Sandbeck og sandheden

Vedr. debatten om universitetsteologi i Universitetsavisen i 2009

Lars Sandbeck har fra starten malet sig selv op i et hjørne, da han slog fast, at teologi er ”en kritisk, undersøgende, fordomsfri videnskab”  (Universitetsavisen 11.2.09). Uden forbehold, uden nuancering, uden selvkritik. Derved gør han sig uundgåeligt sårbar, når det godtgøres, at dele af teologi og betydelige universitetsteologer ikke lever op til det. Hvad gør Sandbeck så? Så må han afspore, bagatellisere og manipulere, og det er præcist det, han gør.

Det vigtigste: for det første kalder han de teologer, som vi refererer, for ”et par teologer” og ”tilfældige teologer” (Universitetsavisen 4.3.09). Men er der tale om inferiøre skikkelser, som LS’ udtryk konnoterer, ja, suggererer? Nej.

Vi henviser til seks teologer, og det omfatter – nuværende eller forhenværende – tre professorer, to dekaner, en censorformand (den højeste vogter af de teologiske uddannelser i DK), lederen af fokusområdet Religion som Normsætter, lederen af satsningsområdet Jøder, Kristne og Hedninger i Antikken, lederen af Center for Multireligiøse Studier, næstformand for Statens Humanistiske Forskningsråd, medlem af Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation, lederen af den nye uddannelse Europas Religiøse Rødder i Århus, formand for Collegium Biblicum, med mere. Der er altså tale om både højtstående og dagsordensættende universitetsteologer. Hvilket Sandbeck givetvis véd.

For det andet optræder fem ud af de seks teologer i deres egenskab af universitetsforskere – sådan præsenteres de eller sådan underskriver de deres artikler (hvilket et hurtigt kildetjek ville have godtgjort). Deres udsagn er altså ikke kun personlige, men også videnskabeligt forpligtende. Derfor står vor kritik af dem ved magt.

For det tredje beder Sandbeck os om at dokumentere vore ”påstande med andet end isolerede citater.” (Universitetsavisen 4.3.09). Giv os pladsen! Vi citerer gerne større tekstafsnit en masse. Indtil videre afsætter Universitetsavisens debatsektion imidlertid skrappe grænser. Vi må derfor nøjes med enkelte yderligere eksempler på temmelig problematiske aspekter.

I 1996 skrev Peter Widmann, professor og dekan ved Det Teologiske Fakultet i Århus, i en programartikel om teologi: ”teologien koncentrerer sig om én bestemt religion med henblik på dens ansvarlige videregivelse. (…) teologiens interesse rummer andet og mere end en videnskabelig undersøgelse af bestemte religiøse fænomener. I teologiens centrum står den grundformodning, at gudserkendelsen og tilbedelsen er afgørende for hele tilværelsen. Derfor kan teologien ikke nøjes med at kortlægge og tolke ét fænomenområde. Det gælder frem for alt om at vise en bestemt religions universelle relevans.”

I 2004 skrev Troels Nørager, lektor, dr.theol. og prodekan (og fra 2005 ph.d.-skoleleder) ved Det Teologiske Fakultet i Århus en præsentation af teologiens videnskabsforståelse. Her argumenterede han for normativitetens centrale betydning, der ifølge ham består i, ”at teologer lægger den forudsætning til grund for deres arbejde (uanset om de er eksegeter, historikere eller systematikere), at de kristne tekster og den kristne tradition er værd at udlægge og forsøge at aktualisere. Men mere end det: Teologien arbejder ud fra den forudsætning, at ’Gud’ er en værdifuld og perspektivrig hypotese.”

I Universitetsavisen i 2006 udtalte Steffen Kjeldgaard-Pedersen, professor og dekan ved Det Teologiske Fakultet i København, at teologi er forpligtet på ”den helhed som er kristendommen i dens historie og overlevering og spørgsmålet om dens mulige sandhed.”

Lad os herudfra rekapitulere det principielle: hvordan kan man lægge helt eller delvist ikke-falsificerbare antagelser til grund for et universitetsstudium? Hvordan kan man afgøre kristendommens eller andre religioners sandhedskrav inden for en videnskabelig kontekst? Hvordan kan det være en af et universitetsfag hovedopgaver at skulle bidrage til religionsproduktion (i teologisk sprogbrug ”videregive”, ”forny”, ”argumentere for”, ”nyformulere”, ”gennemtænke”, ”genformulere” kristendom)? Kan man være forsker i og advokat for en religion på samme tid? Nej, dertil er diskurserne alt for forskellige; det ene vil i større eller mindre grad ske på bekostning af det andet.

Sandbeck spørger: ”hvis teologien lefler for folkekirken og arbejder for at opretholde dens eksistens, hvorfor er der så en ikke ubetydelig del af de teologistuderende, der i løbet af studietiden ’mister’ troen og opgiver at blive præster?” (Universitetsavisen 4.3.09). Atter et temmelig misvisende udsagn. Sagen er nemlig, at godt 90 procent af teologiske kandidater bliver præster – selv om det langtfra er et krav, bibeholder eller får de fleste studerende tydeligvis altså troen, når de gennemfører teologistudiet.

Sandbeck tillægger os i både første og andet svar det synspunkt, at teologi som helhed ikke er videnskabelig, hvorved et brugbart fjendebillede behændigt er konstrueret. Men også det er usandt. Vi mener, at notable dele er videnskabelig, og det betonede vi i både første og anden kommentar (Universitetsavisen 2.2.09 og 4.3.09). Konsekvensen er imidlertid, at Sandbeck kommer med flere indsigelser mod sin fejllæsning af vor kritik, ikke mod vor kritik. Det er tragikomisk.


Phillipe Provencal, cand.mag., ph.d.

Jens-André P: Herbener, cand.mag., mag.art.

(Indsendt til Universitetsavisen, men ikke trykt; redigeret enkelte steder februar 2010)