Bibeloversættelse – mellem kristen tro og videnskab

Indledning

Et af hovedproblemerne med en ikke-konfessionel bibeloversættelse – eller en videnskabelig, som jeg foretrækker at kalde det – er, at de færreste interesserer sig for det. På mange måder minder det om missionshotellet, der fik stjålet en bibel. Hvordan kunne det egentlig lade sig gøre?

De troende har naturligvis en bibel i forvejen, hvortil kommer, at troende som bekendt ikke stjæler. Og ikke-troende har som regel ingen interesse i bibler, og derfor kan det naturligvis ikke være en af dem, der har gjort det. Tyveriet ligner altså et mysterium, en opgave for en detektiv, ja, et plot for en kriminalfilm.

Undertiden har jeg følt, at en videnskabelig bibeloversættelse minder om den stjålne bibel: de troende interesserer sig ofte meget for bibelen, men kun – i al fald positivt – for en konfessionel bibeloversættelse. De ikke-troende, der nok kunne eller burde have en interesse i videnskabelig bibeloversættelse, interesserer sig for det store flertals vedkommende overhovedet ikke for bibelen.

Men det betyder også, at man som ikke-konfessionel bibeloversætter i Danmark kan komme til at bruge megen tid på at skændes med troende, simpelthen fordi de udgør det absolutte flertal af dem, der interesserer sig for bibelen, og det er sjældent opbyggeligt.

Som reklamen siger, skal dette foredrag handle om bibeloversættelse i spændingsfeltet mellem tro og videnskab og om videnskabelige bibeloversættelser – eller manglen på samme – i uddannelsessystemet. Før jeg går i detalje med disse ting, kunne det måske være en idé først at gøre rede for, hvad jeg mener med en ikke-konfessionel eller videnskabelig bibeloversættelse.

I den forbindelse skal jeg understrege, at jeg vil koncentrere mig om en videnskabelig oversættelse af den jødiske bibel, også kaldet den hebraiske bibel, eller Det Gamle Testamente i den kirkelige tradition. Jeg skal ligeledes understrege, at det jeg vil sige i det store hele er lige så kontroversielt som at hævde, at en rød postkasse er rød. Det er i det væsentlige den religiøse kontekst i Danmark, der stiller sagen i et mere komplekst lys.

Jeg har skrevet og talt meget om emnet tidligere, og det gør et foredrag både let og svært. Let fordi jeg allerede har brugt megen tid på det, svært fordi jeg af samme årsag af og til glemmer, at andre ikke har brugt megen tid eller tid på det overhovedet. Det vil jeg prøve at huske på i dag.

Jeg skal også huske at sige, at gennemgangen af emnet kun vil foregå på et helt overordnet plan. Der er simpelthen ikke tid til andet. Og det jeg vil sige er for vigtige deles vedkommende overtaget fra et afsnit i debatbogen Teologi og magt fra 2006.

For dem, der har lyst til at gå i detalje med stoffet, kan jeg henvise til fagbøgerne Bibeloversættelse mellem konfession og videnskab fra 2004 og Ny bibeloversættelse på videnskabeligt grundlag – introduktion fra 2001.

Ikke-konfessionel oversættelse af den hebraiske bibel

En karakteristik af, hvad en videnskabelig oversættelse af den hebraiske bibel indebærer, forudsætter en vis basisviden om bibelen som sådan, og i den forbindelse vil vi indledningsvist gå basalt til værks.

Bibelen, og her tager vi udgangspunkt i en autoriseret, dansk bibel, består grundlæggende af to tekstsamlinger: For det første den hebraiske bibel, der, som betegnelsen indikerer, oprindeligt er skrevet på hebraisk og aramæisk for enkelte deles vedkommende, og for det andet Det Nye Testamente, der oprindeligt er skrevet på græsk. Den hebraiske bibel i sig selv består af 39 bøger og Det Nye Testamente i sig selv af 27 skrifter. Indholdsmæssigt set er der følgelig ikke tale om én bog, sådan som en autoriseret bibel fysisk kan forlede én til at tro, men om to tekstsamlinger, der hver især består af et mindre bibliotek af bøger. Egentlig ligger det allerede i ordet “bibel”, der er græsk, og som oprindeligt betød “bøger”, ikke “bog”, sådan som det med tiden kom til.

De to tekstsamlinger stammer fra forskellige tider og forfattere. I forskningen er der ganske vist ikke enighed om, hvor gammel den hebraiske bibel er, men man er enig om, at den går tilbage til førkristen tid. Om det hovedsagligt er første halvdel af 1. årtusind f.v.t. eller hovedsageligt anden halvdel af samme, er ikke afgørende; det i denne kontekst centrale er, at den er ældre end Det Nye Testamente. I det væsentlige formentlig flere hundrede år. Det Nye Testamente, ved man imidlertid med temmelig stor sikkerhed, stammer fra omkring anden halvdel af 1. århundrede e.v.t.

Oprindeligt eksisterede der med andre ord ikke nogen bibel i moderne forstand, der indeholdt både den hebraiske bibel og Det Nye Testamente. Oprindeligt eksisterede kun den hebraiske bibel. Men ikke nok med det. Skal man være helt præcis, eksisterede der oprindeligt ikke nogen hebraisk bibel forstået som én, sammenhængende bogsamling. Før vor tidsregnings begyndelse og et godt stykke efter bestod den kun af hinanden fysisk uafhængige skriftruller; sådan som man også kan finde dem i en synagoge i dag. I realiteten skal man historisk set helt op til 4.-5. århundrede e.v.t., før der foreligger manuskripter, der ligner en moderne dansk bibel, dvs. indeholder jødiske helligskrifter og Det Nye Testamente i én bog. Og disse stammer alle fra en kirkekristen kontekst, så meget mere som samlingen af alle disse skrifter i én bog udelukkende giver mening i en kirkelig sammenhæng.

Historisk set hidrører de to tekstsamlinger imidlertid ikke blot fra forskellige tider, men også fra forskellige hold af forfattere. De hebraiske bibeltekster blev i førkristen tid affattet af jøder og var og er i sig selv fremfor alt jødiske helligskrifter. De nytestamentlige tekster blev derimod – som nævnt i ca. anden halvdel af 1. århundrede e.v.t. – affattet af en jødisk-kristen sekt, der med tiden udviklede sig til en selvstændig verdensreligion, kristendommen.

Bibelen opfattet som en helhed af hebraiske og nytestamentlige bibeltekster, sådan som de fleste danskere kender til den i dag, er med andre ord en relativt sen kirkelig konstruktion.

Disse indledende historiske mellemregninger er afgørende at få på plads, når vi skal definere en videnskabelig oversættelse. En sådan oversættelse af den hebraiske bibel implicerer nemlig, at teksterne – så vidt muligt – må præsenteres og gengives på deres egne historiske og tekstmæssige præmisser.

Spørgsmålet er så, hvad det indebærer i praksis? Som det vil fremgå, kan man ikke fokusere eksklusivt på de problemer, der er knyttet til oversættelsen af selve teksten. Der er mange andre forhold, der har betydning for læserens tilgang til en bibeloversættelse.

Tid og kontekst

De hebraiske bibeltekster stammer alle fra tiden før 1. århundrede f.v.t., de er som sagt blevet til i løbet af det 1. årtusind f.v.t. (i dag hælder mange forskere, hvad deres endelige form angår, til anden halvdel heraf), og deres historiske baggrund og affattelseskontekst er formentlig Palæstina og til dels Mesopotamien engang i dette tidsrum. Groft sagt går den hebraiske bibel oprindeligt altså tilbage til den Nære Orient i førkristen tid, og det er på baggrund af denne historisk-kulturelle sammenhæng, at en videnskabelig oversættelse af teksterne fremfor alt må udarbejdes.

Tekstgrundlag

Som nævnt er den hebraiske bibel overvejende blevet skrevet på hebraisk. Havde de manuskripter, som den hebraiske bibels forfattere og redaktører udarbejdede, eksisteret i dag, ville der ikke være mere at sige om det. Men det gør de ikke. De ældste komplette manuskripter til den hebraiske bibel, der er bevaret, stammer først fra højmiddelalderen (1009 og frem).

I lange tider nærede man berettiget tvivl om, i hvor høj grad teksten i disse manuskripter gik tilbage til førkristen tid. Denne tvivl blev på mange punkter gjort til skamme med opdagelsen af Dødehavsrullerne i midten af det 20. århundrede. Her fandt man godt 200 som regel meget fragmenterede bibelmanuskripter, hvis ældste dele går tilbage til ca. 250 f.v.t. De godtgjorde, at de højmiddelalderlige manuskripter er omhyggelige afskrifter af afskrifter af afskrifter af førkristne manuskripter. Dermed fik man bevis for den høje alder af den tekstform, der foreligger i de komplette, højmiddelalderlige bibelmanuskripter. Dødehavsrullerne viste imidlertid også, at der i de sidste århundreder før og det 1. århundrede efter vor tidsregning eksisterede tekstformer, der på flere punkter adskilte sig fra hinanden, en såkaldt tekstpluralisme., der indholdsmæssigt dog kun har temmelig begrænsede implikationer.

I en videnskabelig kontekst er alt dette ensbetydende med, at man i al væsentlighed må oversætte et af de højmiddelalderlige bibelmanuskripter (der jo må ligge til grund for enhver komplet oversættelse) i lyset af de hebraiske bibelteksters førkristne tilblivelseskontekst. At behandle teksterne overvejende på disse præmisser har i øvrigt længe været og er fortsat konstitutiv for den videnskabelige bibeleksegese.

Omfang og rækkefølge

De fleste danskere tager givetvis både omfanget og rækkefølgen af teksterne i den hebraiske bibel, sådan som de kender det i den autoriserede bibel, for givet. Først Mosebøgerne, så nogle “historiske” bøger (f.eks. Dommerbogen, Samuels- og Kongebøgerne), dernæst en lidt underlig blanding af forskellige skrifter (f.eks. Jobs Bog, Salmernes Bog og Højsangen) og til sidst en masse profetbøger (f.eks. Esajas’ Bog, Ezekiels Bog og Hoseas’ Bog). I kilderne fra den antikke jødedom ser billedet imidlertid langt mere broget ud. Der lå hverken omfanget eller rækkefølgen af de hebraiske bibeltekster fast.

Hvad angår omfanget, har f.eks. den bevægelse, der har efterladt Dødehavsrullerne ved Qumran, formentlig også haft Første Enoksbog og Jubilæerbogen, måske endnu flere bøger (som ikke findes i en autoriseret dansk oversættelse) som en del af deres bibel. En anden jødisk bevægelse, de såkaldte samaritanere, ja, deres bibel udgjordes alt i alt formentlig kun af en særlig version af de fem Mosebøger. Givetvis var det kun den jødiske gruppering, man plejer at kalde farisæerne, der havde de samme skrifter i deres ”bibel”, som vi også finder i et evangelisk-luthersk Gammel Testamente.

Hvad angår rækkefølgen af skrifterne, ja, dér bliver det ikke bedre. I de ældste kilder findes der ikke nogen forkromet norm herfor. Ganske vist er der spor af den hovedinddeling af den hebraiske bibel i Belæringen, Profeterne og Skrifterne, som vi kender fra den rabbinsk-jødiske tradition, en inddeling, der på flere måder adskiller sig markant fra de autoriserede danske bibler. Men sporene er langtfra entydige. Faktisk skal vi helt op til Luthers bibeloversættelse fra 1534, før vi finder netop den rækkefølge af den hebraiske bibels bøger, der også optræder i officielle danske bibler. Godt nok er der klare forløbere herfor i oldkirkens bibler (f.eks. den græske oversættelse Septuaginta og den latinske oversættelse Vulgata), men der er stadig forskelle mellem disse og Luthers bibel.

Den vigtigste afvigelse mellem den rabbinsk-jødiske skriftrækkefølge, der i al fald går tilbage til 2.-3. århundrede e.v.t., og Luthers bibel fra 1500-tallet, er, at sidstnævnte placerer de “regulære” profetskrifter til sidst i den hebraiske bibel. Luthers formål med det var kristologisk: Med anbringelsen af Esajas’ Bog, Jeremias’ Bog, Ezekiels Bog, Daniels Bog, Tolvprofetbogen og helt specifikt med Elias-profetien (Mal 3,23-24) til slut blev der etableret et logisk, frelseshistorisk udviklingsforløb fra de hebraiske til de nytestamentlige bibeltekster. Den kirkekristne forudopfattelse af de hebraiske bibeltekster som en Kristus-profeti var dermed hjulpet på vej.

Som det fremgår, kan man i en videnskabelig oversættelse af de hebraiske bibeltekster ikke tage udgangspunkt i en dansk-lutheransk bibel, der kun har godt 450 år på bagen. Her må man gå helt tilbage til den antikke jødedom. Hvad angår omfanget af den hebraiske bibel, må man gøre sig klart, om det f.eks. er Qumran-bevægelsens, samaritanernes, farisæernes eller de rabbinske jøders ”bibel”, man vil oversætte. I praksis vil det godt nok næsten af nødvendighed være sidstnævnte. Hvad angår rækkefølgen af den hebraiske bibel, bør man givetvis følge den rabbinsk-jødiske disposition heraf, om end det er usikkert, konkret på hvilken måde den har sin historiske baggrund i den antikke jødedom.

Hovedtitel og bogtitler

Når man tager en autoriseret dansk bibel i hånden, er hovedtitlen “BIBELEN” det første, der lyser én i møde. Den står både på forsiden og på hovedtitelbladet. Det er som bekendt den kirkelige samlebetegnelse for de hebraiske og nytestamentlige bibeltekster, forstået som en helhed. “Bibelen” anvendt i denne betydning udspringer med andre ord af en kirkelig kontekst og sætter et kirkeligt fortegn for læsningen af de hebraiske bibeltekster. Historisk set går den da heller ikke længere tilbage end til det 4. århundrede, da der første gang forelå en officiel, kristen bibel, de jødiske helligskrifter og Det Nye Testamente opfattet som en kanonisk helhed. Som betegnelse for en videnskabelig oversættelse af den hebraiske bibel hører den med andre ord ikke hjemme.

Bladrer man videre i den autoriserede oversættelse, kommer man til titelbladet på den hebraiske bibel; her står der kort og godt “Det Gamle Testamente”. Er der også noget galt med dét i en videnskabelig oversættelseskontekst? Ja, det er der ret beset – af flere årsager: For det første er det historisk set en kirkekristen betegnelse (først fra 2. århundrede e.v.t.), der for det andet – og det er det væsentligste – er betinget af fremkomsten af Det Nye Testamente. De hebraiske bibeltekster blev som bekendt affattet af jøder for jøder et godt stykke tid inden og derfor uafhængigt af fremkomsten af Det Nye Testamente. Som sådan giver titlen “Det Gamle Testamente”, tager man den for pålydende, alene mening i en kirkelig sammenhæng og ud fra et retrospektivt kirkekristent syn på den hebraiske bibel.

For det tredje findes der forskellige titler, der historisk set er ældre end “Det Gamle Testamente”, og som samtidig stammer fra en jødisk sammenhæng. I kilderne til den antikke jødedom kan man således finde betegnelser som f.eks. “Loven og Profetierne og de øvrige Skrifter”, “De Hellige Skrifter” og “De Hellige Bøger”, med mange flere. Og fra den efterfølgende rabbinske jødedom optræder så forskellige titler som f.eks. “Belæringen, Profeterne og Skrifterne”, TaNaK (et akronym for de hebraiske betegnelser for Belæringen, Profeterne og Skrifterne), Miqra’ (“Det læste”) og Torah (“Belæringen”).

For en historisk betragtning er der med andre ord intet naturgivet ved titlen “Det Gamle Testamente”. Tværtimod er den misvisende i en videnskabelig oversættelse, hvor man i stedet ideelt burde vælge mellem de ældst overleverede titler på den hebraiske bibel; og de stammer som sagt fra de antik-jødiske traditioner. Hvis man ikke mener, at de er kommunikative nok, kan man også anvende en moderne, blot den er nogenlunde dækkende. Selv ville jeg foreslå: Myter og sagn fra det gamle Palæstina / Israel. 

Bladrer man videre endnu i den autoriserede bibel, kommer man endelig til “Første Mosebog”, som der står eksplicit. Kort sagt: Titlerne på de enkelte bøger i den hebraiske bibel er et større kapitel for sig. Vi har ikke tid til at gå ind i det i dag – jeg skal blot fastslå, at flere af de velkendte bogtitler stammer fra sene traditioner, og at der eksisterer adskillige bogtitler, der ældre end de velkendte.

Med andre ord: Når de hebraiske bibeltekster så vidt muligt skal gengives på deres egne præmisser – og det bør de i en videnskabelig oversættelse – må man anvende et andet titulatur end det, der har vundet hævd i en autoriseret bibel. Det angår såvel hovedtitlen som adskillige bogtitler.

Sproglige retningslinier

Fra Italien har vi ordsproget: En oversætter er en forræder! Om den, der engang formulerede det, talte på alle oversætteres vegne eller blot på egne, skal forblive usagt. Det rummer imidlertid den sandhed, at enhver oversættelse også er en fortolkning. I større eller mindre grad. “Den ideelle oversættelse”, skriver Den Store Danske Encyklopædi om oversættelse, “formidler præcist såvel udgangstekstens indhold, herunder mening og budskab, som dens særlige æstetiske, intellektuelle og følelsesmæssige træk.” Men i realitetens verden? Ja, da er det et ideal, og som sådant kolliderer det ikke sjældent mod virkelighedens klippeskær.

Problemet er naturligvis af beskedent omfang, når man skal oversætte en nutidig engelsk tekst til dansk, fordi vi i al væsentlighed deler kultur med englænderne. Men det bliver progressivt større, jo længere vi bevæger os bort fra vor egen i tid, geografi og tankesæt. Tag f.eks. en oversættelse af en 3500 år gammel religiøs tekst fra Ægypten. Den indebærer i en vis forstand, at en mytisk verdensforståelse skal omsættes i en moderne, sekulariseret. Der vil kun kunne blive tale om en tilnærmelse. Modsat ville en sydamerikansk indianer uvidende om den vestlige modernitets fremkomst blive udsat for et problem, dersom han blev præsenteret for en reklame for TV-udstyr. Med hvilke begreber fra sit eget modersmål skulle han kunne gengive en DVD-afspiller – et fænomen, der er nært knyttet til et naturvidenskabeligt verdensbillede?

Nuvel, tekster skal oversættes. Alternativet – ingen oversættelser – er naturligvis værre end mangelfulde oversættelser. Blot skal man være klar over, at oversættelse og objektivitet sjældent er siamesertvillinger. Det betyder på den anden side ikke, at en videnskabeligt arbejdende oversætter ikke til enhver tid bør have en fuldkommen overførelse af en teksts betydningsindhold og stil til målsproget som sit ufravigelige ideal. Selv om det ikke kan opnås, skal det naturligvis altid tilstræbes, så langt som det er praktisk og menneskeligt muligt.

Hvad betyder ovenstående i vor sammenhæng? Da vi jo ikke har adgang til de hebraiske bibelteksters forfattere og redaktører og deres læserskare og derfor ikke kan spørge dem, hvis der er noget, vi er i tvivl om, må der i en videnskabelig oversættelse af de hebraiske bibeltekster i store træk gøres følgende: De filologisk-grammatiske regler, der gælder for det hebraiske sprog og i videre forstand de semitiske sprog, skal naturligvis til enhver tid følges. På grundlag heraf skal oversættelsen gengive den mest sandsynlige og mest adækvate forståelse af teksten, som det er muligt at komme frem til.

Ikke overraskende kan der undertiden foreligge reel tvivl om betydningen af et udtryk. Teksten kan være obskur eller flertydig. Her må man for det første se på udtrykkets nære kontekst. Hvad giver bedst mening herudfra? For det andet må man undersøge, hvordan udtrykket eventuelt anvendes andre steder i den hebraiske bibel og i andre hebraiske tekster; måske man finder klarere oplysninger dér om dets betydning. For det tredje må man konsultere de hebraiske bibelteksters historiske baggrund og affattelseskontekst: Endelig må man gå til de antikke oversættelser af de hebraiske bibeltekster såvel som til andre nærorientalske oldtidssprog, som hebraisk er beslægtet med. Kort sagt foretager man en oversættelse ved hjælp af ovenstående metoder.

Det, der derimod ikke er acceptabelt i en videnskabelig kontekst, er et forsøg på at tilpasse oversættelsen af de hebraiske bibeltekster til senere tiders tekster, traditioner, dogmatik osv. Forfatterne og redaktørerne af de hebraiske bibeltekster havde af indlysende grunde ikke kendskab til de efterbibelske traditioner som f.eks. Det Nye Testamente, Tosefta, Talmud, den katolske og protestantiske kirke, og derfor må en oversættelse naturligvis ikke tilpasses hertil.

Jahve eller Herren

Der eksisterer et gammelt slagsmål om, hvordan man bør gengive det uvokaliserede gudsnavn jhwh i den hebraiske bibel. Som Jahve, Jehova eller Herren? De fleste forskere hælder stærkt til Jahve som den oprindelige udtale, selv om den ikke kan fastslås med sikkerhed; formen Jehova er formentlig opstået så sent som i kristen senmiddelalder.

En omskrivning af Jahve til gudetitlen “Herren” er der udbredt praksis for, ikke blot i dansk kirke-, salme- og bibeltradition, men også langt tidligere i historien. I Det Nye Testamente optræder “Herren” således allerede som betegnelse både for Kristus og Gud Fader, i græske Septuaginta-manuskripter fra det 4. århundrede e.v.t. har det fortrængt Jahve, og på lignende måde forholder det sig i de middelalderlige, hebraisk-jødiske bibelmanuskripter. På græsk, skal det nævnes, hedder “Herre(n)” kyrios og på hebraisk ’adonaj.

Den vigtigste baggrund for den udbredte omskrivning skal givetvis ses i lyset af den universalistiske monoteisme, der kom til at kendetegne både jødedommen og kristendommen. Hvor anvendelsen af gudsnavnet kunne implicere, at Jahve blot var én blandt flere guder, var “Herren” mere forenelig med den jødisk-kristne grunddoktrin om den ene, almægtige gud. Problemet med denne opfattelse er, at der faktuelt optræder adskillige guder i den hebraiske bibel, skønt Jahve er og bliver hovedguden, ingen tvivl om det, og den absolut eneste, israelitterne må dyrke.

Der er historisk set imidlertid flere grunde til overskrivningen: 1) I den jødiske tradition opstod der på et tidspunkt et regulært forbud mod at udtale gudsnavnet, blandt andet for at undgå, at det skulle blive profaneret eller misbrugt i magisk henseende. Problemet med dette udtaleforbud er, at det ikke findes i den hebraiske bibel; det understreges blot, at gudsnavnet ikke må misbruges eller vanhelliges (2 Mos 20,7; 3 Mos 24,16). 2) Når Jahve i den hebraiske bibel og kyrios i Det Nye Testamente begge gengives med “Herre(n)” i en bibeloversættelse, etableres der en intim sammenhæng mellem Jahve på den ene side og Kristus og Gud Fader på den anden. For øvrigt en kirkelig hoveddoktrin, der går tilbage til Det Nye Testamente selv. Problemet er imidlertid, at de hebraiske bibeltekster i sig selv intet siger om denne sammenhæng.

Hvornår den religiøst motiverede omskrivning af Jahve til Herren første gang så dagens lys, ved man ikke med sikkerhed. Det, man med sikkerhed ved, er, at Jahve utallige gange optræder som egennavn i de hebraiske bibeltekster, og at det spiller en væsentlig rolle i religionen heri. Dertil kommer en række tidlige græsk-jødiske bibelhåndskrifter og andet kildemateriale fra antikken og den tidlige middelalder, der viser, at gudsnavnet stadig blev anvendt – i større eller mindre udstrækning – i den antikke jødedom, nogle steder også lang tid herefter.

Noter

Når man slår op i en autoriseret bibel, udgøres det absolutte flertal af noter af det, man plejer at kalde krydshenvisninger. De består af skrifthenvisninger dels til andre steder i den hebraiske bibel og dels til steder i Det Nye Testamente. Derudover kommer spredte noter, der oplyser om f.eks. ordspil i den hebraiske tekst (f.eks. mellem Babel og forvirrede), om betydningen af enkelte vanskelige ord og om andre lignende småtterier. Derimod er der stort set ingen noter, der refererer til de hebraiske bibelteksters baggrund og affattelseskontekst. Det afgørende er øjensynligt – også gennem noterne – at konstruere den hebraiske bibel og Det Nye Testamente som en kirketeologisk helhed.

Det videnskabeligt mest problematiske i en autoriseret bibels noter er det store antal krydshenvisninger i den hebraiske bibel til Det Nye Testamente – og omvendt. De bidrager uvægerligt til at formidle en kristologisk tolkning af de hebraiske bibeltekster. Som bibeloversætter Bodil Ejrnæs skrev i 1986 om 1931-oversættelsen, noget, som uden videre kan overføres på 1992-oversættelsen:

"Igennem den store mængde af henvisninger til Det nye Testamente, som en lang række gammeltestamentlige tekster er ledsaget af, formidles den kristologiske tolkning af de gammeltestamentlige tekster. 1931-oversættelsen viderefører altså det syn på teksterne, som igennem hele den danske bibels historie har været formidlet, men tidligere helt entydigt, at de er forjættelser om Kristus og indeholder forudsigelser om Jesu liv og virke helt ned i detaljerne. (...) Men med den – man kunne ligefrem kalde det – ophobning af henvisninger til Det nye Testamente, som mange af de gammeltestamentlige tekster er ledsaget af (se f.eks. til 1 Mos. 1,27 og 3,16), sker der det, at læseren så at sige bliver udstyret med ‘nytestamentlige briller’, når de gammeltestamentlige tekster studeres. Det er den gammeltestamentlige tekst fastlåst i den nytestamentlige tolkning, læseren således præsenteres for. Via henvisningerne bliver læseren ført til et bestemt punkt i teksternes virknings- og tolkningshistorie, nemlig til de nytestamentlige forfatteres læsning og tolkning af dem – og ikke til teksterne selv. En gammeltestamentlig læsning bag om den nytestamentlige er ikke mulig. Dermed får teksterne ikke lov til frit og åbent at udfolde sig og møde den nutidige læser med det væld af muligheder, der ligger i dem, og med den åbenhed for nytolkning, som de besidder."

Sammenlignet med dette må en videnskabeligt orienterede oversættelse på mange områder gå anderledes til værks. Fremfor alt må et noteapparat tilstræbe at oplyse om de hebraiske bibeltekster på deres egne tekstkritiske, sproglige, indholdsmæssige og religionshistoriske betingelser. Læseren skal netop ikke udstyres med senere traditioners tolkningsfiltre, endsige have gjort de eksisterende brilleglas endnu tykkere, men hjælpes med at lægge dem i skrivebordskuffen. I det omfang, det kan lade sig gøre.

Tekstkritiske noter bør blandt andet anføre, når der i gamle tekstvidner optræder et signifikant tekststykke, der afviger fra det manuskript, der er lagt til grund for oversættelsen. Sproglige noter bør blandt andet fortælle, når der foreligger reelle flertydigheder, vanskeligt fortolkelige eller uoversættelige steder i den hebraiske tekst. Indholdsmæssige noter bør blandt andet angive ligheder, paralleller og forskelle internt i de hebraiske bibeltekster. Endelig bør religionshistoriske noter blandt andet henvise til arkæologiske fund, skrifter og kulturelle forhold fra oldtidens Nære Orient, der kan bidrage til forståelsen af de hebraiske bibeltekster på deres egne præmisser.

Dette er der i sig selv intet kontroversielt ved. Det er principielt således, at man i en videnskabelig kontekst almindeligvis annoterer en oversættelse af et fortidigt skrift.

Opsummering

Vi har nu gennemgået forskellige sider af, hvad en videnskabelig oversættelse af den hebraiske bibel må indebære. Dog kun i ganske korte og overordnede hovedtræk. En hovedpointe i gennemgangen har været en fremstilling af tekstsamlingen på datidens, ikke på konfessionens, traditionens eller gudstjenestens betingelser. Nogle vil måske finde dele heraf både lidt overraskende og noget fremmedartet. Svaret er, at det er det naturligvis også, hvis man aldrig har stiftet bekendtskab med andet end en autoriseret, dansk bibel. Samtidig skal det understreges, at de skitserede retningslinier for en oversættelse af den hebraiske bibel – principielt – er de samme, der lægges til grund for videnskabelige oversættelser af alle andre religions- og kulturhistoriske tekster. Ja, de fleste akademiske oversættere ville nok protestere voldsomt, hvis de ikke skulle tilstræbe at oversætte en tekst på dens egne indholdsmæssige og historiske præmisser, men derimod tilpasse den en bestemt ideologisk eller religiøs forudforståelse. Videnskabeligt set er der for så vidt intet nyt under solen.

Der er heller ikke noget usædvanligt i, at der ikke gives nogen entydig definition af en videnskabelig oversættelse. Da kildematerialet undertiden er mangelfuldt, flertydigt eller mangefacetteret, foreligger den undertiden flere måder, som en videnskabelig oversættelse kan gribes an på. Mange andre tekster fra historien frembyder lignende oversættelsesvilkår.

En afgørende pointe er imidlertid, at ingen, der vil arbejde videnskabeligt med oversættelse, kan unddrage sig de historiske grundvilkår og de fortolkningsmæssige konsekvenser, som de har. Det indebærer som nævnt, at oversættelsen af den hebraiske bibel så vidt muligt ikke må tilpasses senere traditioner og konfessioner.

Det betyder altså ikke, at det er muligt at være 100 procent objektiv eller neutral – ens historicitet og subjektivitet vil altid følge en som en skygge. I større eller mindre grad. Men eftersom fuld neutralitet ikke er mulig, skal så ethvert neutralitetskrav opgives? Eftersom den fejlfrie kvalitet ikke eksisterer, skal man så opgive ethvert krav til kvalitet? Eftersom det ikke er muligt at give sine børn den perfekte opdragelse, skal man så lade dem lege ude på motorvejen? Er den moderne og ganske berettigede problematisering af det traditionelle objektivitetsbegreb en legitimering af ubegrænset subjektivitet? Naturligvis ikke. Den metodiske grundpointe ligger med andre ord i kravet om at tilstræbe, tilstræbe at gengive, hvad der står eller sandsynligvis står i teksterne uafhængigt af de om- og nyfortolkninger, som forskningen med sikkerhed har identificeret som sådan.

Sagen er nemlig, at de færreste vil benægte, at enhver oversættelse ikke også er en fortolkning, eller at der undertiden ikke er adskillige oversættelsesmuligheder. Men der er forskel på så vidt muligt at tilsidesætte sin egen forudforståelse og så bevidst at indlæse den i teksten. Det er det sidste, at konfessionelle oversættelser på forskellig måde gør sig skyldig i.

Hvad står der på spil ud fra en kirkelig synsvinkel?

Som allerede antydet, direkte eller indirekte, har kirken traditionelt læst den hebraiske bibel med nogle ganske andre briller end videnskaben, og det har i høj grad også afspejlet sig i dens bibeloversættelser. Kort og groft sagt læser den – og grundlaget herfor finder man allerede i Det Nye Testamente og hos kirkefædrene – som en monumental Kristus-profeti.

Et fundamentalt element i kristen tro og i de kirkelige bibeloversættelser er således en kristen forudforståelse af den hebraiske bibel. At tekstsamlingens hovedgud er den samme som Det Nye Testamentes. At den indeholder en lang række profetier om Kristus, og at Det Nye Testamente indeholder opfyldelsen af disse profetier. At den udgør det implicitte grundlag for den kirkelige dogmatik, og at Det Nye Testamente udgør det eksplicitte grundlag for samme. Således betragtet er der ikke tale om uforenelige forskelle eller modsætninger de to tekstsamlinger imellem, men, tværtimod, om to sider af samme mønt. Det betyder, at de hebraiske bibeltekster må oversættes og præsenteres ud fra en kirkekristen synsvinkel, og det er da også det, de er blevet i den kirkelige tradition.

Groft sagt rev den historisk-kritiske videnskab, som for alvor slog igennem i 1800-tallet, de bibelske tekster i stumper og stykker. Blandt andet satte man et skel mellem den hebraiske bibel og Det Nye Testamente. Man begyndte at studere de to tekstsamlinger hver for sig, på deres egne præmisser og i deres individuelle tilblivelseskontekster. Det medførte med tiden, at den traditionelle kristne opfattelse af den hebraiske bibel som præparatio evangelii, evangeliets forberedelse, ikke kunne opretholdes. En af konklusionerne er, at den fortolkningsmæssige sammenkobling af de jødiske helligskrifter og de nytestamentlige tekster, der i høj grad konstituerer kirken og dens bibeloversættelser, er en sen kirkelig konstruktion. Med de hebraiske bibeltekster på deres egne præmisser har den ikke noget at gøre.

Den historisk-kritiske bibelforskning har ført til, at en professor i Gammel Testamente, Eduard Nielsen, i 1988 kunne skrive:

"Hvis en kristen prædiken skal være et Kristus-vidnesbyrd, kan vi ikke med god samvittighed prædike over en tekst fra Det gamle Testamente. Det egentlige, det vi skal prædike om, findes ikke i teksten, før vi selv lægger det ind i teksten."

Og i 1996 fulgte en lektor i religionsvidenskab, Hans Jørgen Lundager Jensen, trop:

"Kristen prædiken er Kristus-prædiken; og man kan ikke tale om Kristus på baggrund af det Gamle Testamente, for eksegesen – eller religionsvidenskaben, det gør ingen forskel – viser, at det Gamle Testamente ikke taler om Kristus. Hvad man ikke kan tale om, derom må man tie."

Problemet i denne forbindelse er kort fortalt, at kirken altid har bygget – og fortsat bygger på en opfattelse af den hebraiske bibel som kristus-profeti, utvivlsomt fordi man føler sig nødsaget til det. At give afkald på den hebraiske bibel som en væsentlig del af kirkens grundlag ville ikke blot være en renæssance af et af de gnostiske ærkekætterier fra kirkens barndom. Det ville også kunne medføre, at man må opgive betydelige dele af Det Nye Testamente, da det talrige gange hævder, at Jesus er blevet profeteret i den hebraiske bibel, og at Gud fra verdens skabelse har haft kristendommen for øje.

Endelig må man huske på, at de første kristnes eneste bibel var de jødiske helligskrifter – det er først på et senere tidspunkt, at Det Nye Testamente kommer til. Er alt dette forkert, har man åbnet op for en Pandoras æske, for ikke at sige et Pandæmonium af uoverskuelige dimensioner.

En af de traditionelle måder, som kirken har løst det kirketeologiske kardinalproblem på, som den hebraiske bibel repræsenterer, er gennem bibeloversættelser. Her har man dels via en undertiden bevidst tendentiøs ordlyd, dels via overskrifter, kommentarer, illustrationer, og dels via andre forhold givet læseren det indtryk, at den hebraiske bibel i virkeligheden handler om Kristus. Det ser vi på forskellig måde i de første officielle Luther-bibler herhjemme, Christian III’s bibeloversættelse fra 1550 og dens to revisioner, Frederik II’s bibel fra 1589 og Christian IV’s bibel fra 1633, og vi ser det blandt andet i biskop Resens bibel fra 1607, hvor bibelen endelig – og for første gang i Danmark – blev oversat direkte fra grundsprogene. Det forsætter også med at gøre sig gældende i biskop Svanes revision heraf fra 1647 og i Christian VI’s revision fra 1740.

Med oplysningstidens og den historiske kritisk fremkomst blev denne tilgang til bibeloversættelse imidlertid i stigende grad problematiseret og kritiseret. Således finder man de første eksempler på bibelkritikkens fremspirende indflydelse i den autoriserede revision fra 1871.

En egentlig villighed til at tage konsekvensen af de nye erkendelser manifesterede sig imidlertid først i det 20. århundrede. Faktisk indledtes århundredet med professor i semitisk filologi, Frants Buhls ikke-konfessionelle oversættelse af den hebraiske bibel publiceret i 1910. Her blev den hebraiske bibel oversat og kommenteret stort set på egne præmisser, hvilket også var dens eksplicitte målsætning. Her var videnskaben på de fleste områder for alvor slået igennem.

Men det var heller ikke en autoriseret bibeloversættelse til kirken, og det gjorde en væsentlig forskel. For da Det Danske Bibelselskab på grundlag af Buhls version søsatte en ny, autoriseret oversættelse af den hebraiske bibel i 1917, blev det anset for nødvendigt at iværksætte en kirkelig bearbejdning. Som følge heraf blev opgaven, som en tidl. medarbejder i Bibelselskabet har skrevet, “at udforme en for kirken acceptabel oversættelse, som tog hensyn til kirkens egen forståelse af de gammeltestamentlige skrifter.”

Hvad så med den nyeste autoriserede danske oversættelse fra 1992? Hvad karakteriserer den? Selv om den langtfra er upåvirket af den historiske bibelkritik, det skal understreges, fortsætter den traditionelle kirkelige tilgang til bibeloversættelse ikke desto mindre på flere områder.

Da oversættelsen af den hebraiske bibel gik i gang i 1975, var retningslinierne for arbejdet ellers i det store og hele videnskabeligt anlagt, og det var primært universitetsteologer, der stod for arbejdet. Resultatet blev i første omgang en række prøveoversættelser, der videnskabeligt set på mange måder var ganske udmærkede.

Men det havde den uheldige konsekvens, at nyoversættelsen ikke eller kun i begrænset grad understøttede kirkens tradition, dogmatik, liturgi og salmesang. Det fik kort fortalt den kirkelige højrefløj – med Indre Mission i spidsen – til at lægge hårdt pres på de ansvarlige for at få oversættelsen ændret. Det lykkedes i det store og hele. Flere revisionsgrupper blev oprettet og nu ofte med en overvægt af kirkefolk. Resultatet blev, at en lang række teologiske nøglesteder og nøgleudtryk i prøveoversættelserne blev rettet, således at den endelige, autoriserede version af den hebraiske bibel tog omfattende hensyn til kirken.

Nu vil nogen måske spørge, om vi ikke lever i et frit land? Har vi ikke trosfrihed? Ville det ikke være naivt at forvente, at oversættelsen ikke skulle tage hensyn til kirken, når nu den fremfor alt skal anvendes i kirken? Og må folkekirken ikke oversætte bibelen, som den vil? Svaret er, at det må den naturligvis. Om man oversætter under inspiration af Helligånden eller fru Jensens Kogebog, er for mit vedkommende for så vidt flintrende ligegyldigt. Så længe folk blot gøres udtrykkelig opmærksom på, hvilken vare de får.

Sagen er imidlertid lidt mere kompliceret end som så. For det første anvendes folkekirkens bibel langtfra kun i kirken – den bruges tillige i alt fra folkeskolen, gymnasiet og HF, over lærerseminarier, højskoler, plejehjem og sygehuse, til en række fag på universitetet. Ja, faktisk har den opnået en monopollignende status i Danmark. For det andet er bibelen ikke en hvilken som helst bog, men måske det mest indflydelsesrige skrift i de sidste par tusinde år, hvis virkningshistorie griber ind i mange dele af samfundet. Bibelen, og det vil i praksis sige folkekirkens bibeloversættelse, er med andre ord langtfra forbeholdt kirkens rum, men anvendes og indgår i store dele af det danske samfund. Af samme grund er det naturligvis af almen, samfundsmæssig interesse at underkaste den en kritisk undersøgelse.

For det tredje står der så godt som intet i folkekirkens bibel om de mange kirkelige hensyn, der er blevet taget. Folk, der ikke kendes til dens baggrund og retningslinier – og det er erfaringsmæssigt den store majoritet, når man kommer uden for teologi og religionsvidenskab – får dermed en anden vare, end de rimeligvis vil forvente.

For det fjerde kan man opleve, at når man kritiserer kirkens bibel, så kan nogle af de ansvarlige med flere fortælle, at den er ganske videnskabelig. Det er ifølge min vurdering at kaste sand i øjnene på folk – at det i talrige tilfælde ikke forholder sig sådan er let at dokumentere, og det er det også blevet i omfattende grad. Både i bøger og tidsskrifter og aviser. Nok om det.

Det moderne samfund og undervisningssystem

Der, hvor jeg mener, at problemet er størst, er i det danske uddannelsessystem, der ifølge loven i al væsentlighed er forpligtet på en sekulær og kritisk faglighed. Det har ikke blot længe gjort sig gældende i gymnasiet og på universitetet, men siden 1975 også i folkeskolen, hvor der indtraf den adskillelse af kirke og folkeskole, der (i al fald formelt) også gælder i dag. Fra nu af skulle kristendomsundervisningen ikke længere være forkyndende, men kundskabsmeddelende. Dette blev i 2006 understreget af et af Bertel Haarder nedsat udvalg, der den 30. juni sidste år anbefalede, at kundskabsdelen skal tydeliggøres, at en historisk-kritisk tilgang er en præmis for folkeskolens kristendomskundskab som helhed, og at undervisningen i ikke-kristne religioner påbegyndes i de yngre klasser.

Dertil kommer jo, at den hebraiske bibel ikke blot udgør et centralt element i grundlaget for kristendommen, men på forskellig vis også for jødedommen og islam. Altså hele tre verdensreligioners. Ikke kun kristendommens eller folkekirkens. Og disse religioner indgår alle i religionsundervisningen i uddannelsessystemet.

Disse forhold peger på urimeligheden af den favorisering af en kirkeligt tendentiøs oversættelse, som gør sig gældende i det danske skole- og uddannelsessystem i dag. Ifølge min opfattelse bør man så snart som muligt indføre en ikke-konfessionel bibeloversættelse.

Det betyder ikke, at kirkens bibel derefter bør gøres hjemløs i uddannelsessystemet. Den vil blot få sin rette plads i det fagligt-pædagogiske system, nemlig som nutidig kilde til kirkens skriftfortolkning, og som sådan er den naturligvis relevant, når eller hvis der undervises i en kristen fortolkning af den hebraiske bibel.

Hvad angår oversættelser af de vigtigste værker i religionshistorien generelt, er status quo også efterhånden ret enestående. Med udgivelsen af Verdensreligionernes hovedværker i 1997-2001 og ikke mindst med udgivelsen af semitisk filolog Ellen Wulffs ikke-konfessionelle koranoversættelse sidste efterår, er det stort set kun oversættelsen af Bibelen, der halter bagud. Det pudsige er, at da koranoversættelsen udkom, var der betydelig tilfredshed med resultatet, også fra kirkefolk, for nu fik man endelig at vide, hvad der står i koranen, så vidt muligt uafhængigt af de omfortolkninger, som islamisk tradition havde forsynet den med i tidligere oversættelser. I Danmark fremfor alt i Abdul S. Madsens koranoversættelse fra 1967. Samtidig mente flere, at Ellen Wulffs nyoversættelse fortjente vid udbredelse.

Jeg har ikke sagt for meget, når jeg siger, at mange kirkefolk og teologer har et andet syn på en ikke-konfessionel oversættelse af den hebraiske bibel. Det har vist sig med al tydelighed i alle de år, jeg har beskæftiget mig med emnet. Der er også markante undtagelser, skal det retfærdigvist siges, men de er tilsyneladende i mindretal. Årsagerne til denne dobbeltmoral – for det er, hvad den er – hvilket ikke betyder, at den ikke er ganske menneskelig – er for så vidt åbenlyse, og derfor vil jeg ikke gøre mere ud af det, end jeg allerede har gjort. 

Forskerens rolle

Afslutningsvist vil jeg stille et spørgsmål, der både er relevant, når vi befinder os på universitetet, og i lyset af mediedebatten, hvor religion i stadig stigende grad er kommet på dagsordenen: Er det overhovedet en forskers opgave qua forsker at tage stilling til, hvilken bibeloversættelse der skal bruges i undervisningssystemet? Er det ikke et politisk ærinde snarere end et videnskabeligt? En utidig politisering?

Personligt mener jeg, at forskernes rolle – dybest set – næsten altid vil være politisk, enten implicit eller eksplicit, enten i kraft af det de ikke gør, eller i kraft af det de gør. Ingen er "uskyldige". Lad os tage et par eksempler:

En klimatolog vurderer, at en given politik vil føre til store klimatologiske problemer. Hvis hun tier stille herom, støtter hun implicit den herskende politik og bidrager til, at den fortsætter. Hvis hun blander sig offentligt, kritiserer og slår til lyd for en anden klimatologisk politik, går hun eksplicit imod den førte politik. Hvad skal hun gøre? Hvad er anbefalelsesværdigt?

En mellemøstforsker vurderer, at en given politik vil føre til mere terrorisme. Hvis hun tier stille herom, støtter hun implicit den herskende politik og bidrager til, at den fortsætter. Hvis hun blander sig offentligt, kritiserer og slår til lyd for en anden politik i Mellemøsten, går hun eksplicit imod den førte politik. Hvad skal hun gøre? Hvad er anbefalelsesværdigt?

En naturvidenskabelig forsker vurderer, at et undervisningsmateriale i skolens biologifag er baseret på Intelligent Design. Ved at undlade at kritisere det støtter hun implicit kirkelige interesser og bidrager til, at der fortsat bliver anvendt fagligt uholdbart undervisningsmateriale. Ved derimod at kritisere det offentligt til fordel for videnskabeligt undervisningsmateriale går hun eksplicit imod kirkelige interesser. Hvad skal hun gøre? Hvad er anbefalelsesværdigt?

En semitisk filolog vurderer, at der bliver anvendt en kirkeligt tendentiøs bibeloversættelse i uddannelsessystemet. Ved at undlade at kritisere den støtter hun implicit kirkelige interesser og bidrager til, at der fortsat bliver anvendt fagligt uholdbart undervisningsmateriale. Ved derimod at kritisere det offentligt til fordel for en videnskabelig bibeloversættelse går hun eksplicit imod kirkelige interesser. Hvad skal hun gøre? Hvad er anbefalelsesværdigt?

Der er givetvis gradsforskel mellem de to første og de to sidste eksempler, men er der væsensforskel? Alle fire reagerer jo imod noget, som de anser for videnskabeligt uholdbart.

Spørgsmålet er vel egentlig: Forpligter viden og forståelse om et emne? Det mener jeg, at det gør i et eller andet omfang. Jeg tror som sagt ikke, at man kan komme uden om politisering, enten implicit eller eksplicit. Ikke-handlen er også en handling, for magten er naturligvis afhængig af, at det store flertal støtter den, enten ved aktiv tilslutning eller ved tavs samtykke. Medmindre, selvfølgelig, at man beskæftiger sig med et emne uden politiske implikationer af nogen art.

Er alt så lige godt? Er det traditionelle skel mellem politik og videnskab så ophørt. Nej. Af en forsker må man naturligvis kræve, at hendes synspunkter er teoretisk reflekterede, metodisk og empirisk velfunderede, reproducerbare, har et vidensfremmende formål etc. Og så længe – og det er naturligvis afgørende – hun udbreder videnskabeligt funderede tanker og resultater, mener jeg, at hendes handling enten er forsvarlig eller påkrævet, alt afhængig af situationen og emnet. Hvilket ikke betyder, at det nødvendigvis er behageligt. Men så’n er Livet jo, eller kan være, som min 11-årige søn allerede siger.

Tak, fordi I ville lytte så længe.

Jens-André P. Herbener