Ragnarok kommer
Hvorfor er det kommet så vidt? Vi har jo allerede vidst i årtier, hvor dødsensfarligt det kan blive. Ikke desto mindre benægter verdens mest magtfulde mand hyppigt problemets eksistens, og i Danmark talte folketingets forkvinde for nylig om klimatosseri. En del af forklaringen er givetvis, at vi har meget svært ved at forholde os til trusselsscenarier, der ligger langt fra den virkelighed, vi befinder os i til daglig.
Selv vil vi her foreslå, at vi forsøger at kigge ned i vores egen kulturs dybeste lag for at genfinde erindringer om, hvad klimaforandringer er, og hvad konsekvenserne af dem kan blive. Det har vi efter meget at dømme vidst. Vi har blot glemt det, og det er bydende nødvendigt, at vi husker det igen.
Det er nemlig langtfra første gang, at vi oplever spektakulære klimakatastrofer. Heller ikke i Norden. Og man kan finde vidnesbyrd om dem de forunderligste steder, bl.a. i vor hedenske fortids myter.
I digtet Vølvens Spådom finder man et af den nordiske religions mest bjergtagende udtryk. Det er den udødelige fortælling om ragnarok, den nordiske spåkvindes profeti om det mørke, der kommer, når Ulven slipper fri, når Livets Træ brænder, og når troldene farer hylende gennem verden, og menneskenes samfund bryder sammen.
Der er lang tradition i forskningen for at se en sammenhæng mellem denne mytiske dommedagsprofeti og fysiske klimaforandringer i jernalderen, og aktuel klimaforskning synes at bestyrke dette perspektiv.
Forskning i isboringer viser voldsom vulkansk aktivitet i årene 536 og 540. Det formodes at have udløst klimaforandringer i Skandinavien i det 6. århundrede, hvilket ifølge arkæologiprofessor Bo Gräslund bl.a. bekræftes af dendrokronologi og nedskrevne kilder.
Mere konkret oplevede man en global nedkøling, der havde katastrofale konsekvenser verden over, men navnlig i Skandinavien. Med et mytologisk billede fra Vølvens Spådom kalder forskerne denne nedkøling for ”fimbulvinteren”.
Ifølge arkæologien er der en stejl tilbagegang for mennesker i Norden i det 6. århundrede.
Sveriges befolkning halveres. I Norge ser man gårde forsvinde, kulturlandskaber forlades og visse områder affolkes helt. Kulturelle udtryk forringes eller forsvinder. I Norge reduceres den samlede arkæologiske masse med 70-90 procent. Det er tørre tal, men tænk på hvilken grusom virkelighed, der må ligge bag, nemlig en reduktion på 70-90 procent i menneskelig aktivitet. Det må have været blodigt og konfliktpræget. Vølvens Spådom fortæller om netop vold og socialt sammenbrud.
Denne nedgangsperiode ses også i dansk arkæologi, hvor bosætninger blev mindre eller forsvandt, og hvor kulturlandskaber sprang i skov. Man kan endvidere fremhæve en markant stigning af guldofringer i jorden, der formentlig stammer fra denne tid. Ifølge en teori er det en reaktion på ”fimbulvinteren”.
For tiden udstiller Vejlemuseerne de store guldfund på Hjarnø i 2018 under dette tema. Ifølge en udbredt hypotese er de omfattende deponeringer af guld forsøg på at formilde guderne i kølvandet på det 6. århundredes klimaforandringer og samfundskatastrofer.
For at forstå alt dette en tand bedre skal vi se på, hvordan fortidens animistiske verdensbillede forsøgte at opretholde balancen i verden.
Animisme er overbevisningen om, at (dele af) verden er fyldt med guder og ånder, og formålet med at dyrke dem er at sikre en livgivende gensidighed mellem menneske og resten af naturen. Markerne skal gro. Husdyrene skal være frugtbare. Menneskene skal være sunde og raske. Verden skal fungere på en måde, så den er et godt sted at være. Denne gensidighed bygger på udveksling. Man giver, og så får man tilbage.
Når man høster, giver man lidt af kornet tilbage til jorden, fordi jorden har givet høsten. Man giver et slagtedyrs blod, dets liv, til guderne, for at de skal give liv. I arkæologien ser man som en klar indikator på kristendommens udbredelse fraværet af gravgaver og i det hele taget en stærkt nedsat tilstedeværelse af værdier i jorden. Kristendommens gudfader er tydeligvis i himlen, ikke i jorden.
Den gamle nordiske religion hvilede på, at udveksling skulle holde mennesker og resten af naturen i venlig, gensidig balance og harmoni. Men i det 6. århundrede stod det klart, at denne harmoni måtte være brudt sammen. Noget måtte være gået helt galt, for pludselig blev det ikke ordentlig sommer.
Det er nok svært at forstå for os moderne mennesker, hvor katastrofalt det har været for et samfund, der hvilede på subsistensagerbrug. Men den voldsomme tilbagegang i befolkningen og samfundet i Norden taler sit eget tydelige sprog. Derfor forsøgte man desperat at genoprette balancen og gensidigheden. Ifølge teorien om guldofringerne gjorde man det netop ved at give det bedste, man havde, nemlig guld.
Hvis man rigtigt skal forstå, hvad Vølvens Spådom siger, må man også se på den kultur, spådommen kommer fra.
Spådommen om ragnarok, som vi kender den i dag, er formuleret i slutningen af vikingetiden (ca. 800-1050). Den er formet af en kultur, der var under dybtgående forandringer. Vi tænker tit på vikingetiden som en gloriøs krigertid fyldt med kampånd, energi, erobring og styrke. Det er til dels et romantisk vrangbillede, men immervæk et billede, der beskriver en væsentlig side af vikingetiden, nemlig dens krigeriske globalisering.
Mere generelt var vikingetiden præget af opbrud, og mange mennesker i Norden har formodentlig oplevet tiden som foruroligende og ustabil, en tid, hvor den traditionelle orden har været truet. Det var nemlig en periode, hvor Norden gennemgik stigende kulturelle og sociale ændringer såsom urbanisering, statsdannelse, globalisering og kristning. Og det er meget sandsynligt, at mange mennesker har følt, at verden var af lave.
Et velkendt resultat heraf er dommedagstro. Man ser lignende kulturelle udtryk hos indfødte folk, hvis livsverden er blevet ødelagt af kolonisering. Gennem myter og ritualer analyserer man sammenbruddet og rækker tilbage til den ordnede verden, man har tabt. Religionsforskningen kalder denne type reaktion for ”millenarisme”.
Man ser også denne millenarisme og opbrudstænkning i dansk sagnhistorie. Den kan skimtes i Saxo Grammaticus’ Danmarkshistorie, og i myten om Lejrekongen Frode Fredegod ser vi et stærkt billede af bruddet med de bærende magter og dets fatale konsekvenser. Myten fortæller, at sagnkongen Frode lod sin grådighed overtrumfe respekten for de to jættekvinder Fenja og Menja, de urkræfter, der drev den magiske kværn, der gav hans rige velstand. Derfor straffede de ham ved at afstedkomme hans riges undergang.
Overordnet kan Vølvens Spådom altså læses som en art klima-millenarisme. Som en mytisk analyse af datidens sociale og klimatiske kollaps i skyggen af, at den traditionelle animistiske kultur var truet.
Hvad har alt dette at gøre med os i dag?
Selv lever vi også i en tid præget af opbrudstendenser. Vi oplever voksende sociale spændinger og globalisering. Det samfund, vi kender, ændres og bliver stadig mere utrygt og uligt. Vi plejede at stole på anstændighed blandt landets ledere, men i dag har tilliden til dem nået et historisk lavpunkt, det, der eufemistisk kaldes ”demokratiets krise”. Samtidig befinder vi os i et højhastighedstog med kurs mod klimakatastrofer, der kan få apokalyptiske dimensioner.
Dermed handler Vølvens Spådom i en vis forstand også om os selv. For selv om digtet er skrevet i en anden tid og i sig selv handler om en anden tid, taler det også om forhold, der kendetegner vores tid. Det taler om klimaforandringer, om socialt kollaps og opbrud i traditionel kultur.
I Vølvens Spådom ser vi det mørke voldelige kaos i øjnene, som den globale supertanker har kurs imod i dag. Vores egen ældgamle kultur lærer os således, hvad klimaforandringer kan gøre ved samfund. Der bliver talt med store bogstaver, og det har vi brug for, hvis vi skal vågne op og forholde os ansvarligt til den eskalerende klimakrise.
Heldigvis er ikke alt mørke. I Vølvens Spådom er der kræfter, der vil kæmpe for mennesket. Livet trodser ødelæggelsen, og en ny grøn verden skyder frem.
I dag er der en hurtigt voksende grøn bevægelse verden over. Flere og flere og flere råber op. Men det går stadig den forkerte vej på afgørende områder, og der er alvorlig risiko for, at vores civilisationer kan komme til at kollapse i et kolossalt ragnarok, hvis kursen fortsætter.
At livet på Jorden vil fortsætte i en eller anden form, hersker der ingen tvivl om. Om det også vil inkludere mennesker, er derimod usikkert.
Rune Hjarnø Rasmussen, cand.mag., ph.d.-stipendiat
Mathias Valentin Nordvig, cand.mag., ph.d.
Benjamin Weber Pedersen, cand.mag., ph.d.-stipendiat
Jane Skjoldli, cand.mag., ph.d.
Jens-André P. Herbener, cand.mag., mag.art.