Er det Vesterlandets undergang?
Af Jens-André P. Herbener
I JP'S LEDER 28/3 kommenteres et forslag til en dansk koranoversættelse, fremsat af Ingolf Thuesen (IT), leder af Carsten Niebuhr Institutet, Københavns Universitet. IT citeres for følgende: »Islam bliver en mere og mere synlig religion i vort samfund. Da er det vigtigt, at vi ikke skal ud i en masse spørgsmål om, hvordan et emne nu bliver fortolket og forstået i henhold til Koranen. Derfor har vi brug for en oversættelse af Koranen, der ikke er lavet af en speciel religiøs retning inden for islam, for dem er der mange af.« (fra Berl. Tid. 25/3).
Hertil bemærker JP’s leder: »Dermed lægger han op til at give et religiøst skrift uden nogen form for demokratisk legitimitet status som en forskrift, som det verdslige, demokratiske samfund skal indrette sig efter.«
I JP 30/3 citeres forfatteren Ibn Warraq for følgende kommentar til forslaget om en koranoversættelse: »Det er en fuldkommen katastrofe. Hvis det sker, er det begyndelsen på enden, og så kan vi sige farvel til Europa.«
JP's og Ibn Warraqs kommentar til IT's forslag må i bedste fald affærdiges som hysteri, i værste fald som en opfindsom propaganda, og under alle omstændigheder som vrøvl. For enhver uforudindtaget læser af IT's forslag, turde det være oplagt, at der ikke er nogen politisk agenda heri. Medmindre Renæssancen og Oplysningstiden, som videnskaben hviler på, kan tilskrives en sådan?
Prøv at læse (endnu engang), hvad IT skriver. Slås der til lyd for indførelsen af Koranen som lovgrundlag herhjemme? Slog Bibelselskabet til lyd for indførelsen af Moseloven som lovgrundlag, da det i 1970erne påbegyndte en nyoversættelse af Det Gamle Testamente? Klap hesten.
Sagen burde være simpel.
1) Islam spiller på godt og ondt en stigende rolle i Vesten, herunder i Danmark.
2) Danmark har i modsætning til f.eks. England og USA ikke en videnskabeligt holdbar koranoversættelse.
3) Skal fortolkningen af Koranen herhjemme ikke være prisgivet religiøse eller politiske særinteresser, er der behov for en koranoversættelse tilvejebragt uafhængigt af religiøse og politiske særinteresser.
Man kunne spørge: Hvem kan have gavn af andet? Folks uvidenhed er som bekendt magthaveres bedste undertrykkelsesmiddel.