Ytringsfrihed og kristendom II

I de senere år er en ny slags historieskrivning begyndt at vinde frem. Apologetisk revisionisme, kunne man kalde den. Den er øjensynligt pinligt bevidst om, at kirkens historie ikke repræsenterer det bedste forsvar for kristendommen i nutiden. Derfor skal historien skrives om i kirkens billede.

De fleste er enige om, at værdier som ytringsfrihed, demokrati, religionsfrihed og velfærd udgør uomgængelige grundpiller for det moderne Vesten. Et vigtigt spørgsmål er naturligvis, hvem der historisk har hovedæren herfor. De apologetiske revisionister er ikke i tvivl: Det har kristendommen.

Som Kristeligt Dagblads chefredaktør, lutheraneren Erik Bjerager, skriver i debatbogen Gud bevare Danmark (2006): "Bundlinjen i det store historiske regnestykke er, at kristendommen har været en afgørende kultiverende og civiliserende faktor for både enkeltindivider og samfund.” Nogenlunde samme opfattelse giver de to katolikker Anne-Lise Timmermann og Else-Marie Pade udtryk for i Jyllands-Postens kronik den 7. april: “Vi ville ønske, at kristendommen blev anerkendt som en afgørende faktor i europæisk kulturhistorie og derfor også fik en fremtrædende plads i den europæiske forfatningstraktat. Det ville ikke være en trussel mod nogen, men tværtimod den bedste garanti for, at alles rettigheder blev respekteret."

Groft sagt: Ifølge de tre forfattere og andre apologetiske revisionister er moderne, vestlige værdier i betydelig grad et resultat af kirken. Samtidig betragter de kristendommen som det bedste forsvarsværk for disse værdier, ikke sekulariseringen, som de anser for (potentielt) meget farlig. Er dette synspunkt i overensstemmelse med den historiske virkelighed?

Spørgsmål af så kompleks og generel art kan der naturligvis hverken gives et kort eller entydigt svar på. Lad os derfor begrænse spørgsmålet til et konkret og meget omdiskuteret eksempel: Ytringsfriheden. Et det den kristne kirke, vi kan takke for denne uomtvistelige velsignelse?

Et af de historisk mest utvetydige eksempler på undertrykkelse af det frie ord repræsenterer det katolske Index Librorum Prohibitorum (Fortegnelse over Forbudte Bøger) eller blot Index (Fortegnelse). Det er et katalog over skrifter, som det er forbudt for katolikker at eje og læse. Listen indeholder først og fremmest de forfattere og bøger, som ifølge den katolske kirke må anses for skadelige for religionen og moralen (og for den selv). Overtrædelser kan i grove tilfælde medføre ekskommunikation. Det indebærer ikke blot udelukkelse af kirken, men i værste fald også af Guds rige. Som det hed: Uden for kirken er der ingen frelse.

Den første sorte liste, hvor Index indgår i navnet, blev udgivet af pave Paul IV i 1559, men censuren af menneskeånden har langt ældre aner i den kristne tradition. Allerede i Det Nye Testamente findes der et eksempel på bogbrænding (Apostlenes Gerninger 19,19); i 405 fordømte pave Innocens I en række apokryfer (skrifter, der ikke blev accepteret som en legitim del af Bibelen); og ca. 100 år efter udkom det såkaldte Decretum Gelasianum (tillagt pave Gelasius I), der i praksis har fungeret som det første Index. Det indeholdt bl.a. både apokryfe og kætterske skrifter, og det blev udvidet adskillige gange.

I denne forbindelse bør også nævnes de oldkirkelige trosregler og trosbekendelser, der blev anvendt som dogmatisk bolværk mod kætterske lærdomme, ikke blot mod dem, de blev dannet på baggrund af, men i høj grad også mod fremtidige. I øvrigt en strategi, der religionshistorisk var og er undtagelsen frem for reglen.

I Middelalderen repræsenterede bøger almindeligvis ikke noget overhængende problem. Få kunne læse, og bøger var lige så sjældne, som de var dyre. Et par vigtige eksempler bør imidlertid nævnes. Foranlediget af et eskalerende kætteri i 1100-tallet fordømte pave Innocens III i 1199 oversættere af Bibelen til folkesprog, og i 1229 fulgte pave Gregor IX trop med et regulært forbud mod lægfolks besiddelse af de bibelske tekster. I 1234 blev det besluttet, at bibeloversættelser til romanske sprog skulle brændes. Men dermed var det ikke slut. I 1536 blev den engelske bibeloversætter William Tyndale brændt, og i det officielle Index fra 1559 var alle bibeloversættelser (undtagen den latinske Vulgata) taget med. Bibelen var med andre ord en meget farlig bog.

Derudover var både jødiske og andre kætterske skrifter på kirkens sorte liste. Da de imidlertid var relativt få, var det primære, men effektive våben, bålet; noget, der i stor stil også blev taget i brug under Reformationen. Som den tysk-jødiske digter Heinrich Heine i 1823 bemærkede, fører bogbrænding alt for let til menneskebrænding, hvilket kirkehistorien har demonstreret med al tydelighed. Ingen af delene var med andre ord noget, som nazisterne i det 20. århundrede fandt på.

Med bogtrykkerkunstens opfindelse i midten af 1400-tallet, en forholdsvist billig distribution af bøger og ikke mindst Reformationen i 1500-tallet blev portene til Helvede slået op på vid gab. Ordet havde fået vinger i en grad, det aldrig havde haft før. Katten var ude af sækken, og nu var bogbrændingerne ikke tilstrækkelig mere. Pave Innocens VIII indførte almen censur i 1487, og som led i den katolske modreformation begyndte det ene officielle Index at udkomme efter det andet.

Alle trykklare manuskripter, der angik kirken (og hvad gjorde ikke det?), blev så vidt muligt undersøgt. Blev de af de katolske censorer opfattet som ufarlige, blev de udstyret med et karakteristisk imprimatur (må trykkes). Var der kun et fåtal af farlige formuleringer, kunne manuskripterne blive rettet eller renset (ekspurgeret) inden udgivelse. Var skændigheder i bøger, der var udkommet i et lille antal, af begrænset omfang, kunne de farlige steder eventuelt streges over eller udraderes. Ellers røg de på Index.

Og man har haft nok at se til i de sidste 500 år: Først kom reformatorerne, dernæst oplysningstænkerne og endelig den moderne videnskab, der i forening har haft karakter af en syndflod over det romersk-katolske Babelstårn. Som eksempler på kendte forfattere, hvis værker helt eller delvist blev forbudt, kan nævnes Pierre Abélard, Dante Alighieri, Lorenzo Valla, Erasmus af Rotterdam, Nikolaus Kopernikus, Martin Luther, Philipp Melanchthon, Jean Calvin, Michel de Montaigne, Francis Bacon, Galileo Galilei, Thomas Hobbes, René Descartes, John Milton, Blaise Pascal, John Locke, Baruch Spinoza, Charles-Louis de Montesquieu, François de Voltaire, David Hume, Jean-Jacques Rousseau, Immanuel Kant, Giovanni Casanova, Marquis de Sade, Leopold von Ranke, Heinrich Heine, Victor Hugo, Alexandre Dumas (både den ældre og yngre), John Stuart Mill, Gustave Flaubert, Émile Zola, Anatole France, Jean-Paul Sartre, og sådan kunne man blive ved. Ikke desto mindre er disse folk de idéhistoriske fædre til væsentlige dele af det moderne Vesten.

Det sidste Index stammer fra 1948, og her er der anført godt 4000 skrifter, som Pavekirken har betragtet som ødelæggende for sig selv, den rette tro og moralen. Af indlysende grunde er de bøger, som mange måske har overvejet, men af frygt for repressalier ikke har turdet skrive, ikke taget med. Index blev afskaffet i 1966, men det tjener fortsat som rettesnor for katolikkers tro og moral. Og for alle andre til oplysning om, hvad de bør se at få læst.

Heller ikke i de protestantiske lande har det frie ord haft gode kår. Også her har censur tidligere spillet en central rolle. Et af de kirkehistorisk grelleste eksempler på åndens undertrykkelse finder man således i den franske reformator Jean Calvins teokrati i Genève i 1500-tallet. Men heller ikke Martin Luther var nogen guds engel. Den mand, der (officielt) satte det enkelte menneskes bibeltolkning over kirkelig autoritet, og som om nogen drog fordel af bogtrykkerkunsten, gjorde selv, hvad han kunne for at få censureret sine fjenders “skadelige” værker. Både blandt katolikker og protestanter – og ikke mindst jøder.

Også det lutheranske Danmark kunne være med. Med Kirkeordinansen af 1539 – tre år efter Reformationens indførelse i Danmark – blev der indført almen censur. Et manuskript måtte først trykkes og et værk udbredes, når det var blevet godkendt af biskopperne og Københavns Universitet, der fremfor alt var en kirkeligt domineret og kontrolleret institution. Ifølge Danske Lov af 1683 var forudsætningen for trykningen af et manuskript, at det var blevet udstyret med den ansvarlige myndigheds imprimatur. Formålet var naturligvis at værne den lutherske ortodoksi, der hurtigt havde indfundet sig, og kirken og kongemagten mod undergravende arbejde. Forskellene mellem den katolske og protestantiske censur var med andre ord til at overse.

De protestantiske lande og kirker kunne i længden heller ikke unddrage sig Oplysningstidens kætteri. De fleste steder blev censuren dog først for alvor afskaffet, efter at den franske februarrevolution i 1848 havde spredt sig som en løbeild til andre dele af Europa; således også med vedtagelsen af Grundloven i 1849.

Men dermed befinder vi os også kun ca. 1800 år efter kristendommens fødsel. Spørgsmålet er med andre ord: Hvad skulle ytringsfriheden have gjort uden kirken? Eller formuleret på en anden måde: Hvis forsiden af kirken skal have en fremtrædende plads i den europæiske forfatningstraktat, skal bagsiden også.

Ellers bliver det historieforfalskning.

Jens-André P. Herbener
Jyllands-Posten, 28.4.2006