Gamle Testamente nyoversat

Kronik: For første gang er det ikke en gruppe teologer og gejstlige, men en gruppe sprogfolk i humanvidenskabeligt regi, der står i spidsen for en bibeloversættelse. De første to bind, henholdsvis introduktion og prøveoversættelser, udkom 24. august.

Af Jens-André P. Herbener Projektleder Orientalsk og Judaistisk Afdeling Det Kongelige Bibliotek

Nye bibeloversættelser i Danmark har altid været en varm kartoffel. Da majoriteten af den danske befolkning er medlem af den danske folkekirke, berører de stort set alle befolkningsgrupper, og mange har derfor ikke overraskende en mening herom. Mere eller mindre velfunderet.

Som regel har den undertiden eksplosive debat i aviserne omhandlet den dansk-sproglige stil i de nye oversættelser. I forbindelse med tilvejebringelsen af 1992-oversættelsen tog f.eks. mange del i en diskussion, om den arkaiserende stil i den gamle oversættelse skulle bibeholdes i den nye, eller om man skulle følge nutidens sprogbrug og idiomatik.

Hvad der imidlertid sjældnere har været genstand for debat i den brede offentlighed, er den tolkning, som en bibeloversættelse forudsætter og reflekterer. Og dog er det for så vidt her, den varme kartoffel par excellence – i en kirkelig kontekst – ligger begravet. Dette vedrører først og fremmest Det Gamle Testamente.

Siden oplysningstiden har Det Gamle Testamente været et grundproblem i den teologisk-kirkelige selvforståelse; en selvforståelse, der går helt tilbage til kristendommens fundament, Det Nye Testamente. Et kernepunkt heri er, at de to tekstantologier udgør én, uadskillelig og frelseshistorisk helhed: Det Gamle Testamente leverer baggrunden for og profetien om Kristi komme, hvis opfyldelse Det Nye Testamente præsenterer os for. Udover diverse kristusprofetier lægger Det Gamle Testamente ifølge den kirkelige tradition også grundstenen for den senere postbibelske dogmatik.

Allerede i antikken udbrød der heftig strid mellem jøder og kristne om den sande forståelse heraf. At opfatte Det Gamle Testamente som en kristen bog – en skriftsamling, der vitterligt er blevet tilvejebragt af jøder i førkristen tid – er en kapital misforståelse, hævdede jøderne. De kristne var som bekendt uenige og anklagede jøderne for at være »forhærdede«.

Kontroverserne om den hellige skrift fortsatte middelalderen igennem. I oplysningstiden meldte imidlertid en tredje deltager sig i arenaen, bibelforskeren i moderne forstand. Han skulle vise sig at blive en fatal diskussionspartner. I dag, et par hundrede år efter, er praktisk talt alle forskere enige om, at Det Gamle Testamente per se ikke er en kristen tekstsamling. Ikke i nogen dokumenterbar forstand.

Den hævdede kristologi og dogmatik er alene et spørgsmål om tro, en fortolkning der grunder sig på en specifik kristen forudforståelse, ikke direkte på den gammeltestamentlige tekst selv. Det fremgår af alle akademisk hævdvundne tidsskriftartikler, monografier og leksikonartikler om emnet.

Professor, dr.theol. Eduard Nielsen formulerede for nogle år tilbage problematikken i en kirkelig sammenhæng på følgende vis: »Hvis en kristen prædiken skal være et Kristus-vidnesbyrd, kan vi ikke med god samvittighed prædike over en tekst fra Det Gamle Testamente. Det egentlige, det vi skal prædike om, findes ikke i teksten, før vi selv lægger det ind i teksten.«

Fortolkningsstriden mellem kristne og jøder synes med andre ord at være faldet ud til sidstnævntes fordel. Forudsat, naturligvis, at man accepterer det videnskabelige, historiske syn på Det Gamle Testamente. Det har man ikke gjort i den nye, autoriserede bibeloversættelse, udgivet af Det Danske Bibelselskab.

I 1990 skrev således generalsekretær for Det Danske Bibelselskab og hovedansvarlig for den nye oversættelse, Niels Jørgen Cappelørn, i Det Danske Bibelselskabs Årbog: »... retningslinierne for både oversættelsesarbejdet og revisionsarbejdet såvel som kommissoriet for revisionskomiteen forudsætter, at det er en kirkebibel, vi stiler imod med den nye oversættelse« (s. 33).

Og en »kirkebibel« definerede han i det følgende bl.a. således: »En dansk kirkebibel er en bibel, der består af oversættelser, som er blevet til ud fra den grundopfattelse, at Det gamle og Det nye Testamente udgør en bibelsk og frelseshistorisk helhed, og at den gamle og den nye pagt må forstås i lyset af hinanden« (s. 33f).

Hvor betydningsfuld en rolle den kirkelige højrefløj i almindelighed og Indre Mission i særdeleshed spillede i den afsluttende udarbejdelse af 1992-oversættelsen, beskriver Kristeligt Dagblad i det følgende: »Det var Indre Mission, der koordinerede de fælles anstrengelser for at få en bibeltekst i en sprogdragt, som højrefløjen kunne acceptere« (31.1. 1997).

Niels Jørgen Cappelørn selv konfirmerede denne karakteristik kort tid efter: »Mange af de ændringer, som var afgørende for højrefløjen, kom med i den endelige oversættelse, og for eksempel støttede jo Indre Missions hovedbestyrelse oversættelsen, da den udkom. Det ville de ikke have gjort, hvis de skulle bruge lup for at finde ændringerne« (Kristeligt Dagblad 11.3. 1997).

Indre Mission er ifølge eget udsagn funderet på et »konservativt« bibelsyn. Det indebærer bl.a. en forestilling om »Bibelen som Guds ufejlbarlige ord til alle tider«, herunder en opfattelse af Det Gamle Testamente som et profetisk præludium til det egentlige, frelsen ved den nytestamentlige frelserfigurs død og opstandelse (jf. Indre Missions hjemmeside: http:\\www.indremission.dk)

Som bekendt er 1992-oversættelsen taget i brug ikke blot i den danske folkekirke, men også i undervisningssystemet. Spørgsmålet er, om sidstnævnte er udtryk for et gennemreflekteret valg: At man i en moderne, sekulær og pluralistisk undervisningssektor anvender en bibeloversættelse, der i substantiel grad tilgodeser et indremissionsk, dogmatisk-kristologisk grundsyn? En oversættelse der i mange tilfælde ikke er en oversættelse, men en kirkelig gendigtning, og som sådan ikke akademisk forsvarlig?

Ud fra et fagligt perspektiv skrev professor i Gammel Testamente ved Københavns Universitet, Thomas Thompson, for et par år siden bl.a. følgende om 1992-oversættelsen: 1) »Den nye danske bibeloversættelses teologiske ubrugelighed er et direkte resultat af de mange indrømmelser, som de teologiske forskere har givet til den indremissionske konfessionalisme«; og, slog han fast: »Ingen, der kan hebraisk, kan læse den nye danske bibeloversættelse uden at krympe sig«.

1992-oversættelsen er blevet skarpt kritiseret for dens tekstfremmede hensyn af bl.a. også professor, dr.phil. i semitisk filologi Frede Løkkegaard, mag.art. i semitisk filologi, seniorforsker Ulf Haxen og cand.mag. i semitisk filologi, ph.d. Philippe Provençal.

Der synes med andre ord at eksistere et udtalt behov for en alternativ, tekstnær og dermed videnskabeligt holdbar oversættelse af Det Gamle Testamente i Danmark. I korte hovedtræk udgør ovenstående baggrunden for, at en gruppe sprogforskere, faguddannede semitiske filologer, for et par år siden tog initiativ til en ny oversættelse af Det Gamle Testamente på et rent videnskabeligt grundlag. Det vil sige en oversættelse, der tilstræber konsekvent at gengive skriftsamlingen på dens »egne« præmisser, så vidt muligt uafhængigt af dens ekstensive virkningshistorie.

De første to bind i projektets regi, henholdsvis introduktion og prøveoversættelser, udkom fredag den 24. august. I denne sammenhæng er der kun plads til et enkelt illustrativt eksempel på forskellen mellem 1992- oversættelsen og den nye:

1. Mosebog kap. 12, vers 2-3 ifølge 1992-oversættelsen: 2 »Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse. 3 Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og den, der forbander dig, vil jeg forbande. I dig skal alle jordens slægter velsignes.«

1. Mosebog kap. 12, vers 2-3 ifølge den videnskabelige nyoversættelse: 2 »Jeg vil gøre dig til et stort folkeslag og give dig kraft, jeg vil gøre dit navn stort - og du skal være en lykkekraft. 3 Og jeg vil give dem kraft, som giver dig kraft, men den, der svækker dig, vil jeg bandlyse! Gennem dig skal alle landets klaner få kraft.«

»Velsignelse« i 1992-oversættelsen er i nyoversættelsen blevet erstattet med »(lykke)kraft«, og »velsigne« med »give kraft«. Problemet i en videnskabelig sammenhæng er den kirkelige tradition, der har givet »velsignelse« en specifik kristen klang. Ifølge Politikens Nudansk Ordbog (2000) refererer det i moderne religiøs sprogbrug således til »guddommelig nåde«, og det er et begreb, der i 1. Mosebog er både upræcist og tendentiøst.

»Velsignelse« i den sammenhæng indebærer, at Jahwæ overgiver en særlig kraft med henblik på vækst, frugtbarhed, erhvervelsen af et land og et lykkeligt liv i »jordisk« forstand. Det har med andre ord ingen konnotationer i retning af himmelsk »frelse« eller lignende.

Det er hensigten, at nyoversættelsen skal udkomme i to udgaver: I en flerbinds studieudgave med et omfattende noteapparat, udgivet successivt i de kommende år, og i en étbinds standardudgave uden noteapparat, der vil blive udgivet, når oversættelsen af hele Det Gamle Testamente foreligger.

Nyoversættelsens målgruppe er undervisningssystemet på alle niveauer, fra folkeskolen over gymnasiet til universitetet, inklusive lærerseminarier og højskoler – såvel som den interesserede »lægmand«, naturligvis.

Med det nye initiativ er det første gang i dansk bibeloversættelsestradition, at det ikke er en gruppe teologer og gejstlige, men en gruppe sprogfolk i humanvidenskabeligt regi, der står i spidsen for en bibeloversættelse. Så vidt udgiverne er orienteret, er det tillige første gang i et internationalt perspektiv, at et bibeloversættelsesprojekt med denne profil har set dagens lys.