Kan hypotesen om Gud falsificeres?

REPLIK

Af Philippe Provencal, cand.mag. og ph.d. i semitisk filologi, ekstern lektor ved Syddansk Universitet, samt Jens-André P. Herbener, cand.mag. og mag.art. i religionshistorie og semitisk filologi, ekstern lektor ved Syddansk Universitet

Ifølge Troels Engberg-Pedersen (Universitetsteologi er videnskab, UA 2/09) er teologi bl.a. »analytisk og kritisk«, og ifølge Lars Sandbeck (Teologiens videnskabelighed kompromitteres ikke af kirken, UA 2/09) er det en »kritisk, undersøgende, fordomsfri videnskab«.

Det lyder jo helt universitært korrekt. Som vi imidlertid skal vise, er det kun en halv sandhed: Dele af universitetsteologi er nemlig kristendomsproduktion, og dele hviler på et ikke-videnskabeligt fundament. De videnskabelige dele af universitetsteologi har vi tidligere omtalt.

Som citeret i vores første indlæg (Universitetsteologi i strid med videnskab, UA 1/09) er en af teologiens hovedopgaver at etablere grundlaget for at »kunne fremstille, videregive og forny kristendommen«. 21/7/05 supplerede teologisk lektor Anders-Christian Jacobsen: »Jeg ved fra mit arbejde, hvor afgørende en rolle det spiller for mig selv, mine kolleger og de studerende at drive teologi for kirkens skyld.«

Hvad er det videnskabelige formål?
Hvad er det videnskabelige formål med denne kirketeologi? Hvordan forholde sig virkelig kritisk til en metafysisk-religiøs ideologi, hvis eksistens man samtidig skal arbejde for at opretholde? På basis af en kritisk gennemtænkning af en hypotese om, at Gud er, og at han er tilværelsens inderste mening, som censorformanden for de teologiske fakulteter Kaj Mogensen bl.a. skrev 22/12/06?

Selvfølgelig ikke – en hypotese skal kunne falsificeres for at være videnskabelig. Det er da også det, der er problemet med normative udsagn i teologien, og som ofte angår spørgsmål om kristendommens sandhedsprætention. En afgørelse heraf er helt eller delvist umulig inden for en videnskabelig diskurs. Erkendelsesinteresser er nødvendigvis begrænset af erkendelsesmuligheder, hvilket religionsvidenskab har taget konsekvensen af.

Med andre ord: Dele af den teologiske kritik hviler i sidste ende på et spekulativt og religiøst, kort sagt, ukritisk grundlag – og kan dårligt gøre andet, når den skal kunne forenes med kirkens interesser.

Eksempler på teologisk kritik
27/4/07 skrev teologiprofessor Viggo Mortensen: »Det kristne budskab er verdens bedste; det er noget, man godt kan være stolt af at gå ind for ... Vi skal altså sprede rygtet og så frøene. Det er os. Der er ikke andre til det. Det handler om at lade den kristne vision og mission gennemsyre alt, hvad en kirke gør.«

Hvilke videnskabelige undersøgelser eller formål ligger bag påstanden om, at kristendommen er verdens bedste, eller bag opfordringen til kirkelig mission? Os bekendt absolut ingen.

14/2/08 skrev teologisk professor Kirsten Nielsen og lektor Else Holt: Det Gamle Testamentes fortællinger er i deres indbyrdes diskussion »med til at fastholde Guds storhed og uudgrundelighed for mennesker – og hans uudslukkelige kærlighed til den skabte verden ... Kirkefædrene så ret, da de fastholdt Det Gamle Testamente. At udelukke den første del af kanon med dens mange forskellige og ofte provokerende gudsbilleder ville have ødelagt alt for meget i den kristendom, vi alle gerne vil fremme.«

Hvilke videnskabelige undersøgelser eller formål ligger bag påstanden om Guds storhed og uudslukkelige kærlighed til den skabte verden, eller bag ønsket om at fremme kristendommen? Os bekendt absolut ingen.

Professor Nielsen (der netop er gået af) har i øvrigt medtaget opbyggelsesskrifter, prædikenvejledninger og prædikener på sin universitære publikationsliste. Heri kan Gud, Djævel og Dommedag beskrives som absolutte realiteter. En astronom kunne lige så godt sætte horoskoper på sin publikationsliste.

Man kan ikke tjene to herrer

Ifølge Lars Sandbeck må kirken ikke stille krav til universitetsteologien, der kompromitterer dens videnskabelighed. Nej – og det behøver den som regel heller ikke. Som vist klarer dele af universitetsteologien og flere teologer det ganske af egen kraft.

En af årsagerne hertil er givet, at videnskaben har haft en nedbrydende effekt på religiøse institutioner. F.eks. risikerer en universitetsteologi, der tager sine videnskabelige forpligtelser alvorligt, uvægerligt at medvirke til at undergrave kirkens og dermed sit eget eksistensgrundlag.

For ikke at grave egen grav er en af den eksisterende teologis hovedopgaver da også kristendomsproduktion, hvilket naturligvis kompromitterer dens videnskabelighed. Man kan ikke på samme tid være kritisk forsker i og bidrage til at opretholde en religion. Altså blæse og have mel i munden og tjene to herrer samtidigt.

Det er bl.a. den sidste autoriserede bibeloversættelse, som mange universitetsteologer har været med til, et veldokumenteret eksempel på.

Et teologisk institut er nok

Der er adskillige grunde til, at vi har to fakulteter til kristendommen. Men der er intet naturgivet ved, at det fortsat skal være sådan.

For det første har teologi siden oplysningstiden i stigende grad overlevet sig selv som universitetsfag. Akademisk præsteuddannelse og kristendomsproduktion, der jo er vigtige dele af teologi, giver ikke tilstrækkelig mening som universitetsanliggende, hvilket man har taget konsekvensen af i flere lande.

For det andet: Hvis teologi fortsat skal være på universitetet, behøver det ikke være så voluminøst. Ét stort institut kan sagtens uddanne de kandidater, der skal til. Hvis der ellers er studerende nok.