Her hænger en farlig fundamentalist
Af Jens-André P. Herbener
Det er velkendt, at nationalister på grundlag af få løsrevne citater fra Koranen karakteriserer islam som ondskabens kaosmonster og muslimer som en fremstormende hær af blodtørstige fanatikere. Eksemplerne er alt for talrige til, at man behøver at citere dem her. Havde de leveret et tilsvarende signalement af verdens jøder på grundlag af løsrevne citater fra Bibelen, ville de fleste næppe være i tvivl om, hvilken hagekors-ideologi de havde solgt deres sjæl til.
I dag er det imidlertid ikke jøderne, men muslimerne, der er 'vor ulykke'. Skal man over for den religionshistorisk ubefæstede give et indtryk af den manipulation, som diverse nationalister gør sig skyld i, kunne man forsøgsvis vende sagen 180 grader. Altså fremstille kristendommen og de kristne på samme måde, som islam og muslimerne alt for ofte fremstilles på. Resultatet kunne blive nogenlunde som følger:
SVÆRD, ILD, HAD OG TØRKLÆDER
Hvori består den kristne religions hovedbudskab ifølge Bibelen? Jesus, de kristnes Frelser, siger det selv: 'Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd!' (Mattæus kap. 10, 34).
Hvad er den ufravigelige betingelse for at blive kristen? Vi giver ordet til Kristus: 'Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin fader og moder og hustru og børn og brødre og søstre, ja, endog sit eget liv, kan han ikke være min discipel!' (Lukas kap. 14, 26). De i den kristne verden udbredte selvmord, skilsmisser, anbringelsen af børn først i vuggestue, så i børnehave, dernæst i fritidshjem, den diskrete parkering af ældre på plejehjem osv. er med andre ord religiøst dikteret.
Hvad er kristnes syn på kvinder? Apostlen Paulus siger det på en måde, så det ikke er til at tage fejl af: 'Kvinderne bør i stilhed tage imod belæring og underordne sig i alle måder; men at optræde som lærer, tillader jeg ikke en kvinde, ikke heller at byde over sin mand, men hun skal leve i stilhed.' (1. brev til Timoteus kap. 2, 11-12).
Og om slør: 'Men enhver kvinde, der har utilhyllet hoved ... bringer skam over sit hoved! (...) For når en kvinde ikke vil tilhylle sit hoved, skal hun klippe sit hår af! (1. brev til Korinterne kap. 11, 5-6).
STEN OG BRÆND DE VANTRO
Hvordan skal den kristne reagere, hvis et familiemedlem foreslår at dyrke en anden gud end den kristne? Døden ved stening: 'Du skal stene ham til døde, for han har forsøgt at lede dig bort fra Herren din Gud' (5. Mosebog kap. 13, 11).
Hvis en kristen nu skulle ønske at kaste det kvælende åg af sig, kan han eller hun dog risikere at blive brændt af nidkære trosfæller, hvilket er sanktioneret på højeste sted: 'Hvis nogen ikke bliver i mig, kastes han væk som en gren og visner; man samler dem og kaster dem i ilden, og de bliver brændt.' (Johannes kap. 15, 6).
På grundlag af nogle få løsrevne citater tegner der sig med andre ord et skrækindjagende billede af kristendommen som en ultrarabiat religion og af kristne mennesker som en uforsonlig hær af fanatikere.
HØJREFLØJENS GLASKIRKE
Spørgsmålet er naturligvis, om de anførte bibelcitater – og slutningen herfra til kristne menneskers adfærd i historie og nutid – repræsenterer et dækkende billede af kristendommen i al dens historiske, kulturelle og religiøse mangfoldighed? Svaret er selvfølgelig nej. Men det er ikke desto mindre denne perfide propagandastrategi, den hurtigt ekspanderende højrefløj ofte anvender til at beskrive islam og muslimer.
At forsvare islam og muslimer over for kristendom og kristne – eller omvendt – er imidlertid ikke denne kroniks hovedpointe. Pointen er at gøre opmærksom på, at både Koranen og Bibelen på flere måder er som snydt ud af den samme næse. Begge rummer de absolutistiske elementer, der kan spændes for magtpolitikkens galopperende godstog og forvandle jorden til et helvede.
Som antydet ovenfor bor den danske højrefløj, der med tiltagende fanatisme påkalder 'vor kristne kulturarv', i en glaskirke. Det samme gør den amerikanske præsident, der 'i Guds navn' fører højteknologisk korstog mod muslimer. Magt er som altid ret og Gud den ultimative blåstempling.
Det egentlige problem er imidlertid ikke Osama bin Laden eller George Bush, men Koranen og Bibelen. Begge har de monoteismen til fælles, troen på den ene Gud, den ene Sandhed og det ene Gode, der ifølge sagens natur korsfæster alt, der afviger herfra. For skal Gud, Sandheden og Det Gode ikke herske? Skal Ondskaben ikke bekæmpes? Og hvem ville kunne erklære sig uenig heri?
AFSKAF 'GODHEDEN' OG SANDHEDEN'
Lykkeligvis tager flertallet af verdens muslimer og kristne ikke deres respektive helligskrifter synderligt bogstaveligt, en pointe, der ikke kan understreges nok. Dertil kommer, at helligskrifterne er mangefacetterede størrelser. Men de vil altid være en tikkende bombe, der kan udløses, så snart deres konservative og fundamentalistiske tilhængere måtte finde det magtpolitisk opportunt.
Det fundamentale valg står med andre ord ikke mellem islam og kristendom, Koranen og Bibelen, som mange synes at mene i dag, men mellem monoteisme og pluralisme. Den Ene Sandheds umenneskelighed og de mange sandheders menneskelighed. Før man har erkendt, at forestillingen om Sandheden og Godheden i praksis er en af de farligste djævle, som menneskeheden har fostret, har man ikke forstået meget.
Så vil man ikke forstå baggrunden for kristendommens historie, der i blodsudgydelse overgår islams historie. Så vil man ikke forstå baggrunden for det 20. århundredes kommunisme, fascisme og nazisme.
Først når vi har fået afskaffet Sandheden og Godheden, som Bibelen og Koranen hver især hævder at repræsentere, vil vi måske kunne afskaffe den ondskab, som den alt for ofte har affødt.
Let redigeret februar 2010