Bogdebat: Fiktiv anmeldelse af ny bibeloversættelse
Af Philippe Provençal, Dansk Humanistisk Forskningscenter, Ulf Haxen, Det Kongelige Bibliotek og Jens-André P. Herbener, projektleder, Det Kongelige Bibliotek. Alle tre: Hovedredaktionen, den nye bibeloversættelse
En boganmeldelse behøver naturligvis ikke at være positiv for at være kvalificeret. Men en kvalificeret anmeldelse forudsætter, at anmelderen i det mindste er kompetent inden for fagområdet, fortæller, hvem der står bag bogen, og gør rede for dens indhold i hovedtræk.
I Politiken Bøger (1.9.) anmelder teologen Svend Bjerg (SB) de to første bøger, introduktion og prøveoversættelser, af en ny, videnskabelig oversættelse af 'Den Hebraiske Bibel', også kaldet Det Gamle Testamente. Eller rettere: SB anmelder dem faktisk ikke. Emnet ligger åbenbart uden for hans kompetenceområde. Han er forsker i kirkelig dogmatik og filosofi, men ukyndig på områderne inden for oldsemitiske sprogvidenskaber og kulturer.
Han nævner ikke med ét ord, at projektet er tilknyttet Det Kongelige Bibliotek, og at der står 15 mand bag med en række faguddannede sprogforskere i spidsen. SB undlader endvidere at fortælle, hvad der på substantielle punkter karakteriserer det nye oversættelsesprojekt. Og endelig vikler SB sig ind i et væv af selvmodsigelser og grovkornede fordrejninger i et forsøg på at mistænkeliggøre det nye oversættelsesprojekt.
SB hævder f.eks., at oversættelsesprojektet »ikke med ét ord tager stilling til de sidste 200 års hermeneutiske refleksion over vilkåret for oversættelse af antikke tekster«. Usandheden i dette udsagn er spektakulær. Introduktionen til oversættelsesprojektet gør nøje rede for de til tider uoverstigelige sproglige problemer, der er forbundet med en oversættelse af et antikt kildeskrift som 'Den Hebraiske Bibel'.
Det understreges f.eks., at »det er en af det 20. århundredes vigtigste videnskabsteoretiske erkendelser, at vor tænkemåde, ja, hele vort verdensbillede, uløseligt er knyttet til sproget«. Ydermere fremlægges i detalje projektets (forud)forståelse af den hebraiske tekst, så læseren har rig mulighed for at vurdere forudsætningerne for oversættelsesarbejdet.
Man kan spørge sig om grunden til SBs fortielser og uhyre letfærdige omgang med fakta. Et nærliggende svar kan måske være, at anmelderen er kollega til den hovedansvarlige for Kirkebibelen af 1992 (udgivet af Det Danske Bibelselskab), som det nye oversættelsesprojekt er et videnskabeligt alternativ til. For at tækkes krav fra bl.a. Indre Mission lader Kirkebibelen i talrige tilfælde hensynet til f.eks. kirkelig dogmatik veje tungere end hensynet til ordlyden i den hebraiske tekst.
Men måske kan forklaringen også findes i SBs eget teologiske univers. SB tager flere af den nyere tids filosoffer i ed og mener, at det ikke blot er »umuligt«, men »ufrugtbart« at forsøge at sætte sig ud over sin egen forudforståelse; en forudforståelse, der ifølge SB altid vil skabe en »fiktion« om fortiden.
I den forbindelse kan man så undre sig over, at videnskabelig kildebehandling ikke for længst er afskaffet på universiteterne. For alt er jo i sidste ende fiktion ifølge SB, og Pers uforbederlige holdning lige så god som Pouls. Men her er årsagen måske også, at forskere verden over ikke har taget stilling til de sidste »200 års hermeneutiske refleksion« ...?
Det er synd, at SB med sin fiktive anmeldelse svigter Politikens læsere. Synd ikke mindst, fordi han inden for sit eget fagområde normalt er en kompetent og troværdig forsker.