Ikke blot i Kristeligt Dagblad, men også i andre medier. Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at han havde åbnet for Pandoras æske, og det har han måske også.

Hvor mange imidlertid syntes at mene, at den teologiske doktor gik (alt) for vidt, er spørgsmålet nok snarere, om han gik vidt nok. Sagen er nemlig, at Bibelen rummer adskillige elementer, der ikke blot står i modsætning til moderne demokrati, menneskerettigheder og etik, men også fundamental medmenneskelighed. Ikke desto mindre vil de færreste teologer tilsyneladende give afkald på så meget som et enkelt kapitel af Bøgernes Bog.

Lad os tage nogle eksempler. I Anden Mosebog kap. 32 iværksætter Moses på vegne af Herren nedslagtningen af 3000 israelitiske landsmænd, fordi de har dyrket deres Gud i skikkelse af en guldkalv. Det havde de ganske vist lovet ikke at gøre – men at slå 3000 mennesker ihjel som straf kan vanskeligt karakteriseres som andet end proportionsløst blodbad. Men ikke nok med det: Fortællerens sympati er åbenlyst hos Gud og Moses, ikke hos de myrdede.

Nu kunne nogen måske tro, at de to herrer havde haft en uheldig offday, men det er ikke tilfældet. Religiøs intolerance ophøjes nemlig til guddommelig lov i Femte Mosebog kap. 17, når Guds talerør dikterer, at enhver israelit, der gør sig skyldig i ”afgudsdyrkelse”, skal stenes til døde. En grusom henrettelsesmetode. Hvorfor? Jo, for religionsfrihed – en selvfølge i Vesten i dag og i flertallet af verdenshistoriens ikke-monoteistiske kulturer.

Heller ikke når israelitterne skal erobre Det Forjættede Land, tages der fløjlshandsker på. I Femte Mosebog kap. 7 og 20 beordrer Moses en religiøst begrundet etnisk udrensning af de derværende folkeslag. Alle, mænd og kvinder, børn og gamle, skal slås ihjel. Og det gør Moses’ efterfølger og israelitternes leder Josva, hvad han kan for at opfylde. Se blot i Josvabogen kap. 10-11. Også han er massemorder, og også han hyldes som helt.

En massemorder finder vi ligeledes i Herrens profet Elias i Første Kongebog kap. 18. Efter at have vundet en styrkeprøve over 450 Baal-profeter på Karmels bjerg, indfanger han sine gudløse opponenter og slagter dem. Taleban ville have været misundelig over denne nidkærhed. Elias’ efterfølger Elisa drager i Anden Kongebog kap. 2 omsorg for, at 42 drengebørn, der har gjort nar af hans skaldepande, bliver flået ihjel. I samarbejde med Gud Herren, hvis nogen skulle være i tvivl.

Heller ikke David, den største israelitiske sagnkonge, har tilsyneladende holdt sig tilbage. Således lovprises han i Første Samuelsbog for at have dræbt ”titusinder”, mens rivalen Saul må nøjes med at blive hædret for ”tusinder”. Det var David, ikke Saul, som Herren udvalgte til at være grundlægger af et evigt dynasti.

I Første Mosebog kap. 19 bliver Sodoma og Gomorra genstand for Guds ildsprudlende vrede, og en af hovedårsagerne hertil var øjensynligt indbyggernes homoseksualitet. Igen er det ikke et spørgsmål om, at Herren har fået det forkerte ben ud af sengen hin dag. I Tredje Mosebog kap. 20 dikterer den guddommelige pebersvend en lov mod homoseksualitet. Med dødsstraf som sanktion.

Piger, der ikke er jomfruer, når de bliver gift, skal ifølge Femte Mosebog kap. 22 i øvrigt stenes til døde. En undtagelse gælder ikke-forlovede jomfruer, der bliver voldtaget. Ifølge Guds lov i selvsamme kapitel er de forpligtede til at blive gift med voldtægtsmanden. Pigen skulle jo nødig stå alene med det mulige resultat af affæren.

Kalamiteter er imidlertid på ingen måde begrænset til Det Gamle Testamente. I modsætning til, hvad de fleste teologer reklamerer med og de fleste folk forestiller sig, kan Det Nye Testamente fremvise elementer, der ligger på linje med nogle af de mest yderliggående sekter i dag. Det drejer sig om bl.a. verdenshad, jødehad, familiehad, fanatisme, ringeagt over for kvinder (inklusiv krav om at bære slør), evig hævn over synderne, sandhedsabsolutisme, dødsstraf over homoseksuelle og storhedsvanvid. Det skal jeg gerne detaljere ved lejlighed.

Dertil kommer, at den kristne kirke, som jo abonnerer på Det Gamle og Det Nye Testamente i fællesskab, historisk har bidraget til modbydeligheder, der formentlig overgår alle andre religioner. I dens navn (til dens udbredelse, opretholdelse eller ære) er der blevet opløst religioner, ført korstoge, undertrykt kvinder, iværksat inkvisition, kætterforfølgelser, censur, heksebrændinger, undertvingelse af indfødte, religionskrige, massakrer på jøder, stigmatiseret anderledes tænkende etc.

Og er det ikke et godt bibelsk princip, at man skal kende træet på frugterne? Ja, at et godt træ, som Matthæusevangeliet kap. 7 siger, slet ikke kan bære dårlige frugter?

Nu vil nogen sikkert indvende, at ovenstående eksempler ikke omfatter ”de bibelske grundfortællinger”. Her må det på den ene side medgives, at Bibelen vitterligt består af et kalejdoskop af skrifter præget af forskellige traditioner, teologier og tider, ligesom man kan finde belæg for næsten hvad som helst heri. Ingen tvivl om det. Derfor repræsenterer eksemplerne også blot udvalgte sider af Bibelen, ikke Bibelen i dens multispraglede mangfoldighed.

På den anden side skal det slås fast, at der kan fremhæves mange andre eksempler af ovenstående type. Desuden er begrebet bibelske grundfortællinger en noget variabel størrelse. Opfattelsen heraf er erfaringsmæssigt betinget af de til enhver tid gældende teologiske behov, modeluner og magtkonstellationer. Det er kirkehistorien et langt bevis for. F.eks. har (dele af) Moseloven spillet en fremtrædende rolle i mange kristne landes love og etik helt op i 1800-tallet. Og gør det nogle steder endnu den dag i dag. 

Endelig dominerer religiøs intolerance i skikkelse af forestillingen om kun én, sand Gud – for israelitterne eller hele menneskeheden som sådan – de bibelske skrifter. Et velkendt sted er fra de ti bud i Femte Mosebog kap. 5: ”Du må ikke have andre guder end mig … for jeg, Herren din Gud, er en skinsyg Gud!” I Anden Kongebog kap. 23 bliver det omsat til blodig og brutal virkelighed i form af en kultisk revolution fra oven; al ikke-jahvistisk gudsdyrkelse i Israel bliver systematisk destrueret.

Dertil kommer det, som man kunne kalde for den kristne sandhedsabsolutisme. Tænk på Frelseren, der ifølge Johannesevangeliet kap. 14 hævder at være ”vejen og sandheden og livet” og ifølge Matthæusevangeliet kap. 28 har fået ”al magt i himlen og på jorden”, hvorfor alle folkeslag skal gøres til hans disciple. Ja, ifølge Filipperbrevet kap. 2 skal alle ned på knæ og ”hver tunge bekende, at Jesus Kristus er Herre”. Intet mindre.

En nødvendig konsekvens af denne tankegang er religiøs eksklusivisme: Forkastelsen af andre guder som afguder, dæmoner eller ikke-eksisterende; forkastelsen af andre religioner og ideologier som falske eller i det mindste laverestående; forkastelsen af alle, der ikke dyrker den sande Gud, som hedninger, vantro eller kættere. I værste fald som Guds fjender og Satans tjenere, der derfor skal udryddes.

Det er uomtvisteligt, at den bibelske intolerance, absolutisme og eksklusivisme rummer et særligt potentiale for religiøst betinget vold. Ligesom den er uforenelig med en moderne, fundamental menneskerettighed som religionsfrihed. Alt dette betyder selvfølgelig ikke, at vold er et ukendt fænomen inden for polyteistiske religioner.

Nej, det særlige ved traditionel monoteisme er den religiøst legitimerede intolerance – og undertiden vold og krig – når Den Sande Tro skal udbredes og opretholdes. Eller som den tyske kulturteoretiker Jan Assmann har slået til lyd for, er det afvisningen og bekæmpelsen af andre guder og religioner som falske (afgudsdyrkelse, djævleri, hedenskab, overtro m.m.), der er det revolutionerende nye og traditionelt også et af de særskilt karakteristiske træk ved monoteistiske religioner. At repræsentere Den Ene, Sande og Almægtige Gud forpligter.

Ikke overraskende har det historisk haft store, negative konsekvenser for mange religioner, frem for alt polyteistiske, der gerne har hyldet en implicit religiøs tolerance og inklusivisme, selv om der også kan gives eksempler på det modsatte. Sidstnævnte må dog betegnes som primært kontekstbestemte og isolerede tilfælde. De er meget sjældent udtryk for en principiel, universel og religiøst motiveret fornægtelse af alle andre religioner end ens egen, sådan som vi kender det fra betydelige dele af kristendommens historie, men også islams, hvad angår polyteisme. Islam har traditionelt tilladt bl.a. jødedom og kristendom – kaldet ”Bogens folk” – som underordnede størrelser.

Mange, hvis ikke de fleste polyteistiske religioner, der ellers repræsenterer den mest udbredte religionsform i menneskehedens historie, er i dag helt eller delvist ophørt med at eksistere. I sammenligning er de monoteistiske religioner kristendom og islam, der findes i talrige varianter, blevet verdens største trosretninger.

En af rygmarvsindvendingerne fra kristne nyapologeters side er, at fortrædelighederne for Vestens vedkommende i det store og hele er et overstået kapitel i dag. Vort samfund er jo præget af sekularisering og menneskerettigheder, multireligiøsitet og overvejende fredsommelige kirkesamfund. Og det er da også sandt, specielt når man husker på, at det i høj grad er opstået som et resultat af kirkens reducerede magt. Som et resultat af Oplysningstidens opgør med de religionskrige og den fanatiske intolerance, der fulgte i kølvandet på Reformationen.

Alligevel er det en sandhed med en del modifikationer. Som bekendt var Bibelen hovedinspirationskilde for den tidligere leder for verdens største supermagt og militærmaskine George W. Bush, der bl.a. gjorde brug af religiøse legitimeringer af sine krige, ligesom han på klassisk kristen vis skelnede skarpt ikke blot mellem Godhed og Ondskab, men også mellem Venner og Fjender: ”Enten er man med os, eller også er man med terroristerne” (sml. Matthæusevangeliet kap. 12).

Nævnes skal også de måske mest indflydelsesrige kristne præster herhjemme i nyere tid, Jesper Langballe og Søren Krarup, der på afgørende måde er drevet af den religiøse absolutisme, der kendetegner Bibelen og Luthers lære. F.eks. skrev Krarup for nogle år tilbage: ”Kristendommen er forkyndelse af sandheden, men sandheden kan der ikke stemmes om. Den kan kun adlydes.”

Få har som disse to bidraget ideologisk til at sætte den politiske dagsorden i de senere år, ja, at skabe en ny tidsånd vendt frontalt mod islam, kristendommens gamle ærkefjende. Der kunne nævnes flere eksempler, men disse skulle række til at vise, at kirkens mere traditionelle skikkelser langtfra er uddøde, tværtimod, og at de næppe bidrager til fredelig sameksistens og tværkulturel forståelse.

Så hvad kan man gøre?

Har man modet til at se sin egen religions dæmoner i øjnene og øve selvkritik af gavn, kunne man slå ind på den samme vej, som den teologiske prodekan i Århus forsigtigt betrådte sidste år. Man kunne gribe fat om nældens rod Bibelen og tage afsked ikke blot med Abrahams ofring af Isak, men med alle intolerante, absolutistiske og voldelige elementer som del af kristendommens kanoniske helligskrift. For hvad kan man egentlig bruge dem til i nutidens verden?

Det ville have flere fordele. For det første ville man tage store mængder eksplosiv ammunition ud af religionskritikernes kanoner. For det andet ville man ikke længere være tvunget til at bortforklare og omfortolke en masse steder, således at de på det nærmeste får den modsatte betydning af det, som de efter al sandsynlighed har. Denne fortolkningsmetode har ofte bidraget til at sætte teologer og præster i et noget dubiøst skær.

For det tredje ville risikoen for, at konservative og fundamentalistiske troende bruger Bibelen til at legitimere religiøs diskrimination, undertrykkelse og forfølgelse blive minimeret drastisk. Endelig ville man have ryggen fri til at rette en kritik af de intolerante, absolutistiske og eksklusivistiske elementer, der også findes i dele af Koranen og af islam i øvrigt, verdens næststørste religion – og hvor de ellers manifesterer sig, naturligvis. F.eks. hos hardcore ateister og betonsekularister.

Det ville godt nok resultere i en noget fortyndet og forandret udgave af Bibelen (og dermed en afsked til alle traditionelle udgaver af kristendommen), men i betragtning af de betydelige gevinster ved indgrebet er spørgsmålet vel blot:

Hvad venter man på?

Jens-André P. Herbener

Cand.mag., mag.art. i religionshistorie og semitiske sprog