Bibelen uden Jesus
I morgen udkommer begyndelsen til den første videnskabelige oversættelse af Det Gamle Testamente, og der er mange ting, der er anderledes, når man ikke læser de gamle skrifter med kristne briller. Kronikøren er projektleder på oversættelsen.
Af Jens-André P. Herbener
Der er i Danmark gammel tradition for, at officielle bibeloversættelser er et, om ikke udtalt, så uudtalt teologisk monopol. Fra udgivelsen af den første helbibel af Christian III i 1550 til Det Danske Bibelselskabs autoriserede bibel i 1992 er bibeloversættelser blevet udarbejdet i teologisk/gejstligt regi. Det er der i sig selv ikke noget opsigtsvækkende i.
Bibelen udgør fundamentet for den kristne kirke og, mere specifikt, også for den evangelisk-lutherske folkekirke i Danmark, som majoriteten af den danske befolkning er medlem af. At kirken med andre ord har en særlig interesse i Bibelen og dermed i bibeloversættelser er indlysende.
Tiden fra 1550 til i dag har imidlertid ikke stået stille. Oplysningstiden er kommet imellem, der kendetegnedes af bl.a. den historisk-kritiske videnskabs fremkomst. I udgangspunktet var formålet hermed at verificere den bibelske 'sandhed'. Gennem rejser til Den Nære Orient, arkæologiske undersøgelser og tydningen af et stort antal indskrifter søgte man at finde historisk kildegrundlag for både stort og småt i Bibelen.
Resultaterne af forskernes arbejde pegede imidlertid i modsat retning. Det blev efterhånden klart, at en dokumenterbar basis for ikke mindst de gammeltestamentlige beretninger var vanskeligt at etablere. I indflydelsesrige grene af den nyeste fagvidenskabelige forskning er man gået så langt som til at afvise stort set ethvert realhistorisk grundlag for majoriteten af fortællingerne i Det Gamle Testamente.
Den nye tids bibelkritik åbnede også øjnene for afgørende forskelle mellem Det Gamle Testamente på den ene side og dets ekstensive virkningshistorie, ikke mindst i kristen tradition, på den anden. Hvad teksten siger på dens 'egne' præmisser, er ét. Hvad f.eks. Augustin i 3-400-tallet, Luther i 1500-tallet og Grundtvig i 1800-tallet sagde herom, er ofte noget ganske andet.
Før oplysningstiden havde denne problematik ikke for alvor rejst sig som følge af et diminutivt kendskab til de bibelske tekster i deres 'oprindelige' kontekst. Men med oplysningstidens fremvoksende bevidstgørelse herom blev den et prekært problem af vidtrækkende teologiske implikationer.
En kristen tolkning af Det Gamle Testamente finder vi ikke blot hos de tre nævnte herrer, men helt tilbage i Det Nye Testamente selv. Her opfattes Det Gamle Testamente som et grandiost forspil til den ultimative frelse i Jesus Kristus: Ikke blot en længere række profetier herom, men også kimen til mange af kirkens dogmer gør sig gældende i den førkristne skriftsamling. Dette har altid været et centralt element i kristen selvforståelse, ikke mindst fordi Kristus selv hævdede det. Og tager han, 'Guds Søn', fejl, er der slået en spektakulær revne i det teo-logisk-dogmatiske granitfundament.
Som antydet ændrede den historiske kritik af Bibelen billedet markant. Ifølge praktisk talt alle retninger inden for den fagvidenskabelige forskning i dag er der ikke dokumenterbart grundlag for en kristen tolkning af Det Gamle Testamente. Ud fra en tekstnær læsning heraf kan kristusprofetier og kirkelig dogmatik de facto ikke konstateres. Fra en historisk betragtning kan det næppe undre, eftersom samtlige gammeltestamentlige skrifter hidrører fra førkristen tid.
Professor, dr.theol. Eduard Nielsen formulerede for nogle år tilbage denne problematik i en kirkelig sammenhæng på følgende vis: »Hvis en kristen prædiken skal være et Kristus-vidnesbyrd, kan vi ikke med god samvittighed prædike over en tekst fra Det Gamle Testamente. Det egentlige, det vi skal prædike om, findes ikke i teksten, før vi selv lægger det ind i teksten«.
Et naturligt spørgsmål i den sammenhæng er: Kan kirken leve med, at en kristen forståelse af Det Gamle Testamente alene er et spørgsmål om tro? En tro, der afvises af den viden, vi i dag har om Det Gamle Testamente? At dømme ud fra – stort set – alle moderne bibeloversættelser, nationalt såvel som internationalt, er svaret nej. Heri formidles i større eller mindre grad en kristen forståelse af Det Gamle Testamente.
Den autoriserede oversættelse fra 1992 er ingen undtagelse. Som professor i Gammel Testamente ved Københavns Universitet, Thomas Thompson, for et par år siden skrev om 1992-oversættelsen: »Ingen ville i ramme alvor benægte, at de rå kanter, der findes i den hebraiske bibel, er blevet glattet ud og bragt i overensstemmelse med luthersk teologi«. »Den nye danske bibeloversættelses teologiske ubrugelighed er et direkte resultat af de mange indrømmelser, som de teologiske forskere har givet til den indremissionske konfessionalisme«.
Og, fortsætter han, »den nye oversættelse er uforenelig med en respekt for de hebraiske teksters historiske integritet og den respekterer deres teologi endnu mindre«. »Ingen, der kan hebraisk, kan læse den nye danske bibeloversættelse uden at krympe sig«, lyder hans konklusion.
Implikationen kunne eller synes at være, at kirken ikke kan (over)leve uden en kristologisk oversættelse af Det Gamle Testamente. En sådan oversættelse er naturligvis heller ikke illegitim, så længe læseren kender dens præmis: At der ikke er grundlag herfor i den hebraiske tekst, den baserer sig på. At den følgelig i mange tilfælde er en gendigtning, ikke en regelret oversættelse.
Denne præmis gøres der imidlertid sjældent opmærksom på i de nye bibler, ej heller i 1992-oversættelsen. Hvorfor ikke, kan man kun gisne om. Dette forhold bliver ikke mindre problematisk af, at der stort set ikke foreligger alternative og gennemført videnskabelige oversættelser af Det Gamle Testamente. Det teologiske/gejstlige monopol på bibeloversættelser har i de allerfleste lande med andre ord været solidt. Oplysningstiden til trods.
I et moderne, sekulariseret og multireligiøst samfund som det danske kan det næppe karakteriseres som tilfredsstillende. Dels udgør Det Gamle Testamente ikke blot en vigtig del af kristendommens grundlag, men f.eks. også af jødedommens og islams, dels foreligger der videnskabeligt forsvarlige oversættelser af alle andre vigtige oldtidsskrifter.
At der bør foreligge en tilsvarende oversættelse af Det Gamle Testamente – til brug i undervisning, forskning samt i anden ikkekirkelig kontekst – turde være umiddelbart indlysende. Som nævnt indledningsvis er den nye, videnskabelige oversættelses primære målgruppe da også undervisningssystemet på alle niveauer.
Men hvad vil nu i lidt større detalje karakterisere den nye oversættelse? Og på hvilke vigtige punkter adskiller den sig fra sine kirkelige forgængere? Retningslinierne, der er lagt til grund for nyoversættelsen, ser i korte hovedtræk ud som følger:
Nyoversættelsen vil gengive Det Gamle Testamente eksklusivt i lyset af dets 'egen' kontekst. Det indebærer, at den tilvejebringes ud fra en forståelse af det, som den gammeltestamentlige tekst historisk set er ifølge de fleste bibelforskere: Den indtil videre bedste – om end en kun indirekte og meget problematisk kilde – til det israelitisk-jødiske folks religion, religiøse historie og selvforståelse det første årtusind før vor tidsregning.
Mange vil måske spørge: Kan det overhovedet lade sig gøre? Kan man sætte sig ud over ca. 2000 års historie, en historie, som vi alle er en integreret del af? Nej, aldrig absolut. Det er en af de vigtige erkendelser i det 20. århundredes sprog- og erkendelsesteori. En oversættelse vil altid i et eller andet omfang afspejle oversætterens egen baggrund og personlige præferencer.
På den anden side skal det – så vidt muligt – tilstræbes. Det er et imperativ til en videnskabeligt forsvarlig oversættelse: At der ud fra den efterhånden omfattende viden, man i dag har om datidens Palæstina, gives et kvalificeret gæt på, hvordan de gammeltestamentlige forfattere/redaktører selv forstod teksten. Med alle de komplekse usikkerhedsmomenter, det nødvendigvis indebærer.
Et parallelt eksempel hertil kunne være en oversættelse af Platons skrifter. De har ligeledes haft en næsten uoverskuelig virkningshistorie, ikke mindst i europæisk tradition, og her benægtes sædvanligvis hverken relevansen eller muligheden af en akademisk holdbar oversættelse. Igen, naturligvis, med de forskelligartede usikkerhedsmomenter, en sådan uundgåeligt rummer.
Fælles for en videnskabelig oversættelse af Det Gamle Testamente og Platons skrifter er udelukkelsen af enhver (bevidst) hensyntagen til deres undertiden stærkt afvigende receptionshistorie. Hverken de gammeltestamentlige forfattere/redaktører eller Platon havde af gode grunde kunnet læse de fortolkere, der i rigt tal fulgte efter dem.
Nyoversættelsen er baseret på de ældste, komplette hebraiske manuskripter, der i dag eksisterer. Et problem er imidlertid, at de stammer fra højmiddelalderen, (10.-)11. århundrede. De er resultatet af en lang overleveringsproces, hvis begyndelse går tilbage til førkristen tid. Det er med andre ord usikkert, hvor mange afskrivningsfejl der i den periode har sneget sig ind i teksten, og hvorvidt afskriverne undertiden har tilgodeset den senere jødiske tradition.
Imidlertid sandsynliggør bl.a. en række manuskriptfund fra Det Døde Hav, at de middelalderlige håndskrifter i deres grundsubstans er identiske med deres ældre tekstforlæg fra førkristen tid. Problemet med de sene afskrifter er dermed i højere grad tilsyneladende end reelt.
Som et central element vil nyoversættelsen dels indeholde sproglige noter, der bl.a. kommenterer tekstens stedvise flertydighed og anfører relevante tekstvarianter bevaret i antikke bibelhåndskrifter; den vil dels indeholde kultur- og religionshistoriske noter om Det Gamle Testamente i dets nærorientalske sammenhæng.
Derimod vil der blive renonceret på det store antal skrifthenvisninger til Det Nye Testamente, som konfessionelle oversættelser ofte er ledsaget af, og som formidler en kristologisk tolkning af de førkristne skrifter.
Så tekstnært som muligt på et alment forståeligt og nutidigt dansk vil nyoversættelsen gengive den hebraiske teksts indhold og form. At der altså vil blive lagt vægt ikke blot på formidlingen af tekstens indhold, men også dens form, hænger sammen med, at Det Gamle Testamente ud fra en historisk synsvinkel er overordentlig fremmedartet for en moderne, vestlig bevidsthed. Og skal det med den højeste grad af sikkerhed lykkes at give et indtryk af den 2-3000 år gamle tekst i sin helhed, må såvel dens betydningsmæssige side som dens formelle struktur prioriteres.
Den nye oversættelse vil gengive navnet på den gammeltestamentlige hovedgud med 'Jahwæ', der i forskningen anses for den mest sandsynlige rekonstruktion af navnets 'oprindelige' form og udtale. Dermed desavoueres den traditionelle omskrivning 'Herren', da gudenavnet må opfattes som et centralt element i de religiøse grundopfattelser i Det Gamle Testamente.
I talrige tilfælde vil gengivelsen af egennavnene være anderledes end de konfessionelle oversættelser. I modsætning til disse, der ofte følger den græske oldtidsoversættelse Septuagintas navneformer, vil de hebraiske navne konsekvent blive gengivet så lydnært, som det er muligt inden for det danske alfabet; f.eks. Hawwa i stedet for Eva, Jeshajahu i stedet for Esajas.
Som overskrifter til de enkelte bøger i Det Gamle Testamente anvendes den jødiske traditions egne titler – i modsætning til de fleste nyere bibler, der bruger betegnelser, der baserer sig dels på en gammel jødisk-kristen legende (f.eks. Mosebøgerne), dels på Septuaginta (f.eks. Salmernes Bog) og dels på den jødiske tradition (f.eks. Joshuas Bog).
Nyoversættelsen vil ikke blive tituleret 'Det Gamle Testamente', eftersom det er en kristen og alene ud fra en kristen tradition forståelig betegnelse; set ud fra f.eks. et jødisk perspektiv er denne tekstantologi nemlig ikke 'gammel' (og blevet afløst af et 'nyt'), men i en vis forstand højst aktuel. Derfor vil oversættelsen bære den akademisk set mere neutrale titel, den hebraiske bibel.
Oversættelsen vil følge de bibelske bøgers rækkefølge i den jødiske bibeludgave, Biblia Hebraica. Den rækkefølge er både forskellig fra og væsentlig ældre end den, som gør sig gældende i f.eks. officielle danske bibeloversættelser, hvis disposition af de bibelske skrifter går tilbage til Luther. Med sin innovative anbringelse af de regulære profetiske skrifter til sidst ønskede Luther at bygge bro til Det Nye Testamente i slutningen af Det Gamle Testamente.
De beskrevne retningslinier medfører selvfølgelig ikke af sig selv, at den nye oversættelse bliver mere 'korrekt' end dens forgængere. Det er imidlertid uomgængeligt, at de indebærer en ny synsvinkel på vigtige områder og et forsøg på konsekvent at tilstræbe en videnskabelighed uden religiøse, dogmatiske hensyn.