Vilhjálmur Örn Vilhjálmsson:

Medaljens bagside. Jødiske flygtningeskæbner i Danmark 1933-1945

Vandkunsten, København, 2005, 472 sider, illustreret.

Af Jens-André P. Herbener

De fleste har hørt om redningen af de danske jøder til Sverige i oktober 1943. Ja, det er næsten blevet en del af den nationale selvforståelse og -følelse, at hvor andre lande udviste jøder til tortur og død, udviste Danmark mod og medmenneskelighed. I en ny mursten af en bog godtgør den islandske middelalderarkæolog og historiker Vilhjálmur Örn Vilhjálmsson, at den officiøse historieskrivning kun er en del af sandheden. Den velpolerede medalje har en bagside. En bagside, som har været så godt som ukendt, bl.a. fordi de danske myndigheder helt indtil nutiden har gjort, hvad de kunne for at skjule den.

Konkret handler bogen om udvisningen af 21 statsløse jødiske flygtninge fra Danmark til Tyskland, der havde som konsekvens, at 19 af dem døde i de tyske udryddelseslejre. Meget detaljeret og udførligt dokumenteret beskriver forfatteren hver enkelts baggrund, livsforløb og skæbne. Det er af flere grunde rystende læsning. For det første får man sat ansigt på de mennesker, der fortvivlet – men forgæves – kæmpede for at redde deres liv.

For det andet får man et konkret indblik i danske politikeres, embedsmænds og politifolks behandling af disse mennesker. Det er tankevækkende, at de ansvarlige myndigheder ikke smed de 21 jøder ud, fordi tyskerne krævede det, ja, faktisk var tyskerne ikke interesseret i at modtage dem. De smed dem ud på grund af en nidkær forvaltning af den daværende fremmedlov, hvilket i høj grad skyldtes, at antisemitisme og kynisme også florerede i Danmark. Som forfatteren bemærker: ”Det forkerte menneskesyn og ikke mindst den fremmedpolitik som de danske myndigheder førte, gjorde at danskere bidrog til folkedrabet på jøderne.” (s. 351).

Bogen handler tillige om det retslige efterspil, som disse forbrydelser – for hvad kan man ellers kalde dem? – aldrig har fået. Mange af de ansvarlige blev aldrig konfronteret hermed, tværtimod fik de efter krigen som oftest pæne karrierer i det officielle Danmark, bl.a. som politichefer, dommere og retspræsidenter. Dertil kommer, at myndighederne har destrueret betragtelige dele af bevismaterialet, samtidig med at de har gjort, hvad de kunne, for at holde forskere væk fra det, der er tilbage.

Forfatteren har mærket sidstnævnte på egen krop. Han beskriver, hvorledes han forgæves søgte om adgang til oplysninger om de statsløse jøder i Udlændingestyrelsen. Det var først, da han i slutningen af 1990’erne rejste sagen i dagspressen, og nogle folketingspolitikere tog den op, at der blev åbnet for arkiverne. Mere end 50 år skulle der således gå, før der skete noget; men da var de hovedansvarlige også døde.

Vilhjálmsson skriver afslutningsvis i sin bog: ”Bogen er til minde om ofrene for danske udvisninger under den tyske besættelse af Danmark. Den tilegnes de politikere, embedsmænd og andre magtmennesker der afgør andres skæbne. I håbet om at de altid handler med ren samvittighed.” (s. 471). Det må man håbe. Også selv om man efter læsningen kan blive i tvivl, om de alle har en.

Medaljens bagside er en vigtig og modig bog. Det er den bl.a., fordi den leverer et væsentligt bidrag til at modvirke den fortrængning, som ubehagelige og uønskede kendsgerninger – og dem er der flere af i denne sammenhæng – har en tendens til at blive genstand for. Den peger også på et centralt problem, når det gjorte ikke kan gøres ugjort:

Hvad kan vi lære af historien? Hvad bør vi gøre i dag?

Vilhjálmsson har selv slået til lyd for en undskyldning fra officiel dansk side. En undskyldning vil indebære en erkendelse af, at man har handlet forkert, og den vil (forhåbentligt) dermed også kunne bidrage til, at historien ikke gentager sig. Faktisk er statsministeren kommet med en undskyldning, og det er naturligvis godt, uagtet at den kan forekomme lidet omkostningskrævende 60 år efter ugerningerne.

Et supplerende bud kunne være, at den enkelte altid er og altid gøres ansvarlig for sine handlinger. Det må aldrig være legitimt at henvise til et direktiv, en lov eller en ordre, der kan tilsidesætte den enkeltes ansvar. Om man er socialrådgiver, embedsmand i jakkesæt, menig, general eller politiassistent, må man altid tage konsekvenserne af sine handlinger. Tage konsekvensen af det arbejde, man har. En sådan indretning kan naturligvis være yderst ubehagelig for den enkelte forvalter i den konkrete situation, men hvad er alternativet? Historien viser, at diskrimination, umenneskelighed og i sidste ende systematiseret massemord kan være alternativet til, at den enkelte altid er ansvarlig og altid stilles til ansvar for sine handlinger. Og det er ikke noget alternativ.

Medaljens bagside har modtaget blandede anmeldelser. Det kan undre, at enkelte kritikere tilsyneladende er mere forargede over forfatterens personlige engagement og hans fokus på et ”lille” antal jøder end over udvisningen af jøderne til dødslejrene. Det vil jeg personligt kalde proportionsforvrængning. Er én udvist til lemlæstelse og død ikke én for mange? Det kan givetvis forklares, de historiske omstændigheder taget i betragtning, men kan det – ret beset – undskyldes? For var det nødvendigt? Som forfatteren påviser, havde de ansvarlige for udvisningerne ikke tyskernes pistol i nakken. De havde et valg.

Skal der dryppes malurt i nærværende anmeldelses bæger, kunne der være gjort mere ud af bogens korrektur; der er spredte småfejl, der ved en ekstra korrekturlæsning eller to kunne være undgået. Endvidere kunne det have været interessant, hvis større dele af den nyere forskning i besættelsestidens historie var blevet inddraget og perspektiveret. Forfatteren er utvivlsomt selv bekendt hermed, men det er de fleste læsere ikke.

Disse kritikpunkter ændrer ikke ved, at bogen skal anbefales til alle. Også og ikke mindst til de politikere og embedsmænd, der er ansvarlige for behandlingen af asylansøgere og flygtninge i dag.