Journalistik, formidling og forskning
Af Mikael Aktor, amanuensis m. fl. fra religionsstudier, IFPR, Syddansk Universitet
I DE SENESTE uger har der gentagne gange været angreb på vores kollega Tim Jensen, senest i JP's leder 18/3. Noget af sagen handler om religion og religionsundervisning, men en stor del af den handler også om forholdet mellem forskning og formidling.
Både politikere og befolkningen generelt forventer med rette, at vi som forskere stiller vores viden til rådighed i den løbende, offentlige debat. I praksis indebærer dette et krav om at levere enkle vurderinger af ofte komplicerede problemstillinger her og nu. Det giver sig selv, at sådanne vurderinger ikke kan bedømmes ud fra samme krav til research og dokumentation som de artikler og bøger, vi producerer som del af vores videnskabelige arbejde. Ofte er der tale om aktualitetsbetonede vurderinger på baggrund af generel viden.D
Dette er ikke i sig selv et problem, men må betragtes som et vilkår. Problemet opstår, når de forskere, som beskæftiger sig med religiøse emner, der har politisk opmærksomhed, udsættes for ringeagt, fordi deres vurderinger går imod det pågældende medies politiske profil eller synspunkter i en given sag. En sådan debatform kan kun skade den nødvendige vekselvirkning mellem medier og videnskab.
Tim Jensen er en af landets mest brugte forskningsformidlere. Dette skyldes bl.a., at han er begavet med et formidlingstalent ud over det sædvanlige. At han også har en politisk holdning, er hverken noget, han lægger skjul på, eller noget, som afholder journalister fra alle medier fra at henvende sig, måske tværtimod. Et sådant engagement er han ikke ene om, men hvor den humanistiske forskning som regel befinder sig langt fra det politiske søgelys, har dette ikke været tilfældet her.
De seneste ugers mediedækning og særligt kampagnen i JP har vist, at forskningen i religion generelt og i særdeleshed islam er begyndt at blive udsat for en politisk bevågenhed, som ellers ikke er den humanistiske forskning til del. JP's kampagne mod Tim Jensen har vist, at vurderinger, der er ufordelagtige i forhold til mediet, ikke er velkomne. Så uanset om man er enig i Tim Jensens konkrete vurderinger eller ej, har de sidste uger været forstemmende fra et formidlingsmæssigt synspunkt. I forhold til Jyllands-Posten er konklusionen klar: JP's krav til Tim Jensen er et klart eksempel på den selvcensur, som avisen selv hævder at bekæmpe. En sådan debatform kan kun skade den nødvendige vekselvirkning mellem medier og videnskab.
SVAR
MORGENAVISEN Jyllands-Posten fører ikke nogen kampagne mod Tim Jensen. Han har lov til at mene, hvad han vil, men når han direkte lyver og beklikker avisens motiver og tilmed henviser til "forskningsmæssig baggrund", forbeholder vi os ret til at gøre opmærksom på det.
Redaktionen
Læserbrevet er indsendt af: Mikael Aktor, amanuensis, Olav Hammer, professor, Jens-André P. Herbener, ekstern lektor, Annika Hvithamar, adjunkt, Britt Istoft, post doc., Kirstine Munk, ph.d.stipendiat, Frank Nørregaard, ekstern lektor, Jesper Sørensen, lektor, og Niels Thomas, lektor, fra religionsstudier, IFPR, Syddansk Universitet