Opgør med kirkens fortolkningsmonopol
KOMMENTAR: Vi savner en forklaring på, hvorfor andre institutioner end Bibelselskabet ikke bør stå bag en bibeloversættelse i et moderne, pluralistisk samfund
Af Jens-André P. Herbener
Kristeligt Dagblad var på pletten, da de to første bøger af en ny, videnskabelig oversættelse af Det Gamle Testamente udkom i sidste uge. Ikke blot med en kvalificeret anmeldelse på udgivelsesdagen, men også med en række artikler om oversættelsesprojektet i ugen, der gik forud for udgivelsen. Da der fra teologisk/kirkelig side imidlertid blev fremført flere urigtige oplysninger, er en kort kommentar dertil på sin plads.
I et interview den 22. august hævdede professor i Gammel Testamente Niels Peter Lemche, der tidligere var tilknyttet det nye projekt: »De ønskede ud fra den historisk-kritiske metode at finde tilbage til den originale tekst.«
At dette ikke er sandt, vil enhver kunne forvisse sig om ved at læse det teoretiske grundlag for den nye oversættelse. Heri ekspliciteres: 1) At der ikke eksisterer en originaltekst, og at der sandsynligvis aldrig har gjort det, og: 2) at oversættelsen konsekvent følger de komplette manuskripter, som vi finder i den hebraiske bibel. Så når Lemche udtaler som en underforstået kritik af projektet, at »Det mest videnskabelige ville være at oversætte den tekst, som foreligger i den hebraiske bibel«, kan projektgruppen kun erklære sig helt enig. Det er netop det, der bliver gjort.
Lemche sagde endvidere: »Man kan ikke hævde, at der gives en rigtig oversættelse, eller gøre krav på at være objektiv.« Igen har undertegnede vanskeligt ved at finde en forklaring på Lemches udsagn (har intervieweren misforstået ham eller omvendt?). I introduktionen til den nye oversættelse ekspliciteres, at en uforudindtaget, »objektiv« oversættelse er et fatamorgana. En oversættelse af en oldtidstekst vil altid rumme et hav af komplekse usikkerhedsmomenter.
Det betyder på den anden side ikke, at alle oversættelser er videnskabeligt forsvarlige. Vælger man at oversætte Det Gamle Testamente ud fra en kirkelig grundforståelse, fravælger man på samme tid en videnskabelig grundforståelse, og vice versa. Forsøger man at forene en kirkelig tolkning med en videnskabelig, svarer det til at sætte sig mellem to heste, der ofte rider i hver sin retning.
Sidstnævnte er et forhold, der karakteriserer 1992-oversættelsen. I introduktionen til nyoversættelsen fremlægges omfattende dokumentation for, at i 1992-oversættelsen af den gammeltestamentlige tekst har hensynet til den kirkelige tradition m.m. i talrige tilfælde vejet tungere end hensynet til de videnskabeligt-tekstuelle. F.eks. skrev deltager i 1992-oversættelsen, Carsten Vang, i 1997, at den autoriserede oversættelse af Det Gamle Testamente direkte »bygger på NT's grundforståelse«.
Derfor må det karakteriseres som uforståeligt, når deltager i 1992-oversættelsen, Bodil Ejrnæs, den 21. august afviser, at der er blevet taget tekstfremmede hensyn til Det Nye Testamente, kirkelig skriftforståelse m.m. Ikke mindst, når hun i sin afhandling »Skriftsynet« igennem den danske bibels historie fra 1995 gør rede for adskillige eksempler på det modsatte. Enhver kan orientere sig herom ved at læse den.
Hendes kollega på Det Teologiske Fakultet i København, professor Thomas Thompson, er næppe heller enig i hendes udtalelser, når han for et par år siden skrev om 1992-oversættelsen: »Den nye oversættelse er uforenelig med en respekt for de hebraiske teksters historiske integritet, og den respekterer deres teologi endnu mindre.« »Ingen ville i ramme alvor benægte, at de rå kanter, der findes i den hebraiske bibel, er blevet glattet ud og bragt i overensstemmelse med luthersk teologi.« Og, slog han fast: »Ingen, der kan hebraisk, kan læse den nye danske bibeloversættelse uden at krympe sig.«
Også generalsekretæren for Bibelselskabet, Morten Aagaard, var på banen i sidste uge. Han udtalte den 23. august bl.a. om nyoversættelsen: »det er forkasteligt og usmageligt at lancere sig selv på bekostning af en anden oversættelse«. Det nye oversættelsesprojekt har naturligvis ingen intentioner om at lancere den videnskabelige oversættelse på bekostning af andre. Det har i sin introduktion underkastet konfessionelle bibeloversættelser en videnskabelig vurdering. Med 1992-Bibelen som naturligt hovedeksempel.
Årsagen er dels, at projektgruppen har vurderet, at det har været nødvendigt at give en forklaring på, hvorfor der kun få år efter udgivelsen af 1992-Bibelen igen er en nyoversættelse på vej; dels at den vigtige oversættelsesproblematik »kirkelig versus videnskabelig« bibeltolkning ikke for alvor er blevet rejst tidligere; et forhold, som Kristeligt Dagblads anmelder i øvrigt betegner som det nye oversættelsesprojekts indtil videre »største fortjeneste«.
Endelig har Morten Aagaard og tidligere generalsekretær for Bibelselskabet, Niels Jørgen Cappelørn, den 23. august kritiseret Det Kongelige Bibliotek for at stå som medudgiver af den nye oversættelse. Kritikken er tankevækkende. Aagaard og Cappelørn savner at give en forklaring på, hvorfor andre institutioner end Bibelselskabet ikke bør kunne stå bag en bibeloversættelse i et moderne, pluralistisk samfund som det danske. Ikke mindst når man betænker, at den lutherske reformation, som Bibelselskabet bygger på, var et opgør med kirkens elitære monopol på fortolkningen af den bibelske tekst.
At Det Kongelige Bibliotek lægger hus til projektet, er naturligt, al den stund det er en forskningsinstitution, og at den nye oversættelse udarbejdes efter strengt videnskabelige retningslinjer.
Jens-André P. Herbener,
Cand.mag. i religionsstudier og semitiske sprog, projektkoordinator og -leder ved Det Kongelige Bibliotek